↩ Saa velmeent, som jeg troer, at Deres Forslag er, min kjæreste Ven, saa har det dog satt, og ikke kundet andet, end sætte mig i den yderste Bestyrtelse og Angst - og det kjæreste - det eneste kjære som jeg finder deri, er nødvendig det, som De forsikkre mig, at De har havt den Kjærlighed, ikke at tale til andre om saadanne Ting, førend De hørte min Meening - Men kunde De da ikke vide denne Meening? - For den barmhjertige Guds Skyld, lad dog ikke min Tillid til Dem og Deres Omhu for mig gjøre mig reent ulyksalig! - Jeg seer det nu, og jeg har seet det før, at jeg i Deres Øyne kun er et hjelpeløst elendigt Kræ, som maae takke Gud, om det faaer det daglige Foer, indtil det creperer - Jeg er nu vist ikke saadant et Kræ - og om min bizarre Skjæbne ikke kan tillade mig at leve af mit eget Arbeide, af min egne suure Sveed - saa veed jeg, hvad det er at døe, og jeg frygter ved min Ære ikke derfor - Men det frygter jeg for, at være et Hospitals Lem - Gud! - retfærdige Gud! - har jeg fortjent saadanne Ydmygelser! - Jeg er ikke misundelig - og jeg igjentager det for Dem, at jeg anseer saadan en Følelse for en Nederdrægtighed - men den ædelsttænkende kan ikke altid undholde sig fra at gjøre SammenLignelser - og jeg kan ikke negte, at Galden skummer mig i Munden, naar jeg tænker paa, at jeg, for, ved at skrive Adam og Ewa, Balders Død og andre agtværdige Stykker; at have tildraget mig Kjenderes Opmærksomhed og saakaldte Velyndere - at jeg, blot af denne Aarsag, skal fordømmes til den usle, ydmygende Stilling af et AlmisseLem - da en anden, som ikke var født til større Fordeele, end jeg, skal krones med Ære og Overflod, blot fordi han er en Nar og en Ryggesløs - Er der da ingen Ret i Dannemark, eller er det mig allene, som man negter den, fordi jeg har været saa dum, at 354 tildrage mig Velyndere ved min Poësie? - Forønskte Poësie! Som en fuldkommen Døgenichts, havde jeg ved den levende Gud, endnu været lykkeligere, end jeg har været som Johannes Ewald - Men det vil vi lade fare, og kun tale om Realiteter -