↩ EJ eget Hus er bedre kendt for nogen Mand i Byen, som hin Satyricus sigera), end hin berygtede Stenstøtte paa Kødtorvet i København, gemenlig kaldet Ulfelds-Plads, som bærer Paaskrift: Til evig Skændsel for Forræderen Corfitz Ulfeld. Dette Mindesmærke over et synderligt Forræderi mod Fædrelandet, denne Molest b) for Ulfeld-Navnet, for at tale paa romersk Manér, eller, for at tale paa Græsk, dette Klædebon af Sten c) passerede jeg og nogle 157 Venner en Dag, da vi vare paa Vej til Universitetets offentlige Bibliotheque. Saasnart vi vare forsamlede dér, begynder Snakken, endnu varm af det nylige Skue, om Oprindelsen til denne Art af Vanhæder, hvilken en af os, en visselig ej ulærd Mand, efter min Mening med Rette holdt for at man maatte søge i Athen. Han tager Nepotem ud af Bogskabet og forelæser os disse Ord ud af Alcibiades d): Men da han hørte, at han var dømt til Døden og hans Formue confisqueret, samt at det havde hændt sig, at Præsterne af Eumolpidernes Slægt e) vare blevne tvungne af Folket til at lyse ham i Band, og at en Copi af denne Bandlysning, for at Amindelsen skulde være des mere bekendt, var indgravet i en Stenstøtte og oprejst paa offentligt Torv, drog han bort til Lacedæmonem. Ydermere beraabte han sig paa Julium Pollicem, som i sit Onomastico f) berører denne Skandflæk paa Navn og Rygte: Straffene ere: Bøde, Landflygtighed, Vanhæder, Død, Fængsel, Brændemærke, Støtte; og andensteds : og de skreve paa Støtte, antegnede paa Støtte: antegnet paa Støtte, indgravet i Støtter. Dernæst gennemgik vi adskillige Arter af de Garnles Beskæmmelser og Straffe, hvilke en anden af Vennerne, saasom han var en Mand af en ganske vidunderlig Hukommelse, forfulgte i lange Rader. Jeg, som satte overmaade stor Pris paa hans Aandssnarhed, sagde: »Du tykkes mig at have læst Fabricium, hvilken i sin Antiquariske Bibliographi g) med stor Omhu har udkastet et kort Begreb af næsten alle mulige Straffe. Men dog har een og det en saare svar Straf paa Navn og Rygte undgaaet Eders 158 begges Opmærksomhed eller i al Fald Amindelse, hvilken sandelig ej bør agtes ringe, da vor Ulfeld uden Tvivl, hvis hans Liv var indfaldet i hine gamle Tider, vilde have faaet den Straf.« »Hvilken er da den?« spørger min Ven. Jeg svarer: »Evig Udslettelse af Navnet eller Udslukkelse af Eftermælet.« Han trænger ind paa mig og afkræver mig Hjemmel ud af de gamle Historier. Jeg tager Bøgerne ned og fremfører disse Exempla, som da vare mig forhaanden. Jeg havde nemlig læst hos min Gellium h) , at det i sin Tid af et almindeligt Stævne i Asien var besluttet, at hans (Herostrati) Navn, som havde sat Ild paa den ephesiske Dianæ Tempel, maatte ingen nogensinde nævne; ligesom man ogsaa har hævnet sig saalunde paa Domitianum, efter hvad Lactantius beretter i Skriftet om Forfølgernes Endeligti): Og det var ikke Hævn nok, at han blev dræbt i sit Hus; endogsaa Mindet om hans Navn blev udkradset Thi uagtet han havde opført mange fortræffelige Bygninger, uagtet han havde rejst Capitolium og andre fornemmme Mindesmærker, forfulgte Senatet hans Navn saa vidt, at det hverken lod noget Spor tilbage af hans Billedstøtter eller af hans Ærestitler, ja endog ved de alvorligste Beslutninger satte Brændemærke paa den Døde, til evig Skændsel for ham. - Dette stadfæster ogsaa Suetonius i Domitiani Levnedj): Derimod glædedes Senatet saa højlig, at det fyldte Curien omkap og ej kunde bare sig for at skamfere den døde med den haanligste og haardeste Art af Frydeskrig, ja endog lod bringe Stiger og lod hans Medailloner og Billedstøtter nedtage for alles Øjne og paa Stedet slaa i Gulvet, samt allersidst besluttede, at 159 hans Ærestitler skulde udkradses overalt, og at Mindet om dem alle skulde udslettes. - Samme Straf blev, som jeg mindedes, tagen over Commodi Antonini Navn af Ypperstepræsten Cingio Severo med disse Ord, som læses hos Ælium Lampridium k): Med Urette er Landsforræderen bleven begravet; thi jeg, Ypperstepræsten, siger saa, dette Convent af Ypperstepræster siger saa. Efter at jeg har gennemgaaet det glædelige, vender jeg mig nu til det nødvendige og dømmer, at de Billedstøtter skulle afskaffes, som overalt ere at afskaffe, og at Navnet skal udkradses paa alle private og offentlige Mindesmærker. - Ej heller var, som jeg mindede om, en blidere Skæbne overgaaet Maximini Amindelse, om hvilken der findes følgende enstemmige Senats-Beslutning hos Julium Capitolinum l): De mod Romerfolket fjendtlige Guder skulle forfølges. - Maximini Navn, som alt er udslettet, bør nu udslettes af Tankerne. - Derefter kom jeg i Tanker om Forglemmelsens Fængsel hos Perserne, i hvilket naar nogen var kastet, han aldrig mere turde nævnes, som Procopius hjemler osm). Endelig henførte jeg ogsaa til denne vanærende Straf paa Navn og Rygte hin Sædvane i det gamle Rom, som Herodes Atticus omtaler hos Gelliumn): De Gamle hos Romerne have, som jeg hører, dømt, at de Patricieres Fornavne, som havde gjort sig ilde fortjente af Republiquen og for den Sags Skyld vare dømte fra Livet, ej maatte gives nogen Patricio af samme Slægt, paa det at endogsaa deres Navne skulde tykkes vanærede og bortdøde med dem. Saalunde kaldes efter Festi Vidnesbyrd ifølge Beslutning af den Manliske Patricierslægt ingen af denne Marcus, fordi Marcus Manlius, som 160 havde forsvaret Capitolium mod Gallerne, blev domfældt og ihjelslagen, da han stræbte efter Kongedømmet. - Til sidst lystede det mig for Morskabs Skyld at tilføje den paa Nolanerne fortørnede Virgilii Hævn, om hvilken Gellis beretter følgendeo): Jeg har i en Historiebog fundet antegnet, at disse Vers oprindelig have varet oplæste og udgivne af Virgilio i følgende Skikkelse: