Ewald, Johannes TIL HANS VILHELM VON WARNSTEDT.

TIL HANS VILHELM VON WARNSTEDT.

Høy-Velbaarne

Herr Kammer-Herre! -

I et Brev, som var og burde være bestemt til at bevidne Deres Høy-Velbaarnhed min underdanigste og inderligste Taknemmelighed, for al den Graçe, og især for den, som De nyeligst - i Hensigt til de to Dragter - har viist mig - passer det sig deri, at jeg umiddelbar paa nye igjen falder Dem besværlig med en af mine Bagateller? - I Tillid til Deres Ædelmod, og Deres besynderligere Bevaagenhed for mig, hvormed mit Hjerte ikke kan andet end smigre sig, vil jeg vove det - og være, saa kort; som mueligt -

Da jeg nu vidste, at min Balder skulde fremtrine i al sin Herlighed, og tillige erindrede mig den mangfoldige Efterspørgsel, som forgjæves havde været hos mig i Fjor om Exemplarer deraf - saa var intet naturligere hos mig end det Indfald, at et besynderligt Aftryk deraf, baade maatte være Theatret og Publicum behageligt - Jeg talte desangaaende med min Bog-Handler Herr Profft - og han tilbød mig strax, uden min Anmodning 30 Rixdaler, for den Tilladelse at trykke det - men jeg sagde ham, som Herr Hansen, der da var tilstæde, kan bevidne - at det var noget, som jeg uden 369 Deres Høy-Velbaarnheds Bevilgning ikke kunde give ham, at jeg i mit inderste Hjerte var overbeviist, at mit Stykke i alle Hensigter tilhørte Theatret, og at han følgelig først maatte vende sig til Deres HøyVelbaarnhed desangaaende, førend vi kunde treffe nærmere Aftale - Den Formodning, som jeg da første Gang hørte yttre, og som jeg neppe kunde troe grundet - den nemlig, at Herr Gyldendahl uden at tale et eneste Ord til mig desangaaende, allerede havde begyndt derpaa - den tvang mig til at begjære af Herr Profft, at han først for alting vilde erkyndige sig hos Deres HøyVelbaarnhed, om De havde givet Herr Gyldendahl Ordre eller Bevilgning hertil, i hvilket Tilfælde alt havde været forbi, og jeg, som jeg hellig bevidner, fuldkommen tilfredsstillet - Herr Profft, troede sig ved det Svar, som Deres HøyVelbaarnhed havde givet ham, berettiged ligefrem at forespørge sig hos Herr Gyldendahl desangaaende - og han traf ham over Korrekturen af det Fjerde Ark - Dette, kan jeg ikke negte, satte mig i Hede - Thi havde han ingen Bevilgning, saa var det virkelig noget besynderligt, om han blot af den Fordeels Overflødighed, som jeg allerede ved Kongens Naade, og mine Velynderes Bevaagenhed havde havt af mit Stykke, ligefrem vilde drage den Slutning, at al den øvrige som kunde gjøres deraf, tilhørte ham - Og dersom han og virkelig havde havt en, saa, syntes mig, streed det dog imod den almindeligste Høflighed, at han allerede var gaaet saa vit, uden at melde mig et eneste Ord desangaaende - Herr Profft, som kjender en Forfatters Rettigheder, maatte vel have sagt ham noget ligelydende; thi i Gaar Aftes besøgte han mig selv, i det Ærinde at undskylde sig - underligt nok - først dermed at han ikke havde troet, at jeg havde brudt mig derom - For det andet beraabte han sig fra først til sidst derpaa, at Deres HøyVelbaarnhed havde bevilget ham det - og jeg bevidnede

        

370 ham høytidelig, som jeg endnu legger min Haand paa mit Bryst og bevidner det; at der i den Fald hverken var eller kunde være mindste Nag i mit inderste Hjerte skjult imod ham - thi jeg var forsonlig nok til at tilgive ham den Ringe-Agt han havde viist mig ved ikke at melde mig det, helst da han ved sine Undskyldninger, rimelige eller urimelige, virkelig havde udsletted den - Men - lagde han til - for at De ikke skal være vred paa mig vil jeg give Dem 20 Rixdaler eller 100 Exemplarer - ligesom jeg af mit eget gode Hjerte har givet Sal Herr Bredahl, Jomfrue Biehl og Herr Wessel slige Douçeurer, fordi - de trængte dertil - Jeg bevidnede ham, at naar Deres HøyVelbaarnhed havde bevilget ham det, jeg holdt det for ligefrem stridende imod den ÆreFrygt, og Taknemmelighed som jeg skyldte Dem, om jeg tiltrættede mig eller engang toeg imod nogen Douçeur af ham derfor, i det mindste saalænge, som jeg ikke havde Deres Samtykke - Det som jeg ikke sagde ham, men som jeg dog føler i mit inderste Hjerte, er - at saa vist som jeg hverken er rigere eller stoeragtigere end de føromtalte Digtere, og saa vist som jeg af Hjertet er forsonet i alt det øvrige med Herr Gyldendahl; saa vist trykker jeg mig dog ved, efter det som er passeret at tage noget af ham, for min Balder, som en blot frivillig Gave af hans Ædelmod -

Tør jeg i Følge af alt dette, understaae mig at bede Deres HøyVelbaarnhed, om et lille Svar, hvorefter jeg i denne Henseende kunde rette mig - Om De nemlig har givet Herr Gyldendahl den ofte omtalte Bevilgning, eller ey - Wil De og, min kjæreste Velynder, tilgive mig dette lange Brev, hvormed jeg har vovet at spilde Deres Tid? - I Tillid til Deres Yndest haaber jeg begge Deele - Jeg beder Deres HøyVelbaarnhed, imidlertid og altid være forvissed om, de varmeste Ønsker for Deres Velgaaende, den meest levende

        

371 Taknemmelighed, og den sandeste Ære-Frygt, hvormed jeg henlever, Deres

underdanigste Tjenner

Johannes Ewald

D 8de Jan: 1779.

HøyVelbaarne Herr Kammer-Herre von Warnstedt Directeur af Theatrene pp.