↩ I denne forbindelse inddrages Sakuntala-digtet som idéhistorisk dokument, idet »det mest frugtbart fortolkes som det generelle dementi af hele fantasi-tematikken« (s. 34-35). Antilopedrabet i sidste strofe forstås som udtryk for den definitive overvindelse af romantikken og bliver således en positiv bedrift - »en kompensation for den lykke, der er gået tabt i fantasiens og romantikkens land, hvilket synes at svare til den økonomiske legitimations fortrængning af den kosmologiske legitimation« (s. 35). - Om Drachmann selv har ment sit digt som en glædes- eller sørgesang, må læseren afgøre ud fra de ord, som han i romanen lader følge umiddelbart efter: »Der blev ganske tyst ovenpaa Sangen. Saa faldt Instrumenterne stærkt i, som vilde de voldsomt rive Stemningen over ...« (s. 119). Om den gængse og helt anderledes forklaring af digtet (som også er udgiverens) henvises til note til s. 118.