↩ Han hæfter sig straks ved modsigelsen i den. Digteren bebrejder vel sin samtid, at den kvæler al friskhed og individualitet under karakterbogens og den ydre anstands uniformerende tryk, og dog -fortsætter Vodskov - »bliver Bogen ikke, som man skulle ventet, en Kritik af Middelmaadigheden, men netop af Friskheden«. Forklaringen finder han i, at Drachmann »er hverken Erik eller Adolf, men noget af dem Begge og mest af den Første«. Og denne fordeling af digterens sjælelige komponenter med overvægten til Erik-siden finder Vodskov så bekræftet af den skribentflid, der skal til for at frembringe de nu foreliggende 23 bind.