↩ Et lignende Høfligheds-Skudsmaal give næsten alle Rejsende Franskmændene; til Exempel kan 133 blandt mange tjene det Udsagn af den højst navn kundige Mand Georgio Wallin i Bogen Det lærde Paris om de parisiske Bibliothecarieræ): » »Foruden at den parisiske Bibliothecar er overmaade bevandret i fast enhver Art af Studeringer og i Lærdommens Historie, hvoraf de fremmede kunne lære saare meget, er han til og med af en saadan Høflighed i Levemaade, at du maa tro at han er født og skabt for dig alene. Saa snart han har forfaret din Nærværelse, lader han alle Forretninger være, af hvilke han besværes, og iler hen til dig med smilende Aasyn og Armene udstrakte som til Omfavnelse. - Saa snart han hører at du savner en Bog, skulde man tro at det var en Fyrste som havde befalet, saa redebon er han til at lystre, saa at sige; etc. etc.« « - Endelig lagde Atticerne største Vind paa Modersmaalets Liflighed og Zirlighed, hvoraf Følgen blev, at Italien var fuldt af græske Veltalenheds-Mestre, at det græske Sprog herskede ikke alene i Romernes Skoler, men ogsaa i deres Fruerstuer, ja Paladserø), og at Romerne selv ofte benyttede det i Steden for deres Modersmaal til at antegne Historier og andre Forstandens Ihukommelses-Skrifter, saaledes som jeg har viist i mine Romerske Efterforskninger aa). Samme Viikaar har det franske Sprog, paa hvilket at polere lige fra Cardinal Richeiieus Tider ab) det franske Academie (Academie Françoise) anvender stor Flid og Umage. Det er nemlig alt nu forfremmet til en saadan Højhed, at, naar man ser paa Sproget, hører fast hele Europa nu om Dage til Frankrige, saa at den saakaldte 134 allerchrlsteligste Konge i hvert af Udlændingenesaller Riger underholder paa andres Bekostning en forsvarlig fransk Hær af begge Køn.« - - Ved at høre dette klagede min berømmelige Ven paa vore Landsmænds utidige Imitationslyst,hvilke hellere lære sig fjærne Folkeslags Sprog end vore Naboers, med hvem vi pleje at føre Krig, ej ihukommende, at i Krig, hvis enten et Brev opsnappes, eller en Overløber eller en Spejder ankommer, eller et andet Tilfælde indtræffer, ligger der stor Magt paa, at Hærføreren uden Hjælp af Tolk kan læse, høre, fatte; han klagede paa det franske Sprog, som ej alene daglig fortærer saa meget af vort Fædrelands Formue, men ogsaa volder, at hine gamle ærværdige Sprog, Græsk og Latin, forringes og om kort Tid gaa til Grunde. - Jeg derimod lovpriste standhaftig, om end ej uden honnet Misundelse, Franskmændenes velvise Listighed, hvilke, vel vidende, at Folkeslagene forpligtes dem ved dette Baand som ved en Art Landsmandskab, at en Del af Rigets Højhed, og det ingenlunde den ringeste, hænger af dets Sprogs Herredømme, og at dets Borgere have den største Fordel deraf, have bragt det saa vidt, at det nu alene er de Franske, som tykkes at kunne tale, hvilke have paalagt fast alle Stænder saadanne Love, at hverken Fyrsterne, som slutte Forbund, som modtage Bønskrifter, Sendebude og Ambassadeurs, ej heller Hofmændene, ej heller de Lærde, Købmændene eller andre lettelig kunne undvære det franske Sprog.