↩ Som totalitet er hans brev opgørelse af et livsregnskab, og resultatet bliver, at medens Erik hjemme i Danmark har betrådt vejen mod indtørring og sjælelig død, folder Adolf sig ovre i Amerika ud på den vej til livet, der altid har været hans, men som han først nu - borte fra den konveniensbundne bedreviden i København og Korsør - for alvor tør kalde sin. Og man mærker sandelig også hensigt, når Drachmann med vold og magt skal have følgende passus tvunget ind i brevet som gentagelse til Erik af noget, denne selv har meddelt - forresten igen ud fra den del af hans underlige dobbeltbevidsthed, der rummer en diskriminering af det, han selv har valgt.