↩ og det er Daarskab og Vildfarelse og Blindhed og, som Cicero h) siger, Uvidenhed om Tingene og deres Aarsager, 87 som har indført det i). Mon du for den Sags Skyld tænker ilde om det guddommelige Forsyn, at du stundom ser alting gaa heldigt og efter Ønske for de udueligste, medens derimod de flittigste fryse, svede og naa frem ad trange Veje? Eller veed du ikke, at vore Børn tvinges med alvorligere Tugt end Trællej), og at i Skolen Lærerne kræve mest Arbejde af de Elever, til hvilke de sætte det visseste Haab? Men for i øvrigt aabenbart at sige min Mening om dem, som, skønt overmaade lærde, forfremmes alt for sent, saa plejer jeg at henføre dem til trende Slags. Til den første høre Afgudsdyrkerne, hvilke da først tro sig uafhængige af eller rettere ovenpaa Lykken, naar Velyndere og Patroner falde i deres Lod, hvis Forsyn de med al mulig Ærbødighed dyrke, hædre og lægge sig efter, og hvis Hjælp de give sig i Vold, idet de ere dem til Viilie i alle Ting og sætte alt deres Haab til dem, et Haab som omsider gøres til Skamme enten af Dødelighed eller af Troløshed eller af menneskelig Afmagt. I den anden have Sværmerne deres Plads, hvilke, opblæste af forfængelig Selvtillid, tillægge sig selv og sine egne Fortjenester saa meget, at de i sin Daarskab antaste selve Himlen, tro sig selv alene værdige til at Guderne (selvfølgelig!) elske dem, nøjes ej med passelig Løn, men eftertragte alene de kosteligste Belønninger, eller rettere (med et Hovmod, som er uudholdeligere end alt andet) ofte end ikke eftertragte dem, men vente sig dem som pligtskyldige Tjenere. - Den tredie indtages af Drøsernes Folkefærdk), som sove trygt paa deres 88 grønne Øre, agte ej paa Tidens Belejlighed, og ligervis som dovne Bønder lade sig de modne Frugter slippe af Hænde. - Men dig beder jeg: overvej lidt dybere disse Betænkninger; du vil da sandelig ingenlunde undres over at en og anden kommer saa sent til Vejrs; du vil aldeles frikende det guddommelige Forsyn for enhver Eftertale; du vil tilstaa at Lykkeris Navn er intetsigende, men intetsigende er ikke GUDs Optugtelse, hvorved han baade søger at afholde Menneskenes uforstandige Tanker fra hin vanhellige Afgudsdyrkelse, hin ublu Storagtighed, hin dorske Tryghed, og at drage dem over til Underdanighed mod sig, Kundskab, Tillid og Kærlighed til sig. Se til mig selv, beder jeg, der sandelig ejer et ikke ringere Vidne om det visseste Forsyn end de Folk som dette førte ud af Ægypten. Mangt et Haab havde alt forlængst en gammel Velynder af migl), havde mine Fortjenester fyldt mit Hjærte med, da der pludselig viste sig en Lejlighed til Forfremmelse. Jeg troede at det Embede, som jeg ønskede, stod mig aldeles til rede, at der ej stak noget under, at mine Ønsker vare udenfor al Fare. Hvad sker? Ved et synderligt guddommeligt Raad og Tilskyndelse, visselig ej ved nogen Tilfældighed, svigter min Velynder mig, i hvis Haand og Magt min Sag laa; jeg larmer med frugtesløse Bønner for Fyrstens Øren, til hvilken mit sidste Haab stod; det synes at være ude med min Velfærd. Men jeg indsaa omsider, hvor ringe de menneskelige Ting ere, og sætter alvorlig mit Sind til den algode og almægtige treenige GUDs Venskab og 89 Hjælp; og da jeg havde gjort det, gik det, ej uden alles største Forundring, saalunde, at den allernaadigste Konge, da jeg anden Gang ansøgte ham, straks skiftede Sind, forandrede det umilde Afslag, som jeg forhen havde faaet, og over Forventning lod mit Ønske ske Fyldest. Lad da af med enten at tvivle om Forsynet eller undre dig over dets sene Hjælp.«