↩ Mod det Had, hun havde fattet til sin Brudgom, gaves ingen Lægedom: Mandens lidt fremrykkede Alder mishagede hende; hans Manerer mishagede hende, hvilke vare mindre bekvemme for det smukke Køn og den galante Verden. Ingen Trøst var forhaanden hjemme uden den forborgne, som en løsagtig Lieutenant, hvis Rygtet er sandt, ydede hende. Omsider fulgte den ulykkelige Udgang : da Ægtemanden rejste hjemmefra, blev han undervejsc) efter Aftale dræbt af lejede Mordere; Drabets Hovedmænd søge dels Frelse i frivillig Landflygtighed, dels gribes de og lide deres Straf; Bruden overbevises ej om Forbrydelsen, men mister sit Gods og beholder intet uden den blodige Plet paa sin Sjæl og sit Rygte, som ej Hænder kunne aftvætte, og er endnu den Dag i Dag i Live. Denne gruelige Hændelse bragte kort efter mig og adskillige Omgangsvenner i Disput om Forældres Ret til at raade for deres Børns Giftermaal d). En klagede nemlig svarlig paa Enke-Moderen, ved hvis Vogn-Styrelse den arme Datter var styrtet i saa store Forseelser og Ulykker; en anden søgte derimod at frikende Moderen og berømmede hendes tjenstivrige Vindskibelighed, samt bebrejdede tillige Ungdommen dens Skrøbelighed, hvilken ofte drives hovedkulds og uformodet afsted af blind Elskov eller andre Tillokkelser, uden at agte eller forstaa sin egen Nyttes Tarv. Samme højfornemme Mand, der ej var ukyndig i Theologi og Jura, paastod intet Ægteskab lovligt at være, medmindre det var sluttet efter fædrene Raad og Befaling; 148 thi Hjemmets Øvrighed havde samme Ret over sine Undergivne som Formynderen over sine Myndlinge, saa at ingen Accorder af disse burde holdes for fast besluttede uden hans Myndighed; den Lydighed skyldte Børn deres Forældre, at de frivillig og sagtmodig burde give sig deres Dom og Vilje helt i Vold. For at give denne Mening Vægt beraabte den højfornemme Mand sig paa det fjerde af de ti Guds Bud og fremførte adskillige Exempla af den hellige Historie: Abraham, Hagar, Samsons Forældre og andre, hvilke efter deres Ret forvaltede deres Nærmestes Giftermaal. Derfra appellerede han til Folkenes Rete) og først da til Justiniani Lovf): Retmæssigt Ægteskab sluttes af romerske Borgere indbyrdes, hvilke komme sammen efter Lovenes Bydende, Mændene fuldvoksne, Kvinderne mandføre, dog paa den Maade at de, hvis de ere Sønner i Huset, have deres Forældres Samtykke, under hvis Herskab de ere. Thi at dette bør finde Sted, tilraades baade af borgerlig og naturlig Billighed, for saa vidt som Faderens Befaling bør gaa forud; dernæst til Hermiones Ord hos Euripidem i Andromache: Min Fader drage Omsorg for mit Giftermaal; det ej er min Sag dette at bestemme selv g). Derefter vendte han sig til Barbarerne og lod os vide, at hos Japanerneh ) sluttes alle Ægteskaber af begge Parters Forældre, eller, hvis disse ere døde, af deres Frænder; ligeledes blev fordum hos Peruanerne under Inca'ernes Regimente de Ægteskaber, som vare indgangne imod Forældrenes Samtykke, holdte for at være uretmæssige, og det deraf avlede Afkom uægte, medmindre Forældrene siden 149 samtykte. Til disse Beviser lagde han endelig hin Tertulliani Sentensi): Sønner tage ej retmæssigt og lovmæssigt til Ægte uden Fædrenes Samtykke. - Hertil svarede en anden lidt nachlæssigt, at Viljen hos Sønnen eller Datteren i Huset til at tage sig Giftermaal an er aldeles uafhængig af hver en Lov, og at Forældrenes Samtykke, hvilket han med de Pavelige forsikrede at være en Høflighed; men ingen Nødvendighed, intetsteds befales af GUD. - Jeg derimod stillede mig midt imellem begge Parter og forundte ganske vist Forældrene Myndighed over Børnenes Giftermaal, men ikkun en borgerlig, afmærket af Skikkelighedens Grænser, ikke en Husbonds-Ret, et despotisk Tyranni over deres Børns Sind, hvilket de fleste Forældre, jeg veed ej med hvilken Ret, pleje at tiltage sig. løvrigt mindes jeg at have svaret saalunde til den første Modparts enkelte Bevisgrunde: Ved det fjerde Buds Tugt tvinges visselig ej Børnene saa fast, at det er nødvendigt at adlyde Faderen, hvis denne befaler Sønnen eller Datteren at gifte sig imod sin Vilje tvært imod hvad billigt og ret er; dette er Bæsternes sandsesløse Lydighed, men ikke Menneskenes, hvilke ogsaa selve den himmelske Fader i alle Ting har givet ubetvingelig Frihed til at vælge. Hvad Justiniani Lov angaar, da kom i Hu, højfornemme Mand, at hin saare fri Myndighed over sine Børn har været egen for de romerske Borgere, efter sammes Tilstaaelsej): Men den Myndigheds Ret, som vi have over Børnene, er egen for de romerske Borgere; thi der gives ingen andre Mennesker, 150 som have en saadan Myndighed over Børnene som vi have. Husk, at Aarsagen til denne Myndighed laa deri, at Sønnerne i Husetk), som toge sig Hustru, levede sammen med Børnene i Faderens Hus og af hans Formue, hvoraf ikke liden Bekostning paakom Faderen, hvilken skulde underholde Sønnernes Hustruer og Børn alt efter hvers Vilkaar og Værdighed. Husk fremdeles, at efter de romerske Love havde man Ret til at skilles ved Paaberaabelse af Smaating, saa at hvis der indfaldt noget Klagemaal i Ægteskaberne, afgjordes det lettelig ved Skilsmisse. Læg dertil, at hin de romerske saa vel som de japanske og peruanske Forældres omtalte Myndighed ej tilhører den naturlige, men den positive og borgerlige Ret; mod hvilken jeg sætter hin højvise Forordning af de danske Love l) : Hemmelig Trolovelse skal ej holdes, som er sket uden Forældres eller deres Vilje, som ere rette Værge efter Loven; dog, dersom Forældre eller Værge ikke have nogen skellig eller lovlig Aarsag det at forhindre, da skal deres Forbud eller hvis Forhindring de derudi ville gøre intet gælde. Endelig lærer Livets daglige Omgængelse os, at af hin Fædrenes Manliskem) Commando over Sønnerne opstaa mange Ulæmper for det menneskelige Selskab. Herfra stamme nemlig talrige Taarer og Veklager over Jomfrudom; herfra stammer Livs-Lede, Had til Ægteskab, Forbandelser over Ægtefællens Hoved; herfra tyvstjaalne Nætter, voldelige Hænder, med eet Ord: Satans Riges Formerelse. Fast staar derfor for mig hin Quintiliani Domn): Intetsteds er Frihed saa nødvendig som i Ægteskabet. Jeg 151 skal vælge, med hvilken Kvinde jeg skal leve sammen; jeg skal selv betænke mit Følgeskab i Genvordigheder, Bekymringer og Sorger. Hvo kan nemlig elske med uvilligt Sind?