↩ Under indflydelse af denne appel til dåden på bekostning af drømmen kommer Drachmann til at misforstå sig selv. I overensstemmelse med - eller om man vil: i lydighed mod - vennerne Georg og Edvard sætter han sig for at skildre en drømmende og viljeløs lediggænger, der skal overgives til fortabelse som advarende eksempel for den opvoksende ungdom. Digteren havde jo lært at mene, at i et moderne målrettet arbejdssamfund er en sådan genganger fra romantikken Overkomplet, dvs. overflødig, unyttig, ubrugelig.