↩
Her staar jeg under Eders Sol og blinker for dens Brand,
En fremmed for mit eget Folk og i mit Fødeland.
Den Lærdom, som I næres af i Eders høje Skoler,
Forblindelse den tykkes mig trods alle sorte Kjoler.
Den Religion, som raabes ud af selvbeskikte Paver,
Fortabelse jeg kalder den trods alle Præstekraver.
Mit Hverv er nu at binde fast i Runer og i Tale
Alt, hvad jeg hørte og jeg saa udi de dybe Dale.
13
Mit Værk er lykkedes, i Fald I Digteren forglemmer
Og hører kun de vaandefulde, frygtelige Stemmer.
Jeg er jo kun en Strengeleg, som klinger ud, hver Gang
Mit Øres Strenge rammes af den skjulte Verdens Klang.