↩ En anselig Mand gjorde Fødselsdagsgilde for sine Venner. Tilstede var en saare skæmtefuld Gæst, en Højlærd i Lægekunstena). Allerede ved det andet Bægert som henhører til Glædskaben b), blussede han smukt, og ved pludselig at opslaa en Skoggerlatter vendte han alles Øjne mod sig. Adspurgt om Aarsagen dertil svarede han: »Jeg kan ikke bare mig for Latter, fordi jeg, en Læge, sidder mellem en Theologum og en Mathematicum, hvoraf den ene, efter hvad der almindelig paastaas, maa være Atheist« Mathematicus, der ej var af et uskæmtsomt Gemyt, udlagde Atheist som en Mand der ej skøtter om Urten The, og omvendt Theologum som den der forkynder dens Dyder og fryder sig ved Drikken. Nu blev Theoiogen 54 utaalmodig over disse smaa Spidsfindigheder, og da han uden Grund indbildte sig, at man efter Aftale holdt ham for Nar, gik han med rynkede Bryn løs paa dem begge, fornemmelig paa Lægen, og beskyldte for Alvor Hippocratem for Atheismumc) Der opstaar nu en hellig Krig, idet hin aabenbarlig udraabte hver tiende af Lægernes Folkefærd som en ugudelig og vanhellig Krop, medens denne forsvarede sig og sin Mester efter den højagtbare Mand Daniel Wilhelm Trillers Mønsterd). Imidlertid kom Theologens lidet heldige Rygte ham til Skade; han drev nemlig baade Aager af Pengegriskhed og var en flittig Gæst paa Værtshusene. Disse skammelige Gerninger var hans Modpart vidende om og spurgte nu Manden med trædskelig dulgt Harme, om han, hvis han havde været tilstede ved Kirkemødet i Laodicea, vilde have underskrevet den 24. Regel: Ingen af Præsteskabet maa betræde Værtshuse, samt den 5.: Præster have ingenlande Lov at tage Renter e).Den anden blev mere og mere opirret og bad ham vende sig fra Kirkemødet i Laodicea og til Thomam Browne samt Andream Cæsalpinum, hin bekendte Læge og peripatetiske Philosophumf). Lægen begyndte derimod, til Hævn for at han og hans Stand var lagt for Had, ufortrøden at kaste ham i Næsen Jordanum Brunum, som Aar 1600 siges at være brændt i Rom, Joannem Casam Ærkebiskop af Benevent, der som bekendt har lovprist Pæderasti i et Poëm, Thomam Campanellam og Gud veed hvad for skarnagtige Theologer han ej fik med ud af hele 55 Kirke-Historieng). Denne usømmelige Kiv opvakte de flestes Latter, og jeg kunde heller ikke bare mig derfor. Som Følge deraf lod Theologen det gaa ud over mig, med de Ord: »Lad være med at smile! thi heller ikke dit Folkefærd, Philologerne, kære Falster, er ganske rent og ubeblandet med hin vanhellige Religions-Smitte. Mon du er uvidende om, hvor slibrig Lipsii Tro var, han som i Jena bød sig an hos Lutheranerne, i Lyon hos de Reformerte, i Louvain til Papisterne? hvor mistænkte og forhadte for Theologerne Bembus, Politianus og andre ereh)? Har du ej læst den Mening som den navnkundige Jo. Fr. Buddæus for ikke ret længe siden har efterladt sig skriftligt om Humanisterne i sin Bog om Atheismeni), hvis Indhold, om jeg mindes ret, er dette: Hvis Angelus Politianus skal kaldes Atheist paa Grund af sin Ringeagt for de guddommelige Skrifter, vil du finde saare faa blandt de Lærde, især blandt dem, der helt hengive sig til de verdslige Skrifters Studio, som ikke maa henføres til samme Classe. Fremdeles længere hennej): De der helt give sig de saakaldte humane Studier i Vold, tages immerfort saalunde til Fange af de hedenske Skrifters Læsning, at de aldeles forsømme den hellige Skrift eller regne den for intet, og derved fordærves deres Sjæl saalunde, at Davids Harpe agtes ringe af dem mod Horatii.« - Dertil svarede jeg rolig og aldeles uden Vrede: »Buddæum, som du nævner, sætter jeg saa højt, at ingen med de andres Forlov at sige sætter ham højere, ja saa højt som nogen af Tysklands Theologer. Denne ypperlige og højst 56 beskedenlige Theologs Skrifter røre mit Sind saa meget som intet hidindtil har gjort, Gid jeg saa sandt maa elskes af GUD som jeg højlig ønsker at tækkes denne ypperlige Mand, af hvem jeg med største Glæde vil lade mig ruske i Øret, ifald jeg tykkes at have indsuget Vildfarelser af min verdslige Læsning.« Idet jeg sagde dette til Forord, blev Bordet hævet, og man skiltes. Men for at afvælte fra mig enhver gudfrygtig Buddæi Mistanke (hvem jeg for Alvor sætter langt over alle Philosophos og de syv Vise), sendte jeg siden vor Theologo en Tavle med oprigtig Forklaring paa min Religion, indsluttet i følgende Articler: