↩ iblandt vore academiske Borgere florerede for ej lang Tid siden en Veterana), en Mand, øvet ved megen Læsning, og som havde sænket sig saa dybt ned i den gamle og nye Philosophi, at han var næsten overlæsset med aandelige Betragtninger og hverken havde ret Forstand paa Himlen eller Jorden ; som det mestendels plejer at gaa, at de, som beflitte sig paa at trænge ind i selve Naturens lønlige Huler, vorde af Philosopher philosophiske Narre, af fri Mænd Trælle, af hæderlige Efterforskere forløbne Stakler. Han faldt i Sygdom, og da hans sidste Livsens Stund nærmede sig, besøges han af den ene Mand efter den anden af gudelig Stand og opfordres med Opbydelse af enhver Art af Trøst til at bevare Taalmodigheden og Troen; hvilke han siges at have svaret paa Latin: »I, velærværdige Mænd, gøre ganske vist skønne Forklaringer, men jeg (grueligt at sige) dør en usselig Død.« Dette jammerlige Ord var fluks kommet ud iblandt Folk, og var meddelt mig af en Ven i et Brev, hvilket da jeg kort efter omtalte i et Selskab af 152 noget studerede Mænd, tog en vistnok højfornem, men fra de humane Studiis noget fravendt Mand til Orde og sagde: »Og dette er den beske Frugt, som hin vanhellige Lotosblomst efterlader sine Eftertragtere; dette er den Lærdomspris, hvormed hin mordiske og ugudelige Aristoteles i egentlig Forstand slagter sine Efterfølgere. Hvor meget lyksaligere, om denne vor Cartesius havde lagt Vind paa den hellige Skrift i Steden for paa Naturen, for saa gudfrygtigt og sagtmodigt at opgive sin Aand i Herren!« Dertil svarede jeg: »Jeg tvivler ganske vist ikke paa at det forholder sig som du siger, højfornemme Mand; men jeg er heller ikke i Tvivl om - hvis man da bør fæste Lid til Historierne - at flere Sjæle bortrives, forspildes og opsluges af de gudelige end af de verdslige Betænkningers Urolighed; dernæst billiger jeg ej vor Philosophs Umanerlighed, hvilken havde styrtet sig hel og holden i Philosophien uden at kære sig om hint Neoptolemi ypperlige Raad hos Ennium b):