↩ Romanens eneste vidnesbyrd om social indignation - og samtidig en mulig russisk reminiscens (Basarov fra Fædre og Sønner?) - er timelærerens historisk ukorrekte karakteristik af eksistenser som borgersønnen Adolfs som »Levninger af feudale Institutioner og feudal Fantasi« (s. 140). Det feudale passer bedre til Tannhäuser, og den 241 fortælling havde Drachmann også i hovedet, da han lagde sidste hånd på En Overkomplet: i sit manuskript kommer han et par gange for skade at kalde Adolf for Anton - som hovedpersonen i Tannhäuser jo hedder.