↩ Vi fandt snart de Andre, og den nye Kammerat blev høitidelig optaget i vor Kreds. Den Tid stiftede man snart Bekendtskaber, dyrkede dem ivrigt, ja sværmerisk, blev ved Tilfældigheder skilt, saae hinanden ikke med længere Mellemrum, og naar man da mødtes igen - ja hvor forandret! eller man mødtes slet ikke igen, og savnede ikke Mødet Af den Kreds, som vi dengang dannede, ryddede Selvmord, Sygdom og »Uheld« (Amerika eller sligt) ganske artigt op i de trofaste Venner. Hvilken Ironi, næsten altfor haardhjærtet, der dog leger med Ungdommen. Henad Veie og Stier hvirvler de kolde Vindstød alle disse lyse, dunede Blade. Gennem Støv og Snavs, op og ned, snart paa en Tjørnehæk, snart høit op i Luften gaar det. Og hvilket ufrivilligt blandet Selskab. Halmstraa, tørret Gødning, smudsige Avislapper, Affald af enhver Art rives med ind i Hvirvlen og opføre Runddansen 25 med de engang vaarfriske Blade, til hvem saamange Forhaabninger knyttedes, over hvem bedende Læber har sunget saamangen en ensom Times brændende Sang. Naa! nogle slipper ind ad et aabentstaaende Vindu i en hyggelig Stue, hvor et eller andet Væsen paatager sig Forpleiningen. Andre bliver opfangede og lagte i et Herbarium med en latinsk Paaskrift under. Nogle har Held med sig, nogle forsvinder aldeles. Det Betryggende for Slægten i det Hele taget maa være, at Skoven hvert Aar sætter nye Blade. Livet er rigt; det har Raad til at rutte med sine Skillinger.