Ewald, Johannes DE FREMMEDE

DE FREMMEDE

No 1.

En Art af Inledning: Undersøgelse af det Spørgsmaal, om man kan have Forstand uden at være klog. Forfatteren søger efter Evne at forringe alle sine Formænds Værd, for at anpriise sig selv.

DET er min Hensigt, at nytte og fornøye, mine Læsere og mig selv; eller om man for Ærlighedens Skyld vil tilgive mig en Uhøflighed; mig selv og mine Læsere - Det er vist allerede meget, naar Menniskets og naar en Forfatteres Egenkjærlighed overlader hans Næste en Plads i hans Hensigter; og det beder jeg, at man vil haabe om mig indtil man kjender mig. Men hvad den første Plads betreffer; saa er det oprigtig talt en moralsk Umuelighed for Adams Børn, og blant dem allermeest for os Ugeblads-Skrivere, at indrømme den til noget andet, end vort eget kostbare Selv - Men jeg glemmer, at det hverken er med lange Fortaler eller med almindelige Sandheder, at man nytter og fornøyer - Jeg vil i dette Blad sige, hvad der har givet mig Anledning og Mod nok til at betræde en Bane, som saa faae har betrædet med liden, og saa mange med ingen Lykke - en Bane, som - saa langtfra ikke har ført alle de Skribenter, der har havt Taalmodighed nok, at fuldende den, til det Maal, som de havde foresatt sig, at den tvertimod har ført de fleeste lige til Forglemmelsens Flod, og andre til Steder, hvorom jeg vilde sige, at de endnu var værre; dersom jeg ikke kjendte Skribenter, og nogenledes var vis paa, at de fleeste af dem vilde sige mig imod - Man kan sikkert sætte ti mod et, at om Mængden af disse got Folk, hvorfor Himlen ville bevare os, blev paalagt et uundgaaeligt Valg imellem den skrækkelige Flod, hvorom jeg nu talte, paa den ene og Gabe-Stokken paa den anden Side; at da meer end Halv-Parten, i det 87 mindste i Hjertet || skulde vælge den sidste. Saa umisteligt er det dem at bemærkes - Men det jeg skulde sige, var Aarsagen, hvorfor jeg vil skrive et Ugeblad, og saa to Ord om min Plan, hvorledes jeg vil skrive det - Jeg veed at disse Ind-Gange for største Parten ere kjædsommelige; men de ere næsten umistelige; og jeg skal om mueligt ruske derover, for snart at komme til min Materie -

Blant mange Anmærkninger, som Eftertanke og en ikke ringe Erfarenhed har tilladt mig at gjøre og at finde rigtige, er den ikke den ubetydeligste, endskjønt den ikke heller er den nyeste: At der er Ting, som vi veed saa got, at vi blot af den Aarsag ikke veed dem; eller i det mindste forsætte os i samme Tilstand som vi vilde være i, om vi ikke vidste dem - Jeg har anmærket, at disse Ting er i Almindelighed netop de største de vigtigste og til vor Lyksalighed umisteligste Sandheder. Og det er de af den gode Grund, fordi disse har vi best Leylighed til at blive overbeviiste om, eller til at vide - Naar vi veed en Ting got, saa tænker vi at vi ere færdige dermed, vi legge den, om jeg tør udtrykke mig saa forfængeligt, til Side i vor Sjæls Pulterkammer, og den er ligesaa tabt for os, som den gamle fordum ærlige og nu salige Herr von Geudenstronkes Portrait, er det for hans efterlevende unge Enke - En skjønne Indledning vil de fleeste af mine Læsere sige, til et tørt Register af Pligter og Dyder - Men om Forladelse, mine Herrer, jeg har Levemaade, og jeg skal vel tage mig i Agt -

En af disse Sandheder, som jeg gjerne vil tiltroe alle mine Læsere at vide, men meget faae af dem at tænke paa, og endnu færre at benytte sig af, er den store, den vigtige Sandhed: at Forstand og Klogskab er to meget adskillelige Ting; at man kan være meget klog uden at have saa stort et Forraad af Begreb, som det vi i vore oplyste Tider, værdiger, at kalde Forstand, og ligeledes være det 88 forstandigste Menniske paa Jorden, uden at være klog - ||

Dersom jeg ikke havde en naturlig Afskye for Lugten selv af en Definition, kunde SkriveLyst her let friste mig til at begaae den Uhøflighed imod mine Læsere, at sige dem, hvad Forstand og hvad Klogskab var; og jeg skulde gjøre det meget lærd og meget methodisk - Men nu vil jeg kun anmærke en Omstændighed, som hører, synes mig til mit Øyemed. Den nemlig, at Forstanden helst befatter sig med alt det som er uden for os, og som mindst kommer os ved; at den beskjæftiger sig med heele Verden, og selv leger med de Verdener, som IndbildningsKraften skaber, da den dog er saa tilbøyelig til at glemme det, som er os nærmest under Øynene - Som fordum den viise Stjernekigere, der enten faldt i en Grav, eller det som var nok saa slemt, blev Hanrey, imedens han betragtede Pleiaderne - Klogskab derimod bekymrer sig kun om det som har Hensigt til vor egen lille Person, til vort Kald og til vor Lyksalighed; og den lader det øvrige gjerne gaae som det kan - Det som synes underligt herved, er at Forstanden fødes saa at sige i os selv, og til Nød kan udvikkle sig inden fire Vegge; da tvertimod Klogskab ikke kan forhverves uden paa Verdens store Skue-Plads - Man tilgive mig her et fromt Suk over mig selv og mine studerede MedBrødre - Det er i Almindelighed vor haarde Skjæbne, næsten i al den kostbare Tid hvori vi skal lære det som vi siden skal benytte os af, at være indmuurede i vore Skoeler, hos nogle altforofte blot forstandige Pedanter, som lærer os at kjende alting, uden os selv, og dem vi ere bestemte til at omgaaes med, og den Klogskab, som er det eneste naturlige Middel, til at befordre vores og deres timelige Lyksalighed, som vort Kald eller andre Forbindelser giver os Indflydelse paa - Vores uvidende MedMennisker, som neppe kan declinere Mensa, lærer i den Tid at kjende

        

89 Spids-Buber og Narre, og at tage sig vare for dem, undertiden selv at benytte sig af dem - De danner sig efterhaanden sikkre Kjende-Tegn paa retskaffne Mænd og veed at finde dem - Os synes det endelig og, som om vi lærte, || at kjende saadanne Folk, fordi vi vide nogle Træk af en Pausanias og en Aristides og en Caligula og en Cato, og Gud veed af hvilke besynderlige Ansigter, som maaskee aldrig kommer for meer Men Himmel just denne bedragelige Indbildning er vor Ulykke, og det var vist mangen en iblant os tjenligere om han kjendte vores Herr LangFinger og vor Frøken Grips noget nøyere fra skikkelige Folk, end at han veed alt hvad der er sagt enten om Verres eller om Thais - Det urimeligste og beklageligste i alt dette er det, at just de hvis Kald det er at forbedre deres Med-Mennisker tiest kjende dem mindst; og at af den Aarsag disse aandelige eller legemlige Læger saa tit behandle en Narr som en Af-GudsDyrker, og en Franskmand, som en Grønlænder - Jeg vil intet tale om de mange mindre Fordeele som den lærer at gjøre sig, og de mange Elskværdigheder som han lærer at pryde sig med, som tiilig lærer at kjende Mennisker; fremfor den, som kun kjender Muserne -

Om jeg ved en Hændelse har givet Forstanden sin Plads i Skoelen og Klogskab uden for, saa er det fordi de paa disse Steder finde deres beste og meeste Føde, og langtfra ikke fordi jeg holder dem for at være bundne dertil - Der findes en vis Sort Lærde, som tilegne sig dette Navn i den alleregentligste Forstand, som det virkelig tilkommer, og som dog hverken har behøved, eller behøver, eller in natura besidder meer Forstand end Verba Stephani eller en anden GloseBog. Og || jeg vil gjerne holde det for en Muelighed at den allerabstracteste Algebraist kan være klog - Paa den anden Side er det ligesaa mueligt at finde selv et større Anlæg til Forstand hos en Linvæver end hos en Magister

        

90 - Men jeg havde nær sagt at det er Skade - Den er i den Fald vist paa sit urette Sted, ikke fordi den ey behøves eller kan bruges der, men fordi den vansmægter af Mangel paa Næring - Ligesaalidet har jeg vildet sige, at alle de som har Leylighed at omgaaes med Mennisker derfor lære at kjende dem, eller at alle de som kjende dem derfor ere kloge - Man kan see hundrede Ting uden at forstaae dem; og forstaae dem meget vel, uden derfor at vide, hvorledes man skal anvende dem paa sig selv, og til sin Fordeel - Men som sagt, da jeg engang har fundet for got at adskille Forstand og Klogskab, saa har jeg og, som det var billigt vildet anvise enhver af dem sit eget StandQuarteer, og det saa bequemt, som mueligt - Det forstaaer sig, at jeg ingen Fængsel har vildet anviise dem, men at de for mig har Tilladelse, at omgaaes saa meget som de vil, og selv at bytte Quarteer, om dem lyster - Endnu tillade man mig kun et Ord om Forstanden førend jeg tager Afskeed dermed, og jeg lover paa Autor-Parole, at der ikke skal blive tænkt meer paa denne kjædsommelige Materie i mit Ugeblad, hvilket jeg dog, om Gud og mine Læsere vil, agter at fortsætte til min Død - At jeg har talt saameget om den her, er alleene derfor at de af mine Læsere som besidde eller troer at besidde den, ikke strax maae holde mig for en unyttig Skrivere, naar jeg reent ud tilstaaer at jeg slet intet vil have at bestille dermed - Den er da vist langt ærværdigere end den blotte Fornuft og selv end Klogskab, ved de mange og store Velgjerninger som den unegtelig har beviist det menniskelige Kjøn, og den er af denne Aarsag langt nyttigere for Selskabet - Men det er Helte, der opoffre sig for det almindelige, som legge allene Vind paa at have den, og den er i den Fald ikke alleneste unyttigere for sin Eyermand end blot Klogskab, men den er reent ud unyttig for ham, den har aldrig, for sig allene betragtet nyttet, og kan aldrig nytte

        

91 ham i en stræng Forstand - Den er tvertimod || ikke allene undværlig, men i den Forfatning hvori den er nu, er den skadelig - Klogskab derimod er tilstrækkelig og den er umistelig til vor Lyksalighed. Og klog - mine Herrer De behager at vaagne, thi nu er Prædiken snart ude - Det er en evig, unegtelig Sandhed, at man vel kan kjende Mennisker uden at være klog, men at man ikke kan være klog uden at kjende Mennisker -

Og hvem veed ikke det? Meener han at lære os noget nyt min unge Herr Skrivere? - - Ved Himmelen ney, min gamle Herr Nomenclator - Men jeg betrækker mig paa mit Forrige - Vi veed det saa vel, at vi ikke veed det - Vi sige det saa tit, at det er blevet en tom Lyd i vore Øren - Og hvad kommer saa derudaf? - Et Ugeblad, min Herre, og dersom De vil give mig Tid at tale ud, skal jeg strax sige hvorledes -

De forrige Tiders Historie er god men langtfra ikke tilstrækkelig til at lære os at kjende Mennisket saa got, som vi bør, om vi vil være kloge - Den skildrer os en gandske anden Verden, end den vi leve i, langt andre Mennisker, end dem vi har at omgaaes med; og den skildrer os dem endda altid svagt og sjelden oprigtigt - Et er det, at den kun befatter sig med store og besynderlige Mænd; og igjen kun med disses store eller besynderlige Handlinger og Ord - Men ikke at tale om, at disse Træk er alt for faae, til at man deraf skulde kunde sammensætte Menniskets Portrait, saa ere de reent uskikkede til at give os noget Begreb om de Mennisker som det allene er os magtpaaliggende at kjende, de hverdags Mennisker som vi skal omgaaes med - Den var enten meer eller mindre end et Menniske som fortjente en Plads i Historien - Saameget derfor som denne interesserer vor Nysgjerrighed vor Beundring og vort Hjerte, saa liden Indflydelse har den paa vor Klogskab og vor Fordeel - Herr Puff, som troer, at Cæsar var en 92 stor Hund; og at Socrates var en Hexemester; Herr Puff kjender nøye hver en Mands Tænkemaade og Svaghed, som han handler med - Han smigrer en, og er grov imod enanden, han drikker den tredie en Ruus paa, kal-||der den fjerde naadige Herre, og trækker Pengene fra dem alle - Hans Naboe derimod, den i Historierne saa bevandrede Herr Magister Baragruinobastobombus er til sin Uheld født og skulde til alle Tider have været født i det mindste et halv hundrede Aar for silde; thi det er vist alt hvad man kan vente af ham, om han bedømmer de nu levende Mennisker, efter de sidste trykte og troeværdige Historier; og det er Byebekjendt, at han har behandlet de Børn der var ham betroede til Opdragelse, som Spartanske Drenge, det er at sige, at han har pidsket dem halv ihjel, og i det mindste gjerne vildet lære dem at stjæle - Men det er kun hans mindste Vanheld - Da Historien som sagt ikke befatter sig med de smaae, daglige og om jeg tør sige gemeene Handlinger, hvoraf man allene kan lære at kjende Mennisket, saa slipper den tusinde Gange for ham; og han har da hverken Mynster eller Regel, men er platud en Narr - Thi som det er en moralsk Umuelighed, at en Magister kan handle uden efter Regler; saa hjelper han sig, som han kan; han bedømmer og behandler de mindste Tilfælde som møder ham, efter de store Mynstre som Historien tilbyder, naar de kun har mindste Lighed dermed - Hans Levned er et bestandigt Burlesque, og det er ikke længe siden, at han omgikkes med en Skræder, der havde fordærvet ham en Klædning ved at tilvende sig selv for meget deraf, som en Cicero med en Catilina - Det er af disse Aarsager at hans Høylærdhed saa længe er blevet foragtet, udleet, bedraget og plyndret, at han nu actuellement har lukket sig inde med sine Ederkopper, og drikker Tee Vand til Middags og Aften Kost - Hvad den Mis-Tillid betreffer som man altid bør have til de

        

93 Historiers Oprigtighed, som ikke tildrage sig saagot som under vores egne Øyne, saa vil jeg her slet intet tale derom, at Historie-Skriverne ere Mennisker og at de kan være partiiske og uvidende - Naar de kun derhos ere gode Digtere, saa skader det min Hensigt intet - Det er ligegyldigt enten Historierne ere Falske eller Sande, naar de kun ere menniskelige - Men det ere de Handlinger || selv, som de fortælle, der tiest er uægte og falske; der enten er alt for glimrende alt for pralende eller og alt for besynderlige, til at man med Sikkerhed skulde kunde dømme fra dem til deres Caracter som bedrev dem - Med et Ord, de ere for offentlige, til at man ikke skulde kunde troe, at de var gjorte, meer for at sees og at fortælles end for at gjøres - De har tildraget sig paa Verdens Skue-Plads, og alt hvad der skeer paa en Skue-Plads er eller kan dog være forstilt - Af en Hændelse veed jeg at den strænge Cato gik eller i det mindste raadte andre til at gaae paa Jomfrue-Huus, og af en Hændelse veed jeg ikke om ey den viise Socrates gjorde det der var værre - Men den Bevidsthed finder jeg i mig selv, at en, som vil bedømme en Tiber derefter, at han paa Capitolium siger: En god Hyrde bør klippe Faarene og ikke flaae dem, den handler ligesaadaarlig, som den der vilde holde vor Rose for ugudelig, fordi han saa ypperlig spiller Don Juans Rulle - Historien har lært os at kjende Tiber fra en anden Side, men den er ikke altid saa oprigtig, thi ikke enhver Tiber forraader sig selv saameget, at den kan være det - Og som sagt, om den og paa det nøyeste lærte os at kjende alle Verdens Tiberer, hvad nytter det da mig, som kun omgaaes med Jens Peersen og Søren Mathiesen? -

Digterne, og iblant dem særdeeles Lære-Satyr-Comoedie og Romandigterne komme mit Maal nærmere og bidrage fleer og bedre Materialier til et System om Mennisket. At de digte, gjør intet til Sagen, thi jeg sætter forud at de ere gode, og de

        

94 tage da ganske vist deres Originaler i Naturen - og afpasse den Dragt som de give dem, saa nøye at de ikke blive os ukjendelige derved - Men de bidrage meer end Historien til at kjende Mennisket, fordi de udbrede sig videre end den - De stige dybere ned i det borgerlige Liv, og de smaae daglige Tildragelser, som just karakterisere Mennisket og som Historien lader ligge eller kaster bort, ere netop de omtalte Digteres kjæreste og rigeste Gjenstande - Forskjællen er, at Historien underviser ved en Hændelse fordi den fortæller, men at Digteren fortæller eller skildrer for at underviise - || Men foruden den store Feyl, som alle disse Digtere har tilfælles, den, at de beste af dem ikke har den Lykke at være bekjendte nok imellem de af mine Landsmænd, som jeg egentlig giver mig den Ære, at skrive for; har enhver af dem en besynderlig Mangel, der gjør dem utilstrækkelige til at give os den Kundskab om Mennisket, som jeg ønsker, og som Klogskab fordrer -

Læredigterne tilstaaer jeg, at jeg blot har nævnet for den store Popes Skyld - Jeg burde paa dette Sted ikke fortie hans ypperlige Forsøg om Mennisket - Jeg betjener mig af denne Leylighed for at gjøre de Herrer Sædelærere, som man i Almindelighed kalder de tørre, min skyldigste Compliment, og jeg beder dem om at slaae Haanden af en Verden, som ikke skjønner paa dem - Ved Exempler og ikke ved Regler lærer vi at kjende Mennisket og dets Pligter - Vi er engang saa fordærvede at vi som Thomas maae see hvad vi skal troe, eller i det mindste hvad vi skal troe med Anvendelse og Nytte for os selv - Om en Moralist udarbeyder de allerherligste Maximer i de allerzierligste Vers, saa tør jeg dog dristig forsikkre ham om, at vi - jeg taler om Mængden - kun læser dem for Velklangens Skyld, og at det høyeste de kan vente, er, at give vort Hjerte en vis zittrende Bevægelse, som dog altid er for svag til at

        

95 have nogen Indflydelse paa vor Fornuft og vore Handlinger - Men skrive de ikke paa Vers - Ja saa læse vi dem ikke, uden om Aftenen Klokken Elleve, naar vi ere for muntre - Pope er en Mester af det første Slags, og ingen kan negte ham at han jo har al den Magt over Hjertet og Forstanden som en Mester i Digte Kunsten bør have; men med det jeg kalder Klogskab har han intet at bestille - Hans Regler er maaskee for almindelige, til at de skulde kunde anvendes, og gandske sikkert til at de skulde være tilstrækkelige i det borgerlige Liv - Om en Engel af en fremmed Region, vilde spørge mig om hvad Mennisket var for et Dyr, da vilde jeg flye ham Popes Forsøg i Hænderne, og han skulde baade være fornøyed og have Aarsag til at være det - Men om min Broder spurgte mig derom, vilde jeg sige, gaae i et Verts-Huus eller paa Torvet og see dem! - Jeg nævner || Gellert, og betrækker mig paa det jeg har sagt om Pope -

Satyr-Skriverne komme allerede min Hensigt et stærkt Skrit nærmere - De skildre os de Mennisker, som vi har at omgaaes med - Men der er dog altid meget Karrikatur meget overdrevent i deres Portraiter, og de synes meer at være skildrede for at lees af, end for at kjendes - De maadelige i denne Kunst fortjener ikke at nævnes - Dens gamle Mestere, Lucian, Horats, Juvenalis og Persius har den alting Forandrende Tid gjort ubrugelige - Af de nyere synes den store Despreaux mig at være for bitter til at troes, og Swift for mørk til at forstaaes, uden at tale om, at den sidste er alt for Engelsk, til at være af nogen betydelig Nytte for andre, end for Engelskmænd - Jeg kunde sige at la Brujeres Karakterer ere for personlige til at komme tiere end engang for i Verden; og jeg kunde blive ved at udøve en Art af svag Hævn, over alle disse store Mænd hvis Kald det har været at laste deres Med-Mennisker - Men det er nok, at

        

96 de alle har skrevet for langt fra vor Tid og fra vort Land, til at kunde lære os at kjende vore Danske, om man og turde haabe, at de Danske vilde lære at kjende dem - De som jeg egentlig har tænkt paa, da jeg nævnede Satyrskriverne, og sagde det om dem, som jeg sagde før, kan derfor ingen være uden den ulignelige Rabner og vor Holberg - Begge har skrevet vore Tider og vor Egn nær nok, til at kjende en stor Deel af os, og til at gjøre os kjendelige - Men uden at tale om, at den sidstes beste Arbeide i dette Fag, er for mørkt og emblematisk, til at alle de, som bør kjende Mennisker, || enten vilde, eller kunde udstudere det; uden at beraabe mig paa det jeg før erindrede, at begge ere for vittige og maaskee for spottende, til altid at være sande, og at undgaae Satyrens almindelige Feyl, den at fornøye meer end at nytte; vil jeg kun sige, at de langtfra ikke har udtømt en Materie, som i sig selv er og altid vil blive uudtømmelig -

Comoedien og Romanen vil jeg forbeholde mig, at tale om ved en anden Leylighed - Her vil jeg kun anmærke, at begge komme mit Maal nærmere end Satyren, den første fordi den bringer os Gjenstandene nærmere under Øynene, og den sidste fordi den interesserer os meer derfor; men begge har tillige den Feyl tilfælles dermed, at de maae overdrive deres Billeder, Comoedien for at faae os til at lee, og Romanen for at afnøde os Forundring - I forbigaaende sagt, naar jeg taler om Romaner, meener jeg kun Cervantes, Fielding, Sterne og til Nød Prevot - Alle de øvrige bidrage for lidet til den Kunst at kjende Mennisker, til at jeg burde nævne dem her; og selv den udødelige Richardson, den største blant dem alle, saa mægtig som han er over Hjertet, gjør os lidet eller intet klogere; thi han lærer os saavit jeg veed ikke at kjende en, som vi kunde komme til at omgaaes med -

Jeg holder for at vi best lære at kjende 97 Mennisket, af hans daglige smaae Handlinger og Ord, de som saa sjelden bemærkes, fordi han ikke praler dermed - de, hvori dette masquerede Dyr tiest og tydeligst forraader sig. Det var ufeylbarligt best, om enhver vilde og kunde selv være opmærksom derpaa, overveye dem, bringe dem under visse Fag og tilsidst danne sig Regler deraf; men om en Skribent for sin egen Fordeels og sine Læseres Mageligheds Skyld vil paatage sig denne Umage, bør han nøye tage sig i Agt for at fortælle de største Sandheder, naar de ere usandsynlige - Intet besynderligt og utroeligt, intet overdrevet! - Er han en Digter, som Himmelen forbyde, da bør han for alting fornegte sig selv, hvor han forefinder en sand Historie, at han ikke vover den mindste Tilsetning, eller Ud-Pyntning - Vil han digte, || som han da formodentlig ikke altid kan staae Fristelsen imod, bør han i det mindste sætte derunder, at det er Digt - Som han ikke gjerne bør befatte sig med det Besynderlige, fordi det saa tit er usandsynligt, og fordi der ingen Regler kan drages af; saa bør han endnu mindre befatte sig med de trivielle Tildragelser, hvoraf man intet andet kan lære, end hvad alle for lang Tid siden har været enige om - Det er blot hans Pligt at gjøre sine Læsere opmærksomme paa det han troer, at være deres Opmærksomhed værdigt, og i det høyeste at give dem Lyst og Anledning til at bedømme det - Han bør derfor ikke vilde paanøde dem sine Domme, thi det er en unyttig Uhøflighed, da enhver dog helst vil dømme selv; men for alting bør han hverken selv for hastig gjøre Regler og Systemer eller forføre andre dertil - Om jeg har sagt alt, hvad han bør veed jeg ikke; men det veed jeg, at om vor Olde-Fader Adam havde behaget at begynde: Et oprigtigt, og kort, dog tydeligt og fuldstændigt Register, over alle Menniskets mindste, ubetydeligste, uoverlagteste og hemmeligste Handlinger og Ord, med hosføyede

        

98 Anmærkninger; og dette Register var blevet fortsatt til vore Tider, da skulde den, som havde Tid til at læse det, maaskee kunde bestemme hvad for et Dyr Mennisket var - Men skjønt dette er et forfængeligt Ønske, saa er jeg dog overbeviist om, at den som holder en forholdsmässig Protocoll af den Art over sine medlevende MedMennisker, den bidrager det meeste som en Skribent kan bidrage til at gjøre dem kjendelige

Det er dette store Forsætt, som jeg i lang Tid har gaaet svanger med - Men skjønt jeg virkelig har nogen Erfarenhed, følte jeg dog altid meget vel hvor langt det overgik mine ringe Kræfter, og det var vist aldrig kommet til nogen Virkelighed, dersom jeg ikke for omtrent fem fjerding Aar siden ved den forunderligste Hændelse af Verden var kommet i et Selskab - - -

Men det er denne Hændelse, hvormed jeg vil begynde mit næste Blad - da mine Læsere deraf tillige vil faae at see, hvorfor jeg har indrettet min Protocoll, som et Ugeblad, og hvorfor jeg har givet den Navn af DE FREMMEDE - ||

No 2

Eventyret med Canal-Ridderen

Jeg har loft mine Læsere, i dette Blad, at fortælle dem den forunderlige Hændelse, der bragte mig i det forunderlige Selskab, som bestyrkede mig i det forunderlige Indfald, at skrive en Art af Krønike eller hvad man vil kalde det, om mine levende Medmenniskers ubetydelige og uforstilte Handlinger, til Gavn og Nytte for dem, som ønske at kjende disse got Folk og sig selv noget nærmere, som og til Fornøyelse og Fordeel for mig og min Herr Forleggere - Jeg har loft at sige hvad der bestemte mig til at indrette bemelte min Krønike som et Ugeblad. Jeg vil uden videre Omsvøb opfylde mine Løfter -

99

Det var en kold og temmelig mørk VinterAften - den 16de Januarii 1772 - at en middelaldrende Mand, gik med langsomme Skrit, nedhængende Hoved og Armene over Kors op og ned ved Canalen - Han var indsvøbt i en stor RegnKappe, og saavit som Maanens ringe Lysning tillod mig at skjønne, af et kummerligt og mørkt Udseende; et levende Billede af den fortvivlede Armod - I det øvrige var der saa noget besynderligt, og om jeg tør udtrykke mig saaledes, noget tragi-comisk i al hans Adfærd, at det næstendeel ligesaameget var min naturlige Nysgjerrighed, som den billige Frygt og Medlidenhed, der bevægede mig til at oppebie denne SpadseereGangs Udfald, da jeg af en Hændelse var blevet Vidne til den - I dette Forsæt skjulte jeg mig under et Keller-Skuur - under hvilket mine Læsere behager, kun saaledes, at jeg ikke taber min Mand af Sigte - Han var, for Resten, paa mig og Vægteren nær - om hvilken jeg i forbigaaende maae anmærke, at han just dengang blev plaget af en foruroeligende Drøm, formodentlig om Klammerie, Spanske Kapper, hælede Tyve-Koster, TugtHuuse eller sligt - paa mig og Vægteren nær, siger jeg, var han naturligt nok saa || allene og saa uforstyrret her, som han kunde have været i nogen af vore Professorers Lectier; eller det, som næsten løb ud paa det samme, han troede dog at være det. Thi om og en Spillere, som sprang hen til en Jøde, eller en Jøde, som travede hen til en Hofmand, eller en Hofmand som dandsede hen til en af Stadens Nympher, eller en Nymphe, som hoppede hen paa en DantseBoed, af og til løb ham paa Armen, saa var han dog i alt for dybe Tanker til at mærke det; og de agtede, som man kan troe ligesaalidet paa ham, som han paa dem - Men naar Maanen undertiden brød frem igjennem Skyerne, og med et mat Skin spillede paa Vandet, saa løb han hastig derhen, blev med et staaende stille og 100 betragtede det med den største Opmærksomhed - - saa løb han igjen et Par Skrit frem, og saa et Par tilbage, ligesom en, der søgte hvor - - - saa slog han Hænderne sammen over Hovedet, og gjorde en heftig Bevægelse, ligesom en, der nu vil - - - og saa vendte han sig om, og drog et dybt Suk - - - maaskee, fordi det var saa koldt - Imidlertid kom Skyen igjen for Maanen, og med den, som jeg da sluttede og han siden tilstoed mig, altid en mørk, fortrædelig, venlig, godgjørende Tanke til hans Sjæl - Dem af mine Læsere, som maaskee vil forundre sig over denne Sammen-Sætning af Bi-Ord, maae jeg sige, at jo fortredeligere, jo ærgerligere saadan en Tanke var, med desto større Ret fortjente den Navn af en Vel-Gjerning imod hans Familie, og ham selv - Den oplivede hans halvdøde Sjæl til Følelser, og vakte den op, af den ligegyldige, kolde, uvirksomme Tilstand, som ved slige Leyligheder er saa farlig; den var Moder til en lang Række af andre Betragtninger, som gjorde, at han paa nogen Tid glemte sit grusomme Forsæt, fordi de gjorde dybe Indtryk paa ham - Den gladeste Forestilling skulde derimod have gledet bort over en Sjæl, som min fortvivlede Ridders - En lykkelig Nar, en || rig Epicuræer, en æred Hykklere, et mægtigt Uhyre, som skulde retskaffen bandes først, hindrede ham meer end engang i at tænke paa det ulykkelige Spring - Dyden med alle sine Yndigheder, alle sine fortryllende Skjønheder, skulde derimod kun have befordret det, om han ellers et Øyeblik havde været i Stand til at betragte saa glad og opmuntrende en Gjenstand - Thi han var, imellem os at sige, engang for alle overbeviist om, at om Dyd, og Redelighed virkelig endnu opholdt sig paa vor Jord-Kugle, saa maatte det være - - paa Bunden af Canalen - Med faae Ord, han holdt disse prægtige Navne, hvormed Menniskets Børn ere blevne enige, at pryde dem af deres Handlinger, som de synes vel om, for

        

101 Lyd uden Bemærkelse; og han var i den stadige Tanke, at den sande Dyd ikke fandtes, uden i Himmelen, i vore Bøger, og, som det da forstaaes af sig selv, i hans eget Hjerte - Men det er endnu for tiiligt, at sige mine Læsere, hvad der havde bragt ham paa denne urimelige Fordom, og Tid efter anden hærdet ham meer og meer deri, indtil den var blevet uovervindelig - Jeg vil snart faae Leylighed at gjøre dem nøyere bekjendte med hans Karakter, hvilken det er nødvendigt, at de maae vide, ikke fordi den skulde være saa besynderlig, thi jeg kjender hundrede af hans Tænkemaade, men fordi han er en af mine Hoved-Personer -

Et Korteer havde jeg allerede været hans Tilskuere, og Tiden begyndte at blive mig lang - Ikke, at mig skulde have længtes efter at see, hvorledes han bar sig ad med at drukne sig - Saa unaturlig tænker jeg ikke - Men mig længtes, maaskee, af en Mennisket temmelig sædvanlig Tænkemaade, efter || at gjøre en god Gjerning paa en andens Bekostning, ved at frelse ham, og at raabe om Hjelp, naar det var paa Nibbet; thi før troede jeg desuden, hverken med Ret, eller med Fordeel, eller engang med Sikkerhed, at kunde tiltale ham - Maaskee og at dette kun var en hemmelig Beslutning hos mig, og at jeg blot længtes efter at see Udfaldet, uden at gjøre mig nogen besynderlig Eftertanke om, hvorledes det kunde blive - Mueligt, at Tiden blot blev mig lang, fordi jeg frøs, og at jeg allene blev staaende, fordi jeg allerede havde staaet saalænge - Alt dette kan jeg ligesaalidet gjøre Regnskab for, som en Statsmand undertiden kan udfinde de første DriveFjære til Hoved-Forandringerne i Europa - Vist er det, at den tykfaldende Snee temmelig stærkt begyndte, at kjølne min Nysgjerrighed; da Manden i Regn-Kappen, med et standsede, for at stirre paa en Ting, der ikke kunde andet, end tildrage sig min Opmærksomhed i samme Øyeblik, som hans, da mine Øyne

        

102 fulgte saa mechanisk med alle hans Vendinger, som en Bondes Øyne følge med en LinieDandsere, hvilken han ved den mindste Bevægelse troer, at vilde falde ned og brække Halsen - I Begyndelsen kunde jeg kun see noget glimrende, thi jeg maatte holde mig tilbage, for min Canal-Ridders Skyld, hvis første Bevægelse var, at see sig rundt omkring, med en mistænkelig Forsigtighed, om og nogen blev ham, og den Skat vaer, som paa engang forandrede hans grumme Forsæt, til en Glæde, der syntes næsten at være ligesaavild, som hans Kummer - I nogle faae Øyeblik løftede han Hænderne vel tigange mod Himmelen, som jeg troer, for at takke Forsynet, hvoraf han uden Tvivl meente, at denne Gave var ham tilskikket, og ligesaa tit vendte han sig om for at see, om ikke maaskee den rette Eyermand dertil var i Naboe-||lauget, som til alt Uheld kunde tilegne sig den selv - En Blanding af Begreb, der synes at være, saa meget forunderligere og bizarrere, som endnu den tredie Muelighed kunde have Sted, der neppe faldt ham ind engang, endskjønt den noget nær var den vigtigste - Det som han fandt lod til at være et smukt aflangt med Messing beslaget Skriin, eller Kuffer - Men det smukkeste Messingbeslagne Skriin af Verden, som der intet er i, kan neppe bringe nogen fra den dybeste Kummer, til saa stor en Grad af Glæde - Hvad var der da i dette? - Uden Tvivl Hollandske Ducater, eller idetmindste danske Kroner - Han satte det ventelig forud, thi han ønskede det - Men det var en kritisk Tid - Hvem sagde ham, at det ikke var nogle værdige Frugter af Skrive-Frieheden, eller andre endnu farligere Documenter, eller Himlen veed hvad for en Ulykke, som var sat derhen med Fliid for at den skulde findes? - Jeg som ellers ikke er mistænkelig, vidste selv ikke, hvad jeg skulde troe herom, thi kort førend jeg blev det glimrende vaer, havde jeg hørt en betydende Hoste, og som mig syntes, seet

        

103 noget broget der hastig skyndte sig bort - Hvad det var eller ikke, saa var han langt fra den mindste Mistanke om sligt - Han faldt, som en Rov-Fugl, paa sit Bytte og pakkede det uden videre Betænkning under sin store Kappe - Da jeg saae den Umage, som dette kostede ham, og den Vanskelighed, hvormed han siden bar det, faldt min Formodning om Papiirerne bort af sig selv, og jeg havde dengang gjerne givet ham alt det jeg eyede for Skriinet, om jeg kun havde turdet byde ham det - Imidlertid gik han fort med stærke Skrit, og jeg haltede af alle Kræfter bag efter ham - Thi uagtet jeg virkelig har det Vanheld at være meget halt, var jeg dog nysgjerrig nok, til at glemme denne Vanskelighed, uden forsaavit, at jeg efter Omstændighedernes Beskaffenhed undertiden bandede hans lange Been, og undertiden mit korte - En stor Trøst var det for mig, at han tog den samme vey, som jeg ellers skulde have taget, naar jeg vilde hjem. - || Til hans Dyds Ære kan jeg ikke undlade at anmærke, at den endnu trættede med Lasteret i hans Sjæl, endskjønt den allerede fuldkommen havde besluttet, at lade sig overvinde - Thi han havde dengang tilforladelig intet mindre i Sinde, end at angive det fundne paa Politie-Kammeret - »O Nød, Nød, hørte jeg ham af og til raabe, hvorvit kan du dog bringe Mennisket! - Kunde jeg have drømt om, at jeg engang skulde være nedrig nok til - - ja hvortil? - O Himmel, det er dog bedre end at døe - og at døe fra - min Kone vil jeg intet tale om - men fra et spædt, et hjelpeløst Barn - - Det er Aegypternes Guldkar, som en Israelit laaner« o. s. v. - Dem af mine Læsere, som ikke kan begribe, hvor dette sidste Udraab kommer fra, der sandt at sige ikke synes at passe sig meget bedre, end en Disputats paa et Natbord - dem skal Tiden oplyse -

Vi dreyede virkelig om i den Gade, hvor jeg boer - Her mødte min Helt den første og sidste

        

104 Hindring - Vægteren, den aarvaagenste og bestikkeligste i Byen, mærkede, at han bar noget og anholdt ham - Det kostede nogle Ord, som intet hjalp, og et Stykke Sølv-Mynt, som jeg ansaae for en Rixort, som Delinquenten, efter langvarig forgjæves Søgning opdagede i en af sine Lommer, og som afgjorde heele Sagen - Men hvor stor var ikke min Forundring, da min Mand strax derpaa, hastig smuttede ind i det selvsamme Huus, som jeg boede i, saa at jeg af alle Omstændighederne maatte slutte, at det var den besynderlige Mand, hvorom jeg havde hørt saa meget tale, endskjønt han først for fjorten Dage siden var flytted ind med sin Kone paa et af min Verts Loft Kammere - Konen havde gjort Barsel Dagen efter, og de var i de kummerligste Omstændigheder, som man kan forestille sig - Men det som jeg burde begynde fra, var, at han kaldte sig Panthakak, om hvilket forunderlige Navn ingen kunde troe, at det var hans || rette, og de fleeste troede, at i det mindste en Spion maatte være skjult derunder -

Jeg faaer et Anfald af Etymologie, som jeg umueligt kan imodstaae - Jeg tykker allerede paa den tredie Pen, for at finde den egentlige Oprindelse til dette barbariske Navn - Ifald hvert Bogstav er Begyndelses-Bogstavet til et Ord, saa kan det sige:

Plagende Aander, Narre, Tyranner, Hykklere Avlede Kiødet Af Kjød -

Det kunde endelig og sige:

Prøv Alting Nar! Tak Himmelen! - Algodhed Kiædes Af Knur! -

Ja, hvad skal jeg nu? - Jeg kunde fristes til, for paa engang at komme ud af alle Vitløftigheder, at deriuere det ligefrem, af det gode danske Ord: Pandekage - - Dog jeg ønsker FædreneLandet, og den lærde Verden, og mig selv inclusive til Lykke, thi nu fandt jeg det paa engang - Det kommer ufeylbarligt af det Græske [x][x][x][x][x] [x][x][x][x] (ALTING ER 105 ONT) Erfarenhed vil vise, om denne Formodning ikke er den rigtigste, og overalt maae de være stokblinde, som ikke kan indsee det -

Herr Panthakak, som jeg dengang kun kjendte af min Contubernals og andre logerendes Udsigende, var som Ordet gik af skikkelig Familie, han var velopdraget og velstudeert, af stor Forstand, og af et eyegot Gemyt, for Resten den afsagteste Menniske-Fiende paa Jorden, og i sær en uforsonlig Modstandere af det System om den beste Verden - Madame Panthakak, var for hendes Mands Synders Skyld af høyadelig Herkomst, og kaldte sig førend hun blev gift Frøken de la Falbladiere. I det mindste vil jeg kalde hende saaledes, for at undgaae Vidtløftigheder med hendes Familie - Hun var den skinbarlige Dyd, i den Forstand som man tager dette Ord hos Damerne - Hun saae ikke ilde ud, havde en modem Opdragelse og filerede smukt - Hun besad det man kalder Esprit, og hun kunde græde, naar en Hund leed ont - For Resten var hun den arrigste Trold, som nogentid har gaaet med Skjørter, tigange stoltere end Don Ranudos slunkne Gemalinde, og overalt det største Beviis som hendes Mand havde at anføre for den verste Verden - Herr Panthakak var blevet || saa yderlig arm, deels ved hendes Ødselhed, deels ved pludselig, og som han sagde uforskyldt at miste en Tjeneste, som han havde anvendt sine sidste Midler paa at kjøbe - Imidlertid holdt de saa gode Miner, som de kunde - Dog var det dem umueligt; at undgaae Tjeneste-Folkenes Opmærksomhed - Min Opvarterske havde endnu samme Eftermiddag, som Canal-Promenaden gik for sig, fortroet mig, at de ikke havde det tørre Brød, at Barnet ufeylbarlig vilde døe af Sult, hvorledes det gik med de andre, og at de desuagtet sagde til alle dem, som af et got Hjerte tilbød dem noget, at intet fattedes dem - Det faldt mig strax ind, at man med det beste Hjerte og de største Tilbud kan være

        

106 grusom imod den rødmende Armod - Den vil hjelpes med et ømt og vaersomt Overlæg - Jeg loed Pigen spørge, som af sig selv, om Herr Panthakak ingen vidste som vilde skrive Herr H**s Collegium af for Betalning; og legge til, at jeg ikke kunde staae ved, at give meer end tolv Skilling for Arket, siden jeg allerede havde taget Attestats - Det lykkedes mig - Den stakkels Mand lovede at besørge det, formodentlig i det Forsæt at skrive det selv - Saa glad over mit Indfald, som Yorrik vilde have været, sendte jeg ham strax to Ark som jeg ikke behøvede, og min sidste Rixort, som jeg brugte ligesaalidet - Mine Læsere vil ventelig falde paa den samme Tanke, som strax faldt mig ind, at det nemlig just var den Rixort som han havde givet Vægteren for at slippe hjem med sin Skat og den var det virkelig - Uagtet jeg ikke undte Vægteren den, følte jeg dog dengang en belønnende Glæde derover, at den var saa vel anvendt - Det smigrede mig, at jeg havde været en Art af Middel til denne Mands Lykke - Den Betragtning faldt mig ind, hvor ringe en Ting der dog tit kan hjelpe et Menniske, og hvor grusom den er, som negter sin Broder det - Jeg erindrede Fiskerens Historie, i tusinde og en Nat, troer jeg, hvorledes et Stykke Blye gjorde ham rigere end alle Penge havde kundet gjøre ham, og lykkeligere end selv de Troendes Behersker Califen Haroun Alraschid - || Nye behagelige Forestillinger om Herr Panthakaks tilkommende Lykke og hans Fienders Ydmygelse mødte mig ved hvert Trappe-Trin, og jeg var betænkt paa at dedicere ham mit første Værk, førend vi kom til Loftet - Her maatte jeg holde mig tilbage, for ey at blive bemærket - Saasnart han var kommet vel ind paa sit Kammer, plantede jeg mig med en digterisk Næsviished, umiddelbar bag ved en stor Sprekke, hvoraf der var meer end en i Døren -

Og nu, o du tiende blant Muserne, tragicomiske,

        

107 den udødelige Schakespears Lederinde, du som bringer os til at lee af den gode Hertug Gloster, naar han vil springe ned af Albions steyleste Klippe, for at brække Halsen, og saaledes at ende sin bittre Kummer, eller den naive Fieldings Lederinde, du som lader os læse med en kildrende Fornøyelse, hvorledes den ærværdige Præst Herr Abraham Adams er nær ved at blive revet ihjel af Jagt-Hunde, eller den burlesque Scarrons Lederinde, du som lærer os med en overgiven Latter at følge en ynkværdig Daare igjennem alle Slags Ulykker, og med Biefald see ham ende sit Liv paa en voldsom Maade, eller, hvad siger jeg, vor muntre Vessels Lederinde, du som i vore Dage har lært os at skoggerlee, naar et halv Dosin Skrædere stikke sig ihjel, du som besidder den sjeldne Kunst at kildre og myrde om hinanden, eller rettere at kildre med en Haand medens du med den anden stikker Dolken i Hjertet, heteroclitiske Muse, lær mig at skildre den bizarreste af alle Scener, saaledes, at mine Læsere maae græde med det ene Øye, og lee med det andet! -

Min Herre, sagde Konen, som laae paa et Straae-Leye, De lader vente efter sig - De veed, at vi ingen Middags-Mad har indtaget - Uff, svarede Manden, i det han satte Skriinet fra sig, og saae sig nøye rundt omkring i Kammeret - Men for at undgaae det kjædsommelige sagde han, og sagde hun, vil jeg herefter kun indzirkle Madam Panthakaks Ord - »Hvad er det for et Skriin? - formodentlig en Foræring fra min Frue Mama« - Hendes Frue Mama, Madame? - »Lad os see!« - Hun rakte sig udaf Sengen for at bemægtige sig Skriinet, men Panthakak forhindrede det i Tide, derpaa bød han hende Taushed og || Opmærksomhed ved et talerisk Vink, og udrustede sig med de behørige Forberedelser til at holde følgende opbyggelige Tale, som skulde have blevet meget vitløftigere, om hans kjærlige Ægte-Fælle havde 108 fundet for got, at tillade ham det - Madame, sagde han, De veed min Grund-Sætning, at denne er den verste af alle muelige Verdener, at der intet Got er at finde paa Jorden, og at i sær Mennisket er det ondartigste, lasterhafteste Dyr, som den fordærvede Natur kunde frembringe - Hvad det første betreffer, igjenkalder jeg herved høytidelig alt hvad jeg har sagt desangaaende, thi jeg har i Aften fundet dette Skriin, der uden Tvivl paa engang vil gotgjøre os alt vort Tab, og omskifte vor Ulykke til Glæde; men hvad det sidste angaaer er jeg nu saameget meer overbeviist herom, som jeg i Aften har befundet, at jeg selv er et Uhyre - »I Aften først, min Herre? - Men ingen Haranguer! - Hvad er der i Skriinet? - Hvor er Nøglen? - Nu? - Der staaer han igjen, som en Kræmmer, der har tabt et Par lumpne tusind Daler?« - - - Siig heller Madame, som en ærlig Mand der har fundet dem, eller maaskee meer, og ey tør tilegne sig det, der ikke hører ham til - »En ærlig Mand? Ikke hører ham til? - Altid, og evigt, saa borgerligt - Naar Himlen engang gjør mig min Ret, og giver mig det den længe har skyldt mig, hører det mig da ikke til - Begriber han da ikke, at om Adelige har tabt det, de da maae gjøre sig en Ære og Fornøyelse af, at ophjelpe en Familie, som de la Falbladieres?« - - Og, om det er Borgerlige Madame? »Saameget desto bedre - Men hvad skal den Aabning til paa Skriinet« - Aabning Madame? - Den har jeg ikke seet før - Jeg begriber det ikke - »Begriber det ikke? - Mon-Dieu, kan han da ikke see, at det er ligesaadant et Skriin, som det min Høysalige Frue Grand-Mama gjemte sine Louisdorer i - Men den lille Junker græder - Han døer endnu, saavelsom jeg, førend al den Tintamarre faaer Ende - Hvor er det, som jeg befalte Dem at Hente?« - Paa Veyen til Spiise-Verten - »Traiteuren, min Herre« Paa Veyen til Traiteuren kom

        

109 jeg forbi Canalen - Der faldt jeg i visse dybe Betragtninger, og - - - her standsede han noget, og hans strænge Beherskerinde saa til ham med al en fortørned, og || høyadelig Egtefælles Bitterhed - og, blev han ved, her fandt jeg dette Skriin - Jeg maatte give Vægteren her i Gaden, de Penge som hun veed. Madame, for at slippe forbi ham - »Den Coquin skal gaae med den Spanske Kappe - Men au nom de Dieu min Herre, saa tag da i det mindste saameget ud af Skriinet igjen, at det kan blive hented - Vi forgaaer ellers alle« - Nu blev han med et virksom - Han søgte om Nøglen, og der var ingen - Han løftede paa Laaget, og det gik til hans største Forskrækkelse op af sig selv - O Himmel i - o Hogarth! - laan mig din Pinsel! - Manden som i største Hast sætter Skriinet paa Gulvet, for ikke at tabe det, derpaa holder begge Hænderne for Øynene, og kaster sig hen paa en Tønde, hvor der til alt Uheld ingen Bond er i, og hvori han følgelig synker med Halvparten af Kroppen, saaledes at Fødderne komme til at staae i lige Linie med Hovedet - Konen, med Hænderne i Veyret, alle ti Fingre vidt udstrakte fra Hinanden, brandguul under Øynene, og med et Skrig i den svulmende Hals, som Tungen ikke formaaer at udstøde - Mit imellem dem begge - et uskyldigt nyefødt, velskabt Drenge Barn, som i den tryggeste Søvn er langt fra at drømme om den Forstyrrelse det anretter - Hvilken Scene! - Jeg styrtede ind af Døren - I min Angst vidste jeg ikke, hvad jeg skulde finde paa - Det er mig, min Herre, sagde jeg endelig, som sendte Dem Manuscriptet - Der, svarede Herr Panthakak med den alvorligste Mine af Verden, i det han toeg den ene Haand fra Øynene og pegede hen paa Barnet i Skriinet - Konen brast i en høy og heslig Latter, og vendte sig om til Veggen - O Leibnits, o Wolf, o Pope, raabte Manden endelig, staaer op af eders Grave! - Et helligt Gysende

        

110 overfaldt mig - Staaer op, blev han ved, seer og dømmer om dette er den beste Verden af alle muelige - Var det derfor, at jeg ikke - - o Himmel! - Nu fik han Luft, og han blev over et Korteer ved i et Aandedræt, at declamere imod Verden og Menniskene og deres Skjæbne i en Arouets bittreste Toner - Saa afsagt en Fiende, som jeg er af alle Candider, af alle egensindige Spottere, af alle vrantne Klynkere og af alle Menniske-Fiender, saa let som jeg hvert Øyeblik kunde have igjendrevet ham, og saa mechanisk som min Mund kommer i Bevægelse ved den mindste Leylighed til lærde Disputer, saa tvang jeg mig dog til at tie, ved at bide mig i Læberne, i Betragtning af at min Modstandere dog ingen Grunde kunde tage imod, saa indtaget som han var, af den Fordom, at have øyensynlig || Retten paa sin Side - Taalmodigheden skulde dog tilsidst have forgaaet mig, dersom ikke en besynderlig Hændelse paa engang havde opløst heele Knuden - Det nyekomne Barn begyndte at klynke - Jeg, som intet andet havde at bestille, fandt paa at vilde legge det noget til rette, og fandt ved den Leylighed et Papier, og en haard Pakke under dets Hoved, som jeg strax trak frem - O du, som paa engang har smagt de to forskjællige Fornøyelser, den, at igjendrive en Modstandere som længe har angrebet din Favorit-Sætning, med en Art af Fordeel, ved et uomstødeligt Hoved-Beviis; og den at glæde en kummerfuld Familie, du allene kan gjøre dig et Begreb, om den vellystige Stolthed, hvormed jeg kastede en Pung fuld af Ducater paa Bordet, og, som jeg tilstaaer med Taarene i Øynene og halv stamlende sagde: Der, min Herre, har De et Beviis for den beste Verden - Saaledes hævner Forsynet sin Ære - Guldet, det almægtige Guld, opklarede den heele Scene - Efter en halv Times Forløb havde vi Taalmodighed nok til at læse den følgende Seddel - Jeg vil for en Deel af mine Læseres Skyld sætte den hen

        

111 paa vort Moders-Maal, endskjønt den var skrevet paa Fransk - Den var til vor Forundring affatted i følgende Udtryk:

Min kjære la Vallèe! -

Modtag det største Pant, som jeg kan give ham paa min Tillid - Den gamle Anton, som bringer ham det, paastaaer, at han ikke vil tale med ham - Karlen er frygtsom, og begynder at faae en Art af Samvittighed - Han vil i NødsFald, have sin Eed frie - Desuden kan han ikke være et Øyeblik fra Huuset, uden at opvække Mistanke hos den gamle - Han kjender ham paa Kappen og den udslagne Hat, og derpaa, at han gaaer langsom op og ned ved Canalen - Om fjorten Dage skal han ufeylbarlig høre nyt fra mig. De 50 Ducater, som følge med ere til hans Kjæreste - Men hun maae kun ansee dem, som en Begyndelse til det, som De i Følge af Troeskab og en ubrødelig Taushed kan vente sig af

Deres affectionerte Z.

Her maae jeg bryde af, for i en Hast at sige mine Læsere, at Herr Panthakak er en af mine Fremmede, og at just han, i Følge af en Samtale, som vi havde samme Aften, har bragt mig i Selskab med de andre, som udføre min Plan - Den opmærksomme Læser vil ikke tage mig det ilde op at jeg opholder mig noget længe ved mine Udenværker, førend jeg kommer til Hoved-Sagen - Han vil finde det nødvendigt at kjende de Fremmede nøye, førend man kan vide, hvormegen Tillid man bør fæste til deres Fortælninger og Domme, og han vil finde mange Træk i deres Karakterer, som kan tjene, til at give os et Begreb om dem, vi daglig omgaaes med - ||

112

No 3

Noget om det Sandsynlige. Forfatteren kommer i Bekjendskab med de Fremmede. Anlegget af en besynderlig Ret. En uvented Sammenligning imellem en Skribent, og en Spekhøker.

Førend jeg gaaer videre, vil jeg om mueligt forebygge en Anmærkning, som mine dømmende Læsere let kunde falde paa, at gjøre ved mit forrige Blad - Jeg har sagt, at den, som skriver eller fortæller, for at give os et Begreb om Mennisket; bør holde sig saa langt fra det forunderlige, og besynderlige som mueligt, saa at han ikke engang bør fortælle det, der er sandt, naar det ikke tillige er sandsynligt - Jeg igjenkalder langtfra ikke denne Meening, som er altforvelgrundet, men Spørgsmaalet bliver, om jeg ikke i mit sidste Blad har handlet imod min egen Regel - Jeg vil ikke negte, at jeg ved dets Igjennemlæsning, da jeg fandt dette Skriin, og dette Barn deri, næsten blev lige saa forskrækked, som fordum Herr Panthakak og hans Frue Kjæreste, da de fandt det in natura - Saa sandfærdig, som denne Tildragelse er, hvorpaa ventelig ingen tvivler, da jeg selv har været Vidne dertil, saa beholder den dog altid et vist romanagtigt, om ikke usandsynligt Udseende, som synes at stride lige imod den omtalte Grund-Sætning - Men jeg har, som den gode Rasmus Berg tre Grunde at anføre til min Undskyldning, hvorom jeg vil haabe, at man vil finde dem tilstrækkelige - For det første, er det klart af min Plan, at jeg ikke saa meget kan have sigtet til Usandsynligheden eller det eventyrlige i Hændelserne, som til den i Karaktererne, og i Menniskets Opførsel ved disse eller andre ligesaadanne Hændelser -, naar jeg har sagt at man bør tage sig i Agt derfor - Naar jeg vil kjende en rig Nar, er det mig ikke saa meget magtpaaliggende, om han har faaet sine Penge ved Arv, eller ved Hjelp af Fortunati Hat, om han har en gammel Hex eller en ung Blondine at takke 113 derfor, som, hvorledes han anvender dem - Derfor trætte vi ikke med Cervantes - Vi glemme gjerne at undersøge, om det og er sandsynligt, at alle de forunderlige Hændelser skulde være mødte hans Don Quixote paa saa kort en Tid; da han altid bliver den sande Don Quixote, altid bliver ved at handle, som han ufeylbarlig vilde have handlet, ifald de havde mødt ham - Derimod kan jeg neppe tilgive Herr || Prevot, at han lader den kloge og eftertænksomme Cleveland, saa lidet kjende sin Fanny, og saa længe uforsigtig omgaaes med et fremmed Fruentimmer, og oven i Kjøbet med Frue Lallyn, uden at drømme om, at han derved kunde opvække Jalousie hos sin ømhjertede og delicate Kone, da han dog ikke burde være uvidende om, at det Eventyr, som han havde med Frue Lallyn i Rouen, ikke var af den Sort, som saa let udslettes af en Kones Hjerte - Ligesaalidet er det taaleligt, at den dydige og forelskte og høyhjertede Fanny, vilde begaae et grovt Feyltrin, forlade sin elskte Mand, og sine inderlig elskte Børn, og endelig underkaste sig de værste Mistanker, blot af Egensindighed, blot fordi hun ikke vilde tale et Ord til sin Mand om en Jalousie der var saavel grundet; da dog ellers Fruentimmer og i sær dydige Fruentimmer af Naturen ere saa lidet tilbøyelige, at dølge endog de ubetydeligste og meest ugrundede Skrupler af denne Art for deres Mænd, at de heller raabe sig hæse, og dem rasende derover - Disse Usandsynligheder i Caraktererne, tør jeg sige, støde langt meer, end enten Rumneys Huulen eller Colonien paa St Helena, og saa romanagtige som de første Deele af Cleveland ere, vil man uden Tvivl dog altid være tilbøyeligere at troe dem, end de sidste, som intet indeholde uden de gemeeneste og naturligste Hændelser - Thi hvad er i sig selv almindeligere, end at en Mand tager et Fruentimmer i Huuset, som han har kjendt før, at Konen for at hævne sig

        

114 render bort med en Galan, og at de tilsidst forlige sig igjen, naar de intet bedre veed at tage sig for - Herr Prevot har uden Tvivl selv indseet den føromtalte Feyl - I det mindste har han kunstled meget derpaa, uden derved, at gjøre den taaleligere - Jeg vil herved langtfra ikke have sagt, at det er ligegyldigt, om den, som skriver, for at skildre Mennisket, iagttager Sandsynligheden i de Hændelser han fortæller, eller ey - Det || er den sikkerste Maade, hvorpaa han kan forhverve sig og vedligeholde sine Læseres Tillid, som er ham saa magtpaaliggende - Men man maae see meer igjennem Fingrene med ham heri, thi det er ham ikke altid mueligt at iagttage den - Jeg vil ikke beraabe mig paa, at der gives saa mange meget sandfærdige Historier, der, i sær i vore vantroe Tider, er usandsynlige, thi man kan altid lade være at fortælle dem - Men der gives menniskelige Caracterer, som det er os magtpaaliggende, at kjende, og igjen i dem, visse Hoved-Træk hvis Til- eller Fraværelse forandrer heele Portraitet, og som ikke yttre sig uden just ved disse besynderlige og forunderlige Hændelser, som vi saa ugjerne vil troe; og som maae optages ved denne Leylighed, ifald de skal skildres - Hvem skulde have troet, at den unge, vellystige Rommere Curtius, om jeg erindrer ret, et Menniske uden Navn, uden Fortjenester og uden Grund-Sætninger, var i Stand til at tænke ædlere end nogen af hans dydige, viise og Stoiske MedBorgere, om ikke Jorden havde fundet for got at aabne sig og at udspye en dødelig Pest, der, efter et Orakkels Udsigende ikke vilde høre op, førend en Borgere opoffrede sig for sit Fædreneland, ved at styrte sig frivillig ned i denne Af Grund - Curtius gjorde det, og jeg vil her ikke anmærke, at han derved har fortjent at tales om i de sildigste AarHundrede; men lærer en Hændelse af denne Art os ikke at kjende Mennisket fra en gandske nye Side? - Og dog er det,

        

115 Himlen skee Tak, en af dem som kun møder engang hver Sextusinde Aar - Ved de Hændelser, som man selv digter, skulde man troe at have fuldkommen frie Hænder, og det løber dog omtrænt ud paa det samme - Jeg beder engang for alle at anmærke, at jeg overalt hverken har talt eller vil tale om en grov Usandsynlighed, som altid bliver utilgivelig, men kun om et vist kunstled, romanagtigt og digterisk Udseende, hvortil Læseren, saa gjerne vil fatte Mistillid - Men der er vist mange Caracterer, som Digteren hverken kan skildre nøye eller stærkt nok, uden at forsætte dem i Tilfælde, i Situationer, som man neppe faaer at see uden paa Prænt, endskjønt de i sig selv ere meget muelige - || Alting kommer an paa et got Valg, og derpaa at Digteren eller Fortælleren, som vil gjøre os bekjendte med vore Medbrødre, ikke betjener sig af de romanagtige Hændelser, uden i høyeste Nøds-Fald, eller naar han seer en Fordeel for Øynene, som fuldkommen gjengjelder denne Ufuldkommenhed -

Den anden Grund, som jeg har at anføre til mit Forsvar, og som jeg har sadt i Mitten, fordi jeg holder den for at være den svageste, er den, at Eventyret om CanalRidderen, saa sandfærdigt og opbyggeligt som det er; hører til mit Selskabs Historie, og ikke til dets Plan, efter hvilken vi fast og stadig har beslutted, ikke at fortælle andre Hændelser, end saadanne, som vore Læsere ey skal kunde tvivle paa; da det hver Dag skal staae i deres Magt at undersøge deres Sandfærdighed - Jeg har meest anført denne Grund, for at have en Leylighed at undskylde mig, om jeg opholder mig noget længe ved mine Fremmedes Historie - Et er det, at mine Landsmænd, som jeg engang har erindret, bør kjende deres Dommere nøye - Et andet er det, at der er visse HovedTræk, som alle andre Nationer har tilfælles med os, og andre som de skille sig fra os i, som det ikke vil være

        

116 utjenligt at kjende nogenledes, førend vi vende al vor Opmærksomhed paa os selv -

Den tredie, og stærkeste Grund er, at i den Tid, som dette Eventyr tildrog sig, var der intet usandsynligt i Dannemark, undtagen det skulde være Guld-Minen paa St Croix - Og saaledes synes denne Post mig, at være afgjort - Nu kommer jeg tilbage til min Fortælning

Jeg maatte lidet kjende mine Landsmænd, om jeg ikke troede, at nogle af dem var nysgjerrige, for at vide, hvem det nyefundne Barn hørte til, og andre allerede vidste eller i det mindste troede at vide det - Men jeg vil, som en klog Huusholdere, lade de førstes Nys-Gjerrighed blive ret moeden, og en Tidlang unde de sidste den Fornøyelse at gjette og at smigre sig med deres Skarpsigtighed, indtil der tilbyder sig en bequem Leylighed, at opløse denne Knude - Det falder mig ind, at spørge her, hvori man egentlig skal søge Grunden til den overhaand-||tagende, og næsten herskende Lyst hos Mængden af mine Landsmænd, at blande sig med Spørgsmaale, Gisninger og Udtydninger i Alting, og helst i det, som de mindst forstaaer og som mindst kommer dem ved, som f. E. i Staats-Sager - Vi kan hverken have et point d'honneur eller en sand Fordeel derunder, som Britten, Hollænderen og Polakken - Vi snakker øyensynlig blot for at snakke og de fornuftigste blant os, er nogenledes uden at sige det, enige om, at der kommer ligesaalidet ud af alt vort Kaglen, som af den politiske Kandestøberes - Skulde denne Lyst ikke maaskee være en Følge af vor National-Sygdom, af vort Pflegma, vor Uvirksomhed? Skulde den ikke være en Virkning af den samme Mechanisme i Mennisket, der gjør, at de gamle Matroner, som ikke kan, og de unge Damer, som ikke nenner at arbeide, blive saa snaksomme, og allerhelst i Materier, som den godgjørende Natur synes, at have lagt længst fra deres Cirkel; i Ting som hverken kommer dem selv 117 noget ved, eller de ærlige Folk, som de raaber Ørnene fulde deraf? - Jeg har adskillige Historier i Forraad, som maaskee Tid efter anden for en Deel vil tjene til at besvare dette Spørgsmaal -

Det var naturligt, at Herr Panthakak og jeg, endnu den samme Aften sluttede en Art af Pagt med hinanden, i Kraft af hvilken vi forbandt os til at omgaaes saa tit, saa fredeligt og saa længe som mueligt - Jeg kalder denne Pagt med Flid ikke Venskab - Thi han har, som man kunde formode det af hans Grund-Sætninger, fra den Dag af, uagtet alle mine Bestræbelser for at overtyde ham om min Ærlighed, i sit Hjerte holdt mig for det man kalder en Skjælm; og jeg har, uagtet al den Umage, som han har spildt paa at overbeviise mig om sine Fordommes Rigtighed, ikke et Øyeblik hørt op at holde ham for en Besynderlig, for ikke ligefrem at sige en Nar - Imidlertid gjør hans store Erfarenhed og hans af Naturen sunde DømmeKraft, at han langtfra ikke er det unyttigste Medlem af vort Selskab - Hans Fordom selv gjør ham langt || skarpsigtigere og brugeligere end nogen anden, saa snart det gjelder om at kjende Mennisket fra deres heslige eller latterlige Side - Intet Laster, ingen Daarlighed undgaaer hans Opmærksomhed og hans Anskrig, og vi ere af den Grund blevne enige om at give ham Titel af vor Fiskal - Han bliver uskadelig, deels ved de fleeste FREMMEDES Upartiiskhed og Koldsindighed, deels ved et af vore Med-Lemmers Caracter, som fuldkommen holder hans Mod-Vægten - Det er Herr Gaillard, en Franskmand og en Gasconier, der er faldet paa ligesaa ivrig at forfegte den forunderlige Sætning at der intet ont er i Verden, som Herr Panthakak paastaaer, at der intet got er deri - En god og behørig blandet Extract af disse to forskjællige Sætninger, er det, hvormed vi helst ønsker at kunde beverte vore Læsere - Men det er endnu for tiiligt.

118

Madame Panthakaks stolte og ødsle Høflighed, tilloed mig ingenlunde at gaae ubeverted fra dem, saa gjerne, som jeg vilde; og jeg fandt at jeg ikke kunde sige Ney uden at gjøre hende Bebreydelser - Det varede ikke længe førend min Vert fik Samtalen hendreyet paa sin YndlingsMaterie; og nu rustede vi os til Kamp for Alvor, i det stolte Forsæt engang for alle at afgjøre saa betydeligt et Spørgsmaal som det, enten vor Jord varden beste eller den verste af alle dem der kunde skabes - Alt som vor Trætte blev varmere forandrede den uformærkt sin Gjenstand; vi undersøgte, om der var noget got tilovers i vor Verden og blant Menniskene eller ey; og inden en Times Forløb, paastod Herr Panthakak med reene Ord, at alting paa vor JordKugle var afskyeligt; imedens at han med store Mundfulde fortærede en Flaske rød Viin, der smagte fortreffelig, og en Ragout, hvorom han selv maatte tilstaae at den fortjente at være tillaved i en anden Verden - Jeg derimod bekræftede med samme Iver at alting var got, eller i det mindste sigtede til det gode, imedens at jeg flyttede mig frem og tilbage paa en forbandet Træstoel, der ikke sigtede til mindre, end at gjøre mig reent lam for min øvrige LeveTid. Saaledes trættes Menniskene - || Min Vertinde, der ventelig var vant til slige Disputer var enten for uvidende eller for høflig eller for stolt til at blande sig i denne, uden med nogle foragtende Vink til hendes Mand, som intet brød sig derom, og nogle biefaldende til mig, hvorved jeg ikke lidet fandt mig styrked. - Da vi endelig mærkede det, som vi strax burde have mærked, at vi dog ikke var til Sinds at lade os overbeviise af hinanden, faldt vor Trætte efterhaanden bort af sig selv, og jeg fandt Leylighed at betroe Herr Panthakak det Forsæt, hvormed jeg længe havde gaaet svanger, og hvorom jeg har talt i mit første Blad - det, ved mine egne og andres Iagttagelser, at bidrage saameget som mueligt til et

        

119 system om Mennisket med alle dets Tilbøyeligheder, Evner Færdigheder, Nykker og Luuner, Tænkemaader og Fordomme, og, som det forstaaer sig, at indrette det saaledes, at det kunde være til en sand Nytte, for de nu levende, og blant dem i Særdeeleshed for mine kjære Landsmænd o. s. v. Han gjorde mig paa en angenem Maade bestyrted, da han forsikkrede mig, at han, hvad Hoved-Sagen betraf, længe havde haft det samme Forsæt, som jeg, og at han endnu næstfølgende Dag vilde skaffe mig en Leylighed at udføre det, som jeg neppe skulde forsømme - Han fortalte mig herpaa at han paa sine Reyser var blevet bekjendt med nogle Udlændere, som for nærværende Tid opholdt sig i Kjøbenhavn, og som ofte forsamlede sig, fordi de intet bedre havde at bestille, og fordi de ikke kunde komme i Selskab med Danske uden enten at blive tilbedet eller udpebet, og ligesom det kunde treffe sig, blive holdt for Engle eller for Abekatte - De var, som han forsikkrede alle af moeden Alder og Fornuft, alle erfarne og bereyste, og det som ingen af os holdt for det ringeste, alle af Middel-Standen - Af alle disse Aarsager sammentagne, troede han at de var best skikkede baade til at gjøre Opdagelser, og at skjælne de betydelige og karakteriserende Handlinger, som de var eller havde været Vidner til, fra de ubetydelige og almindelige, med et Ord, at bringe enhver af dem under sit rette Fag - Da de alle var || Fremmede, og ved en særdeeles Hændelse næsten hver af sit Folke-Slag, kunde de baade, som han meente, best udfinde og sammenligne de Hoved-Træk, som Nationerne har tilfælles, eller hvori de skille sig fra hinanden, og som enten Clima eller Regjerings-Formen, eller den herskende Religion eller andre mindre Omstændigheder efterhaanden har bildet; og man kunde tillige vente større Skarpsigtighed og meer Upartiiskhed af dem, end af indfødte - Denne sidste Post fattede

        

120 jeg, ikke uden Grund Mistanke til, helst da det var Herr Panthakak, som anmærkede den; jeg paastoed at der i det mindste maatte være to eller tre af mine Landsmænd o ver værende ved en Forsamling af denne Art; og det blev mig uden Vanskelighed tilstaaet - Tre Dage derpaa bragte Ridderen af den verste Verden mig i dette Selskab -

Jeg tvivler ikke paa, at mange her vil finde et Spring, som de hverken havde ønsket, eller tiltroet mig - De som har lagt Mærke til mit Eventyrs datum, vil finde at disse tre Dage just var opfyldte med meget betydende menniskelige og nationale Handlinger, som jeg ingenlunde burde forbigaae; saa meget mindre som en Deel af dem naturligviis paa nye maatte give mig en herlig Triumpf over min Modstandere Herr Panthakak, hvis største Beviis for Jordens Afskyelighed, var de Lasterhaftes Sikkerhed og Lykke - Dog, naar mine Læsere, kun vil have Taalmodighed med mig, lover jeg dem, at jeg tilforladelig ikke skal glemme dem af disse Handlinger, som ere tjenlige til mit Øyemed, det er at sige dem, som baade ere ægte og uforstilte nok, og komme tit nok for, til deraf at dømme om Mennisker og om Danske - Thi det er i forbigaaende sagt, Mennisker, og hverken Masker eller Vanskabninger som jeg har sat mig for at skildre - Men jeg har ikke selv været Vidne til alle disse Handlinger, og endnu mindre troer jeg mig ene i Stand til at bedømme dem - Det er mine Fremmede, som man maae vente dette af; og alting har sin Tid, siger Salomon - ||

De Fremmede blev snart enige med Herr Panthakak og mig om Hoved-Sagen - Hvad vore mindre Indretninger betreffer blev det afgjort:

1.) At vi en Eftermiddag om Ugen skulde forsamles i Form af en Ret, hvori Herr Guzman Pansa en Spanier af Fødsel skulde præsidere - Ham skulde det tilkomme at uddeele Arbeidet imellem Selskabets Lemmer efter sit Gotbefindende, at 121 bestemme hvad vi skulde foretage os hver Forsamlings Dag, og uimodsigelig at afgjøre alle forekommende Tvistigheder - Herr Christian Panthakak, en fød Holsteener, og Monsieur Pierre Gaillard en Franskmand fra Floden Garonne, blev efter eget Forlangende og med Herr Pansas, saavelsom heele Selskabets Samtykke valgte, den første til ordentlig Actor og den sidste til ordentlig Defensor i Sagerne, betreffende det menniskelige Kjøn - I den Hensigt blev det dem hver for sig paalagt, i Særdeeleshed at samle og at bekjendtgjøre, alle dem af deres egne og andres Opdagelser, der nogenledes var tjenlige til at gjøre Adams Børn kjendelige fra deres verste eller fra deres beste Side - End videre befalede Herr Pansa, at de, som Personer, der forstoed næsten alle Europæiske Sprog, skulde oversætte, og enten tilsige mig, der uværdig blev valgt til Selskabets Skrivere, eller selv opskrive alt hvad han selv, Præsidenten; en Polak navnlig Zcrbrsctowsky, og en dansk Philosoph ved Naun Jeppe Simonsen maatte forebringe; thi disse tre bekjendte jeg reent ud, at jeg ikke kunde forstaae - Ydermeere blev det dem paalagt, hver Uge at levere benævnte tre, ifald de forlangte det, reenskrevne latinske Over-Sættelser, af den forrige Uges Acter; indtil de fik lært vort Sprog, hvilket, som de paa Magisteren nær, alle ønskede og haabede, ikke skulde vare ret længe - - De øvrige af Selskabet skulde jeg besørge - Foruden dem jeg allerede har nævnet var der dengang ikke fleer, end Herr John Pickel, en Engelsmand, Herr Claas van Sachtlewen en Hollænder og Klijok en Schweitser af Fødsel - Disse var ordentlige Assessorer, med fuldkommen Ret at tale, naar de vidste noget fornuftigt at forebringe - Som vi fra den Dag af altid har søgt, at udbrede vort Bekjendskab, er der Tid efter anden kommet fleer og fleer til, || som Læseren vil lære at kjende, ligesom de træde paa Skue-Pladsen - Endnu samme Dag blev

        

122 der paa min indstændige Begjæring, da jeg nemlig holdt for, at to Danske var for lidet blant saa mange Fremmede sendt Bud ned efter Verten i Huuset, en god ærlig, enfoldig Mand, for Resten Skræder af Profession, som jeg for ikke at nævne hans rette Navn, indtil videre vil kalde Herr Syenaal - Den gode Mand loe ret hjertelig over vort Narrerie, som han kaldte det, og sagde at han var meget for saadanne Løyer - Han har heller ikke fra den Dag af, forsømt en eneste af vore, og jeg maae her give ham det Vidnesbyrd, at han altid har været den gladeste, fredeligste, og føyeligste af os alle -

2.) Som Hovedet kommer førend Halen, som det maae være Morgen, førend det kan blive Aften, og som man maae søbe af Bredden førend man kan naae Bunden, for at betjene mig af Herr Præsident Pansas egne Udtryk, efter Fiskalen og Tolken Herr Panthakaks Over-Sættelse, saaledes bør man lære at kjende sig selv, førend man bekymrer sig om andre, og de Opdagelser, som man allerede har gjort, bør i Ordenen gaae for dem, som man daglig gjør, eller venter at gjøre - Af disse Grunde blev det os befalt at begynde med oprigtige og upyntede Fortælninger af vores egne LevnetsLøb, og af alle de betydende menniskelige Handlinger og Hændelser som vi enten havde havt Deel i, eller kun været Vidner til - Dog som der gives saadanne Tildragelser, der langtfra ikke gjøre det Indtryk naar de fortælles om et Aar, som naar de fortælles strax, der saa at sige endnu maae kunde sees og peges paa naar de skal føles; og andre der indeholde saa vigtig en Advarsel at den aldrig kan komme tiilig nok; endelig; den tredie Slags, der saa betydelige de og kan være, som det lader, ikke uden at være opskrevne kan erindres af nogen Dødelig længer, end otte Dage; saa blev det i Henseende til disse, for vore tilkommende Læseres, og i sær mine Landsmænds Skyld,

        

123 beslutted, at de skulde fortælles, opskrives, og om det var nødvendigt, bekjendtgjøres saasnart de forefaldt; og at dette altid skulde være den første Post der blev afgjort i vore Forsamlinger - Endelig blev ||

3.) fastsatt, at ingen maatte fortælle noget for sandt, som han ey til Nød kunde beviise, at være det; som og, at intet maatte bekjendtgjøres naar det ey var verificeret eller approberet af Selskabet - Naar dette var skeet skulde det staae et hvert af Medlemmerne frit for at gjøre Selskabets Acter bekjendte i sit Moders-Maal, naar og i hvad Form han vilde - Naar vi fandt for got at bedømme en Ting, skulde Stemmerne samles, og de fleeste skulde gjelde, for os selv og foringen anden -

Dette er Indholdet, af de Indretninger som vi traf den første Forsamlingsdag - I det øvrige blev beslutted, saa nøye som mueligt, at følge min Plan, hvilken man allerede kjender -

Selskaber af denne Art pleye sjelden at være varige, og det ligger næsten i deres Natur, at de sjelden kan være det - Jeg har derfor med god Grund, opsat det saalænge, at gjøre mine Fremmedes Fortælninger og Anmærkninger bekjendte, indtil jeg havde saa stor en Forraad samlet deraf, at den kunde agtes for meer end en blot Begyndelse, og være nyttig om den aldrig blev forøged - Efter saa mange Exempler af Begyndelser uden Ender, skyldte jeg mine Læsere denne Agt - Dog kan jeg ikke negte at jeg næsten fortryder det i Henseende til to af de Slags Tildragelser, hvorom jeg talte før - Der findes meget betydelige Hændelser i vort Archiv, som har tildraget sig i den Tid vi har været samlede, som, ifald jeg tør udtrykke mig saaledes, ere blevne kolde over min Opsættelse, og hvis Natur det er at være matte og selv modbydelige, naar de kun ere opvarmede, saamegen Kunst og Forsigtighed som man end anvender herpaa - Saaledes kan man med Nytte 124 erindre den lille forvildede Yndling, om det Fald, som han gjorde i Gaar, da han vilde springe Buk, thi hans Pande svier endnu; men vil man fortælle ham det om et Aar, saa enten gaber han derved, eller han løber sin Vey; og man kan sætte ti mod et, at han springer Buk inden Aften, om han ellers kan komme til dermed - For det andet er der siden vort Selskabs Begyndelse gjort en Mængde Feyltrin, hvoraf en Deel maaskee kunde have været forebygt, om de advarende Tildragelser, som det har opskrevet, havde været bekendtgjorte før - || I Betragtning heraf, og da vort Selskab nu ikke allene har vedvaret henimod halvandet Aar, men efter al Anseelse vil blive bestandigt, saa har jeg troet at al videre Opsættelse var unødvendig og skadelig -

Man vil i Anlegget selv finde Hoved-Aarsagen, hvorfor jeg har indrettet mine Efterretninger som et Ugeblad - Læsernes og min egen Bequemmelighed er en anden - Dog maae jeg her anmærke, at jeg i Begyndelsen umuelig kan binde mig til Datumet af vore Acter - For nogenledes at bøde paa min Forsømmelse, og for destofør at naae vort Selskab, der for nærværende Tid kun befatter sig med det, som daglig tildrager sig for vore Øyne, maae jeg sammendrage meget, udelade andet, og saa tit det er mueligt fortælle det i et Blad, som de Fremmede har samlet paa i to tre eller fleere Uger - Og skulde der imidlertid, inden jeg naaer vore nuværende Forretninger, og saaledes kommer paa den ordentlige Bane, tildrage sig Hændelser hvis Bekjendtgjørelse ikke bør opsættes, saa seer man, at jeg og for deres Skyld maae afbryde Ordenen, og fortælle dem strax, endskjønt de har tildraget sig seenere, end de, som jeg i den Tid lader ligge -

De faae Fortælninger, som det kan være mig tilladt, at sammendrage ere det eneste i mit Ugeblad, som Tid efter anden kan skaffe mig den 125 kostbare Fornøyelse, i visse Maader at viise mig som Forfattere, da jeg hvad alt det øvrige betreffer, herefter kun kan forestille en Skrivere. Det er dog virkelig tungt, naar en ærlig Forfattere ikke tør vise sig selv i det mindste engang paa hver Side i hans Skrifter. Som naar man vilde formeene den ærlige, den velhavende Spekhøker, at være tilstede, naar hans Søn deponerer, og at tilegne sig selv al den Beundring, som han troer at læse i Tilhørernes Øyne, naar den tilkommende Professor uden Anstød kan opregne Alenlange Sider, af Latin, eller Arabisk, eller Himmelen maae vide, hvad det er for et HexeSprog, og hvorledes Professorerne kan forstaae ham - Som om man vilde forbyde denne gode Mand, der dog svarer enhver sit, at forandre Sted hvert Øyeblik, for at finde et, hvor enhver kan have den Fornøyelse at see ham - ham Faderen til saa klog en Søn; saa bedrøvet er det, naar de handlende Personer ligesom vil slaae Døren i for Næsen af deres Historieskriver; naar ham skal fattes Leylighed, og selv Tilladelse, at plante sig mit iblant dem, og at troe sig meest beundret af dem alle - Virkelig, om det ikke var for andet, end det smukke: Jeg, og det rørende: mine Læsere, som de fleeste af mine Historier vil tvinge mig til at udelade, saa maatte det fortryde mig. Den første i Ordenen, som bliver Herr Morten Syenaals Borgeres og Mester Skræderes besynderlig mærkværdige Levnets-Løb, er af denne Sort - Man vil ved dets Gjennemlæsning finde det umueligt, at nogen kunde Fortælle det til ringeste Nytte eller Opbyggelse for mine Landsmænd, uden just Herr Morten Syenaal, i egen Person. - ||

        

126

No 7

Herr Panthakak, vor Fiskal, var den forrige Uge i et Selskab, paa NyeTorv, hvor han berigede sig med en Mængde Anmærkninger, som ingenlunde opbyggede dem iblant os, der troe paa den beste Verden - Man kan tænke, at han ikke var fortræden ved at meddeele os dem - Den Plan, som jeg har valgt, paalegger mig, at anføre en af dem her, og førend jeg fortæller vore øvrige Medlemmers LevnetsLøb - Den kan aldrig komme tilig nok for dem, der vil lære at kjende Mennisket, og at kunde dømme derom - Dunsterne af Kaffeen, havde neppe begyndt, at yttre deres bekjendte Virkning i bemeldte Selskab - De ældste Matroner, havde neppe endnu rykket Stoelene sammen, for at hvidske til hinanden; førend alle paa engang, ligesom det kunde have været, en Aftale, blev enige om, paa det ubarmhjertigste at bagtale en vis Fraværende - Enhver vidste en Historie, at fortælle til hans Vanære; og enhver paatog sig den Umage, at skildre i det mindste en af hans Egenskaber med de hesligste Farver - De skulde i kort Tid ikke have levnet en ubesmitted Plet paa ham, dersom ikke en eneste iblant dem - en middelaldrende, suurseende, og ærligladende Mand - havde været retsindig og kjæk nok, til at vove det yderste, for at frelse den, som ikke kunde forsvare sig selv - Han gjorde det med al den Iver, som saa hidsigt et Angreb syntes at fordre, med al den Heede, som man kunde formode hos en Broder, eller en medskyldig - Og dog vidste heele Selskabet, at de var dødelige Fiender - Han negtede det ikke selv, men han var stormodig nok, til at beraabe sig paa denne Omstændighed, som en Grund meer, hvorfor man burde finde hans Vidnesbyrd troeværdigere, end alle de øvriges - Han loed sig ikke nøye med at negte alle de Beskyldninger der blev gjorte imod hans Client, men som en snild 127 Advokat, paastod han det modsatte af enhver, og plantede en Dyd hen paa hvert Sted, som || de andre vilde besmitte med et Laster - Herr Panthakak, da han fortalte denne Hændelse, holdt for unødigt at pege paa den Fare, som denne Mand underkastede sig, ved at sætte sig saa haardnakked op imod et heelt Selskab, hvoraf de fleeste var Fruentimmer, og endda bagtalende Fruentimmer; dog kunde han ingenlunde undlade at anmærke, hvorledes endog de tamme Dyr blive farlige og glubende, naar man vover at forstyrre dem i deres naturlige Fornøyelser - Men det som vi alle holdt for det besynderligste, var Størrelsen - ikke af vor Helts Ædelmodighed, heller ikke af hans Dristighed, og ligesaalidet af hans Forstand eller Klygtighed - men af hans Lunge, hvilken han efter Fiskalens Vidnesbyrd, ene og allene maatte takke derfor, at han imod al Rimelighed beholdt Ret, eller idetmindste det sidste Ord - Dog skulde denne ypperlige Lunge neppe have holdt det ud i Længden, dersom ikke et par SpilleBorde til rette Tid, var komne den til Undsætning, og ved en lykkelig Diuersion havde givet Slaget saa eventyrligt et Udfald Vor Panthakak tilstoed, at han ikke selv vidste, hvad han skulde dømme om denne Mand - O Jord, sagde han ved sig selv, o fordærvede Jord, er det mueligt, at du endnu eyer en Dydig, en Helt, der tænker ædelt nok til at tage sin fraværende Fiende i Forsvar; til med et uovervindeligt Mod, og med øyensynlig Fare for sin Paryk og sine Øyne, at beskytte ham imod de hidsigste de giftigste Angreb af Bagtalelsen? - Er det mueligt at finde en Diamant paa en Mødding? o. s. f. - Man kan sætte ti mod et, at Forfegteren af den verste Verden, ikke gjorde sig disse Spørgsmaal, eller igjentog dem for Selskabet, uden i det visse Haab at kunde besvare dem med Ney, og i visse Maader tvinge os til det samme - I det mindste vilde han ved sin foregivne Tvivl paanøde os det, som en

        

128 afgjort Sag, at, dersom nogen endnu var ærlig paa Jorden, saa maatte det være den omtalte Mand; og det er vist, dersom han havde bragt det saavit, som han da stilte sig listig nok an dertil, da skulde han have skadet den beste Verden meer, end || ti Candider - Men jeg kommer igjen til hans Fortælning - Bestyrted, og uvis enten han var henrykt eller vred, over saa stor en Anseelse af Retskaffenhed hos en Jord-Borger; uvis enten han ønskede eller frygtede, at denne Anseelse maatte være bedragelig; men overalt meget for nysgjerrig, meget for kjær af det besynderlige, til ey at efterspore det saa langt, som mueligt; rykkede Herr Panthakak sin Stoel nærmere til den Fremmede, for ved en fortroeligere Samtale maaskee at faae nogen Oplysning herom; hvilket saameget destofør loed sig gjøre, som just disse to var de eneste i Selskabet, der ikke spillede - Efter at have anbragt en Deel forslidte Anmærkninger om Bagtalelse, og en meget pyntelig Lovtale over den Fremmedes Ædelmodighed, sluttede han med et Compliment, som han holdt for det meest smigrende af alle, og følgelig for den sikkerste Hoved-Nøgle til det Hjerte, som han saa gjerne vilde see i - Deres ærlige Mine, sagde han, Deres uegennyttige Opførsel, min Herre, den Iver og det Mod, hvor med De har forsvart Deres fraværende Uven, har gjort et Indtryk paa mit Hjerte, som tusinde nedrige Bagtalelser ikke kan udslette, og det har overtydet mig saa stærkt, at jeg altid skal findes beredvillig, at gjøre min Eed til Tings derpaa, at der ikke er dydigere Mand i Byen, end den omtvistede - »Tag Dem vel i Agt derfor«, svarede den Fremmede som dette Compliment rigtig nok havde gjort den forønskte Virkning hos; »thi De vilde ufeylbarlig blive meensoeren - Dem, som ingen Deel har taget i vor Trette, kan jeg tilstaae det, at hvad der er sagt til Herr B**s Beskjæmmelse er meer, end altfor sandt, og ikke FjerdeParten af

        

129 det der kan siges - Han har Laster, som kun lade sig hvidske i et anstændigt Selskab - Her rykkede han sin Stoel endnu nærmere, til vores Fiskal, og nu begyndte han at bagtale sin forrige Client, med saa flydende, saa skarp, saa giftig en Tunge; at alle de øvrige i Selskabet, virkelig forekom Herr Panthakak, som Børn og Ignoranter i denne ædle Kunst - Han havde aldrig hørt bagtale saa got, saa kunstmæsigt - || Det var naturligt, at han, saasnart som mueligt, maatte gjøre sin Sidemand det Spørgsmaal; hvorledes han kunde føre to Sprog, der var saa forskjællige, og hvorfor han før med saadan en Iver havde taget et Menniske i Forsvar, der, som han selv nu tilstoed, var Afskyeligt - Og det Svar han fik, tør jeg sige, var ligesaa naturligt, endskjønt det uden Tvivl var meer uvented - Hvorfor, svarede den Fremmede, skulde jeg taale, at disse Narre, fik deres Villie frem, og uden Modsigelse gjorde sig reene paa en andens Bekostning, da dog ikke en af dem er et Haar bedre, end den de bagtalte, naar man paa det høyeste undtager den Post, som hver i sær bagtalte ham for - Det er sandt, blev han ved, Celiante, som talte saa haanligt om Herr B**s Gnieragtighed, er langt fra ikke saa karrig, som han - Tvertimod, hun forspiller halvparten af sin Mands Inkomster i Loup og Bazette, med den beste Maneer af Verden; og hun trakterer den anden halve Part op uden at falde sine Gjæster et Øyeblik besværlig, med Klagemaal over de dyre Tider - Men med alt dette er Celiante endnu ikke skikket til at omvende Gniere, eller engang berettiget, at laste dem, saalænge man kan bebreyde hende Feyl der i Hensigt til deres Følger er langt større; som o. s. v. (Her hvidskede han saa sagte, at Panthakak selv ikke forstoed ham) - Der sidder Dorimene - Det forstaaer sig, at Byens ærgerlige Krønike er altfor fuld af hendes hemmelige Historier, til at hun med Fordeel skulde kunde betjene sig af den

        

130 Tartüffiske Maske, som hun lastede meest hos Herr B** - men hvem siger, at den Frækhed i alle hendes Miner, den Uforskammendhed i al hendes Adfærd, klæder hende bedre -? Og skulde jeg taale, at hun paa en listig Maade gjorde den behagelig, eller i det mindste undskyldelig i de tilstedeværendes Øyne, ved at vende al deres Opmærksomhed paa det afskyelige i Herr B*s modsatte Laster? - Hvorfor troer De at den Nar, med den dybsindige Mine og Blækket paa Manchetterne - hvorfor troer De, at Herr Polyjournal, trak saa heftig løs paa Herr B*s Uvidenhed, uden for at afnøde os et Compliment, og en Opmuntring || til at udkramme det beste af hans Lærdom for Selskabet, nemlig det, som han har lært udenad af nogle Mercurer, i Formiddags, da han blev friseert - Kunde jeg, blev den Fremmede ved, forvirre ham, og befrie os alle paa en bedre Maade, end ved at tale i saa opskrued og sprenglærd en Tone, om Herr B**s formeente Insigter i de mathematiske og andre Videnskaber, som dog den ene saavelsom den anden neppe kjender af Navn engang - - - - Der sidder den gamle Fruentimmer Gjæk, Herr HareFod, og synger halvsagte, meer dennegang af Ærgrelse, end af Gjækkevurnhed eller Tankeløshed, hvilket man kan mærke derpaa, at han synger Dansk - Og hvor inderlig, meener De ikke, at det maatte fortryde ham, da han havde lasted Herr B**s plumpe Opførsel imod Damerne, blot for at gjøre de tilstædeværende desto opmærksommere paa de Cabrioler og Grimasser, hvori hans Hoved-Styrke bestaaer, Og som han med al Magt vil give ud for Levemaade - - - - hvor stum blev han ikke, da jeg under det Skin, at forsvare Herr B** og at roese hans Alvorlighed, hans satte Væsen - som dog ikke er andet, end en virkelig Grovhed - saa bittert igjennemheglede de gamle Gjække, som Alder og ekkle Svagheder, vel kan gjøre modbydelige, men aldrig billige nok

        

131 imod Damerne, til at indsee dette selv. Jeg glemte, som De uden Tvivl mærkede, hverken Hosten, eller Brillerne, eller de sværtede Haar eller de podagraiske Been, eller noget af alt det, som Herr HareFod kunde have den Fornøyelse, at tilegne sig - Heller er han ikke nogentid blevet meer ydmyget, meer udleet bag Vifterne end i Dag - Og nu, min Herre, burde jeg negte mig dette TidsFordriv? - Eller troer De maaskee, at jeg betalte den for dyrt, ved at forsvare min fraværende Fiende, som jeg havde saa god en Leylighed at hævne mig over? - Ja - - dersom mit Forsvar kunde nytte ham noget - men De kan være vis paa, at enhver desuagtet vil blive ved sin Meening - Og dersom de og alle forandrede deres Tanker til hans Beste; da skulde det dog kun lidet gavne ham; thi, som sagt, det er Narre, hvis Domme ikke kan have nogen Indflydelse, paa det, som fortjener Navn af Ære - Men Dem, min Herre, || (saaledes sluttede den Fremmede sin opbyggelige Tale) Dem, der, som Rygtet gaaer, ved Deres oplyste Forstand og Deres dybe Insigter, har forhvervet sig de nuværende Staatsministres Fortroelighed, og AdGang til de fornemmeste Huuse; Dem hvis fordeelagtige Dom, saalet kunde bringe Herr B** i en eller anden Betjening, hvorved han kunde blive det Almindelige skadeligere, end han er nu; Dem, kan jeg efter min Samvittighed, min Pligt, ikke andet end sige, at Jorden aldrig har frembragt, noget plumpere, dummere, nedrigere, falskere giftigere tobeened Creatur, end just bemelte Herr B** -

Da Herr Panthakak havde endt sin Fortælning, saae han sig rundt omkring i Selskabet, og i sær til Herr Gaillard, med det stolte triumpferende Smiil, hvormed en Pedant møder sine Tilhøreres Lykønskninger, naar han har givet sin Modstandere et Hovedstød, og bragt ham, om ikke til at tie, saa dog til at snappe efter Veiret. Sandt at sige kunde det heller ikke smigre en Bogorm meer, at

        

132 finde en Donat Feyl i sin Rivals Disputats, end det maatte smigre en afsagt Menniske-Fiende, at opdage saa slet, saa forgifted en Kilde, til den efter første Anseelse saa ædle Handling - Vor godhjertede Præsident selv, kunde ikke dømme billigere, end at der skeede meget got af en slet Aarsag, at denne aabenbar havde forsvart sin fraværende Fiende af en blot ModsigelsesAand, og at han ufeylbarlig skulde have bagtalt ham saa offentlig i Selskabet, som han siden gjorde det hemmelig for Herr Panthakak, dersom de andre var faldne paa at roese ham - Min Dom, som jeg maae tilstaae, var endnu strængere - Jeg erindrede Selskabet om den bekjendte Crillons Historie - Han frelste sin afsagteste Fiende Bussy d'Amboise Livet, paa en meget ædel Maade - Det var lidet, at han i det Øyemed opoffrede de sidste Penge, han eyede - Penge komme aldrig i nogen betydelig Betragtning hos en retskaffen Soldat - men han den kjække, den høymodige, ydmygede sig for nogle tykhovedede, feighjertede, smaae Kjøbsteds Dommere, som han ikke kunde andet end foragte - Bussy, inderlig rørt over sin Fiendes ædelmodige Adfærd iilte for at beviise ham sin Taknemmelighed i de varmeste Udtryk - Ak min Herre, svarede Crillon koldsindig, spar Deres Tak - De gjør mig Uret, naar De troe, at || jeg havde frelst Deres Liv, dersom jeg ikke vilde have mig den Fornøyelse forbeholdt, at stikke Dem selv ihjel - Jeg kunde ikke undlade, at pege paa en Deel Koner af vort Bekjendskab, hvis daglige Hoved-Forretning bestaaer deri, at skjænde deres Mænd Huuden fuld, og vel undertiden, at tugte dem paa en føleligere Maade; men som tilforladelig vilde kradse Øynene ud paa den, der vovede, at falde dem i Haandværket, og kun lade sig mærke med et Ord, en Mine, der sigtede til deres saa moderlig elskte ÆgteFællers Fornærmelse - Jeg droeg her- af den Slutning, at der fandtes dem, der ansaae

        

133 deres Fiender, og enhver som de troede sig berettigede til at behandle saaledes, som deres kjæreste, deres kosteligste Eyendom, hvorover de undertiden yttrede meer Jalousie end over deres Kjæresters Hjerter, som deres behageligste Tidsfordriv, hvori de ingenlunde, undte andre at tage Deel - Jeg meente, at ligesom ingen kan kaage Herr Persille, en KjødSuppe tilpas, uden han selv i egen kjærlingagtige Person; ligesom ingen kan kjæmme Frøken Vovvous SkjødeHund tilpas, uden hun selv med sin alabasterne Haand, saaledes fandtes der dem, hvis Fiender ingen kunde bagtale tilpas, men som nødvendig maatte bearbeide dem med deres egne Tunger, om det ellers skulde gjøres til Gavns, og om de skulde have nogen Fornøyelse deraf - Jeg troede at den omtalte Fremmede var en af disse, og at han havde anseet hver Klik, som de øvrige satte paa hans Fiendes Ære for et IndGreb i sine Rettigheder - og dem selv, for Krybeskytter der jagede paa hans Vildbane; mod hvilke han da naturlig viis af alle Kræfter maatte forsvare det Vildt, som han selv agtede at fortære -

Magister Jeppe meente, at han fuldkommen vel havde vidst at betjene sig, af det bekjendte:

Tolluntur in altum,

Ut lapsu graviore ruant.

»De blive løftede høyt i Veiret, for at falde desto dybere«; og at det var en Figur i Bagtalelses Kunsten, der altid anbragtes med Fordeel, naar man roeste sin Fiende først en Tidlang, deels for derved at vinde Anseelse af Upartiiskhed og Troeværdighed, naar man siden sagde: hvor har jeg ikke bedraget mig; deels for at venne Mængden uformærkt til at vente og fordre meget af den Person, som man vilde skade; da den i slig Fald bliver destomeer || forbittred, naar den finder intet, uden det modsatte af alt hvad den haabede, og sjelden undlader, at hævne sig med desto større Foragt, 134 over dem, som engang tilbedrog sig dens Høyagtelse, og saaledes ydmygede den Indbildning, som enhver i sær havde om sin Skarpsigtighed - Denne Formodning syntes os andre for studeert og unaturlig -

De fleeste troede, at den Fremmede kun havde vildet forhverve sig en Anseelse af Ædelmodighed, ved at forsvare sin Fiende, da han, efter sine egne Ord, kunde gjøre det sikkert og uden Bekostning - det er at sige, uden Frygt for at gavne ham saa synderlig dermed - Vor Franskmand Herr Gaillard, var i Grunden enig med Præsidenten, at Modsigelses Aand allene havde drevet denne Bagtalere til engang at være den Fraværendes Advokat; men, som jeg troer, for Herr Panthakaks Skyld drev han sine Formodninger noget videre - Her er, sagde han, altforægte, alt for stærke Træk af Menniske-Fienden, til at vi skulde miskjende ham - Vi har kun nødig, at følge hans egne Ord, for at blive overbeviiste om, at han allene har forsvart en, for at ærgre, ydmyge og efter Evne at skade mange; og hans HovedMaxime er uden Tvivl, ikke at skaane nogen - Dem, Herr Fiskal, blev han ved, har han kun betjent sig af i Trang, sans comparaison, som en Patient, der har for megen Galde, betjener sig af sit - - af sit - sauf le respect - mille pardons Monsieur le Fiscal - - her gik Herr Gaillard imod Gascognernes Natur noget i Staae, af Forvirrelse over den Uhøflighed, som han uformodentlig befandt sig saa nær ved at begaae - Enfin, sluttede han endelig, da Herr Panthakak havde hjulpet ham paa Veyen igjen, ved et O, der var tre Alen langt, han havde tilforladelig bagtalt Dem med, dersom han kun havde havt nogen at bagtale Dem for - Jeg er overbeviist derom, svarede Herr Panthakak - Men det, som De maaskee ikke mærker, er, at jo hesligere, jo giftigere De kan forestille den Fremmedes Hjerte, desto meer smigre De mig, desto meer bidrage De

        

135 til at bestyrke min Grundsætning - Da nemlig ingen kan negte, det Indfald at tage sin fraværende Fiende i Forsvar, al Anseelse af en god og ædel og stor Handling, og vi dog see for Øynene, at det kan grunde sig paa de sletteste Motiver, og være et Foster af || det giftigste Hjerte, saa flyder deraf, at man af de beste, de ypperligste Handlinger, hverken kan, eller efter Forsigtigheds Regler bør slutte noget til dens Fordeel, som udøver dem - Men da vi ikke har nogen anden RetteSnoer at dømme Menniskene efter, end just deres Handlinger, saa slutter jeg deraf end videre, at et saakaldet got Menniske, er en blot Chimære, som har sit Hjem alleene i Indbildningen, og hvorom ingen kan være overbeviist, enten det er til eller ey - en sand Nisse, som tusinde troe, og ingen har seet, eller kan faae at see -

Der er braadne Potter i alle Lande, og alle Sviin er sorte i Mørke; men derfor skal man ikke just skjære alle over en Kam, eller brænde Hveden op med Klinten, sagde Præsidenten - Jeg for min Part, blev han ved, har seet meget got gjøres af det beste Hjerte, og endskjønt jeg vel veed, at der kan findes en Perle i en Mødding, og at mangen Spidsbube omfavner sin Næste allene for at quæle ham; saa kan jeg dog ikke faae andet i mit Hoved, end at holde dem, der udøve en eller anden god Handling, ligefrem for gode Mennisker; i det mindste, indtil jeg, som her, bliver anderledes overbeviist - Og den Overbeviisning vil jeg vist aldrig ønske, mindre tragte efter med Begjærlighed og Umage, og endnu mindre glæde mig over, naar jeg finder den -

Herr Panthakak beed sig i Fingrene, og smaaenynede - De tænker, min Herr Fiskal, sagde Herr Gaillard, at have udretted meget, imod dem, der, saavit det lader sig gjøre, vove at forsvare eller i det mindste nogenledes at undskylde vor stakkels JordKugle, og det arme menniskelige Kjøn, der 136 har haft det Vanheld, Himlen maa vide hvorved, at gjøre Dem til sin uforsonlige Fiende; De troe at have givet os vort Bane-Saar, ifald det kan lykkes Dem, at gjøre det Beviis reent kraftesløst, som vi hidindtil med saa stor Ret og saa stor Fordeel, har taget af de mange ædle, store og herlige Handlinger, hvis Virkelighed er unegtelig - De feyle - Jeg vil her ikke igjentage, hvad Herr Pansa har sagt; at endskjønt Grunden til en god Handling kan være slet, saa kan den og være god; og at vi efter Religionens og den naturlige Billigheds Forskrifter, altid bør sætte det sidste forud - Jeg vil og kun saa løselig anmærke, || at gode Mennisker, saavelsom mange andre Ting, kan være meget virkelige, endskjønt ingen af os Dødelige veed om han har seet saadant et, eller med en mathematisk Vished kan bevise deres Tilværelse; og at der er meget, som vi bør troe, endskjønt vi aldrig kan komme til at vide det - Men jeg haaber, at vende Spidsen af Deres Vaaben imod Dem selv, ved at fortælle Dem en Hændelse, som synes at være Deres lige imodsatt, og som vederfoer mig, da jeg for nogle Aar siden opholdt mig i mit Fædreneland. For mine Synders Skyld, var jeg blevet forelskt i en smagtende Blondine, ret dødelig forelskt, endskjønt jeg nu undrer mig derover, hvorledes det kunde gaae til, da hendes Caracter og Temperement var saa forskjællige fra mine - Hun besad mange Sentiments, liden Fornuft og slet ingen Vittighed - Hun ansaae Munterhed for en dødelig Synd, og var uforsonlig imod de smaae Uordener som vor Ungdom saa gjerne vil tillade sig - Hun smiilte aldrig, og sukkede meer end hun talte, uden naar man vilde føye hende i, at bringe Skjærts-Ilden, Martyrernes Historier eller hendes Andagts-Øvelser paa Bane, og da var hendes Veltalenhed uudtømmelig - Med faae Ord, hun var nyelig kommet ud af et Kloster, hvor hun var opdraget, som sædvanligt, meget strængt og meget

        

137 pedantisk - og hun var i alle Hensigter, - en fuldkommen Bigotte - Enhver, som kjender mig, seer let heraf, hvilken Tvang jeg maatte paalegge mig, naar det ellers var mig om at gjøre, at vinde hendes Hjerte - Men for deres Skyld, som min Taalmodighed i denne Fald maaskee turde falde utroelig, maae jeg endnu anmærke en væsentlig Omstændighed - Jeg elskte hende virkelig - Men foruden hendes store blaae Øyne, hendes hvide Huud, og hendes fiine Taille, havde hun endnu en Skjønhed, som altid har været og altid vil være en stor Fristelse for en Gascognisk Edelmand, helst naar han er en yngre Broder; nemlig 40 000 Livres i rede Penge - Jeg mærkede let, at mit Udvortes ikke mishagede hende, og ved en utrættelig Opmærksomhed, ved en uindskrænket Føyelighed i alle hendes Luuner og Capricer, bragte jeg det saa vit, at hun efter et Aars Forløb tillod mig at haabe - Dog vilde hun først være bedre underretted om min forrige Levemaade og min Caracter - og i den Hensigt, besluttede hun, at forespørge sig underhaanden hos || Naboe-Adelen - Mit Vanheld vilde, at hun strax skulde treffe paa min allerbeste Ven, som nyelig var kommet fra Paris, og som vel vidste min Kjærlighed og mit Frierie, men som jeg af en utidig Undseelse ikke havde gjort bekjendt med min Elsktes besynderlige Tænkemaade - Valville, saaledes heed min Ven, den munterste og raskeste af alle Gascogner, Valville, som gjorde sig et langt andet Begreb om en elskværdig og fuldkommen Kavalleer, end min Blondine, han var henrykt over den Leylighed han fandt at bidrage noget til sin Vens Lykke, og recommenderede mig, med al den Ild, der brænder i hans virkelig venskabelige Hjerte, omtrænt i følgende Udtryk: Gaillard, Mademoiselle, er den braveste, den retskaffenste Kavalleer jeg kjender - Han er ligesaa kold, naar han slaaes med Kaarde eller Pistoler, som naar han drikker et Glas Vand - To har han

        

138 lagt paa Pladsen, og meer end en Snees andre har han tugtet saaledes, at de aldrig glemme ham - I Selskab med Damer er han overalt uimodstaaelig, og jeg er vis paa at han i det mindste opoffrer Dem et halvt Dosin af de stolteste Skjønheder - I Dants er ingen hans Mester, og SkueSpil af alle Sorter, bedømmer han med en Indsigt, en Rigtighed, en Myndighed, som vilde sætte Dem i Forundring, Mademoiselle - Men, sagde min over denne Lovtale bestyrtede Skjønne, jeg meente, at han var hengiven til Andagt - O, svarede min Fusentast, vær kun ikke bange! - Intet mindre! - Det er stort om han kjender sin SkrifteFader af Navn -

Jeg vil spørge, blev Herr Gaillard ved i sin Tale, om min værste Fiende kunde have bagtalt mig verre, eller mig til større Skade - thi jeg fik virkelig min Afskeed Dagen derefter - og dog er jeg overbeviist om at han ikke elskte nogen høyere end mig, og de som kjende Herr Valvilles Caracter, vil, saavelsom jeg, holde denne Bagtalelse for et af de største Beviis derpaa - Thi han tænkte uden al Tvivl, at holde mig den herligste Lovtale - De seer da, min Herr Fiskal, at ligesaavel, som man kan forsvare sin fraværende Fiendes Ære af Menniske-Had, og udøve den ædelste Handling af en slet Grund, ligesaavel kan man bagtale sin fraværende Ven af blot Kjærlighed - for ham, og saaledes begaae den nedrigste, den skammeligste Gjerning af det beste Hjerte - Jeg paastaaer følgelig med Deres Ord, at man af de verste Handlinger, ikke kan slutte noget til Last, for deres Gemytter, der udøve dem - At følgelig de saa kaldte onde Gemytter er Chimærer og Spøgelser, som kun have deres Hjem i vor Indbildning, og hvoraf ingen kan være vis paa at have seet et eneste - Thi Mennisket seer netop ligesaa dybt i de-||res Hjerter, der gjøre noget ont, som i deres, der gjøre noget got og priisværdigt -

139

Herr Panthakak rømmede sig, endskjønt han saae ud, som en der ikke altforvel vidste, hvad han skulde svare - Men Tiden var forløbet, og Præsidenten tog derfor selv Ordet igjen -

En blind Høne kan finde et Korn, sagde han, og med et Øye seer man undertiden meer end med to - Det er derfor, at jeg vil sige mine Tanker, som maaskee kan være rigtige, endskjønt min Indsigt i saadanne Ting er svagere, end nogen andens - Vi lære da i mine Tanker, hverken meer eller mindre af Herr Panthakaks og Herr Gaillards Hændelser, end at man ingenlunde med Sikkerhed kan slutte fra enkelte udvortes Handlinger, til deres Tænkemaade og GemytsBeskaffenhed der udøve dem; men at man for at dømme rigtig, maae vide enhver af de Omstændigheder, under hvilke disse Handlinger ere udøvede, saavelsom deres skjulteste DriveFjære - Da det saa sjelden staaer i vor Magt at opdage disse med Vished, bør vi være overmaade forsigtige i vore Domme om de menniskelige Gemytter, helst i de slette - - Et Spørgsmaal, som vi en anden Gang vil afgjøre, er det hvorvit den Begjærlighed efter at opdage disse DriveFjære kan stemme overeens med et got Hjerte; og om ikke den blotte Frygt for at finde dem slette, burde skrække os derfra - Vist nok er det et tilforladeligt KjendeTegn paa en MenneskeFiende, at han altid med Møye grandsker efter BevægelsesAarsagerne, til sin Næstes gode Handlinger, i det Haab at finde dem onde; da han derimod ikke bekymrer sig om Motiverne til det onde der skeer; men altid uden Undersøgelse, sætter forud at de ere saa onde, som deres Virkning - En MenniskeVen derimod, vil uden Indvending antage, at alt got skeer af et got Hjerte, og af en ædel Frygt tage sig vel i Agt for at forske nøyere efter DriveFjærene dertil - Han vil derimod med den kjærligste Kummer, søge efter DriveFjærene til de slette Handlinger, i det Haab, 140 at finde dem, om ikke gode, saa dog bedre og undskyldeligere, end deres Virkninger - Og dette, mine Herrer - saaledes sluttede Præsidenten - dette skal herefter være vor Regel, om Dem behager - ||

No 8.

Jeg veed ikke, om nogen af mine Læsere trænger til den Anmærkning, at ingen i vort Selskab tænkte paa nogen enten moralsk eller christelig Fuldkommenhed, naar der taltes om de saakaldte gode Mennisker, i den Trætte imellem Herr Panthakak og Herr Gaillard, som jeg fortalte i det forrige Blad - Naar man nævner et got Hjerte, falder det os sjelden ind, at tænke paa andet, end paa en vis Velvillighed mod alle, hvoraf Medynk med den Ulykkelige GodGjørenhed mod den Fattige, Ømhed mod sine Undergivne, Føyelighed mod sine Venner, Taalmodighed mod sine Fiender, Lydighed mod sine Foresatte o.s.v. ere ligesaamange Greene - Uagtet ingen af os alle er heterodox nok til at drage den meget theologiske Sandhed i Tvivl; at alle Mennisker ere onde af Naturen - det er at sige i Guds, den Fuldkomnes Øyne - nedsunkne fra det første Forhold af deres Godhed imod hans - saa er dog vor Fiskal den eneste iblant os, der ifald det var mueligt, gjerne vilde bevise at denne Velvillighed, og selv Anlegget dertil ikke fandt Sted i noget menniskeligt Hjerte, at alle de gode Gjerninger som synes at sætte den forud, er uægte, og at Ondskab er den eneste Hoved-DriveFjær til alle vore Handlinger - Han agter det for intet, at han derved, sætter os endog langt neden under Hundene, hvilke man, under den behørige Indskrænkning, ikke med Føye kan negte, Venlighed, Tjenstagtighed, Medlidenhed, Troeskab, Taalmodighed, Lydighed, og Taknemmelighed - og hvis - hvad skal jeg kalde dem? - venskabelige Foretagender, man vel kan udlede af Drift, og maaskee af 141 Egennytte, men dog aldrig af Ondskab - Hvad der har bragt ham paa dette besynderlige, dette hypochondriske Indfald, vil mine Læsere faae at see, naar jeg med det første fortæller hans Levnets-Løb - Nu vil jeg kun anmærke, at det maaskee gaaer ham, som endeel vrantne Moralister, hvis Galde ikke allene gjør dem det væsentligt, at laste alting uden Und-||tagelse, men som aldrig troe, at de laste en Ting nok naar de ikke skamskjænde den; og af Frygt for, at deres Næste ellers ikke maatte kunde see sine Feyl, altid skildre dem en carricatur, ligesom de flaae Huuden af ham, af Frygt for at han ellers ikke maatte føle deres tugtende Hænder - Meget formodentlig gaaer det ham, som visse lærde Klopfægtere, hvilke Egensindighed, Modsigelses Aand og Trættens Heede bringer til at paastaae meer, end de troe selv; og som Stolthed siden forhindrer at give det mindste efter af deres Paastand - Undertiden gaaer det Herr Gaillard i denne Post ikke meget bedre - Han tvivler neppe paa, at der gives virkelig onde Gemytter, og dog har hans daglige Trætter med Herr Panthakak, bragt ham saavit, at han altforgjerne vilde negte det - Den som blind og uden Indskrænkning, vil slaae sig til et af Partierne, staaer følgelig saa stor Fare for at feyle, som enhver, der vælger Yderligheder - Men den kloge og upartiiske Tilhører, som uden Fordom og med et koldt Blod, afveyer alting og dømmer selv, han, troer jeg, kan have den væsentligste Fordeel, af to Mænds Disputer, som vide meget om det menniskelige Hjerte og dets hemmelige Kroge, og som tilforladelig sige alt hvad de vide - For saa klog, saa upartiisk, anseer jeg enhver af mine Læsere, og derfor tvivler jeg ikke paa, at de jo vil læse, Fortsættelsen af den i mit seeneste Blad beskrevne Trætte, med den Nytte, som er min Hoved Hensigt -

Herr Gaillard aabnede vor seeneste Forsamlings

        

142 Dag, ved i en meget ziirlig Tale, at takke Præsidenten for hans sidste saa menniskekjærlige Forordning - den, at vi herefter allene skulde være berettigede til at søge Grunden af vor Næstes onde - og ikke af hans gode Handlinger - Han udbad sig derpaa i meget udsøgte Udtryk, Tilladelse, ydmygst at foreslaae en nye Forordning, betreffende Ordenen, i hvilken det allene skulde være tilladt, at anstille Undersøgelser, efter Grunden til omtalte onde Handlinger - Hans uforgribelige Meening var, at man aldrig burde søge det onde i Mennisket selv, som man kunde finde i Ting, der var uden for ham; aldrig det i hans Sjæle-Kræfter, som man kan finde i Mechanismen af hans Legeme, og aldrig det i hans Hjerte, som maaskee stikker i hans Hjerne - || En ond Villie, en naturlig en hærdet Tilbøyelighed til at gjøre ont, var i hans Tanker det, som man allersidst og ikke uden den yderste Nødvendighed burde, ansee for Grunden til en slet Handling, og naar man vilde finde dens Kilde, burde man begynde sine Undersøgelser udenfra - fra Menniskets forskjællige Forbindelser og Situationer, fra de Nødvendigheder som paalegges ham, eller de Fristelser som han føres i, af Omstændigheder, af Hændelser o. s. v. - fandt man den ikke der, eller ikke tilstrækkelig der, burde man undersøge hans Legemes Beskaffenhed, hans Blod, Hans Mave, hans Lunge, hans Galde - Naar disse ikke befandtes skyldige, burde man undersøge hans Hukommelse, hans Begreb, hans Indsigter, hans DømmeKraft - Naar denne heller ikke ved sin Svaghed havde foranlediget det onde; da først kunde man have Tilladelse at mistænke Hjertet, dog maatte man endnu nøye skjælne onde Luuner, Nykker og Vaner, fra det kolde og overlagte Forsæt at gjøre ont, som nødvendig, og som allene sætter et slet Gemyt forud - Saaledes, blev han ved, naar en enddog har myrdt sin beste Ven, bør man, som jeg troer, ikke strax

        

143 fare til med den Dom, at han har gjort det af Ondskab, og at han maae have et meget slet Hjerte; ikke i det mindste, førend man fik omtrænt følgende Spørgsmaal besvarte - Skeede det af Vanvare? - af Nødværge? - Er han hypochondrisk? - Var han fuld? - Er han hidsig, og blev han meget opirred? - Skeede det maaskee af Vanvittighed, af Overtroe, af en misforstaaed Iver for Religionen? o. s. v. Har han Kuller? - visse Luuner, hvori ingen tør komme ham for nær? - Er han saa kilden paa sin Ære, som en Fransk Adelsmand, og fik han et Ørefigen? - Har han været i Krig, og er vant at slaae lige til uden Eftertanke? - o. s. f. Herr Panthakak maatte selv smiile af denne FremGangs-Maade; og han ønskede sin Modstandere til Lykke med, at have viist Morderne en sikker Vey til at frelse deres Ære, og til at agtes for meget gode Gemytter - Man kan gjøre et Skarn Uret, sagde Præsidenten, som ikke vel kan unde Fiskalen en Slags Fordeel - Gjerningen er og bliver altid ond; men derfor kan den der begaaer den gjerne være meget bedre Gemyt, end den, der straffer ham derfor - Overalt gjør en Svale ingen Sommer, og uden at røre ved alt hvad Herr Gaillard har sagt, kan jeg nok sige, at en eneste ond Tanke, hvoraf man har ladet sig overiile, og som man har udført, ikke strax beviiser, at man er et slet Menniske -

Som om jeg forskar en Klædning, kunde jeg derfor gjerne være en god Skræder, sagde Mester Syenaal, og saae sig rundt omkring, som en der havde frembragt noget vigtigt! - ||

Det er bekjendt for os Philosopher, sagde Magisteren, at Villien er en blot Slave af Forstanden, eller egentligere at tale kun Forstandens Gotbefindende, dens Valg dens Bestemmelse til en Ting frem for alle andre - Det er per consequens urimeligt at beskylde Villien, for at være ond, og af søge Grunden i den til Feyl, som den ikke kan 144 undlade at begaae, saasnart den forvildede og formørkede DømmeKraft finder det for got - Ingen vil ont, fordi det er ont, men han vælger det, fordi han i det mindste, i det Øyeblik urigtig holder det for got - Jeg har talt -

OrdStriid, svarede Panthakak, befatter jeg mig ikke med, thi jeg har aldrig mærket, at vore Indsigter forbedres derved - Og hvad vinde De, om jeg og tilstaaer Dem, at Forstanden altid bestemmer Villien, naar De igjen maae tilstaae mig, at Lidenskaber, herskende Tilbøyeligheder, og alt hvad man i Almindelighed tænker ved det Ord Villie, tiest tvinge Forstanden til at bestemme den saa og ikke anderledes - Naar De vil tillade mig at forbinde de Begreb med Ordene, som man i daglig Tale forbinder dermed, saa skal De ikke kunde negte mig, at man ofte finder den verste Villie, det sletteste Gemyt, det meest fordærvede Hjerte, hvad De vil kalde det, foreenet med den beste, den oplysteste, den meest dyrkede Forstand; ligesom De vil tilstaae, at Blodet, Sandser, Lidenskaber, Egensindighed undertiden, kan drive og tvinge os til at vælge det, som vor Forstand dog aabenbar tilkjendegiver sit Mishag i - Har De glemt det bekjendte:

Video meliora, proboque,

Deteriora seqvor -

Jeg kunde see paa vor gode Præsidents Øyne, at denne Trætte blev ham for hidsig og for lærd - Jeg reiste mig derfor, og spurgte, om vi ikke efter Selskabets Plan, skulde legge virkelige Hændelser til Grundvold for alle vore Undersøgelser; og jeg tilbød mig tillige, at fortælle to, som var vederfaret mig selv, og som maaskee kunde bidrage noget til at oplyse den Materie, hvorom vi nu havde trættet i to Dage; nemlig den, om vor Villie altid var ond eller ey, thi med Magisterens Tilladelse satte jeg forud som afgjort, at den kunde være ond - ||

145

Præsidenten nikkede mig Ja til, og jeg vil henskrive mine Fortælninger her, med samme Ord, som jeg omtrænt brugte dengang - Begge betreffe just Bagtalelse - den Materie, som først gav Anledning til vor Trætte -

Jeg kom hjem fra en lang og temmelig farlig Reyse, hvorved jeg havde forhvervet mig, en Deel af mine Landsmænds Opmærksomhed paa mine ligegyldigste Foretagender, og den Lykke eller Ulykke, at blive talt om af mange, som kjendte, og af fleer, som ikke kjendte mig - I den Tid, fandt en Person, hvis Navn jeg aldrig har bekymret mig om, for got, at betroe min største, og jeg kan sige, dengang min eneste Velgjørerinde den Hemmelighed, at jeg var en af de ryggesløseste, giftigste og meest determinerede Frietænkere - Jeg havde i et vist lystigt Huus, saaledes lød hans Vidnesbyrd, udstrøed den fiineste Gift, og de meest bidende Bespottelser imod Religionen - For at han ikke skulde forstaae mig, havde jeg talt Engelsk, hvilket Sprog, jeg ventelig ikke formodede, at han var kyndig i; og hvormed han, for at høre mig ud, heller ikke havde ladet sig mærke - Jeg havde kun en Maade at retfærdiggjøre mig paa - Jeg bevidnede helligt, og beviiste nogenledes, at alt det Engelske, som jeg dengang vidste, bestod i at kunde sige: God bles ju, eller efter Omstændighederne, God dem ju Ser - Hvad bevægede nu dette Menniske, til at lyve mig saa skammelig paa? - De som troe paa Candide, og paa den verste Verden, vil sige uden Indskrænkning, at han gjorde det af nedrig Ondskab, og fordi han havde Lyst at skade mig - De derimod, som troe paa den beste Verdens Triumvirat, vil maaskee sige - at han løy i en christelig Hensigt - - at han formodentlig havde hørt saa noget om mig, eller af andre Grunde havde mig mistænkt; og at han kun af en from List havde talt om det, som om en Ting, hvortil han var selv Vidne; for nemlig at overbeviise min 146 Veninde desto bedre, og saaledes at gjøre hende desto opmærksommere paa mit aandelige Vel - Jeg, som ikke troer paa noget Menniske, jeg er nogenledes overtydet om, at han bagtalte mig - maaskee for at faae det anbragt, at han kunde Engelsk, maaskee af en anden ligesaa ubetydelig Aarsag, og gandske sikkert, fordi han var en Nar - Det er endog meer, end en blot Muelighed, at han af en falsk Ærgjerrighed, har vildet gjøre sig selv mistænkt for at være en stærk Aand - Denne Hypothes faaer en stor Vægt deraf, at han selv uden Betænkning tilstoed, at || han havde været i et slet Huus - Vist er det, at der er intet Begreb, hvori Mennisket er mindre enigt med sig selv, og andre, intet ubestemtere, intet utydeligere, intet falskere Begreb, end det man i Almindelighed gjør sig om Ære - Jeg er saa inddrukket af denne Sandhed, at dersom jeg ikke havde kjendt min Veninde desto bedre; jeg neppe skulde have undladt at mistænke hende for selv at have opdigtet den heele Historie; af Godhed for mig, nemlig for at gjøre mig en Compliment dermed, at jeg allerede var vittig nok, til at være en Fritænker og at snakke Engelsk -

Min anden Hændelse var omtrænt af samme Beskaffenhed, og tjente endnu meer til at bestyrke mig i det Forsæt, ikke uden nøyere Overbeviisning, at tiltroe nogen et ont Hjerte, fordi han befandtes skyldig i en eller anden ond Handling - Jeg laae for nogle Aar siden paa Landet - Jeg havde i en otte Dages Tid ikke kundet forlade Sengen; da min gode Ven, Herr A*, som vilde gjøre en Tour ind til Byen, om Morgenen tiilig kom til mig, for at sige mig Farvel, og for at paatage sig mine Commissioner - Han gik lige fra mig, ud paa Vognen, og han steeg ikke af den førend hos min føromtalte Velgjørerinde - Han var neppe kommet igjennem Døren, førend hun raabte: »Ak Herr A*! - Jeg veed hvorfor De kommer - Vor

        

147 ulykkelige Ven! - De søge ham - Jeg er underretted om alting« - Min Ven begjærte nærmere Forklaring, og hun troede at han forstilte sig - Endelig fortalte hun, at en af hendes meget gode Venner, en ærlig Mand, og som for Resten kjendte mig saa got som hun selv, for en Time siden havde mødt mig paa Gaden - i en meget uordentlig Tilstand - Herr A* som troede sine Sandser best, og ikke troede Gjengangere, soer hende til paa sin Ære, at den, som hun kaldte sin gode Ven, var en nederdrægtig Løgnere - og han havde ont ved at overtyde hende derom - Den Forfatning, som jeg dengang var i; da nemlig et got Rygte var mig meer magtpaaliggende, end nogentid ellers, og mit Udkomme desuden allene kom an paa min Velgjørerindes Yndest, gjorde mig denne Bagtalelse meget farlig, og gav den et desto større Skin af Ondskab - Af denne Aarsag, blev jeg imod min Sædvane nysgjerrig nok, til at vilde kjende min Mand - Min || Veninde, som maaskee var bleven afskrækket, ved nogle hidsige Ord, som Herr A* havde ladet falde, og som desuden vidste, at jeg ikke selv var meget koldsindig, vilde ingenlunde forraade ham - Endelig kom jeg paa hans Spor - Men hvormeget havde jeg ikke bedraget mig, i den Formodning, at finde en Fiende, en bitter, en uforsonlig Fiende i ham? - Langtfra ikke af Had, eller af en nedrig Lyst, at skade mig - af Sult - af den bittre Sult, havde den Stakkel bagtalt mig - Min Veninde, havde paa en kort Tid, laant ham Navn af sin Ven, ventelig for ikke at holdes for den, der sagde noget paa en løs Grund, og maaskee, for at afnøde min Ven en Tilstaaelse, om det, som hun selv troede at være saa vis paa - Jeg bebreydede mig imidlertid min Feyltagelse - Og virkelig, den gjorde den Kundskab om Mennisket, hvormed jeg undertiden smigrer mig, kun liden Ære - Men hvormange af vore moralske Læger gaaer det ikke, som mig, at de søge det onde i Hjertet, som de

        

148 burde søge i Maven; og at de spilde heele Alphabeter af SædeLære paa det, som de kunde afhjelpe med et Fad Erter -

Saaledes endte jeg min Fortælning - Herr Gaillard trykte mig venlig i Haanden - Naar vi saaledes undersøge Kilden til de onde Handlinger, sagde Præsidenten, vil vi derved langt fra hverken undskylde dem, eller sætte mindste Sminke paa dem - Lasterne blive altid lige heslige, lige skadelige, lige forhadte - men vi vil derved undgaae den Uleylighed, og jeg kan vel sige Umenniskelighed, at holde alle Mennisker for Uhyre - thi hvem af os gjør intet ont? - Magisteren, som endnu bar et hemmeligt Nag til Herr Panthakak fra før, anmærkede, hvorledes vi derved vilde undgaae, hvert Øyeblik at overtræde lustitiam distributivam (den uddeelende Retfærdighed) og at straffe alle onde Gjerninger ligestrængt. - Ret, sagde Herr Gaillard; som endnu altid havde den forrige Materie i Hovedet; det vil herefter ikke blive ligesaastor en Nederdrægtighed, at bagtale en Spradebasse ved et KaffeBord, i Fruentimmer-Selskab, som at bagtale en Kjøbmand fastende paa Børsen - Overalt, blev han ved, kan man vel sige, at de færreste bagtale os af Ondskab, eller fordi de virkelig hade os og vil tilføye os Skade - Nogle tale ilde om os af blot Letsindighed, og uden selv at vide, hvorfor - Andre for at have Materie, at tale om - Nogle, for et got Indfalds || Skyld, og for at viise deres Satyriske Talent - Nogle af blot Høflighed imod dem, som de tale med; andre, for at faae et Maaltid Mad, eller af en anden egennyttig Hensigt - Der er dem, som skjænde vor Ære i et gudeligt Øyemed - og der er dem, der, som vi før har anmærket, tillegge os de hesligste Laster, og de urimeligste Daarligheder af blot Venskab; fordi de troer, at roese os, og fordi de gjøre sig et langt andet Begreb, om de Ting, som de fortælle om os, end de gjøre sig, der høre paa dem - De fleeste

        

149 ere kun et troeligt, og uskyldigt Echo af deres Røst, som først udfandt, og først udbredede det onde - Vil man legge dem til, som enten i Hidsighed og af Overiilelse, eller af Vanvare og en blot Feyltagelse, eller af Frygt for vore mægtige Fiender, eller ved den anden Flaske Viin, tale ilde om os; hvormange blive der vel da tilovers, hvorom man kan sige, at de gjøre det af en blot og nedrig Ondskab? - -

Nu tog vor Hollænder Herr van Sachtleven Ordet, om hvilken, da han træder første Gang paa Skue-Pladsen, jeg i forbigaaende maae anmærke, at endskjønt han undertiden synes, at tænke meest overeenstemmende med Herr Panthakak, saa dog baade har og fortjener han den Roes, at være den upartiiskeste, og koldsindigste i Selskabet -

Naar enkelte onde Handlinger, sagde han, holde op at være tilforladelige og sikkre KjendeTegn, paa det vi kalde et ont Gemyt; saa er det vel unegteligt, at udvortes gode Gjerninger, heller ingen p aandelige Beviis kan være paa et got - endskjønt jeg meget priser vor Præsidents oplyste Menniske Kjærlighed, der paalegger os at antage dem derfor, indtil vi blive bedre overbeviiste, og forbyder os selv at søge denne Overbeviisning - Men da Talen her ingenlunde er om et got eller ondt Gemyt i en theologisk Forstand, men der blot handles om den selskabelige Dyd, den naturlige Velvillighed imod andre, som vi kan have tilfælles med en Deel af Dyrene, endskjønt den med Grund kan forudsættes forædlet hos os - saa vover jeg, at fremsætte to andre Spørgsmaal, som har en nøye Forbindelse med vor Materie, og som jeg med Tiden, haaber at see afgjorte ved vort Selskabs Undersøgelser - ||

Det ene, som i mine Tanker ikke ubequemt kunde have kommet i Betragtning, førend denne Trætte om de gode, og slette Gemytter, blev saa hidsig, er - Om der i en stræng Forstand gives reent gode 150 og reent slette Gemytter, eller om det ikke blot kommer an paa det meer og det mindre, og forholder sig, som med Temperamenterne, hvilke altid er blandede, endskjønt et af dem prædominerer - Det andet Spørgsmaal er følgende - Da enkelte onde Gjerninger, som sagt, ikke kan være sikkre KjendeTegn paa et ont Gemyt; ere de da de eneste KjendeTegn derpaa; og er den blotte Undladelse af det Onde, som falder i Øynene, saadant et Beviis paa et got Hjerte, som vi bør antage uden videre Undersøgelse - Det er sandsynligt, at Feighed og Egennytte forhindre mange i at gjøre det onde, som de ellers ikke skulde tage i Betænkning at gjøre - Erfarenhed har lært, at der har været mange, som har havt List nok til at skjule en Deel Ondskaber, som de virkelig har begaaet, og Herredømme nok over sig selv, til at lade dem være, som de ikke kunde skjule - Jeg anfører dette, for at vise Anledningen til mit Spørgsmaal, og langtfra ikke, for at afgjøre det selv, hvilket jeg overlader til mine Collegers dybere Indsigter - For imidlertid, at sætte det i saa stærkt et Lys, som det er mig mueligt, udbeder jeg mig Tilladelse, efter vor lovlige Sædvane, at fortælle en Historie, til hvis tragiske Beslutning, jeg for nogle Aar siden har været Vidne -

Ikke langt fra Rotterdam boede to bemidlede Adelsmænd, Herr van Schliker og Herr van Frankhuysen, hvilke, som de var Naboer, og ikke trættekjære, havde allerede saalænge holdt en god Omgængelse med hinanden, at de tilsidst paa god Troe og Love gav den ud for Venskab, og virkelig selv holdt sig for, at være de beste Venner, hvilket de da kunde gjøre saameget destosikkrere, som de kunde leve hverandre foruden - Imidlertid sporede man dog allerede hos dem den forskjællige Tænkemaade, hvorved deres Børn siden saa stærkt udmærkede sig fra hinanden; og sandt at sige bestod deres Venskab ikke i andet, end at de

        

151 ikke gjorde sig indbyrdes Fortred, at de omtrænt hver fjortende Dag spiiste samlede, og at de hver stor Festdag meget punktlig ønskede hinanden, at opleve mange fleer - Hver af dem havde en eneste Søn; men Herr Schliker havde endnu en Datter - De to unge || Herrer, hvis LevnetsLøb egentlig er det jeg vil fortælle, var omtrænt paa samme Alder, og blev paa engang sendte til en offentlig Skole i L** hvor jeg først lærte at kjende dem - Ved min Handel var jeg kommet i en vis Forbindelse med deres Forældre, og jeg kunde ikke afslaae det, da de uagtet min Ungdom viiste den Tillid til mig, at overdrage mig en Art af Opsigt med disse unge Menniskers Opførsel, hvis Kost- og Skolepenge jeg desuden skulde udbetale - Fra den Tid af, har jeg sjelden sluppet dem af Sigte; thi som det altid har været min SkjødeLyst at vilde kjende Mennisker, saa syntes disses meget forskjællige Caracterer mig strax at fortjene min heele Opmærksomhed; og jo meer de udvikklede sig, desto meer tildrog de sig den - Af denne Aarsag, forsømte jeg, endog efter at de havde forladt Skolen, intet, for saavit som mueligt at blive underretted, om deres betydeligste Foretagender -

Ved den første Besøgelse, som de aflagde hos mig, behagede den unge Schliker, min gamle, fromme Moder, og nogle ligesaa fromme Matroner, som hun havde hos sig, saa usigelig vel, som den unge Frankhuysen anstod dem usigelig ilde; da derimod min yngre Broder og mine Systre, syntes ulige bedre om denne end om hiin - Nogle Kjøbmænd, som samme Gang besøgte mig, og jeg selv, saae til, røgede Tobak, og var længe upartiiske - Det første Træk, som jeg bemærkede, hos Herr Schliker, var at han strax skilte sig fra de unge, og heele Tiden holdt sig saa nær til de Gamle, som mueligt - Han gav Agt paa deres endskjønt, om jeg maae sige det, temmelig mavre og enfoldige, dog fromme og andægtige Samtaler; med en taus

        

152 Ærbødighed, med en utrættelig Opmærksomhed, og, som det lod med et uindskrænket Bifald - Thi han sukkede ordentlig ligesaatit og ligesaadybt, som de andre; selv over de dyre Tider, og Fruentimmerets overhaandtagende Klæder-Pragt, da han dog efter sin Alder ikke burde kunde bekymre sig herover - Jeg kan ikke negte, at denne Opførsel strax opvakte Mistanke hos mig, og at jeg ikke holdt den for naturlig, da den syntes mig overdrevet - Min Moder derimod tog ikke i Betænkning at roese, og velsigne ham offentlig - Ja hun forestillede den unge Frankhuysen, ham, som et Mynster, hvilket han vilde befinde sig overmaade vel, ved at efterfølge - Denne muntre og hidsige unge Herre, som just dengang || beskjæftigede sig med, at foresynge min yngste Syster en Fransk Viise, fandt sig overmaade fornærmet ved denne Formaning; og han var ubesindig nok til at svare - at han holdt sig for meget klogere end Herr van Schliker - Og at han vist ikke havde i Sinde, at vælge sig en til Mynster, der var enfoldig nok til at forsømme saa stor en Fornøyelse, som den at snakke med kjønne og lystige Jomfruer, for at kunde sidde muuret paa en Stoel og høre paa nogle gamle Koner, der klynkede, uden at de vidste selv hvorover - og for at anstille sig som en Abekat, og hænge med Hovedet, sukke, og fordreye Øynene, ligesom han saae at de andre gjorde; da han dog tilforladelig slet intet meente med alle disse Grimasser, ihvad de andre meente dermed - Enhver maae tilstaae, at denne Tale var uforskammed, og den var det saameget meer, som hans naturlige Ild forledte ham til, paa en burlesk Maade at eftergjøre alle de Grimasser, hvorom han talte - saa at i det mindste de unge Mennisker kun med Nød kunde bare sig for at lee - Alle var vi enige i at laste ham - Selv min Broder og mine Systre strængte alle Kræfter an, for at sige ham saa alvorlig, som mueligt, at han var meget uartig

        

153 - Men hvor opbragte min Moder og hendes Selskab blev, er noget, som man bedre kan forestille sig, end jeg kan sige det - Det var neppe, at jeg, efter at have givet ham en temmelig skarp Irettesættelse, ved min Forbøn, kunde bringe det saavit, at de vilde taale ham hos sig - Og jeg skulde maaskee ikke have kundet overtale dem dertil, dersom jeg ikke til min og alles Beundring, havde faaet en ivrig Medhjelper, som jeg mindst ventede - Herr Schliker, den fornærmede Herr Schliker, gik med en anstændig Frygtsomhed omkring, kyste alle de opirrede Matroners Hænder, og understoed sig, som han sagde, at indlegge en Forbøn for sin uforstandige Ven - Han vidste, at han vovede meget, og han for sin egen Person, vilde aldrig have tilgivet sig selv saadan en Forseelse, dersom det var mueligt, at han kunde begaae den - Han tilstod, at det var den største Ugudelighed, at drive Spot med gamle, og i sær med saa ærværdige saa gudsfrygtige Folk, og med deres Andagt - Imidlertid vilde han haabe, || at det kun var Ubetænksomhed, og Uforstand af hans Ven, og at han med Tiden kunde forbedre sig - Overalt skadede han sig ja kun selv, og man kunde, i hans Tanker, ikke have Medlidenhed nok med et Menniske, der stod saa meget i sit eget Lys - Herpaa vendte han sig til Herr van Frankhuysen, og forestillede ham, med stor Sagtmodighed, hvor lidet han var paa den rette Vey; og hvor meget nyttigere det vilde være for ham, at høre et Ord af saa fornuftige og fromme Koners Læber, end alt hvad Folk af hans Alder kunde sige ham - Han vidste nok at han ingen Fornøyelse fandt i alvorlige, og mindst i andægtige Samtaler, ligesom han heller læste i en Roman, end i den opbyggeligste BønneBog - Endskjønt han ikke vilde bebreide ham det, kunde han meget vel erindre sig, hvortit han hjemme var løbet udaf Kirken, under Prædiken, for at lege og slaaes med Bønderdrengene; og hvortit han

        

154 havde spottet med deres gamle Gudsfrygtige Huusholderske, og fordi hun undertiden var nødt til at tage sig en Slurk Genever for sin svage Maves Skyld, havde sagt at hun græd af Fuldskab - Men, blev han ved, dersom De ikke endnu er lykkelig nok, til at finde Smag i en opbyggelig Omgang, kan De dog unde andre den Fornøyelse, indtil De selv lærer, at skjønne derpaa -

Min Moder og hendes Veninder, græd af Glæde over denne Tale, og for den retskafne, fromme Herr Schlikers Skyld, som min Moder sagde, tillod de Herr Frankhuysen at blive i Selskabet, dog under Vilkaar af en bedre Opførsel - - Om de virkelig tilgave ham, vil jeg snart tvivle paa, thi ingen af dem har fra den Time, enten talt, eller haabet got om ham -

Vor Forsamlings Tid var forløbet, men Præsidenten, der, saavelsom vi alle, begyndte at finde denne Historie interessant, besluttede, at Herr van Sachtleven skulde fortsætte dens Fortælning næste Gang - ||

No 9.

Af den Contenance, som den unge Frankhuysen holdt ved alt dette, kunde jeg ikke bemærke andet, end at han heele Tiden blussede i sit Ansigt, som en Ild; at Taarene stod ham i Øynene; at han Tid efter anden stampede i Gulvet, og lukkede Munden op for at sige noget, uden at kunde frembringe et eneste Ord; og, at han, da min Moder gjorde ham den Compliment, at han maatte blive, for den retskafne Herr Schlikers Skyld, strax søgte efter sin Hat, og uden al Tvivl havde rennt bort, dersom ikke min yngste Syster havde forhindret ham deri, med en Iver, og en Venlighed, som jeg dengang fandt noget overdreven - Efterhaanden blev alting stille, og det varte kun faae Minuter, førend vi hørte, at Herr Frankhuysen begyndte at synge den Stropfe i den Franske Viise, hvor han 155 slap, da han saa ubeleyligt blev forstyrred - Og da det behagelige Veyrligt kort derefter forførte de fleeste af de tilstedeværende unge Mennisker, til at foreslaae en Spadseere Tour, var han den første, som løb hen til Herr Schliker, og meget venlig spurgte ham, om han ikke vilde følge med. -

Min Moder, der ventelig ligesaagot som jeg, kunde see paa den unge Schlikers Øyne, at han gjerne vilde med, endskjønt han undskyldte sig derfor, havde den Godhed for ham, saagot som at nøde ham dertil og saaledes at hjelpe ham udaf sin Forlegenhed - Da de var borte, havde vi god Leylighed til at gjøre vore Anmærkninger over dem - Man kan let gjette, til hvis Fordeel disse udfaldt; thi saa god Lyst, som to eller tre Kjøbmænd der var blevne tilbage hos os, yttrede saavit som mueligt, at undskylde den unge Frankhuysen, saa bar de dog alt for stor Ærbødighed for min og deres Mødre, til at sige dem imod med Paastaaelighed - Og det er ikke at tvivle paa, at den blotte Høflighed let skulde have bevæget dem til at opoffre et ungt Menniske, der intet kom dem ved; og hvis Opførsel desuden ikke kunde forhverve ham nogens Høyagtelse, om den og var undskyldelig - Af samme Aarsager, tog jeg mig meget nøye i Agt for at lade mig mærke med den mindste Mis-||tanke til den Schlikers Ærlighed, hvoraf de Gamle var saa indtagne, uagtet jeg troede, at have meer, end en Grund dertil - Vi blev følgelig let enige om, at denne sidste var det haabefuldeste unge Menniske, og at den anden var det modsatte deraf -

Imidlertid kom vor Ungdom tilbage, og vi kunde let see, paa den Heede, hvormed de hvidskede til hinanden, at der havde tildraget sig noget nyt - Da nogle af os loed sig mærke med Begjærlighed efter at vide det, paatog Herr Schliker sig strax at fortælle Sagens heele Sammenhæng - Det er intet videre, sagde han, end en nye Trætte imellem 156 Herr Frankhuysen og mig - Men dertil er jeg da saa vant - Imidlertid, maae jeg dennegang takke den unge Herr van Sachtleven for, at han ikke mørpryglede mig mit paa Gaden, som han vel før har gjort - og det af ingen anden Aarsag, end fordi jeg i en god og Christelig Hensigt, lastede hans altforstore Ødselhed -

Hunde-Tunge, du skjeldte - raabte Frankhuysen -

Matronerne korsede sig, og sagde at han var en VarUlv, eller i det mindste besat -

Min yngste Syster kunde ikke undlade, at erindre Herr Schliker om, hvorledes han virkelig havde skjeldt sin Ven for en Tyv; og det bekræftede alle de andre -

Nu ja - sagde Herr Schliker, i det han hummede sig op til de Gamle Fruentimmer - kan han dog heller ikke negte, at han jo tit har stjaalet Æbler og Nødder i sine Forældres Have -

Den der kan stjæle det ene, kan og stjæle det andet, sagde en Matrone -

Man begynder fra det smaae og ender med det store, sagde en anden -

Retfærdige Himmel, at bestjæle sine egne kjødelige Forældre! - raabte den tredie -

Det er at føde Børn op til Gallien, skreg den Fjerde -

Frankhuysen zittrede, og græd - som jeg troer - af Arrigskab -

For nogenledes at skaffe ham Luft, spurgte jeg, hvorledes denne Trætte var begyndt, hvorledes Herr Schliker var faldet paa at skjælde ham, og hvad det var for en Ødselhed, de havde talt om -

Herr Schliker vilde svare, men min yngste Syster, der neppe kunde holde et par Taarer tilbage, som spillede i hendes Øyne, tog Ordet og sagde, at hun best kunde fortælle den heele Sag, da hun var uden derfor - ||

Paa HjemVeyen, sagde hun, mødte os en fattig 157 Kone, med et Barn paa Armen og det andet ved Haanden - Hun bad om en Almisse, og forestillede Herr Schliker, til hvilken hun just vendte sig, meget væmodig, at hun havde en syg Mand, og endnu to hjelpeløse Børn liggende hjemme paa et Loft, hvis eneste Haab om Mad i Dag, beroede paa det, hvad hun kunde bringe dem - Herr Schliker foer hende, som jeg troer, noget haardt an; og spurgte om hun var saa uforskammed at overfalde Folk mit paa Gaden, og om der ikke var SpindeHuuse nok til for hende og hendes Lige; og om hun saae ham an for den, der vilde bestyrke liderlige Quindfolk i deres Synd og Ondskab, ved saaledes at kaste sine Penge i RendeSteenen? - Den stakkels Kone taug, sloeg Øynene ned, og stak bitterlig i at græde - Og da sprang Herr Frankhuysen til, og tørte Graaden af hendes Øyne med sit Tørklæde, og sagde, at hun ikke skulde bryde sig noget om, hvad den Tverdrivere snakkede, og stak hende tillige noget i Hænderne, jeg veed ikke hvormeget - -

Men jeg veed hvormeget, raabte Herr Schliker - Det var to Species-Ducater, som hans Mama forærte ham paa Veyen til en LommeSkilling; og de sidste Penge, han eyede -

To Species Ducater! - raabte Herr Anderson, en gammel podagraisk GrosHandler, som blev holdt for den rigeste, og den sparsommeste i vor Bye, og som hidindtil, havde siddet i sin Læne Stoel, uden at tale et eneste Ord - Og, to Species Ducater! - raabte alle vi andre Kjøbmænd -

Som hans Mama havde givet ham, med sin egen Haand! - raabte den ene Matrone -

Til et liderligt QuindMenniske! - skreg den anden -

De sidste Penge, han eyede! - sagde den tredie -

Der kan Udfaldet ikke blive andet tilsidst, sagde den Fjerde, end enten at tigge eller at stjæle -

Det var just mine Ord, sagde Schliker; og 158 derover blev han saa vred, at han skjældte mig for en Hyklere og en Nar, og sagde, at jeg skulde holde inde med mine Grovheder, ellers vilde han lære mig Sæder; og saa sagde jeg, at han dog vel vidste, at han saa var en Tyv; og saaledes kom det, som alle de andre kan bevidne -

Det er uhørligt, raabte alle de Gamle! - ||

Nu kunde Frankhuysen ikke bare sig længer - Han soer ved Gud, at de maatte raabe og skrige hvad og hvorhøyt de vilde, saa skulde han ikke bryde sig meer derom, end om Lyden af en KlapperMølle; men hvorledes det og gik, saa vilde han dog aldrig taale det, af den blegnebbede, suurøyede Skifting - to BiOrd, som Herr Schliker med megen Grund kunde hentyde paa sin Person - at han skulde stikke Næsen i Ting, som slet intet kom ham ved -

Da kommer det mig noget ved, min unge Herre, sagde jeg; meer, for om mueligt at afvende det Uveir, som jeg saae trække op over ham fra Matronernes Side; og nogenledes at formilde dem, ved at tage deres Partie, end for at lade ham føle min Myndighed - Hvorledes, lagde jeg til, vil De nu faae to Ducater igjen? -

Jeg begjærer ingen, svarte han stolt - Og om jeg begjærte dem, saa havde den fattige Kone, dog ikke nær det Haab om, at faae to Ducater i Dag, som jeg har nu -

Det troe vi, det troe vi, raabte alle -

Men hvoraf veed De, at den Kone, som De viiste sig saa medlidende imod, virkelig trængte til Deres Hjelp, at hun fortjente den? - Hvoraf, sagde jeg, veed De, min unge Herre, at hun sagde sandt? -

Og hvoraf, svarte han, veed De min gamle Herre, at hun sagde usandt? - Han kunde uden Tvivl, see paa mit Ansigt, at hans Maade at svare paa mishagede mig; thi han blev strax saa rød i sit Ansigt, som et Skarlagen - Efter nogen Betænkning, gik han hen til mig, og trykte mig med en 159 frygtsom Venlighed i Haanden - De maae ikke blive vred, sagde han - Jeg meente intet ont dermed - Men paa min Ære, da jeg saae den stakkels Kone, faldt det mig ikke ind at tænke paa, enten hun sagde sandt eller ey -

Jeg negter ikke, at jeg dengang kun med Nød kunde bare mig for at omfavne ham - En ung begyndende UrteKræmmer gjorde det virkelig; og jeg saae meget vel, at min yngste Syster sneg sig til, at trykke ham venligt i Haanden -

Hos de øvrige var ingen Forladelse at vente -

Hvor trodsig, hvor ugudelig han staaer endda og forsvarer sine Feyl, sagde Damerne - Han gjør sig en Ære af, at være en Ødeland, sagde Mændene -

Har Deres Papa da ikke formant Dem til at være sparsom? faldt det en aldrende Kjøbmand ind at spørge -

Min Papa, svarede Frankhuysen, har formant mig til at føre mig op, som en Adelsmand - Dette Svar var altfor stolt, og det kunde naturligviis aldrig || blive vel optaget i et Selskab af Hollandske Kjøbmænd - Det bragte og alle op imod ham, selv dem, som hidindtil havde syntes at være meest tvivlraadige - Alles Røst var imod ham, alle lastede ham - og han, som engang havde faaet Munden paa Gang, forsvarte sig mod alle, uden at give nogen et Ord efter - Dog skulde maaskee alting tilsidst have blevet bragt i Rigtighed, dersom ikke en ulykkelig Hændelse paa engang havde ødelagt al den Credit, som han enten ikke havde tabt, eller, som han ved sine muntre, skarpsindige og høy Hjertede Svar igjen havde tilveyebragt sig hos en Deel af MandFolkene - Herr Schliker, hvilken maaskee syntes, at Tretten begyndte at blive for koldsindig; foreholdt ham, at han meget ofte og endnu ved deres Afreyse havde hørt hans Moder meget alvorlig formane ham til, at holde bedre paa Pengene, end han pleyede - Og om ti og tyve 160 Mødre i dette Øyeblik formanede mig dertil, svarede Frankhuysen; og jeg om en Time mødte en ulykkelig Kone, som den vi mødte før, saa glemte jeg alle deres Formaninger - Og gav hende endnu to Species Ducater? spurgte Schliker - Dette Spørgsmaal var Anledningen til Frankhuysens totale UnderGang - Den gamle Anderson, som ikke havde talt et Ord siden sit sidste Udraab, spratt op i sin Stoel, som jeg troer, ved en blot mechanisk Virkning af Lyden, da han hørte de to Species Ducater nævne, og kunde umuelig bare sig for, at igjentage de samme Ord, med en Heftighed, der var langt større end før; og til alt Vanheld saa stor, at han derover glemte sin Podagra, og stampede imod Jorden, hvilket da i samme Øyeblik erindrede ham derom igjen - Af Naturen knarvurn, tilforn ærgerlig over, at to Ducater, som han troede, var saa unyttig kastede bort, og nu opbragt ved den heftigste Smerte, blev han ved i et got Korteer, at bande Herr Frankhuysen af Hjertens Grund, og at skjelde ham, for alt hvad han kunde finde paa, som den han ansaae for at være allene Skyld i hans Vanheld, og desuden den eneste, hvorpaa han med en Slags Rimelighed kunde udøse sin Galde - Frankhuysen havde Ærbødighed nok for hans Alder, og jeg tør sige Medynk nok med hans Smerte, til at høre taalmodig paa ham i de første tre, fire Minuter - Men saa var og alting ude - Han var en Strøm der igjennembrød sin Dæmning - Han viiste en Færdighed, som han endnu ikke var bekjendt for; han bandede, som den vildeste af vore ChinaFarer - Kort, han gav hverken den Gamle, eller || nogen af os andre, der vilde styre ham til rette, Ære, som man siger, for en halv Skilling; og jeg maatte tilsidst, for at undgaae større Yderligheder, saa got som med Magt trække ham ud i en anden Stue; hvor jeg bad min Broder blive hos ham, og om mueligt, bringe ham til Eftertanke - Da de fleeste af de tilstedeværende

        

161 Kjøbmænd, trængte meget ofte til Herr Andersons Credit; og ingen aldeeles kunde undvære ham - da desuden denne Opførsel af en 14 Aars Dreng, imod en gammel Mand, var saa aabenbar uforskammed og uundskyldelig, er det let at begribe, at alle nu enstemmige fordømte ham, og i et Chor med Matronerne, kaldte ham det frekkeste, det ryggesløseste, det slettest opdragne, og det ugudeligste unge Menniske, som nogen havde seet, eller kunde forestille sig - Og den arme Frankhuysen, havde virkelig ingen Venner meer, i dette store, og i vor Bye anseelige Selskab, uden mine yngre Sydskende, som intet kunde hjelpe ham; mig, som ikke turde lade mig mærke dermed, og den før omtalte unge Urtekræmmer, som, uagtet han høylig misbilligede hans sidste Opførsel, var dristig nok til offentlig at give hans Adfærd med den fattige Kone ud for en elskværdig Ædelmodighed; og som, i forbigaaende sagt, spilte Bankerot Aaret derefter -

Da den Gamle nogenledes var stillet tilfreds, og alting begyndte igjen at komme i sin Orden, spurgte min Moder, den unge Schliker ad, om hans Compagnon altid havde været saaledes - Han trak paa Skuldrene, og sagde, at, endskjønt han krævede Gud til Vidne, hvorlidet det var hans Sag, at tale ilde om noget Menniske, mindre om den man havde givet ham til Selskab, saa dog - da han selv saa tydelig havde røbet sig - og han, Herr Schliker desuden bar alt for stor en Ærbødighed, for min Moder, til at dølge Sandheden for hende, naar hun spurgte ham derom, saa maatte han tilstaae - at de kun havde seet det mindste af Herr Frankhuysens Ugudelighed - Uagtet alle hans christelige, og retskafne Moders Formaninger, uagtet hans fromme Læreres ofte igjentagne Tugtelser; og, om jeg tør legge det til, sagde han og slog Øynene ned; uagtet mine egne kjærlige, og jeg kan sige broderlige Raad, har han altid været eens,

        

162 lige overgiven, lige halsstarrig, lige fræk og ugu-||delig - Naar hans egen Moder, som billigt lastede sine Tjeneste-Folk og andre for deres Synd og Ondskab, og forklagede dem for Herr Frankhuysen, understod han sig ofte at sige hende imod lige i Øynene, og at forsvare dem. Paa den Maade gjorde han hende engang Tort i et offentligt Selskab - Madame Frankhuysen havde ved en Hændelse gjemt en stor Sølv-Skee paa et Sted, hvor hun ellers kun pleyede at gjemme Linned, og det havde han seet - Da hun nogentid derefter savnede Skeen, og det, som let kan skee, var gaaet hende reent af Glemme; kunde hun ikke andet, end mistænke hendes Stuepige Vilhelmine, et sandt Verdens Barn, som gik med Kniplings Sætter og Øren Ringe, og overalt et skarnagtigt Menniske, for at have taget den - Da min Moder og hun, i saadanne Ting, har en fuldkommen Fortroelighed til hinanden, kunde hun engang, da vore Familier og fleere af NaboeAdelen var samlede, ikke undlade, at hvidske dette til hende - Af Van Vare maae hun have hvidsket temmelig høyt; thi Pigen, som just satte noget til rette i Stuen, havde hørt det, og var saa uforskammed at straffe hende for Usandhed i alles Paahør - Ved Gud Madame, sagde hun, De gjør mig Uret, De har Synd af at sætte en Skamklik paa en ærlig Pige - Madame Frankhuysen, der som billigt var, blev meget opbragt over denne Frækhed, sagde ganske høyt, at hun var et Skarn, og at hun ikke kunde sminke sig saaledes op af intet; hun soer paa at ingen havde forkommet Skeen uden hun, og at hun vilde trække dens Værdie af hendes Løn - Vilhelmine stak i at græde, og i det samme kom den unge Frankhuysen springende ind i Stuen - Uden at give sig Tid til at hilse nogen, løb han lige hen til Pigen, klappede hende meget uanstændigt paa Kinden, og spurgte hende hvorfor hun græd; og da hun havde sagt ham, at hans Mama beskyldte hende

        

163 for at have stjaalet den ene PotageSkee; løb han lige fra hende hen til en Commode, pegede paa en af Skufferne, og sagde gandske høyt, Der gjemte Mama den i Forgaars - Madame Frankhuysen, skjeldte ham for en næsviis og uforskammed Dreng, hun soer paa, som hun da heller ikke vidste det bedre, at hun aldrig havde gjemt andet, end fiint Linned i den Skuffe, hun befalede ham at tie - men alt forgjæves - Han blev ved at trætte hende imod med en Uforskammenhed, uden Lige - Den gamle Herr Frankhuysen, som - - imellem os at sige - - ikke er et Haar bedre, end hans Søn, og som altid var meget || ve-e-e-enlig mod Vilhelmine - (i det Herr Schliker saaledes trak paa dette Ord, gav han os et uefterabeligt Mistanke opvækkende Vink, som ingen af os kunde tage Feyl af) - og, som desuden - - - blev han ved, og bar sig ad, som en der sætter et Glas til Munden, og drikker det ud til Bunds - den gamle Herr Frankhuysen befalede tilsidst sin Frue, paa en meget myndig, og, om jeg tør sige det, grov Maade, at hun skulde lukke Skuffen op; og da hun ved et Vanheld havde forlagt Nøglen, var den unge saa uforskammed, at erindre ham, om sin Hoved-Nøgle; hvorpaa da Skuffen blev oplukket, og Skeen til Madame Frankhuysens største Forundring og Bestyrtelse, rigtig nok fundet - Hun leed den Ydmygelse, at hun maatte gjøre en Undskyldning, eller egentligere en Art af Afbigt, for sin skarnagtige Pige; og denne slog paa Nakken, gav sin unge Junker et meget forargeligt Smiil, og gik bort i fuld Triumpf over sin Frue - Nu vil jeg spørge, blev Schliker ved, om dette var en Opførsel mod en Moder, og om han ikke, som min Mama siden sagde mig, burde have advart hende om sin Feyltagelse i Enrom, da den skarnagtige Tøs engang var ham saa magtpaaliggende? - Men dette var langtfra ikke hans eneste Uforskammenhed af denne Sort - To gamle gudsfrygtige Koner som

        

164 havde Adgang og Ophold, i hans Forældres Huus, og som TjenesteFolkene og Undersaatterne var meget forbittrede imod, fordi de aldrig dulgte noget med dem, men uden Ophold underrettede deres Frue, om alle deres Ondskabs Paafund, spillede han hundrede Pudser, det ene verre end det andet, som det vilde blive altforvitløftigt at fortælle - Overalt gjorde han sig saa gemeen, at han var god Kammerradt med alle Bønder- og Tiggerdrenge i heele Naboelauget, og han vilde heller lege og slaaes med dem, end han vilde omgaaes med os andre adelige Børn - som han da og tilsidst blev holdt for den største SlagsBroder der i Egnen - Hans Forvovenhed var uden Grændser - Som engang, da jeg sagde til en Bondepige, der forsømte sit Arbeide, for at staae og gabe paa hans Narrestreger, at hun skulde gaae sin Vey, og i det samme af Vanvare stødte noget haardt til hende, saa at en MelkeSpand, som hun havde paa Hovedet, faldt fra hende og trumlede ud i Kanalen; sprang han, saasnart han saae, at hun græd af Frygt for Hug af sin Moder, uden Betænkning ud, lige til Halsen, og hentede hende den igjen - || Han klavrede op paa alle Tage, og sprang over alle Plank-Værker, uden at lade sig afskrække enten ved den store Muelighed, hvert Øyeblik at brække Halsen, eller ved de Hug, hvorpaa han var ganske vis, naar han, som sædvanligt ved disse Leyligheder, rev sine Klæder i Stykker - Han var overalt saa ødsel med sit Tøy, at han var i Stand for at give den første Tiggerdreng han mødte, det beste af sine Sager, naar han intet andet havde ved Haanden, eller den kun bad ham derom - Og da han et Par Gange blev haardt straffed derfor, forbedrede han sig dog saa lidet; at han siden ikke allene ofte gjorde det endnu verre, men og af en utroelig Halsstarrighed, heller lod Huuden flaae afsig, end han engang vilde tilstaae, hvem han havde givet det til, som man savnede; eftersom han havde

        

165 mærket, at de første som han røbede, maatte give det tilbage, som han havde givet dem, og fik Hug til, saavelsom han - Jeg har mange Gange hørt ham ærgre sin retskafne og fromme Lærere, med forfængelige og unyttige Invendinger; og mod Slutningen var det, som han selv har betroet mig, hans Sædvane, saasnart han vilde have Lov, at quæle denne stakkels Mand, med saa mange Spørgsmaal, saamange Anmodninger om tydeligere Forklaring af et og andet; - at han gjerne lod ham gaae, og takkede Himmelen til, at han kunde faae Fred - Thi endskjønt man snart aldrig fandt ham læsende, og man tit, naar man formodede ham i Skoelen, kunde finde ham paa RygAasen af et Huus; saa havde han dog, ved sit hurtige Nemme, og sin stærke Hukommelse, Gud maae vide naar, faaet saa meget i Hovedet, at ikke allene han troede sig langt klogere end sin Præceptor, men at fleer, og i sær hans Papa var af samme Tanker - Men hvad hjelper det? - Om han og vidste alting, vilde dog hans Lærdom kun blive ham skadelig, og til desto større Fordømmelse, da han ikke vil lære, eller i det mindste ikke benytte sig af den eneste sande Viisdom, som dog hans fromme Lærere, saa troelig indskjærpede ham -

Saavit var Herr Schliker kommet i sin Lovtale, over sin fraværende Ven; og jeg ventede just at høre, at denne var om ikke en aabenbar Atheist, og GudsBespotter; dog i det mindste en Fritænker, eller en grov Kjætter; da min yngste Syster, som i forbigaaende sagt, ofte havde gjort sig Ærinder ud, efter Herr Frankhuysens Bortgang; kom ind, og hvidskede til mig, at han gjerne vilde tale med mig - Min Broder havde, ved paa en venlig og lemfældig Maade, at forestille ham den Skam og Skade, som saadan en Opførsel nødvendig maatte gjøre ham - || ved at vise hvor vel Sædelighed og især Ærbødighed for de Gamle skulde klæde ham, der ellers af Naturen havde saa indtagende et

        

166 Væsen, og ved at give ham et Begreb om en overdreven Hidsigheds ubehageligste, og hesligste Følger; efterhaanden bragt ham saavit, at han tilstod sin Forseelse, og ønskede at den ey var skeet; men da min Syster, som jeg troer, ikke ukjærlig, bebreydede ham den Forstyrrelse han havde anretted i Selskabet, og at han havde spildt al hendes Lyst, da blev han fuldkommen blødgjort, da smeltede hans Hjerte - Da jeg kom ud, fandt jeg ham siddende ved et Bord, med den ene Haand for Øynene, og Taarer drypped i Hobe-Tal, igjennem hans Fingre - Saasnart han hørte mig, sprang han op og gik mig i Møde, med en vis dristig Undseelse, med en stolt Ydmyghed, jeg veed ikke selv hvad jeg skal kalde det, men uagtet hans øyensynlige Kummer og selv Skamfuldhed, troede jeg at finde en vis Levning af Stolthed i hans meer fortrædne end alvorlige Udseende, hans stive Gang, hans langsomme og forandrede Udtale, og overalt i alle hans Lader - en Rest af Høyhed, der omtrænt vilde sige, saameget, som - »Jeg vil selv tilstaae mine Feyl - Det er meget af mig, og nok til at forsone dem - Derfor skaan mig, for at bebreyde mig dem med Bitterhed - Hvis ikke o. s. v.« Han blev staaende for ved mig, og slog Øynene ned - De har Aarsag, at være vred paa mig, min Herre,« sagde han efter nogen Betænkning - »saavelsom Deres Venner - - - Det gjør mig ont - - den førstegang jeg har den Ære - - Gud veed, at jeg ikke kunde formode det - - og helst den Gamle - - Man siger mig, at jeg var meget meget - - - hidsig imod ham - og endskjønt, han skjeldte mig først, og behandlede mig, troer jeg, temmelig slet - - saa veed, jeg dog nok, at jeg burde have bedre Forstand, end - - end« - (Jeg tør næstendeel sværge paa, at han vilde havesagt: »end han«, thi han beed sig i Læberne, og sagde langsom derefter først) »end saaledes at glemme den Ærbødighed, som vi Unge altid skylde Alderdommen« -

        

167 (er min Formodning rigtig, saa seer man, at der laae en bitter Satyre paa hans Tunge, og at hans heele Afbigt, ikke var en Pibe Tobak værd) »Desuden« - blev han ved - »var jeg en uskyldig Aarsag i, at han leed Smerte - - Det gjør mig ont - - De maae tilgive mig - - og undskylde mig, hos - - -« Nu kunde han ikke meer - - Han tog mig frygtsom ved Haanden, og jeg omfavnede ham paa det kjærligste - Jeg forsikkrede ham, at saavist, som det usigelig fornøyede mig, at han selv kjendte og fortrød sin altforstore Hidsighed, saavist skulde alting være glemt hos mig, og jeg || gav ham det Raad, ved sin Opførsel, at mage det saaledes, at de andre kunde glemme det, paa det at hans Forældre ikke altfortilig skulde høre Klager over ham - Han lovede hverken meer, eller mindre, end at han skulde gjøre det, som stod i hans Magt; og derpaa tilbød han sig at tage Afskeed, foregivende, at han ikke befandt sig vel - Det var mig overmaade kjært, thi jeg befrygtede en Anmodning af ham, om at gaae tilbage til Selskabet; og den gamle Anderson havde ikke været at stille tilfreds, førend det enstemmig blev afgjort, at han ikke skulde komme der meer - Men han formodede uden Tvivl det samme, og jeg finder endnu baade megen Vittighed og megen Stolthed deri, at han ikke vilde bede om en Ting, hvori han befrygtede Afslag, og at han foregav en anden Aarsag til sin Bortgang, for ey at tilkjendegive denne Frygt -

Folk, sagde vor Hollænder her, som det ikke er om at gjøre at kjende sig selv og andre Mennisker, vil finde saa smaae Anmærkninger, som denne, kjædsommelige og unyttige, men for mine Herrer, som just ere samlede, for at udvide denne Kundskab, troer jeg ikke, at jeg bør undskylde dem, da det engang er afgjort imellem os; at de mindste og fiineste Træk af Menniskeligheden tiest ere

        

168 ægtere, end de stærkeste, og de, som falde meest i Øynene -

Jeg overtalte ham ikke paa anden Maade - saaledes blev Hollænderen ved i sin Fortælning - end at jeg tilbød mig selv at holde ham med Selskab, ifald han havde Lyst at blive; og da han blev ved, at undskylde sig, trykte jeg ham fem Ducater i Haanden, sigende, at han ikke burde være uden Penge, som Herr Schliker havde sagt, at han var - Jeg saae tillige halvsmiilende til ham, og spurgte, om han vilde have, at jeg skulde bytte den ene, for at han kunde have nogle SmaaePenge, at give de Fattige, som maaskee turde møde ham? - Han saae stivt paa mig, og blev noget taus - Endelig takkede han mig, og sagde, at han herefter vilde være sparsommere og betænksommere, ifald han kun kunde lære denne Kunst - Jeg spurgte ham, om han havde noget udstaaende med den unge Schliker, og hvorledes de kunde forliges - Det stakkels Menniske, sagde han, maae undertiden lide meget, af min altforstore Hidsighed; men Gud veed, og han veed det og nok selv, at jeg ikke kan derfor, og at jeg hverken hader ham, eller nogentid gjør ham Fortred med Forsæt - Han er meget, meget stillere, flittigere og frommere end jeg - men jeg veed ikke hvorledes det kommer, endskjønt jeg slet intet veed at sætte ud paa ham, saa kan vi dog sjelden være en Dag sammen, uden at komme i Klammerie - Det er uden Tvivl min Hidsighed - og den skal jeg herefter stræbe at forbedre - Herpaa sprang han mig om Halsen, og || kyste mig - Saa kyste han min Broder og min Syster, og hoppede bort, saa let og saa munter, som en der nyelig er letted for en stor Byrde; og jeg lagde Mærke til, at min Syster, som gjorde sig en Pligt af, at følge ham til Gadedøren, blev staaende, saa længe hun kunde øyne ham -

Da jeg kom tilbage til mit Selskab, fandt jeg Mændenes Munde og Matronernes Øyne 169 ligesaafulde af Herr Schlikers Berømmelse, som mit Hjerte var af den unge Frankhuysen - Saavit jeg kunde forstaae, havde han i min Fraværelse talt saa opbyggeligt om sin Andagt og saa fornuftigt, om sin Sparsommelighed, at han derved havde tilveyebragt sig alle Fruentimmernes Velsignelser; og alle MandFolkenes Bifald; og da vi havde spiist til Aften, gik han bort, beladt med dem, og med den Formaning; for alting at tage sig i Agt, for det liderlige og ugudelige unge Menniske, hvis Selskab, han havde det Vanheld, at være i - Men min yngste Syster fulgte ham ikke til Gade-Døren -

Jeg har været, saa vitløftigt i denne Dags Historie, for at kunde være desto kortere siden -

Det vil jeg haabe, sagde Præsidenten - Thi dersom de Levnets Løb, som De vil fortælle, kun har varet i ti Aar, og De ikke vil blive færdig med meer end en Dag i hver Forsamling, saa er det soeleklart, at vi ey kan vente, at opleve Enden deraf -

Imidlertid, sagde Herr Sachtleven, troer jeg ved min nøyagtige Skildring, at have udretted saameget, at enhver af dem, der har hørt mig, nogenledes kjende Hoved-Trækkene i disse to saa forskjællige Caracterer -

Og hvilken af dem, er det gode Gemyt, og hvilken er det onde? - spurgte Herr Pansa - Dog, blev han ved, det var egentlig mig, som skulde sige min Betænkning først; og, sandt at sige, finder jeg det for tiligt at dømme deri - Vel kunde jeg sige, hvem mit Hjerte heldede til; men man skal have Øyne, og ikke see; og Tunger og ikke tale; og overalt sømmer det sig ikke for en Præsident, at have Tilbøyelighed til nogen af Parterne - Saameget kan jeg vel sige, at Herr Schliker synes mig meget klog, og Herr Frankhuysen meget daarlig - For Resten, falder herved, den Anmærkning mig ind, som vi engang gjorde, i Anledning af vor Engelskmands Historie - At der nemlig ere dem, der elske Æren, saa høyt, at de just derved 170 blive de største Fiender af deres Rygte. Og nu, mine Herrer, lever vel til næste Gang, da Herr Sachtleven, som jeg haaber, gjør os den Fornøyelse, at fare fort i sin Fortælning - ||

No 10

Vor seeneste Forsamlings Dag aabnede vor Fiskal til alle vores Bestyrtelse, ved høytidelig at nedlegge sit Embede - Jeg har, troer jeg, tilforn anført; at vi alle agte ham høyt, uagtet han gjør sig en Ære af offentlig at dømme ringe om alle Mennisker - Det er meer, at vi virkelig alle bære en Art af Godhed for ham, uagtet han gjerne vilde holdes for at hade alle - Vi høre ham gjerne, uagtet vi næsten altid sige ham imod; og overalt er han et HovedHjul i vor Machine, som vi ingenlunde kan undvære - Det er af disse Aarsager ingen Under, at vi alle blev tause, da han saa uformodentlig truede at forlade os - Endelig, spurgte Præsidenten, om hans Aarsager - De selv, min Herre, svarede Panthakak, har ophæved mit Embede, ved at paalegge en Lov, som betager det sin væsentligste Nytte - Naar vi skal lære at kjende Mennisker, er det os unegteligt meer magtpaaliggende, at opdage Motiverne og de skjulteste Drive Fjære til deres Handlinger, end at vide disse Handlinger selv; thi disse ere ofte uægte og forstilte, hine kan ikke være det - Nu, blev han ved, kan det ikke være en Fiskals Sag at søge om gode Aarsager til slette Handlinger; og at søge om slette DriveFjære til de gode, det har De, som vitterligt er, forbudet - Følgelig har jeg intet meer her at bestille - Desuden, maae jeg tilstaae, at jeg aldrig havde taget Deel i dette Selskabs Forretninger; dersom jeg ikke havde satt forud, at det var samled, for at prøve Mennisket, og ey for at roese eller at undskylde det -

Vor gode Præsident, som har det forud for 171 mange andre Præsidenter, at han ikke allene kan tiltroe sig Feyltagelser, men endog uden en falsk Undseelse tilstaae dem, naar han bliver overbeviist derom - Herr Pansa rakte Fiskalen Haanden, og sagde, at naar intet andet var i Veyen, saa skulde det ikke skille dem ad - En Hest, blev han ved, kan falde med fire Been, og sagte kan vi falde, som har kun to, uagtet at vi er Præsident - Jeg burde, som jeg nu indseer, have betænkt, at vi var samlede, for saavidt som mueligt, at gjøre || Folk kloge; og ey for at gjøre dem menniskekjærlige - Følgelig ophæve vi herved denne Lov - vel forstaaet for os selv indbyrdes, og for ingen anden - Vi vil, som LovGivere da kan gjøre det, have os den Ret forbeholdt, at dømme ilde om alle vor Næstes gode Handlinger, der turde fortjene at dømmes ilde om, uden derfor at tillade, langt mindre at raade, andre, at følge vort Exempel; førend vi fra Grunden har undersøgt det Spørgsmaal - Om den er lyksaligere, som uden vitløftig Undersøgelse, agter og elsker saa mange af sine Medmennisker, som deres udvortes Adfærd tillader ham at agte og elske; eller den er det, hvis frygtsomme Forsigtighed driver ham til, at prøve alle paa det nøyeste, førend han hænger sit Hjerte til dem -

Hertil gav Herr Panthakak selv sit Bifald, og nu paatog han sig sit Embede igjen til alles, og som man let kunde mærke, til sin egen Fornøyelse - Præsidenten spurgte ham, hvorfor han ikke strax havde beklaget sig over denne Lov, og hvad der egentlig havde gjort ham saa misfornøyed dermed - Strax følte jeg ikke al dens Tvang, svarede Fiskalen; eller jeg fik ikke Tid til at gjøre mine Indvendinger derimod - Men, da jeg sidstleden gik herfra, faldt det mig ind underveys at undersøge Grunden til den unge Frankhuysens efter Anseelse virkelig ædle Adfærd med den fattige Kone - Og da jeg fandt, at han ligesaavel kunde have baaret

        

172 sig saaledes ad, af en falsk Ærgjerrighed, eller for at trodse sin Rival og at gjøre ham imod, eller for at beskjæmme ham, eller fordi Pengene, som man siger, brændte ham paa Laaret; som for at hjelpe hende, og af et virkelig got Gemyt; da fandt jeg denne Lov utaalelig, og jeg maae tilstaae, at jeg har havt otte uroelige Nætter derover - Deres Tvivl i Anledning af Herr Frankhuysens Opførsel, er ikke uden Grund, sagde Præsidenten; men vi vil maaskee faae den opløst, ved Fortsættelsen af de unge Hollænderes Historie, som Herr van Sachtleven har lovet os i Dag. -

Uagtet jeg, ved min Forbøn og mine Forestillinger, saaledes begyndte Herr Sachtlewen sin Fortælning igjen, havde tilveyebragt den unge Frankhuysen Tilladelse af min Moder, at besøge hende om Søndagen, og de øvrige hellige Dage, saavelsom Schliker og de andre unge Mennisker; hvilke hun da gjorde sig en Fornøyelse, at have omkring || sig; saa beviiste han dog saa liden Tilbøyelighed at betjene sig deraf, at hun og hendes Veninder tit nok blev ligesaa vrede, fordi han blev borte, som de havde ventet at blive naar han kom - Vort Selskab er den unge Herre for alvorligt, sagde de; og de tog ikke Feyl deri - Og da min yngste Syster Aaret derefter var død, fik jeg ham næsten aldrig at see, uden naar ham fattedes Lomme Penge - Dette hendtes endelig oftere, end jeg skjøttede om; men han blev sjelden længer hos mig, end til han havde faaet dem, og han havde altid en eller anden Undskyldning tilrede, for at slippe -

Man skulde slutte af Deres Fortælning, sagde Herr Gaillard, at Deres Jomfrue Syster og han havde baaret megen Godhed for hinanden - Lagde De ikke Mærke til, hvorvit denne Tilbøyelighed gik, hvormeget den nærmede sig til Kjærlighed, og hvad Virkninger den frembragte i den unge Frankhujsens Gemyt -

De var begge Børn, svarede Herr Sachtlewen, 173 Herr F** omtrænt 15 Aar, og min Syster et Aar yngre, da hun døde; og under mit Clima pleye de stærke og alvorlige Passioner ikke, at yttre sig saa tilig - Af denne Aarsag lagde jeg ikke saa nøye Mærke til deres Adfærd, som jeg nu af andre Grunde ønskede, at have gjort - Saameget er vist, at min Syster kunde udrette meer med et venligt Ord hos den unge Frankhuysen, end ti Matroner med heele Timers Formaninger; og det var altforkjendeligt, naar han besøgte os, at det allene var for hendes Skyld - Hundrede smaae Agtsomheder, som naar de beviises mod alle, ansees for Virkninger af en blot Høflighed, tilkjendegav noget meer hos ham, da han ikke havde dem for andre end hende - Hun paa sin Side, vante sig Tid efter anden til en Alvorlighed og Myndighed i sin Omgang med ham, som hun ikke yttrede imod nogen anden, og som overalt ikke syntes naturlige i hendes Alder; og han taalte dem med en Føyelighed, som ingen anden kunde smigre sig af, at finde hos ham - Disse Anmærkninger, som jeg og fleer havde Leylighed nok at gjøre, syntes mig dengang kun vigtige, i Henseende til den ringe Overeenstemmelse der var imellem begges Gemytter, Temperamenter og Sæder - Intet Barn kunde af Naturen være sagtmodigere føyeligere, blødere end min Syster - Intet var meer eftergivende, intet saa betænksomt, saa frygtsomt, som hun - Det er nok for at sige, hvorlidet hun lignede den unge Frankhuysen; og jeg havde dengang ont ved at begribe, hvorledes || de ikke allene, saa got kunde forliges; men i deres Omgang med hinanden næsten forandrede deres Caracterer, saa at hun blev stræng og dristig; han derimod føyelig og saa frygtsom, som han kunde blive - Da jeg den Tid selv ikke kjendte Kjærlighed uden af Navn, kunde jeg ikke drive mine Speculationer videre, helst, da, som sagt, begges Ungdom og den unge Herres naturlige Letsindighed, syntes at gjøre enhver

        

174 Formodning af denne Art urimelig - Imidlertid har Herr Frankhuysens Adfærd ved og efter min Systers Død, og et Brev, som jeg fandt i hendes Gjemmer, siden bragt mig paa andre Tanker - Men at alting maae komme i sin rette Orden, og i et behørigt Lys, maae jeg fortælle en Deel andet, førend jeg kan berøre denne Omstændighed; og jeg vil derfor igjen begynde min Fortælning der, hvor De afbrød den, ved Deres Spørgsmaal, min Herre -

Enten nu min Syster ikke havde Magt nok over den unge Frankhuysens Hjerte, til at gjøre ham det øvrige Selskabs strænge Alvorlighed taalelig, eller hans Vildskab og hans Uordener forhindrede ham i at komme til os; saa er det vist, at hun tit nok havde den Fortred, saavelsom vi andre, at vente ham forgjæves; og hun kunde ved disse Leyligheder aldrig bare sig for, at stemme i med min Moders og hendes Veninders Anmærkning - at vort Selskab var den unge Herre ikke fornøyeligt nok - Herr Schliker derimod, forsømte ikke alleneste ingen af de sædvanlige Gange at besøge os, men han undte min Moder ofte uformodentlig om Aftenen, naar han kom af Skoele, den Fornøyelse, at see ham - Han fordrev hende og os andre da Tiden, ved at fortælle det Nyt han havde hørt, og han udbad sig det gjerne, som en Belønning, at turde blive tilstede i hendes ordentlige Bede-Time - Man skulde slutte heraf, at jeg i en kortere Tid havde lært at kjende hans Gemyts-Beskaffenhed, end hans Compagnons; men det er saa langt fra, at jeg tvertimod i de første fire Uger allerede vidste meer at sige om denne, end jeg efter et Aars Forløb vidste om hiin - Herr Schlikers Opførsel var eller syntes i al denne Tid saa jævn og enformig, at selv jeg, hvis Hoved-Lyst det dog altid har været at udforske Mennisker, tilsidst skulde have blevet træt af at give længer Agt paa ham, ligesom man bliver kjæd af at stirre længe paa enhver Ting der ikke forandres, og hvor man ey venter, at faae

        

175 meer at see, end det man har seet; dersom ikke den Formodning, som strax i Begyndelsen saa uudryddelig || havde indprented sig i mit Gemyt, den at al hans Adfærd var forstilt, og at han tilig eller sildig, ved en eller anden Leylighed maatte røbe sig, bestandig havde vedligeholdt min Opmærksomhed - Herr Frankhuysen derimod skulde ikke have tilladt en, der var langt mindre nysgjerrig end jeg, at slippe ham et Øyeblik af Sigte: saa rigt var hans Levnets Løb allerede dengang paa besynderlige og tildeels uventede Tildragelser, hvis Kilde det altid blev en Fornøyelse at undersøge, saa ubehagelige, som de tiest var i sig selv; og han sørgede i en megen kort Tid for, at man kunde tale om ham i de fleeste Selskaber -

Intet kan i mine Tanker være farligere for et ungt Menniske, som vil gjøre sin Lykke, end at tildrage sig Mængdens Opmærksomhed - Selv at gjøre gode Handlinger saaledes, at de falde stærkt i Øynene, og at man derfor bliver vel omtalt af mange, er idetmindste ligesaa farligt, som at venne sig til en stræng Diet, hvilken man siden ikke kan overtræde, uden Fare for sin Helbred - Den der begynder at vise sine Dyder offentlig, har ligesaa stor og større Aarsag, at spørge sig selv, om han kan holde det ud i Længden, som den der binder sig til visse Iagttagelser ved Spiise og Drikke - Han indbyder og berettiger sine Medmennisker herved, til at være ikke allene hans Dommere, hans umedlidende Dommere, men selv hans Fiskaler - De skal søge hans mindste Feyltagelser op og finde dem vigtige, - og han skal siden ikke kunde skjule sig for dem igjen, saa gjerne som han undertiden vilde - Han bliver enhver, som engang har skjænket ham sit Bifald, saa betydelig saa magtpaaliggende en Gjenstand, som de i Almindelighed blive os det, hvilke vi har beviist en eller anden VelGjerning - Endskjønt vi ikke sige det, ansee vi dem dog i visse Maader for vore

        

176 Skyldnere, vore Creaturer, vi slippe dem ugjerne af Øynene, vi tale saa tit om dem, som vi kan, vi finde Fornøyelse, i at beklage, at rose dem, i at holdes for deres Venner; vi elske dem endog virkelig, ikke alleneste for den smigrende Erindring om vor Godgjørenhed, hvormed deres Nærværelse bestandig kildrer vort egenkjærlige Hjerte, men, fordi vi sætte forud om dem, at de elske os; og vor første Velgjerning bliver ofte Aarsagen, hvorfor vi overøse dem med fleer, ligesom vi gjerne blive ved at rose dem, som vi først har roest engang - Men vee dem, om de i mindste Maade gjøre sig uværdige dertil - Vor Opmærksomhed paa dem er Skyld i, at vi let finde deres mindste Feyltagelser, og vi baade ansee og straffe disse som HovedForbrydelser, fordi vi ansee dem for ligesaamange Fornærmelser imod os, || for Beviis paa en Utaknemmelighed, hvilken vi naturligviis Afskye da den berøver os Frugten af vor Velgjerning - Om det er farligt for et ungt Menniske, at blive omtalt af mange, selv da, naar han bliver vel omtalt af dem; saa er det uden Tvivl et endnu sikkrere Skrit til hans UnderGang, om han tilig spiller en slet Rulle paa den store Skueplads, om han ikke alleneste ey skjuler sine slette Idrætter, men endog ved paa en eller anden Maade at give dem en vis Glands, gjør dem til værdige Gjenstande for Mængdens Opmærksomhed og LasteLyst - Det er sandt, den tager ikke nær den Deel i ham, som i den anden; da den aldrig har elsket ham, eller egentligere, aldrig har kjøbt ham med sit Bifald, og gjort ham til sin Vornede ved at erklære ham for sin Ven; saa bliver han den ikke nær saa vigtig, og den vil selv være langt tilbøyeligere til at glemme ham end hiin - Men den kolde Fordom, at der intet got er at vente fra ham, den Formodning, at alt hvad han foretager sig er af samme Beskaffenhed, som det første, den som virkelig baade er HovedAarsagen til hans Forglemmelse,

        

177 og uadskillelig derfra, den vil altid blive tilbage i hvert et Hjerte, og den er altid langt farligere, langt skadeligere, end den hidsigste Dømme og Laste Lyst - Naar han vil bringe sig i Erindring igjen, og tilig eller sildig maae han dog vilde det, om han ellers vil gjøre sin Lykke; saa bliver han ufeylbarlig erindret til det verste; saa ruster strax den omtalte Fordom hvert et Hjerte ud imod ham, som imod en bekjendt Fiende, og han skal næsten finde det umueligt, at overvinde den - Saasnart han kun sætter Foden paa Skuepladsen tramper man ham ud, man tillader ham ikke engang at spille sin nye Rulle; og bringer han det saavit, at hans gode Handlinger nødvendig maae falde i Øynene, saa dog enten miskjender eller mistyder man dem - En ti Aars bestandig god og Bifaldfortjenende Opførsel, skal undertiden neppe kunde udslette den Mishag og den MisTillid, som han har tilveyebragt sig paa en Dag - Jeg siger med Flid en bestandig god Opførsel; thi man fordrer af ham, ligesom man i Almindelighed fordrer af Poenitenter, ulige meer end af andre - Man vil ikke allene, at han skal gjøre got, men, at han skal være uden Feyl - Og den onde eller daarlige Handling, som man meer, end altforgjerne tilgiver sig selv, og andre, der engang har satt sig fast i et got Rygte, || vil, naar han begaaer den, paa engang bringe alle hans forrige Feyltrin i Erindring, og alle hans gode Handlinger, i Forglemmelse -

Jeg troer ikke, sagde Herr van Sachtlewen, at jeg har opholdt mig for længe ved denne Anmærkning, eller at jeg havde kundet anbringe den paa et beleyligere Sted; da jeg med megen Grund anseer det for Hoved-Kilden til alle den unge Frankhuysens paafølgende Vanheld, at han enten aldrig havde gjort den, eller ikke agtede den vigtig nok til at benytte sig deraf - Han foretog sig meget, og som det forstaaer sig, meget Galskab, der, om det og bragte nogle af hans Meddiscipler til at lee,

        

178 og andre til at beundre ham; dog ikke kunde andet end mishage dem, som han med Tiden skulde vente sin Lykke af, naar det kom dem for Ørnene - Og han gjorde sig saaliden Umage for at dølge det, at han tvertimod var ligesom forlegen for at have Vidner dertil; og naar han ved en Hændelse foretog sig noget, som kun faae vidste, saa kunde man nogenledes være vis paa, at han, hvor galt det var, gjorde sig al Umage for at sprede det ud, om ingen anden vilde - Det var uden Tvivl, at bedømme ham formeget til hans Fordeel, naar man vilde søge Grunden hertil, allene i en ædel Aabenhjertighed eller, i en medfødt Høyagtelse for den Maxime, at man aldrig burde foretage sig noget, som man ikke turde være bekjendt - Man stod paa den anden Side Fare for, at gjøre ham Uret, naar man vilde søge den blot i hans naturlige Trodsighed, saaledes at man gjorde det til hans Hoved-Hensigt, at byde alle dem Spidsen der turde tale ilde om hans Foretagender - Det er vist nok, at han besad noget af den Første, og en stor Deel af den sidste Egenskab, og at snart den ene snart den anden opeggede ham til at bagtale sig selv - Men det er ligesaa vist, naar han begik en Daarlighed i andres Paasyn, eller og fortalte at han havde begaaet den, at han da saavit som mueligt, søgte om ikke at undertrykke, dog at lindre, at udpynte de Omstændigheder derved, hvorom han selv følte, at de var de forhadteste; og dette stemmede ikke overeens med den føromtalte Aaben-Hjertighed - Paa den anden Side, baade tilstod han sine Forseelser, naar han blev overtydet om at han havde forseet sig, og han undsaae sig oprigtig der ved - Det, som er meer, han var ikke allene beredvillig, at gjøre Afbigt for enhver, af hvad Stand eller Vilkaar han og var, hvor stor eller liden Forbindelse han stod med ham i; naar han troede, at have fornærmet, eller forarget ham; || men jeg har og ved mange Leyligheder bemærket, at han ikke

        

179 var roelig, førend han havde gjort dette Skrit, og paa den Maade, som han indbildte sig, forsonet sin Feyl - I mine Tanker beviiser det, at endskjønt han var trodsig af Naturen, han dog hverken var ond eller fræk nok til, at begaae sine Feyl i alles Paasyn, og i visse Maader at prale dermed, allene for at mishage andre, og at tilkjendegive dem sin Foragt for deres Omdømme, ved at vise hvad han turde gjøre; uden saa var, at besynderlige Omstændigheder opirrede ham hertil - De der paa den ene Side vil tilskrive den ringe Umage han gjorde sig for at dølge sine Feyl, eller egentligere hans Tilbøyelighed at gjøre dem saa bekjendte som mueligt, en sand og christelig Ydmyghed, en oprigtig Anger, der drev ham til at paalegge sig denne Bekjendtgjørelse som en Straf, og der altid er uadskillelig fra et alvorligt Forsæt om Forbedring - og de der paa den anden Side vil tilskrive den en naturlig Sladdervurrenhed, en Ubequemhed hos ham til at kunde tie, eller holde noget hemmeligt; vil endnu skyde længere fra Maalet, endskjønt de ligeledes vil feyle, der uden Indskrænkning vil paastaae, at disse to Ting slet intet og aldrig bidrog noget dertil - Han var intet mindre end ydmyg, han ansaae vist nok meget sjelden sine Feyls Bekjentgjørelse for noget ont og ubehageligt eller for en Straf, og hvad hans Forsæt om Forbedring betreffer, da kan han vel ofte have fatted dem, men om deres Oprigtighed kan man ikke tænke stort, da han sjelden eller aldrig forbedrede de Poster i sin Opførsel, hvorover han dog havde yttred, og jeg tør sige følt en Fortrydelse - Dog har jeg ved en og anden Leylighed hørt ham tilstaae Feyl, om hvilke jeg ikke alleneste af den Vrangvillighed hvormed han frembragte sin Tilstaaelse, af hans afbrudte Stemme, hans blussende Kinder, men og af hans mig bekjendte Tænkemaade, var overbeviist, at de virkelig ydmygede ham i hans egen Indbildning - jeg har hørt ham tilstaae dem for

        

180 Folk som han ellers foragtede i sit Hjerte, og som han dog derved ophøyede over sig selv - jeg er vis paa, at ingen Slags Interesse eller Frygt nogentid kunde bevæge ham til saadant et Skrit - og jeg indseer følgelig ikke nogen anden Grund, hvoraf han kunde gjøre det, end en virkelig Anger, og det Forsætt, at ydmyge sig selv - || Det var paa den anden Side, saa langtfra, at Herr Frankhuysen skulde være beladt, med nogen naturlig Ubequemhed til at tie, og at holde noget hemmeligt; at han tvertimod, i alt, hvad andre, Venner eller Fiender betroede ham, og selv i det hvad han ved en Hændelse opdagede, naar der ikke kunde tales om uden Skade, altid beviiste en ubrødelig, en uigjennemtrængelig Taushed - Dog er det unegteligt, at han ikke allene af Naturen besad saa stor en SnakkeLyst, at han derved ofte blev ubetænksom, og tog sine Materier uden et overlagt Valg; men at og hans Egenkjærlighed ved alle Leyligheder, hvor det nogenledes kunde lade sig gjøre, drev ham saa stærkt til, at dreye Talen paa sig selv; at han heller vilde fortælle noget Lastværdigt, end reent tie om sig - Man kan derfor nok sige, at en naturlig SnakkeLyst, en Art af Sladdervurnhed, har bidraget noget til den Skjødesløshed han viiste imod sit Rygte - Men den egentlige Grund, hvorfor det i Begyndelsen var ham ligegyldigt, og han tilsidst aabenbar foragtede det; har jeg troet at finde deels i en falsk Ærgjerrighed, deels i hans naturlige Stolthed - Jeg gjør med Flid en Forskjæl paa disse to Poster, - da den første, i mine Tanker drev ham til, enten at gjøre det uden Skjul, i alles Paasyn, eller i Mangel af Vidner, at fortælle det om sig, hvorom dog ikke allene alle andre, men han selv var enig, at det var Feyl - Den anden derimod, som jeg ikke nenner at kalde falsk, forhindrede ham i at skjule saadanne Ting, som vel Mængden, og i Besynderlighed de, hvis Bifald det burde have været ham meest om at gjøre, holdt

        

181 for Uret, men han selv, og nogle faae andre ikke holdt derfor - Af en falsk Ærgjerrighed ønskede han frem for alting, at blive holdt for vittig og dristig - og han ønskede det saa ivrig, at han derover ikke alleneste ansaae det som en Bisag og forsømte det, at forhverve sig et got Rygte i andre vigtigere Tilfælde, men, at han endog uden Betænkning opoffrede dette, naar det i mindste Maade hindrede, eller svækkede hiint - Man skulde altid sikkert kunde have beskyldt ham for et vittigt SkjælmStykke, og for en dristig Voldsgjerning, naar den ellers ey havde et altforstærkt Anstrøg af den Nedrighed, som han af Naturen afskyede - Man skulde ikke alleneste ey have opirred ham, men som jeg befrygter, man skulde have kildret ham dermed - Vilde man derimod kun yttre den Formodning, at han havde handlet enfoldigt eller dumt, eller forsagt, da kunde man være vis paa at tildrage sig hans hidsigste Vrede - Selv da blev han opbragt, naar man vilde undskylde et eller andet af hans Feyltrin dermed, at han havde ladet sig forføre || dertil, eller at han havde gjort det af Frygt; og han vilde heller holdes for den, der havde forført andre, og der kunde begaae Feyl med got og koldt Overlæg - Af denne falske Ærgjerrighed kom det, at han ikke alleneste, saavit som det stod i hans Magt, gav alle sine Foretagender et vist Anstrøg af Vittighed og Dristighed, hvorved de naturligviis maatte falde destofør i Øynene; om det og havde været hans Hensigt at skjule dem; men at han endog umuelig kunde bringe det over sit Hjerte, at dølge nogen af sine Streger; saasnart de kun havde dette Anstrøg - Han betænkte ikke, at det kun var en Vandfarve, der kun paa en kort Tid kunde give hans Feyl det glimrende Udseende, som han havde forelsket sig i; og at deres naturlige deres heslige Mine, snart vilde stikke igjennem, og altid blive tilbage, naar Sandhedens Straaler havde fortæret hiin - Selv da han allerede havde

        

182 opnaaet en Alder, hvori man burde tiltroe ham en modnere Forstand, har jeg hørt ham, blot for at vinde et Øyebliks Bifald, en flygtig Latter, fortælle sine Bedrifter af omtalte Art, i Selskaber, hvor han dog ufeylbarlig maatte vide, at det maatte skade ham meget, naar de mishagede, og at de vist vilde mishage, naar de blev prøvede med Eftertanke - I Henseende til den Aabenhjertighed, den Fripostighed, hvad skal jeg kalde det?, hvormed han uden Dekke foretog sig et og andet, som vel Mængden og de hvis Yndest han i sær burde have stræbt efter, holdt for Feyl, og ikke sjelden for utilgivelige Feyl; men han selv og nogle faae andre hvis Bifald intet kunde gavne ham, ingenlunde holdt derfor - i Hensigt, siger jeg, til denne Art af Trods, hvortil hans naturlige Stolthed opeggede ham, var han vel undskyldeligere, men dog havde hans Klogskab saaliden Ære, som han selv havde Fordeel deraf - Der er visse romanske Dyder, som alle kloge Folk ere blevne enige om at legge til Side i Pulterkammerne, da vore Tider i Hensigt til den herskende Tænkemaade, til Sæder, til oeconomiske og politiske Forbindelser, ere saa forskjællige fra den Tid, hvori disse Dyder endnu var Mode, at de derved ikke alleneste er blevne ubrugelige, men i en vis Forstand høyst skadelige - Denne Beskaffenhed har det med de forslidte Dyder, altid at sige det man meener, enten det behager eller ey; aldrig at smigre den der ikke fortjener vort Bifald, om han og saagot som tryglede det af os - altid, naar ellers Billighed og Retfærdighed nogenledes tillade det, at tage den fraværendes Partie imod den nærværende, den svageres imod den mægtigere, den ringes imod den fornemme - at sætte sig selv i Nød, for at hjelpe andre ud deraf; og saadanne fleer, som det her vilde blive for vitløftigt at opregne - Den unge Frankhuysen, som af Naturen var hengiven til det be-||synderlige, fandt til sit Vanheld Behag i disse forskimlede Dyder,

        

183 og til et endnu større Vanheld, var han altforstolt, til at gjøre nogen Hemmelighed heraf - Intet kunde bevæge ham til, enten at undskylde, eller at dølge, eller at forandre en Tænkemaade og en Opførsel, hvorom han engang havde satt sig det fast i Hovedet, at den var god og stor og ædel - Det er sandt, at han aldrig selv pralede med Handlinger af denne Sort, aldrig selv udspredede dem, naar de ikke havde det før omtalte Anstrøg, af Vittighed og Dristighed, og selv da søgte han saameget som mueligt at fortie eller dog at svække det som han selv holdt for got og roesværdigt deri thi det var overalt ikke for gode, men for snilde og kjække Gjerninger, at han gjerne vilde være bekjendt - Men det var alt nok at han udøvede disse indbildte Dyder, uden at lade nogen Betragtning holde sig derfra - Det var imod de fleestes Natur at kunde dølges; og naar man da greb ham deri, eller man beskyldte og lastede ham derfor, var det saa langtfra, at han enten skulde have negtet eller fortrydt dem, at han tvertimod med en utroelig Haardnakkenhed forsvarte sig, og yttrede en kjendelig Foragt mod alle, der i den Fald tænkte anderledes end han - Det var dog vist en utaalelig Stolthed af et ungt Menniske, at han vilde holde sig for bedre, end saamange gamle, erfarne, rige og fornemme Folk, og heller miste deres Venskab, end rette sig efter dem, eller engang tilstaae at han burde gjøre det - Thi den samme Stolthed frembragte endnu to Træk i hans Opførsel, der ikke lidet forøgede de slette Tanker, man havde om ham: - den ene, at han aldrig gav efter, naar han troede, at have ret - den anden at han altid var hidsigere; paastaaeligere, eller for at give Tingen sit rette Navn meer uforskammed imod sine Overmænd, end imod sine Undermænd - Man kan begribe af alt dette; hvor let det maatte falde ham, at blive af med det gode Rygte, som er saa umisteligt til vor Lykke, og som han dog saa

        

184 forsætligviis ødelagde - Dog maae man ikke tænke, at han enten strax reent foragtede, eller reent spildte det - For at kunde paa engang oversee hans Tænkemaade og hans Adfærd i denne Fald, og for at undgaae tiere at berøre denne Materie, har jeg laant Trækkene, af hans modnere Alder, da de havde udvikklet sig, og naaet deres fulde Styrke - Jeg har desuden før anmærket, at endskjønt han ingen Umage gjorde sig for at dølge sine Feyl, han dog gjerne vilde fortie eller i det mindste udpynte de Omstændigheder deri, som han selv holdt for de forhadteste - og endskjønt han aldrig selv pralede, af en || virkelig god Handling, kunde han dog altid meget vel lide, at andre roeste ham derfor - Dette var sikkre KjendeTegn, at han i det mindste fra Begyndelsen af ikke var reent følesløs imod et got Navn - Jeg tør sige, al dersom man da havde forfaret lemfældigere med ham, skulde han aldrig have drevet det til den Yderlighed - Men den Modstand, som han fandt allevegne, den Strænghed, den Foragt, den slette Omtale, hvormed man uden Skaansel bestraffede, de første de fiineste Glimt af føromtalte Træk, fødede dem, i Stedet for at udslette dem, og frembragte den naturlige Virkning i hans saa trodsige Sjæl, at de daglig tog til i Styrke - Det som først kun var Tilbøyeligheder kun Indfald, blev med Tiden til Vaner, og Vanerne hærdede sig til Grundsætninger - Og da først, da han ikke uden Aarsag troede fuldkommen at have tabt sit gode Rygte, da gjorde han sig en Trøst, en Ære, en Pligt af; offentlig at vise det sin heele Foragt, da først rystede han alle dets Baand, alle dets Lænker af sig, og fandt det bedre, at være sin egen Herre og lastet af alle, end at være Selskabets Sclave, og at blive overøst med Berømmelser -

Jeg veed ikke, sagde Herr van Sachtlewen, hvorfor jeg har været saa vitløftig ved disse Anmærkninger - -

185

Ved Sanct Jacob, sagde Præsidenten, jeg veed det ikke heller - Jeg havde ventet at høre Fortsættelsen af de unge Herrers Historie i Dag, og nu er Tiden forløbet, uden at vi derfor, som mig synes ere komne et Skrit videre -

Vi ere komne mange Skrit videre, sagde Herr van Sachtlewen - Da jeg har lært vort Selskab at kjende den unge Frankhuysen saa got, kan jeg herefter fortælle Dem hans eventyrlige Tildragelser, uden at afbryde dem, ved at opsøge Kilden dertil -

Jaja, sagde Herr Pansa - Desuden tænker jeg, at et got Rygte er for vigtigt for alle, og i sær for unge Mennisker, til at man skulde kunde tale for udførligt derom - Man kan ikke begjære at fylde baade Pose og Sæk - og har denne Dags Forretning, som vi herved slutte, ikke været, saa fornøyelig, som vi havde vented, saa har den synes os, været desto nyttigere -

Akt - sukkede Herr van Sachtlewen, i det han tog sin Hat! - Den arme Frankhuysen! - To Dage førend hans bedrøvelige Endeligt, sagde han endnu til mig, efter sin altid hidsige IndbildningsKraft: Gud give, jeg efter min Død kunde blive et Gespenst, og uafladelig med en tordnende Stemme raabe i enhver af mine unge MedBrødres Øren: Bevar dit Rygte, som din Helbred og din Samvittighed.

-----

Fortsættelsen følger ||

No 11

Jeg har sagt - saaledes fortsatte Herr van Sachtlewen sin Fortælning i Dag - at den unge Frankhuysen i en meget kort Tid magede det saaledes, at man talte om ham i de fleeste Selskaber - Ingen Discipel kom hjem af Skoelen, uden at han kunde 186 fortælle sin Mama en nye Streg af Herr van Frankhuysen; og en Deel af dem havde ikke sjelden; virkelige Prøver af hans Facon at forevise, som forrevne Klæder, blaae Øyne og saa videre - Det varede ikke længe, førend han ved sin besynderlige Gave at opfinde Pudser, hvorom ingen anden kunde drømme engang; ved det uforfærdede Mod, hvormed han udførte Eventyrer, som ingen anden turde begynde paa; ved en stærk Øvelse i den ikke noksom priselige Ringe-Kunst; og ved andre Fortjenester af denne Art, opsvingede sig til en Anfører for de vildeste af sine Skole-Kammerader - Og han opførte sig saa værdig i denne Post; at man, saasnart der var passered en eller anden Streg af Vigtighed, som - for dog at anføre nogle Exempler af denne Sort HelteGjerninger - naar Skilterne om Morgenen befandtes at være omflyttede, naar Byens Matroner havde faaet Feberen over en Spøgelse Maskerade, naar Nat-Vagten var slaaet paa Flugten, o. s. v. - at man da, siger jeg nogenledes kunde være forvissed om, at han baade havde angivet det, og i egen Person lagt første Haand derpaa - Jeg har for stor Høyagtelse for mine Tilhørere, til at spilde deres Tid og Taalmodighed, ved en vitløftig og nøyagtig Fortælning, af alle disse Bedrifter, hvilke, saa vigtige og fornøyelige de og kan forekomme andre, i sig selv ikke er andet end Børne- eller Daare-Streger, hvoraf man ingen betydelige Følger kan drage til Nytte for det øvrige menniskelige Kjøn - Desuden har enhver, der bekymrer sig om Historier i den Hensigt, som vi, hørt dem alle, saasnart han har hørt en af dem - De har ingen Forskjællighed, uden de nye Vendinger, som Opfindelsen kan give dem - For Resten har alle samme Moral, samme Kilder og i Almindelighed samme Udfald - For megen Friehed og for liden Forstand, for gode Dage, og for slet Selskab, eller med et Ord en tøyleløs og overgiven Vildhed frembringer dem - og de, som finde ||

        

187 Fornøyelse, eller Ære, i at gjøre deres Haandværk deraf, beslutte sædvanligviis deres berømmelige Løb, med at rende Hovedet i Stykker - Jeg skal derfor tage mig nøye i Agt for at fortælle andre Tildragelser af denne Art, end saadanne, som ved deres besynderlige Biomstændigheder, enten opdage et nyt Træk i min Helts Caracter, eller sætte de allerede trukne i et større Lys; eller og saadanne, som Hændelsen har givet saa nøye en Sammenhæng med det vigtigste i hans Levnets Løb, at jeg ikke kan udelade dem, uden at blive uforstaaelig - Denne Beskaffenhed har det med en, som jeg strax vil fortælle - Saa ringe og ubetydelig den i første Øyekast synes at være - var den ikke allene vigtig i den Henseende, at den første Gang tildrog den unge Frankhuysen de fornemmere Selskabers Opmærksomhed, og saaledes i visse Maader bragte ham paa den store Skueplads; men ved en lang Rekke af Følger, som en Dødelig, dengang umuelig kunde forudsee, blev det og egentlig den, der igjennem utallige Vanheld tilsidst bragte ham deraf igjen - Den var virkelig den første Anledning til de vigtigste Revolutioner i hans Liv, og den blev det endelig til hans Død -

Herr Frankhuysen havde strax i de første Dage tillagt sig en fortroelig Ven i en fattig HaandVærks-Mands Søn ved Navn Clement - En vis fornemme Herre havde en Eftermiddag, da han intet andet vidste at tage sig for, ladet sig det falde ind, ved mange Overtalelser og Løfter, at formaae denne Clements Fader, som just arbeidede hos ham, til at lade sin Søn studere, om hvis Vittighed han af et vist muntert Væsen og et par barnagtige Indfald, havde fatted de største Tanker - Faderen var daarlig nok til at følge dette Raad, og den omtalte Herre fornemme nok til i en kort Tid reent at glemme, at han nogentid havde givet ham det - Da den unge Clement var kommet for vit i sine Studeringer, og baade havde fundet for megen

        

188 Smag i dem, og faaet for mange Indbildninger i Hovedet om sin tilkommende Lykke, til at han igjen godvillig skulde have vendt om til sit første Haandværk; og hans Fader, som ingenlunde havde Raad til at holde ham længer i Skolen, tog sig den underdanige Friehed at erindre bemelte Herre om sine Løfter, negtede han dem ikke alleneste reent, men han ansaae det for || den største Uforskammenhed, at man turde beskylde ham for at have givet den mindste Anledning til et Infald, hvilket han kaldte det dummeste paa Jorden - Og da han havde soeret paa, at en Mand der var saa ublue ikke længer skulde arbeide for ham, jagede han ham paa Døren - Enten nu Ærgrelsen eller et andet Tilfælde var Aarsag deri, eller Naturen kun krævede sin Ret, saa døde den gamle Clement faae Dage efter denne Hændelse, uden at efterlade sin halvstudeerte Søn andet, end en skrækkelig Forlegenhed, hvoraf hans Brødre, som enten var Skomager- eller Skrædder Drenge intet vidste - Om han og havde vildet rede sig ud deraf, ved at forlade Muserne og sine søde Drømme, og at lære et Haandværk, saa havde dog hans Studeeringer allerede gjort ham saa ubequem dertil, at den Mester, der havde antaget ham, vist havde anseet denne Gjerning for en Almisse - Endelig udrettede hans Lærere, hvis Yndest han havde tilveyebragt sig ved sit gode Nemme og sin Flittighed, og som af disse Aarsager selv ugjerne vilde miste ham, saameget, at han i en Deel Borger Huuse fik en Dags Kost om Ugen - Da han nu desforuden forhvervede sig et og andet Tilstød, tildeels ved at skrive Stiile og Specimina for de rige og fornemme Discipler, tildeels ved at varte dem op; saa slog han sig igjennem, som han kunde - I denne Forfatning var han, da den unge Frankhuysen kom til Skoelen - Denne havde ikke saasnart hørt hans Historie, og af et Par Dages Omgang lært at kjende ham, førend han skjænkede ham sin heele

        

189 Fortroelighed, sit heele Venskab - Uden i det Fald at raadføre sig enten med Herr Schliker eller med nogen, tilskrev han sin Papa et Brev, hvori han med de meest rørende Udtryk fortalte ham den unge Clements Vanheld, og tillige udbad sig det som en Naade, at de maatte tage ham til sig paa deres Værelser, foregivende, at de kunde have megen Hjelp af ham i deres Studeeringer, foruden den Bistand, de kunde trænge til, og vente sig af ham i andre Tilfælde - Den gamle Herr van Frankhuysen var let at overtale - Men det var vanskeligere, at faae den gamle Herr van Schliker til at give sit Samtykke deri - Egentlig var der kun en Omstændighed i Veyen, nemlig denne, at den før omtalte Herre, som først havde overtalt den gamle Clement, til at lade sin Søn studere, og siden negtet det, sandt at sige var ingen anden, end just den selvsamme gamle Herr van Schliker - Endelig lod han sig dog, ved sin gamle Vens Forbøn, og ved det Haab, at hans Søn kunde have nogen Fordeel deraf, bevæge saavit, at han tilgav den un-||ge Clement denne Omstændighed, og tillod ham at drage ind til de unge Herrer, i den dobbelte Qualitet, af deres Meddiscipel og deres Opvartere; dog med det Forbehold, at han først vilde høre Lærernes og i sær sin Søns Tanker desangaaende - Den unge Schliker, enten han nu fandt sig fornærmet derover, at Herr Frankhuysen havde agtet hans Samtykke i denne Ansøgning saa ringe, eller han erindrede den gamle Clements ublue Opførsel imod hans Papa, eller han havde noget andet at sætte ud paa det unge Menniske, berettede sin Fader, at han slet ikke kunde indsee, hvorledes de kunde have nogen Hjelp af ham i Hensigt til deres Studeeringer, at de ikke behøvede meer Opvartning, end den de allerede havde i det Huus, hvor de var; at det overalt ikke lod til, at der var noget got hos den unge Clement; at det Venskab, som paa engang var blevet saa heedt imellem ham og

        

190 Herr Frankhuysen i det mindste ikke tillodat formode det; og at han overalt takkede Gud, at han ey havde taget Deel i et Indfald, hvis uskadeligste Øyemed kun kunde være, at sætte begge deres Forældre i unødige Bekostninger - Dette Brev skulde uden Tvivl paa engang have udslukt det lille Glimt af Lykke, som den unge Frankhuysen havde antændt for sin Ven; dersom ikke til hans Held Skole-Lærernes, og andres Betænkninger, hvormed den gamle Schliker fandt for got at raadføre sig i denne Sag, havde klinget af en gandske forskjællig Tone - De meente, at Clement, som var kommet saa meget videre end de unge Herrer, kunde være dem til overmaade stor Nytte, deels ved at gaae det igjennem med dem, som de havde hørt i Skoelen, og overalt at anføre dem i deres private Læsning, deels ved at opmuntre og anholde dem til desto større Flid - Paa hans Opførsel, skrev de, havde hidindtil slet intet været at sige; og de turde love for den i Fremtiden, naar man vilde beviise dette fattige Barn den Velgjerning, som enhver af dem vilde ansee for en Bevaagenhed imod sig selv - Enten nu den gamle Herr van Schliker, havde meer Tillid til dette Raad end til sin Søns, eller han lod sig overtale af den gamle Frankhuysen, som tilbød, at han vilde paatage sig den heele Bekostning, eller han maaskee uforvarendes erindrede de Løfter, som han fordum havde givet Clements Fader, saa gav han sin Søn Ordre, at modtage ham, uden videre Indvending - Denne, som den unge Frankhuysen desuden af Kjærlighed for sin Ven, havde bequemmet sig til at give gode Ord, adlød med den beste Mine han kunde, siden han ikke vidste at gjøre det anderledes - Dog kunde han ikke undlade ved alle Leyligheder at yttre en fornuftig Mistillid til den unge Clement; og det var saalangtfra, at han skulde || have indladt sig i nogen Fortroelighed med ham; at han tvertimod lod sig det være

        

191 magtpaaliggende, ved et vist fremmed et tilbageholdende Væsen, og selv ved en Art af Høyhed og Myndighed i sin Opførsel imod ham, bestandig at erindre ham om den Forskjæl der var paa deres Stand og Vilkaar, og at de var intet mindre end Venner - I denne Hensigt fordrede han selv i Begyndelsen de unødvendigste og de meest ydmygende Haandrekninger af ham, hvilke da den unge Clement efter sin Bestallings Inhold, ikke ret vel kunde vegre sig for; men Herr Frankhuysen, som havde imodtaget sin Ven med aabne Arme, og i alle Maader gik om med ham, som med sin Ligemand, udrettede saameget ved sine Forbønner, eller, som jeg før vil troe, ved sine Trudsler, at Herr Schliker eftergav denne Fordring - Men derfor hverken elskte eller agtede han Clement destomeer, og man kunde tilsidst endog tydelig mærke, at han virkelig af sit gandske Hjerte afskyede ham - Om han nu gjorde dette just fordi den unge Frankhuysen elskte ham, eller fordi han engang havde begyndt at være ham imod, og han, som det pleyer at skee, af denne Grund allene vilde blive ved, eller af en naturlig Antipathie, eller af en bedre Grund, og fordi Clement virkelig fortjente hans Afskye, det vil jeg altsammen lade staae ved sit Værd - Saameget er vist, at jeg foruden hans Fattigdom, aldrig har fundet andre Feyl hos dette unge Menniske, end at han i mange Poster lignede sin Patron altformeget - Og sandt at sige udmærkede han sig kun fra denne ved en større Ydmyghed, en større Beredvillighed at adlyde og at give efter, som han dog havde meer sin ringe Fødsel og sine udstandne Vanheld, end Naturen, at takke for - For Resten var der i alle Tilfælde eens Gaver, eens Tilbøyeligheder, eens Tænkemaade hos begge, hvilket uden Tvivl meget befordrede deres Venskab, ligesom det siden derved blev saa uopløseligt - Endskjønt nu dette, besynderlig i Herr Schlikers og hans Venners Øyne, var Feyl nok hos den unge Clement,

        

192 og man i denne Henseende kunde gjøre mange bittre Anmærkninger over Herr Frankhuysens Valg i sit Venskab; saa fremskinner der dog unegtelig en vis Ædelmodighed, af hans Opførsel ved denne Leylighed, som i mine Tanker burde have tilveyebragt ham alles Bifald; ligesom den anden unge Herre, synes mig, lod see noget af den modsatte Egenskab, der, saa sædvanlig som den er, dog sjelden pleyer at undskyldes, og endnu sjeldnere at roses - Men til min ikke liden Forundring maatte jeg dengang erfare, hvorlet man kan feyle i de Formodninger, som man allene bygger paa en eller anden almindelig Sætning - Det er sandt; den unge Frankhuysens Lærere gav ham deres Bifald - || fordi han, som de sagde, havde viist saadan en Iver i at forfremme sine Studeringer, at han af sin egen Drift, saa instændig havde søgt, om en, der kunde manuducere ham deri - De var alt for store SkoleMænd, til at bemærke noget meer i denne Handling, eller engang at formode andre DriveFjære dertil - Dersom og de fiinere Træk af Menniske Vennen deri kunde trænge ind i deres med Antiquiteter opfyldte Hjerner, saa var det kun for et Øyeblik, og de gav sig ikke Tid til at eftertænke, end sige at føle noget, som efter deres Begreb overalt kun var SmaaeTing imod det væsentlige Sum, forem, fio, existo, og det grundige Barbara celarent - Da de derfor efter en kort Tids Forløb mærkede, at det meer havde været hans Hensigt, at spøge med den unge dement, end at læse med ham, saa faldt deres heele Bifald bort af sig selv - Herr Schliker derimod, som ordentligviis paste paa, naar Frankhuysen og hans Ven var i deres beste Spøg, at kalde denne derfra, for enten at lade ham gaae et vanskeligt Capitel i en latinsk Autor igjennem med sig, eller at profitere af hans Nærværelse i andre lige vigtige Tilfælde; han fik al deres Berømmelse; og i Henrykkelse over den, der gjorde Clement saa 193 nyttig, glemte de den der havde gjort ham lykkelig - Det er heller ikke at tvivle paa, at jo en Deel af Clements fattige Familie og Bekjendter, som opholdt sig der i Byen, har fundet den unge Frankhuysens Opførsel meget priisværdig; men deres Gotbefindende, kan ligesaalidet, som mit, min Systers og nogle faae andres komme i nogen væsentlig Betragtning, hvor der tales om et almindeligt Bifald - I vort sædvanlige Søndags Selskab bemærkede nogle intet andet ved hans Handling, end at han derved havde satt sine Forældre i unødvendige Omkostninger, og de tog heraf Leylighed at igjennemhegle hans ringe Agtelse for Penge - Andre vilde næsten troe, at han havde gjort det altsammen allene for at drille den unge Schliker, som han meget vel vidste at det var imod, og de tog heraf Anledning, at tale vitløftig om hans Vrangvillighed og hans Ondskab - Matronerne spaaede strax ingen god Hensigt deraf, at han saaledes havde søgt at dølge den første Ansøgning, som han skrev til Clements Beste, for den retskafne Herr van Schliker - Men da denne Tid efter anden lærte dem at kjende Clements Caracter nøyere, da han først fortalte dem et og andet Puds, som han og hans Ven havde været enige om at spille - da først opløftedes alle Stemmer || imod den unge Frankhuysen - Nu havde man ikke meer nødig, at spørge om Aarsagen til hans besynderlige Godhjertighed mod Clement, nu kunde man ikke undre sig over deres Fortroelighed - Man vidste ja, at lige lege best, og at Skarn altid holder sig til Skarn - Men det var imidlertid beklageligt at han ikke kunde lade det være nok ved selv at være Herr van Schliker til Forargelse, men at han og skulde kunde paanøde ham en anden, der var det ligesaameget, som han selv - O. s. v. Men de hidsigste Fiender, som Herr Frankhuysen tillagde sig, ved sin besynderlige Godhed og Høflighed mod Clement, var hans rige og fornemme

        

194 Meddiscipler, og disse gav just Anledning til den Hændelse, som jeg egentlig vil fortælle - I Begyndelsen forargede de sig kun over den Nederdrægtighed, som de kaldte det, at en ung Herre, vilde gjøre sig saa gemeen med en Tiggerdreng, med en der var vant til at bøste deres Skoe, og ikke var for god dertil endnu - De lod det blive ved at rympe Næserne, naar de saae, at han kyste en, for hvilken de troede, at det kunde være Ære nok, at blive pryglet af en Junker - Da de mærkede, at han endog agtede Clement høyere, end nogen af dem selv, og at han langt heller var i en fattig Skrædders Søns Selskab, end i deres, da kunde de ikke undlade at vise ham deres Misfornøyelse herover, ved SpotteGloser, som han loe af, og ved et Suurseende, som han intet brød sig om - Men da han først begyndte at finde sig fornærmed over den Foragt, som de viiste hans Ven, da han ikke meer lod det blive derved selv at omgaaes ham som sin Ligemand, men endog temmelig tydelig paastod, at enhver af de andre skulde gjøre det samme, da rottede de sig ordentlig sammen imod ham - Og da han allerede ved et Par Leyligheder havde satt sig i den Credit, at ingen af dem skjøttede om at angribe ham i egen Person, saa maatte hans Ven, den arme Clement, undgjelde det - Denne drillede, overskjeldte og puffede de i alle Hjørner, saasnart hans Beskjærmere ikke var tilstede - Da han enten af Taknemmelighed for de Gaver, som de forhen havde tilkastet ham, ikke vilde, eller, fordi han altforvel følte den i Øyne faldende Forskjæl paa hans og deres Vilkaar, ikke turde sætte sig til Modværge imod saa fornemme Herrer: fandt de meer og meer Smag i denne Art af TidsFordriv, og drev det tilsidst saavit, at den unge Frankhuysen, som Clement dog havde været for klog til at beklage sig for, nødvendig tilsidst maatte blive Vidne til et og andet deraf - Iblant disse unge Herrer

        

195 befandt sig to Baroner af Stachelheim, hvis Familie vi vil blive nærmere bekjendt med, i Fortsættelsen af denne Fortælning - Disse var den fattige Clement meest paa Halsen, fordi han havde varted dem meest op, førend Frankhuysen, som de sagde, hav-||de omstøbt ham til en Herre - Denne, som ved adskillige Leyligheder blev det vaer, soer tilsidst paa, at han vilde ansee og straffe den mindste Fornærmelse, som de understod sig at gjøre hans Ven, som om den var vederfaret ham selv; og han sagde til Clement, at han aldrig vilde agte ham for sin gode Ven, dersom han herefter taalte det mindste af hvem det og var, uden at hævne sig paa Stedet - De unge Baroner, som begge var ældre end Herr Frankhuysen, kastede Underlæben op over disse Trudsler, og derved blev det dengang - Men faae Dage derefter, da de Herrer af Stachelheim, Herr Schliker, og nogle andre unge Herrer spadserede, havde Clement det Vanheld at møde dem, og det endnu større Vanheld at have en galonered Hat paa Hovedet, hvormed hans Ven for nyelig havde beskjænket ham - Det var meer end de kunde taale, og den ældste Baron kastede den af ham, hvorved han passede Leyligheden saa got, og tillige var saa lykkelig, at den til alles usigelige Fornøyelse, faldt just paa et Sted hvor en af Renouationens Vogne nyelig var veltet; i hvilket Dynd de andre, Herr van Schliker undtaget, gjorde sig en uskyldig Spøg af at begrave den dybere og dybere med deres Stokke - Clement, som enten havde meer Mod, eller mindre Taalmodighed dengang, end han pleyede, sagde dem reent ud, at det var en meget uanstændig Opførsel - Det var som om de kun havde ventet dette Signal, for at overfalde ham og paa engang at mætte deres Had - Om han og havde vildet bruge alle sine Kræfter, skulde han dog ikke have kundet imodstaae saamange - De fik ham snart under sig, og bearbeydede ham efter deres

        

196 Hjerters Lyst; den eneste Herr van Schliker undtagen, der lod sig nøye med at være en ledig Tilskuere, uden forsaavit at han i al den Tid, da de andre pryglede Clement, foreholdt ham sin Næsviished, og formanede ham til at viise større Ærbødighed, imod unge Herrer, der var saa langt over ham i Stand og Vilkaar - Men denne ulige Kamp kunde ikke gaae af uden Støy - og den arme Clements Stemme, naaede til alt Vanheld en Persons Øren, der langt fra ikke var saa koldsindig som Herr Schliker, og hvorom Selskabet kunde have seet forud, at han vilde blande sig i deres Trætte med andet, end Formaninger; dersom de havde faaet Tid nok til at gjøre dette Overlæg - Man kan begribe, hvor forundret den ældste Herr von Stachelheim maatte blive, da han uden selv at vide hvorledes det gik til, i et Øyeblik befandt sig paa selv samme Sted, hvor han før havde lagt Clements Hat - Endskjønt han let kunde indsee, at der maatte være kommet et Par Hænder meer i Legen, saa kunde han dog, da han tillige var saa uheldig, at falde paa Ansigtet ikke ret besinde sig paa deres || Eyermand, førend han af et Par troehjertige Eeder, som denne gav ham med paa Veyen, erfarede, at det var ingen anden, end den unge Herr van Frankhuysen - Den yngre Herr Baron, som vilde hævne sin Broder, kjendte sin Fiende meget vel, men han frygtede derfor ikke at angribe ham, og gav ham virkelig ulige meer at bestille - Dog alt hvad han kunde udrette, var, at han faldt paa det tørre, og følgelig med meer honneur, end hans Broder - Men ak, hvormeget havde det ikke været at ønske, i sær for den unge Frankhuysen at ønske, at og denne Baron var faldet i Møddingen - Denne Mødding syntes virkelig at være lagt med Flid hen af Skjæbnen, som et Middel, hvorved min Helt endnu kunde have undgaaet den største Deel af de skrekkelige Vanheld, som siden betraf ham - Den ældste Baron var

        

197 strax efter sit Fald, løbet efter det naturligste og sikkerste Lægemiddel for sine Blessurer, nemlig reent Vand, hvormed han paa engang forbandt og lægte dem - Havde nu den yngste faldet paa samme Sted, skulde han uden Tvivl baade have kundet gjøre og virkelig gjort det samme, og begge skulde siden have undseet sig ved at røre ved en Sag, hvoraf de havde saa liden Ære - Men til alt Vanheld, skulde der just være en skarp Steen til rede, hvorpaa han kunde falde saa haardt med Hovedet, at ikke alleneste Blodet flød strømmeviis deraf, men at han virkelig paa engang tabte Brugen af alle sine Sandser - Herr Frankhuysen gav ham i Kampens Heede endnu et Par Tryk, førend han mærkede dette; men saasnart han saae det, sprang han op, og raabte som en forstyrred om Vand, om Feldskjær, om alt hvad han kunde finde paa, uden at overlegge, hvorlidet alt dette kunde nytte, om det ellers var sandt, hvad han i samme Aandedræt sagde, at den unge von Stachelheim var død, steendød - Denne Katastrophe adspredede i en Hast den heele unge Hjord - Og man kan let begribe, hvor bestyrted jeg og vi alle blev, da Herr van Schliker, som i Forbigaaende at sige, havde fortalt de første, og alle dem han mødte underveys, at Frankhuysen havde myrdet den unge Baron von Stachelheim, kom aandeløs i vort Huus og berettede os det samme - Min yngste Syster gav et heftigt Skrig, vred Hænderne og brast i Taarer, uden at gjøre sig mindste Umage enten for at stille eller at skjule dem - Min Moder selv kunde ikke bare sig for at sukke, i det hun erindrede os om sin Spaadom, og hvorledes hun strax havde forudseet, at det ikke kunde faae andet Udfald - Alle vi andre var i nogle Minuter stumme, og blege som Spøgelser - Endelig tog jeg Herr Schliker ved Haanden, og bad ham saasnart som mueligt føre mig hen til det Sted, hvor || Ulykken var skeet - Da vi kom

        

198 derhen, fandt vi at allerede nogle ByKnegte havde bemestret sig den unge Frankhuysen og hans Ven, og vilde bringe dem i god Forvaring - Den unge Herr von Stachelheim, som igjen havde yttret nogle svage Tegn til Liv var alt bragt hjem til sine Forældre - Jeg stilte mig an, som om jeg slet intet vidste af alt hvad der var skeet, og spurgte nogle af den omkringstaaende Mængde, hvad det var - Det Menniske der, som ingen Hat har paa, sagde man, og pegede paa Clement, har myrdt en ung Herre; han tilstaaer det ikke allene selv, men har endog fortalt alle Omstændighederne, hvorledes det er gaaet til, og han tilbyder sig, at bekræfte det med Eed - Man kan derfor ingenlunde begribe, hvad der gaaer af den anden unge kjønne Herre, at han saaledes bander og sværger imod ham, og er saa hidsig i at anklage sig selv for denne Ugjerning, som ingen ellers havde drømt om at beskylde ham for - Men nu, lagde man til, kan det ikke være andet, end at de begge maae bringes i Arrest - Denne Beretning gav mig et lille Glimt af Haab for den unge Frankhuysen: jeg trængte mig nærmere til, og traf begge de to unge Mennisker endnu i fuld Trætte - Ingen vilde give efter - Clement paastod med mange Taarer at han havde gjort det, at han ikke vilde være Skyld i to Ulykker, og at den unge Herre maatte være rasende, da han saaledes uden al Aarsag vilde paatage sig Skylden for ham - Herr Frankhuysen soer ved Gud, og ved alt hvad han kunde finde paa, at Clement sagde usandt; og da han i det samme blev Herr van Schliker vaer, beraabte han sig paa hans Vidnesbyrd; hvilket han da, til min ikke liden Beundring, var saa føyelig eller saa retfærdig, at give ham saa reent og tydeligt, som han kunde ønske sig det - Endskjønt nu den unge Forbrydere triumpferede over dette Medhold, saa kunde det dog ingenlunde befrie den gode Clement, der uden Tvivl beundrede den Iver, hvormed

        

199 Herr Schliker streed for hans Uskyldighed, ligesaameget som jeg - Begge maatte i Arrest, og det var neppe, at jeg ved gode Ord og en Haandfuld Penge kunde overtale ByKnegtene til i Betragtning af den unge Herres Fødsel, at hente en Karet, og saaledes at bringe dem lige til Politie-Lieutenanten; - hvorhen jeg fulgte dem - Endskjønt Clement endog her i Begyndelsen blev ved sin Paastand, saa kunde han dog ikke længe imodstaae denne ærværdige Magistrats Persons Anseelse; hvilket han nu desuden indsaae, at det var reent unyttigt, da saa mange Vidner kunde, og efter Herr Schlikers Exempel uden Tvivl vilde igjendrive ham - Han værgede sig derfor kun med Graad, og gik til den reene Bekjendelse, i det han soer || at han vilde ansee det for den største Naade, der kunde vederfares ham, om han maatte døe, i Stedet for sin brave, sin retskafne Herre, saaledes kaldte han den unge Frankhuysen - Uartige, sagde denne, i det han faldt ham om Halsen, har du glemt, at jeg er din Ven, eller vil du maaskee ikke længer være min, fordi jeg er bleven en Misdæder - Adskillige af de tilstedeværende maatte tage til deres Tørklæder ved dette Optrin; og den strænge Øvrigheds Person, fandt selv noget saa rørende i de to unge Menniskers Opførsel, at han, efter at have givet dem nogle faae alvorlige Formaninger, tiltalte dem meget mildt, og tilbød dem sit Huus til Opholds-Sted, indtil fleer Vidner kunde blive afhørte - Thi til en Art af Trøst for den arme Clement, kunde han ikke før erklæres for uskyldig og derved skilles fra sin Ven - Her maatte jeg følgelig forlade dem - Min heele Sjæl var i Bevægelse, jeg fløy meer end jeg gik til Baronernes Huus, hvor jeg til min ubeskrivelige Fornøyelse fandt at den unge Herre, endskjønt med forbundet Hoved, dog siddende opret i Sengen, just fortærte det sidste Stykke af en stegt Kylling - Jeg blev saa overrumpled af denne

        

200 uformodentlige Glæde, at jeg derved glemte al min Kummer, og troede, at den heele Sag var forbi - Men den var det ikke - Thi endskjønt den unge Herr van Frankhuysen, Dagen derefter, paa Feldtskjærens skriftlige Attest, at der ikke var mindste Fare for Baronens Liv, og paa min Caution, fik sin Friehed, saa var Processen dog dermed langtfra ikke endt - Herr van Schliker og alle de andre unge Herrer havde aflagt det enstemmige Vidnesbyrd, at Herr Frankhuysen havde angrebet og saaledes behandlet Baronerne, uden at de dertil havde givet ham den mindste Anledning - Thi at den ene Herre af Stachelheim havde for Spøg slaaet sin forrige Opvarteres Hat af, da han var saa tølperagtig og vilde gaae forbi uden at hilse; og at de havde givet ham nogle Rap, da han stolende paa sin nye Ven, var saa uforskammed, at skjelde dem alle for nogle grove Bengler; dermed havde ingen af dem troet at fornærme ham - Endskjønt nu Clement ikke manglede at gjøre sine Invendinger, imod en Deel Omstændigheder af denne Beretning, hvilke saa reent forandrede Sandhedens Anseelse, og virkelig temmelig grundig gjendrev nogle deraf, ved at forevise sin i Skarnet nedtrampede Hat, i sin bedrøvelige Tilstand, som og et Par Regnbuer, som endnu sad ganske kjendelige rundt omkring begge hans Øyne, foruden nogle andre smaae Blessurer - Saa hjalp dette ham dog kun selv saavit, at han blev frikjendt for videre Straf, under det Vilkaar, at han en anden gang skulde føre sig ærbødigere op imod sine Overmænd - Men Herr Frankhuysens || Sag blev lidet eller intet forbedret herved - Den romanske Grund, den eneste som han beraabte sig paa, at han burde forsvare sin Ven, hjalp saa lidet til at gjøre ham uskyldig i hans Anklageres Øyne, at den tvertimod forbittrede dem meer imod ham - Man havde ingenlunde i Sinde, at skaane den, der var nederdrægtig nok til at være bedre Ven med

        

201 en SkræderSøn, end med en Baron - Den gamle Herre af Stachelheim, som i forbigaaende sagt, var Mand for at have ønsket sin Søn død, allene for at faae en hængt, som i mindste Maade havde fornærmet hans og hans Huuses Ære, den gamle Baron gjorde sig paa engang en Pligt og en Tids Fordriv af, at drive denne i sig selv barnagtige Sag, saa alvorlig og saa hidsig, som om hans heele Vel havde beroet derpaa - Han paastod at han ikke vilde sove roelig, førend den unge Voldsmand blev exemplariter straffed, og førend Baronerne fik en Satisfaction, som fuldkommen kunde tilfredstille dem - Han var uovertalelig heri; og alt hvad den gamle Frankhuysens og andres Forestillinger udrettede hos ham, var at han godvillig gav sit Samtykke til en Ting, hvortil han dog heller ikke vel kunde negte det - nemlig til en Forandring af Tribunalet, hvorfor denne Affaire skulde dømmes, saaledes, at den nu blev til en simpel Skole-Sag - -

I Betragtning af vort Selskabs Hoved-Øyemed, har jeg ikke troet, at kunde være for nøyagtig i at anføre de mindste Omstændigheder af denne Tildragelse; der i sit heele betragtet vel synes liden, fordi dens Hovedpersoner ere saagotsom Børn, fordi Hændelser af dens Art falde saa daglig for, at de just derved har forspildt Mængdens Opmærksomhed, og fordi man umuelig endnu kan forudsee eller formode dens vigtigere Følger; men hvori, naar den er fuldkommen udvikklet, et hvert af vore Medlemmer vil finde de fiine Træk, hvormed Mennisket ikke allene begynder at danne sig selv eller sin Karakter, men og legger Grunden til de Hændelser, der siden møde ham udenfra, og som han da kalder Skjæbne, fordi han har glemt denne Grund -

Saaledes besluttede Herr van Sachtlewen denne Dags Forretninger -

Det falder mig ind, her at spørge mine Læsere,

202

om de tænke, som vor Hollænder? - Er der nogen iblant dem, der ikke tænker saaledes, hvor spildt er da mit Arbeide for disse! - O lad dem aldrig bekymre sig om, at kjende Mennisker! - -

-----

Fortsættelsen følger. ||

No 12

Hvad er et saakaldet got Rygte? - Er alle de der anprise det enige i det Begreb de forbinde dermed, eller forestiller det sig under en nye Skikkelse for enhver, der efter sin besynderlige Tænkemaade betragter det fra en nye SynsPunct? - Er den Begjærlighed som de fleeste Mennisker yttre derefter, os naturlig, er den en medfødt Drift, eller i det mindste en Følge af saadan en? - Elske vi i denne Fald et got Rygte blot fordi det kildrer og bestyrker den gode Meening om os selv, som den vittige Herr Mandeville, siger, at være os medfødt, og som han skiller fra Egenkjærlighed; eller hige vi allene derefter, fordi vi mærke at det befordrer vor Lyksalighed paa Jorden og i Selskabet? Kunde vi falde paa, at ønske et got Rygte, om Selskabet og dets Baand ikke var, om vi slet ingen anden Forbindelse stod i med andre Mennisker? - Kunde jeg, overladt til Naturen, født og opvoxet paa en ubeboet Ø, uoplyst af andres Insigter og uforvildet af deres Fordomme, kunde jeg i den Stand lade det Ønske falde mig ind, at to eller tre Skabninger der lignede mig, og som jeg ved en Hændelse engang og siden aldrig havde seet eller haabede at see, maatte have beundret min Skabning, min Hurtighed, min Styrke, eller hvad andre Fuldkommenheder jeg da satte Priis paa, og rose mig for fleer af min Sort, ifald der var fleer? - Med et Ord, vilde vi ønske et got Rygte for sin egen Skyld, og om vi slet ingen 203 anden Fordeel haabede deraf? - Kunde vi paa den anden Side bringes til ret oprigtig at ønske et ont Rygte, ifald dette befordrede vore Hensigter? - Er det ofteomtalte Ønskes Almindelighed, mueligt en blot naturlig Følge af en os medfødt Kjærlighed til vore Med-Skabninger, og af en Lyst hos os til at elskes af dem? - Sætte vi det forud som afgjort, at de som tale vel om os, meene hvad de sige; og at de som virkelig bifalde vore Handlinger, af denne Aarsag elske os? Eller ønske vi et got Rygte, uden at sætte dette forud? - Ønske vi at blive talt vel om af slette Mennisker, at blive roest af dem for Egenskaber, som de selv mangle, men hvis Værdie de indsee og føle - ønske vi dette, siger jeg, uden at tage det Ydmygende i Betragtning, som der er for dem i denne vor Ophøyelse over dem selv, og som efter al Rimelighed vil tilveyebringe os deres Had? - Er maaskee just dette Ydmygende for andre, denne || vor Ophøyelse over dem, det som vi egentligst sigte til, og er en naturlig Stolthed, vor Hoved-DriveFjær? - Kan vi ønske, at de maatte tænke og tale vel om os, som vi ikke alleneste hade, men selv i alle Hensigter foragte? - Hvad kan den bevægende Grund være, hvoraf vi ønske, at man maae tale og tale vel om os efter vor Død, da dog alle vore Forbindelser med Selskabet, og alle de Fordeele vi kan vente os deraf, høre op? - Kan dette anføres som en Art af Beviis paa vor Udødelighed, eller er det meget meer en Følge af de Begreb om denne, som blive os indprentede i Opdragelsen? - Eller flyder den blot deraf at vi af Naturen ønske en Slags og al Slags Udødelighed? - Hvilket er egentlig den Art af et got Rygte, der best forfremmer det, som de fleeste kalde en timelig Lykke, den Art, der er os tjenligst i det borgerlige Liv? - Ved hvilke Midler opnaaes, ved hvilke forskjærtses, og ved hvilke befæstes den lettest? - Hvoraf kommer det, at et got Rygte, eller det man i

        

204 Almindelighed kalder saaledes, saalet kan opnaaes, saalet tabes, og saa vanskeligt vindes igjen naar det engang er tabt? - Hvilke Midler, hvilke Kunster maae den anvende, som engang har mistet sit gode Rygte og gjerne vil have det igjen? - Da hverken et got eller et ont Rygte altid er et sandt Rygte, hvorledes kan man da i Hensigt til andres Bedømmelse sikkerst skjælne det falske fra det sande? - Hvilke HovedKjendeTegn paa det sidste kan man lide paa? -

Men hvilken spørgende Aand, vil man maaskee spørge, driver mig til at opdynge alle disse Spørgsmaal, som jeg dog hverken kan vente eller love nøyagtig og afgjørende besvarte paa engang? Snart skulde jeg selv troe, at jeg uden at vide hvorledes, var blevet et Medlem af et vist spørgende Selskab, hvorom jeg har læst, jeg veed ikke i hvilket Ugeblad, og som endnu, helst paa vore Skoler og Academier er i fuld Flor - Men endskjønt jeg finder den Sokratiske Maade, at fremsætte sine egne og igjendrive andres Meeninger paa, meget bequem, og meget sikker, saa finder jeg den dog tillige alt for lumsk og fornærmende, til at jeg skulde vælge den - Den er den bequemmeste Maade, i visse Tilfælde at skjule sin Uvidenhed eller i det mindste sin Uvished, og i andre at sige hvad man vil, uden at være nødt til at staae ved sine Ord - Og til at forvilde Sophister, er || den unegtelig den brugbarste af alle - Men den fornærmer vore Læsere og vore Antagonister, ved i visse Maader at sætte Grændser for deres Dømme Friehed; ved voldsom at paatrænge dem vore Tanker, om den kan, uden at man kan komme til at tugte os for denne Voldsomhed, hvor den slaaer Feyl; og overalt ved enten at sælge dem falske Vahre, Spørgsmaal og Tvivl, som vi alt for gjerne vil have antagne for Sandheder, om det kan lykkes; eller ved at nøde dem til at fegte mod os med ulige Vaaben; da nemlig de, som vi fordre

        

205 Svar og Sætninger af, ifald de adlyde os, staae al Faren for at feyle, og vi uskyldige Spørgere slet ingen - Det kommer mig for, som om en, der var pandsret op til Tænderne, og havde en aaben Dør bag Ryggen, vilde med Kaarden i Haanden komme til mig, som ligger paa Sengen, og i al Høflighed spørge mig, om jeg synes noget om at give ham mine Penge eller ey - Siger jeg Ja, som der er al Formodning til, saa har han hvad han vil, og han gaaer bort dermed, førend jeg ret kan besinde mig; siger jeg derimod Ney, saa kan han meget vel tilføye mig Skade men jeg, hvad vil jeg udrette imod ham? - Der synes desuden at være noget jeg veed ikke hvad, noget myndigt, noget næsten forhaanende, i denne Maade at fremsætte sine Tanker paa, som kun kan tilstedes en Sokrates, og ham kun imod Sophister - Men det som hos en M and af denne Rang og i hans Omstændigheder, kan være undskyldeligt, og maaskee have været nødvendigt; det klæder derfor ikke enhver - Man seer, at det jeg her har sagt kun kan anvendes paa en Deel af de ovenanførte Spørgsmaal; men jeg har anført det, for at undgaae den Mistanke, at jeg paa denne Maade vilde paatrygle eller paaliste, eller paanøde mine Læsere endog en eneste Sætning, som jeg ikke turde være bekjendt, at paastaae kategorisk - Sandheden er, at jeg selv endnu hverken veed, hvorledes de rettest kunde besvares, eller hvorledes jeg gjerne vilde have dem besvarte; men at jeg kun ønsker og haaber ved vort Selskabs Bestræbelser, med Tiden at faae, om ikke reene og paalidelige Svar paa den største Deel af dem, saa dog en Slags Oplysning derom - Jeg var tilfreds, at alle mine Læsere, ønskede og haabede detsamme - Da Rygtet ikke alleneste er en HovedNøgle til vor timelige Lykke, men selv den yderste Port til det menniskelige Hjerte, saa kan de, der vil kjende Mennisket, og kjende det sig til Fordeel, i mine

        

206 Tanker aldrig betragte, aldrig udgranske denne Materie altfor nøye - De anførte Spørgsmaal har været bragte paa Banen i vort Selskab ved adskillige Leyligheder, uden at der er bleven svart eller fortalt noget, som kunde være tilstrækkeligt nok til at opløse dem - Nu har jeg samled dem her, fordi || Herr van Sachtlewen har sagt os forud, at der i Fortsættelsen af de unge Hollænderes Historie, bestandig vilde forekomme en stor Deel Træk, der vilde sætte nogle af disse Spørgsmaal i et større Lys, ligesom vi allerede har mødt meget, der temmelig har oplyst andre deraf - Han har endog beriget min Samling i Dag med et nyt Spørgsmaal, som endnu synes mig det vigtigste af alle - Dette nemlig - Ifald den naturlige Begjærlighed efter et got Rygte, kan blive saa reent dæmped, at man bliver aldeeles følesløs derimod, om hvilke Aarsager er det da rimeligst at formode, at de Tid efter anden kan frembringe denne Virkning? -

Med alt det jeg hidindtil har sagt, tænker jeg tillige, at have udvirket den Tilladelse for Herr van Sachtlewen hos mine Læsere, at han endnu maae blive ved i sin Fortælning -

Hvorledes gik det den arme Frankhuysen? - raabte Mester Syenaal? - Hvad Straf fik han? - spurgte en anden - og saaledes spurgte vi alle; saasnart vi sidste Gang var samlede -

Dette Spørgsmaals Besvarelse, sagde vor Hollænder, synes aldeeles ikke at kunde være os vigtig, og man vil dog, haaber jeg finde, at den er det - Efter lang Beraadslaaelse, blev det endelig ved de fleeste Stemmer afgjort, at han skulde gjøre de unge Baroner Afbigt, og desuden offentlig staae Skole-Ret - Denne Dom var haard, og man kan let formode at den unge Herre ikke godvillig underkastede sig den - Men til min Forundring troede jeg at mærke, at den første Deel der- af var ham langt modbydeligere, end den sidste; 207 deraf nemlig, at han altid kun engang forlofte denne, naar han tregange forsvoer hiin; uden det kom deraf, at man med større Tillid til sig selv, kan sætte sig for ikke at gjøre, end ikke at taale en Ting - Dog Udfaldet synes at bekræfte min første Formodning - Det er vist at han slet ikke skjøttede om nogen af Deelene, og at han, paa gode Ord nær, anvendte alt det der stod i hans Magt for at undgaae dem - Han ikke allene soer paa, at han aldrig tiere vilde tage en Bog i sin Haand, at han vilde vove alting, førend den Skam skulde overgaae ham; men han gav og strax saa store Formodninger om sin Ordholdenhed i denne Fald, at man ikke længer kunde ansee det for blot barnagtige Trudsler - Jeg maatte endnu samme Aften, som Dommen var falden, hente ham to Miile fra L** og jeg reddede ham kun med megen Umage af en Mands Hænder, hvormed han underveys var kommet i Selskab, og der ikke syntes at være stort bedre, end en Seelenverkooper - Dog skulde selv det Løfte, som jeg gjorde den unge || Herre, uden synderligt Haab om at kunde holde det, nemlig det, at han skulde blive fri for al Straf, neppe have bevæget ham til at følge godvillig med tilbage, dersom ikke den gode Clement saa troelig havde staaet mig bi, med sine Forestillinger og selv med sine Taarer - Denne havde Herr Frankhuysen vildet overtale til at tage Deel med i sin hurtige Beslutning, at løbe til Amsterdam, og der at give sig paa den første, den beste OstindienFarer - Clement som baade havde bedre Forstand, og virkelig elskte sin Ven for høyt, til at vilde see ham i en Fare; som han dog for sin egen Person ikke havde været synderlig bange for - Clement havde ikke kundet undlade, meget alvorligt at raade og tilsidst at vilde skrække ham derfra, ved reentud at negte ham sit Følgeskab, og ved den Trudsel, at han vilde forraade hans heele Forsæt, dersom han ikke stod derfra -

        

208 Frankhuysen havde tilsidst ladt, som om han gav efter, og dysset sin Ven i Søvn, ved selv at kalde sit Anslag urimeligt - Men da Clement, som Herr Schliker just kaldte ind paa sit Kammer, for at raadføre sig med ham ved en Stiils Forfærdigelse, hvormed han opholdt ham et Par Timers Tid, da Clement ved sin Tilbagekomst savnede den unge Herre, løb han strax som en afsindig hen til mig, og fortalte mig det altsammen - Jeg tog ham med mig, og det blev os da ikke vanskeligt, at komme paa hans Spor - Den første Hilsen, hvormed Herr Frankhuysen modtog sin troe Ven, var, som vi kunde have formodet det, ingenlunde høflig - Thi foruden det BiNavn Forræder, og andre af samme Sort, hvormed den var udpynted, bestod dens væsentlige Indhold i saa vældigt et Slag imellem Øynene, at den arme Clement derved fik endnu to nye Regnbuer uden omkring de forrige, hvormed han allerede var ziered - Men dette Slag gjorde imod Forhaabning, at vi desto før kom til Forlig - Thi da Clement, langt fra at blive vred derover, ikke alleneste gav mig, der virkelig var bleven opbragt ved denne Uforskammenhed, men ham selv de beste Ord, saa fortrød han snart sin Overiilelse; og hans Vens Forestillinger fik derved desto større Magt over ham - Det hjalp saameget, at jeg endelig slap for den ubehagelige Nødvendighed, at bringe ham tilbage ved Tvangs Midler, hvilken jeg af mange Aarsager gjerne vilde undgaae -

Dette Forsøg til et Eventyr, havde jeg det beste Haab om at kunde dølge - Jeg havde nemlig til Lykke just vært allene, da Clement kom til mig for at berette mig sin Vens Flugt, || og han hellig bevidnede, at han ikke havde talt et Ord derom, til nogen anden - Da jeg følgelig vist tænkte, at vi tre, og den Fremmede, som ikke vendte tilbage med os, var allene Vidner til denne Sag; forundrede jeg mig naturligviis saa meget meer derover; at ikke alleneste min Moder og de øvrige af

        

209 min Familie, ved min Hjemkomst mødte mig i Døren med de Spørgsmaal; Om jeg vidste, at den unge Frankhuysen var løbet bort, for at give sig til Matros? - Om jeg havde søgt efter ham? - Om jeg havde faaet ham fat? - men at jeg endog Dagen derefter paa adskillige Steder i Byen maatte høre de samme Spørgsmaal - Sandheden var, at Herr van Schliker, da han kom for at kalde Clement til Hjelp i sine Studeringer, ved en Hændelse først var blevet noget staaende uden for Døren, og havde hørt Herr Frankhuysen tale et og andet om sit Anslag; men da han strax derpaa selv kaldte det urimeligt; havde Herr Schliker saa langtfra ikke engang kundet drømme om, at hans Ven vilde være saa rasende at føre det ud; at han endog havde holdt det for unødigt at tale et Ord om denne Sag med Clement - Men da han en Times Tid efterat denne var gaaet bort, forgjæves havde søgt Herr Frankhuysen, var han blevet uroelig, og var strax gaaet hen til mig, for at sige mig det; og da jeg allerede var borte, havde han ikke kundet undlade, at aabenbare sin Angst for min Familie - Han havde ydermeere holdt det for sin Pligt, at løbe lige derfra til sine Lærere, og til enhver især af de fornemme Venner, som han allerede havde tillagt sig, for at beklage sig over sin Vens Ulykke, og at bede dem om deres Bistand i at redde ham ud deraf, ifald han, som Herr Schliker vist troede, allerede havde ladet sig enroullere - Uagtet nu alle var enige i at rose Herr Schlikers ædelmodige Omhu for sin daarlige Ven; saa er det dog vist, at han ikke udrettede andet dermed, end at give dennes gode Rygte sit Bane-Saar - Thi da Herr Frankhuysen allerede havde bragt det saa vit, at man bekymrede sig om ham i de store Zirkler; saa fortalte man ikke alleneste Dagen derefter i de fleeste Selskaber, at den unge Herre af Liderlighed var blevet Matros, men man udpyntede endog efter Sædvane denne Historie

        

210 med mange Omstændigheder, der ingenlunde forskjønnede den; og der var selv dem, der vilde have seet ham || i den fulde Dragt - Af Bitterhed over dette, og over min feylslagne Forhaabning, kunde jeg neppe bare mig for at yttre en Mistanke, som strax opsteeg i mig, og som jeg forgjæves søgte at nedtrykke - nemlig den, at just dette, havde været alt, hvad Herr Schliker vilde udrette med sin saa anpriiste Omhu for sin Ven; og selv den slemmere Formodning, at han ikke paa saa ubeleylig en Tid havde nødt Clement til at hjelpe sig ved sin Stiils Udarbeydelse, uden for at skaffe Herr Frankhuysen den forønskte Friehed til at udføre et Anslag, som efter al Anseelse vilde gjøre ham ulykkelig - Men alle gav Herr Schlikers Opførsel deres Bifald - og jeg taug - -

Imidlertid udrettede denne Histories Bekjendtgjørelse noget for Herr Frankhuysen, som kunde have været ham til Fordeel, ifald han havde vildet betjene sig deraf paa den rette Maade - Jeg havde raadet ham, at stille sig syg, for at skaffe sig en Opsættelse i Executionen af sin Dom; og man kan let begribe, at jeg kunde tilveyebringe en Doctor, der med sin Attest bevidnede, at han havde Kolden - Hans Fader, som just paa samme Tid havde meer end en Aarsag, til ikke at bryde med Herr von Stachelheym; og som desuden enten havde holdt det for billigt, at hans Søn blev straffed for sin Voldsomhed, eller ikke havde holdt det for nødigt, at afbryde sine sædvanlige Fornøyelser, for at befrie en Fjorten Aars Dreng fra en Skole-Straf - den gamle Herr van Frankhuysen havde ladet sig nøye med at see sin Søn i hans Læreres Hænder, uden videre at vilde intercedere for ham - Men dette fortvivlede Foretagende af den unge Herre bevægede ham til at eftertænke Sagen nøyere; og deels ved sin Forbøn, deels ved at forestille Sagen paa en anden Fod, nemlig saaledes, at det var hans Søns

        

211 Tjenner, og ikke hans Ven man havde overfaldet; bragte han det saavit, at man vilde forskaane den unge Herre for den smertelige Deel af Straffen, og lade det blive derved, at han allene gjorde Baronerne en offentlig Afbigt - Nu tænkte jeg, at have vunden Sag; og med en virkelig Glæde løb jeg hen til min Helt, for at berette ham denne Lykke - Men hvor bestyrted blev jeg ikke over hans Halsstarrighed, da han soer paa at han aldrig vilde gjøre nogen Afbigt, som han ikke havde fornærmet selv, men kun tugtet fordi de havde fornærmet ham; at han heller vilde taale al anden Straf end den; og at man kunde tvinge ham til meget, fordi man var de stærkeste, men at man dog aldrig kunde tvinge hans Tunge til, at den imod hans Villie skulde bede et Par opblæste Narre om Forladelse - Jeg blev naturligviis ligesaa opbragt over denne Egensindighed, som alle andre, og hans Fader selv sagde reent ud, at han slet in-||tet meer vilde have med den Sag at bestille - For da fuldkommen at sætte den unge Herre paa Prøve, tilstoed man ham endnu den Frihed, at vælge hvilket han vilde, nemlig enten offentlig at lade sig tugte eller at gjøre den forlangte Afbigt - Om han nu enten indsaae, at han dog tilsidst maatte underkaste sig en af Deelene, eller han af sit første mislykkede Forsøg og alles enstemmige Modsigelser var blevet for udtrættet og ydmyget, til at gjøre længere Modstand, bequemmede han sig endelig til at vælge; men til alles ikke liden Forundring valgte han det smerteligste, øyensynlig meer af en besynderlig og haardnakket Egensind, end fordi han holdt det for det mindst skammelige - Han loed sig da, som Clement, der gjerne havde vildet lide for ham, om det kunde have ladet sig gjøre, med bittre Taarer fortalte mig, i heele Skoelens Paasyn behandle som et Barn, hvilket han dog hverken troede at være, eller i en egentlig Forstand var; og han udstoed denne

        

212 ydmygende Straf efter al Anseelse med en heroisk Standhaftighed -

Saaledes endtes denne Tildragelse, i hvilken, saa liden, som den synes at være, en opmærksom Tilskuere, vil finde de første Grund-Træk, af den Persons tilkommende Karakter og formodentlige Skjæbne, som spillede Hoved-Rullen deri - Man vil finde det første Anlæg til en falsk Ærgjærrighed; en Egensind, der allerede begyndte at hærde sig til Halsstarrighed; en Hidsighed i at fatte Beslutninger og i at udføre dem, som efter al Anseelse kun mange Aar og mange Ulykker kunde dæmpe; en Forvovenhed, og en Tilbøyelighed til voldsomme Foretagender, hvorom man med Grund kunde befrygte, at den med Tiden vilde blive til Brutalité, og have de meest tragiske Følger; endelig en Letsindighed i Hensigt til alt hvad man kalder timelig Lykke, der heller intet got spaaede, helst da man kunde formode, at den efterhaanden vilde blive til en fuldkommen Foragt deraf - Alt dette vil man finde blandet med Træk af en sand Høyhed i Sjælen, med Glimt af en ægte Ædelmodighed, med en Bestandighed i Venskab, der kunde holde ud imod alt uden imod sande eller indbildte Fornærmelser af hans Ven; og selv med en Blødhed, en virkelig Bøyelighed i Sjælen, der yttrede sig ved alle Leyligheder, hvor ingen Tvang havde Sted; det er at sige overalt, uden der, hvor den meest behøvedes - Da man maaskee vil være vanskeligst ved at tiltroe ham denne sidste Egenskab, vil jeg, foruden det man kan spore af den og af hans Forsonlighed, i hans Opførsel mod Clement, her anmærke, at han ikke alleneste oprigtig fortrød sin Overiilelse mod den yngste Baron, og gjerne havde gjort ham || Afbigt paa sine Knæ, saalænge han troede ham i Fare; men at han og, saasnart han havde udstaaet sin Straf, og da ingen meer begjærte det af ham, tilskrev denne sin Fiende en Seddel, hvori han blant andet

        

213 erklærede, at han altid havde fortrydt og endnu oprigtig fortrød den Fare og Pine, som han endskjønt uden Forsætt havde forvoldet ham, og at han selv desto taalmodigere havde underkasted sig den bitterste Skam og en temmelig Smerte, fordi han ansaae det for en billig Gjengjeldelse, og fordi han ønskede, at Baronen maatte finde nogen Lindring deri, at hans Overvinder ikke var sluppet mindre end skadesløs fra deres Trætte - Det er sandt, at han, ventelig for ikke at synes for ydmyg, sluttede denne Seddel, med et par Sottiser, og selv med nogle Trudsler til den ældre Baron, hvilke saa reent udslettede alle dens Fortjenester, at den nær havde tildraget ham en nye Process - Men man vil dog finde Forsonlighed, om ikke endnu noget ædlere deri - Vil man nu legge de Dyder til, som selv en Deel af hans Feyl lod formode, den Ueggennytte, den Beredvillighed at opoffre alting for at hjelpe dem, der trængte til hans Hjelp, den Hurtighed og Stivhed i gode Beslutninger, det Mod i Fare, den Standhaftighed i Ulykker, som man med god Grund kan sætte forud hos ham; saa synes hans gode Egenskaber i en blot moralsk Forstand, endog at overveye de slette - Men Hoved-Feylen bestod deri, at alle hans Dyder var blot moralske, og at de fleeste næsten streed ligesaameget imod alle de Regler, hvilke den nu brugelige Klogskab foreskriver, som hans Feyl - I en oeconomisk Forstand skilte disse sig virkelig kun fra hiine derved, at de hastigere yttrede deres onde Følger, og at man meer aabenlyst lastede dem - Man kan derfor med temmelig Vished spaae, at han med Tiden vil gjøre bedre Figur og bedre Lykke i en Roman, end i det borgerlige Liv - Man kan haabe, at han vil blive en af den Sort gode Mennisker, som vi give vort Bifald, naar vi læse deres Historie, endskjønt vi tage os meget nøye i Agt, for at vælge dem til vore Mynstre - Men man kan med temmelig Sikkerhed forudsige,

        

214 at han vil blive et eventyrligt, et ulykkeligt og selv et farligt Menniske - Men det som synes meest at fortjene vor Opmerksomhed, er den nøye Overeensstemmelse af hans Dyder og Feyl, i denne Post, der ligesom synes at være deres HovedHensigt, den at ødelegge hans Lykke - Er det mueligt, at der kan være en Drift i Mennisket der strider lige imod hans Egennytte? - Men herom vil vi faae Leylighed at tale meer, naar vi ved Fortsættelsen af denne Fortælning, see de anførte Egenskaber der endnu kun ere spæde, efterhaanden, udvikklede, hærdede og Frugtbringende - ||

Man vil uden Tvivl, af den fortalte Tildragelse og have lært, at kjende den unge Herr van Schliker noget nøyere, endskjønt man mindre har hans Opførsel at takke derfor, end den Maade hvorpaa jeg har fortalt, og den Mistanke hvormed jeg har undersøgt den; en Mistanke, som jeg dengang maaskee kun følte, fordi jeg var forud indtaget imod ham, og som først en seenere Erfarenhed har berettiget mig til at yttre - Uden mine Anmærkninger, og for enhver blot Tilskuere af hans Handlinger, synes han endnu, et fromt, sindigt, lydigt, ordentligt, sandrue, flittigt, ungt Menniske, og de største Feyl, som man endnu kan beskylde ham for, er en maaskee lidt for stor Bevidsthed af sin Fødsels Fordeele, og en meget undskyldelig Frygtsomhed - Er Døden i Gryden, saa er det kun mig; og Dem mine Herrer, der har seet et Glimt deraf - Alle andre, vil ligesom, alle de, der fordum var Vidner til denne Tildragelse i L** endnu holde ham for det, han syntes at være - Jeg vil herved anmærke, at denne unge Herres Temperament, eller det prædominerende deri var pflegmatisk melancholsk; og det ikke for at anføre denne Omstændighed, enten som en Kilde til en stor Deel af de anførte gode og slette Egenskaber, eller i det mindste for en Stytte der bevarte dem; men allene for at sige, at Folk af dette

        

215 Temperament, i mine Tanker er best skikkede, til i lang Tid at skjule et og andet Hoved-Træk i deres Caracter, som de ikke finde for got, at viise frem, og som reent forandrer dens Skikkelse, saasnart det kommer til Syne - Ligesom derimod Herr Frankhuysens cholerisk-sanguinske Temperament, var Kilden til en stor Deel af hans Feyl, saa var det og en nye Aarsag, hvorfor han ikke kunde dølge dem, om han nok saa gjerne havde vildet - Den choleriske Heede og den sanguinske Letsindighed, satte ham i tusinde Farer for at røbe sig, som den efter sit Temperament, kolde, frygtsomme, og mistænkelige Herr Schliker undgik-

For endnu med faae Ord, at berøre de første skadelige Følger for Herr Frankhuysen, af den tit benævnte Tildragelse, vil jeg anmærke to Omstændigheder -

Den ene, at saa heroisk standhaftig, som han efter Clements Udtryk anstillede sig ved sin Straf, saa følte han dog den Skam, der var forbundet dermed, ikke alleneste meget vel, men han følte den altfor vel - Man vil i Fremtiden finde paalidelige Beviis herpaa - Den var saa at sige et Brændemærke paa hans Ambition, hvoraf han vel strax følte heele Svien, men som siden gjorde den destomeer følesløs - Jeg kunde efter en meget kort Tids Forløb mærke, at i det mindste alle de Beskjæmmelser, som han efter sin Tænkemaade holdt for mindre end denne, endskjønt de virkelig ofte var langt væsentligere, havde tabt det meeste af deres Virkning paa ham - || Jeg anfører dette meest for at advare dem, der efter den nyere Methode, vil rette deres Børn, ved beskjæmmende Straffe, eller i det mindste ved saadanne Tugtelser, der foraarsage meer Undseelse, end Smerte - De ere vist paa en meget slibrig Bane, og helst, hvor de har med muntre og raske Gemytter at bestille, behøve de den yderste Opmærksomhed, for ey at give 216 den med Straffen forbundne Beskjæmmelse den Grad, at den straffede derover glemmer den Skam der er forbundet med det han bliver straffed for; med færre Ord; at han ikke undseer sig meer ved sin Straf, end ved sin Forbrydelse - Foruden den Uleylighed som flyder deraf, at han derved uformærkt og efterhaanden taber sin Undseelse, ved de Feyl, som han haaber at kunde skjule, eller undgaae, at blive straffet for; saa er det vist, at vi af Naturen lettere haabe at kunde udslette den Skam der er umiddelbar forbundet med vor Forseelse, end den der flyder af Straffen vi lide derfor; og det maaskee, fordi vi altid gjerne vil troe, at denne er for haard; og følgelig frygte, at Folk af den vil slutte, at vor Feyl er meget skammeligere, end vi selv holde den for - Men væ det unge Menniske, der bliver bragt saa vit, at han ikke meer troer, at kunde udslette sin Skam, eller blive meer beskjæmmet, end han er -

Den anden Omstændighed, som jeg vil anmærke; er denne, at den unge Frankhuysen, endnu kunde siges, at have sluppet taaleligt derfra, dersom man ikke havde belagt ham med en endnu langt haardere Straf, end den anførte - Han blev nemlig, i alle de fornemmere Huuse, hvor han ellers ligesaavel som Herr Schliker kunde have faaet AdGang, naar han bød sig til at komme der, imodtaget med en Koldsindighed der nærmede sig til Foragt, hvoraf han let kunde slutte, hvorlidet han var velkommen; og hvilken man desuden søgte at gjøre ham desto føleligere, ved den overdrevne Agt, som man paa samme Tid bestræbede sig at viise for hans Compagnon - Enten man nu gjorde dette af blot Høflighed mod Baron Stachelheym, som reent havde forbudet Herr Frankhuysen sit Huus, eller man virkelig foragtede ham, og maaskee tænkte, at en nøyere Omgang med ham vilde være farlig for de unge Mennisker, som enhver Familie især bar Omhu for; eller man endelig

        

217 derved tænkte at forbedre ham; saa er det vist at Følgerne af denne Opførsel var ham til en ubodelig Skade - Man kan af hans Gemyts Beskaffenhed let slutte sig til, at han ikke kom andengang paa Steder, hvor han saaledes blev taget imod - Han vilde heller udelukke sig selv, end udstødes fra Selskaber, i hvilke dog allene hans, om jeg kan udtrykke mig saaledes, af Naturen plumpe Karakter, kunde forfiines, poleres og dannes til det, den burde være; om han ellers nogen Tid skulde haabe, at gjøre den Lykke og den Figur i den store Verden, som hans Fødsel og andre Omstændigheder syntes at give ham en Fordring paa - Den Omgang || med Folk af langt ringere Stand og Opdragelse, end han selv, hvortil han ligesom blev nedstødt, maatte, efter det Anlæg til hans Karakter, som vi kjende; langtfra at forbedre ham, nødvendig gjøre ham til det værste han kunde blive - uden engang at berøre den Levemaade, de Sæder eller kun de Grimacer, hvorved man tiest allene gjør sin Lykke, og hvoraf denne Omgang kunde kun lære ham det modsatte - Han trøstede sig meget let, og han fandt sig, som jeg er overbeviist om, endog lykkeligere, i et Selskab af Clements fattige Venner, eller andre ærlige Haand VærksFolk, end han vilde have fundet sig i den meest glimrende Zirkel af Adelige - Men den alle næsten medfødte Ærbødighed for sine Overmænd, som i denne skulde efterhaanden have vant ham til at sagtne, at tæmme, at overvinde hans Hidsighed, hans Tilbøyelighed til Vrede, hans Egensind, hans Trodsighed - den yndige Politesse, der ved at vise sig fra sin skjønneste Side, kunde tillige have viist ham disse omtalte Feyl, i deres hesligste, deres forhadteste Gestalt - de Maximer, der ved alle Leyligheder ligesom prædikes, i fornemme Selskaber, de hvoraf man vel ikke altid kan lære at kjende Dyd fra Laster, men dog at skjælne den sande, eller for at udtrykke mig bestemtere,

        

218 Modens Ære, fra den romanske og falske - alle disse Fordeele maatte naturligviis fattes ham i et Selskab af de ærligste SkræderSvenne, som man kan forestille sig - Det var følgelig ingen Under, at Feyl, hvis Fremvæxt intet hindrede, hastig naaede en Haardhed der siden gjorde dem urettelige - Han gjorde sig paa den anden Side ikke alleneste bekjendt og fortroelig, med en Art af Levemaade, Tids-Fordriv, Bifald, overalt med en Art af Lykke, der var langt under den, hvorefter han burde have tragtet; men han begyndte snart at finde Smag deri - Han betog sig følgelig fra denne Side alle de Motiver, der ellers maaskee skulde have drevet ham til at forbedre sin Opførsel - Men det værste af alting var, at han i dette Selskab tillagde sig nye Feyl, hvortil han vel maaskee havde et naturligt Anlæg, men hvilke han dog neppe skulde have faldet paa, og mindre ladet faae Overhaand hos sig, dersom han altid var blevet i den Kreds af Mennisker, som ansaae dem med Afskye - Den fornemmere og ringere Stand har nemlig hver sine priviligerede Laster, som den ene holder for meget undskyldelige, imedens den anden holder dem for utilgivelige - - Denne Anmærkning kunde give Materie til en heel Dags Arbeide - Jeg vil følgelig her kun anmærke, at disse Feyl, som Herr Frankhuysen laante af den nedrigere Stand, just var det, som siden gjorde den fornemme Verden saa uforsonlig med ham - ||

-----

No 13.

Denne Gang vil jeg uden Omstændigheder lade Herr van Sachtlewen fare fort i sin Fortælning - Vil man til alt det onde, sagde han, som denne Udelukkelse af de fornemmere Selskaber foraarsagede Herr Frankhuysen; legge dette, at man derved betog ham al Leylighed, ved en god 219 Opførsel at udslette Erindringen om sin Feyl, og da man ikke saae ham meer, naturligviis lod det blive ved den Dom man havde fældet sidst om ham og hans GemytsBeskaffenhed, uden for saa vit, at et og andet ont Rygte, der altid blev troet, og aldrig formildet eller modsagt, daglig forværrede den - saa vil man, tænker jeg, finde, at han blev straffed altfor haardt -

Herr van Schliker derimod vandt øyensynlig ikke alleneste ved en Opførsel og Situation, der var lige det modsatte, af Herr Frankhuysens, men selv ved dennes Ulykke - Først, enten blot for at ydmyge denne, eller fordi Contrasten af sig selv faldt stærkt i Øynene, ophøyede man hiin, langt over det man ellers skulde have gjort - Man roeste ham, man smigrede ham, man længtes efter ham, man imodtog ham med Glæde, og begegnede ham med Høyagtelse, i alle Selskaber - Og enten man nu siden ikke vilde sige sig imod, eller Herr Schliker forstod den Kunst for vel, at klamre sig fast i en Pynt af Credit, som han engang havde faaet fat paa, saa er det vist, at han bevarte den, i alles Munde, om ikke just i alles Hjerter - Fra denne Tildragelse, til en Uge omtrænt førend min yngste Syster døde, det er henved et Aar, hændtes intet, som jeg finder værd at fortælle; endskjønt der hændtes nok, som uformærkt befordrede enhver af de unge Herrer paa den Vey, de havde valgt, den ene fra, og den anden til den timelige Lykke - Et par Omstændigheder, maae jeg dog anmærke, førend jeg gaaer videre -

Herr Frankhuysen havde af Naturen et hurtigt Nemme, Vittighed, og Tilbøyelighed til at udvide sin Kundskab - Man skulde deraf slutte sig til, at han i det mindste maatte have behaget sine Lærere, og andre der sætte Priis paa sligt - Men det var langtfra - Hans falske Ærgjerrighed, hans Tillid til sig selv, hans Modsigelses Aand, hans Hengivenhed til Satyre, og endeel falske Begreb, som 220 han af Graadighed efter at lære, samlede ind, uden at prøve dem - lutter Omstændigheder, der en-||ten flød af føromtalte Naturens Gaver, eller blev bestyrkede af dem; fordærvede alting saa reent, at disse Lærde virkelig foragtede, hadede og forfulgte ham meer, end alle andre - Uden at anmærke om denne Sort Folk, at den i Almindelighed driver sin Foragt og sit Had yderligere end nogen anden - og uden at undersøge, hvorfor de i sær blive meer forbittrede ved en lærd Modsigelse, end ved et voldsomt Overfald af en Ignorant - hvorfor de igjen blive meer opbragte ved en koldsindig men satyrisk, end ved en plump og lærd Modsigelse - hvorfor de blive desto hidsigere, jo mindre og ubetydeligere den Ting er, som man vil aftrætte dem; hvorfor endelig, ligesom man i Almindelighed kan udslette alle øvrige Feyl ved at give deres Meeninger sit Bifald, man og tiest i deres Øyne taber alle øvrige Dyder ved den mindste Afvigelse derfra - Uden at undersøge alt dette, vil jeg kun med et Par Exempler oplyse, hvorledes omtrænt Herr Frankhuysen begyndte at forhverve sig deres Fiendskab og Ringe Agtelse som han siden altid saa troelig vedligeholdt - Hans Rector, var ikke alleneste en i Grunden ærlig, brav og vindskibelig, men han var en meget belæst og det man i den egentligste Forstand kalder en lærd Mand - Philologien, naar man indskrænker den til de døde Sprog, var hans Hovedstyrke, og om han havde levet for et par tusinde Aar siden, kunde han have reyst det heele Rommerske Monarchie igjennem uden Tolk; endskjønt man nu, sandt at sige kun med Nød forstod ham i Holland - De Gamles Theogonier og Mythologier, vidste han, som jeg troer i en temmelig nøye Forstand, bedre end sin Katechismus - Jeg tør sige at han kunde opregne alt det Galskab, som nogentid er sagt eller skrevet i Philosophien fra Aristotelis Tider af til Bacons af Verulam den sidste exclusive - Men

        

221 enten han nu troede, at denne først havde bragt den ædleste af alle Videnskaber i Forfald, eller det kom af hans besynderlige Kjærlighed til det Gamle, saa havde han kun forsaavit bekymret sig om de seenere Philosopher, som han ikke havde kundet undgaae det - Historien vidste han udenad, lige til den Tids-Punct hvor Tacitus slutter sine Annaler, og da dette er meer end 4 000 Aars følgelig meer end to tredie Deele af Verdens Historie, saa var det ventelig meer, end de fleeste af dem vidste, der turde bebreyde ham at de betydeligste Begivenheder ved den Utrechtske Freds Slutning var ham ubekjendte - Ligesom man neppe kan fortænke ham i, at han ikke viste meget af en saa nye Republiks som hans Fødelands Love, da det er en afgjort Sag, at en Numa en Solon, en Lycurg kun var Børn imod ham - Thi han havde virkelig samlet, forbedret og forøget disse LovGiveres Maximer, i et politisk System, hvorefter han havde havt i Sinde at anlegge en Republik i Theben, ifald han havde || været saa lykkelig, at leve i de Tider, og derved til Trods for deres Næse gjort de dumme Boeotier til det lykkeligste og mægtigste Folk i Verden - Efter det jeg har anført kan man ikke tvivle paa, at han var meget drevet i Antiquiteterne, og det er vist, at han bedre kunde gjøre Regnskab for, hvorledes en rommersk Dame, end hvorledes hans egen Kone saae ud i sin Pynt - Men det som er det mærkeligste er at han baade kjendte og elskte, ja følte det skjønne i en Homer, en Sophocles, en Pindarus, en Horats; og dog tillige var saa afsagt en Fiende, saa fuldkommen en Foragtere, af al nyere Poësie, at man kunde jage ham paa Flugten, med at vise ham noget, der lignede et hollandsk Vers - Naar jeg legger til, at Herr Oldsøker (saaledes vil jeg kalde Rectoren) i sine Sæder, som man ventelig kan formode det, var bizarr, paastaaende, gnavvurn, og overalt temmelig pedantisk, saa kjender man ham saa

        

222 nøye, som man behøver at kjende ham - Den ham tilføyede Conrector, som afvexslede med ham i Disciplernes Underviisning, var noget nær hans fuldkomne Contrast, og alt det, hvad Herr Oldsøker ikke var - En Mand, fuldkommen skabt og dannet for den TidsAlder vi leve i; just ingen Foragtere af det Gamle, men en langt større Elskere og Kjendere af det Nye; ret graadig efter Hollandske Vers, og ydermeere selv en Poët - Desuden en Mand af Levemaade, munter, sagtmodig, beleven og ikke mindre end Pedant - Man maae i mine Tanker, paa engang undres over, hvorledes disse to Mænd saa nær paa Siden af hinanden kunde forliges; og formode at deres naturligviis forskjællige Læremaade maatte forvilde den største, og være til sand Fordeel, for den kloge Deel af Disciplerne - Dette havde og rigtig nok Sted, og dersom Herr Frankhuysen nogentid havde en Fordeel i Klogskab og Lykke fremfor Herr Schliker; saa bestod den deri, at hiin anvendte begges Kundskab paa at udvide sin egen, uden stort at bryde sig om deres Fordomme; da derimod denne, som desuden i forbigaaende sagt, havde et langt svagere Nemme, saalænge vexselviis hveranden Dag afskyede det Gamle og det Nye, at han tilsidst i Hjertet virkelig afskyede begge Deele, og ikke lærte meer, end det han var nødt til at lære, om han ellers vilde holdes for flittig og duelig - Men han begreb snart, at der behøves ulige mindre, til at synes end til at være dette - Og det er vist, at om Herr Frankhuysen vidste meer end han, saa besad han igjen den Kunst, at anvende det lidet han vidste, ulige bedre til sin Fordeel - Et andet Spørgsmaal bliver det, hvorledes de unge Studerende kunde beholde begge disse Læreres Yndest - Dette sigter nærmere til vor Materie, og herviiste Herr Schliker igjen hvorlangt han overgik sin Rival i Klogskab - Uagtet hans svagere Nemme, og seenere FremGang, vandt

        

223 han ikke alleneste hastig begges Yndest og begges Bifald, men han var og den eneste i Skolen, der kunde rose || sig af, at have beholdt det uforandret

- De fleeste af de andre Discipler var enten yndede af den ene eller den anden - Men Herr Frankhuysen skilte sig derved fra Mængden, at han i en kortere Tid, end man skulde formode, tilveyebragte sig begges dødelige Had -

Den Methode, som Herr Schliker brugte, for at naae sit Øyemed, var simpel, og har, helst i den lærde Verden, meget sjelden slaaet Feyl - Han var altid henrykt af Beundring over dens Meening af dem, som han talte med, og han yttrede den yderste Begjærlighed efter at kunde fatte den - Han roeste og ophøyede enhver af dem, uden Betænkning og uden Indskrænkning i hans Øyne, og lastede ham med den yderste Forsigtighed, saasnart han talte med hans Contrapart - Sjelden tillod han sig meer, end at trække paa Skuldrene, eller at ryste med Hovedet, naar der blev talt om den fraværende af dem; men dette tilloed han sig ofte, og altid til den beleyligste Tid - Jeg holder det ikke for nødigt, her at detaillere denne Methode, at vinde de Lærdes Venskab paa nøyere - Men Udfaldet viiste, at den var den rigtigste, om dette ellers kan drages i Tvivl - Herr Schlikers Forældre havde den Fornøyelse at see af begge disse Læreres Breve, ligesom alle hans Venner i L** den, at erfare, af deres Vidnesbyrd, at han var det stræbsomste, retskaffenste og haabefuldeste unge Menniske i Skolen -

Herr Frankhuysen derimod, hvis Hjerte laae paa hans Tunge, sagde til dem ligesom til alle andre, altid ligefrem, hvad han meente - Heraf kom det, at han vel ofte roeste dem i deres Øyne, og selv lastede dem i deres Fraværelse, men at han, efter sin Modsigelses Aand, endnu oftere gjorde det modsatte - Men det, som fra denne Side karacteriserer ham nøyere, er, at han sjelden eller 224 aldrig roeste nogen nærværende, eller lastede nogen fraværende uden Indskrænkning - Han frygtede saameget for at blive holdt for en Smigrere, at naar dens Handling eller Meening, som han talte med, aftvang ham sit Bifald, han strax søgte et og andet at sætte ud paa denne Person, for jo at overtyde den om, at han aldeeles ikke i en Post havde talt saa vel om den, for at behage, men allene fordi han meente det - Naar han derimod af et Satyrisk Opkaag eller i Hidsighed, eller fordi Sandheden tvang ham dertil, talte ilde om en eller anden Person der ikke var tilstede, indgav hans i Grunden gode Hjerte ham strax hundrede andre gode Egenskaber hos denne Person, hvilke han alle lagde ligesom et Plaster paa det Saar, han fortrød, at have gjort en værgeløs - I det modsatte Tilfælde var han ikke nær saa betænksom, og han roeste ofte den fraværende og lastede altforofte den nærværende uden Maal eller Maade - Denne Opførsel synes vel at være for en stor Deel ædlere, end Herr Schlikers, men man kun-||de nogenledes med Vished spaae deraf, at Herr Frankhuysen aldrig vilde gjøre sin Lykke til Hove - Han forspildte virkelig derved i en Hast begge sine Skole-Monarkers Gunst - Jeg har lovet ved et Par Exempler, at give et Begreb om, hvorledes han omtrænt bar sig ad dermed -

Rectoren, Herr Oldsøker, havde den Vane, at lade sine Discipler, for at øve deres Hukommelse, tænker jeg, lære heele Sider af Virgil og andre Poëter udenad, førend han endnu havde lært dem ret at forstaae og at finde Smag i de Skjønheder, hvorpaa disse Vers har saa stor Overflødighed - Herr Frankhuysen blev hastig kjæd af denne Øvelse; og efter at han i de første sex eller otte Uger ordentlig nok havde lært sit Pensum, kunde han det siden aldrig, af den gode Grund at han aldrig læste derpaa - førend efter hans SkoleAar, da hans Smag blev moednere, og da lærte han dem

        

225 ubedet udenad - Men det værste ved denne Forsømmelse, var det, som han i Almindelighed foregav at have gjort i den Tid, og hvormed han ventelig neppe troede at undskylde sig - Hollandske Vers havde han gjort, for at lade dem see igjennem af Conrectoren Herr Vittendynk, uden saa var, at Herr Oldsøker selv - - Man kan tænke, om han fik Tilladelse at undskylde sig videre; og om Herr Oldsøker tilgav ham det; endskjønt han ikke ret vel paa Stedet kunde hævne sig, uden at støde sin Collega for Hovedet, hvilket han ingenlunde vilde - Og jeg maae tilstaae, at om Herr Frankhuysen, som jeg dog næsten vil tvivle paa, har vidst al Herr Oldsøkers naturlige Afskye for Hollandske Vers, saa røber i sær det sidste Træk i denne Undskyldning noget nær en virkelig Malice - Men han brugte den heller ikke, i det mindste som han selv sagde, uden til NødVærge, og naar Herr Oldsøker først havde skjendt paa ham et Korteers Tid, for hans formeente Efterladenhed - Dette var slemt nok; thi han maatte dog nok have mærket, af den Koldsindighed og selv den Foragt, som Rectoren ingenlunde kunde undlade, af og til at yttre mod de nyere Poëter, at disse slet ikke stod ham an - Men og ved disse Leyligheder, toeg han sig, saa tit han kunde, den uforskammede Friehed, at stoppe Munden paa den Gamle, ved at opløfte et og andet af Herr Vittendynks Vers til Skyerne - Omendskjønt han nu virkelig meente hvad han sagde, lader det ikke endda til at være Ondskab? - Saameget er vist, at om Herr Frankhuysen ikke besad Ondskab i en egentlig Forstand, saa besad han dog to andre Egenskaber, hvoraf den ene ligner den saameget, at de ofte blive forvexslede, og den anden altfor ofte frembringer ligesaa slemme Virkninger, som den nedrigste Ondskab - En saa stærk Tilbøyelighed til Satyre, at det var ham næsten umueligt, at skaane nogen, hvis latterlige Side han havde opdaget; og den Lyst

        

226 at synes vittig, som jeg alt har berørt, og som gjorde, at han opoffrede alting, for ikke at synke et got Indfald - Saaledes da hans Rector, jeg veed ikke || af hvilken Aarsag havde fattet saadan en Kjærlighed for den latinske Partikel Hinc, at han ikke alleneste selv med en utrættelig Omhu samlede dette Ord, af alle latinske Autorer, men og loed sine Discipler tage Deel i denne Øvelse, saa paalagde han iblant andet Herr Frankhuysen, at tælle efter, ved hvor mange Leyligheder det forekom i Virgil - Da han anden Dagen spurgte denne, hvormange han havde fundet, svarte han, tretten - Kun tretten skreg den opbragte Rector - Ney paa min Ære svarte Herr Frankhuysen, uagtet al min Umage, fandt jeg kun tretten, og jeg blev saa træt derover at jeg neppe kan rette min Ryg - Hvad? - raabte Herr Oldsøker - RygPine, over at finde tretten Hincer i Virgil - O Hincerne? - svarte den unge Herre, og lod ligesom han med et besindede sig - Jeg beder Dem undskylde mig - Hincerne har jeg glemt - men tretten Vive Æg har jeg fundet - Jeg tænkte, de var nyttigere - Enhver indseer, uden min Anmærkning, at denne Uforskammenhed imod en gammel Mand, og imod sin Lærere, altid bliver uundskyldelig, om man og søger Kilden dertil i de to anførte Egenskaber, eller maaskee og i en Lyst at hævne sig over en Deel Skjælds Ord, hvorpaa Herr Oldsøker i forbigaaende sagt, slet ikke var karrig; og som Herr Frankhuysen ingenlunde kunde fordøye - og mueligt noget i dennes fuldkomne Overbeviisning, at Vive Æg var bedre end Hincer - Men den blev og fuldkommen straffet med det Had, som den havde fortjent - Herr Franchuysen havde ikke havt nødig at signalisere sig saa meget, for at tilveyebringe sig dette - Det Fortrin som han i sit Hjerte gav Herr Vittendyncks Læremaade, og som han slet ikke gjorde sig nogen Umage for at dølge, de Modsigelser, som han ofte tillod sig at gjøre Herr

        

227 Oldsøker, naar denne altfor ivrigt ophøyede det Gamle over det Nye, og den Foragt, som han tilsidst aabenbar yttrede for en Deel af sin Rectors Fordomme, havde været meer end nok, til at gjøre ham saa forhadt og foragtet af denne, som mueligt - Imidlertid fandt Herr Frankhuysen for got, at krone sin Opførsel i denne Fald, med en nye Streg, der gjorde Herr Oldsøker reent uforsonlig - Herr Oldsøker havde en blind, og som jeg vil troe, noget over drevet Ærbødighed for Cicero - Og uagtet den gode Rector, neppe ophøyede denne store Mand saa meget, fordi han ansaae ham, for hands Fædrenelands Fader, og dets Frieheds Martyr, for en stor Staatsmand, en ivrig Forfægtere af Dyden, en øm og troefast Ven, en elskværdig Philosoph etc. - men blot fordi han holdt ham for den beste latinske Sprogmester; saa kunde han dog ikke lide, at det mindste blev satt ud paa ham, og han kaldte ham uden Indskrænkning en guddommelig Mand - || Endskjønt Herr Vittendynk gav den store Rommer sin Ret, saa var han dog langtfra ikke fuldkommen enig med Herr Oldsøker i denne Sag - Herved fik den unge Frankhuysen Leylighed til at plage og ærgre sin Rector med nye Modsigelser, og da denne engang var saa hidsig i at forsvare sin Helt, at den unge Herre fandt sig overmaade fornærmet derved; saa forfærdigede han, som man hemmelig meente, ikke uden Herr Vittendüncks Hjelp, et Specimen, hvori han opregnede alt det som nogentid er blevet og kan blive lagt Catilinæ Overvinder til Last - Hans Letsindighed i Religionen, eller om man heller vil, hans Frietænkerie, hans Mangel paa Resolution, hans Feighed, hans overdrevne Indbildning om sig selv, hans O fortunatam natam me Consule Romam, den Omgang med Cerellia som Dion paadigter ham, intet, ikke engang hans slette Vers var glemte deri - Og dette Specimen loed han ikke allene løbe om iblant Disciplerne, men han havde den

        

228 Uforskammenhed, at overlevere det Rectoren selv, som en Prøve paa sin Flid - Jeg tænker ikke, at jeg har nødig at anføre fleer Aarsager, til det uforsonlige Had, hvormed Herr Oldsøker siden altid forfulgte Herr van Frankhuysen -

For at sige, hvorledes denne unge Herre ligeledes i en kort Tid fik sin anden Lærere Herr Vittendynck til Uven, tænker jeg, at jeg næsten kun har nødig, at gjøre den Anmærkning, at de begge af Naturen var Poëter - Men naar jeg legger til, at Herr Frankhuysen snart begyndte ikke alleneste at laste et og andet i Herr Vittendüncks Vers, men selv at gjøre dem latterlige, saa vil man ikke undre sig over, at al den sidstes naturlige Sagtmodighed ikke længe kunde holde Stand imod denne Prøve -

Herr Frankhuysens Forældre fik ikke alleneste fra alle Kanter, Breve fulde af Klagemaal over ham, men de fik og Tid efter anden Materie nok, til at opfylde deres egne med samme Indhold - Hans Moder i sær kunde ingenlunde finde sig i de mange ExtraUdgifter som han daglig foraarsagede dem, og som gjorde, at han kostede dem, meer end dobbelt saameget, som Herr Schliker kostede sine Forældre, uagtet at begge de unge Herrer fra Begyndelsen var satte paa samme Fod - Og det er sandt, at de i deres Oeconomie var saa forskjellige, som i al deres øvrige Opførsel - Man har allerede seet nogle Træk heraf, men jeg holder det ikke for overflødigt, at udmale dem noget fuldstændigere -

Der er dem, der give bort, alt hvad de eye, uden at gjøre det, enten af en christelig Grundsætning, eller af Hyklerie, eller af en sand Genereusité, eller af Pralerie, eller || af en ægte Godhjertighed, eller af Ødselhed; men blot af en naturlig og uovervindelig Modbydelighed, for at sige det Ord: Ney - Enhver der beder disse Folk om noget, sætter dem i en vis Forstand, virkelig Pistolen for Brystet, og 229 de kan ikke afslaae ham noget, uagtet de ikke sjelden ønske sig ligesaalangt borte fra ham, som fra en anden Røvere - Den eneste Udflugt disse arme Antineyister har, er at love, i det visse Forsæt aldrig at holde deres Løfte - Og man veed; at en stor Deel af de fornemme iblant dem, altid hjelpe sig selv dermed, uden i mindste Maade, at hjelpe dem, der bede dem om noget - Men denne Udflugt hjelper intet hvor de øyensynlig ere i Stand til at give os det strax, som vi bede dem om - Som f. E., naar saadant et beklageligt Menniske, er saa uheldig, at byde mig en Priis Tobak, og jeg falder paa det Indfald, at bede ham om Tobaksdaasen, saa er han uden Redning skilt derved - Jeg skulde snart have troet at Herr Frankhuysens besynderlige Give-Syge, kom allene af denne Svaghed, og hverken af en ægte Godhjertighed, eller af blot Ødselhed - Thi det var ham vist saa umueligt eller i det mindste saa tungt, at sige Ney i slige Tilfælde, at han ofte gav Ting bort paa en blot Anmodning, hvorved han ellers meget ugjerne skulde have skilt sig; Ting, hvortil han aabenbar trængte meer, end den der bad ham derom; Ting som af deres Natur i Øyeblikket maatte erindre ham, om alle de ubehagelige Følger, der naturligviis vilde flyde for ham, af deres Mangel; og han gav dem ofte til Folk, hvis Venskab, han hverken troede, eller i mindste Maade ønskede at have - Men om han og i disse Tilfælde handlede saaledes, af den føromtalte Svaghed, saa er det dog vist, at han gav ligesaameget bort, hvorom ingen bad ham, og hvor den følgelig ikke kunde have Sted - Af Pralerie gjorde han det ikke, thi han søgte altid, saameget som mueligt at skjule det for alle, og selv for den, der havde Fordeelen deraf - Af Religion, kunde man i Betragtning af hans øvrige Opførsel ikke just haabe, at han var saa gavmild; og af Hykklerie var han det vist endnu mindre - Han maatte følgelig vel være det, enten af en ægte Godhjertighed,

        

230 eller af en naturlig Ødselhed, eller maaskee noget af begge Deelene - Uden at man vil antage en Drift for muelig i Mennisket, og sætte den forud hos ham, hvilken jeg før engang har berørt; en, hvor- af den simple Ødselhed kun kan være en Green - en Drift, der strider || lige og umiddelbar imod vor Egennytte, en naturlig Tilbøyelighed til at ødelegge sig selv - Saameget tør jeg sige, at dersom denne Drift har havt Sted hos nogen, saa var det hos Herr Frankhuysen - Thi saalænge han levede, gav han ikke allene, men han kastede han stødte bort, alt hvad andre Mennisker sætte Priis paa, og hvis Værdie han selv meget vel indsaae, naar han ikke havde det meer - Det kunde følgelig vel være denne Drift, der var Hoved-Kilden til hans GiveSyge, ligesom til alle hans øvrige Feyl; men dog har jeg uomstødelige Beviis paa, at en ægte og ædel Godhjertighed, havde ofte en stor Deel, i den første - Hvorom alting er, saa var den til Deels Aarsag i, at hans Forældre meer end engang, maatte complettere hans Garderobe og hans Bibliothec, om han ellers skulde blive ved Skolen med Anstændighed; og herom syntes hans Fader kun lidet, og hans Moder sletintet - Der var heller ingen der roeste det, og alt hvad man kunde gjøre, var at undskylde denne Opførsel - Men ingen var ivrigere i at laste den, end Herr Schliker, ventelig, fordi han efter sin Character iagttog den modsatte deraf - Og dog, naar jeg skulde troe det, som Clement betroede mig, under Løfte om Taushed; saa profiterede denne unge Herre meget ofte, af sin SelskabsBroders GiveSyge - Men for at lade enhver vederfare sin Ret, maae jeg sige, at Herr Frankhuysen aldrig vilde tilstaae dette; og altid, naar man saae noget virkelig i Herr Schlikers Eye, hvorom man vidste, at det før havde tilhørt ham; halstarrig paastod, at han havde faaet Betalning derfor, i hvilken Paastand Herr Schliker da troelig nok stoed paa hans Partie -

        

231

Imidlertid var Herr Frankhuysens Give-Syge, langt fra ikke det eneste der kunde sættes ud paa hans Oeconomie, og jeg har kun anført den først, fordi den syntes mig den undskyldeligste - Hans uhollandske Sjæl besad desuden en rasende Kjøbe Syge, der i Hensigt til sin Grund, sin Adfærd, og sine Følger, var den ægte Kjøbmands Aand lige modsatt - Naar man betragter ikke allene det øvrige af hans Caracter, men selv den Grad af menniskelig Fornuft, som man ikke vel kunde negte ham; saa vil man finde, at Egennytte ingenlunde kunde frembringe denne Lyst hos ham, at kjøbe alt hvad han saae; i det mindste ikke i den Forstand hvori Egennytte tages paa en Beurs - Dersom han i mindste Maade havde været betænkt paa sin Fordeel, vilde han ved et ringe Overlæg, have fundet det nødvendigt, at undersøge en Deel Omstændigheder, som han altid lod af Agt, ved sine Kjøbmandskaber - Hans || raske Indbildnings Kraft, forledte ham i dette Tilfælde, som i alle andre til overiilte og falske Domme - Saasnart en Ting, kun havde en god, en skjøn, en glimrende eller blot en ham behagelig Side, bedømte han det heele derefter, han fik Lyst, og naar han kunde mættede sin Lyst dertil, førend han gav sig Tid, til at prøve Resten - Han prøvede for det andet aldrig, om den Ting han kjøbte, virkelig var det værd, som han gav derfor; men han slog til, saasnart han kun selv satte større Priis derpaa, end han satte paa de Penge han gav for det; og det gjorde han altid; thi ingen kunde foragte Penge meer end han, saalænge han virkelig eyede nogle - Han lod i den nøyeste Forstand hver Dag have sin egen Plage, og det Spørgsmaal, om han ikke trængte, eller snart kunde trænge meer til andre Ting, end til den, han kjøbte; faldt ham ikke engang da ind, naar han gav sine sidste Penge ud - Endelig undersøgte han aldrig det, som Erfarenhed dog gav ham god Anledning til at undersøge, om han ikke inden en

        

232 meget kort Tid vilde være saa kjæd af den Ting, hvorpaa han nu satte saa stor Priis, at han enten gav eller kastede den bort, naar han ikke ved en forunderlig Hændelse kunde sælge den - eller i denne sidste Fald, om han vilde finde en Kjøbere, der bar sig ligesaa overiilt, ligesaa enfoldigt ad, som han - Det er heraf klart, at hans Kjøbe-Syge snarere maatte komme af en inderlig Afskye for Penge, end af en Begjærlighed efter at vinde dem - Med alt dette vil man i denne Kjøbe-Syge finde en vis Have Lyst, der meget ligner Gjerrighed - Det er og vist at Herr Frankhuysen besad alt det, af dette Laster, som reent ud er uadskilleligt fra Ødselhed - Saameget, som han foragtede Penge, naar han havde dem, saa begjærlig var han efter at faae nogle naar han ingen havde - Men han var for stolt, til at anvende andre end tilladelige Midler hertil; han var for magelig, troer jeg, til at bruge en ægte Gjerrigs Overlæg, og Alvor og Fliid derved; og han var for letsindig, til nogentid at tragte efter meer, end netop det, som han behøvede i samme Øyeblik - Imidlertid foraarsagede denne Art af Penge-Gjerrighed, sammentaget med hans naturlige Letsindighed, at han med Tiden altforofte faldt i Aagerkarles Hænder, hvilke, som man kan tænke, ingenlunde skaanede ham - Og her maae jeg anmærke, at, ifald jeg ellers kan troe Clement, han allerede paa Skoelen, begyndte, at forbinde sig til alt hvad man vilde, naar man kun ved et PengeLaan vilde rede ham || ud, af en og anden Omstændighed; og at hans Ven, Herr Schliker, virkelig var den, der først tjente ham i slige Tilfælde -

Vil man nu til alt dette legge de Udgifter, som Herr Frankhuysens Hospitalitét, som hans Tilbøyelighed til Vellyst, som hans sanguinske Temperament, og de, som hans Ubetænksomhed, hans Luuner, hans Indfald, daglig satte ham i; saa vil man finde, at hans Ødselhed var fuldstændig; og,

        

233 at de der skulde forsyne hans Casse ikke havde mindre end Aarsag, at være fornøyede med ham - Herr Schlikers Opførsel var, som jeg allerede har anmærket, denne lige modsatt - Han gav aldrig uden i Tavlen, han kjøbte aldrig, uden hvor han saa stor og sikker Fordeel, og han gjorde sig aldrig til Gode, uden naar han fik det for intet -

        

234

Efter Aftale vil jeg uden videre Omsvøb begynde paa mit LevnetsLøb - og da jeg haaber, at De min beste Ven, altid forudsætte hos mig den ømmeste Agt og Kjærlighed for Dem og Deres; vil jeg intet videre tale herom, i de Breve, som allene ere bestemte til at give Dem et Begreb om min Tænkemaade, mine Luuner, min Opførsel og min Skjæbne i de Tider, da jeg ikke var saa lykkelig, at kjende Dem - Jeg har neppe nødig at bede Dem gjemme disse Papiirer - De holde for meget af mig til at kaste dem bort - Men at skjule dem er en Sag, som jeg paalegger Deres Samvittighed. -. For nærværende Tid er Deres Kjæreste og ConferentsRaad Carstens de eneste Vidner som jeg kan taale til en authentiqve Tilstaaelse af mine Daarligheder - Naar jeg nu paa nye har bedet Dem undskylde mig; om jeg i Hensigt til min egen Fornøyelse, begynder i min Historie, hvor og hvorledes det falder mig ind, saa tænker jeg, at jeg uden videre Forberedelser kan skride til Værket -