TIL PETER MATHIAS SPENDRUP.
✂ Min Spendrup!
✂ Ved Jupiter, min Broder, det seer ud som et halvt Snyderie, naar jeg skiller dig ved fire Skilling, blot for at igjentage dig, at jeg er din Ven, din sande Ven. I en oeconomisk Forstand, er da Johannes Ewalds Venskab fire Skilling værd? Men jeg veed, min lille Peer, at du ikke er oeconomisk i dit Venskab, og jeg vidste det længe førend du tilskrevst mig dit sidste kjærlige Brev. Ved alt hvad der er helligt, Spendrup, det var mig kjærkomnere, tusinde Gange kjærkomnere, end ifald du havde kunnet tjene mig med det bevidste, og du havde meldt mig det i en kold Tone. Nu burde jeg bede dig, ikke at være vred, fordi jeg ved min Forsømmelse i at skrive har seet ud som en der var vred derover, at jeg af din lange Taushed og dit Afslag formodede, at du varst vred. - - Gud give, Fanden havde alt dette Tintamarre! Jeg veed, at du est min Ven, og du veedst, at jeg er din - og det kan være os nok - Fordømt! -
✂ Du kanst neppe vide, hvorfra dette Udraab kommer, men at du maa sætte desto større Priis paa mit Brev, vil jeg sige dig, at jeg skriver det under den meest rasende Smerte. Jeg har Ild, fortærende Ild i alle mine Been. Imellem os at sige gjør jeg stærke Anstalter til min store Reyse. Snart, snart letter jeg Anker - og saa vil du staae ved Bredden og raabe, Hurrah, min Broder, snart skal jeg hale dig ind - og samles vi ikke før, saa ved Cap de bonne Esperance.
✂ Skriv mig til, om du kan. Det er mig en Lindring at læse dine Breve.
✂ Hils vor Benson, og undskyld mig at jeg ikke endnu har besvaret hans Brev. Du maa tillige bebreyde ham, at det var alt for studeert - der var for lidet Natur, for lidet Venskab deri. Han siger, at han har skrevet det i en Eftermiddag, og du 347 kan sige ham fra mig, at han har ødt meer end tre dermed. Lad ham lære af dig og mig, at skrive sine Venner til. Hils dine Forældre, dine Systre, dine Venner! og vær vis paa, at jeg til Døden er din
✂ Ewald.
✂ Rundsted d. 6te Febr. 1774.