↩
Herr Frankhuysen havde strax i de første Dage tillagt sig en fortroelig Ven i en fattig HaandVærks-Mands Søn ved Navn Clement - En vis fornemme Herre havde en Eftermiddag, da han intet andet vidste at tage sig for, ladet sig det falde ind, ved mange Overtalelser og Løfter, at formaae denne Clements Fader, som just arbeidede hos ham, til at lade sin Søn studere, om hvis Vittighed han af et vist muntert Væsen og et par barnagtige Indfald, havde fatted de største Tanker - Faderen var daarlig nok til at følge dette Raad, og den omtalte Herre fornemme nok til i en kort Tid reent at glemme, at han nogentid havde givet ham det - Da den unge Clement var kommet for vit i sine Studeringer, og baade havde fundet for megen 188
Smag i dem, og faaet for mange Indbildninger i Hovedet om sin tilkommende Lykke, til at han igjen godvillig skulde have vendt om til sit første Haandværk; og hans Fader, som ingenlunde havde Raad til at holde ham længer i Skolen, tog sig den underdanige Friehed at erindre bemelte Herre om sine Løfter, negtede han dem ikke alleneste reent, men han ansaae det for || den største Uforskammenhed, at man turde beskylde ham for at have givet den mindste Anledning til et Infald, hvilket han kaldte det dummeste paa Jorden - Og da han havde soeret paa, at en Mand der var saa ublue ikke længer skulde arbeide for ham, jagede han ham paa Døren - Enten nu Ærgrelsen eller et andet Tilfælde var Aarsag deri, eller Naturen kun krævede sin Ret, saa døde den gamle Clement faae Dage efter denne Hændelse, uden at efterlade sin halvstudeerte Søn andet, end en skrækkelig Forlegenhed, hvoraf hans Brødre, som enten var Skomager- eller Skrædder Drenge intet vidste - Om han og havde vildet rede sig ud deraf, ved at forlade Muserne og sine søde Drømme, og at lære et Haandværk, saa havde dog hans Studeeringer allerede gjort ham saa ubequem dertil, at den Mester, der havde antaget ham, vist havde anseet denne Gjerning for en Almisse - Endelig udrettede hans Lærere, hvis Yndest han havde tilveyebragt sig ved sit gode Nemme og sin Flittighed, og som af disse Aarsager selv ugjerne vilde miste ham, saameget, at han i en Deel Borger Huuse fik en Dags Kost om Ugen - Da han nu desforuden forhvervede sig et og andet Tilstød, tildeels ved at skrive Stiile og Specimina for de rige og fornemme Discipler, tildeels ved at varte dem op; saa slog han sig igjennem, som han kunde - I denne Forfatning var han, da den unge Frankhuysen kom til Skoelen - Denne havde ikke saasnart hørt hans Historie, og af et Par Dages Omgang lært at kjende ham, førend han skjænkede ham sin heele 189
Fortroelighed, sit heele Venskab - Uden i det Fald at raadføre sig enten med Herr Schliker eller med nogen, tilskrev han sin Papa et Brev, hvori han med de meest rørende Udtryk fortalte ham den unge Clements Vanheld, og tillige udbad sig det som en Naade, at de maatte tage ham til sig paa deres Værelser, foregivende, at de kunde have megen Hjelp af ham i deres Studeeringer, foruden den Bistand, de kunde trænge til, og vente sig af ham i andre Tilfælde - Den gamle Herr van Frankhuysen var let at overtale - Men det var vanskeligere, at faae den gamle Herr van Schliker til at give sit Samtykke deri - Egentlig var der kun en Omstændighed i Veyen, nemlig denne, at den før omtalte Herre, som først havde overtalt den gamle Clement, til at lade sin Søn studere, og siden negtet det, sandt at sige var ingen anden, end just den selvsamme gamle Herr van Schliker - Endelig lod han sig dog, ved sin gamle Vens Forbøn, og ved det Haab, at hans Søn kunde have nogen Fordeel deraf, bevæge saavit, at han tilgav den un-||ge Clement denne Omstændighed, og tillod ham at drage ind til de unge Herrer, i den dobbelte Qualitet, af deres Meddiscipel og deres Opvartere; dog med det Forbehold, at han først vilde høre Lærernes og i sær sin Søns Tanker desangaaende - Den unge Schliker, enten han nu fandt sig fornærmet derover, at Herr Frankhuysen havde agtet hans Samtykke i denne Ansøgning saa ringe, eller han erindrede den gamle Clements ublue Opførsel imod hans Papa, eller han havde noget andet at sætte ud paa det unge Menniske, berettede sin Fader, at han slet ikke kunde indsee, hvorledes de kunde have nogen Hjelp af ham i Hensigt til deres Studeeringer, at de ikke behøvede meer Opvartning, end den de allerede havde i det Huus, hvor de var; at det overalt ikke lod til, at der var noget got hos den unge Clement; at det Venskab, som paa engang var blevet saa heedt imellem ham og 190
Herr Frankhuysen i det mindste ikke tillodat formode det; og at han overalt takkede Gud, at han ey havde taget Deel i et Indfald, hvis uskadeligste Øyemed kun kunde være, at sætte begge deres Forældre i unødige Bekostninger - Dette Brev skulde uden Tvivl paa engang have udslukt det lille Glimt af Lykke, som den unge Frankhuysen havde antændt for sin Ven; dersom ikke til hans Held Skole-Lærernes, og andres Betænkninger, hvormed den gamle Schliker fandt for got at raadføre sig i denne Sag, havde klinget af en gandske forskjællig Tone - De meente, at Clement, som var kommet saa meget videre end de unge Herrer, kunde være dem til overmaade stor Nytte, deels ved at gaae det igjennem med dem, som de havde hørt i Skoelen, og overalt at anføre dem i deres private Læsning, deels ved at opmuntre og anholde dem til desto større Flid - Paa hans Opførsel, skrev de, havde hidindtil slet intet været at sige; og de turde love for den i Fremtiden, naar man vilde beviise dette fattige Barn den Velgjerning, som enhver af dem vilde ansee for en Bevaagenhed imod sig selv - Enten nu den gamle Herr van Schliker, havde meer Tillid til dette Raad end til sin Søns, eller han lod sig overtale af den gamle Frankhuysen, som tilbød, at han vilde paatage sig den heele Bekostning, eller han maaskee uforvarendes erindrede de Løfter, som han fordum havde givet Clements Fader, saa gav han sin Søn Ordre, at modtage ham, uden videre Indvending - Denne, som den unge Frankhuysen desuden af Kjærlighed for sin Ven, havde bequemmet sig til at give gode Ord, adlød med den beste Mine han kunde, siden han ikke vidste at gjøre det anderledes - Dog kunde han ikke undlade ved alle Leyligheder at yttre en fornuftig Mistillid til den unge Clement; og det var saalangtfra, at han skulde || have indladt sig i nogen Fortroelighed med ham; at han tvertimod lod sig det være 191
magtpaaliggende, ved et vist fremmed et tilbageholdende Væsen, og selv ved en Art af Høyhed og Myndighed i sin Opførsel imod ham, bestandig at erindre ham om den Forskjæl der var paa deres Stand og Vilkaar, og at de var intet mindre end Venner - I denne Hensigt fordrede han selv i Begyndelsen de unødvendigste og de meest ydmygende Haandrekninger af ham, hvilke da den unge Clement efter sin Bestallings Inhold, ikke ret vel kunde vegre sig for; men Herr Frankhuysen, som havde imodtaget sin Ven med aabne Arme, og i alle Maader gik om med ham, som med sin Ligemand, udrettede saameget ved sine Forbønner, eller, som jeg før vil troe, ved sine Trudsler, at Herr Schliker eftergav denne Fordring - Men derfor hverken elskte eller agtede han Clement destomeer, og man kunde tilsidst endog tydelig mærke, at han virkelig af sit gandske Hjerte afskyede ham - Om han nu gjorde dette just fordi den unge Frankhuysen elskte ham, eller fordi han engang havde begyndt at være ham imod, og han, som det pleyer at skee, af denne Grund allene vilde blive ved, eller af en naturlig Antipathie, eller af en bedre Grund, og fordi Clement virkelig fortjente hans Afskye, det vil jeg altsammen lade staae ved sit Værd - Saameget er vist, at jeg foruden hans Fattigdom, aldrig har fundet andre Feyl hos dette unge Menniske, end at han i mange Poster lignede sin Patron altformeget - Og sandt at sige udmærkede han sig kun fra denne ved en større Ydmyghed, en større Beredvillighed at adlyde og at give efter, som han dog havde meer sin ringe Fødsel og sine udstandne Vanheld, end Naturen, at takke for - For Resten var der i alle Tilfælde eens Gaver, eens Tilbøyeligheder, eens Tænkemaade hos begge, hvilket uden Tvivl meget befordrede deres Venskab, ligesom det siden derved blev saa uopløseligt - Endskjønt nu dette, besynderlig i Herr Schlikers og hans Venners Øyne, var Feyl nok hos den unge Clement, 192 og man i denne Henseende kunde gjøre mange bittre Anmærkninger over Herr Frankhuysens Valg i sit Venskab; saa fremskinner der dog unegtelig en vis Ædelmodighed, af hans Opførsel ved denne Leylighed, som i mine Tanker burde have tilveyebragt ham alles Bifald; ligesom den anden unge Herre, synes mig, lod see noget af den modsatte Egenskab, der, saa sædvanlig som den er, dog sjelden pleyer at undskyldes, og endnu sjeldnere at roses - Men til min ikke liden Forundring maatte jeg dengang erfare, hvorlet man kan feyle i de Formodninger, som man allene bygger paa en eller anden almindelig Sætning - Det er sandt; den unge Frankhuysens Lærere gav ham deres Bifald - || fordi han, som de sagde, havde viist saadan en Iver i at forfremme sine Studeringer, at han af sin egen Drift, saa instændig havde søgt, om en, der kunde manuducere ham deri - De var alt for store SkoleMænd, til at bemærke noget meer i denne Handling, eller engang at formode andre DriveFjære dertil - Dersom og de fiinere Træk af Menniske Vennen deri kunde trænge ind i deres med Antiquiteter opfyldte Hjerner, saa var det kun for et Øyeblik, og de gav sig ikke Tid til at eftertænke, end sige at føle noget, som efter deres Begreb overalt kun var SmaaeTing imod det væsentlige Sum, forem, fio, existo, og det grundige Barbara celarent - Da de derfor efter en kort Tids Forløb mærkede, at det meer havde været hans Hensigt, at spøge med den unge dement, end at læse med ham, saa faldt deres heele Bifald bort af sig selv - Herr Schliker derimod, som ordentligviis paste paa, naar Frankhuysen og hans Ven var i deres beste Spøg, at kalde denne derfra, for enten at lade ham gaae et vanskeligt Capitel i en latinsk Autor igjennem med sig, eller at profitere af hans Nærværelse i andre lige vigtige Tilfælde; han fik al deres Berømmelse; og i Henrykkelse over den, der gjorde Clement saa 193
nyttig, glemte de den der havde gjort ham lykkelig - Det er heller ikke at tvivle paa, at jo en Deel af Clements fattige Familie og Bekjendter, som opholdt sig der i Byen, har fundet den unge Frankhuysens Opførsel meget priisværdig; men deres Gotbefindende, kan ligesaalidet, som mit, min Systers og nogle faae andres komme i nogen væsentlig Betragtning, hvor der tales om et almindeligt Bifald - I vort sædvanlige Søndags Selskab bemærkede nogle intet andet ved hans Handling, end at han derved havde satt sine Forældre i unødvendige Omkostninger, og de tog heraf Leylighed at igjennemhegle hans ringe Agtelse for Penge - Andre vilde næsten troe, at han havde gjort det altsammen allene for at drille den unge Schliker, som han meget vel vidste at det var imod, og de tog heraf Anledning, at tale vitløftig om hans Vrangvillighed og hans Ondskab - Matronerne spaaede strax ingen god Hensigt deraf, at han saaledes havde søgt at dølge den første Ansøgning, som han skrev til Clements Beste, for den retskafne Herr van Schliker - Men da denne Tid efter anden lærte dem at kjende Clements Caracter nøyere, da han først fortalte dem et og andet Puds, som han og hans Ven havde været enige om at spille - da først opløftedes alle Stemmer || imod den unge Frankhuysen - Nu havde man ikke meer nødig, at spørge om Aarsagen til hans besynderlige Godhjertighed mod Clement, nu kunde man ikke undre sig over deres Fortroelighed - Man vidste ja, at lige lege best, og at Skarn altid holder sig til Skarn - Men det var imidlertid beklageligt at han ikke kunde lade det være nok ved selv at være Herr van Schliker til Forargelse, men at han og skulde kunde paanøde ham en anden, der var det ligesaameget, som han selv - O. s. v. Men de hidsigste Fiender, som Herr Frankhuysen tillagde sig, ved sin besynderlige Godhed og Høflighed mod Clement, var hans rige og fornemme 194
Meddiscipler, og disse gav just Anledning til den Hændelse, som jeg egentlig vil fortælle - I Begyndelsen forargede de sig kun over den Nederdrægtighed, som de kaldte det, at en ung Herre, vilde gjøre sig saa gemeen med en Tiggerdreng, med en der var vant til at bøste deres Skoe, og ikke var for god dertil endnu - De lod det blive ved at rympe Næserne, naar de saae, at han kyste en, for hvilken de troede, at det kunde være Ære nok, at blive pryglet af en Junker - Da de mærkede, at han endog agtede Clement høyere, end nogen af dem selv, og at han langt heller var i en fattig Skrædders Søns Selskab, end i deres, da kunde de ikke undlade at vise ham deres Misfornøyelse herover, ved SpotteGloser, som han loe af, og ved et Suurseende, som han intet brød sig om - Men da han først begyndte at finde sig fornærmed over den Foragt, som de viiste hans Ven, da han ikke meer lod det blive derved selv at omgaaes ham som sin Ligemand, men endog temmelig tydelig paastod, at enhver af de andre skulde gjøre det samme, da rottede de sig ordentlig sammen imod ham - Og da han allerede ved et Par Leyligheder havde satt sig i den Credit, at ingen af dem skjøttede om at angribe ham i egen Person, saa maatte hans Ven, den arme Clement, undgjelde det - Denne drillede, overskjeldte og puffede de i alle Hjørner, saasnart hans Beskjærmere ikke var tilstede - Da han enten af Taknemmelighed for de Gaver, som de forhen havde tilkastet ham, ikke vilde, eller, fordi han altforvel følte den i Øyne faldende Forskjæl paa hans og deres Vilkaar, ikke turde sætte sig til Modværge imod saa fornemme Herrer: fandt de meer og meer Smag i denne Art af TidsFordriv, og drev det tilsidst saavit, at den unge Frankhuysen, som Clement dog havde været for klog til at beklage sig for, nødvendig tilsidst maatte blive Vidne til et og andet deraf - Iblant disse unge Herrer 195
befandt sig to Baroner af Stachelheim, hvis Familie vi vil blive nærmere bekjendt med, i Fortsættelsen af denne Fortælning - Disse var den fattige Clement meest paa Halsen, fordi han havde varted dem meest op, førend Frankhuysen, som de sagde, hav-||de omstøbt ham til en Herre - Denne, som ved adskillige Leyligheder blev det vaer, soer tilsidst paa, at han vilde ansee og straffe den mindste Fornærmelse, som de understod sig at gjøre hans Ven, som om den var vederfaret ham selv; og han sagde til Clement, at han aldrig vilde agte ham for sin gode Ven, dersom han herefter taalte det mindste af hvem det og var, uden at hævne sig paa Stedet - De unge Baroner, som begge var ældre end Herr Frankhuysen, kastede Underlæben op over disse Trudsler, og derved blev det dengang - Men faae Dage derefter, da de Herrer af Stachelheim, Herr Schliker, og nogle andre unge Herrer spadserede, havde Clement det Vanheld at møde dem, og det endnu større Vanheld at have en galonered Hat paa Hovedet, hvormed hans Ven for nyelig havde beskjænket ham - Det var meer end de kunde taale, og den ældste Baron kastede den af ham, hvorved han passede Leyligheden saa got, og tillige var saa lykkelig, at den til alles usigelige Fornøyelse, faldt just paa et Sted hvor en af Renouationens Vogne nyelig var veltet; i hvilket Dynd de andre, Herr van Schliker undtaget, gjorde sig en uskyldig Spøg af at begrave den dybere og dybere med deres Stokke - Clement, som enten havde meer Mod, eller mindre Taalmodighed dengang, end han pleyede, sagde dem reent ud, at det var en meget uanstændig Opførsel - Det var som om de kun havde ventet dette Signal, for at overfalde ham og paa engang at mætte deres Had - Om han og havde vildet bruge alle sine Kræfter, skulde han dog ikke have kundet imodstaae saamange - De fik ham snart under sig, og bearbeydede ham efter deres 196
Hjerters Lyst; den eneste Herr van Schliker undtagen, der lod sig nøye med at være en ledig Tilskuere, uden forsaavit at han i al den Tid, da de andre pryglede Clement, foreholdt ham sin Næsviished, og formanede ham til at viise større Ærbødighed, imod unge Herrer, der var saa langt over ham i Stand og Vilkaar - Men denne ulige Kamp kunde ikke gaae af uden Støy - og den arme Clements Stemme, naaede til alt Vanheld en Persons Øren, der langt fra ikke var saa koldsindig som Herr Schliker, og hvorom Selskabet kunde have seet forud, at han vilde blande sig i deres Trætte med andet, end Formaninger; dersom de havde faaet Tid nok til at gjøre dette Overlæg - Man kan begribe, hvor forundret den ældste Herr von Stachelheim maatte blive, da han uden selv at vide hvorledes det gik til, i et Øyeblik befandt sig paa selv samme Sted, hvor han før havde lagt Clements Hat - Endskjønt han let kunde indsee, at der maatte være kommet et Par Hænder meer i Legen, saa kunde han dog, da han tillige var saa uheldig, at falde paa Ansigtet ikke ret besinde sig paa deres || Eyermand, førend han af et Par troehjertige Eeder, som denne gav ham med paa Veyen, erfarede, at det var ingen anden, end den unge Herr van Frankhuysen - Den yngre Herr Baron, som vilde hævne sin Broder, kjendte sin Fiende meget vel, men han frygtede derfor ikke at angribe ham, og gav ham virkelig ulige meer at bestille - Dog alt hvad han kunde udrette, var, at han faldt paa det tørre, og følgelig med meer honneur, end hans Broder - Men ak, hvormeget havde det ikke været at ønske, i sær for den unge Frankhuysen at ønske, at og denne Baron var faldet i Møddingen - Denne Mødding syntes virkelig at være lagt med Flid hen af Skjæbnen, som et Middel, hvorved min Helt endnu kunde have undgaaet den største Deel af de skrekkelige Vanheld, som siden betraf ham - Den ældste Baron var 197
strax efter sit Fald, løbet efter det naturligste og sikkerste Lægemiddel for sine Blessurer, nemlig reent Vand, hvormed han paa engang forbandt og lægte dem - Havde nu den yngste faldet paa samme Sted, skulde han uden Tvivl baade have kundet gjøre og virkelig gjort det samme, og begge skulde siden have undseet sig ved at røre ved en Sag, hvoraf de havde saa liden Ære - Men til alt Vanheld, skulde der just være en skarp Steen til rede, hvorpaa han kunde falde saa haardt med Hovedet, at ikke alleneste Blodet flød strømmeviis deraf, men at han virkelig paa engang tabte Brugen af alle sine Sandser - Herr Frankhuysen gav ham i Kampens Heede endnu et Par Tryk, førend han mærkede dette; men saasnart han saae det, sprang han op, og raabte som en forstyrred om Vand, om Feldskjær, om alt hvad han kunde finde paa, uden at overlegge, hvorlidet alt dette kunde nytte, om det ellers var sandt, hvad han i samme Aandedræt sagde, at den unge von Stachelheim var død, steendød - Denne Katastrophe adspredede i en Hast den heele unge Hjord - Og man kan let begribe, hvor bestyrted jeg og vi alle blev, da Herr van Schliker, som i Forbigaaende at sige, havde fortalt de første, og alle dem han mødte underveys, at Frankhuysen havde myrdet den unge Baron von Stachelheim, kom aandeløs i vort Huus og berettede os det samme - Min yngste Syster gav et heftigt Skrig, vred Hænderne og brast i Taarer, uden at gjøre sig mindste Umage enten for at stille eller at skjule dem - Min Moder selv kunde ikke bare sig for at sukke, i det hun erindrede os om sin Spaadom, og hvorledes hun strax havde forudseet, at det ikke kunde faae andet Udfald - Alle vi andre var i nogle Minuter stumme, og blege som Spøgelser - Endelig tog jeg Herr Schliker ved Haanden, og bad ham saasnart som mueligt føre mig hen til det Sted, hvor || Ulykken var skeet - Da vi kom 198
derhen, fandt vi at allerede nogle ByKnegte havde bemestret sig den unge Frankhuysen og hans Ven, og vilde bringe dem i god Forvaring - Den unge Herr von Stachelheim, som igjen havde yttret nogle svage Tegn til Liv var alt bragt hjem til sine Forældre - Jeg stilte mig an, som om jeg slet intet vidste af alt hvad der var skeet, og spurgte nogle af den omkringstaaende Mængde, hvad det var - Det Menniske der, som ingen Hat har paa, sagde man, og pegede paa Clement, har myrdt en ung Herre; han tilstaaer det ikke allene selv, men har endog fortalt alle Omstændighederne, hvorledes det er gaaet til, og han tilbyder sig, at bekræfte det med Eed - Man kan derfor ingenlunde begribe, hvad der gaaer af den anden unge kjønne Herre, at han saaledes bander og sværger imod ham, og er saa hidsig i at anklage sig selv for denne Ugjerning, som ingen ellers havde drømt om at beskylde ham for - Men nu, lagde man til, kan det ikke være andet, end at de begge maae bringes i Arrest - Denne Beretning gav mig et lille Glimt af Haab for den unge Frankhuysen: jeg trængte mig nærmere til, og traf begge de to unge Mennisker endnu i fuld Trætte - Ingen vilde give efter - Clement paastod med mange Taarer at han havde gjort det, at han ikke vilde være Skyld i to Ulykker, og at den unge Herre maatte være rasende, da han saaledes uden al Aarsag vilde paatage sig Skylden for ham - Herr Frankhuysen soer ved Gud, og ved alt hvad han kunde finde paa, at Clement sagde usandt; og da han i det samme blev Herr van Schliker vaer, beraabte han sig paa hans Vidnesbyrd; hvilket han da, til min ikke liden Beundring, var saa føyelig eller saa retfærdig, at give ham saa reent og tydeligt, som han kunde ønske sig det - Endskjønt nu den unge Forbrydere triumpferede over dette Medhold, saa kunde det dog ingenlunde befrie den gode Clement, der uden Tvivl beundrede den Iver, hvormed 199
Herr Schliker streed for hans Uskyldighed, ligesaameget som jeg - Begge maatte i Arrest, og det var neppe, at jeg ved gode Ord og en Haandfuld Penge kunde overtale ByKnegtene til i Betragtning af den unge Herres Fødsel, at hente en Karet, og saaledes at bringe dem lige til Politie-Lieutenanten; - hvorhen jeg fulgte dem - Endskjønt Clement endog her i Begyndelsen blev ved sin Paastand, saa kunde han dog ikke længe imodstaae denne ærværdige Magistrats Persons Anseelse; hvilket han nu desuden indsaae, at det var reent unyttigt, da saa mange Vidner kunde, og efter Herr Schlikers Exempel uden Tvivl vilde igjendrive ham - Han værgede sig derfor kun med Graad, og gik til den reene Bekjendelse, i det han soer || at han vilde ansee det for den største Naade, der kunde vederfares ham, om han maatte døe, i Stedet for sin brave, sin retskafne Herre, saaledes kaldte han den unge Frankhuysen - Uartige, sagde denne, i det han faldt ham om Halsen, har du glemt, at jeg er din Ven, eller vil du maaskee ikke længer være min, fordi jeg er bleven en Misdæder - Adskillige af de tilstedeværende maatte tage til deres Tørklæder ved dette Optrin; og den strænge Øvrigheds Person, fandt selv noget saa rørende i de to unge Menniskers Opførsel, at han, efter at have givet dem nogle faae alvorlige Formaninger, tiltalte dem meget mildt, og tilbød dem sit Huus til Opholds-Sted, indtil fleer Vidner kunde blive afhørte - Thi til en Art af Trøst for den arme Clement, kunde han ikke før erklæres for uskyldig og derved skilles fra sin Ven - Her maatte jeg følgelig forlade dem - Min heele Sjæl var i Bevægelse, jeg fløy meer end jeg gik til Baronernes Huus, hvor jeg til min ubeskrivelige Fornøyelse fandt at den unge Herre, endskjønt med forbundet Hoved, dog siddende opret i Sengen, just fortærte det sidste Stykke af en stegt Kylling - Jeg blev saa overrumpled af denne 200
uformodentlige Glæde, at jeg derved glemte al min Kummer, og troede, at den heele Sag var forbi - Men den var det ikke - Thi endskjønt den unge Herr van Frankhuysen, Dagen derefter, paa Feldtskjærens skriftlige Attest, at der ikke var mindste Fare for Baronens Liv, og paa min Caution, fik sin Friehed, saa var Processen dog dermed langtfra ikke endt - Herr van Schliker og alle de andre unge Herrer havde aflagt det enstemmige Vidnesbyrd, at Herr Frankhuysen havde angrebet og saaledes behandlet Baronerne, uden at de dertil havde givet ham den mindste Anledning - Thi at den ene Herre af Stachelheim havde for Spøg slaaet sin forrige Opvarteres Hat af, da han var saa tølperagtig og vilde gaae forbi uden at hilse; og at de havde givet ham nogle Rap, da han stolende paa sin nye Ven, var saa uforskammed, at skjelde dem alle for nogle grove Bengler; dermed havde ingen af dem troet at fornærme ham - Endskjønt nu Clement ikke manglede at gjøre sine Invendinger, imod en Deel Omstændigheder af denne Beretning, hvilke saa reent forandrede Sandhedens Anseelse, og virkelig temmelig grundig gjendrev nogle deraf, ved at forevise sin i Skarnet nedtrampede Hat, i sin bedrøvelige Tilstand, som og et Par Regnbuer, som endnu sad ganske kjendelige rundt omkring begge hans Øyne, foruden nogle andre smaae Blessurer - Saa hjalp dette ham dog kun selv saavit, at han blev frikjendt for videre Straf, under det Vilkaar, at han en anden gang skulde føre sig ærbødigere op imod sine Overmænd - Men Herr Frankhuysens || Sag blev lidet eller intet forbedret herved - Den romanske Grund, den eneste som han beraabte sig paa, at han burde forsvare sin Ven, hjalp saa lidet til at gjøre ham uskyldig i hans Anklageres Øyne, at den tvertimod forbittrede dem meer imod ham - Man havde ingenlunde i Sinde, at skaane den, der var nederdrægtig nok til at være bedre Ven med 201 en SkræderSøn, end med en Baron - Den gamle Herre af Stachelheim, som i forbigaaende sagt, var Mand for at have ønsket sin Søn død, allene for at faae en hængt, som i mindste Maade havde fornærmet hans og hans Huuses Ære, den gamle Baron gjorde sig paa engang en Pligt og en Tids Fordriv af, at drive denne i sig selv barnagtige Sag, saa alvorlig og saa hidsig, som om hans heele Vel havde beroet derpaa - Han paastod at han ikke vilde sove roelig, førend den unge Voldsmand blev exemplariter straffed, og førend Baronerne fik en Satisfaction, som fuldkommen kunde tilfredstille dem - Han var uovertalelig heri; og alt hvad den gamle Frankhuysens og andres Forestillinger udrettede hos ham, var at han godvillig gav sit Samtykke til en Ting, hvortil han dog heller ikke vel kunde negte det - nemlig til en Forandring af Tribunalet, hvorfor denne Affaire skulde dømmes, saaledes, at den nu blev til en simpel Skole-Sag - -