↩ En højagtbar Mand havde offentlig fra de Lærdes Stol afhandlet om hin navnkundige Paaskrift paa et Alter i Athen: Til en ukendt Gud b), og havde undersøgt, om det er den samme som den hvorom Pausanias taler i sin Bog om Atticac); om den, som Cornelius a Lapide menerd), har betegnet Christi Komme; om de atheniensiske Philosopher have oprejst Alteret for hin Formørkelses Skyld, som fandt Sted i Christi Lidelses Stund, hvad Philippus Melanchthon mente, eller paa Grund af Faren ved Perserkrigen eller Pestilents, som Isidorus Pelusiota paastaare); samt adskilligt andet. Disputator havde, efter paa ypperlig Vis at have gjort sin Skyldighed, med Bifald forladt Fægtepladsen, da en misundelig Avindsmand for at afkorte den andens Ros udraabte, at denne Materie var aldeles forslidt og forlængst indtagen af Boxhornio, Vossio, Jo. Jac. Hellero, Jo. Andr. Bosio, Ramiresio og utallige andref). Samme Mand, der var afskyelig vel fornøjet med sig selv, tilføjede 49 pralende, at han, hvis han mulig skulde aflægge Prøve paa sin Lærdom for Offentligheden, ikke vilde skrive om saa forslidte og alt i Skolerne gennemgaaede Sager, men om nye, tilsidesatte og forborgne Matener. Denne Ordskvalder og dette avindsyge Sind fortørnede mig, og jeg sagde: »Hør, du som udraaber, at hin ukendte Gud fra Alteret i Athen er kendt af alle; skriv, lær og disputer du da om de Christnes ukendte Guder! De ville uden Tvivl indbringe dig en ugemeen Ros og Nyhedens Gunst.« Hin undres over slig Titel og Materie, smiler haanligt og troer, at enten holdes han for Nar, eller ogsaa er jeg ikke ved mit fulde Vid, naar jeg byder ham søge efter Flerguderi g) i den christne Verden. Desuagtet lægger han Skjul paa sin Fortrydelse og spørger mig, hvad det er for nogle ukendte Guder i det christelige Samfund jeg mener. Jeg svarer nu: »Hold inde, højagtbare Mand, med at smile, undres og vredes. Sagen er alvorlig og, efter min Mening i det mindste, ikke uværdig til at blive ransaget. Thi vi Christne, som jo ere udlærte i Hedningenes vanhellige Skole, pleje gærne at henføre de menneskelige Ting og deres Aarsager, som vi ere uvidende om, enten til Naturen eller til Lykken h) eller til Tilfældet eller endelig til Skæbnen. Disse ere de Christnes ukendte Guder.« Den anden svarede, at det var en umaadelig Overdrivelse og Misbrug af Ordl), og at han ej kunde se hvordan de kunde kaldes Guder, da der ej holdes nogen Gudstjeneste eller Ofring for dem. Dertil sagde jeg sagtmodig: 50 »Husk paa, højagtbare Mand, at disse Guder ere fra Hedningene, som dyrkede dem, naaede ned til os. Husk ydermere, at i den af os saakaldte canoniske Skrift omtales end ikke Naturen eller Lykken eller Hændelsen eller endelig Skæbnen; saa at de derfor med Rette kaldes ukendte Guder, hvis Navn vi tilbageholde, og hvis Kraft vi intet vide om. Men det er dem, som hemmelig holdes for at forestaa vor Dont, dem som røve de guddommelige Rettigheder, dem som kuldkaste den menneskelige Villies Frihed. For Exempel: Hvis en Vanskabning er kommen til Verden, hedder det: Naturens Vildfarelse; naar en Blomst har faaet en usædvanlig Farve, hedder det Naturspil; samt adskilligt andet af samme Art. Naturen maa altsaaj) være en Guddomskraft under Maanen eller en himmelsk Gejst eller en jordisk Gud, hvilke Navne Scaliger tillægger denk). Jeg for min Del, som ej tager Naturen i anden Bemærkelse end enten selve Tingenes Art (eller den naturlige Natur, som Scholastici sige) eller ogsaa GUDS ordinaire Magt (jeg forbigaar Ordets philologiske Betydninger), tilstaar oprigtig, at jeg ikke forstaar disse Talemaader; meget mere undres jeg over, at endog selve Theologerne kundgøre denne Læresætning: Kunsten er mægtig, Naturen mægtigere, Gud allermægtigst. Hvad der er umuligt for Kunsten er muligt for Naturen; hvad der er umuligt for Naturen er muligt for GUD. - Betragt fremdeles Lykken, som holdes for at skænke Menneskene Godt og Ondt og have Magt over alle Ting l) . Dens Ubillighed give vi Skylden, naar vi 51 tabe i Spil eller Strid, naar vi skuffes i et Haab, naar vi plages med Ildebrand eller Skibbrud, naar vi forgæves stræbe efter Æresposter og Rigdom; og omvendt: dens Magt og Gunst højagte vi, naar alt, som Petronms sigerm), gaar efter en Snor; naar vi naa hvad vi ønske; naar vi reddes fra ondt. Hvilken Plads bliver saa tilovers til det guddommelige Forsyn? Maa ikke Lykken forsaavidt være en Gud, eller, om du vil, en Gejst, ved hvilken Gud virker alt hvad der synes at ske slumpevis? Denne Mening synes ej at have været aldeles fremmed for Augustino, som disse hans Ord bære Vidne omn): Nok er det, at intet af hvad der sker, sker uden forudgaaende Aarsag. Thi vi kunne ikke sige, at de saakaldte tilfældige Aarsager (hvoraf ogsaa Tilfældet eller Lykken har sit Navn) ikke ere til, men ikkun at de ere ubekendte, og vi tilskrive dem enten den sande GUDs eller visse Gejsters Villie. Tro vi da ikke forsaavidt, os selv uafvidende, med Platoney at Gud vel regerer alt, men. Lykken og Lejligheden raade for alle menneskelige Ting sammen med Gud? o) Betragt dernæst Tilfældet, som Hedningene viste guddommelig Hæder, hvisaarsag Poëten Manilius kaldte det det mægtige Tilfælde p), og Ovidius i sit Skrift om Elskovs Kunstq) siger: