Ewald, Johannes Uddrag fra DE FREMMEDE

Førend jeg gaaer videre, vil jeg om mueligt forebygge en Anmærkning, som mine dømmende Læsere let kunde falde paa, at gjøre ved mit forrige Blad - Jeg har sagt, at den, som skriver eller fortæller, for at give os et Begreb om Mennisket; bør holde sig saa langt fra det forunderlige, og besynderlige som mueligt, saa at han ikke engang bør fortælle det, der er sandt, naar det ikke tillige er sandsynligt - Jeg igjenkalder langtfra ikke denne Meening, som er altforvelgrundet, men Spørgsmaalet bliver, om jeg ikke i mit sidste Blad har handlet imod min egen Regel - Jeg vil ikke negte, at jeg ved dets Igjennemlæsning, da jeg fandt dette Skriin, og dette Barn deri, næsten blev lige saa forskrækked, som fordum Herr Panthakak og hans Frue Kjæreste, da de fandt det in natura - Saa sandfærdig, som denne Tildragelse er, hvorpaa ventelig ingen tvivler, da jeg selv har været Vidne dertil, saa beholder den dog altid et vist romanagtigt, om ikke usandsynligt Udseende, som synes at stride lige imod den omtalte Grund-Sætning - Men jeg har, som den gode Rasmus Berg tre Grunde at anføre til min Undskyldning, hvorom jeg vil haabe, at man vil finde dem tilstrækkelige - For det første, er det klart af min Plan, at jeg ikke saa meget kan have sigtet til Usandsynligheden eller det eventyrlige i Hændelserne, som til den i Karaktererne, og i Menniskets Opførsel ved disse eller andre ligesaadanne Hændelser -, naar jeg har sagt at man bør tage sig i Agt derfor - Naar jeg vil kjende en rig Nar, er det mig ikke saa meget magtpaaliggende, om han har faaet sine Penge ved Arv, eller ved Hjelp af Fortunati Hat, om han har en gammel Hex eller en ung Blondine at takke 113 derfor, som, hvorledes han anvender dem - Derfor trætte vi ikke med Cervantes - Vi glemme gjerne at undersøge, om det og er sandsynligt, at alle de forunderlige Hændelser skulde være mødte hans Don Quixote paa saa kort en Tid; da han altid bliver den sande Don Quixote, altid bliver ved at handle, som han ufeylbarlig vilde have handlet, ifald de havde mødt ham - Derimod kan jeg neppe tilgive Herr || Prevot, at han lader den kloge og eftertænksomme Cleveland, saa lidet kjende sin Fanny, og saa længe uforsigtig omgaaes med et fremmed Fruentimmer, og oven i Kjøbet med Frue Lallyn, uden at drømme om, at han derved kunde opvække Jalousie hos sin ømhjertede og delicate Kone, da han dog ikke burde være uvidende om, at det Eventyr, som han havde med Frue Lallyn i Rouen, ikke var af den Sort, som saa let udslettes af en Kones Hjerte - Ligesaalidet er det taaleligt, at den dydige og forelskte og høyhjertede Fanny, vilde begaae et grovt Feyltrin, forlade sin elskte Mand, og sine inderlig elskte Børn, og endelig underkaste sig de værste Mistanker, blot af Egensindighed, blot fordi hun ikke vilde tale et Ord til sin Mand om en Jalousie der var saavel grundet; da dog ellers Fruentimmer og i sær dydige Fruentimmer af Naturen ere saa lidet tilbøyelige, at dølge endog de ubetydeligste og meest ugrundede Skrupler af denne Art for deres Mænd, at de heller raabe sig hæse, og dem rasende derover - Disse Usandsynligheder i Caraktererne, tør jeg sige, støde langt meer, end enten Rumneys Huulen eller Colonien paa St Helena, og saa romanagtige som de første Deele af Cleveland ere, vil man uden Tvivl dog altid være tilbøyeligere at troe dem, end de sidste, som intet indeholde uden de gemeeneste og naturligste Hændelser - Thi hvad er i sig selv almindeligere, end at en Mand tager et Fruentimmer i Huuset, som han har kjendt før, at Konen for at hævne sig

        

114 render bort med en Galan, og at de tilsidst forlige sig igjen, naar de intet bedre veed at tage sig for - Herr Prevot har uden Tvivl selv indseet den føromtalte Feyl - I det mindste har han kunstled meget derpaa, uden derved, at gjøre den taaleligere - Jeg vil herved langtfra ikke have sagt, at det er ligegyldigt, om den, som skriver, for at skildre Mennisket, iagttager Sandsynligheden i de Hændelser han fortæller, eller ey - Det || er den sikkerste Maade, hvorpaa han kan forhverve sig og vedligeholde sine Læseres Tillid, som er ham saa magtpaaliggende - Men man maae see meer igjennem Fingrene med ham heri, thi det er ham ikke altid mueligt at iagttage den - Jeg vil ikke beraabe mig paa, at der gives saa mange meget sandfærdige Historier, der, i sær i vore vantroe Tider, er usandsynlige, thi man kan altid lade være at fortælle dem - Men der gives menniskelige Caracterer, som det er os magtpaaliggende, at kjende, og igjen i dem, visse Hoved-Træk hvis Til- eller Fraværelse forandrer heele Portraitet, og som ikke yttre sig uden just ved disse besynderlige og forunderlige Hændelser, som vi saa ugjerne vil troe; og som maae optages ved denne Leylighed, ifald de skal skildres - Hvem skulde have troet, at den unge, vellystige Rommere Curtius, om jeg erindrer ret, et Menniske uden Navn, uden Fortjenester og uden Grund-Sætninger, var i Stand til at tænke ædlere end nogen af hans dydige, viise og Stoiske MedBorgere, om ikke Jorden havde fundet for got at aabne sig og at udspye en dødelig Pest, der, efter et Orakkels Udsigende ikke vilde høre op, førend en Borgere opoffrede sig for sit Fædreneland, ved at styrte sig frivillig ned i denne Af Grund - Curtius gjorde det, og jeg vil her ikke anmærke, at han derved har fortjent at tales om i de sildigste AarHundrede; men lærer en Hændelse af denne Art os ikke at kjende Mennisket fra en gandske nye Side? - Og dog er det,

        

115 Himlen skee Tak, en af dem som kun møder engang hver Sextusinde Aar - Ved de Hændelser, som man selv digter, skulde man troe at have fuldkommen frie Hænder, og det løber dog omtrænt ud paa det samme - Jeg beder engang for alle at anmærke, at jeg overalt hverken har talt eller vil tale om en grov Usandsynlighed, som altid bliver utilgivelig, men kun om et vist kunstled, romanagtigt og digterisk Udseende, hvortil Læseren, saa gjerne vil fatte Mistillid - Men der er vist mange Caracterer, som Digteren hverken kan skildre nøye eller stærkt nok, uden at forsætte dem i Tilfælde, i Situationer, som man neppe faaer at see uden paa Prænt, endskjønt de i sig selv ere meget muelige - || Alting kommer an paa et got Valg, og derpaa at Digteren eller Fortælleren, som vil gjøre os bekjendte med vore Medbrødre, ikke betjener sig af de romanagtige Hændelser, uden i høyeste Nøds-Fald, eller naar han seer en Fordeel for Øynene, som fuldkommen gjengjelder denne Ufuldkommenhed -