↩
Der var intet Hof, ingen Skilderhuse med Gardister eller Gardister med Skilderhuse, som Bondemanden sagde. Slottet stod øde og tomt
13
paa den Fløi nær, hvor Pensionisterne var indkvarterede. Naar vi skød Genvei over den græsbevoxede Slotsgaard og gennem den »hemmelige Gang«, der førte ud i Parken mellem Hovedfaçaden og Kirkebygningen, saa vakte vore Trin det slumrende Ekko omkring Springvandet, der ikke sprang, eller under de Hvælvinger, hvor den grønne Fugtighed stirrede ud gennem Overkalkningen - Hvis det var blevet sent paa Aftenen, undgik vi helst denne Vei. Der var noget ved disse øde, hvidkalkede Bygninger med de uendelie, frem og tilbagebølgende Ekkoer, der ikke rigtig smagte os. Vi søgte at hæve os derover, men det vilde ikke altid lykkes. Bedst gik det, naar vi betragtede Slottet som den fortryllede Borg, hvor Prinsessen og Alt omkring hende sov den fortryllede Søvn. Saa var vi da sikre paa intet Levende at møde, intet, som pludselig kunde træde frem fra en Krog, udstrække Armen imod os eller sætte efter os, naar vi med et sitrende Spring begav os paa Flugt Om Dagen var vi naturligvis kry paa det, uden at forresten vore æventyrlige Forestillinger om, hvad Slottet gemte i sine talrige Gemakker, led det ringeste Skaar ved vor større Dristighed overfor Udbygninger og Gaardsrum. Jeg erindrer, at jeg en Dag med en ung Romantikers hele uklare Tro paa det Utrolige trængte ind ad en Dør, som jeg tilfældigvis fandt staaende aaben, med det faste Forsæt at ville gaa fra Gemak til Gemak for endelig - derom kunde der ikke være den ringeste Tvivl - i det allersidste og pragtfuldeste Rum at staa Ansigt til Ansigt med den sovende Deilighed. Med urokkeligt Mod, men dog ikke uden en indre Bæven, gik jeg fra Værelse til Værelse. Jeg var saa optagen af den store Heltegerning og paa samme Tid saa trykket af min ulovlige borgerlige Nærværelse paa disse de monarkiske og aristokratiske Manes' Opholdssteder, at jeg saagodtsom slet ikke fik Tid til at modtage noget Indtryk af de Herligheder, jeg passerede. Jeg erindrer dunkelt nogle sort anløbne Rococoforgyldninger opad Paneler og henunder Lofter, nogle Plafondmalerier, hvor nøgne Lemmer syntes at ville falde ned paa mit Hoved, et enkelt sødtsmilende, sanseligt lokkende Ansigt maaske i disse Malerier og forresten nogle bredbyggede, med falmet Atlask overtrukne Lænestole, der syntes at stirre paa mig, overrasket over min Frækhed, med de krummede Arme i Siderne og de svaiede Underextremiteter skrævende ud, som om de vilde spænde Ben for mig. Kun et Par Gange vendte jeg mig om for muligen at opdage Døren til den Trappe, hvor Juliane Marie eller en anden slem Dronning med egen
14
høie Haand havde styrtet sin utro Kammerpige ned. Jeg fandt ikke Døren; der var uheldigvis ikke sat et rødt Kors paa den. Derimod faldt mit Øie i et Værelse paa et snurrigt, fuldstændigt i Parykstilen holdt Uhr, der stod paa en Speilkonsol. Min gamle skikkelige Tante, der maaske ikke var ganske fri for visse royalistiske Tilbøieligheder, og som syntes at kende noget nærmere til den lille Bys Helligdom, havde ved forskellige Leiligheder talt om et saadant Uhr paa Slottet, som kunde spille de nydeligste Arier, Rondoer og Danse, naar man trykkede paa en Knap. Min barnagtige Lyst til at høre et saadant Kunstværk overvandt min Frygt. Med skælvende Haand undersøgte jeg Bagklædningen. Rigtigt. Der var en Knap, og paa Siden opdagede jeg nu en Sølvplade, hvorpaa stod indgraveret Musiknumrenes Navne. Det første var: Lady Coventrys Menuet. Jeg trykkede paa Knappen. Det snurrede først lidt derinde som en Themaskine, der er ved at komme i Kog; og saa begyndte med de nydeligste Triller og Fløitetoner Hds. Naade den muntre Ladys Menuet Ikke mange Øieblikke efter hørte jeg Skridt inde i det tilstødende Værelse. Jeg blev angst og vilde standse det automatiske Instrument, men forgæves; Menuetten gik sin afmaalte, sirlige Gang. Døren aabnedes, og paa Tærskelen stod - ikke, som jeg strax ventede mig, den fortryllede Prinsesse, hvis Trolddom nu var løst ved mine Toner, men en gammel bidsk Skurekone, som jeg alt tidligere var kommen i en mindre venskabelig Berøring med, og hvis Ansigt nu drev mig paa en opdaget Indbrudstyvs ilsomme Flugt.