↩ Men begaaer jeg ikke endda den afskyeligste Utaknemmelighed, naar jeg leder Feyl, hvorved jeg rødmer, fra den reeneste, den helligste, den saligste Lidenskab, ved Himmelen en Lidenskab, som den kun selv kunde opvække i mit Hjerte, og som altid usmitted, altid høy, aldrig har frembragt andet end de ædelste Følelser, de værdigste Forsæt i min Sjæl? - Og om jeg nu vil regne disse Følelser, disse Forsæt for Intet, eller i det mindste ikke troe, at de kan holde Lige Vægten imod de Feyl, som jeg taler om - bliver det desuagtet ikke altid en bitter Ubillighed, for ikke at sige en Urimelighed, at beskylde denne hellige Flamme, dette Forsmag paa Himmelen, den Elskov, som af sin Natur var den største timelige Velgjerning, som en Dødelig kunde haabe af den Algode - bliver det ikke altid grusomt, at beskylde den for, at have fordærvet eller i det mindste forværret et Hjerte, som den var bestemt til at forædle - at kalde den Aarsag i Feyl, hvis Erindring og hvis Følger altforofte gjøre mig Livet bittert? - Ak! - Den var det dog - endskjønt den kun var, og allene kunde være det Hændelseviis - Jeg kan endnu legge til, at den neppe skulde have vært det hos nogen anden, end hos mig - neppe skulde have frembragt andet end den meest ophøyede Dyd, uden just i mit besynderlige, romanske, altforvarme, altfor enthusiastiske Hjerte, hvis Følelser, Tilbøyeligheder, og Ønsker, allerede den Tid deels maaskee af Naturen, deels ved Opdragelsen havde faaet en urigtig Flugt - Endskjønt jeg er overbeviist om, at jeg aldrig skulde have faldet i visse ødeleggende Feyl, dersom man ikke havde revet min SkytsEngel, min Arendse fra mig - saa er jeg dog altforoprigtig, til at ville paastaae, at jeg i modsatte Fald skulde have blevet saa god og saa nyttig, som jeg kunde have blevet, og som man skulde formode 316 det - Jeg er selv tilbøyelig til at troe det som er tvertimod - Saalænge jeg kunde haabe, opfyldte denne elskværdige denne vist ædle Lidenskab, mit Hjerte dog altformeget; og da jeg nu var nødt til at rive den ud deraf, fandt jeg intet som kunde oprette dens Tab - Dens Held gjorde mig ligesaa forvirred, som dens Uheld gjorde mig fortvivled - Ikke nok dermed, at min utaalmodige Længsel, efter at see min Kjærlighed kronet, indgav mig hundrede underlige, forvovne, og det, som maaskee var det verste, forskjællige Anslag; men den betoeg mig ikke sjelden al Virksomhed; saa, at jeg med Hænderne i Skjødet, følte mit Øyemed saa stærk, at jeg tout de bon glemte alle de Midler derover, hvorved jeg kunde naae det - Med faae Ord, i min Lykke saae jeg sjelden nogen Vey, ligesom jeg endnu længe efter min Ulykke ey kunde see noget Maal meer - Dog dette kan altsammen best forklares ved min Historie -