Falster, Christian Uddrag fra LÆRDOMS LYSTGAARD ELLER ADSKILLIGE DISCURSER FØRSTE PART

»Nu først ønsker jeg alvorlig vort kære Fædreland til Lykke, siden jeg - ej uden stor Glæde - fornemmer, at I (med Undtagelse af nogle faa, hvilke tilskyndes af deres mindre ædle, for ej at sige skarnagtige Blod) ifølge Sindenes tavse Overensstemmelse ere samdrægtige i Ringeagt for de boglige Kunster, som den gemene Mand kalder frie; at l saa at sige ved en fælles Sammensværgelses Ed holde Eder forbundne til en heroisk Ørkesløshed; at I højlig eller rettere ene og alene finde Moro ved Heste, Hunde, Tærningspil, Dans, Comoedier, Nattesvir; at I med eet Ord leve sybaritisk d). For sand ypperligt, viseligt, adeligt! Det er jo nemlig paa disse Kunster og Studeringer at vort Navns Hæder hviler - hvad alle fornuftige Mennesker tilstaa - for ej at tale om Fædrelandets Tarv. Hvad om Eders Forfædre atter kom 103 tilbage paa denne Skueplads? Uden Tvivl vilde de enten ønske at fødes paa ny eller og at dø saa snart som muligt. De vilde fortryde deres forgangne Levned, som de kunde have hendraget i behageligere Lediggang; de vilde blues ved den ørkesløse Flid, hvilken de med Ringeagt for Vellysternes Mestre eller Tjenere unyttigt havde anvendt paa at skrive eller læse; de vilde belee deres forfængelige Bedrifter, ved hvilke de taabeligt havde forsøgt at indvie deres Navn til Udødeligheden og tildrage sig Efterkommernes Lovord; de vilde tilstaa, at de kun havde existeret paa Jorden, men ikke levet. Jeg er visselig ej uvidende om, at mange af den lærde Pøbel have saastor Hengivenhed for Eders Tiptiptipoldefædre, som vare rige paa Lærdoms H æder, at de aldrig faa udsørget over deres Død, ære deres Minde ubrødeligt, pryde deres Bibliothequer med deres Billeder! Ha ha ha! Lad hine synge Klagevers til de blive hæse; lad dem barnagtigt finde Moro i malede Billeder; lad dem holde sig for Øje Eders Forfædres Fortjenester af boglige Kunster og efterfølge dem som sande Sønner og Arvinger. Narrestreger, Abespil og Liderlighed ere - foruden adeligt Navn og Segl - alt hvad I have tilbage; thi i de to sidsteTing bestaar det sande Adelskabs Sjæl. Og for at det ret kan staa Eder klart, hvor sømmeligt og ypperligt I, som det anstaar sig ophøjede Aander, nære Ringeagt for Lærdom, saa betragter, beder jeg, Regenternes store Exempla, hvilke enten af Hjærtet have ført Krig med de boglige Kunster eller, ikke urimeligt, have

        

104 holdt dem for at være angeneme Daarskaber. Jeg vil her intet tale om Tyrannen Antonio, hvilken ifølge Herodiani Vidnesbyrde) ej vilde lade sin Søn undervise i Kunsterne og uddrev alle hans Læremestre af Paladset, ja straffede dem dels med Døden, dels med Landflygtighed; jeg siger intet om mange andre af hans Lige; men I kunne gøre Eder til af de franske Kongers Ludovid XI og Henrici IV Exempel, af hvilke hin forbød at hans Søn Carolus VIII blev undervist, naar han ikkun lærte hvad der gemenlig siges: Hvo der ej veed at skrømte veed ej at regere; medens denne haanlig plejede at hædre Jacobum I, Storbritanniens Konge, som dreves af en besynderlig Kærlighed til de smukke Videnskaber, med Ærenavn af Magister (Mons. le Maitre Jacques). Se, det kalder jeg anselige Patroner og højagtbare Hjemmelsmænd, visselig af større Værd end de som hine Lærde sætte op imod dem: Alexander Magnus, Julius Cæsar, de ægyptiske Ptolemæer, Augustus, Hadrianus, Marcus Antonmus, Carolus Magnus, de Danskes Christianer og Frederiker, Franciscus I og Carolus den vise Konger af Frankrige, Kejser Fridericus II, den byzantinske Kejser Michael Ducæ Søn, Alphonsus I, Konge af Neapel, Matthias Corvinus, Konge af Ungarn, og andref). Kaster ikkun Vrag paa hvad Plutarchus skriver til en ulærd Fyrsteg), og ligesaa paa hine gængse Beskrivelser om Fyrster som Theologer, Fyrsten som Prædikant, Fyrsten som Læge, Fyrsten lærd i Græsk og Hebraisk, Fyrsten som Mathematicus, Fyrsten som Taler, Fyrsten som Poët, Fyrsten som Musicus og hvilke flere der gives af 105 saadanne en latterlig Forfængeligheds Titeler. Betragter dog fremfor alt hin velvise og saare blomstrende Lacedæmoniske Republiqueh), i hvilken ingen lærte boglige Kunster, ingen drev Philosophi, og Studia agtedes saa ringe, at naar de engang trængte til Videnskabernes Hjælp, fordi de enten vare syge eller galne eller plagede af en eller anden offentlig Ulykke, da tilkaldte de udenlandske Mænd. Betragter fremdeles Thracerne, om hvilke Ælianus sigeri): Af de gamle Thracere siger man at ingen kendte Bogstaverne; ja de i Europa boende Barbarer holdt det for den største Skam og Vanære at bruge Bogstavskrift. Til disse slutte sig Cretenserne hos Heraclidem j) : De lære alene. Bogstaverne, og dem røre de kun maadelig ved. Aldeles paa Eders Maneer, adelige Drenge! Dog, hvi leder jeg i de gamle Historier efter Forsvar for Eder? Ret som om hin utallige og over hele Jorden udbredte Hærskare af Eders Samfund mistvivler om sine Kræfter og sine Gerninger, eller ret som om man ikke fast paa hver Korsvej møder hin Licinium k) af Eders Folk, der var saa fjendsk mod boglige Kunster, at han kaldte dem offentlig Forgift og Pestilents, item en anden italiensk Adelsmand, hvilken, som Petrarcha l) beretter i Skriftet om gode Raad i Medgang og i Modgang, plejede at sværge, at han vilde give mange Penge for at ingensinde en studeret Mand skulde fæste Bo i eller slippe ind i hans Fædreland. Kaster ikkun et Blik paa den Slags Folk som vi kalde Lærde, og det vil let staa Eder klart, at det ej er omsonst og uden Aarsag at I have Eders Sind fravendt fra disse og deres 106 Undervisning. Thi disse se ofte paa en eller anden Maade travrige eller besynderlige ud og udvise Manerer som ere langt fra en pyntelig Levemaades Sirlighed; de menes for det meste at være lumpne og af et fortrædeligt Sind, hvilket ogsaa Seneca stadfæsterm): Siden de Lærde ere fremkomne, fattes de Gode - hvorfra hin gemene Talemaade stammer om Lærdom dyppet i Ondskabs Forgift: Jo lærdere des vanartigere; de ere sjælden nyttige enten i Fred eller i Krig; ikke i Fred, thi Betragtningernes Urolighed opsluger al deres Agt og alle deres Tanker, saaledes som den fordum fortærede Archimedem; ikke i Krig, thi enten søge de som Demosthenes i Slaget ved Chæronean) Redning i Flugten, eller ogsaa mangle de Frejdighed til at udrette noget mandhaftigt, eftersom al Kraft, der anvendes i Krigen, er paa tværs af og en Fjende af Overvejelse; hvisaarsag Gothernes Konge Theodoricus efter Procopii Vidnesbyrdo) ej vilde lade nogen af Gothernes Drenge sende i boglig Skole, idet han plejede at sige: at det var umuligt at de, som havde lært at frygte Riset, kunde hæve sig til at ringeagte Sværd og Spyd; for ej at tale om Casauboni p) og andre lærde Mænds Vidnesbyrd, ikke at forglemme Romernes tapreste Hærførere, Mænd som Manlius, Decius, Marius og andre, hvilke vare aldeles ukyndige i boglige Kunsterq). Ikke heller vilde jeg ønske Eder at høre Johannem Boterum r) og hans Lige, hvilke forsikre at Fyrstens Aand skærpes af de humane Videnskaber, at Sjælen ved dem opmuntres til Attraa efter Roes, og at de gøre ham baade forstandig og behjærtet; 107 nej, gid I vilde afsky slige kætterske Meninger samt de Bøger, som indprente saadant i Eders Sinds), saa som Jo. Buchardi Menkemi Disputats om de ved Krigsvæsen saavel som ved Skrifter navnkundige Mænd, etc.t). - Betragter derhos de Videnskaber og Lærdomme, som hint borgerlige Folkefærd udøver. Jeg er visselig ej uvidende om at der af en vis Rollio er overantvordet os et Bibliotheque af adelige Theologeru); men Theologien er jo dog en træiagtig Art af Studier og til fælles endog for den laveste Landalmue. Den vil det i Nødsfald være nok at have berørt ikkun med de yderste Fingerspidser, undtagen det Led om Polygamien, hvilken det bør Eder at forsvare mandhaftigt og veltalende ud af de hellige Skrifter. De øvrige Artikler af den theologiske Lære, som snære, hindre og fordærve den Aand, som er født til noget større, kunne Universitetslærere og Biskopper beholde for sig, i hvilkes Mode eller Sæde det er under Eders Værdighed at sidde; thi I tilhøre jo ikke den romerske Kirke. - Jurisprudentsen er lidet nødvendig; thi paa Eders Vilkaar passer hint Vers af Enniov):