Dalgas, Ernesto Dommedags Bog

2

        

3

ERNESTO DALGAS

📖 Dommedags
Bog

En Vandring gennem Eksistensens Verden
berettet af Peregrinus peripateticus

TEKSTUDGIVELSE, EFTERSKRIFT OG NOTER VED Henrik Schovsbo

📖 Danske Klassikere Det Danske Sprog- og Litteraturselskab Borgen

4

Danske Klassikere udgives med støtte af Kulturministeriet. Redaktionsudvalg: Charlotte Madsen fra Nyt Dansk Litteraturselskab, Peter Seeberg for Dansk Forfatterforening, Mogens Brøndsted, Jørgen Hunosøe og Esther Kielberg for DSL. Serien redigeres af de to sidstnævnte, dette bind desuden af Johnny Kondrup som tilsynsførende. Tekstgrundlag: Originaludgaven 1903. Nr. 696054.

Efterskrift og noter © DSL/Borgen 1996 - ISBN 87-21-00401-3 Omslag: Stig Brøgger - Tryk: Rounborgs grafiske Hus, Holstebro

Tak for økonomisk støtte fra
Statens Humanistiske Forskningsråd og fra
Konsul George Jorck og fru Emma Jorcks Fond.

5

        

6

Dommedags Bog udkom i 1903, kostede 5 kr. og indeholder [IV] + 6 + 421 + [3] sider. I Dommedags Bog. II motto. III Ernesto Dalgas. Dommedags Bog. En Vandring gennem Eksistensens Verden berettet af Peregrinus peripateticus. København. Lehmann & Stages Boghandel. 1903. IV Græbes Bogtrykkeri. - København. 1-4 indholdsfortegnelse. 5-6 forord. 1421 tekst. 422-424 blank. Bindet er 195 mm højt. Omslaget er mørkegult med sort tryk. På bagsiden annonce medfølgende tekst: Af Ernesto Dalgas er tidligere udgivet (hos »Det Jydske Forlag« i Aarhus): Geografiske Digte 1896. Pris 1 Krone. Krøniker og Eventyr 1896. Pris 1 Kro ne

Subjektiviteten er Sandheden.

SØREN KIERKEGAARD

Sunnontant les préjugés modernes, la
religion positive, en instituant l'ordre
de dignité, place l'art audessus de la
sdence. - L'art conespond mieux que
la science à besoins les plus intimes.

AUGUSTE COMTE

7

    INDHOLD

  • Forord ........................................ 11
  • Indledning: .................................... 12
    Pilgrimmens Ord efter Vandringen. Følgesvendens Ord før Vandringen.
  • Første Del: Den levende Udsø ........................ 17
    Denne Bog handler om Pilgrimmens Undersøgelse af den levende Ildsø, der er Legemliggørelsen af den skabende og opholdende Kraft i Naturen. Hans Erkendelse af den falder i fire Trin. Først erfarer han den katolske Kirkes Lære, dernæst undervises han af den protestantiske Teosof, derpaa af den store Panteist. Endelig indvier Ateisten ham i den videnskabelige Opfattelse af Urkraften og i Abhidharma eller den højeste Metafysik.
  • FØRSTE DAGSREJSE: Kirken lærer. Pilgrimmen beretter om Sukkenes Brønd, Vidunderhavet og Mødet med Doctor subtilis ............................... 19
  • ANDEN DAGSREJSE: Guds Defensor. Anakoreternes Bjærg. Mødet med Apokalyptikeren. Mester Eckhart og Jacob Bohme ................................ 37
  • TREDJE DAGSREJSE: Hinsides godt og ondt. Romantikkens Ø. Spinozas Præken. Ildsøens Skrig. ..... 56
  • FJERDE DAGSREJSE: Abhidharma. Pilgrimmen svømmer gennem Ildsøen. Mødet med Kynikeren. Materialistens Lære om Urkraften. Den store Ateist indvier Pilgrimmen i Abhidharmas Metafysik, der kun er tilgængelig for dem, der have Evnen til den absolutte Erkendelse. Endelig ser han Kvinden fremstige af Ildsøen .................. 74
  • 8
  • Anden Del: Fra Muhamed tiljesus .................... 109
    Denne Bog handler om Pilgrimmens Vandring gennem de yngre Religioner tilbage til Hedenskabet. Han stifter først Bekendtskab med Muhamedanismen, derpaa med Humanitetsreligionen i dens forskellige Former. Han gæster Kætternes og den katolske Kirkes Rige. Endelig træffer han Profeten fra Nazareth, men forlader ham utilfredsstillet. Men af Elskovens Gudinde erfarer han atter den Sandhed, som indeholdes i Abhidharma, denne Gang i mytologisk Form.
  • FEMTE DAGSREJSE: Islam. Pilgrimmens Møde med den britiske Profet. I Kaliffens Paradis. Muhameds Forkyndelse af Islam. Eventyret med Cressida .............. III
  • SJETTE DAGSREJSE: Humanitas. Rejse med Fuglen Rok til Ahrimans Fjæld. Riget Humanitas, Staden Tolerance og deres Undergang. De grønne Dales Land ............ 137
  • SYVENDE DAGSREJSE: Skærsilden. Pilgrimmen hører Astronomernes Diskussion og erfarer den sande Kosmologi. Han kommer til Kætternes Klode og til den katolske Kirkes Pdge. Ignatius Loyola og Antikrist. Helgenernes Bjærg. Fra Sollandet farer han til den hellige Jomfrus Snerige ....................................... 172
  • OTTENDE DAGSREJSE: Himmerige. Mødet med Jesus af Nazareth og Maria Bethania. Antikrist stiger op af Dybet med den store Skøge. Elskovens Gudinde viser sig for Pilgrimmen og underviser ham i mytologisk Form om Verdens Tilblivelse og Guders og Menneskers Strid ..... 210
  • Tredje Del: Lucifer og Buddha ........................ 237
    Denne Bog handler om Pilgrimmens Erfaring om de højeste Sandheder, der ere til for Mennesket. Fra de romerske, græske, persiske og kinesiske Verdensherskere, der repræsentere Herredømme, Nydelse, Askese og Moral, vandrer han til Indien. Af Mahabrahma lærer han, hvorledes Tanken forholder sig til Virkeligheden. Af Naturens skjulte Gudinde indvies han i den store Strid og den lille Strid, der tilsammen udgøre Livets Indhold. I Lucifer, Demiurgen, træffer 9 han Sindbilledet paa den stridende og lidende Menneskeaand og overværer hans Kamp med de kristne Fanatikere, med Urkraften og med Kvinden. Af Mahatmerne erfarer han den positive Videnskab, der svarer til Abhidharma. Medens han af Lucifers Mund hørte Læren om de Pligter, der gælde for dem, der viEe leve og handle i Verden, hører han paa Buddhas Bjærg Læren om det Liv, der er det rette for dem, der søge Udslukning. Denne Lære er i Overensstemmelse med Abhidharma. Endelig hører han Urkraftens Røst varsle en Opstandelsens Tid for alle bundne, aandelige Kræfter. Men over Urhvirvlen skuer han de frigjorte Personligheders Pleroma og hører Stjernernes Sang. NIENDE DAGSREJSE: Ave Cæsar. Pilgrimmen nedstiger i Skyggeverdenen. Kejser Tiberius og Titanerne. Nero og Martyrerne. Pilgrimmen omvender sig til Hedenskabet. Opførelsen af Helios' og Gæas Bryllup .............. 239
  • TIENDE DAGSREJSE: Edens Have. Mani Parakleten. Kon-Fu-Tse. Mahabrahma. Sanchara fortæller i Edens Have om den store og den lille Strid ............... 263
  • ELLEVTE DAGSREJSE: Dommedag. Lucifer bestiger Allahs Trone. Trontalen. Kampen med Urvæsenet. Ego sum. Lucifers Møde med Eblis. Skærsommertalen .......... 292
  • TOLVTE DAGSREJSE: Nirvana. Lovgivernes Forsamling. Buddhas Bjærg og Lære. Stormklokkens Sang. Pleroma .................................... 319
  • Slutning ...................................... 336
10

        

11

FORORD

Da Ernesto Dalgas døde i Juli 1899, knap 28 Aar gammel, var af den store Samling Manuskripter, han efterlod sig, kun to offentliggjorte, nemlig Geografiske Digte og Krøniker og Eventyr, begge af Jydsk Forlags-Forretning i Aaret 1896. De øvrige havde han i sit Testamente overdraget Undertegnede med Ret til at udgive samme.

De af Manuskripterne, han i sit sidste Brev til mig med Bestemthed ønskede udgivne, vil fremkomme i Løbet af de nærmeste Aar i den Rækkefølge, hvori han ønskede det. Hvorvidt der vil følge flere efter, er det mig endnu umuligt at overse.

Dalgas' store Produktivitet, hans stærke Trang til digterisk Frembringen og vel ogsaa Tanken om at skulle naa meget i kort Tid gjorde, at han vistnok næppe har gennemlæst ret meget af det, han en Gang havde nedskrevet. Derfor manglede hans Manuskripter, selv de af dem, der tilsyneladende forelaa færdige til Trykken, i høj Grad den Affiling og sidste kritiske Behandling, som kendetegner det fuldfærdige Værk.

Særlig ugunstige var Betingelserne med Hensyn til den foreliggende Bog, Dommedags Bog. Det var den sidste, Dalgas skrev. Hans Øjne var da saa svage, at han maatte diktere den Ord for Ord og aldrig selv har set blot en Linie af den.

Hvor vanskeligt det under saadanne Forhold er at undgaa Gentagelser, at forhindre en unødig Bredde, blot at faa Navne rigtig gengivne, vil sikkert enhver forstaa.

Og forhaabentlig ogsaa, hvor vanskeligt det er for en fremmed Haand at gribe ind, beskære, tilpasse og rette i en Bog, hvis Forfatter ikke mere lever.

Dette til Forklaring og Undskyldning baade for Forfatteren og Udgiveren.

Marts 1903 Axel Mielche
12

INDLEDNING

Pilgrimmens Ord efter Vandringen

End klinger i mit Øres Rør de Stemmer, som jeg hørte.
End spejles paa mit Øjes Glar de Syner, som jeg saa.
To Maaneder paa Sotteseng mit Legem bundet laa,
Imedens Gudens stærke Haand mig gennem Verden førte.
I Helveds Dal, i Himlens Sal jeg Livet har fornummet
End hviler Mindet af min Drøm. Snart er og det forstummet.

Jeg skifted Ord med vise Mænd om, hvoraf alt er blevet.
Jeg knæled for hver Hero ned, som lever og har levet.
Da blev jeg led ved Vestens falske Læres hule Klang,
Jeg vandred imod Øst, hvor Sandhedskilden først udsprang;
Og der, hvor Morgenrøden springer ud af Aftenrøden,
Der skued jeg den Buddha, som har overvundet Døden.
Da ændred mine Sanser sig. Jeg vaagned af min Drøm
Og faldt tilbage i den falske Verdens Hvirvelstrøm.
En Læge følte paa min Puls og spurgte mig om noget -
Men alting flimred for mig, da jeg aabned Øjelaaget.
Hør mig, Du dybe, taarefulde Nat foruden Ord,
Hvi stødte Du mig ned igen paa Illusionens Jord!

Her staar jeg under Eders Sol og blinker for dens Brand,
En fremmed for mit eget Folk og i mit Fødeland.
Den Lærdom, som I næres af i Eders høje Skoler,
Forblindelse den tykkes mig trods alle sorte Kjoler.
Den Religion, som raabes ud af selvbeskikte Paver,
Fortabelse jeg kalder den trods alle Præstekraver.
Mit Hverv er nu at binde fast i Runer og i Tale
Alt, hvad jeg hørte og jeg saa udi de dybe Dale.
13 Mit Værk er lykkedes, i Fald I Digteren forglemmer
Og hører kun de vaandefulde, frygtelige Stemmer.
Jeg er jo kun en Strengeleg, som klinger ud, hver Gang
Mit Øres Strenge rammes af den skjulte Verdens Klang.

Peregrinus peripateticus
14

PROLOGOS

Pilgrimmen kalder Johannes de Silentio op af Dybet og maner ham til at lede ham ind i den skjulte Verden. Johannes de Silentio svarer:

Hvo raaber mit Ord,
- Og hvad og hvor?
Hvis Stemme synker i Fortabelsens Brønd,
Hvor Genlyd ruller fra Trin til Trin som et tonløst Støn?
Jeg sank, jeg sank; men Stemmen efter mig for
Og raabte mit Ord.
O, navnløs Angest i mit Navn der bor!
Jeg synker ned, jeg synker ned, jeg synker ned
Fra Evighed gennem Evighed til Evighed,
Som den, der vil og vil sin egen Skabelse
I evig selvfortærende Selvfortabelse.
O, hvilken giftig Lyst og svimlende Gru
I dette ene uendelige Nu,
Hvor Ordet er Jeg, Jeg, Jeg og aldrig Du,
I Salighedens flimrende Bakkanal,
I Evighedsøjeblikkets lystige Kval.
Saaledes eksisterede jeg som idel Lyst
Uden for »Da« og »Naar«, uden for Vest og Øst.
Da vaktes jeg af Røsten, min Lærlings Røst.
Da vaktes der ved den ad Erindringens Vej
Først Sondringen mellem Jeg og Ikke-jeg,
Og ved Gentagelsen opstod Fornemmelse,
Og dermed Forventning fødtes af Forglemmelse.
Men af de ubestemte Fornemmelsers Dans
Sondred sig een efter een hver enkelt Sans.
15
Jeg lærte at skelne det større fra det mindre,
Men vanskeligst blev mig Kunsten at erindre.
Omsider mættedes dog mit tomme Savn,
Og jeg vandt Legem, Klædebon og Navn.
Men dermed erkendte jeg min egen Person
Som hildet i Salighedens Illusion.
Og Had og Væmmelse mig i Sjælen sved
Imod mig selv og den kristne Salighed.
Da gjorde jeg Springet i Fortabelsen ned,
Og ude under de hundredtusind Favne
Lærte jeg at hungre, at tørste og at savne.
Og saadan vandt jeg mig i Lidelsens Grav
Forstaaelsen af andres Bøn og Krav.
Min Lærling, Du, hvis Stemme forfølger mig,
Tag mig ved Haanden. Kom. Jeg leder Dig
Ind paa Dødsrigets vanskelige Vej.
Den sande Verden ruller os nu forbi.
Vær klog og modig! Hør og se og ti!
Johannes de Silentio
16

Rammen er denne:

Pilgrimmen fortæller, efter at være vendt tilbage, sine Venner blandt de højlærde Herrer om sine vidunderlige Hændelser. Hans Foredrag inddeler sig i tolv Dagsrejser.

17

FØRSTE DEL Den levende Ildsø

Denne Bog handler om Pilgrimmens Undersøgelse af den levende Ildsø, der er Legemliggørelsen af den skabende og opholdende Kraft i Naturen. Hans Erkendelse af den falder i fire Trin. Først erfarer han den katolske Kirkes Lære, dernæst undervises han af den protestantiske Teosof, derpaa af den store Panteist. Endelig indvier Ateisten ham i den videnskabelige Opfattelse af Urkraften og i Abhidharma eller den højeste Metafysik.

18

        

19

Første Dagsrejse: Kirken lærer

Pilgrimmen beretter om Sukkenes Brønd, Vidunderhavet og Mødet med Doctor subtilis

»Sandfærdigen vil jeg berette min Rejses Hændelser, I højtærede Herrer«, saaledes sagde Pilgrimmen til dem, som udspurgte ham. »Mine Eventyr ere i Sandhed vidunderlige; men alt begynder min Erindring at blive vaklende med Hensyn til Smaating. Derfor vil jeg haste med at fæstne alt i Ord.

Dog vil jeg ikke fortælle alt i den Orden, hvori det timedes mig, men heller i den, hvori Minderne bleve knyttede sammen i Erindringens Krans.

Dengang jeg havde bortvendt mit Øje fra Blændværkets Verden - og udtalt Ordet - og stirret ned i Dybet - da ventede jeg at fornemme noget forunderligt; men alt forblev tomt og tavst og mørkt. Thi vel havde jeg tillukt mine Sanser for Blændværkets Anstød, og min Opmærksomhed var henvendt mod den ubekendte Verden, men endnu vare mine Sanser ikke skærpede til at skelne dennes Fornemmelser. Saaledes svævede jeg mellem tvende Verdener i samme Tilstand som et Barn, der nylig er begyndt at sanse.

Saaledes svævede jeg i denne Fostertilstand igennem flere Døgn. Omsider dog - da min Vilje havde boret sig gennem det Klippemulm, der skiller Mennesket fra de sande Forestillinger - fornam mit Øre en utydelig Hvisken, ej mere hørlig end de bortilende Stemmer, der ved brat Opvaagnen genklinge i den slumrendes Øren.

Dog, da min Hørelse blev fortrolig med den hviskende Tale, skelned jeg baade dens Ordlyd og Stemmens Klang. Og alt som jeg forstod dens sagte Tale, vakte den - efter Forestillingsforbindelsens Lov - Billeder for mit Øje, som tegned sig skarpe og klare, fordi de tonede frem paa Mulmets Grund.

Min Følgesvend selv saa jeg dog ej, fordi han ikke beskrev sin 20 Skikkelses Form. Hans Stemme hørte jeg kun, som klang bag min Ryg; men alt, hvad han talte om, saa jeg.

Først talte han om sig selv og beskrev den besværlige Vej, ad hvilken han vandrede hid, og derpaa spurgte han mig, hvad jeg søgte. Jeg svarede ham:

»Jeg søger det, som endnu ingen Tænker gransked ud:
Erkendelsen af Livets Væsen og under Skinnets Hud,
At fatte det, som somme kaldte Pan og somme Gud.«

Da svarede Følgesvenden mig:

»I Luesvælget vil Du altsaa gaa.
Jeg ser det paa dit Blik: Du vil det saa.
Ej een af Tusinder tilbage kom
Fra dette Dyb, dit Ønske kredser om.
Men da din Vilje har mig i sin Magt,
Saa ske Dig, Daare, det, som Du har sagt.
Jeg styrter selv i Ildens Svælg med Dig.
Kun eet kan frelse baade Dig og mig:
At vandre did ad Frygts og Bævens Vej.«

Ved disse Ord brast Fæstet under mine Fødder, og jeg sank. Faldet var jævnt, som om en Faldskærm holdt mig fra at styrte, og ved at lytte til Følgesvendens Ord lærte jeg, at vi sank ad Fortabelsens Vej gennem Sukkenes Brønd. Rummet omkring mig stod som en sortglinsende Tragt, der snævrede sig ned imod det dybe Dyb, og Vanddraaber, som svedte ud af Tragtens synlige Porer, holdt Væggene saa glatte, at ej en Løvfrø kunde fæstet Foden paa dem. Saa ensformig blev os Vanddraabernes Dryppen og Glasvæggens Glans, at jeg kunde troet, jeg stod stille. Men som Luftskipperen, der stiger i den dunkle Sky, kun ser Bevægelsen af en Papirsstrimmels Synken, saaledes saa jeg kun, vi sank, af at vi dalede med visse Mellemrum forbi smaa glatte Afsatser paa Tragtens Hud. Fra disse Trin neddryppede Draaberne i ensformig Takt, som om vi hørte et Evighedens Vandur. Og som Strubens Toner ved at passere gennem Mundens Hule og kastes tilbage fra Tungens elastiske Loft faa Talestemmens 21 Klang, saaledes dannede Tragtens Tone Genlyd, og sammen med denne lød den som et Ord, der gik og gik som Urets Tik og Tak: Vend om - vend om - vend om - vend om - vend om - vend om - vend om - saaledes maalte Tragtens Draaber Tiden. Men hver Gang det syvende »Vend om« var sukket ud, blev der en Tavshed, som om Tiden endelig var løbet ud. Da sugedes Luften ned igennem Tragten med et hvislende Pust, og Suset naaede mine Ørehinder med et »For sent«, som droges ud, til alle mine Nerver skreg: »For sent«. Og atter taltes der: Vend om - vend om - vend om - vend om.

Jeg hørte nu bag mig Følgesvendens Røst: »Se de fortabte!« Og jeg saa Skikkelser hænge sammenkrympede ved hver en Afsats, imedens deres Negle og Tænder krampagtig bed sig fast i den glatte Rand. Med Fraade og Galde om Munden værged de deres Plads mod nyankomne Folk derovenfra. En vindtør Mandsling klemte sig fast i en Krog, og da jeg standsede ved Siden af ham og holdt mig fast et Øjeblik som han, saa han paa mig med samme giftige Blik, hvormed en lamskudt Ræv forbander Skytten. Jeg gjorde ham dog ikke Pladsen stridig. Jeg spurgte ham kun: »Sig mig, hvor længe var Du her!« Med lurende, mistroisk Forsigtighed svarede han, vogtende hver min Bevægelse med skarpe Øjne: »Hvor længe - det ved jeg ikke; thi her gives ikke Døgn og ikke Aar; men eet ved jeg. Trehundredetusinde Gange drog Brønden Aande, imedens jeg hang i denne lille Krog. Derfor er den min med Rette. Lad mig hænge her, ihvo Du er!« Da gøs jeg. Og alt som Brønden snævrede sig ind, følte jeg nu, endskønt jeg ikke rørte ved dens Vægge, dens Nærværelse som et sammensnørende Pres omkring mit Bryst.

Min Ledsagers Røst hørte jeg sige, hvad Draaberne sang. I mit Øre lød den: »Vend om!« Men modløs, næsten maalløs, svarede jeg med Brøndens egne Ord: »For sent!«

I samme Nu, jeg udstødte dette Ord, da faldt mit Blik ned i Brøndens Dyb, og aandeløs greb jeg opad i samme Nu; men efter Legemets Love bevirkede denne Bevægelse kun, at jeg sank med end større Fart, og mit Blik var fra nu afbundet til Brøndens Bund. O se! O se! Et andet Øje, lurende, glødende, gridskt stirrede fra Bunden mit eget Øje i Møde. Og hver Gang det syvdobbelte »Vend om« var endt, syntes det mig, som om en hed og giftig 22 Mund drog Aande i Dybet og sugede Vejret ud af mit eget Bryst. Da vilde jeg styrte mig i Dybet ned og ende mine Kvaler i Fortæreisens Ild, men Brøndens Vægge - elastiske syntes de nu - snævrede sig som en Slangebug om min Krop, saa jeg kunde ikke falde, uagtet Suget drog mig imod Dybet, og det røde Øjes Blik skrækbandt mig saadan, at Blodet smeltede ud af mine Aarer som en Purpursved. Da svimlede jeg, og mine Tankers Knyttetraade brast. I Angest og Vaande, i Afsind skreg jeg ud: »Hjælp mig, o Gud!« Mere ved jeg ej.

Den Gang, jeg vaagned, var det ved min Rejsefælles Røst, og jeg fornam ved den Erindring, som kommer, uagtet Sansningen ikke blev fornummet, at Ordene vare gentagne flere Gange, og at jeg havde ligget i en Døs og ikke opfattet dem før. Han sagde til mig: »Kom, stat op! Hvis ej, er Du fortabt. Vi ere ved Stranden«. Ved disse Ord oplod jeg mit Øje. Paa gyldent Sand hvilede jeg. Guldstøvets Glans spredtes ud over en Hule af Basalt med sine sorte Søjlevægge; men over mig saa jeg op mod det tomme Mulm. Men uden for den klare Lysport, der var Hulens Indgang, saa jeg igen den samme røde Glans. Ret som baaret af usynlige Hænder rejste jeg mig paa begge mine Fødder og droges af en feberagtig, angestfuld Længsel efter den røde Glans. Jeg svimlede. Jeg veg. Jeg sank berust i Knæ. Og mine nøgne Arme omsluttede i Henrykkelse som Horizont det Billed, som jeg saa. Først var jeg forsagt, som Bruden er det i den stille Time, da de sidste Gæsters Trin dør hen paa Trappen, og saa' kun gennem sænkede Øjenhaar; men som hun af sin Bejlers Kærtegn, lod mine Øjne sig mer og mer beruse af Farvernes søde Smil, og uden Sky sejlede mit Blik snart frit ud over Dejlighedens Hav.

Da vandrede jeg som i Drømme over den gyldne Strand og lyttede efter Bølgernes Stigen og Falden. De sank i Rosa, og de opstod i Viol; og Sø skummet, det var purpurne som den lave Himmels Skyer. Jeg evnede ej at skelne Himmel fra Hav. Nej, Himmelhavet er eet. Oppe og nede er eet. Eet levende og legemligt Hav, Alsalighedens Hav.

Jeg ved det nu: Hvad der hindrede mig i straks at synke i Havet var kun min Naturs Sendrægtighed og min nysgerrige Lyst til at se en anden gaa først. Thi mange Gange raabte min Førers Røst: »Kom, kom, ellers er Du fortabt«, uden at jeg i min Vildelse agted 23 derpaa. Til sidst besindede jeg mig og fulgte hans Røst og steg op paa en Klippeblok nogle Fod over Søen. Lad mig ikke glemme, at nu saa jeg uden Ord. Ej længer var min Førers Røst nødvendig til at vække Synsbilleder for mit Syn, men ved den tavse Tankeoverførelse saa jeg, hvad han saa, og følte i alting hans Nærværelse. En dunkel Skygge viste sig ogsaa for mig i den Periferi af Øjets Synsfelt, hvor Blikket ikke længer skelner Farver; men endnu øjned jeg ej hans Skikkelse klart.

»Se, Havet hæver sig«, lød min Førers Røst. »Om kort Tid vorder det Flod«. Han talte sandt. Alt slikkede lysende Tunger mod Klippens Rod, og Søen stilled sin Hunger og Sandet sin Tørst, idet de sydende syntes fortære hinanden.

»Se«, sagde min Fører. Ud af den Hule, hvori jeg faldt ned, krøb en Yngling frem, og med fordrejede Træk stir red han i den glødende Sø, og jeg kendte ham: En Matematiker af dem, der fornægte, at to kan vorde eet, og som kun tror paa Tyngdeloven og Atomerne. Med skælvende Knæ og knyttet Haand skreg han endnu: »Jeg fornægter, fornægter, fornægter. Det er kun en Drøm«. Men der, hvor han stod, slikked de legende Tunger rundt om hans saarede Fod, indtil Sandet blev suget bort under hans Hæl, og han faldt som et undergravet Træ. De spillende Tunger drog i hans blodige Fødder. De gned sig op ad hans Lænder og Bryst og kyssede den sammenbidte Mund og drog ham i Dybet.

Der gik en Tid. Da saa jeg ham atter. Han steg frem af den vellystige Sø med tindrende Blik og rødmende Legem og morildsglinsende Haar, og favnende ud mod den sælsomme Sø raabte han ud med syngende Røst: »Der er en Gud«, og atter: »Naadig, naadig«, og atter hvisked han hen: »og kærlig«. Og angestfuld skreg han igen med de samme fordrejede Træk, som han viste mig før: »Kærlig, ja, kærlig og forfærdelig«, og styrtede sig ud igen i den sugende SØ-Jeg saa ham ej mer.

Min Fører sagde: »Saalunde drager Det ved Angest«.

Saa vandrede vi. Ad Klippen klatred vi op og traadte vore Fødders Sved ind i en Sti paa det nøgne Fjæld, hvor Klippevægge skjulte os for den Sø, vi skælvende forlod. Det var, som om mine Hænder ugerne fulgte mig og droges af fugtige Kys tilbage mod dens Besnærelse; men den Nysgerrighed, som nu betog mig, efter 24 at se, hvor vel min Førers Røst ledte mig hen, behersked mine Fødder, og da den var den stærkeste Drift, vandred jeg frem, endskønt jeg længtes tilbage.

En Tordenbrusen fyldte mine Øren og sitred gennem mine Lemmer. Jeg iled frem; men en hylende Storm greb mig fat og tvang mig til at krybe paa Hænder og Fødder hen over Klippens stejle Brink. Kun Luften selv gav Læ; thi der, hvor Klippen faldt brat af ned imod Dybet, standsed den lodret opstigende Luftstrøm den Storm, som rasede oppe og nede i Flugt med den Flade, der er Havets Ligevægt.

Med alle mine Sanser sønderrevne af Stormens Pres krøb jeg helt hen til Randen og kastede Blikket ned, og saa lamslaaet blev jeg af, hvad jeg saa, at jeg rent forglemte min Plads i Rummet; men al min Sansning og Erindring optoges af det, der suged mit Blik i sig, og kun min Førers Røst besinded mig paa, at eet var jeg, et andet det Syn, jeg saa.

Imellem sorte Klipper som Hvalrygge drev som Skyer i den hidsigste Flugt et sønderrevet Hav. Kun dette Ord kan male den Dybde, der var imellem det øverste flyvende Skum og det dybeste Svælg, hvori Øjet saa ned, mellem Bølgebjærge, der lignede lodrette Have. Og her, dybt under de fraadeklædte Bølgekamme, der kastedes ind over Skærenes Skærm fra et som skyhøje, sneklædte Fjældrækker indgaaende Hav, gynged en regelmæssig drønende, okkergul Malstrøm, hvis Lød gennem mange Nuancer aftog i Glans og endte i Centrum i det dybeste Mulm.

Lige over for os, men skilt ved en Afgrund, strakte Klippen sig som et bredt, fladt Bord over det gule Svælg, der rørte sig rolig i den omkringhvirvlende Sø som Maven i en Kæmpepolyps formskiftende Legeme.

Da hørte jeg Skrig. Did traadte mørke Mænd, og med Svøbeslag drev de lænkede Mennesker ud paa det tomme Bord. Da var det, som en sort Øjesten blinkede i Malstrømmens Dyb, og dens Vægge hæved sig op i en Vold, og Slaverne kasted sig hylende ned for de sortklædt e Mænd. Men disse tændte en Ild med Svovl og med Beg og varmede noget deri, og med glødende Tænger drev de de hylende Trælle mod Randen. Da tog de dødsdømte hverandre ved Haanden og dansede en vild og usømmelig Dans, saaledes som Fallosdyrkerne 25 gøre, indtil de snubled og faldt, og den ene trak den anden med sig i Faldet. Jeg hørte Ofrenes Skrig og Klippetændernes Knagen, mens Vandene malede Ben og Kød til Grød. Da bleve de et Øjeblik stille, og Hvirvelens yderste Væg blev ildende rød og lukked sig sammen over sine kogende Indvolde, som Soldugbladet lukker sig over sit Bytte, og i denne uventede Stilhed hørte jeg kun en Lyd, som forfærded mig mere end Stormens Brag: en rolig Mumlen og Gumlen.

Og Yderhavet stod ind igen med et voldtagende Uhyres Magt, og Søerne skreg, og Stormens Brøl brast imod den skælvende Klippe, og atter blinked den sorte Glans i det rødgule Svælg. Mig syntes, at Hvirvelen flytted sig hid under den Klippe, hvorfra mit Øje udspejdede den. Da slog et Bølgeskvalp op som en Blækspruttes Fangarm, og dens yderste Spids brast i Draaber over min højre Arms Haand.Jeg skreg af Vaande, thi som Nældeblærer ramte dens Draaber min Huds Yderbark, og gloende Vabler bed fast i det følende Lag derunder. Halvt afsindig af Smerte slap jeg mit Tag i Klippen og lod mig rulle, men da, som jeg har sagt, dens Skraaning var rettet opad hen imod Søen, kom jeg derved ud af Vandenes Vold, og dette Tilfælde skylder jeg min Frelse.

Jeg fandt mig selv i Sikkerhed bag Klippen, men hørte ikke længer min Førers Røst. Ej heller fornam jeg hans Nærværelse ved den umiddelbare Følelse, der er Grundlag for Anelse og Fjernsyn. Derfor slutted jeg, at hans Syn og Tanke var endnu fængslet af det skrækkelige Skuespil, og angest for hans Skæbne raabte jeg hans Navn. Da lød igen hans Røst i mine Øren, men endnu i en træt, søvngængeragtig Tone. Og paa mine Spørgsmaal svarede han kun: »Det er det samme Hav«, og føjede til: »Saaledes tager Det med Vold«.

Mens jeg forsøgte at køle min Haand mod Klippens sorte Isvæg, faldt der en Spejlglans over den blanke Flade. Jeg vendte mig og saa en af de Bødler, der drev den usle Trælleflok i Dødsspringet. Men uden Frygt stirred jeg paa den stirrende, thi saa heftig en Skræk havde jeg nylig følt, at ingen ny Hændelse kunde føje et Plus dertil. Nu saa jeg, han var klædt i Tiggermunkens sorte Kappe, og skønt jeg misbilligede hans grusomme Adfærd nys, æred jeg altid den store Franciski Broderskab og hilste ham derfor. Hans Aasyn mindede 26 ej om hans Adfærd, det var klogt, roligt og myndigt, og da han saa min Hilsen, klædte det sig i et venligt Smil, og han sagde: »Jeg troede, Du var en af hine«, - og peged ud - »men jeg ser nu, at Du kom hid ad dine egne Veje. Hvo er Du, som vover Dig til Verdens Navle og vender uskadt tilbage med Haanden mærket af Guds Vredes Ild?« Jeg svarede ikke. En heftig Feber rystede mine Lemmer, og al min Følelse brændte i min Haand. I Vildelse syntes jeg at føle, ja, at se, hvorledes de graadige Vabler sendte Brændetraade igennem mine Aarer. Da greb han dristig om min glødende Haand og klemte den i sin, saa rødt og giftigt Blod sprang ud af mine hede Blærer. Lindret følte jeg mig. Taknemmelig og forundret saa jeg paa ham og saa, hvorledes mit onde Blod trak røde Striber paa den indre, følsomme Flade af hans Haand. Min tavse Tanke greb Franciskaneren straks i Flugten og sagde: »Nej, vi ere ikke Bødler«, og efter nogle Skridt sagde han halvhøjt hen for sig: »Vi ere Læger«, og atter efter nogle Skridt hørte jeg, at han mumlede, kun for sig selv: »miskendte Læger«. Da huskede han mig. Han vendte sig og saa, jeg fulgte efter ham, og sagde: »Skynd Dig, kom. Den Klippegrund, hvorpaa Du staar, vil inden fire Timer gnaves af Guds Vredes Kværn«. Utroligt faldt det mig. Men det utrolige syntes her at blive sandt, og efter den Betragtning fulgte jeg ham, ogsaa dog, fordi jeg haabed at udfritte ham paa Vejen.

Selv tog jeg Ordet først og sagde ham alt: hvorledes den Kundskabstørst, der altid var min Orm, havde draget mig igennem forskellige Fakulteters Lærdom; og hvorledes jeg til sidst fortvivlet vendte Bøgerne Ryggen og hengav mig til Studiet af mig selv; hvordan fremdeles ved Hjælp af Afholdenhed, Selvplage og især ved ubøjelig Erindring af alle mine Tanker, Syner og Drømme jeg kom til Kundskab om den skjulte Verden; hvordan jeg da havde brudt Broen af og styrtet mig ned i Fortabelsens Brønd og ad denne Vej var naaet til Verdens Ende, hvor jeg nu søgte Kundskaben om den sidste causa efficiens.

Med et aandfuldt Smil svared han mig: »Du er et Barn, der leger og ridser dine Tegninger i Sandet midt imellem Scyllas og Charybdis' Brøl. Men da Du nu er døbt af det brændende Vand, vil jeg som Pater give Dig Navnet Peregrinus peripateticus«.

Da vi nu vandrede bort fra Stormens Brøl, holdt jeg ikke længere 27 min Videlyst tilbage; men mine tilbageholdte Spørgsmaal faldt over ham paa een Gang som en Byge: »Hvad er det Hav? Hvor gaa vi hen? Hvorledes gaar det de ulykkelige nedstyrtede? Hvorfor bleve disse ofrede til Moloch? Hvad er der bag ved Havet? Hvor mange ofre I hvert Aar? Kendes her Aar eller Døgn?« Dog paa det sidste Spørgsmaal svarede mig Lyset selv, der regelmæssig tog af med voksende Hast paa samme Vis, som Natten melder sin Ankomst ved Sundets Kyst. Dog saa jeg ingen Sol. Men denne Himmels Lys var enten dens eget eller Havets Genskin.

»Hvis Du var en Lægmand af vor Tro«, svarede Munken mig, »da var det Svar Dig nok, at dette Hav er Gud; men for at Du skal vide, at ogsaa jeg kan tale filosofisk, da hør: Det er det synlige Billede paa Gud, paa samme Vis som den hellige Hostie er det synlige Billede paa Herren selv«. -Jeg afbrød ham: »Da vil det sige, at dette Ocean er som Guds Legem«. »Det er en Slutning efter Tankens Love«, svarede han straks, »og vi fordømme ikke denne Slutning, men lære den heller ej«. Jeg studsede over dette sære Svar, og straks sagde han: »Ved Du ej, at Gud, som causa prima eller første Aarsag til al Realitet og alle Tanker og Tankelove, er hævet over disse. Hvis Gud vil, at denne Slutning ej er rigtig, er den falsk, uagtet den kan bevises at være korrekt efter første Figura i Logikken. Og« - her hævede han Stemmen - »paa samme Vis er Gud ophøjet over menneskelige Domme om godt og ondt. Derfor er Gud alkærlig, endog naar hans Vredes Kværn maler de fordømtes Legemer til Gnister i Ildhvirvelen. Men disse udstødte, som Du saa os drive ned med gloende Jern, det var de raadne Kviste, der skæres af med røde Knive fra Kirkens Modertræ. Thi disse vælted sig som Orme i væmmelige Lasters Dynd og kendte ikke længer Undseelse eller Anger. Forgæves har Loyolas Tjenere med klare Grunde, Franciski med kærlig Overbærenhed og Dominiki med barmhjertige Pinsler søgt at lede dem tilbage til Lydighedens, Troens og Sømmelighedens Vej. Ej heller vilde de vandre imod Fuldkommenheden ad andre Veje end den »hellige Kirkes« - thi skønt vor Kirke er den ene saliggørende, og vi forkaste alle andre Veje, forkaste vi ikke dem, der søgende Sandhed vandre paa gale Veje.- Men disse vare døde for al Paamindelse. Derfor støde vi dem ned i Klippetændernes Kværn, at ikke hele Kirkens hellige Legem skal fordærves af dem. Hvad bliver der

        

28 af dem, spurgte Du. Aldrig vendte nogen tilbage af dette Dyb. Men efter Kirkens ufejlbare Lære er der kun eet Svar, naar der spørges om de fortabtes Skæbne. De ere styrtede i Ildens evige Pine«. Da lagde jeg ærbødig Haanden paa hans ranke Skuldre og sagde: »Mester, kan I med dette skrækkelige Syn endnu indbrændt i Øjets Erindring og denne skrækkelige Kirkelære for Eders Tanke overtyde mig om Guds Alkærlighed? Kan I retfærdiggøre Gud?« Han svarede fluks: »At Gud er hellig, kærlig og retfærdig mod alt og alle, det staar fast for Troen, og hvo, som nægter dette, er en Kætter; men ved Fornuftgrunde leder Kirken dem, der tvivle, som Du, min Pilgrim, til det Punkt, hvor Troens Gave ydes dem, der bede. Nu vel, se da det Syn, Du nylig gruede for, i Lyset af Guds hele Almagtsværk. Hvad tilsigter Gud?« - Men med en øvet Lærers Taleform gav han Svaret selv -: »at Sjælene frivillig skulle frelses. Derfor maa Fortabelsens Mulighed altid holdes aaben. Og de, som ikke frygte dens Mulighed, maa i Helvedsilden opleve Virkeligheden«. Men atter rørte jeg med en Lærlings ærbødige Ømhed ved Munkens Arm og sagde: »Lad mig afbryde Eder. Thi I beviser kun Helveds Nødvendighed -, men ikke, at Pinen i dets Bug er evig. Maatte ikke Omvendelsens Mulighed stadig holdes aaben, for at Gud skulde fortjene Kærlighedens Egenskab?« Da flammede Munkens Øje, og han raabte: »Forbandet dette det allerfarligste Kætteri. Nej, der er en Dom, og der, hvor den apostoliske Kirke sætter Grænsen ved sin Inspiration, der er den urokkelige Grænse for Guds Langmodighed. Dette følger ogsaa med logisk Sikkerhed af, at Gud vil, at vi ved fri Viljes Valg skulle frelses. Thi fri Viljes Valg er kun, hvor der er tvende lige gyldige Muligheder; men hvis vi alle blive frelste, er Valget ikke længer frit, men vi bestemtes alle af Gud til Frelse. Deinde necesse: Nogle maa fordømmes. Derom kan ikke tvistes«, - sagde han mildere, vendt imod mig; thi nys tordnede hans Stemme som mod en Frister, som jeg ikke saa - »derom kan ikke tvistes, at Pinen er evig, og at der gives ingen Omvendelsesmulighed mer i den evige Ild; men noget andet er Fortolkningen af dette Ord«. Og med den sikre Stemme, som røbede, at hans Tanker mangfoldige Gange havde besvaret disse Spørgsmaal, fortsatte han: »For den enfoldig troende maa det forklares, at evig Pine udstrækker sig i Tid og deles ind i Dage, Timer og Minutter, hvori Pinen sanses alt uden Ophør og

        

29 uden Omvendelses Mulighed; og for den store Hob, som kun vil leve som Dyr, er denne Lære nødvendig til Forfærdelse og Forbedring; men Teologer mene, at Evigheden maales ikke i Tid. Skulle vi da danne en Forestilling om Evigheden set fra Tidens Synspunkt, kunne vi kun se den i Billede af et Øjeblik. Er dette logisk?« spurgte han med et Sideblik. Jeg nikkede og sagde, lettet om Hjertet, thi Dogmet syntes mig paa een Gang let: »Denne Fortolkning gør Helvede til et Intet. Hvo frygter for et Øjeblik?« Han svarede med et Blik, der isned mig i Marv og Ben: »Ve de letsindige! Enten - thi den Fortolkning, som Du hørte nys, er kun for svage, tænkesyge Sjæle, og Kirken, som af Langmodighed ikke fordømmer den, tilraader den dog langtfra. Pris være dem, som tro og ej forstaa! - Enten er evig Pine udstrakt i Tid og ender ikke, før en Mand, der vandrer mellem tvende Paralleller, rinder dem sammenløb ende - eller betegner »evig« absolut i Kvalitet og indre Kvantitet, og da rummer dette Øjebliks Tortur i sit forsvindende Punkt saa megen svedig Angest og blodig Marter og forhærdet Fortvivlelse, som der kunde udstrækkes ad den uendelige Tids fortløbende Linie, naar hvert Mærkepunkt indbrændtes af den hellige Inkvisitions blodrøde Bøddel«.

Da gøs jeg, dog ikke blot af Uvilje og Skræk, men ogsaa af Beundring for den Sjæl, der havde haft Mod og Klarhed til at tænke sig en saadan grufuld Tanke. Men han fortsatte med hurtigere Røst; thi det, som faldt vanskeligst at fatte i Beviset, var nu overstaaet: »Hvis vi da vælge denne Fortolkning, som de, der ikke søge Fortjeneste ved Tro, da straaler Guds Kærlighed med utilsløret Glans, ej blot for Troen, men ogsaa for Fornuften. Thi da vil Gud, at Synderen, der er forhærdet, forfalden og forblindet, gennem forfærdelig Lidelse skal erkende alle Guds Egenskaber i deres Glans tillige med sin egen Uværdighed og dernæst synke i Tilintetgørelse, hvorved Gud viser ham den sidste Naade«.

Under dette velførte Forsvar vare vi vandrede opad og stod nu paa den højeste Klippetinde langt fra den Storm, som rasede der, hvorfra vi kom. Nu fjernt til højre Haand saa jeg Malstrømmen glinse som det hule Centrum i dette Fantasihavs brogetklædte Legem.

Men det sorte Stormhav, som brød sig ind mod dette hæslige 30 Punkt, saas herfra kun som en bred, dunkel og oprørt Strøm mellem Vande, der vare klædte i alle Vaarens og Høstens sammenblandede Farver. »Se!« sagde Munken, »hvor sødt livsaligt er ikke Synet af dette Hav af Rosenrødme og af Perleglans. Er dette ikke det synlige Jærtegn, der understøtter det Bevis, vi føre for Guds Kærlighed? Men dersom dette Kærlighedens Hav overtaler os med inderlig Ømhed til at tro derpaa, at Gud ej blot har Kærlighedens Accidens, men er i sin Substans Alkærlighed, maa vi da ikke mene, at dette Guds inderste Væsen ogsaa ytrer sig i alle Dybder, hvor Guds Kraft virker, og altsaa ogsaa i den vældige Tvang, som vi med Skælven kun kunne sanse som Vrede og som Ild. - Jeg har hørt sige, at fromme Malere ville paastaa, at uden den ravnesorte Strøm, der som et Hav af smeltet Bly gyder sig ud i Have af Mælk og Vin, vilde dette hellige Skuespils Skønhed ikke være fuldkommen. Men til denne Højde har jeg dog endnu ikke hævet mig«.

Saaledes var det hans Hensigt med overlegen Lærdom og Talefærdighed og ved mange Beviser, der forekom saa uangribelige som de tvende Hjørnetænder, imellem hvilke jeg saa Guds Ofre knuses, at lede mig til den hellige Kirkes Tro. Men medens han gik til den synlige Demonstration, vendte min Tanke med en ung Mands Stridslyst tilbage til den logiske Analyse af Gud i sit Væsen og set i Forhold til sin Gerning. »Jeg benægter«, sagde jeg, »at denne Helvedes Malstrøm er Gud værdig, idet jeg supponerer, at Gud, som Kirken lærer det, er almægtig, og med disse Ord, at Guds almægtige Vilje hersker endog over Grundens Princip og Modsigelsens Lov. Thi kun da er intet - som Kirken det lærer - umuligt for Gud«. - »Concessum«, svared mig min Skolastiker langsomt, »dette er just det faste Troens Udgangspunkt, hvorfra min Tanke spinder sine Traade«. »Nu vel, fornylig vilde I bevise mig, at Gud umulig i sin Forsynsstyrelse kunde undvære den evige Pines Middel. Selv om nu dette Bevis er uden Brøst - og jeg indrømmer, til min egen Overraskelse fandt jeg ej Anker mod Eders skarpe Indlæg - saa maatte dog trods alle Eders Grunde Gud kunne undvære den evige Pines Straf; thi for Gud er efter den Forudsætning, vi have sat ind, end ikke det selvmodsigende umuligt«.

Fripostig talte jeg og mente at sætte Munken i Forvirring; men med en øvet Disputators Smidighed røved han Braadden af mit Argument 31 og vendte det imod mig selv i sit Gensvar: »Jeg har alt sagt Dig, at ved Fornuften ledes vi til at antage, ved Selvsyn mene vi at se, men endelig af Kirken lære vi, at de fordømte plages af evig Kval; men alle disse trende Synsmaader, hvorved vi opfatte Kristendommens Grundpiller imellem Kirkens ufejlbare Dogmer, ere nødvendigvis prægede af de to Grundbetingelser for den humane Tænkning. Ethvert har sin tilstrækkelige Grund, og Selvmodsigelse maa ikke være. Kun inden for den menneskelige Synskreds gælder da dette Dogme saa vel som alle Videnskabens Sætninger. Men fæste vi Blikket paa Guds Væsens Almagt og Ubegribelighed, da vide vi, at vi slet intet vide, og alt, hvad Sansning, Tænkning, ja, endog Tro indgiver os at mene, opsuges da af denne ene Forestillings Svimmelhed. Jeg indrømmer Dig: absolut set er alting muligt, altsaa ogsaa, at Gud kan lede alle til at frelses frivillig, uagtet det synes os Modsigelse in adjecto. Men Du Taabe, ved Du da, om dette ej er saa, set fra Guds eget Synspunkt, hvor ingen Skranker hindre hans Væsens Udfoldelse som almægtig Kærlighed. Kun staar det fast: For os er denne Viden ej. Og derfor lærer Kirken viselig: Du skal tro paa de fordømtes Undergang. Og medens den ikke forbyder Filosoffen at søge paa at kaste Blikket længere end den Lærebygnings Stenkuppel, hvor de enkelte Dogmer lyse som evige Stjernebilleder, naar han atter ydmyg erkender sit Væsens Grænse og Lærens Sandhed, siger den: Størst Fortjeneste og Skønhed vindes ved den enfoldige Tro«.

Saaledes talte Doctor subtilis, medens jeg stod sønderknust og harmfuld paa mig selv som en rejiceret Baccalaureus. Thi jeg følte mig grebet i en Filosofs den værste Forsyndelse, som er at forveksle transcendental Tænkning med immanent, eller hvad er det samme: det absoluttes Synspunkt med det relatives.

Men atter sluttede han med disse Ord: »Vi tro, fordi Gud vil. Vi tro det, som Gud vil. Og just paa Grund af Mysteriernes Dunkelhed for Tanken vinde vi herlig Fortjeneste ved ydmyg Tro.« Med disse Ord kastede han sig paa Knæ med brændende Øjne, hvis Flammer ikke slukkedes af de fromme Taarer, der fyldte dem, og af hans Mund brast ud et Paternoster, hvis simple Ord dog fyldte Luften som en Jubelhymne, fordi de båres af hans dybe Aand.

Da udgik der en Sang foruden Ord af Himmelens blaa Bjærg, og 32 af det fantastiske Hav, der tiltrak vore Øjne med hypnotisk Kraft, udsendte hver enkelt af de fyrstelige Farver sin bævende Tone, der gennemglødede mit hele Legem. Thi ved Sympatimagt modtog jeg en Part af Munkens tilbedende Ekstase. Se, fra det Sted, hvor Hav og Himmel vare eet, udgik et Lys, der tindrende, tonende gennembølgede det hele Halvkuglerum, vi indesluttedes i, og sendte sine dirrende Lystoner gennem den sorte Klippe, som var den røgfarvet Glas, ja, gennem mit eget vemodssalige Hjertes rødmende og brændende Kød.

Men endog da forlod min spørgende Videlyst mig ikke, og mens mit Hjerte frydefuldt skælvede i den hellige Aande, der sugedes ind og ud af mit vantro Bryst, søgte min Hjerneskals Kræfter forgæves at gennemtænke det Underjeg svævede i, indtil jeg mindedes Fysikernes Lære om det Æterfluidum, der vægtløs og elastisk og uanseligt for jordiske Sanser gennembæver al sanselig Materie og fylder det tomme Rum, som Bærer for alle Afstandes Kræfter og for de synlige og usynlige Straalebølger, der uafladelig gennemfare Stoffet. Og jeg spurgte mig selv: »Er dette magnetiske Hav, der kan opløse sig selv og alt i lysende Musik, eet med den hypotetiske Substans, som Fysikeren i sine Beregninger paakalder som deus ex machina paa alle Steder, hvor der er Huller i hans kære Verdensformel?«

Nu svandt min Rus, og atter dukkede faste Former frem af Lysvældet, og Verdens dumpe Lyde kvalt es ej længer af Æterens Harmoni. Da saa jeg, hiddragne af den samme Længsel og Tørst, der udtørrede min egen Gane og Tunge, en Skare ile forbi os mod Alverdens Længsel, Salighedshavet, hvis Kraft omhylled mig nys. Mænd og Kvinder vare de, de sidste flest og nogle iblandt dem Nonner. Hvidklædte vare deres Legemer, og lysende straalede deres drømmende Aasyn. Da standsede min Munk, sortklædt som Klippen, en tungtgrublende, mørk Klippe selv, blot med en Stivnen af sin venstre Haand den hvide Skare. Knælende med indøvet Lydighed ventede de hans Ord; men som en dybt forelsket Brud og Brudgom lytter til Eros' Tale mer end til Præstens, saaledes hvilede alle deres Sanser, omtaagede sødt, i Salighedens Hav. Med dyb og angestfuld Røst talte min Munk: »Ere I beredte? Ere I afførte al jordisk Længsel? Ere I ganske afdøde fra Selvet? Thi hvo, som u værdelig drikke af denne Kalk, skulle dø den evige Død.« Men med 33 den samme Klang, hvormed Martyrerne svarede Cæsar Nero, raabte de med een Røst, som om de alt ikke mere vare enkelte Selv: »Ja, ja. Beredte. Ja.« Og igen: »Beredte, beredte.« Og atter gik en Bølge af salige Suk og rødmende Ild ind over de hvide, og alle istemte med frydefuld Røst: »Beredte, beredte. Ja, til det himmelske Bryllup ere vi beredte. Ja, ja. Ja, ja. Til Bryllup beredte.« Da skød en Baad med Purpursejl i gylden Raa sig smidigen ind under den vandrende Skares Fødder, og et som St. Elms Ild flammende Vindpust førte dem ud over Havet. Det greb i Nonnernes Hovedlin og Kvindernes Slør, og blufærdig rødmende dækkede de med det løsnede Haar den fremsmilende Barm. Men en Taage, hvid og fin som et Brudeslør, dækkede snart Skarens Forsvinden.

Der stod jeg, naget af utilfredsstillet Spørgelyst, og stirrede efter disse, som dansede ind i Evigheden ad den rosenstrø ede Vej, og spurgte Munken: »Hvornaar vil Du betræde denne Baad? Var Du der nogen Sinde, og hvordan smager Salighedens Glæde?« Han svarede, mig tyktes med et undvigende Blik: »Ingen kan udsige Salighedens Fylde. Og ingen, som træder ind i Guds Pleroma og smager Guds Væsen, vender tilbage til Timelighedens Liv. Men jeg, som higer imod alle Sjæles Længsel, jeg vover knap at stirre frit derind, endsige at vandre derind, skønt hvert Sekund skælver mit Hjerte under Guds Kærligheds Kald; men endnu er mit Væsen selvisk, og jeg ængstes endnu for at ofre min Selvbevidsthed i Guds Almagts Favn. Saaledes vandrer jeg med Bod og i Bæven imellem denne Kyst og Skærsildsriget, indtil min Time slaar. Følg mig, Du videlystne, hvis ikke, faar Du snart for meget at vide. Alt ringer Himmelklokkens staalblaa Malm til Ave. Snart vil Mirakelhavet opsluge disse Klipper, og før i Morgen genskabes de ikke - eller slet ikke, hvis Guds Lune vil.« Men denne Tale forhærdede just min Last. Gnaven svarede jeg: »Jeg maa endnu udforske dette Hav, og hvorfra dets Kræfter og Bevægelse stammer. Vent dog lidt.« Saaledes vandred »Kom!« og »Vent!« frem og tilbage mellem os flere Gange, imens jeg vogtede paa Havets Fremskridt; thi det løftede sig ej efter en Vædskes almindelige Love, men droges ind mod Klippen, op mod Luften og ned mod usete Aarsager, som en Ildslue vandrer ad Iltens og Brændselets Veje - men stadig svagere lød Munkens Stemme, og da jeg vendte mig om, var han forsvundet.

34

Men som en længe sunget Melodi gentager sig selv, til sidst imod Viljens Villen, lød stadig Munkens Sætninger mig i Øret, og uvilkaarlig genoptog jeg nu Diskussionens Tankegang og Munkens Konklusioner, at dette Hav var Billedet af Gud, og at Guds Kærlighed nødvendig maatte medføre evig Pine for de fordømte. Forgæves eftergik jeg hans Syllogismer. Jeg kunde ikke bryde deres Lænker, bundet endnu som jeg var ved hans Viljes Magt. Da opsteg pludselig for mit indre Syn efter den Lov, hvorefter en Forestilling af stærk Intensitet baner sig selv sin Vej til klar Bevidsthed, Billedet af de elendige, der males til Blodmel i Guds Vredes Mund. Ved dette argumentum ad hominem udfriedes jeg af Skolastikkens Baand og sagde afgjort med al Beslutningens og Oplysningens Glæde: »Nej, dette Hav er ikke Gud.«

Betaget af den fine Glæde, som kun en Tænker kender, stod jeg og grundede over ny Beviser mod Munkens Konklusioner. Da hørte jeg atter min Følgesvends Røst, som under Munkens Teodicé var rent forglemt af mig. »Hvad nytter det, Du modbeviser, at dette Hav er Gud, naar Havet selv beviser sig som saadant ved at tilintetgøre Dig og mig.« Af min Aandsfraværelse for jeg straks op. O se! Af Himlens Zenith brast ud en blodig Glans, der bredte sig i røde Ringe over dens hule Kugleflade og skjulte alting under en rødlig Taage; men da jeg vendte mig imod den Kant, hvor nylig Regnbuehavet smilede, da greb en Skælven mit Legem og kastede det næsegrus ned paa Klippen. Det rædselsfulde Hav kom krybende op ad Fjældets Vægge imod mig. Det sidste Baand var bristet, som bandt dets Vilje efter den Ligevægtslov, som Vandet følger; men som en hæslig Drage bed det sig fast i alle Gruber og Fremspring med Ildtentakler, der med samme Ret kunde benævnes Tunger, Arme, Fødder, Følere eller Rødder. Og som tindrende Skæl stirrede mig fra Bug, Bryst og Ryg titusinde Argusøjne mine i Møde. Men ingen Røst hørte jeg, og intet Hoved, som kunde røbe en fornuftig Sjæl, blev skelnet af mit Blik i dette Virvar af Arme, der bleve dragne ud og ind som en Amøbes Traade. -Jeg saa til Siden, og i en Tone af Angest og Spot svared min Førers Røst: »Det er det samme Hav, som drog de fromme til sig ved Haab og Tro. Saaledes frister Det ved Attraasbrand.« Han talte sandt; thi alle mine Lemmer skælvede i vellystig Pine, og i min Hu fødtes en heftig Drift efter at 35 slukke denne urene Glød i dette sugende, hede Flammeskød. Da hørte jeg min Ledsagers Latter:

»Vi slippe aldrig ud. Hvor vi os vender,
Det med sin hede Aande os omspænder.
Det knuger os som Børn i sine Hænder
Og suger Kraften ud af vore Lænder.«

Saaledes sagde han med Fortvivlelsens Latter, imedens jeg saa omkring mig efter Frelse. Først vilde jeg søge de naturlige Midler og ile bort paa min Fod; men omsluttede vare vi alt af Uhyrets Legeme, og Bjærgtinden var en Ø. Derpaa forsøgte jeg Bønnens Hjælp; men det frugtede ikke. Uhyrets Vilje var større end Bønnens Magt. Og hvad hjalp det, jeg bad til de Kristnes Gud, naar dette var de Kristnes Gud? Dets Legem naaede alt højere nu end den Grund, hvor vi sad; men i Stedet for straks at opsluge os, hævede det sig i en gloende Ring om Klippen og os. Og langsomt voksed den røde Vold og truede med at lukke sig over vort Hoved, som Nordlysringen lukker sig sammen i Kronen.

Da hørte jeg den Røst, der altid fulgte mig. Hæs var dens Hvisken: »Her hjælper intet Paternoster. Den Gud, Du bad til, vil fordærve os. Vend Dig imod den gamle med Ørnen, Fyrste over Mørket, Ørkenen og Fjældets Huler.« Da betænkte jeg: »Naar Lyset truer, giver Mørket Bistand,« og vendte mig ved Selvfordybelse mod Ørnenes Fyrste. For mit indre Syn saa jeg - mens Svælget alt lukkede sig om mit Hoved - ham sidde, Ahriman, med Haand under Kind. Laadden og nøgen var han, vilde og skarpe hans Træk. Hans Øjne søgte mine. Had og Mistro læste jeg i dem. Men ogsaa den kække Lidelse, som kun en stolt og kongelig Sjæl kan eje. Og hans Haand holdt en Ørn, hans eneste Ven og Medvider, som huggede med sit Næb i hans højre Bryst. Frivillig gav han Ørnen sit Kød til Brød.

Mine Øjne udfordrede hans, og jeg sagde: »Heller den sorte Høvding end den røde Drage. Hjælp mig, Ahriman.« Fluks svandt hans Billede. Og atter sad jeg i Dragens røde Mund og saa dens Tunger spille hen mod min Hud, som Fluen paa Soldugbladet mærker de levende Følere fange den ind. Ved dette Syn fyldtes mine 36 Øjne med Blod, og jeg knuged mig ind imod Klippen, hvor en Niche gav Ly. Da rørtes noget ved min Skulders Stød, som om Klippen drejede sig paa sine Hængsler, og en Hule aabnede sig ved min Fod. Ind gik jeg og stemte min Skulder mod Klippens indre Væg. Den svang tilbage i sit forrige lukte Leje, som en af disse Rokkesten, der, skønt de veje saa meget som et Hus, dog røres mellem tvende Ligevægtstillinger for en Mandsarms Stød. Med det samme vaklede jeg og faldt som en beruset om i en dvalelignende Søvn, der kun blev afbrudt af Drømme om et rødt, graadigt Øje, der gloede paa mig gennem Klippens Væg.

        

37

Anden Dagsrejse: Guds Defensor

Anakoreternes Bjærg. Mødet med Apokalyptikeren. Mester Eckhart og Jacob Bohme

Jeg vaagnede i Mørke; men snart dæmrede det omkring mig, hvad enten mit Øje saa de mærkelige Straaler, der ved Oddkraft skulle opstaa i et bælgmørkt Rum, hvad eller Æterlyset gennemtrængte den sorte Marmorklippe som Glas. Som i Katalepsis laa jeg længe og stirrede ind i Hulens Dybde, der gled mer og mer tilbage, jo nøjere jeg indstillede min Opmærksomhed derpaa. Denne S een vakte atter min Forskelyst, og denne min Viljekraft, og den mit Legem. Nysgerrig sprang jeg op for at udforske denne Grottes Løndom, og medens jeg gik, hørte jeg snart min Følgeskygges Trin gentage mine bagved. Længe vandred jeg i de dunkle Gange, og atter frydedes mit Øje ved de fineste Farveskygger, som Tusmørke og Graavejr kunne kaste over en fugtig Grund. Først var min Hu kun til at fly bort fra Havets røde Rædsel, og uden Maal strejfed jeg om i labyrintiske Gange og ønskede at dø fremfor at leve i Dragesøens Rige. Men da jeg havde udhvilet min syge Sjæl i disse kølige Skygger og ved dette Tungsind, vaagnede atter i min Hu de trende Forførere: Ungdomskraft, Letsind og Lyst til at leve. Og som en krænket og uskyldig Kvinde, naar Tid er rundet - imod sin Vilje længes mod Favntagets Vold, saaledes droges min Lyst imod mit Forsæt mod Illusionernes taaresrnilende Hav. Med denne beklemte, ængstelige Dragelse som Ariadnetraad saa jeg snart et Genskin af Havet farve Væggenes Gruber som entianblaa og lyngrøde Muslingskaller, og fra en afrundet Aabning stirrede Havet mig i Møde med et taarefuldt, angrende Blik. Da hørte jeg min Følgesvends Røst: »Jeg kender dette Sted. Her boede en Gang en skælvende Olding. Ved et Vidunders Magt blev han flyttet hid fra Klippeøen, der hvor han skuede de sære Syn, som ingen, ej heller han selv, endnu fortolkede rigtig.« Da saa jeg paa Klippens klare Væg Spejlbilleder fæstnede som Genskin af Apokalyptikerens Hallucinationer, 38 indbrændte af hans Øjnes fanatiske Ild. De syv Veer saa jeg og Mikaels Strid og Jerusalems Stad og Helvedes Pine. Se, da kom, som draget ved min Betragtning, en skælvende Graaskæg rokkende ind i Hulen, og med blodskudte Øjne, hvis Drømmebillede skjulte os for hans Blik, mumlede han hadefulde Ord, der, skønt hans Tale faldt sønderreven som en afsindigs Udraab, dog bar hver i sig selv en klar og frygtelig Betydning, og som et Omkvæd lød Ordet Ve: »Guds Dom. Guds Dom. Guds Dom. Ve. Ve. Ve! Hvor længe! Ve. Ve! Syvfold Ve! Jernhagel og Ildregn - svømmende Bjærge paa Havet - sprænges i Ild. Ve! Sodoma drikker Gift. Malurt. Guds Dom. Spaadommens Time. Spaadommens Time. Atter Ve! Røg over Verden. Ild og Jern og Røg. Opfindelsen sker. Guds Dom. Guds Dom.« Og med syngende Røst, der - skønt skingrende - rummede Vellyd, oplæste han sin egen Bogs Ord, som saa han den skrevet i Luften: »Ve, ve, ve! - de, som bo paa Jorden - for de øvrige Basunrøster - fra de tre Engle - som skulle støde i Basun.« Min Opmærksomhed tilrev sig nu min Fører, hvis Billede under denne Hulevandring var gledet lidt efter lidt fra Periferien af mit Syns Oval ind mod det Punkt, hvor Øjet skelner tydeligst. Nu stod det med samme Tegning og Glans som mit eget Korpus. Og jeg saa et ædelt Aasyn med dybe, svømmende Øjne, med skælvende Næsebor og med en fin, erotisk og sorgfuld Mund. Han greb mig i Armen og sagde med den Skræk, som hverken Frygten for Død eller Smerter, men kun Angest for Afsindets Rædsel indgyder en Mand, der er Mand: »Kan Luften da genskabe et sjælløst, talende Billed af det, der var og ikke er? Kan det døde da aldrig dø?« Og med den blinde Skræk, hvormed de første Kristne saa ud i Verden, og som en Verdensmand slet ikke fatter, hviskede han: »Nej, det er Satan selv.« Da vaagnede Oldingen af sine Forbandelser og stirrede langsomt paa os, indtil han skælvende sagde: »Er Du min egen Ungdom, der kommer igen? Eller er Du een af Abaddons onde Aander? - Nej, Du er mit andet og onde Selv. Vig bort! Vig bort! Fordømt! Fordømt!« Da sprang min Yngling fremad som en Tiger og raabte: »Een af os to maa dø den evige Død. Jeg er afsindig, eller Du er intet.« Og som to Gladiatorer kæmpede de, imedens jeg med Gysen og Forundring observerede Ligheden mellem den gamles og den unges Træk, indtil jeg hørte Oldingens

        

39 vilde Skrig og saa et Fald, hørte et Hvin, et Plump og Stilhedens sidste Ord.

Forfærdet gik jeg videre med min Fører og grublede over den uhyggelige Gaade, der laa paa Bunden af dette Eventyr. Dog holdt jeg min Nysgerrighed i stramme Tømmer. Jeg vovede ikke at spørge ham ligeud, men sagde kun: »Sig mig, hvo er Du?« - »Mit Navn troede jeg, at Du kendte. Kald mig Johannes de Silentio. Jeg er en frafalden. Jeg er en Fornægter. Fornægter midt i Salighedens Favn. Jeg søger efter Døden og Korsfæstelsen; men Afsindet, som jeg flygter fra, hænger bestandig paa min Ryg.« Disse korte Ord ere de eneste, min skønne Fører udtalte om sig selv paa hele vor Vandring, men uudslettelig stod de for mit Minde, og jeg forstod hans smertelige Smil.

»Men hvo er Du?« genspurgte han, imens vi hang paa Klippens Side paa en fodsmal Sti og holdtes kun fra at styrte ved den magnetiske Kraft, hvormed vi holdtes fast imod Bjærgets Skrænt som Fluen paa en Væg. »Jeg er en Skeptiker af Profession, en trættekær, urimelig, spørgelysten, snakkesalig, urolig Aand og uden nogen Trosbekendelse til Ballast. Jeg søger efter Gud. Men efter en Gud, som er retfærdig, rolig, viis og logisk, hvis Egenskaber kan defineres, bevises og populariseres, hvis Væsen virker i Overensstemmelse med Naturens Love og ikke trækker sig tilbage for menneskelig Tænkning bag Paradoksets Skærmbræt. Og dersom et Væsen - det være saa mægtigt, kærligt og saligt, det være vil - ikke tilfyldestgør min Erkendelses Krav, nægter jeg det efter min valgte Definition Navn af Gud og fortsætter« - her pegede jeg ud - »bag dette Væsens Hvirvel af krumme Linier mit Spørgsrnaals rette Linie, der stiles mod den rationelle Gud.«

Vor Vej gik over Anakoreternes Bjærg. Som Sinai stod det med Tinden i Tordenskyer, og nedenfor flød det samme vinrøde Hav mod den Regnbuekrans, der fyldte Synskredsens Plads; men saa man fra Højden lige ned i Dybet, da skinnede det samme Hav i Haabets Grønt. Saaledes kan en Vædske ved Fluorescens spille i tvende Farver. Paa Bjærget løb ind som Digesvalens Rede Hule ved Hule, hvor skæggede Eneboere sang. Der saa jeg den store Nyplatoniker svæve i Luften uden Støttepunkt, saaledes som Sagnet fortæller, han evnede alt i Live. Jeg vilde ikke forstyrre den fromme 40 Hedning saa lidt som hans Brødre, hvorimellem Philo og Areopagiten. Men ved den sidste førtes jeg over til de kristne Anakoreter. Da ønskede jeg vel at veksle Ord med Fader Hieronyrnus; men jeg holdt mig tilbage; thi endnu mindedes jeg med Skræk den vrede Apokalyptikers »Ve«, og jeg betænkte, at ingen af os, der gik i Skole hos Evropas Titaner, forstaar de kristne Martyrer og Anakoreter, uden igennem aarelang Selvunderkuelse at vandre de tusinde Aar tilbage i Tiden. De kalde os fordømte, vi dem afsindige, og her bygge Talernaader ikke Bro. Kun de, der historisk stamme fra disse og forberedte os, ere Bindeled mellem os og dem.

Vi klatrede videre, mens Anakoreternes Mumlen lød som en evindelig Summen fra titusinde Huller i Bjærget, hvor de som hvide Bier nød Beskuelsens Honning i Bjærgkubens Stade. Da frydedes mit Øre af een, som tiltalte mig paa det tyske Maal, og jeg hilsede med den Ærbødighed, der skyldes al Storhed - endog Vanviddets Storhed - men ogsaa med fortrolig Venneglæde, min Kærlighed og Beundring blandt Mystikernes Skare, Prioren af Erfurt, Mester Eckhart. Hvoraf jeg kendte ham, kan jeg ikke sige, uden af Vennerøst og det mildeste Blik jeg har set.

Med et roligt Smil nævnede han mit Navn, og da jeg spurgte ham, hvorfra han kendte det, svarede han: »Jeg saa Dig i min Hules dybe Brønd - hvor Verdens Billeder spejles. Vær velkommen. - Og hvis Du vil - fest Bo imellem os - med Doktor Ekstaticus - og de fromme Brødre af det stille Liv«. Jeg droges mægtig af hans indbydende Ord; thi blot at se hver Dag en saadan Mand er mer end kongelig Rigdom. Men den Beslutning, som jeg bandt mig til, den Gang jeg vendte mit Blik fra den falske Verden, at vandre gennem alle Tilværelsens Riger, den hæmmede den Villen, som sprang frem ved hans Ord. Men for dog ej at krænke ham med et Nej, svarede jeg intet, og skamfuld saa jeg mod Jorden. Men uden Vrede ved min trodsige Holdning sagde Mester i langsom Tale, hvis Vellyd afbrødes af Tavshedens sarte Stemning, saa hver Sætning klang ud og vendte tilbage i sig selv, saa dens Genlyd i Mindet ikke forstyrrede den næste Ordmelodi: »Vi ere Irenæere. Med Klogskab gik Du de hellige hist forbi. De ere stridende Tjenere af den stridende Kirke. Og deres Bønner ere som Ørne. Men som Serafen mildner den vrede Kerub, mildne vi som Medtjenere med Velsignelse deres Forbandeiser. 41 Medens disse kundgøre Kirkens Ufejlbarhed - bevise vi dens Sagtmodighed. Vi strække den ene Haand bønfaldende mod de vrede Helgener - den anden række vi overtalende de søgende Sjæle blandt dem, der forførtes af Menedermunkens Gift«.

Opmuntret ved hans Tales Indhold og endnu mere ved dens husvalende Klang, satte jeg mig som Lærling ved hans Fødder og fortalte ham mine Iagttagelser og mine Tvivl. Han svared med en Stemme, hvor hver en Tone adledes af hans rene Sjæl: »Jeg er ej lærd. Jeg er en Munk som mange. I Afsondrethed lever jeg. Dog har jeg Arbejde nok. Daglig omstemmer jeg min Sjæl til at opfatte Guds sagte Mindetale. Thi hver Dag er Guds Sandhed ny og dyb. Hver dag minder Guds Kærlighed jomfruelig. Hver Dag genfødes min Længsel blaa og min Ihukommelse grøn. Jeg siger det saalunde til mig selv, dog ti derom« - og jeg forstod, den gode Mester var endnu ikke ganske fri for Kætteri. - »Hver Dag lider jeg. Hver Dag dør jeg. Hver Dag opstander jeg, som Kærligheden en Gang steg op af Havet. Men det er Gud, der lider i mig. Og Gud, der dør. Og Gud, der atter opstaar. Saaledes er Gud evig kær og evig frisk. Men dette gælder - dog ti derom; thi det er ikke Lære - for hver, i hvem Gud lever rent og purt. Og alle disse danne tilsammen Kristi hellige Legem - der sammenholdes af Guds søde Aande - den hellige Minde, der strømmer ud fra Kærlighedens Hav«.

»Ak«, tænkte jeg, »alt dette er sandt for ham, og næsten sandt for mig, mens jeg er nær ham, men efter faa Timers Løb holder en anden Tænkemaade mig fangen. Da er dette Sandhed for ham, men ej længer Sandhed for mig«. Jeg sagde til ham, idet jeg afførte mig min Lærdoms Rustning og min Spidsfindigheds Vaaben, hvormed jeg væbnede mig imod Doktor Scotus, og talte til ham enfoldelig som en skriftende, der adspørger sin Sjælesørger: »I Gaar fornægtede og forbandede jeg det Hav, hvorfra din Mindes Aande kommer, men som forfulgte mig med Slangearm. Men i Morges, den Gang jeg vandrede i det mørke Bjærg, betænkte jeg, at der kan være Forskel paa Tingen, som den er, og som den synes. Jeg tør ikke nægte, at naar Gud synes vred og ond niod mig, kan Skylden ligge i mit eget formørkede Syn og ej hos Gud. Dog, jeg tror ej dette, saa lidt som det modsatte. Men spørgesyg betvivler jeg begge Dele«. - Han svarede mig med trøstefulde Toner - hvor elskede jeg dog denne 42 dybe Stemme: »Jeg er ej lærd. Om Dogmer tør jeg ikke disputere. Og det er mig forbudt. Men min Erfaring tør jeg sige. Og den er denne:Jo renere Du er i Dine Tanker -jo ædlere Du ønsker -jo mildere Du ser - des mere ren og mild og skøn og sagte og underfuld vemodig vorder den Sødme Dig, der som Guds Minde opstiger her fra Salighedens Hav og slaar ned som en Taaredug i dine Øjne og som et Lyssmil om din Mund. Men stirrer Du med daarlig Attraa mod Salighedens Dyb, da slaar din egen Synd tilbage mod Dig, og Du miskender Gud. Det Øje, hvormed Du ser paa Gud, det er det samme, hvormed Gud ser paa Dig«. Jeg svarede og voldte, tror jeg, ham Glæde ved mit Svar: »En ensom og ædel Mands Erfaring er en Skat som Perlen i Ageren. Alverdens Rigdom vejer den ikke op«. Men medens jeg erkendte Dybden og Inderligheden i religiøs Erfaring, der talte af hans Mund, opsteg en filosofisk Tvivl, som jeg fordulgte for ham, i mit Sind: Dersom Mester Eckhart har Ret, og dette allestedsnærværende og næsten almægtige Væsen altid svæver i uvilkaarlig Reaktion imod vor Viljes Stræben, saaledes at det sender Sjælens Tone forstærket ved Genlyd tilbage i sig selv, da er det vel Betingelsen for vor Væren, den Grænse for Tanken og den Modstand for Viljen, der stadig frister Sjælen til at hige og stræbe frem ud over sig selv; men Sjælen sejrer da ved egen Kraft i Kamp mod det evige Paradoks«. Saaledes knyttede jeg kætterske og panteistiske Tanker til Mester Eckharts enfoldige Betragtninger; men jeg var tavs og bød min Tankes Flugt, der søgte ud ad Talens frie Linie, forløbe som en Cirkel i sig selv.

Men da jeg vilde byde ham Farvel, sagde den fromme Mester: »Bi dog lidt. Vort Maaltid er for Haanden«. Med disse Ord nedhejsede han en Spand i Søens Brand og drog den op, til Randen fuld af brusende Ætervin, hvis Bobler brast og klang, idet de brast. Dernæst udstrakte han sin højre Haand, og se, et Brødfrugttræ - forunderligt! jeg havde ej set det før - hang over hans Hoved ned fra Klippens Skraaning, som om det voksede nedad, og forlængede med sine Grene Hulens Loft. Han plukkede nogle af de langagtige Frugter, i Form og Størrelse næsten som Hvedebrød, og derpaa slog han med Staven paa den Sten, hvorpaa han stod. Men Stenen havde Stemme, og stærkere end fra de tonende Flintesten, man stundom finder, udsprang dens Klokkeklang i Hulen som et Væld.

        

43 Da Klangen havde fuldendt sit Løb og spredt sig i Luften som et kugleformigt Vandspring, hvis Styrke tager af mod Yderfladen, og da den samme Klang som sagte Genlyd var vendt tilbage imod sit Udspringssted, da drog den med sig en Skare af Eneboere, der ærbødig hilste Mesteren og venlig mig. Da sagde Mester Eckhart: »Fordi vi dagligen erfare Brødets og Vinens Kraft - af den Grund tro vi, at vi i Brødet nyde det samme hellige Legeme, hvori vi tro og føle, at vi med alle fromme ere indlemmede. - Og i Vinen nyde vi det samme hellige Blod, der udsprang af Lansesaaret og rislede ind i alle aabne Hjerter, nu ogsaa risler rødt ind i vore Aarer og forener os med hverandre og med den Korsfæstede til een«. Saaledes talede han værdig og ydmyg i det samme Nu og sad som Prior mellem lige Brødre. I tvende Dage havde jeg intet nydt, i tvende Dage, der tyktes mig hver lang som et Jordeliv. Med Vellyst nød jeg derfor det søde Brød og maatte sande Mester Eckharts Ord; thi dets livsalige Næring gennemtrængte kraftig og duftende mit hele Legem. Men da jeg fornam, at mer med jordisk Hunger end aandelig Længsel søgte min Læbe og Tunge den hvide Manna, voved jeg ej at kysse Vinens Rose, men nøjedes med at aande dens Duft. Tilmed betænkte jeg, at jeg befandt mig paa den katolske Kirkes Grund. Her maa en Lægmand ikke røre Kalken.

»Far vel!« lød atter mit Ord. Da fulgte Mesteren mig ud og foreholdt mig alvorlig de samme Leveregler, der havde gjort hans eget Væsen saa skønt. Og ved Hukommelseskunst runebandt ordret jeg de gyldne Ord. Thi her er endog Kendeordet vigtigt. Tre Ord vare de:

»Min Søn. Vær taalmodig imod Dig selv og Gud. Stræb ej efter den største Fromhed, men den reneste. Vær afholdende endogsaa i at bede«.

Saaledes skiltes jeg fra denne kære Herre. Jeg vandred atter; men medens mit Øje syntes at skue fremad, stirrede det dog erindrende tilbage, og det var mig, som om mit Legeme vandred, men Sjælen endnu sad ved Eckharts Fødder. »Og dog er et Svælg imellem ham og mig, et Svælg, som vel kan overspringes, men atter aabner sig, saa snart vi skilles. Som en Finsmager suger jeg Kraften af hans gyldne Ord, idet jeg puster hans Tro som Avner bort, men gemmer hans Erfarings Hvedekorn. Den Hellighed og Renhed, som han 44 finder i den ydre Gud, dens Udspring vil jeg søge hos ham selv«. Paa samme Vis forklarede jeg i Samtale med mig selv Nadvermysteriet ved Mester Eckharts egen milde Sjæl, som lagde Kraft og Sødme i Brødets Nydelse alt efter Loven for Stemningsoverførelse, som Vestens Psykologer næppe nok kende. Saaledes filosoferede jeg over den Kraft, som uden for al Tvivl ligger i Sakramenterne, og mindedes her Donatisternes Kætteri. »Ak!« sagde jeg og saa mig igen tilbage. »Dog lader denne Afstand sig overspringe, men hvilke Vinger kunne føre mig over det Svælg, der skiller mig fra de Hulehelgener fra Martyrernes Tid, der ere saa fromme, saa hellige og saa frygtelige. Min kære Mester Eckhart, uden at vide det svæver han selv i Luften som Proklos og Hieronymus, men ikke imellem Hulens Gulv og Loft, men mellem den nye, dristige Tanke og den gamle, lydige Tro. Han er en Kætter, men han vil aldrig indse det, og ingen vil være saa ubarmhjertig og overdreven sanddru at tvinge ham til at se det«. Med disse Ord og med et Suk forlod nu ogsaa mit Øjes Forestilling Mester Eckhart og vendte sig fremad mod Nuets og Stedets Ting. Jeg vandrede nu imellem buskede Tjørne af dem, der bære sølverne Blade, orangegule Bær, og denne Plantes enfoldige og simple Skønhed var som en kold Drik Vand for mine Øjne, overmættede af Salighedens storladne Farverus. Men skønt Tornene greb efter mine Klæder, vandrede jeg sikkert ud og ind i Krattet, ført af min Sporsans, som Vandet finder sin Vej mellem Jordens Vorter, ført af sit Væsens Love.

Snart fandt jeg mellem Buskenes Fletværk fodsmalle Gange, løbende ud og ind, dog mod et Maal, som det Net af Aarer et Regnskyl danner. Og da jeg fandt et Dyr - et hvidt Dyr - et Faar, der lærte mig, hvem disse Baner skyldtes, fulgte jeg det, som Aristomenes Ræven, og førtes imod en Grønning og et Væld.

Da raabte en Røst mig hjertelig i Møde: »Velkommen, jeg har ventet Dig. Kom med mig. Vask dine Hænder i Kilden. Hvil Dig her i Ly af Kastanjen. Senere skulle vi tales ved og veksle Tanker om Verdens Ophav, Guds Væsen og Salighedens Vilkaar«. Alt ved den anden Sætning saa jeg den Mand, hvis Røst gik forud for ham. Klædt i ubleget Uld, men ej i den lange Kjortel, som alle andre, jeg havde set, men i den samme Dragt, som vore Bønder bar i sidste 45 Aarhundrede, stod han foran mig og nævnede sit Navn: »Ved den Afstandskraft, hvortil kun aarelangt Studium giver Adgang, har Mester Eckhart sendt mig velkomment Bud: En Peripatetiker kom hid i Aften«. Smaatsmilende, forlegen og tavs undtagen med de Smaaord, der løbe afsig selv paa Tungen, fulgte jeg ham; vanskeligt faldt det mig, der nylig kom fra Middelalderens dybe Sværmeri, at vandre ogsaa med Sind og Tanke tilbage i Europas nye Tid. Hvad er det dog, der skiller os, der leve efter Kopernikus, fra de gamle Kristne? Her saa jeg Skelnemærket paa Jacob Bohmes Læbe. Det er Smilet. Thi dette Smil, hvormed vi ny Tids Mænd friste Liv og Død, er fuldt saa modbydeligt for Kirkens gamle Stridsmænd, som deres tunge Alvor er sær og pinefuld for os.

En munter Matrone ilede mig i Møde. Rødkindede Smaabørn dansede mod os. Og paa Dørtærskelen til en straatækt Hytte vekslede vi Ord som Odin med Vafthrudne, dog ej med deres Indsats. Jeg begyndte.

»Peripatetiker skal jeg altsaa være. Det gælder kun om mine Ben. Min Hjerne tilhører af de fire Akademier det skeptiske. Men i det sidste Aarhundredes Sprog kalder jeg mig for Positivist«. - »Eklektikere ere vi alle«, sagde min Vært, »som mit Faar, der plukker en Græstot paa forskellige Tuer. Sig mig derfor heller din Tankes Indhold ud end din Skoles Navn«. - »Jeg benægter intet forud; men jeg bekræfter kun det, som jeg smager, ser og føler. Altsaa tror jeg intet, men ved kun, hvad jeg sanser eller erindrer. Der, hvor I andre tro, der spørger jeg. Og spørgende kom jeg hid til Dig, Gerrnaniens Lærer. Men medens jeg ej benægter det ubegribelige, kan jeg kun nære min Tanke af det, som. j eg forstaar. Og vil Du altsaa belære mig om Verden, maa Du ej blot tale Sandhed, men ogsaa forstaaelig Sandhed. Det ubegribelige forklarer mig intet bestemt, thi det forklarer jo alt«. - »Før jeg rækker Dig Føde«, svared min Vært, »maa jeg først kende dine Tænder. Sig mig med andre Ord: Hvad er forstaaeligt for Dig?« »Hvad der er bestemt ordnet i Rum og Tid, maaleligt og definerKgt som Fysikkens Objekter eller i alt Fald sammenligneligt og til at bedømme i Styrke og Varighed som Sjælens Processer«. »Hvis det er din Forstaaelse, saa stemmer din Fordøjelses Behov just med min Vares Kvalitet«. Saalunde spøgede vi 46 forinden Diskussionen, som Gladiatorer lege først med Klingen. Men jeg vil nu lade Filosoffen tale; thi mine Indlæg vare kun Svar paa hans.

»Den Gang jeg vaagned til Klarhed paa den gamle Jord, var jeg hildet i Filosoffernes Væv og troede paa, at der, hvor Tanken sætter et Spørgsmaal, kan Filosofien svare med et Ord. Men her i Stilhed og i Ensomhed hævede mit Syn sig til videre Forklaring, skønt alle mine Tanker udrinde fra min første Aabenbaring: Alt, hvad der er, er sanselig bestemt. Kan ikke nogen sanse Gud, da er Gud ikke til. Og kun, fordi vi sanse Gud, erfare vi Gud. Men overalt er Gud som sanselig Erfaring. Kun Daaren ved det ej. Se, denne Bakke, vi hvile paa, er Gud, Græsset er Gud, mit eget Kød er Gud. Ja, denne Tankebevægelse i Hjernen, hvormed jeg tænker Gud, er Gud. De katolske mene, at dette underfulde Hav er Gud. Ja, det er Gud, men kun en Part af Gud; thi alle Elementer og alle Verdener, sammensat af disse, og Rummet mellem dem, er eet. Alt er i Gud, og alt er Gud; men ikke alt er Gud med samme Inderlighed, Styrke og Renhed. Jeg lærer altsaa: Der er indre Forskelle i Gud. Den hele Verden er Gud, men løsrive vi vilkaarligen det Sjæleliv, som gennemstrømmer og befragter den kugleformede Verdensbygning, fra den selv, er denne Verdensbygning Guds Legem, og Guds Aand dens Sjæl. Og overalt, hvor der findes Forskel for Sansningen, se, paa det samme Punkt er virkelig en Forskel til i Gud. I Blomsten drømmer Gud, i Klippen sover Gud, i Manden tænker Gud. Det er altsaa ikke billedlig, men ligefrem og hjertelig Tale, naar jeg siger: Bjergene ere Guds Ben, Stormen Guds Aande, Vandet Guds Vædske, Ilden Guds hede Blod, Jorden Guds Kød, de levende Guds Lemmer og Menneskehedens Myretue Guds Hjerne.«

Jeg sad lamslaaet af Beundring for denne uhyrlige, germaniske Fantasi, der mindede mig om Eddadigtningens Storhed, og mellem mange tilkendte jeg min ny Lærer Tilnavnet: Philosophus Teutonicus.

»Men Du kender ikke Gud, hvis ej Du kender Livsprocessen i Gud. Men det er denne: Guds Parter skille sig fra Gud som Modstand mod det i Gud, som kun er Gud. Men det i Gud, som kun er Gud og var, er og bliver Gud, er synligt, føleligt og smageligt. Det er Guds aabne, brændende Purpurhjerte, det er det levende Hav af 47 flydende Ild, hvorfra al Verdens Kraft udstrømmer. I dette Hav bølge Guds Lidenskaber som kæmpende Strømme, den sorte Vrede og den røde Elskov, den grønne Galde og den hvide Mælk. Thi, som jeg har sagt Dig, ere alle Følelser og Viljer i Gud, og hver fremtræder synlig for vor Sans.

Jeg lærer altsaa, at Gud er udstrakt i Rummet, men paa samme Maade lever Gud i Tiden. Efter min Aabenbaring har jeg i Skriftet »Morgenrøde« beskrevet Verdenshandlingen, i hvilken vi leve. Men dette Drama, mente jeg den Gang, var kun et Billede paa en ufattelig Proces i Gud. Jeg erklærer nu, at dette Drama er ikke et Billede, men legemlig Sandhed. Gud lever selv i samme Tid, som vi, thi i os lever Gud. Saaledes ogsaa kun kan Gud retfærdiggøres. Thi som Gud er forskellig efter Rummet, som jeg har vist Dig med min Pegefinger, saaledes er Gud forskellig efter Tiden. Til een Tid sover Gud, til een Tid drømmer Gud, atter til een Tid elsker Gud, og atter til een Tid hader Gud. Men saaledes kan vi ikke dømme Gud blot efter Guds Gerning i Dag; thi Gud taler først ret fra Leveren i sidste Akt. Ja, som Mennesket har Fødsel, Ungdom, Alderdom og Død, saaledes ogsaa Gud. Thi Gud har mange Liv, og hvert Livs Navn er en Æon. Men jeg vil lære Dig stykkevis, hvorledes Gud lever et Liv. Først vaagner Gud af Søvne, dernæst leger Gud. I Legen søger Guds Væsen ud over sig selv, og Gud deler sig i det, som endnu er Gud, og det, som for en Tid ikke er Gud. Dernæst sammensværge de skilte Parter sig mod Gud; men disse skilte Parter, som jeg har delt i fire Hovedstrømme, kaldes tilsammen Mørket, der oprører sig mod Lyset eller Gud som Gud. Men Mørkets Centrum, hedder Lucifer. Han er det Hovmod, det Nej mod Ja, den bitre og vrede Kvalitet, som trodser mod Guds søde Kærlighed. Saaledes er Striden staaende. Og glem ej: alt dette er Sandhed, som Evangeliet og Sansningen fuldt ud bevise. Dernæst spinder Lucifer Rænker, og ved sine Rænker forblinder han Gud, thi Gud er saare uskyldig. Og Lucifer planter sit røde Lynsværd i Guds Hjerte. Derved lider Gud, som enhver kan se, naar Naturen skælver i Jordens Krampe; men atter helbredes den kære Gud og klæder sig i sin grønne Kjortel. Se, det er Sandhed alt sammen og ikke Billeder. Men jeg vil nu forklare Dig denne Æons Skuespil. Thi omsider mander Gud sig op og sætter Lucifer en Streg i Regningen; thi nu skaber Gud et

        

48 uskyldigt Bondepar, Mand og Mandinde, i Edens rare Have. Men hvo kommer der? Fluks se vi Lucifer i Pludderhoser. Med Junkerlader frister han Mandinden. Og Mutter Eva falder, og med hende hendes tossegode Mand. Nu kommer Synden ind i denne Æon, og Mørket triumferer. Men Guds Godhed er saare langsom til at tænke, men til sidst finder den dog immer paa noget godt. Saa fødte Gud sin dyrebare Søn, saaledes som Guldet fødes ud af Smeltedigelen, og sendte ham herned at lide og tilgive for at bevise Guds brændende Kærlighed, idet han gjorde den synlig i Kødet, hørlig i Ordet, følelig ved Underet og smageKg i Nadveren for enhver. Men ser Du vel: Nu var det ikke billigt at fordre mere af den kære Gud, mere end hans søde Søn. Derfor begynder nu Gud at drage sine Penge ind med Renter, som en gammel Mand, der angrer sin Ungdoms Ødselhed, og hvo, som ikke bærer den søde Frugt, ham kan man ikke bruge, ham kaster man i Ilden, elskede Ven. Se derfor, Du dyrebare Sjæl, at holde Dig paa den rette Side og lægge noget op for Evighedens gamle Dage. Men dette var nu denne indeværende Æon. Dog, Enden er altid den samme, sød for de gode, men besk som Dyvelsdræk er den for de onde. Se, alting iler imod Enden. Jordens Indvolde røre sig, Kometerne løbe galt i Byen, og Solen udspyr røde Flammer. Det brænder alt paa Jupiter, og glødende Sten falde tordnende ned paa Jorden. Pas paa, min rare Ven. Som jeg har sagt Dig, ser Du Guds Vilje i Universet, fordi det selv er Gud. Men Enden er den samme gamle Ende, som Englene kunne udenad som deres Fadervor. Den er synlig, hørlig og følelig som Verdensbranden, hvis Time nærmer sig, for de fordømte en svimlende Forfærdelse, for de frelste en salig Aabenbarelse. Men, spørger man, hvad er da denne Verdensbrands Proces i Guds Indre som Vilje, Følelse og Forestilling. Dette ved Kirkelæren ikke, men det aabenbarer Dig kun Filosofien. Den er, at alt i Gud vil atter blive eet. Først adsplitter Gud sig, men det vil gaa for vidt. Da samler Gud sig sammen. Efter Udviklingen, der bliver mere og mere indviklet, kommer Opløsningen paa Gaaden, som ogsaa en af Jer Ateister nys har sagt. Først Evolution, derpaa Dissolution. Det er udlagt: Først Skolegang, derpaa Eksamens Holdelse. Men hør nu, hvorledes det gaar; thi det kan regnes ud. For dem, som holde sig til Gud, og som have igennem flittig Bøn og trofast Arbejd erhvervet sig Æterlegemet,

        

49 for dem er det naturnødvendigen den største Salighed at blive eet med Gud og under idel Tilbedelse glemme sig selv. Men for de slemme Drenge er det samme den største Lidelse, at faa al Selviskheden brændt ud og tabe sig i Gud. Men hør nu videre. Afbryd mig ikke. Dermed sover Gud ind som en gammel, mæt og sejrrig Monark. Ja, og der er et Øjeblik, hvori Gud dør. Men fluks genfødes det samme Liv, forynget som Fugl Føniks, og vaagner atter frisk og munter som et lidet Barn. Dermed begynder Legen forfra igen. Men tro dog ikke, at der intet tjenes i denne Leg. Jo, jo. Thi med Gud fødes atter alle de gode Børn, der have vundet Salighed i denne sidste Æon og i Æonernes Æon. Saaledes vokser Glansen stadig af dem, der have evigt Liv. Men af det Dyb i Gud, hvori de fire bitre Kvaliteter: den tavse Trods, den vilde Flugt, den angste Spænding og Lucifers den vrede Ild blandes tilsammen og fortære hinanden, som Kul, Salpeter, Svovl og Flamme tilintetgøre tordnende hinandens Væsen, af denne Røg, hvori de løses op, fødes de atter i Følge den Overbærenhed og tilgivende Erindring, der er den evige,Lov for Guds Natur, og viser sig for Filosoffen i den Erfaring, at ingen Bevægelse helt tilintetgøres, men sidder som en Spænding i det skjulte, indtil den kan faa Luft. Men ser Du nu. Her aabnes for den gamle Lucifer og hans Kumpaner en Mulighed for Frelse i den ny Æon. Saa kysse de kloge af Erfaring Riset og rykke op i næste Klasse. Imidlertid fødes af det Dyb i Gud, hvor alt er mørkt, og hvor Gud selv er blind - af denne blinde Plet i Verdens Øje fødes en anden Lucifer, og Legen bliver igen til Strid. Her ser Du altsaa min Teodicé. Da alle frelses, men nogle i deres første, andre i den ellevte og den fjortende Æon, saa er Gud altid god, og den retfærdige Vrede, saa vild og frygtelig den er til sin Tid, er ogsaa kun et Middel til Verdens Frelse. Og hermed slutte vi.«

Med disse Ord drog han mig ved Armen ind i Hytten. Paa Tærskelen havde vi talt. Her lod vi os ned paa Stole med Sivsæder. Hans Hustru bredte en Bastdug og satte derpaa Smør, Mælk og Bygbrød og sagde med et Blik, moderligt og rent som den hvide Drik, hun bød: »I har nu prøvet min Husbonds Tankebrød og evangeliske Mælk. Smag nu den Føde, jeg har at give, og uden hvilken han vilde forsmægte, saa vist som jeg uden hans.« Mens Faaret brægede til os: Velbekomme, nød vi vort Maaltid efter en Bordbøn,

        

50 hvor Øjet frit saa op - »Thi hvorfor skule vi ned i Guds Kælder,« sagde min Vært, »naar Templet blaaner over vort Hoved.« Og skønt jeg ikke følte den dybe Betagelse, som vældede over mig ved Mester Eckharts Bord, fornam jeg dog Velsignelsen ved den Mad, som rækkes af rene Hænder og undes af rene Sind.

Men efter Maaltidet knytted jeg atter Traaden, idet jeg gik ind paa min Lærers Tankegang. »Hør, kære Lærer! Er det dog ikke noget haardt baade for Lucifer, den hede, vrede Ild, og Ahriman, den sorte, haarde Trods, efter al deres kloge Arbejde og dristige Strid at skulle give ganske tabt og sidde paa Skolebænk med Børn fra i Gaar?« - »Ih, hvor vil Du hen? Disse unge, adelige Vildgaster og deres Landsknægte nyde først megen Lyst i deres vilde Liv og straffes først, naar deres egen Gerning sammenbrister over Hovedet paa dem, og siden bydes dem atter Fred og Naade.«

Da samlede sig af Aftenstundens Skygger en Skikkelse og stod som vokset frem af intet foran os. Min Vært sprang op, og hastig vilde han besværge den sorte Skygge. Men jeg standsede ham og sagde: »Kære Lærer. Det er min Følgesvend. Overvældet af Eders mægtige Tanker havde jeg rent forglemt ham. Usynlig har han hørt, hvad jeg har hørt.« Urokkelig stod han og svarede ikke et Ord paa alle Spørgsmaal; men da vor store tyske Teosof til Slutning tav fornærmet, sagde han med kold og klangløs Stemme: »Men hvad, om Lucifer har Ret? - ?« Og paa intet Svar gensvarede han:

»Hvad er vel stoltest: Jeg'et eller Nej'et?
Hvem er vel kækkest af Lucifer og Gud?
Hvad, om den vrede Kamp for Hævdelsen af Jeg'et,
Der lader haant om alle Naadebud,
Er mere værd endog i Helvedsilden
End dorsk at drikke Vin af Glædeskilden?«

Jeg har observeret, at medens Katolikken disputerer - om det skal være - tværs over Svælget, der skiller Lazarus fra den rige Mand, kommer der altid et Punkt for Protestanten, hvor Argumentet viger for Anatema. Saaledes ogsaa her. Thi uden alle Finter svarede min Teosof kun dette: »Gaa ad Helvede til!« Og dette tapre Gensvar virkede mere end, kan hænde, hele den store Tænkers Teodicé; 51 thi straks forsvandt min dunkle Følgesvend. - Om han fulgte Opfordringen, det kan jeg ikke sige.

Med Bæven - thi jeg vidste nu, hvad jeg udsatte mig for - optog jeg Traaden og sagde, idet jeg lod min Stemmes ydmyge Blidhed formilde de dristige Ord: »Min kære Herre. Om Lucifer har Ret, det ved jeg ikke. Thi Ret er kun, hvor der er Rettergang, og hvo vil sidde til Doms over ham og Gud? Ingen. Men svar mig paa et andet. Hvor kan nogen sige, om ikke een Gang Lucifer faar Sejr og triumferer over den kære Gud? Han er dog saare stærk og klog, en tapper Helt, en mægtig Konge, sikkerlig gavmild mod sine undergivne. Og efter din egen Lære er han jo ogsaa Gud, Vreden i Gud, altsaa Gud. Men hvorfor saa ikkun kalde Kærlighed for Gud? Er Vreden ikke ogsaa et guddommeligt Element? Have vi ikke snarere den vrede Gud, der kæmper med den kærlige? Sværdet imod Korset. Og hvorfor skulde ikke een Gang Sværdet sejre?« Saaledes faldt der Spørgsmaal fra min Tunge, og endnu flere havde alt taget Tankeform i min Hjerne og ønskede sig Talens hørlige Skrud. Men se, i Fødselen døde de, visnede for Teosofens strenge Blik: »Hvorfor og hvorfor? Der er saa mange Hvorfor i Ateistens Hjerne, som der er Myrer i en Myretue. Ja, naturligvis tror Lucifer og hans Kroater, at de kunne tage Himmelens Borg med Storm og gøre Englene til deres Friller. Og naturligvis hedder det sig mellem Pludderhoserne, at Gud har ingen Ret, og alt ikkun er Magt mod Magt, saaledes som han har sagt, den Ateist, hvis Lære om Naturens Kamp nu tros mere end Guds Aabenbaring i Evangeliet og i mine Skrifter. Og lidt sandt er der i det. Thi i de elleve Timer virker Gud med Ret, men i den tolvte med Magt; og vi ere netop ved den tolvte Time.«

Men ufortrøden vedblev jeg, idet jeg greb ham bønfaldende i Koften: »Ak, vredes ikke. Afbryd min Spørgen med en klar Gendrivelse. Bevis mig, at Lucifer er svagere end Eders Gud!«

Da saa min Mand paa mig med det Blik, hvormed en Slagter vejer Beder, og sagde: »Eet skal jeg bevise Dig, at Du er mellem ham og hans Soldater. Thi denne Spørgelyst er Guds Forargelse, og den Onde indgiver Dig den. Naar vi ses igen, saa sidder Du nede paa de røde Gløder, og da forstaar Du vist mere af min Præken og er lidt mere villig til at sige Ja.«

Med et surt Ansigt sagde jeg: »Det er noget haardt, at den, hvis 52 hele Fejl er at søge Sandhed, skal -« »Jeg har jo forklaret Dig: Det er nødvendigt for Alskabningens Velfærd, at nogle komme paa det sorte Bræt. Thi ellers var der ingen rigtig Strid. Husk paa, min Søn, det varer kun en Tid. Du maa da kunne indse -« »Indse og ikke indse! Din Teodicé faar straks en hel anden Kulør, naar Du føjer dit: »Gaa ad Helvede til« til. Du har spoleret mig rent Fornøjelsen ved din fortræffelige Teodicé.«

»Det er sandt, min kære Lærling. Der er et Punkt, hvor Kampen bliver munter Spøg for den gode. Men for den onde, den trodsige, spørgelystne bliver denne Spøg bitterlig Alvor. Men nu er det for sent med Dig. Dit Hjerte er forhærdet. En Prædikanter vilde sige: Omvend Dig. Men jeg som Teosof er mere sanddru. Du kan ikke længere omvende Dig. Kun Helvedes Pineild kan omvende Dig. Thi kun i den erholder Du dit Svar paa dette frække Spørgsmaal: Hvem der er stærkest? Se derfor til at faa det bedste ud af dine Dages Rest. Føj ikke flere Synder til de begangne. Tænk flittig over, hvad jeg har sagt Dig, og udvid din Forstand med alskens Kundskab. Det vil altid tjene Dig til Tidsfordriv der, hvor Du kommer hen.«

»Hør, kære Mester. Rent ud sagt, saa bliver din Humor mig alt for saftig, og dit Vids Flammer mig alt for brændende. Jeg sveder alt over hele Kroppen. Følg mig herfra og følg mig til et Sted, hvor Kampen er ej fuldt saa munter en Spøg. Thi jeg har, sandt at sige, ikke Lyst til at erfare mere af din Mund.« Med denne Tale, der var sammenblandet af Uro og Spot og Smiger, som trende Toner ene sig til een Klang, rejste jeg mig og traadte ud af Hytten. Han fulgte mig og ledte mig over Fjældet. Tavse gik vi. Der var en Brod imellem os.

Forunderlige Vandring. Thi som i Drømme vandrede jeg ved Siden af denne kofteklædte Mand, og de Ord, han havde talt: »Se, altid rører Du ved Gud,« syntes ved Trolddom at blive Virkelighed. Jeg ved ej, om jeg gik imellem levende Træer eller Træers Skygger. Jeg ved ej, om jeg traadte paa Jordsmon eller i Drømme gik paa en Drøm. Jeg ved ej, om min egen Hjerne tænkte, eller en anden Stemme flød ind i min Sjæl. Ja, jeg ved ej, om mine egne Øjne saa, eller om ej det gamle Ord blev Sandhed: »Det Øje, hvormed Du skuer Gud, det er det Øje, hvormed din Gud ser Dig.«

53

Da saa vi Havet. Sølvglinsende hviled det inden for den hvide Strand, som en Musling i sin Skal. Og lange, lave og brede Bølger brød nærmest ved Stranden frem af det fintfarvede Spejl som en Kappebræmme. Hver Bølgelinie bar Skumbobler som tusinde bristende Perlemorsøjne. Det lignede ikke en Musling blot. Det var Muslingen Perlemoder selv - »og gemmer Salighedens Perle i sit Skød.« Jeg sagde ikke disse Ord og ved ej, hvorfra de kom. Men mine Øjne svævede ud over Perleglansen i den fjergraa Nat og tabte sig som tvende Længselstaarer i Paradoksets Dyb. Og mod min Vilje brast min Stemme ud i ren og salig Hyldest:

»O, Verdens Længsel! O, levende Vidunder,
Som mætter med Kys og straffer med røde Vunder,
Som piner livsaligen og dræber sødt
Og farver Mandens Legeme purpurrødt.
O, evige, salige Ja! O, Paradokset,
Hvorved alt er, og hvoraf alt er vokset.
O, evige Kærligheds Rus! O, tavse Sødme!
O, nyfødte, taarejublende Morgenrødme!
O, dybe Nat-og-Dag! O, eneste Tone!
O, eet og alt iklædt Æonernes Krone!
O, Sabbat og Hymne! O, alle Ædelstene!
Du over alle Ord. Aleneste ene!«

Men atter vendte min faste Forestilling tilbage i Centrum af mit Jeg, og jeg vandt Herredømme over min Svaghed ved den simple Slutningsrække, at Filosoffen ikkun anerkender den Gud, han erkender. Jeg, der er Filosof, erkender ikke dette Væsen. Altsaa er det ikke Gud for mig.

Da stod vi - hvorledes vi kom der, ved jeg ej - højt paa en Fjældkam. En rødgylden Morgentaage svævede for vore Øjne. Og Teosofen oplod sin Røst og talte længe opbyggeligt til mig inden Adskillelsen af vore Veje. Men jeg hørte ham ej, thi Taagens Former fyldte mine Øjne, saa alt i min Sjæl blev Syn og intet Hørelse. Nej se! Nej se! Den røde Taage strømmede som den Vædske, der kaldes Nethindens Purpur, ud over Havets sorteblaa Oval. Og ligesom paa Menneskeøjets Bagvæg afbildedes her paa dette Purpurtæppe lysende 54 Billeder, der vekslede hvert Øjeblik, idet et Blink for over Havets Spejl.

»Her er Guds levende og sanddru Drømme,« sagde han. »Af dette Mørkekammer udspringer alskens Syner og Fantasier, ja, Profetier og Evangeliets Aabenbaring og al sanddru Teosofi. Se, for at tale Sandhed, her er det Metalspejl, af hvilket Morgenrøden opgik for mig. Se, hvad der varsles paa dette Guds Teater. Ild og Blod er Farven, Tordenrøst er Teksten, og Meningen med hele Forestillingen er, at der er Pager, ja, der er Verdensdele, som skulle gaa under, inden Gud tæller til hundrede. Se derfor til -« her fulgte noget opbyggeligt. - »Men tvivler Du endnu om, at Verden skal til Reparation, læg da Øret ned til Jorden og hør dem læse«.

Jeg gjorde saa og hørte som en Summen, der udgik fra den Kant, hvor Anakoreterne havde deres Stade; men ikke evnede jeg at skelne Ordene, men det lød som Læsning af Poge i en Skolestue for aabent Vindve paa en Sommerdag. - »De hellige læse Aabenbaringen. Ved Dag og Nat læse og mumle de flittigen og holde derved Branden i Verden ved lige. De læse hvert Kapitel eftertrykkelig og gaa ej fra det, førend det alt er sket. De ere alt komne til det sjette Kapitel og sætte snart, min rare Ven, Jer ateistiske Videnskab et mægtigt X for U«.

Nu standsede deres Summen, som Børnene standse for et vanskeligt Ord. Men mod den Hindring, som rejste sig mod deres Læsen, brød deres Stemmer ind som en Storm mod et Fjæld. Men, som det syntes, vandt de ikke Sejr; thi deres Klasselæsen sank nu ned til en Mumlen, saa svag som aftentrætte Biers Summen.

For sig selv stod den gode Teosof og knyttede Haanden og sagde: »Se, atter disse seks forbandede Troldmænd, som vende deres Sværd mod vore Kors«. Og se, seks Mænd i fyrstelige Klæder traadte hen over Taagens blodrøde Syner, idet de vandrede fra en Halvcirkel indad ad seks Radier, der søgte det samme Punkt; hver viste de sig for mig med et sølvglinsende Sværd, der pegede ind mod det nysnævnte Centrum. Da vaklede Horizontens Linier og syntes at viUe bevise os Cirkelens Kvadratur; men trods det, at alle Rummets Linier skiftede Plads, søgte dog stadig de Lyslimer, der udgik fra Sværdenes Od, hinanden. Men en Regnbueglans steg op som et Slør, og alt blev utydeligt. Jeg spurgte ej min Mand om disse seks, 55 der vovede at vandre i det indre Øje af dette Væsen, som de Kristne kalde for Gud. Thi jeg forstod, at han ej yndede dette Spørgsrnaai og næppe kunde tyde disse seks opbyggelig. Derimod opsteg ved Synet en brændende Vandrelyst i mig. »Maaske«, tænkte jeg, »kan jeg træffe disse seks, der skue Tingene fra den anden Side«. Og derfor vendte jeg mig mod Teosofen, fra hvem jeg skiltes, ikke uden Tak, men heller ikke uden Bitterhed, og sagde: »Lad mig nu fare, gode Mester. Vis mig til andre, der tale et andet Sprog; thi, uden Fortrydelse sagt, jeg tror, Du har Ret. Jeg hører næppe med i Eders Hjord, og mit Øre trættes af Eders fromme Tale«. Da sagde han: »Se, hisset under den røde Taage, bag hvilken Du skimter Havets Spejl, ligger en liden Ø som Øjestenen i dette dybe Øje. Der bo de moderne Hedninger og Panteister, der vide, Gud er til, som vi det se, men nægte Guds Forsynsstyrelse og Aabenbaring i Sønnen og i andre. Imellem disse er en Mand, der, skønt han sikkerlig vil gaa fordømt, dog er i mangt og meget visere paa Gud end mange Kristne. Med denne førte jeg ofte Afstandstale. Se her. At Du kan se, jeg efter Evangeliets Bud giver min Kappe fra mig, lægger jeg den om dine vantro Skuldre. Hold Dig ved den og styrt Dig ned i Dybet, da vil den bære Dig til Romantikkens Ø«.

        

56

Tredje Dagsrejse: Hinsides godt og ondt

Romantikkens Ø. Spinozas Præken. Ildsøens Skrig

Uden Betænkning styrtede jeg mig ud i Morgenrøden og svævede ned paa samme Maade som et Flagreegern, og Synerne, som syntes skabte af et andet, lettere og flygtigt Stof, veg Pladsen for mit Legems Tyngde. Men jo dybere jeg sank, jo mere formede de sig i Figurer, Cirkler og Firkanter og Arabesker, og disse samlede sig til Omrids af noget, som jeg vel saa, men ikke skelnede som det, det var. Da samlede sig pludselig Figurernes Kaos til en ordnet Bygning. Jeg kendte nu i eet, hvad jeg forhen saa i en forvirret Blanding. Jeg svævede ned ad en uhyre Trappe med Marmorbalustrader, imellem hvilke vandt sig Arabesker, skaarne i Filsben og saa fint udførte som de italienske Kameer. Det tyktes mig, som om disse Arabesker voksede og slyngede sig som levende Planter, ja, som om jeg saa Marmor og Elfenben gro. - Dog tænkte jeg, det var maaske den samme Illusion, som naar den kørende ser et Rækværk danse.

Jeg standsede og vendte Blikket opad. Hvor havde jeg dog haft mine Øjne henne. Jeg stod i et uhyre Tempel med tindrende Vægge, polykrome Søjler og en Kuppelhvælving, hen over hvis karmoisinrøde Bund al Verdens Dejlighed drog i Billeder som et Panorama, der flyder med Guld og Sølv og alle Farver. Da lød en Røst til mig: »Hvo kommer hid igennem dette Loft af Fantasi? Er Du selv kun en Fantasi, som de, der dale ned til os som faldende Blade, eller er Du en levende, som vi?« Det var en Yngling, som talte til mig. Vildt var hans Blik. En blodig Dolk holdt han i Haanden og stirrede paa mig, som om mit Liv afhang af mit S var. Jeg svarede ham betænksom; thi med afsindige maa man tale varlig: »Jeg er en Vandringsmand uden Navn og uden Stavn, en Ikaromenippos, om Du vil. Jeg søger Kundskab og ikke Kiv, og vær saa venlig at putte denne Dolk i Skeden; thi den skærer mig forbandet i Øjnene«. Med denne forstilte Munterhed fik jeg ham lidt beroliget. Han 57 fulgte mig og vogtede hvert mit Blik, jeg ligesaa hans. Jeg skønnede, han var en ædel Sjæl, en Titan fra Romantikkens Gry, og sænket nu - det viste mig hans Blik - maaske for evig i Vanviddets Nat. »Følg mig!« sagde han.

Vi gik en Vandring, som jeg sent vil glemme, igennem en Skare af dem, igennem hvilke Guder tale. I alle Øjne luede Vanviddets Ild med denne sælsomme, stolte Højhed, som Pøbelen ikke forstaar. Som en ubuden ved en Maskerade gik jeg imellem dem. Een sad som Trold med visne Ben og svang sin Tryllestav, og Marionetter dansede paa hans Vink. Een sad som Konge paa sin Trone og strakte sit Scepter ud i en for os usynlig Verden. Een knælede foran et Madonnabillede, der løsrev sig fra Loftets Malerier og svævede ned imod ham. Een saa jeg komme imod os, gravitetisk indhyllet i Trappistens sorte Kappe; men lige for mit Blik slog han dens Skrud til Side og viste sig for mig i al sin Nøgenhed med et satanisk og veUystent Grin.

Da førte Ynglingen mig igennem Huler af Ædelsten og Haver af metalliske Træer ind i et Tempel, som kun var bygget op af tvende Farver, af Ild og Mulm. Fra Loftet - eller fra intet; thi jeg saa intet Loft - hang Flammer ned som kæmpestore, pæreformede Frugter, og deres Genskin sprang tilbage fra et sort og dybt og sukkende Hav, der mumlede foran og under Hulens Loft, og jeg erkendte, at ingen Farve er dybere, stærkere og skønnere end et vaadt og blankt Sort, isprængt med blodig Ild. Og her i denne Hvælving, hvor Ildens og Mulmets Rædsel flød sammen til en dyb, frygtelig, herlig Stemning, saa jeg den sælsomste Forsamling, jeg har set paa denne Vandring.

Der stod og sad og laa de stærke Mænd, der tændte Brandfakler i vort Aarhundreds Gry og til dets Middag. Hver var i en Klædning, virket af hans egen Drøm. Der sad i Mefistofeles' ildrøde Dragt den hvasse Spotter og den vemodige Drømmer, der hældte Gift i Tysklands Aarer. Der stod hans store Læremester, og som han landflygtig, med bittert Smil og med sin lamme Fod som Satan selv i sort og kongeligt Fløj eisskrud. Og ved hans Side klyngede hans blide, sky drømmende Stalbroder sig til ham, klædt som Kong Oberon, og viste mig sit kvindelige, skønne, blege og rødmende Aasyn. Der stod han, hyllet i hvidt Gevandt med Vinløvskrans om Panden, som 58 Ypperstepræst, den hellige Novalis. Tolv vare de, jeg vil ikke nævne flere. Som tolv Apostle stod de, hver med sit Attribut, Heine med Kalken, Byron med Spore paa Hæl, Shelley med Lyren, Novalis med Monstransen, Jean Paul med Dolken. Men bag ved sine tolv Aposde sad som en Støtte paa en Sølvertrone med Purpurkaaben, Røret og Tornekronen, den ensomme Mand, der som Naturtilbedelsens sande Kristus blev ofret til Foragt af al sin Samtid og nedstødt i Helvede af de gode Kristne efter sin milde Død.

Jeg kendte ham og vilde tale med ham. Da klang et Hug af Byrons Hæl i Gulvet, og røde Gnister sprang ud af Marmorflisen som Vand af Mose Bjærg. Da skælvede Klippen af Angest under Sporens Bid, og Rædsel stivnede Shelleys milde Aasyn, og Flammerne slukkedes som ved en Herres Bud. Det eneste, der lyste for mig, vare de to grønne, vanvidsglimtende Øjne, der havde vist mig Vej, og ved deres Lys en blodigrusten Dolk. Da sagde den Tunge, der tjente disse Vildkatøjne: »Her hersker Rædselens og Magtens Lov. Ved Rædsel opholde vi os mod hverandre. Evner Du ej at brede Rædsel om Dig, da maa Du dø«. Først tænkte jeg at snakke ham til Rette, men jeg, som selv i sin Tid gjorde mig til Daare mellem Daarer for at studere Sjælens Sygdom paa første Haand, jeg vidste, at med afsindige bør man ikke tale Fornuft, men hellere følge deres afsindige Indfald. Derfor bestemte jeg mig til uden videre Snak at redde mig fra Dolken ved min Kunst. Derfor satte jeg mig ned i Fakirernes Stilling, og medens mine Bens og Armes Kræfter forbandt sig med hverandre til een frastødende Magnet, og mine Øjne stirrede Dolken bort, hensank jeg ved Selvfordybelse i en enkelt Tanke, nemlig den følgende: »Hvoraf ved jeg, om andre Skikkelser, som jeg ser i Menneskeform her eller andetsteds, ere af samme sjælelige Natur som jeg, eller kun ere tomme og hule Skind?« Idet jeg ved min Viljes koncentrerede Kraft lod denne Tanke sprede sig i Rummet, holdt jeg mig derved Manden med Dolken fra Livet; thi ved denne Tanke, at han selv var intet, styrtede han fluks fra rasende Mani ned i søvngængeragtig Katalepsis. Men som en forsigtig Mand holdt jeg mig rolig i min faste Stilling og fulgte kun med Øjet alt omkring mig, ret som en Ræv, der kastes ind imellem andre Rovdyr.

Da lød et Bud fra ham, der sad paa Tronen: »Lux flat!« Og som paa Skabelsens første Dag opstod et grønligt og køligt Lys omkring 59 os. Se, da lød den samme Røst: »Edite, bibite. Panem ae vinum dono!« Jeg ventede mig nu et Bespisningsunder af samme Art som ved Kanas Brudefærd. Men se, jeg skuffedes. Frem af det sorte Hul, der vendte mod det sorte Hav, steg et lysende Kvindebillede, endnu blegt som et Drømmebillede; men dengang Mefisto greb hende i sine Arme, fik hendes Ansigt Farve, og hendes Øjne straalede med et blaat Fosforskær. Og underlig at se! Op til hans Legem fik hendes Legem Fylde, Aandedræt og Vægt. Og da hun ledtes bort af Spotterens Arm, var hun en jordisk Kvinde, skabt i et Nu, som Eva eller som en af Spiritisternes Materialisationer. De gik mig forbi, og i det samme trykkede han et Kys paa hendes hvide, uberørte Barm. Da rødmede hun over Aasyn og Hals og Nakke, Bryster og Ryg, blussende stærkere end hans røde Dragt, og trykkede sig i kælen Attraa som en Kat ind i hans Favn. De forsvandt i Hulens Baggrund, og jeg hørte Hvisken og Latter og en Kyssen saa hastig og saa uafbrudt, som naar et Regnskyl kysser en Skovsøs Spejl. Og saa en Tavshed.

Og saa et Skrig, vildt, morderisk og sønderrivende som af en Tigerinde, der styrter sig paa sit Bytte. Og nok et Skrig som af den samme Tigerinde i sit Dødsspring. Og der imellem den dybe Mandsrøsts: »Dø!« Da steg han frem af Mørket, med Blod paa Haand, med Sidedolken draget, og efter sig drog han ved Haaret den samme Kvinde, der nu ej blussede, men blødte. Og idet han standsede foran mit Sæde, sagde han med et Skuldertræk: »Disse skønne Piger ere Kimærer. Og den Purpurvin, som rinder i deres Aarer, er sammensat af Slangegift og Gedemælk og Drageblod.« Endnu en Gang stødte han Dolken dybt i hendes Hjerte og samlede den røde Vin i Drikkekalken. Og med den samme Kniv udskår han saftige og gennemsigtige Skiver af hendes Barms de tvende Frugter, af samme Farve som Vandmelonens Kød, og Hallen fyldtes af en yndig Duft af Jordbær og Melon. Da tog Kong Byron det sønderlemmede Bytte paa sine Arme og kastede Slagtofferet over sit Hoved ud i det Hav, hvorfra det kom. Og se, af Kvindens Frugter og af Kvindens Vin mættedes de tolv, men deres Herre og jeg nød kun den søde Duft, der fyldte vore Næsebor berusende, som Offerrøgen nærer de gamle Guder.

Da rejste sig Novalis efter Maaltid, og knælende ned med andægtig 60 Fromhed holdt han den ypperstepræstelige Bøn. Da tænkte jeg, imedens han udstrakte sine Arme mod det dybe, dunkle, dønnende Ocean: »O, kunde jeg dog gennemtrænge min Novalis' Sjæl, bede med ham og føle, hvad han føler, saa at hans Ord bleve mere end Ord for mig«. Og hastig nævnede jeg de trende Sanskritord, hvorved, som alle vide uden Barbarerne og de uvidende, Vismanden kan overspringe Selvets Grænser og blive eet med den, hans Sjæl berører.

Da ændred sig mit Øje. Der, hvor mit Synsfelt før var fladt og tomt, der stirrede jeg nu ind i det uendeliges Brønd, hvis Dybde tiltog i samme Forhold som mit Syns Anspændelse; og se, ved denne Stirren ændredes Rummets Stilling. Foran blev ned og bagved op, og jeg befandt mig atter, skælvende som et modent Brombær paa sin Stilk, i Rædselens Brønd, hvor Sukkene lyde som Rislen. Og der i Brøndens Dyb saa jeg forfærdet Medusahovedet stirre mig i Møde. Men se, beriget med disse Dages Erfaring, fornam jeg ikke mere den taabelige Frygt, som stammer fra de kristne Fantasier. Men Rædselen greb nu som en dithyrarnbisk Rus mit Hjerte. Da talte Novalis:

»O, vidunderlig er Du, o, skælvende Liv,
Som kysses mellem Roser, og som ofres med Kniv,
Vidunderlig er Du, o, Kvinde.
Hil Vellyst af Rosenmund! Hil Vellyst uden Ord!
O, Syndens hede Sødme! O, Elskov og Mord
Med dets rødmende og blødende Minde!
Hil Elskov, som æder den elskedes Kød
Og tilbedende drikker hendes rødmende Lød
Og angrer og græder og sukker og brænder
Efter det myrdede Bryst med endnu blodige Hænder.
Tak være Dig, o, Kvinde, og den Gunst, som Du gav,
Du, som blodig og lemlæstet styrtes i din Grav
Og atter genfødes af det evige Hav
Og kysser mig med gnistrende Tænder.
Du duftende Blændværk, som lever i et Nu
At forføre og forføres og at brydes itu,
Du kødblevne Ildlilje, som forfærder Mandens Hu
61 Med Taarer, Kys og Giftbid som Blomster paa din Stængel.
Du skal myrdes som en Djævel og elskes som en Engel.
- Vær mig naadig, o, Kvinde, med din Vellyst og Gru.
O, Jomfru og Skøge, o, evige Illusion,
Dig er det, Manden søger med sin Skamløshed og Blu
I sin Grusomhed, sin Elskov og sin katolske Religion«.

Da sprang jeg op og raabte: »Store Novalis, Du, af hvis Aforismer jeg har lært mer end af alle mine Professorer tilsammenlagte og multiplicerede med ti! Stort er dit Motto: Vellyst, Grusomhed og Religion. Før mig nu til den Herre, der troner som Gud paa Sølvertronen, og lad ham indvie mig i sine hellige Mysterier.« Ved denne Patos, der var stænket med den argløse, uskyldige Ironi, som Pakket ikke kender, vandt jeg Novalis' Yndest. Altid har jeg fundet, at store Mænd ville gerne høre ærlig Smiger - og han forestillede mig for Spinoza.

Her stod jeg da for ham, der - mirabile dictu - skønt født i jødisk Slægt, dog naaede til den samme Højde og Dybde, som ellers kun Adepten i Vedanta kan naa i Indialand. Med inderlig Beundring knælte jeg ned og sagde: »Ophøjede og hellige Spinoza. O, bryd din Tavshed. Løs mig Verdens Gaade. O, sig mig, hvad er dette Hav, som sukker under, om og over os, ja, næsten i os?« Da sagde Mesteren -jeg oversætter hans latinske Tale: »Natura naturans, den fødende eller skabende Natur, det er det Hav, som væler ud herfra og sender sine Strømme gennem al Verden og tilbage i sig selv.« - »Er der da to Naturer?« - »Ja, just det, som min Erica har lært. Foruden den fødende Natur er der den fødte Natur, natura naturata; men gennem denne strømmer bestandig Livsbringeren, den fødende Natur, som det indre Væld, der fylder Stenen med Kraft, Planten med Liv, Dyret med Vilje og Sansning og det sande Menneske med Tænkning. Alt synligt, hørligt og sanseligt, som Du har sanset paa den Jord, hvorfra Du kommer, er alt kun Klædebon for Væsenets igennemstrømmende Liv. Alle Individer fra Stenen indtil Cæsar opholdes kun af dette skjulte Aandedrag, og drager det sin Pneuma ud af Tingene, forgaar den slet, og som Ækvivalens derfor opstaar en anden af samme Masse, Kraft og Hastighed. Eller, som Etica siger: Alle Genstande, mineralske og levende, ere kun Maader, hvorpaa 62 det evige Væsen ytrer sig. Se, Poul og Peter og jeg og Du ere kun fire Maader, hvorpaa det ene Væsen træder frem for Sansningen, kun fire Melodier, hvori den evige Tonestrøm klinger ud.« Da afbrød jeg Mesteren og sagde: »Store Spinoza. En anden, fra hvem jeg nylig kom, krænkede mine Indvendinger. Dig ville de glæde, som Børnene glæde Faderen; thi Du har Svar paa alt.« Ved denne Tale lyste hans Aasyn af den milde Glæde, en Lærer føler eller bør føle ved sin Lærlings ærbødige Spørgsmaal, og hans Øjnes Straaler søgte opmuntrende mine. Jeg sagde: »Du higer imod den rene Enhedslære. Og ingen Steder fandt jeg saa dristig, saa realistisk og konsekvent Monisme som i din Etica. Men svar mig nu: Kommer der ikke dog en Dualisme frem i Modsætningen mellem den fødte og den fødende Natur, imellem Væsenet og disse de Maader, hvorpaa det ytrer sig? Jeg føler mig ingenlunde som en saadan »Maade«. Jeg føler mig som et lille Væsen selv. Her staar jeg, ombæltet af Rædsel, i Urmoderens Indvold. Jeg er, det tilstaar jeg, ih vor jeg gaar, ikkun et Foster i Livmoderen af en ukendt, uhyre, fødende Kraft. Men da jeg er, saa længe som jeg er, og saadan som jeg er, virker jeg med mit endelige Selv mod det uendelige X omkring mig og siger til Universet: Dræb mig, hvis Du vil. Du kan det. Men saa længe, som jeg lever, saa ere vi to, og vi ere ikke eet. Jeg holder fast ved Aritmetikkens Lov, at een plus een er to.« Den store Mester smilte ved min Iver og sagde: »Saaledes maa Du just sige, fordi dit Selv gaar paa denne Melodi. Ja, jeg indrømmer: Set fra vort Synspunkt, det menneskelige Synspunkt, da have vi Dualisme, ja, Pluralisme, om Du vil. Og jeg har intet imod at give Dig Forklaring paa dette Hav, set fra vort Synspunkt.« Da blev jeg glad og svarede: »Just dette ønsker jeg. Thi jeg, der har fundet min egendige Aands- og Hjertesnæring hos den udødelige Auguste Comte, jeg, der med Positivistens Livssyn og Metoder vover mig ind i Mirakelverdenens mørkeste Kontinent, jeg ser paa alt derfra, hvorfra jeg ser. Hvad der interesserer mig, er just: Hvordan seijeg, saadan som jeg er skabt, paa Sagen? Lad saa kun et ukendt, mystisk Væsen se det samme med andre Øjne. Det er ikke mine, saa vist som A er ikke B.« »Vel,« sagde Spinoza. »Lad os da betragte natura naturans, den evige Substans, det, som vi med de Kristne kalde Gud, set fra et fysisk Synspunkt. Set saaledes, er Substansen den evige, ene, udelelige Æter, der gen 63 nemtrænger alle Verdener og alle Mellemrum imellem disse som Bærer af Tyngdens, Lysets og Magnetismens Kræfter og uden om Universet - som Dante lærer - opfylder det tomme, uendelige Rum. Al stoflig Materie og alle Sjælsrørelser, der knytte sig til denne, ere kun Modifikationer af denne gyldne Æter, og det samme gælder alle Væreformer eller Attributter, i hvilke den ytrer sig, ukendt for os. Alt Stof, al Kraft, al Vilje, Lidenskab og Tænken opstaar af Æteren og forgaar i denne, naar de forgaa, og alle Tænkningens og Naturens Love ere kun Døtre af den ene faste og evige Lov, der er eet med Substansen selv.« Her snublede min Forstaaelse, og jeg udbrød: »Hvilken er denne Lov, og hvor kan Loven, der gives, være eet med Væsenet, der giver?« Den vise Brillesliber sleb med det følgende Svar et Brilleglas for mine aandelige Øjne: »Den Lovjeg mener, følger af selve Substansens Definition, som Etica giver saa: »Det, som er ved sig selv og fattes ved sig selv.« Altsaa, Substansens Væsen er uafhængig Væren. Substansen er, det er det eneste Dogme, som jeg udsynger fra min Minaret: Substansen er, og jeg er dens Profet. Men hør nu kun og lad mig fra Profet blive til Skolemester: Af Substansens Væren følger, at den kan ej tilintetgøres; thi da var den ej Substans i absolut Forstand. Med andre Ord, set fra et fysisk Standpunkt: Summen af den Energi, der rører sig i Stoffets Eksistens og dets Bevægelse, kan ej forgaa. Men denne Lov er just den samme som den Lov, dit Aarhundrede har naaet til som den Afslutning paa den induktive Videnskab, der, naar den først er fundet, bliver Grundlag for Videnskaben i sin sande og deduktive Form, jeg mener, hvad I kalde Loven om den konstante Energi. Denne, der er den fysiske og matematiske Form for den bekendte Sætning: Det samme er i Virkningen som og i dennes Aarsag - denne Lov er, som jeg siger, eet med Substansens Væsen, som er at være, og som modsætter sig Tilintetgørelse. Kun have I gode Herrer ikke fattet, at Energien er Æterens Energi, af hvilken al anden Energi kun er en Form.« »Men,« sagde jeg, »din Æter er ikke den samme som Fysikerens Æter. Fysiker Den-og-den opløser Æteren i Æter molekyler. Matematiker En-eller-anden sætter deres Bevægelser paa Alenformler, og til sidst analyserer Kemiker Hvem-man-vil Æteren ud af de kære, gamle, nogle og halvfjerds Grundstoffer og sælger den paa Flasker. Men naar det kommer saa vidt, ville I dog 64 næppe indrømme, at det er Edens Gud, der er sat paa Flasker.« »Min unge Ven. Disse Fysikere, Matematikere og Kemikere ere brave Folk, men ogsaa ere de til Hobe halvstuderte Røvere, der uden Ridderlighed mod den store Moder ville rive Isissløret fra hendes Barm og tælle hendes Vorter. Uden al filosofisk Foruddannelse anvende de deres Hjælpebegreber, Atomer og Molekyler, uden hvilke de stakkels Fyre have den sorte Stær, paa det, der i sig selv er hævet over al Mennesketanke, og derfor se og beregne de, hvad ingen af os, der skue alt fra oven nedad, kan faa Øje paa. Nej,Æteren er een, udelelig, altomfattende og altgennemtrængende, det alle indbefattende Individ.« Her svarede jeg: »Jeg vil ej heller give Fysikeren Ret i at finde sine Molekyler alle Vegne. Den gode Mand er jo omgivet af en Sværm af Molekyler, der følger ham, hvad enten han vaager eller drømmer, som Tonerne sværme om en Stadsmusikant. Men jeg vil give ham Ret, ej i at finde dem, men i at søge dem. Thi Æteren finde vi strakt ud i Rummet. Og det udstrakte maa vi efter Opfattelsens Love begribe stykkevis, med andre Ord anskue det i Dele.« »Her rører Du just ved det ømme Punkt. Her staar Du ved den Kløft, Du ej vil overspringe. Thi Du har til en vis Grad Ret, saa længe Du taler om din Opfattelse af den evige Æter. I det udstrakte leder Øjet om Dele. Dette er Sandhed om end den Snak om faste og evige Ætermolekyler er taabeligt Barbari. Men vov nu Springet, forsøg at skue den samme altfødende Æter - for at bruge dette moderne Udtryk - denne natura naturans - for at bruge mit - forsøg at skue den fra dens eget Synspunkt. Hvad saa?« - »Ja, hvad saa, kære lille Mester? Saa er jeg i det Mørke, hvor alle Køer ere sorte og alle Katte graa.« »Just det, min bedste, men ud af Mørket opgaar der et Lys, og det, som ej kan fattes stykkevis ved Billeder, det ses i sig selv, naar pludselig Erkendelsens Aabenbaring opgaar for Dig (her mindede Mesterens Lære om Advaita). Da har Du Intuitionen, den højeste Maade, hvorved der begribes.« »Altsaa, jeg staar paa Grænsen til, hvad de gamle kaldte for Mystik. Det samme kalde vi, som tænke positivt, for Fantasi. Men Navnet er en Biting. Sig mig da, hvad Du skuer og erkender i den Ekstase, som Du kalder for Intuition. Dog, jeg ved det alt. Du har jo sagt mig det. Altsaa Du erkender et »Pan kai Hen«, det store eet og alt. Men sig mig heller, hvordan forliger Du den Enhed, som Du ser i Intuitionen, 65 med den Mangfoldighed, som viser sig for den naturlige Erkendelse. Jeg vender stadig tilbage til dine »Maader« eller, som jeg hellere vil kalde dem, Individer. Hvor kan der være Individer til, naar alt er eet?« Da tav Spinoza en Tid og sagde omsider: »Ja, dette Spørgsmaal har jeg gjort mig selv, og mine Kritikere have sørget for, at jeg skal ikke glemme det. Nu veljeg tilstaar det: Her er det store Spørgs i mit System; men her i Ensomhed og Selvfordybelse har jeg sat Punktum, hvor Spørgsrnaalstegnet stod. Ja, jeg har set mig nødsaget til at drage den sidste strenge Konsekvens af mit Udgangspunkt, Substansens Definition.« Da bøjede jeg mig forover. Som en Kat, der lurer paa en lækker Mus, saaledes ventede jeg efter Spinozas Ord. Da sprang det fra hans Mund: »Af Substansens Definition følger, som jeg det alt har lært i Etica: Der er kun een Substans. Men heraf følger med logisk Nødvendighed, at der er intet Jeg og intet Selv, der rettelig bærer disse Navne, uden den eneste Substans. Set sub specie æter ni, i Evighedens Synspunkt, da er der ingen Individer til.« Jeg svarede: »Jeg forstaar ej denne Tale.« »Jeg skal forklare Dig det. De Kristne lære om Gud, Substansen eller Naturen, thi disse tre Navne sige det samme, - at den udøver en Forsynsstyrelse imod os og alle Væsener. Men Sandheden er ej blot, at vi ere alle Gud ganske ligegyldige. Nej, Sandheden er den: Vi ere slet ikke til for Gud. Gud kender ikke til vor Eksistens.« Da gøs jeg ved denne frygtelige Tanke, og jeg forstod, hvorved Spinoza bredte Rædsel om sig, saaledes som Ynglingen havde sagt, at alle gjorde i denne Hal. Men han fortsatte: »Men da det evige Synspunkt er det rette, og Sandheden er paa Guds Side og ej paa vor, følger deraf, at jeg, naar jeg vil erkende mig selv, erkender, at jeg ej er til, men at det, som jeg kalder min Personlighed og nævner ved Navnet Spinoza, kun er et Skin, en Illusion, ja, mindre end en Illusion. Thi Ordet »Jeg« er kun et Ord, en Lyd foruden Mening. Gud ser ej Spinoza. Gud har de Følelser, Forestillinger og Viljer, som Mennesker sammenfatte ved dette Navn, men der er ikke noget fælles, tilsammenknyttende, som skiller denne Sum af Rørelser fra andre tilfældige Indhug i Naturens Liv, end just det tomme døde Ord: Spinoza. Saaledes som mit Legem udgik af Stoffets Esse og atter kan opløses i dens Ild og ved Stofskiftet stadig blandes med Omverdenen, saa det fornyes i syv Aar, som man siger, saaledes ere de Sjælsrø reiser, 66 jeg kalder mine, kun Bølgeskvulp, der vandre over den liden Sten i Havet, hvorpaa Navnet Spinoza er skrevet. Ogsaa for denne Mening fandt jeg Bekræftelse i den moderne Videnskab. Lære ej nu de engelske Psykologer, at Selvet er intet uden et Bundt afløse Forestillinger. Gennemtænk denne Lærdom. Opløs hver Menneskesjæl i Sjælsatomer og henfør saa ved Intuitionens Kraft det Kaos af Sansninger og af Følelser, Du derved skuer, til Verdens ene og evige Substans, da har Du just den fulde, sande og klare Enhedslære, min Inspiration og den moderne Videnskabs Triumf.«

Med Rædsel tav jeg og stirrede med blinde Øjne paa ham, der nægted sin egen Eksistens. Og med frygtelig Klarhed saa jeg, at denne den modigste, mest hensynsløse og redeligste Tænker blandt Filosoffer har ganske sikkert Ret. Mod dette Kaos og denne frygtelige Naturalisme iler Evropas Tænkning i Galop. Alt har man opløst det legemlige og det sjælelige Jeg i legemlige og sjælelige Støvgran, og naar man ikke drager den sidste Konsekvens, er det, fordi man er ej saa redelig som den store Spinoza.

Dog, af den Svimlen, der greb mig med dæmonisk Magt ved hans Ord, rev jeg mig ud paa lignende Vis, som nylig jeg fordømte, da Jacob Bohme fordrev sin Frister mand. Thi jeg sprang op og knyttede Næven og raabte: »For Satan! Selv om jeg kun er en »Maade«, saa er jeg en overmaade genstridig »Maade« og vil paa ingen Maade lade mig kalde »Hr. Maade,« hverken af Dig eller endog af Hr. eller Fru Substans. Men lad nu det være godt. Lad os heller forlade Metafysikken og vende tilbage til Fysikkens Dale, eller ifald Du vil, lad os saa gaa over til Psykologien, og medens dette Hav, som er din Gud, brummer omkring os, aabenbar mig dets Karakteristik, dets Luner, dets Vilje og hele dets indre Liv.«

»Just dertil gaar jeg over i min Fremstillings rette Rækkefølge. Vid da, at der er noget menneskeligt ved den fødende Natur. Om end den ikke ligner Mennesket mer, end Hunden i Gaarden ligner Stjernebilledet Hunden paa Himmelen, saa er der dog en Lighed. Vid da, at alle de Følelser, Forestillinger og Tanker, som gaa igennem Skabningens Hjord, de findes forenede i Verdenssjælen, men ikke i den samme Orden, i hvilken vi delvis og efterhaands erfare dem. De samle sig i hvert enkelt Øjeblik til een samtidig Intuition, hvori den højeste Glædesild forener sig med den allersandeste Erkendelsens 67 Lys. Og saaledes lever Livet fort, idet det søger i hvert Moment en ny og skønnere Ligevægt.« Nu afbrød jeg: »Men hvad er Meningen med dette Kaleidoskop? Er der da ingen Plan og ingen Fornuft og intet Formaal i denne barnagtige Leg?« »Nej, der er ingen Plan og intet Formaal uden det ene: Opholdelsen af Guds Eksistens, som tilfredsstilles ad uvilkaarlig og mekanisk Vej, idet Gud efter sit eget Væsens Lov tilintetgør de Maader, der ej behage Gud. Derfor er Middel eet med Formaal, og den ufuldkomne Sondring mellem begge, som findes hos os, og som vi kalde Fornuft, den Svaghed mangler hos Gud.« Da sagde jeg: »Men er der dog ikke noget Midtpunkt i Guds Sjæl, en herskende Evne, om hvilken Guds Forestillinger samle sig?« Spinoza svarede: Ogsaa her har jeg nu draget den sidste Konsekvens af Etica. Ifald Du kender mit Værk, da ved Du, Substansen er den højeste Væren, men denne er tillige den højeste Fuldkommenhed. Ser Du nu: med den højeste Fuldkommenhed følger naturligvis den højeste Lyst; men spørger jeg Dig nu: Hvad er den højeste Lyst, vi kende til?« Da overvej ed jeg, hvad jeg skulde svare: den fromme Ekstase, Samvittighedens Fred eller Hæderens Sødme. Men han afbrød min Tanke med dette stærke og sanddru Svar: »Vellyst er den højeste Lyst. Og derfor er Guds inderste Væsen Vellyst. Og som vi miste al Besindelse i Favntagets ildfulde Øjeblik, saaledes drukne og fortabes alle Naturens spredte Forestillinger i dette Ildhav af Attraa, af vunden Vellyst og atter nyvakt Vellyst, der evig brænder i dens Indvold.«

Da skjalv jeg atter, men denne frygtelige Filosof kender ej Skælven. Efter et Ophold vedblev han: »Tilværelsen er en rød og hed og heftig Elskovsleg, som Guddommen evig driver med sig selv. Selv sætter den sig i sin egen Fantasi, i hvilken vi leve, de Skranker, som den atter sønderbryder. Den skaber Kyskhed hos Kvinden, asketisk Renhed hos Manden; den skaber Samfund, Sædelighed og Religion, kun for at Lysten vorder saa meget større, naar den gamle Brynde i Naturens hidsige Skød igennembryder alle Kulturens Baand. Ingen Jomfru og ingen Mand undgaar sin visse Skæbne. Guddommen elsker alle, som ogsaa Kristendommen lærer, og som dens tvende Navne vise, Natura og Deus er den, baade Mand og Kvinde. Ja, baade Mand og Kvinde er den, og Dyr og Sø og Ild, Helved og Himmerig i eet. Vi synke i dens Skød og dø, som Kulstøv

        

68 dør i Essen, nogle dø i Voldtagets vilde, skælvende Pine, der dog er Nydelse, andre tilintetgøres i Elskovsrusens rene og salige Sødme, og andre omkomme i Fromhedens hellige Delirium, hvori de drømme sig et evigt Liv.«

Da sprang jeg op og raabte: »Og dette skamløse, vanvittige og forbryderske Udyr, denne Hermafrodit, hvis ene Side er den store Skøge, den anden den onde Moloch, dette Væsen kalder Du for Gud. Jeg gør det ej.« Han svarede mig sagtmodig: »Vi maa erkende Realiteten og ikke hilde os i Illusioner. Er ikke denne Opfattelse af Gud bedst stemmende med Darwins store Lære og den moderne Videnskabs Opfattelse af den levende Natur?« Da indsaa jeg forfærdet som før: Han har jo Ret, og dette er det store Resultat, som Evolutionen og Evolutionismen vil ende i. Jeg sagde kun: »Men er der da noget, Du kan ære og tilbede hos denne Gud?« - »Ja, Vælden og Magten, Glansen, Ilden, Kraften og Herligheden. Fra det moralske Synspunkt kunne vi ej beundre Gud; men al Moral er ikkun Menneskeord. Gud er hævet over ondt og godt, som ogsaa Skolastikken lærer. Men naar Mennesket, alt efter Evangeliets egne Ord, udriver sit Øje og skuer alt med Gud, da lever han selv hinsides godt og ondt, hinsides Medlidenhed, hinsides Foragt, og da skuer han alt, paa een Gang med Erkendelsens store Klarhed og med den kunstneriske Opfattelses Skønhed. Da staar han som Nero syngende ved Verdensbranden og siger: Hvor skønt, ophøjet, storladent! Hvor dybe ere ikke Ildens og Blodets Farver! Hvor mesterlig lyder ikke Ildstormens Brusen og over den Kvindernes Skrig! Hvor muntert spræller ikke Smaabarnet hist i Ilden, og hvor betagende er dog ikke Synet af Manden hist, der med Magtens Ret tvinger den nøgne og sanseløse Kvinde til at opfylde Naturens største Bud! Se, hvo der ser saaledes,« sagde Spinoza, »og hvo, der med Hjertet forstaar min Etica, han lever kun i Beskuelse, kun i Beundring, fuld af den dybe Forstaaelse, den intellektuelle Kærlighed til Gud, og saaledes opnaar han at vorde en evig Maade efter Guds egen Selvopholdelses Lov, fordi Gud stadig fyldes af Lyst ved hans Beundring og hans Hengivenhed. Men ogsaa mod Eder andre er Guddommen naadig. Elsker Gud ikke alle uden Forskel, Skøgen og Morderen, Tyven og Fornægteren, og skænker Gud ikke alle den højeste Lyst, enhver for sig kan rumme, og dernæst Tilintetgørelsens Tavshed,

        

69 som ingen modig frygter?« Da strakte Spinoza sit Rørspir ud over de tolv, og Flammer slog ud af Væggen ved de Kræfter, der udgik fra hans Haand, og for ham knælede hans tolv Apostle. Da sagde han - og hans Stemme skar som et Sværd igennem den Nynnen, hvormed Alverdens Hav dysser sig selv i Søvn:

»Se, jeg forkynder for Eder Kødets Evangelium.
Dyrker kun Pan, Cupidinem, Bacchum og Helium.
Lever efter Evne. Lader alle Drifter løse,
Følger Eders Lyster, I muntre Piger og Knøse.
Lyder den Lov, der er skrevet i Eders fyrige Lænder,
I Eders tørstige Gane og de fugtige, skælvende Hænder.
Tilfredsstil, hvert Barn, hver Kvinde og hver Mand,
Det hemmeligste Ønskes skamfuldeste Brand.
Du Fjante - bliv Skøge. Du Hader - dræb din Fjende.
Du Usling - bland Gift. Du Yngling - forfør en Kvinde.
Du Hersker - rid med Torden og Død igennem Staden.
Du Krigsmand - hug dem sønder, de, som le ad Dig paa Gaden.
Du Proletar - hug Lommekniven i Rigmandens Hals.
Du Hore - skænk kun Gift for dem, for hvem Du er til fals.
Du fromme - bed. Du Vismand - ti. Du glade Daare - le.
Hver leve efter sin egen Viljes inderste Ide.
Jeg siger det til Eder, som her høre derpaa,
Og til alle Jordens Slægter, saa vidt min Røst kan naa:
I Attraa taler Pligten. Den er det højeste Bud.
Idet Du følger Driften, elsker og lyder Du Gud.
Min er den frelsende Lære, den saliggørende Tro.
Absolvo. Pax vobiscum. Dispenso. Libero!«

Jeg lyttede og blev grebet af den Tanke, som alle tænkende ere fortrolige med: Ak, hvorfor afholde vi os? Til hvad Nytte leve vi som Munke og uden Munkes Ære? Hvilket Endernaal er der at vinde ved denne pinlige Kamp for Renhed, Retfærdighed og Selvbeherskelse, som ingen takker Dig for, og som kun opvækker Menneskenes Nid? Ja, der er Magt i Kødets Evangelium, og ofte maa det synes Sandhed for en Sjæl, der stedes i Fristelse, Lidelse og Angest. Ja, naar en Usling præker denne Lære, da vende vi os bort 70 med Foragt: men naar en sanddru, ren og retfærdig Herre som Spinoza forkynder det samme med alle Erfaringens og Logikkens Vaaben, da virke Grundene ved deres egen Kraft. Og hvilken Modgrund beviser os Moralens Gyldighed? Ak, naar man hører Lærere, Præster, Forældre, Onkler og navnlig Tanter disputere for den Moral, de ikke selv udøve, da give de tyve og fyrretyve Grunde, der nok tilsammenlagte virke ved deres Masse og deres Patos, men hvoraf ingen enkelt, set for sig, med logisk Sikkerhed neutraliserer Lastens Argumenter.

Med saadanne Tanker kæmp ed jeg bekymret, og alt trængte ind i min Hu de Fristelser, for hvilke - efter Thomas à Kempis' Ord - ej nogen Dag, end ikke nogen Time den ærlige Eneboer ved sig fri. Da raabte jeg i min Nød: »Er der da ingen paa Jord og i Himmel, der ej blot ved Troens og Haabets fromme Illusion og Kærlighedens Selvbedrag hæver sig over Bryndens, Vredens og Fejhedens Magt? Men som ved klar, nøjagtig og sikker Erkendelse tilintetgør de trende Djævle i vort Bryst!«

Da saa jeg imod os vandre paa Havet en lysende Skikkelse. Jeg troede, det var Nazaræeren. Men se, da han kom nær, saa jeg, det var ej ham; thi skægløs var han.

Da sagde han, mens Havet sydede i de røde Fodtrin, han havde traadt, som smeltet Bly, der æder Kød:

»I Blomsterlandet, det violblaa Land,
Og paa den hvide Strand, den kolde Strand,
Og i det dybe, hede, gule Sand
Erkendelsen den sanddru vinde kan.«

Og dermed traadte han atter sin blodige Sti ud over det sydende Hav. Jeg stod tilbage, og ihvorvel jeg ej forstod hans Gaadeord, vakte de dog Anelsen om en højere Erkendelse end den, som lærtes af denne Kejser Nero blandt Filosoffer. Jeg ventede et Ord fra ham; men se, hans Øje var fæstet paa Gulvet, og jeg tror slet ej, han havde fornummet den gule Herres Tilsynekomst. Jeg fulgte hans Blik. Og det var fæstet paa en liden Pøl af Blod der, hvor den røde Nymfes Lig havde ligget. Og Lyset flimred der med okkergul Glans i dansende Ringe, der trak sig ud og ind som en bestandig 71 Uro. »Se!« sagde Mesteren. »Her ser Du et Billede af Gud i Lyset, som danser smilende i Dynd og levret Blod og leger i Brynde og Vellyst med sig selv. Eller nøjagtig talt: Her ser Du Gud selv. Thi i hvert Billede, som viser sig for Øjet i Verdens Spejl, der er Gud helt og purt. Og naar Du fordyber Dig i et tilfældigt Skue, da aabenbares Gud for Dig i dets Symbol. Thi Gud er helt og fuldt og over al Maade til Stede i hvert Punkt af Universet, og i ethvert Moment er Gud til Rede at kysse og favne Dig, saa at Du finder Hvile og sover ind i Beskuelsen af Gud.«

Ligesom jeg nys blev oprørt og rædselsslagen af Mesterens frygtelige Konsekvens, saaledes blev jeg nu rørt og betaget af denne dybe Renhed og Fromhed, der lyste af hans Blik, imedens han talte, mere med sig selv end med mig. Men Tiden hastede. Og skønt jeg med Møje løsrev mig fra den Fortryllelse, der bandt mig til hans Selskab, sagde jeg dog: »Ak, Mester, jeg maa ile. Jeg længes at erfare, om ikke andetsteds i Verden gives Erkendelse af en anden Art end din. Vis mig en Vej herfra til en anden Strand.«

Da svarede den ophøjede: »Kun een Vej gives der her fra min Ø; det er den Vej, som Moses gik igennem det røde Hav,« og han pegede ud. Da blev jeg angest og sagde: »Igennem Vellystens Lue skal jeg da gaa?« Han svarede: »Frygt ej, min Søn. I Vellystens Ild gemmes der Glæde, Sundhed, Mod og Styrke. Ved Du da ej: Ved Vellyst fødes Livet. Jeg siger Dig: Og det genfødes ogsaa alene ved Vellyst. Den er den Ungdomskilde, der holder Sjæl og Legern evig friske. Den er det sande Igenfødelsens Bad, den hellige Ilddaab. Jeg siger Dig, ogsaa jeg, hvis Væsen er Beskuelse og Hvile, vandrer een Gang om Aaret ud i den Brand, hvor Mennesket glemmer sig selv. Spring derfor ud i Gud, vad gennem Guds Elskov, som Kristus gennem Helved, og frygt kun ej. Enten opnaar Du Salighedens Død, eller Du opstaar genfødt til nyt Liv paa en anden Strand.«

Da tænkte jeg mig om. Vel skjalv jeg for det Hav, der nu stirrede mig i Møde med sit tomme, sorte, ligegyldige BHk, saaledes som en Kvinde kan skjule sin Attraa under Kuldens Maske, men paa den anden Side fristed det mig mægtig at forsøge selv med egen Smag og Sans og Følelse det, som skjulte sig i dette Hav, og at undersøge empirisk Spinozas Gud. Da greb mig en Haand i min Arm. Og jeg saa atter min sorte Følgesvend, der kom og gik efter sine egne Love. 72 Og med det første Ord, jeg hørte i disse Egne, raabte han skælvende: »Vend om! Vend om! Du styrter Dig selv og mig i Scyllas Bug.«

Men ufravendt saa jeg mod Havet, der fristed mig mer ved sin Kulde, sin Tavshed og sit Slør end nogen Sinde før ved sin røde Glans, og svared ham med Ekkoets Ord fra Angestens Brønd: »For sent!«

Da sagde han, min sorte Skygge:

»Du drages altsaa dog mod denne Pol,
Hvor Altets Vellyst vildt bag Sløret brænder
I Verdens Centrum, som Æterstraalerne tænder,
- Det brede Brændpunkt, som vi kalde Sol.
Velan, jeg følger Dig. Men vid dog først:
Her slukkes Du med samt din Kundskabstørst,
Hvis ej Du midt i Helvedslystens Favn
Bevarer een Tanke, eet Billed eller eet Navn.
Een Tanke skal Du gemme, hold den fast
I den Orkan, hvor ellers alting brast!«

Naar en Skøge sidder blufærdig ved din Side, da opslaar hun pludselig de sænkede, sorte Øjenhaar og sender Dig et Blik, der lammer dit og sender en giftig Rislen gennem dine Nerver. Thi Manden voldtager Kvinden med sin Lænd; men Kvinden Manden med sit Blik. Saaledes saa jeg med eet det tavse, sorte Øje smile imod mig, og da saa jeg med Forfærdelse, at denne sorte Glans var ikke Mørke; nej, den var dyb, sort, koncentreret Ild. Som Indigokorn ved Sammenpresning giver sort, saaledes samled sig her de røde og de violblaa Gnister til et dybt, brændende Mulm. Og Mulmet skreg. Af det udbrast et skingrende, dyrisk og hoverende Skrig, der lød ustandselig og blev ved at lyde og drog mig til sig, som Slangens Hvislen fortryller Fuglen. Da styrted jeg mig hovedkulds i dette Liv og Død, i denne hvinende Latter og vellystfyldte Pine, idet jeg nævnede som min sidste Tanke min Yndlingshypotese. Thi som en anden Erasmus var og blev jeg endnu i dette Dødsspring den samme Disputator og Teoriforfægter.

Tilmed erfor jeg siden, at denne min Hypotese var forkert. - 73 Altsaa, jeg raabte: »Sjælen er et Atom!« - og styrtede ud. Men midt i Springet vendte jeg mig og saa min Følgesvends blege og skønne Ansigt, idet han fulgte mig.

Og dette blev - som I skulle høre - min Frelse.

74

Fjerde Dagsrejse: Abhidharma

Pilgrimmen svømmer gennem Ildsøen. Mødet med Kynikeren. Materialistens Lære om Urkraften. Den store Ateist indvier Pilgrimmen i Abhidharmas Metafysik, der kun er tilgængelig for dem, der have Evnen til den absolutte Erkendelse. Endelig ser han Kvinden fremstige af Ildsøen

Mens jeg endnu var en halvvoksen Knøs, men alt længtes imod de store Udsigters Verden bort fra det Helvede, som jeg fødtes i, skrev jeg et Vers som Svar paa lille Adam Homos Spørgsmaal:

At være opnaar Du, naar Sjælen skyder
Sin Maske af alene, nøgen, fri;
Naar Hjertet brister, og dets Strømme syder,
Og hele Livet spejler sig deri;
Naar Tanken flyver alle Baand forbi,
Naar tusind Drømme i den sidste lyder -
I Brist af alle Tings og Tiders Slør
Da lærer Du at leve, naar Du dør.

Denne Stanzes Forjættelse opfyldtes nu. Thi medens mit Legem sank og sank i dette levende, varme og elastiske Hav og blev mæt og mat og svimmelt af dette løse Fald - til samme Tid optoges hele min Opmærksomhed af mine Forestillinger. Thi det var, som om den Grundlov for Bevidstheden her var brudt, hvorefter den ene Forestilling ved at trænge sig frem til Klarhed holder de andre nede; men løsslupne tumlede Erindringer, Fantasier og Beslutninger sig mellem hverandre uden at lystre Vanens og Viljens Bud, som Køerne, naar de slippes ud af den lumre Stald paa den første Vaardag. Og ligesaa brød mine Følelser igennem den Lov, der tvinger dem til daglig at flyde i jævne og langsomme Overgange fra Vrede til Mildhed, fra Ydmyghed til Hovmod. Men med guddommelig Vilkaarlighed sprang jeg fra Ild til Is, fra Helvedes Vaande 75 og til Beskuelsens stille Ro. Og som i Eventyrets gamle Dage saa havde i denne guddommelige, sataniske Herlighed Ordet og Navnet faaet sin hele Trolddomsmagt tilbage.

Nu nævnede jeg Ordet »Fortvivlelse«. Da sænkedes jeg blandt Symparanekromenoi i Gehennas Dyb, hvor Ormen ej dør, og Ilden ikke udslukkes. Da sagde jeg »Salighed«, og uden Ophold eller Overgang svævede jeg i duftende og tonende Lys, selv som en Tonestraale i Himmeriges levende og drømmende, uerkendelige og ikkun sanselige Harmoni. Nu raabte jeg »Ironi«, og med en skarp og skingrende Septim steg jeg i Hovmod, Haan og Trods og Foragt med Lysets og Æterens Hastighed op over de blide Toner til Ensomhedens og Selvherliggørelsens blændende hvide Punkt. Da sagde jeg »Vemod«, og fluks drømte min Hu i dybe og grønne Dale, og ømt og ydmygt knælede jeg ned i ængstelig Tilbedelse og sukkede mod en fin, jomfruelig Kind, hvortil jeg kunde hælde mit Hoved.

Saaledes skalted og valted mit Øjebliks Villen med alle Ønskets Klenodier som en almægtig og ubegrænset Gud. Som paa den Tangentplan, hvor Jordens og Solens Tiltrækning virke lige, svævede jeg uden for Lov og Grænse, afsluttet i mig selv som en isoleret elektrisk Strøm af tusinde Soles Kraft, idet jeg erkendte mig selv i dette tilspidsede Moment som een, som isoleret fra Alverden og indetermineret i absolut Forstand.

Men denne Tilstand, som skyldtes, at jeg befandt mig i Magtens og Viljens Brændpunkt i Universet, efterfulgtes nu af en anden, for hvilken jeg fattes Ord, en Tilstand, som om jeg var den Klode i sin Sprængning, hvis søndersprængte Stykker vandre imellem Mars og Jupiter. Thi jeg vidste ikke, om jeg var een eller flere, og om de Forestillinger, som jeg havde, hørte til mig eller til et andet Selv, der var i Færd med at dannes uden for mig. Men med en Kraftanstrengelse, der udbrast af det Mørke, hvor Viljen er uden Lov, imens den skaber Lov, brød nu min Videlyst frem som Solgud i min Bevidstheds Univers og samlede om sig sine løsrevne Drabanter, Stolthed, logisk Sans og Kærlighed til Ret og Lov. Og i den Orden, som blev derved dannet, indføjede sig andre Evner, Lyster og Vaner, saa hver enkelt Forestilling fandt sin Plads i denne indre Verden. Og atter følte jegjeg var et Selv; thi Ordet »Jeg« er kun et Ord, hvormed 76 benævnes den Sum af Forestillinger, der just strømmer igennem et eller andet Punkt af Altilværelsen, men Jeg'et er først et Selv, saa snart der er et Centrum, som ved Tiltrækning og ved Frastødning ordner det løse Forestillingsstof i Baner om sig og om svagere Centra.

Se, saadanne Tanker gjorde jeg mig just, idet jeg udforsked Sjælens Gaade, ikke med Sphygmograph og med deslige kunstige Apparater, hvormed de lærde Herrer ønske at imponere den store Hob; men selv spændt paa Pinebænken og midt under Dissektionen udforskede jeg mig selv. Men nu vendte jeg min Opmærksomhed ikke saa meget mod Evner, Kræfter og Viljer i mit Selv, som mod mine Forestillingers Art og Orden. Jeg følte mig som i et Delirium, som Opiumsrygeren eller Haschischspiseren. Thi uafladelig sprang nye Billeder op for mit indre Øje med alle Naturens og Kunstens klareste Farver. Troperne veksled med Polen. Jeg sejlede i Drømme, der var mer levende end Jordens klareste Dag, igennem alle Verdensdele, ja, hen over Havsens Bund og i Jordens Bug. Fremmede Kloder saa jeg med sære Udyr og svævede over Saturni Mørke og Solens Ild og Maanens Is. Da var det mig, som om Rummet brast itu, og jeg saa ind i en ny og ukendt Verden, der dukkede frem af den gamle Verdens Vrag. »Og atter skifter Aanden af min Drøm.« Flere Verdener saa jeg flettede ind i hverandre i samme Rum, af hvilke vor egen Verden var den fattigste, den smudsigste og elendigste. Ukendte Sanser anede jeg, og paa mærkværdig Vis skuede jeg, om end ikke Rum af flere end tre Dimensioner, saa dog Bevægelsen som noget i Rummet, der dog ikke var Rum. Paa een og samme Tid saa jeg paa Ære det faste og ubevægelige Newtons Rum og deri den sig bevægende Natur, idet jeg opfattede baade hvert Legemes Stilling i Momentet og samtidig ved en Slags Fortidssansning den Gliden, hvormed de i Fortiden søgte mod Nuets Ligevægt, skønt denne Bevægelse gennembrød deres NutidsstiUinger.

Da var det, som om jeg saa med samme Sansning tilbage i Stedet for frem, tilbage i Fortid. Og jeg saa Verdener glide ind i hverandre og opsluge hverandre. Og jeg saa Bevægelsen æde op sig selv, indtil jeg endte i denne den fysikalske Mulighed, den fuldstændige Ligevægt, det rene Intet, den tomme, hungrige Væren, den sorte Ild, af 77 hvilken vor Æon ved Tidens Begyndelse udrandt, da Verden sprang ud af Evighedens Moment.

I dette Sekund, Ansigt til Ansigt med det ansigtsløse, erkendte jeg først det ubegribelige, det store Ja = Nej, som ubegribeligt og frygteligt, som om jeg hidtil kun havde læst, hørt og gentaget tomme Ord. Men her smagte og drak jeg i mit Aandedrag og i den indre Opsugning, der foregaar imellem Blodets Ilt og Kødets mindste Trævl, det, som er over - eller under - Forstandens Rækkevidde.

Ak, hvor ere alle vore Forsæt svage! Hvor er vor Mening om vor egen Modstandskraft selvgod og taabelig! Da flød min sidste Tanke, min sidste Selvbevidsthed ud i det Intet, der omgav mig. Som den Skøge, jeg nævnte før, naar hun er sikker paa sit Bytte, flænger det sorte Kjoleliv til Side og viser sin blussende, hede, svedige Barm - saaledes gled nu det sidste Slør til Side, og jeg erkendte i sanselig Skælven Urgrunden, som den er, det evige Intet, der vil være noget, den grundløse, lovløse, ulvehungrige Brynde, ud af hvis Hvirvel Eros og Neikos steg i Tidens Morgen.

Den kulsorte, flydende, materielle, forborgne Ild brast ud i fygende Gnister, der søgte det Sted, hvor alt mit Legern var af Heden fortæret, og hvor kun nu mine Sanser og Følelser dvæled. Da sank jeg og lod mig synke i en Drøm, i hvilken kun mine Sanser vaaged, medens min Viden og Vilje vare bundne. Da følte jeg hundrede Kvindearme omfavne mig, og sitrende Legemer trykkede sig mod mit, og disse Øjeblikkets Døtre, der veg i Sanselegen for hverandre som Skumbobler, der briste og genfødes, de dansede om mig som de Huldgudinder, der danse med Krishna fjernt i Civas Land. Da reves først Afholdenhedens Slør, dernæst Frygtagtighedens, dernæst Undseelsens Slør fra min skælvende Sjæl, og i Vellystens Bad laa jeg, blodsvedende, nøgen, som Jomfruen bløder i Molochs glødende Favn.

Og som i tusinde Favntag, der fulgte efter hverandre som en Brudenats hviskende Kys, knustes den sidste Rest af Ære og Blu i en eneste gentagen og atter gentagen og atter fordoblet og atter ny vakt og ustandselig Rus.

Da brød min Stemme ud i et eneste Ord, et »Ja«, saa uvilkaarligt som en Søvngængers Svar, og først nødtvungent og dernæst frygtsomt frivillig gentoges mit »Ja«, og dernæst hæved det sig som en 78 jublende Tone, og i min Viljes og min Tankes Dødssøvn løftede mine frigjorte Sanser sig i en Takkehymne, hvis Ord var »Ja«.

»Ja, altings Moder, Vellyst! Ja, Verdensbrand!
Ja, Salighedens Brød! Ja, Livets Vand!
Ja, Skaber og Opholder! Ja, Styrkens Vin!
Ja, Talisman i Himmelens Stjerneskrin!
Ja, Elskov og Had i eet, som skælver og skælved
I Evighed fra Himmerig og til Helved!«

»Hvorledes«, spørge I »er denne Tilstand?« Højlærde Herrerjeg vil svare Eder. Denne Tilstand er Saligheden selv foruden Skaar og Lyde, foruden Skygge af Modstand, Modsigelse eller Betænkning. I denne Tilstand, der er Kontrasten til det frie Lune og den vilde Vilkaarlighed, jeg nys beskrev, er Selvet ganske determineret og søger den Vellyst, som dræber det i Salighed, ved selv samme Tyngde og Tvang, hvormed Jorden drager den faldende Sten. Ak, her har jeg erfaret: Magten besejrer alle Pligtens Bud. Renheden vindes ej ved Bøn og Ønske og ej ved aarelang Afholdenhed og ej ved Selvpinselens sidste Middel og ej ved Beskuelse af Nazaræerens Billed og ej ved Pligtens strenge Erkendelse og Gentagelse - uden de ydre Omstændigheders Hjælp. Af Verdensomgivelserne ere vi altid afhængige. Nej, ingen Uskyld og Viljekraft er saa ren, at ikke Foreningen af Fristelse og Tvang kan overliste, lamme og knuse den. Og naar Moralisterne sige noget andet, er det, fordi de gode og fede Herrer færdedes aldrig ude i den Afgrund, hvor Sjælen gør de dyrekøbte Erfaringer.

Men jeg vil nu meddele, hvorledes jeg blev frelst. Frelst siger jeg, frelst fra Saligheden. Thi ihvorvel det er i dens Skød, som Forjættelsen lyder, at der er ingen Sorrig, ej heller Skrig, ej heller Pine, og Gud skal aftørre hver Taare af deres Øjne, saa dog - naar man fries ud og tænker tilbage - da fyldes Sjælen, som elsker Selvbeherskelse, af Væmmelse, Angest og Lede.

Forlængst var den alt glemt, den stakkels Sætning: »Sjælen er et Atom«. Her i det himmelske Helved, her frelser intet Dogme og ingen Livsanskuelse; thi alle Meninger dø i Sansningen af den evige 79 Urgrund selv. Men som en Fugl, der flygter hen over den røde Himmel fra Bøssepiben, flyede der et Noget, jeg skulde erindre, men ikke erindred, bort som et forsvindende Punkt i Rusens Glemsel, og alt var rødt, rødt, blødt og sødt, ja, sødt og dødt og dødt og dødt. Og der var ingen Forskel paa et Aarhundrede og et Øjeblik i Evighedens Punkt.

Da dukkede op - hvorledes ved jeg ej, ej ved min egen Kraft, men ved en andens - en Forestilling for min Sans. Jeg saa det blege Ansigt, som fulgte mig i Døden, skælvende vaandefuldt i Lystens Bølger.Jeg skelned, genkendte og erindred.Jeg leved.Jeg tænkte, ja, jeg vilde. Og jeg befandt mig ej mer hinsides »Ja« og »Nej«, men sammen med min mørke Følgesvend fandt jeg mig i et Hav, som ej adlød, men som modsatte sig Fysikkens Love, og som mit Legem til Gengæld modsatte sig. Der flød vi nu som Svømmere i Oceanet af æonisk Ild og brødes med disse Lavastrømme, der vekslede i alle Glasurens Farver. Da løftedes mit Hoved op i en mælkeklar, taagefuld Luft, og foran mig saa jeg min Fælles sorte Lokker. Jeg hørte hans Røst udraabe takkende og frydelig: »Ave Maria!« Og med et andet: »Ave Maria!« kløvede han Bølgen. Jeg fulgte i hans Kølvand, men som en mindre kraftig Svømmer tabte jeg ham af Syne i Mælketaagen. Da raabte jeg med mine sidste Kræfter: »Ave Maria!« Fluks kom en Kæmpebølge, lagde mig moderlig til sin stærke Barm og bar mig i sine Arme over Havet. En Brusen hørte jeg omkring mig, en Mumlen, som om mange Magter stredes om min Sjæl. Kraftesløs sukkede jeg kun: »Ave Maria«. Da følte jeg Bund. Det sidste Bølgeslag kasted mig op paa en Strandbred. Vovernes Mumlen dyssed mig til Ro. Jeg blunded. Jeg sov.

Dengang jeg vaagned, laa jeg paa Bredden af en Lagune og stirrede op imod en vandklar Himmel, og jeg forfriskede mig i dette Øjenbad som Planter i en Støvregn. Om mig brød Bobler frem af Strandens varme Dynd og brast med en klingrende Lyd. Doven laa jeg. Og mine Næsebor fyldtes af en vammel og krydret Duft som Duften ved Høsttid i en Mose. Jeg rejste mig paa Albuen. Her var grimt, mudret og hæsligt med Flager af perlemorsglinsende Sumpgas paa sorte Pytter. Men her var Varme og Hvile i dette Dyndbad, som der er baade Væmmelse og Lede, men ogsaa Hvile og Varme i 80 den Mattelse, der følger efter en Skøges ustyrlige Favntag. Og atter sank jeg tilbage i Dyndet og blunded med Hovedet fuldt af Erindringer, som ej kunne skrives ned.

Da hørte jeg Fodtrin og Røsten af en, der snakkede med sig selv og slog med en Stav i Dyndet. Paa een Gang fornam jeg en Krog, som drog i min Skulder, og medens jeg hejsedes opad, hørte jeg en gryntende Røst: »En Fisk. En dejlig Fisk. Kanske en Sælhund. Ikke meget raadden. Den lugter lidt. - Ved Jupiter! Forbandelse! Det var en rar Fisk! Den er jo kun et Menneske«. Og hermed slap han sit Tag og spyttede i Vandet.

Aldrig har jeg følt mig saa ringe med samt mit Menneskeværd. Og næsten ønskede jeg at være en Fisk. Og da han holdt sig rolig og ikkun engang imellem spyttede haansk i Vandet, blev jeg først vred ved hans totale Mangel paa Humanitet; men ihukommende den gamle Regel: Stik Fingeren i Jorden og lugt, hvor Du er! sagde jeg hastelig: »Barmhjertighed! Hjælp mig paa Benene. Jeg er en fremmed, kastet op af dette Hav, hvor jeg har været som Jonas i Hvalens Mave«.

Han stod som før og sagde: »Bare Du var en Fisk. Saa var Du til at spises, i Stedet for nu kun til at spise«. Jeg sprang op, oplivet af min Harme og mere hjulpet af hans gnavne Tale end af den dybeste, kristne Medlidenhed, og sagde til ham: »Du raa, barbariske Tølper! Før mig herfra til Folk med mildere Sæder. Og lær mig fornemmelig, om her i dette Land er Filosoffer, med hvem jeg kan diskutere Verdens Begyndelse og de sidste Ting«.

Da blev den skidne Fisker som rasende og hostede og spyttede og skraalte: »Du Græshoppe! Du Spyttegøg! Du Kallunkræmmer! Ved Du, med hvem Du taler? Jeg er Kynikeren Krates, den verdensberømte Filosof, der midt paa Thebens Torv i Gerningen beviste min Yndlingssætning, at for den rene er alting rent«. Jeg gjorde mig mine Tanker; thi Manden var meget skiden; men højt sagde jeg kun: »Belær mig da, o, Krates, om dette Hav, hvorfra jeg blev udspyet«. - »Det er Okeanos, min Ungersvend, paa hvilket Solen sejler tilbage om Natten, naar den har fuldendt sin daglige Køretur over Himmelens Hvælv«.

Ved dette Svar fornam jeg, den gode Krates' gode Filosofi var af en noget anden Art end vor, og spurgte ej om mere af den Slags. 81 »Undskyld, o, store Krates, at jeg erkendte Dig ej som Filosof. Vid da, der, hvorfra jeg er, se Filosofferne ikke ud, som Du. Der vandre de i skønne, sorte Klæder. De have tvende Titler, en dejlig Gage, Statsansættelse med mere. De præke opbyggelig imod Askese. De ere altid gifte. De regne sig ej for klogere end andre Folk; men de forkynde, at Klejnsmedenes, Badskærernes og Glaspusternes Meninger ere egentlig den sundeste Filosofi. Og to Ting ere de til enhver Tid lydige, nemlig Tidsaanden og deres kære Kone«.

»Stor er din Daarskab«, svarede mig Krates, »at Du ej ved, den sande Filosofi kendes paa sin lasede Kappe og sit uredte Skæg. Her leve vi som sanddru Filosoffer. Vi arbejde ikke. Vi have ingen Stat og ingen Herre. Vi foragte Kvinder. Vi lave ikke Børn. Vi plukke Okeanos' Frugter som vor daglige Føde. - Du dumme Hav. I Gaar, da jeg ofrede til Dig, lovede mig dit Varsel en dejlig Fisk. Ved Herkules! Det var en dejlig Fisk!«

Og ved at kaste Blikket hen paa min ringe Person blev han som rasende. »Forbandelse over Dig, Okeanos! Jeg ønsker Dig røde Bylder paa dit Legem. Jeg skal hente en Hugorm og brænde Dig med dens Gift, ifald Du ikke skaffer mig min Frokost«.

Jeg korsede mig og tænkte: »Hvilken forvorpen Tale. Han kalder sig viis og kender ej bedre dette grusomme Hav«. Men se, her var dog Krates visere end jeg. Thi min Forsagthed skaffede ikke nogen Mad; men Krates' Forbandelse skaffede ham hans Frokost. Se, frem af Havet sprang en Kæmpefrø, saa stor som en Kalv, og saa paa os med sine store, menneskelige Øjne. Da udbrød Krates i et vældigt Jagtskrig. Paa alle fire kasted han sig over den grønne Kvækker, og med en Stenkniv hug han i dens Hals, saa grønt blev rødt. Og seende paa mig med sine store, blanke, forundrede Øjne udstødte den som et Barneskrig og døde som et af disse blide og fromme Dyr, der Hde og dø ikke ved egen Skyld, men for Menneskenes og andre Vilddyrs Synd og til Verdens Opholdelse.

Vi saa min sorte Følgesvend sidde i Tanker med Ryggen mod os paa en Sten.

Straks vinked Krates ad mig og ham: »De er nok een til af disse Mennesker. Hej, hej, Matros! Kom hid! Kom her, I begge! Hjælp mig at bære denne brave Frø«. Saa slæbte vi af Sted. Hver af os bar paa et Bagben. Krates bar dens Hoved. Under Marchen spurgte jeg 82 ham ud. Han vendte sig og svared. Saadan, med mange Afbrydelser, Gentagelser, Misforstaaelser, udfrittede jeg Krates.

»Hvordan vi leve? Vi leve godt og smukt med Selvbeherskelse og i Uafhængighed. Vi leve i Huler i en Vold af Tang. Vi klæde os i Haj skind. Vi leve af døde Fisk og Skaldyr, som vi finde ved Stranden. Og vi foragte Kvinder. Ja, Kvinder. Jeg sagde Kvinder. Jeg sagde: Vi foragte Kvinder. Med Kvinder mener jeg disse Væsener af menneskelignende Skikkelse, men uden Mandens Tegn, med store Bryster, brede Hofter og kalveknæede. Det mener jeg med Kvinder. Jeg mener de Kvinder, som bo i dette Hav og stige op derfra for at forføre Mænd. Min unge Mand jeg mener, hvad jeg siger. De ere ikke Mennesker, de ere Dyr i Menneskeskabning. - Om Kvinderne paa Jorden ere ligedan? Ja, ganske ligedan. De have Kløer, men de skjule dem som Katten. De kunne være ret gode Koner, tjenstvillige Slavinder. De kunne endog, saaledes som min Kone, lade, som om de dyrke Filosofi. Men det er alt til Hobe Bedrag, min Ven, hvormed de skjule deres sande Natur for Manden og ofte for sig selv. Efter Døden blive de alle til ufornuftige Dyr i Kvindeskabning. Nogle blive Lamier, andre Vampyrer, andre Erinnyer, andre Mænader, andre Sfinkser og Græer. Men alle miste de ganske Interessen for Filosofien. Kun een Ting lægge de an paa, det, at forføre den vise Mand til Vellyst. Ved List og Vold, ved Grusomhed og Smiger, ved Løgn og ved Elskovsdrikke og Sovemidler opnaa de deres ufornuftige Hensigt. - Om Elskov da er Synd? Elskov er ufornuft tig. Hvad opnaas ved Elskov? Med hvilken Syllogisme kan Du bevise mig Elskovs Berettigelse? - Der ser Du, den er grundløs, derfor uværdig for en Filosof. Men disse Døtre af Okeanos, de ere saa mægtige, yndige og svigefulde som dette falskelige Hav. Kun een Ting kan holde dem fra os. Kun een Ting betvinger dem. Det er Stank og Smuds og Skidt og Møg. Det kunne de ikke lide. Den, som stinker dem op i Næsen, ham slutte de ej i deres falske Arme. Derfor gaa vi som rette Filosoffer i skidne Laser og vadske os aldrig. Aldrig. Vi pege Fingre ad dem. Vi skære Ansigter. Vi hyle og danse og klaske os paa Bagen, naar de ville friste os, alting som rette Filosofrer anstaa, der sætte Selvbeherskelse over alt. Om Vaaren, naar Naturen bringer Forvirring i vort gamle Blod, da vise vi heller hinanden en Tjenstvillighed - thi for den vise er alting rent - end vi

        

83 indlade os med disse Dyr, skønne at se til, men hæslige i det Indre. Vi ere modsatte. Grimme ere vi at se til, men rumme Filosoffens den indre Skønhed, der straaler yndigere end Ametysten«.

Nu saa jeg i Afstand Kynikernes Hjem, hvorfra en skrækkelig Stank slog mig i Møde. Det var som en mægtig Mødding med Jordhuller, hvorudaf Filosofferne krøb. Men Krates viste mig med Stolthed Filosofopolis som Verdens bedste Stad. Jeg fulgte nødig min skidne Filosof. Thi jeg mærkede mere til hans ydre Stank end til hans indre Vellugt. Men hvad der frastødte mig mest, det var hans aabenbar bekendte Perversitet. Dog, da jeg husked, hvad Hume og Montaigne sige: »Moralen er et Produkt af Folk, af Klima, af ydre Omstændigheder og Tilfældigheder«, betænkte jeg, at det kommer ikke saa meget an paa, hvilken Moral Du ejer, som paa, hvorvidt Du lever redelig efter den samme Moral. Herom var ikke at tvivle, at Krates var ærlig og samvittighedsfuld Tilhænger af sin vandskyende Moral. Og derfor er det at haabe, den højeste Dominer vil dømme ham mindre strengt, end de beskikkede Moralister ville.

I saadanne Tanker gik jeg med sænkede Øjne. Da slog jeg Øjet op og saa en Mand, klædt i en Klædning og ikke i en Las og uden Smuds paa sit Ansigt. Da blev jeg glad ved dette Tegn paa Kultur. Han hilste med sin Hat og sagde: »Min Herre hilser Dem begge og beder Dem om at besøge sig«, idet han peged paa os to ved Frøens Bagben. Da blev jeg saare glad; thi Filosofopolis frastødte mig i samme Grad, som den frastøder Kvinder. Og begge slap vi til Krates' Misfornøjelse Bagbenene og lod dem gaa videre ved egen og Krates' Kraft. »Hæ«, mumlede han, »to nette Fyre! De søge en Stormands Gunst i Stedet for at sidde som frie Borgere i den frie Stat«. Og dermed trasked han af til Filosofopolis.

Imidlertid nærmede den fremmede sig til min Overraskelse med alle en høflig Evropæers Lader og sagde: »Mit Navn er Hackel. Det turde vel ikke være de Herrer bekendt?« - »Jeg kender Professoren i Jena, den dristigste Tænker og første Apostel blandt Darwins Disciple i Tyskland«. - »Til Tjeneste«. - Vi hilste hjertelig paa hverandre, og jeg vilde nævne mit Navn. »Nej, Deres ærede Navn vedkommer ikke mig, men kun min Herre«, sagde Professoren. Jeg studsede over denne Ydmyghed og sagde nysgerrig: »Har De en Ansættelse her i dette Rige, og hvilken Monark er Deres Herre?« 84 »Jeg er min Herres Slave«, svarede han med korslagte Arme, som om han bøjede sig for et usynligt Blik. »Min Herre er ikke Monark, men han er mer end Monark. Han er en Rishi. Han er en af dem, der hersker over Mennesker og Guder. Og det er mere værd at være Slave hos en Rishi her end Professor i Zoologi i Jena«.

Man forstaar, at denne Tale opvakte min Nysgerrighed, og jeg blev ikke træt af at udspørge ham: »Han raader over hemmelige Kræfter. Han kender Dyrs og Fugles Sprog. Han læser vore Tanker. Hans Navn er helligt og er mig forbudt at nævne. Naar dette Hav ved Jævndøgn fraader imod denne Kyst og truer med at opsluge Kontinentet, udstrækker han sin Haand, og Bølgerne rulle tilbage i Stedet for fremad. Han har forbandet Havet. Derfor er det mudret og mat og sort langs denne Kyst. Saaledes er det ham, der som en Jehovah paa den tredje Dag adskiller Land fra Vand. Han kender alt. Visdommen lyser af hans Blik og skinner gennem hans gaadefulde Tale. Jeg tjener ham, ej blot som undertvungen, men i det Haab, engang at blive delagtig i hans Visdom«. »O, skynd Dem, skynd Dem«, raabte jeg nu. »O, hvilken Lykke, jeg kom hid! Før mig til ham, Deres Rishi! Jeg, der har drukket Visdom i trende aarelange Dagejeg tørster uforbederlig efter mere, som Drankeren tørster efter Vin«.

Jeg saa et lidet Træhus, om hvilket Altæa og Violer voksed. Mine Tanker vilde føre mig der forbi; thi de spejdede efter den store Vismands Slot; men mine Fødder førte mig uimodstaaelig ind ad Laagen, og mine Knoer slog mekanisk paa Døren. Vi traadte ind. Knap troede jeg mine Øjne. Kunne Kobberstik da vorde levende? Se, jeg befandt mig som Gæst midt i et Billede af Albrecht Durer. Her sad Sankt Hieronymus med Dødningehovedet og Timeglasset, bøjet over Bogen, og Løven og Hunden, der slumred ved hans Fod, løftede Hovedet og knurrede ved vor Ankomst. Og der var Fred i Stuen - den samme Fred, som er over Lysets Spillen paa en Træstub i Granskoven en Sommereftermiddag, hvor der er Tid nok, og intet haster, og Sneglene hvile sig, fordi det slet ikke haster.

Da vaktes den vise op ved Løvens Knurren - enten han nu var Hieronymus selv eller ikke -, men ved at se os rynkede han Brynet og sagde barsk til sin Tjener: »Hvorfor kommer Du ikke før? Fornam Du ikke mit Bud, der bød Dig ile?« Han vilde undskylde sig; 85 men Løven udstødte et Brøl, som kastede mig ind mod Væggen, som Vinden kaster en Fnugbold, og slikked sig derpaa mildelig om Munden, som vilde den sige: »Min Ven, jeg gabede bare«. Jeg anbefalede mig ærbødig til Løvemajestæten med et Buk. Men med en Løverøst raabte den højt ærværdige, hvo han saa var: »Mit Dyr har Ret. Du taler kun tomme Ord. Du lærde Dosmer! Du Pachyderma! Hvor længe vil Du vandre her uden at lære at høre og lære at se!« Da tav den skyldige, og atter læste den vise i Folianten, og Dyrenes Aandedrag fulgtes med Urets Dikken, som Fuglesangen følger med Bækkens Rislen, og her var Fred.

Jeg stod i uvis Nølen, imens hans Finger fulgte Tekstens Linier, som om den læste dem fuldt saa vel som Øjet. Da slap den Skriften, og rolig hvilte hans klare Øje paa mig. Da rejste jeg mig, og nølende - jeg vidste ej, hvad jeg vilde - gik jeg frygtsom hen og satte mig ved Oldingens bare Fødder. Da lagde han Haanden paa mit Hoved og sagde: »Jeg ser, Du fatter det tavse Sprog, om end Du langsomt fatter«. Jeg svarede: »Hvis jeg var viis, som I, da agtede jeg kun paa Blikkets, Bevægelsernes og Tonens Sprog og ænsede ikke Tungens lydende Bjælde; men jeg er kun en Lærling i den Kundskab, som I behersker. Tal derfor til mig i Tungens og Ørets Sprog«. Den vise svarede: »Nu vel, vi ville tale sammen paa Menneskevis. Sætter Eder i en Firkant med mig, at Kredsen sluttes, og ingen Forstyrrelse indtrænger sig i vor Tankevekslen. Lad mig nu høre« - her vendte han sig til min tavse og mørke Ven - »hvad ønsker Du at vide?« Min Følgesvend svarede: »Ak, lad mig udenfor. Jeg fatter ikke de Ord, hvormed I kæmpe, og ikke den Kunst, hvormed I vinde Sejr. Jeg evner ikke den vanskelige Kunst at tænke. Jeg er fra et Land, hvor Mænd saa Syner, drømte og hørte Stemmer. I derimod ere som Grækerne. Vi kunne ej følge og ej forstaa en Tankegang som eders, der vil forbinde alt foruden Brud«. Han tav. Den vise saa paa mig. Da nævnte jeg mit Navn, min Fortid, omtalte flygtig mine Sjælekampe, og da jeg kom til denne Vandring, fortalte jeg om de trende Dages Rejse og endte atter med mit gamle Spørgsmaal: »Hvad er det Hav?« Da smilte han og sagde: »Lad først min Tjener føre Ordet. Han har sin egen Teori, hvilken han brænder af Begærlighed efter at foredrage.« Da rømmede sig Professoren, slog ud med venstre Haand og sagde: »Mine Herrer. Jeg er ej Filosof. Jeg er

        

86 Zoolog, og kun som Zoolog tillader jeg mig at tale med i denne Forsamling. Nu vel, jeg holder her i denne Flaske en liden Part af dette Havstof. De vil se, at det er gennemsigtigt, langsomt flydende og indeholder klare Farvedraaber. Nu fører jeg en lille Stump Granit paa denne Staaltraad ned i Flasken. De vil da se, at Massen nærmer sig ved Egenbevægelse til denne Næring, udsender Slimarme og drager Maddingen til sig. Her vil Granitten langsomt forvitres og opløse sig. Kun een Ting kan og maa sluttes heraf, at dette Stof er levende.« Han spurgte med Blikket. Jeg svared Ja med Nikket.

»Altsaa, vi have her et Fluidum vivens. Nu ville vi prøve at indsprøjte det i denne døde Orm. Straks se vi, den rører sig, den lever. Heraf slutte vi, at dette Stof er Bæreren af den vitale Kraft, og sikkert Grundbestanden i Protoplasma. Vi ville nu knytte nogle faa Betragtninger til Eksperimentet. Hvad om vi her staa over for et skjult, organisk Grundstof med Evne til at nære sig af andre Stoffer; som herved vokser eller, om man vil, forplanter sig; som taaler Deling, Forskydelse og Ændring i Levevilkaar indtil en vis Grad. Her have vi den skjulte Livssubstans, der secernerer Tanker, Følelser og Forestillinger, og evigt og uforgængeligt, som det er i Kraft af denne sin indre Hensigtsmæssighed, vandrer det gennem Verdensrummet, indkapslet i Meteorstene eller som Sporer imellem kosmisk Støv, og hvor det træffer en dertil skikket Klode, spirer dets Sporer og skaber derved Liv.

Vil De nu betragte den samme Flaske, da vil De se, at Fluidum vivens har imidlertid udskillet faste Naale og Traade som et Skelet af rhizopodeagtig Karakter. Lade vi Vædsken krybe, draget af Tyngden, ned i en anden Flaske, se vi Skelettets Ramme staa tilbage. Altsaa, dette organiske Stof udskiller paa sin Vandring igennem Rummet uorganisk Stof, som efterlades, som Krabben efterlader sin gamle Skal. Her maa vi spørge: Skulde ikke denne Udskillelse være en skabende Frembringelse? Staa vi ej her over for Stoffernes Stof, Urmoderen, af hvilket de 70 saakaldte Grundstoffer alle ere dannede? Med andre Ord, hvis min Hypotese bekræftes: Det levende Stof er det første og det sidste. Det uorganiske er kun dets Sekret. Altsaa er ikke mer Mekanikken grundliggende Videnskab for Naturforstaaelsen; men Modervidenskaben er Biologien, ved hvis Lys alt forstaas. Men hvis saa er, da maa der kunne paavises Slægtskab 87 mellem de uorganiske Kræfter og de organiske. Jeg mener at finde et saadant baade i Vedhængningskraften i Fysikken og specielt i den kemiske Affinitet. Jeg henpeger særlig paa et saadant Eksempel som Kvælstoftveiltes Forhold ved den almindelige Svovlsyrefabrikation, hvor dette Stof indgaar og udgaar uskadt af Iltningsprocessen, som Protoplasmet i Legemets Processer. Kvælstoftveilte optager og udskiller Ilt, idet Svovlsyrling spiller Kulstoffets Rolle. Vi have her en uorganisk Vekslen af Absorption og Sekretion. Dog nok herom. Vi have betragtet Stoffet biologisk. Vi skride nu til en zoologisk Bestemmelse. Men hertil maa vi spørge: Er det et Individ, vi her have for os, eller er det ikkun en Del af et saadant? Hvis De nu vil se paa Flasken selv, vil De bemærke, at Glasset i Mellemtiden er blevet som gennemtrukket af fine, hvide Traade, der spinde et Net. Vi hælde Vædsken ud. Se, Træet gennemkrydses snart af fine Linier, der spinde sig tilsammen og minde slaaende om visse Fotografier af Solens Korona. Og De vil se, at Draaberne søge at opnaa Forbindelse med hverandre ved disse Linier. Hvad enten vi nu antage, at disse Nervetraade ere Stoflinier eller Kraftbølger, saa se vi, at de med magnetisk Kraft søge ad een Kant, nemlig mod Havet, hvorfra Vædsken stammer. Og undersøge vi Jorden og Sandet herudenfor, ville vi finde mer eller mindre tydeligt ganske tilsvarende Linier. Det ligger da nær at slutte: alt Fluidum vivens væves tilsammen af saadanne Traade, ligesom det er paavist, at Celleindholdene i Dadelkærnens Celler staa i Forbindelse med Protoplasmatraade. Vi slutte heraf, at Fluidum vivens igennem Hav, Jord, Luft og alle Stjerner udgør et eneste Kæmpeindivid, hvis Stof er spredt i Verdenstræets Celler, og hvis Kraft omslutter Verden som et Rhizopodenet. Vi staa her ved et Væsen, der i alt væsentligt opfylder de Fordringer, vi stille til en Gud; thi det er allestedsnærværende, Skaber af alt og Bærer af Liv og Sjæl. Og dette Væsen er, zoologisk set, Monadernes Monade, som ogsaa Leibnitz morsomt nok kalder Gud. Darwin, mine Herrer, indførte Mennesket i Zoologien og stillede ham imellem de østlige Aber. Jeg, mine Herrer, roser mig af at indrangere Guddommen i Systemet, som hørende til Rhizopodernes Orden i Protozoernes Rige og under det systematiske Navn af Deus ubique praesens.

Den vise gav et Tegn. Zoologen tav. Jeg sagde nu: »Hvad De har

        

88 sagt, har interesseret mig og stemmer i det hele med min Erfaring. Men nogle Spørgsmaal lades ubesvarede i Deres elegante Teori. Hvorledes forholder det sjælelige Liv i denne Masse sig til den ydre Form? Efter hvilke Love virke Urvæsenets Kræfter saa hensigtsmæssigt? Gives der ikke til Slut en mekanisk Forklaring? Eller have vi virkelig her de berygtede Causae finales? Hvorledes er endelig det mer eller mindre gode Forhold mellem det hellige Individernes Individ og os smaa Snyltedyr i Guddommens Bug?«

Han svarede: »Jeg overlader Besvarelsen af dette til Filosofien og til min vise Herre, som kender alt.« Da vendte jeg mig mod den store Rishi og nævnede ham ved Fornavn; thi længst genkendte jeg ham efter det Skældsord, hvormed han betegnede Zoologen før. »O, store Mester Arthur. I, som trods alle officielle Forkyndere af Statens Filosofi plus de utællelige Privatdocenter, er mig den eneste siden stakkels Kant - de andre være nok saa kloge og lærde - der bærer med Rette Navnet af Filosof - thi I spurgte ikke Skræddere og Skomagere, hvad Klokken var slaget, men gik Jer egen Kaas gennem Tid og Rum - løs I mig Verdens Gaade. I er et Barn af det samme Aarhundrede, som jeg, og ser, som jeg, med bitter, blodig Spot Tilværelsen i Jert eget Øjes Hulspejl som den Karikatur, den i Sandhed er. Der, hvor I ser det stygt, siger I: »Livet er stygt!« og lader Daaren folde sine Hænder tilbedende over for Farvedraaberne i Fluidum vivens. Jeg har nu hørt Duns Scotus tale fra Teologiens Synspunkt, Bohme som Teosof, Spinoza som Metafysiker og Fysiker og Dr. Häckel som Zoolog. Fra hvilken Side ser I det store X?«

Han svarede, imens jeg sad ved hans Fødder, som Gabriel sidder ved Gudfaders Skammel: »Jeg taler som den sande Filosof, idet min Filosofi er Psykologi. Ved Selvbeskuelse kender jeg Verdens Væsen. Her i mit Hjerte røres de samme Kræfter som de, ved hvilke Himmel og Jord bleve skabte. Se i Dig selv. Der finder Du den Vilje, som skabte alt.«

Jeg svarede ham: »Men, Mester, hvad er Viljen? Jeg har læst saa mange tykke Bøger om Viljen, men endnu aldrig har jeg truffet en antagelig Definition af, hvad Vilje er«.

Han svarede mig med følgende Huskevers:

89

»Viljen den er den skjulte Rod for Sjælelivets Krans.
Af Viljen udspringer Følelse, Bevægelse og Sans.
Viljen kan ikke gribes af hverken Sansning eller Forstand;
Thi den er forud for alting, hvad der sanses og fattes kan.
Til Nød kan den erindres. Den kan egentlig kun erfares,
Og som den sidste Forklaringsgrund kan den ej selv forklares.
Viljen er uvilkaarlig, øjeblikkelig, selvforglemmende.
Den er det bestemmelsesløse, derfor det altbestemmende.
Der, hvor Bevidstheden glemmer rent i Handlingen sit Jeg,
Der har Du Viljen samlet i et enkelt Ja eller Nej.
I Lynets Slag, i Lavinens Brag, i den skumhvirvlende Elv,
Der har Du Viljens Billede, der har Du Viljen selv.
I Tigerens Spring, Fægterens Stød, den hvide Maages Flugt,
I Huriens Dans, der har Du Viljen foruden Tankens Tugt.
Og kender Du ikke af Dig selv til Viljens Aabenbaring,
Er din Bevidsthed kun et Nul foruden Livserfaring.«

Og han fortsatte:

»Dog vil jeg sige Dig, hvorfor saa mange ej Forskellen fatter
Imellem Viljen og Intet, nemlig: Viljen er Intets Datter.
Viljen er Al tings Moder, men selv er den Intets Datter,
I Intet er, lever, røres den, dør og genfødes atter.
Viljen er Slangen Ananda, af hvilken Verden bæres;
Selv hviler den paa Intet, som der i Skrifterne læres.
Den bider sig selv i Halen, den selv er sin egen Rod,
Med Øglehale, med Flagermusvinger, med Hugtand og Svømmefod.«

Da sagde jeg: »O, sig mig, Verdens Behersker,« - thi saadan tiltaler man smukt en mægtig Rishi - »hvorledes skal Urviljen, som skaber alt, nærmere fattes? Er den en Enhed eller Flerhed, et X eller Y, eller er den maaske et X for et U?«

Han svarede mig med følgende Huskevers:

»Urviljen er uden Orden, Bestemmelse og Tal,
En lovløs Forvirring, et afsindigt Bakkanal,
90 Et evigt ubestemt, ubestemmeligt Integral,
Der genfinder sig selv som sit Differential,
Hverken Sum eller Enhed, som en sønderreven Slud,
Hvis Virken løb i Tomhed og Tilfældighed ud.
Den samles kun til Enhed i det gabende Hul,
I det blinde Moment, som sætter Livet ligt med Nul.
Det eneste, som var i al Fortids Evighed,
Er Viljens Spring af Intet og Dans i Intet ned,
Tilværelseshvirvlen, som i Huller og i Spring
Danser om sit Centrum, det tomme Ingenting.
Den er den vilde Kraft, der med Elementets Styrke
Udbrister som et Under af det evige Mørke.
Jeg siger med den Tanke, som Doktor Faust har haft:
Den sande Lære er denne: Im Anfang war die Kraft.«

Da sagde jeg: »Efter Eders dybe Lære er hele Universet blevet til ved Viljens Spil af Intet og i Intet. Men sig mig: hvorledes bygger I Bro imellem den blinde Vilje og Naturens Orden? Ved hvilken Kxaft har Viljen virket det, som Jesus tilskrev en almægtig Gud, og vore lærde de evige, faste Love?«

»Miraklet er Viljens Vaaben, og det er Magternes Magt,
Der skaber alle Love, er selv ingen underlagt.
Som Lynets Aabenbaring sig styrter Miraklet ud
Og skaber den nye Verden i den gamles Sønderbrud.
Det gennembryder den gamle, den forhærdede Natur,
Som Nazaræeren sprængte Gravklippens Fangebur.
Naar Livet synker i Tomhed, naar Alverden lider ondt,
Da standser Viljens Pulsslag i Dødsspændingens Sekund;
Da er Tilværelsen svanger, men i Jubel og i Smerte
Springer med eet det ubekendte Barn af dens Hjerte.
Da træder ind i Verdens Løb en ny Kvalitet,
Som Venus steg af Havet, i et Nu, er det sket.
Saaledes skabes Verden gennem magisk Forvandling,
Det er Viljen, der virker i voldsom, blændende Handling.
Saaledes søger Livet evig ud over sig selv,
Som Blikkets Radius brydes mod Himlens Kuglehvælv.
91 Og ved Miraklet gennembrydes Livets gamle Skranker,
Som Inspirationen gennembryder Mandens vante Tanker.«

Jeg sagde nu med min sædvanlige Opposition: »I forklarer Verdens Tilblivelse ved Hjælp af Miraklet; men Miraklet forklarer intet, thi det forklarer alt. Hvorledes finder I Overgangen fra Viljens Kaos til denne Verdens Kosmos? Hvis I kan svare, da svar.«

Den høje sagde: »I Kredsgang ruller Livet som en Opera, hvori Finalen er lig Ouverturen. Hvis Du vil høre, skal jeg forklare for Dig de fem Akter, hvoraf hver Kalpa efter det klassiske Dramas Regler bestaar. Den første Akt hedder Brynde, den anden Drøm, den tredjes Navn er Fantasi, den fjerdes Virkelighed, den femtes Katastrofe. Og forud for Handlingen gaar den forrige Kaipas Tilintetgørelse som et lystigt Forspil. Derefter Pause. Verden er i Intet. Ret straks begynder det. Nu sidder Du i Spænding. Just af en saadan Spænding springer Handlingen ud som sitrende Bevægelse af ubegrænset, usanselig, lovløs Art, saaledes som de Livsfornemmelser, der ikke sanses, men mærkes - efter det jævne Sprogs Udtryk.

Nu skal jeg skildre Dig, i hvilken Rækkefølge alting opstaar, men ikke hvorledes; thi Overgangen er et Spring, og Springene ere ikke tilgængelige for fornuftig Forklaring, som ogsaa en af dine Landsmænd har sagt. Der frembryder Lyst som Afrodite Anadyomene. I blind og selvisk Vellyst hviler det tomme i sig selv og nyder sig selv i Vellyst. Da kommer Mættelse, Væmmelse og Lede, og Livet nyder i sammenkrympet Skælven sin egen Væmmelse som Lyst. Da fødes Vellyst i Pine, og Livet - hvis vi her kan bruge et Subjekt, der er forskelligt fra sit Objekt - nyder i Pinen sin Almagt som Lyst, som een af disse afsindige, der sønderriver sig selv.«

Da kunde jeg ikke længere udholde hans Skildring, men sagde: »Kæreste Mester, gør dog en Ende paa denne Kattejanimer af Triangel og Trompet.«

Han svarede: »Just det samme føler den gamle Brynde - som Morten Luther daglig forsøgte at drukne, men uden Held -; af Kedsomhed og Lede gisper dens Attraa; just da, just da gaar Tæppet op for Handlingens anden Akt. Da skabes der Sanser, Mørket bliver, og som dets Modsætning Lys, og røde, grønne og blaa Kvaliteter glinse som for et inflammeret Øjes Syn. Skingrende Klingklang, 92 Brag og Brøl og Skrig følges med giftsød Duft og blodig Smag, blødagtig Berøring og skælvende Kuldekrampe; thi alt er smagløst, buldrende og barokt i dette Delirium i anden Akt. I Liderlighed og Drukkenskab ere de fem Elementer for Sansningen avlede.

Saaledes er den anden Dag, eller korrektere: den anden Nat.«

»Hvorledes bliver da Enden paa den Feberdrøm, denne Nats uophørlige Sanserus?«

»Velan, vi gaa til tredje Akt. Forrige Akt var kun den, hvori Instrumenterne prøves, og Gassen tændes. Se, indtil nu har der kun været Øjeblikke til, som Draaber, der ikke ville samles i en Strøm, som Perler, der ikke ville trækkes paa en Snor; dog har der været Gentagelse, Rytme og Skala, men ikke Genkendelse. Nu opstaar Erindring derved, at Nuet mirakuløst genskaber det forrige Nu som Part af sig. Da faa vi paa tværs af Øjebliksgennemsnittet den Fantasivertikal, som vi kalde Tid. Og atter en Sondring opstaar i Øjeblikket, idet Erindringen overskuer dets Helhed, dets Farver og Klange skille sig fra hverandre og eksistere i Rum. Men atter samle de sig ved Reaktion og følges ad to eller tre eller fire som Kammerater i Tiden eller i Rummet, A som en Aarsag, B som Aarsagens Virkning, eller ogsaa som Virkningen af det samme X, indtil et C vil overtage Rollen. Men læg dog Mærke til, at vi have ikke een Tid og ikke eet Rum, men mange Tilløb til Tid og mange til Rum. Først af de sekundære Forestillinger, som ej ere Sansninger, men Forhold imellem disse, opstaa efter mange Aborter de trende Grundformer for Menneskets Tænkning, som ere Tid og Rum og Aarsagsforbindelse. Her have vi Bevidsthed, thi just i disse trende Forhold og Forbindelser bestaar den Forestillingsart - den Maade at sanse paa -, der kaldes Bevidsthed. Men her maa ikke tales om een Bevidsthed, ej heller om Bevidstheder, thi hverken koncentrere sig Forestillingerne i eet Punkt, ej heller i flere. Vi have her Ting, Begivenheder, Verdener; men alting er kun fra Haanden og i Munden som i en vild, løsreven Fantasi. Med tantalisk Iver søger Livet den Orden, som det ikke naar.«

Jeg sagde: »Jeg havde engang en Drøm, i hvilken jeg spillede en Faderrolle, velsignende et elskende Par. Men pludselig ændrede sig, ej Drømmen, men min Rolle i den; det var den samme Scene, men 93 jeg var Elskeren, og en anden Faderen. Saaledes anskuer jeg denne Urfantasi, i hvilken Bevidsthed ej knytter sig til noget bestemt haandgribeligt, men opstaar og forsvinder, som det kan træffe sig.«

»Just saadan«, svarede han, »men denne Tilstand er uudholdelig, og derfor bliver Virkeligheden til i fjerde Akt. I Fantasiernes Flugt have vi som i Wagners Operaer Ledemotiver, der idelig vende tilbage, staaende Skikkelser og Væsener, som den gamle Komedies Figurer. I disse slaar Bevidstheden ned, og det, som for os maa synes det største Under, nemlig vor egen Fødsel, foregaar.«

Da afbrød jeg ham: »Jeg fatter ikke dette; hvorledes kan vor Fødsel foregaa ved Forbindelse af Bevidsthed og af Skikkelse?«

»Bevidsthed var hidtil kun en Illusion, et Intet, som søgte imod at blive noget, et Forhold imellem Sanser, men Sans ej selv. Nu kommer den, om jeg saa maa sige, til Verden, idet den identificerer sig selv med en enkelt af sine Genstande. Med andre Ord, den faar et Legeme, en Sjæl, eUer hvad Du vil kalde det, et fast, bestemt, haandgribeligt, sanseligt Selv, med Fødder til at gaa paa, Hænder til at føle med, Øjne til at skue med, Øren til at høre med og en Mund til baade at bide og at kysse med. Bevidstheden faar Legeme eller, som Du ogsaa kan sige, et Legeme faar Bevidsthed og taler i første Person. Verbet konjugeres; det hedder: jeg hører, jeg ser, jeg gaar, jeg erindrer, jeg tænkerjeg er. Og dette Selv, som stirrer omkring sig med nyfødte Sanser, ordner nu Verden som Platons Derniurg eller som Jehova paa den tredje Dag, idet han ordner Tingene ved sin Viljes Magt efter sin Tankes Love, og sejrer over de vilde og lovløse Kræfter paa samme Maade, som Guden over Titanerne. Altsaa, først paa dette Punkt opstaa Naturlove, som ere gyldige igennem Tid og Rum. Stoffets og Kræfternes Kredsløb begynder nu, og Naturen virker efter den samme Vane, som hersker i Selvets Tanke, nemlig den, at det samme altid frembringer det samme.«

Da sagde jeg: »Jeg ser nu med Forundring, at Filosofiens yderste Konsekvens fører os atter tilbage til Mytologien, al Videnskabs Moder. Og dette Kredsløb bekræfter just din Kredsløbsteori. Men sig mig nu, hvem er den Gud, den Logos eller O din, der engang formede denne Verdens Kugle?«

Da svarede Filosoffen til min Bestyrtelse: »Det er Dig selv!« Og da jeg betuttet saa mig om over Skulderen, om der var nogen anden, 94 som han mente, gentog han, pegende paa mig: »Det er Dig selv!«

Jeg svarede: »Det er noget overraskende for en, som søger efter den gamle Vorherre, at blive tiltalt som ham selv. Jeg kan i Sandhed ej erindre noget og maa frabede mig denne Ansvarspost.«

Han sagde atter, smilende ved min Forvirring: »De samme Love, den samme Tankekraft, hvorved Alverden skabtes, virke i Dig og i enhver Person, som er et Selv. Derfor siger ogsaa med Rette Braminen: »Det er mig selv, hvis Aand har frembragt alt.« Se, jeg skal forklare Dig, at Du har skabt din Verden og ikke ved det. Selvet, det første Selv, frembringer ikke blot det faste Stof, der stræber efter Uforgængelighed, men efter den samme Lov, hvorved den vilde og Barnet besjæle alle Ting, skaber det første, ensomme, store Selv omkring sig andre Selv ved sin Viljes Magt, idet det afspejler sig i Universet og giver Spejlbilledet Liv. Saaledes opstaar i Overensstemmelse med Nyplatonismen de andre Selv ved hint det første Selv, ligesom en elektrisk Strøm ved Induktion fremkalder svagere Strømme i andre Traade. Og denne Strøm, som kaldes Selvbevidsthed og gaar igennem dit Legems røde Traad, den er, vel ej i Tid og Rum og Mængde, men vel i Art og Væsen, identisk med den første Selvbevidsthed, ligesom alle A efter Logikken ere lig med A. Saaledes opstaar fra det samme Centrum Naturens Orden og Historien. Menneskene kæmpe imod hverandre og mod de blinde Viljer. Ved denne Kamp opstaar da Samfund, Kultur og Kunst. Idet de vende Blikket nedad, give de Dyrene Andel i Bevidsthed og skabe lavere og svagere Sjæle. Idet de vende Blikket opad, skabe de Guder. Kristendommen lærer: Gud skabte Menneskene. Jeg lærer derimod: Mennesket skaber Gud.« - »Det er just gangbar Lære i Europa, og Feuerbach, Eders store Landsmand, har lært os, at Mennesket ved sine Ønsker og Drømme skaber sig Guder i sit Billede, efter sin Lignelse; han ser sin egen Skygge staa paa Skyen som et af Brockens Genfærd og beder dertil, og Skyggen svarer ham med de samme Bevægelser som hans; da tror han sig bønhørt. Vi vide altsaa, at Ønsket er det religiøse Urfænomen, men have hidtil ment, at Guden just derfor kun var en Fantasi og intet mere. Men anderledes fortolker jeg Eders Ord.«

Han svarede: »Taabe! Hvad er en Fantasi? Var hele Livet engang 95 ej Fantasi? Og hvad er jeg og Du andet end Fantasier, der bleve begrænsede ved deres egne Love. Ja, Gud er en Fantasi; men denne Fantasi har, som den er skabt af sine Dyrkeres Ønske, Magt, Følelse og Vilje, den er iklædt alle Hellighedens og Kærlighedens Farver, og som en Kvinde, der bliver meget elsket, falmer dens Skønhed ikke. Den tildeles Ubiqvitet og alle andre gode Egenskaber, og den er det Hav, som Du har svømmet igennem, og min Professors Kæmperhizopode; men dette Væsen er som andre geniale Inspirationer, der absolut skal være ud over alle Grænser, set for en streng Kritik desværre et Misfoster. Det mangler Hoved og Hale, og de fortræffelige, hinanden modsigende Egenskaber kunne kun enes paa Fornuftens Bekostning. Der hersker da Hegels balstyrige Logik og Helmholz' den allerhøjeste Geometri, med andre Ord, vi have her Urviljen optrædende med fagre Lader og forklædt som Gud.«

Da brød jeg ud og med Erkendelsens hele og fulde Glæde; thi Sandheden fryder altid den, som forsker, endog om den er bitter: »Ja, I har Ret, og saadan er Europas Gud. Den er en selvmodsigende og farlig Illusion, dannet af Ønsket i Trods mod alle Love, og skjuler i sig den gamle, vilde Brynde. Duns Scotus var klog, men Jacob Bohme var klogere end han. Visere end dem begge var Spinoza. Din Professor har givet mig Belæring, men visest af alle er Du, de Tyskes Rishi. Du, som engang vil vorde det samme for den moderne Skole, som Thomas Aqvinas er for den romerske Kirke.«

Han fortsatte: »Til din Undervisning vil jeg gentage den sande Kosmogoni og Teogoni i dette Vers:

Tiden er blevet til,
I Evighed var Tiden ikke til.
Rummet er blevet til,
I Evighed var Rummet ikke til.
Stoffet er blevet til,
I Evighed var Stoffet ikke til.
Selvet har frembragt alt.
Selvet, det store Atman, skabte alt.
Selvet har digtet Gud.
Selvet er Rishi, mer i Magt end Gud.

96

Denne Erkendelse,« føjede han til, »er den, som skiller imellem den vidende og den forblindede; og havde Du al Lærdom, der anses af Mennesker, og vidste ej dette, da var Du kun en Daare. Denne er den Erkendelse, om hvilken Paulus spaaede: »Da skal jeg erkende, som jeg og skal blive kendt.« Thi denne Erkendelse er just Erkendelsen af Dig selv. Og evner Du ikke at tænke denne Tanke

Da er Du intet Selv, men kun et Jeg,
Et Jeg, som leves, men som lever ej.«

Imidlertid havde Professoren længe siddet urolig paa Bænken, ret som en Skoledreng, der vil sige noget, og da nu vor Lærer standsede og saa paa ham, sagde han: »Men vi vide dog, Naturen regeres af faste og evige Love, som det bevises i Fysik og Kemi og Biologi. Vi have Aarsagsloven, som gælder til alle Tider og alle Steder, og denne Lov strider mod Eders Teori om Viljens blinde Magt.«

Skarpt svarede den kloge Lærer: »Love have vi nok af, baade i Politik og i Fysik; men Spørgsmaalet er, om Lovene efterfølges i Virkeligheden, og hvilke Beviser have vi for det? Thi det, at Professoren skriver i sin Fysik, at Loven er evig, gør den ikke evig, med mindre Professoren tilfældigvis erindrer den hele Evighed. Men hvorpaa,« sagde han, vendende sig til mig, »støtte I nu ved Jeres Universiteter den Lære om Aarsagsloven es Evighed, som er Jer Tids ortodokse Trosbekendelse?«

Jeg svarede: »Meningerne ere delte. Nogle sige, det følger af sig selv, og kalde enhver, som benægter det, unormal. Andre fare frem med Sandsynlighedsregning, og ved at gøre Tilhøreren helt konfus med Tal og Formler gøre de ham det klart, at Verden er fornuftig. De fleste sige, at Kant har afgjort Sagen; men kun kunne ingen blive enige om, hvorledes egentlig Kant har set paa Sagen.«

»Men hvad er da din Mening?« spurgte han mig, hvortil jeg svarede: »Jeg støtter mig til den ærlige Stuart Mill, som regnede sig det for en Ære at være den mest uvidende i sin Tid. Jeg mener med ham, man kan ej modbevise den Mulighed, at der paa andre Tider eller andre Steder har foregaaet Brud paa Aarsagsloven og andre Naturlove. Jeg indrømmer med ham, at vi kun have een Grund til 97 at tro paa disse, nemlig den daglige Erfaring, som vi gøre, at her paa denne Klode og i vor Tid synes Tilværelsen at foregaa i Lovmæssighed. Kun paa Erfaringen grundes da vore Love ved et Bevis, som ikke er et Bevis, men kun en Gisning; og jeg indrømmer Eder, at denne rent empiriske Erkendelseslære fører i Grunden just til Eders Resultat. Thi Lovene bygges paa det store Antal af overensstemmende Erfaringer; men mod den evige Tid bliver endog det største Antal Erfaringer ganske forsvindende, og dermed Sandsynligheden for Lovenes Gyldighed i al Evighed uendelig lille. Jo længere vi fjerne os fra vort Tidspunkt, des mindre bliver Sandsynligheden for lovbunden Sammenhæng. Vi have altsaa højest Sikkerhed for, at Lovene gælde for vort Tidsrum og allerhøjest i den historiske Tid, men forud for denne aftager Sandsynligheden derfor mod Nul.«

Da sagde Hackel: »Tillad mig en Bemærkning. I have jo selv gjort Viljen til eet med Legemet; men Legemet følger dog Naturens Love. Da bliver dog ogsaa Viljen Lov underlagt. Naar Viljen er eet med Legemet, falder jo Eders Lære sammen med Læren om Stoffets og Aandens Enhed eller Monismen, der i alt væsendigt stemmer overens med min og mine Fællers Materialisme.«

Hans Herre svarede barsk: »Du tænker ikke. Viljen er ikke eet med Legemet efter en ydre Lov, men efter sin egen Villen. Stadig stræber den at udtrykke sig i Forestillingsform og vil identificere sig med sit Legem, men andre Kræfter virke herimod. Identiteten bliver aldrig fuldstændig. Men jeg kan se paa dit Ansigt, at Du har en anden og mere vægtig Indvending. Kom frem med den.«

»Vi vide ej blot af Beretninger fra den historiske Tid, at Verdensløbet er lovligt; men Kosmogoni, Geologi og Palæontologi undervise os ogsaa om, at det samme var Tilfældet før Menneskets Komme. Hvorledes forklarer min Herre dette?«

Han svarede med et prøvende Blik, en Kraftkunstner lig, der ret vil spænde Opmærksomheden, før han viser sin største Præstation, disse Ord: »Selvet kan skabe Universets Fortid. Som Selvet skaber Fremtid, skaber det Fortid ved at lovbinde Viljens frie Løb for sin Forestilling. Husk, Viljen er oprindelig kun Spænding, Handling og Selvforglemmelse og uden Forestilling om Middel og Maal, og først idet den springer ud over sig selv, opstaar der Anelse om Viljens Maal. Paa samme Maade stirrer den ved Fortidsanelse tilbage i 98 sit eget Dyb og skuer sin egen Barndom. Men Selvet opfatter alt i sin Bevidstheds vante Former. Det rationaliserer Viljens Spil. Og hvad der forud for den faste Orden stræbte mod Orden, det ses af Selvet inden for den Orden, som først blev senere til. Saaledes anskues Urviljens tomme Leg ved denne Urtaage, om hvilken ingen ved, hvorfra den kommer, og hvorved den bevæges. Saaledes anskues den hede Bryndes Strid ved Ildens og Vandets Kamp i Jordens Barndom. Saaledes anskues Viljens Stræben imod Bevidsthed ved de uddøde Dyreformers Liv; thi Selvet finder ved sin Tilbagesku en de Forestillinger, som bedst udtrykke Fortidens Drøm. De Tankeformer, som det har erhvervet, anvender det overalt, hvor det skal se. Det er jo det, som Kant har sagt. Men fordi vi skue alt igennem grønne Briller, følger det ikke, at Verden er evig grøn, og fordi vi tænke os alt i Tids- og Rums- og Aarsagsforhold, følger det ej, at Verden evig var saadan, som vi tilfældigvis tænke.«

Jeg sagde til ham: »Jeg ser, I kan forklare alt. Eders Lære er en saadan, som fordrer en Kraftanspændelse for at begribes; men er den først begrebet, da kan den anvendes alle Vegne lige saa godt som mekanisk Aarsagsforklaring. Men heraf følger kun, at den maa regnes mellem de Teorier, som vi behandle, men ikke, at den er sand. Bevis mig det. Hvis den er sand, da maa de samme Kræfter, som raadede i den ubestemte Morgen, ytres den Dag i Dag.«

»Kun ved Naturordenen opholder Mennesket sig; ved at forstaa den og ved at benytte sig af den forsvarer han baade sit Legeme og sin Bevidsthed mod Sønderlemmelse og Tilintetgørelse; derfor, jo længere Historien skrider frem, des mere trænges Miraklets Kraft tilbage, og Manden forskanser sig i sin Tankeorden som i en Fæstning imod dets Gennembrud. Men vid, at endnu hersker den samme lovløse Kraft i Dybets Mørke, begrænset, men ikke udslukt, endnu frembringer Viljen direkte sit Maal, som Regnmageren skaber Regn. Men underfundig virker den i det skjulte inden for det Spillerums Grænser, som Lovene endnu lade tilbage til Tilfældet. Saa lidt kunne Forskerne dræbe den gamle Vilje, som Præsterne kunne udrydde Elskovens Drift; der opnaas kun, at begge Dele fyldestgøres i Løndom. Hvert Ønske, hver Trang og hver Stræben søger bestandig paa listende Fjed ad forborgne Veje sit Maal. Og den, som kan ville, kan blive Konge af Sverrig. Saaledes vinder en Elsker 99 sin Pige ved hjertelig Længsel, saaledes beskytter en Moder sit Barn ved Bøn og Vaagen, saaledes dræber en Mand sin Fjende ved Had. Vel fyldestgøres Ønsket ikke altid; thi mange Ønsker ere uægte, have kun ringe Vilje og alt for megen Sentimentalitet. Dertil kommer, at Viljerne kæmpe imod hverandre og mod de forhærdede og bornerte Viljer, som kaldes Naturens faste Kræfter. Og om Opfyldelsen times eller ej, ses som Frugten af dette Sammenspil. Dette, at Viljen virker mod sit Maal, dette er Urloven, den okkulte Lov, ældre end nogen af Bevidsthedens Love, fordi den ligger i Viljens Væsen selv.«

»Alt dette er muligt og ikke usandsynligt; men fra et empirisk Stade maa der fordres et fyldestgørende Bevis; med andre Ord et positivt, haandgribeligt Mirakel. Ere I i Stand til at pege paa et saadant, ikke blot her i denne Drømmeverden, hvori vi tale sammen, men paa den gamle, solide og vantro Klode?«

»I ere som de, der ikke se Skoven for Træer. Miraklet er paa Jorden i Eders Dage en ganske dagligdags Begivenhed. Se I ikke lamme gaa og blinde se? Helbredes ikke Saar og Bylder ved Viljens Magt? Ere Fjernsyn og Fremsyn ikke konstaterede, og gøres der ikke af dem, som kalde sig Spiritister, haandgribelige Mirakler?«

Jeg svarede: »Men disse Ting anses af alle oplyste enten for naturlige Jærtegn eller Bedrag.«

- »Jeg tror det vel. Thi de, som leve af at bekende sig til Mekanikken, og som med mange Ord og Tal forvirre Lægmand, de vide vel, at deres Anseelse, ja, deres Eksistens maa staa paa Spil, hvis Okkultisterne sejre. Thi da vil Menigmand forstaa, at Undergørerens Kunst i eet Øjeblik giver et dybere Indblik i Livets Væsen, end mange Aars maabende Stirren paa denne vor Oversvømmelse af Love.«

Jeg sagde nu, betænktsomt fortællende ham, hvad jeg ellers fortier for alle: »Selv har jeg iagttaget Fænomener, der mere stemme med Eders Teorier end med den vidt udskregne Verdensformel. Men stor er Videnskabens Magt. I en Samtale med nogle troende Materialister overbevistes jeg om, at jeg havde set fejl. Der ser man Oplysningens Magt. Kristendommen fik dog kun Folk til at tro, hvad de ej havde set, men Videnskaben faar Folk til at nægte det, som de have set med egne Øjne.«

»Jeg vil nu,« sagde mig Filosofien, »gaa videre i min Fremstilling 100 af Verdensdramaet. I Samtalen ere vi stadig i fjerde Akt, i hvilken vi ogsaa befinde os i Virkeligheden. Som jeg har sagt Dig paa mange Maader, har Selvet frembragt Naturens Orden for at opholde sig selv. Men kun for en Tid opnaas dette af det enkelte Jeg; thi netop den samme Naturens Orden opslider Menneskets Legeme og lader det dø. Men Selvet vil ikke dø ved et ydre Tilfældes Magt. Og naar det ene Legeme forgaar, opstaar et nyt paa et andet Punkt i Verden, hvorpaa sig koncentrerer Bevidsthedens Kræfter. Saadan er Fødsel den samme Proces som Død, og det er det, man har kaldt for Sjælevandring. Dog, her er ikke Tale om Vandring aflange Gespenster i hvide Klæder, men kun om en Vandring af den erkendende Kraft, den i sig selv tilbageløbende Strøm, som vi kalde Bevidsthed. Paa samme Maade, som Energien springer fra een elastisk Kugle, som var i Fart, til en anden, som laa i Hvile, saaledes, at den førstes Bevægelse dør og den andens fødes, paa samme Maade springer Bevidsthed gennem okkulte Veje fra Liget til Fosteret. Og naar den genkendende og erindrende Kraft har lært at beherske det nye, plumpe Legeme, da have vi atter et Selv; ikke det samme Selv, men et genskabt Selv, som Floden, der tabes i Sandet og atter udspringer flere Mile borte. Dog, disse materialistiske Billeder ere kun Billeder. Sagen er denne: Selvet genfødes, fordi det vil bestaa.«

Jeg sagde: »Jeg siger med Tertullian: alt dette klinger saare absurd og derfor troværdigt. Eders Modstanderes Forklaringer ere mig alt for fornuftige. Alting bringe de i den bedste Orden, men naar det hele er færdigt, maa man spørge: hvor Satan er da Livets Daarskab kommet fra i denne den allerfornuftigste af alle Verdener? Men tøv nu ikke, men lad os springe over i femte Akt og faa det sidste og værste fra Haanden; thi hvis min Anelse er rigtig, venter jeg ikke meget godt.«

»Urviljen har frembragt Bevidsthed, Natur og Kultur ved sit Lune, som et Barn blæser en Sæbeboble. Men engang vil Universets Sæbeboble briste, og den Tid er efter min personlige Mening nær for Haanden. Alt gaar der et Pust af Lede gennem Verden. Forjættelserne, som straalte for Slægtens Barndom, vise sig at slaa fejl. Bevidstheden har ej evnet, hvad den skulde: Verdens Forløsning. Atter viser denne Kalpa, som Evighedens utallige andre Kredsløb, sig som et mislykket Eksperiment. I Kampen, som skabte den naturlige og 101 kulturelle Orden, fandt vel den blaserte og perverse Vilje Lyst og Lindring for en Tid, men det færdige Resultat er kun kedsommeligt, og kun een Nydelse staar endnu til Rest, nemlig den neroniske, at rive det færdige Legetøj i Stykker. Thi denne vor Legetøjsverden staar nu for Fald. Mennesket er ved at opdage, at Verden er et Bedrag. I Religionen drømte han om evig og salig Nydelse og Liv. Men Religionen har vist sig som en Sirenesang, og den alkærlige Gud som en Kimære. Da prøver Mennesket at leve det naturlige Liv; men alt forgæves. Hans Tanker og Følelser ere overspændte. Den, som i sin Forudtilværelse drømte sig Himmelen, kan ikke nøjes siden hen med Jorden, og i Fortvivlelse ser han, at Jorden i Virkeligheden er et Helvede, hvor Menneskene som Djævle plage hverandre. Da rejser Selvet med sin sidste Kraft de sidste Spørgsmaal: »Til hvilket Maal er jeg, og er den Verden, der bærer mig?« Og med Rædsel hører han Svaret: »Der gives intet Maal.« Thi denne Tanke synes mig sand, sikker, beviselig. Og lige saa sandt og sikkert og beviseligt synes det mig, at denne Tanke vil drive Folk til Vanvid, naar den forstaas i sin fulde Dybde. Da overvindes Fornuften af Refleksionen og drukner i sine egne forvirrede Tanker som i et bundløst Hængedynd. Som Skorpionen, omringet af Ild, dræber sit eget Hoved med sin Hales Brod, saaledes bruger Mennesket sit bedste Vaaben - Tanken - til at søndersprænge sin egen Hjerne. Thi her er intet Raad og ingen Hjælp og ingen Trøst og ingen Gud og ingen Tro og intet Haab og ingen Kærlighed. Men Verden skal forgaa, som alle Verdener, indtil vor, forgik. Og Intet skal atter blive Intet. Da blive Menneskene rasende. Nogle hengive sig til religiøse Sværmeriers Afsind og se Himmelen aaben, som Stefanus og andre Daarer. Andre dræbe som rasende sig selv eller forsøge at sprænge den hele Jord i Luften. Somme styrte sig ud i Drifternes Hvirvel og dø paa Sjælen, før deres Legeme dør. De meningsløse Tanker, de halvt afsindige Ønsker og Begæringer, hele det Virvar af uudtalte Drømme, der skjules paa Bunden af et Kulturmenneskes Sjæl, de styrte nu frem som en Titanomachi. Og Drømmenes Verden søndersprænger Virkelighedens. For Hallucinationer forsvinder Solens Glans, og Skygger og Mennesker skelnes ej fra hverandre. Da ophører Tingenes Orden at bestaa, fordi den ej mer regeres af Tankernes Orden. Da gennembryder den underjordiske Ild Jordkuglens

        

102 bristende Skal, og Skabningen forgaar. Stjernerne flyde sammen. Alt svømmer ud i Ild. Og Hvirvelen danser atter sin lystne og taabelige Leg, der, hvor eengang en Verden stod. Dog, dette er ikkun Symboler for vort Fremtidssyn. Sandheden er: Ordenen forsvinder, og atter vælter sig i Brynde og Lyst den blinde, tilfældige Vilje, der af Urtid var og altid er og bliver. Og hermed gaar Tæppet ned for femte Akt. Det er det samme, som Spinoza siger, men paa en anden Maade. Spinoza staar paa Tærskelen til Erkendelsen. Han nævner Livet saaledes, som det er, som Brynde og Afsind. Men han er kun en Jøde. Og ligesom Mistvivl er Ariernes Fortrin, er Tro Semitternes oprindelige Svaghed, som selv den klogeste ej kan ryste af sig. Spinoza mangler kun eet, at vende sig med Foragt mod det, der fortjener Foragt.«

»Eet Spørgsmaal staar tilbage,« sagde jeg efter en Tavshed, »det sidste og det vigtigste: Er der ingen Forløsning mulig fra Tilværelseshvirvelen?«

»Naar Du spørger mig, om Forløsning er mulig, da maa der svares Ja. Men dette siger lidet. Men spørger Du, om Forløsning er virkelig, da svarer jeg Ja og peger paa mig selv. Men jeg siger Dig: Mange tro sig forløste og ere det ikke. Jeg er forløst. Men der er mange Tusinder, som stræbe efter Forløsning, og mellem dem er Du. Om Du vil finde den, ved jeg ikke; thi det er vanskeligere for en søgende at opnaa Forløsning end for en Regndraabe at falde i en Guldskaal. De søgende ere mange, men dog er deres Tal imod den Masse, som ej blot lever i Mørket, men som elsker Mørket, som en liden Sø mod et Hav.

Men naar Du spørger mig om de Veje, der føre til Forløsningens Punkt, da ere de mange, endskønt den selv kun er een. Nogle søge den gennem Elskov, andre igennem Kunsten, andre gennem Tilbedelse, videnskabelig Erkendelse eller Medlidenhed. Hovedsagen er, at Manden sætter sig et Maal og under sin Stræben efter dette Maal lærer at underkue alle de blinde Drifter, der røre sig i ham, idet hans Vilje kun koncentrerer sig paa eet. Thi kun ved en saadan tilspidset Stræben kan Erkendelsen af Livets Hulhed vindes. Forløsningen bestaar i den Selvkorsfæstelse, hvorved Manden erkender, at dette ene Maal, hvorefter han stræber med al sin Kraft, er som alt andet et Blændværk. Det første Skridt er at samle alt til eet, det andet 103 at indse, at dette ene er intet. Ved denne Sønderknuselse, hvorved det uendelige styrter sammen til Nul, indtræder Nirvana, som er den Tilstand, hvor der er hverken Haab, Attraa eller Ønske. Ved pludselig Intuition erkendes alle Tings Tomhed. Da skabes den nye Vilje til Nej, som overvinder den gamle Vilje til Ja. Selvet har skiftet Fortegn, fra positivt er det blevet negativt, og det gamle Selv, der endnu elskede og attraaede, lever nu kun et Skinliv som Skygge og Erindring, indtil det helt fortabes i Nirvana. Forløsningen er ikke Salighed, men Forløsning fra Salighed. Den er ikke Glæde, ej heller Godhed, ej heller Kærlighed, men den er Forløsning fra disse trende Blændværk. Den forløste elsker ikke dem, som leve i Mørket; thi derved vilde han drage sig selv ned. Han føler for dem enten Medlidenhed eller Foragt, som Ørnen for Krybet. Han lever i Ensomheden med sig selv, i Selvbeskuelse, i den højeste Hovmod og Hellighed.

Dette er Læren om Forløsningen. Faa ere de, som kunne fatte Meningen af denne Tale, endnu færre de, der med virkelig Erkendelse forstaa, hvad Forløsning er. Men selv om Du har den Erkendelse, saa er det dog vanskeligere for Dig igennem Sjælevandringens stadige Gentagelse af dit Liv at opnaa Nirvana, end for et Støvgran at vandre uskadt fra Verdens Nordpol til dens Sydpol.«

Og han gentog sin Lære i følgende Huske vers:

»Naar Manden sønderknuser Viljen som den gamle Slange,
Da vil han Fred og fuld Forløsning i Nirvana fange.
Til alle Fristelser, han ser for sig,
Svarer han med den ene Tale: Nej.
Med selvretfærdig Hovmod og Foragt
Forbander han den slette Skabermagt.
Han finder Arkimedespunktet i sit eget Selv:
Selvet er Centrum i sin egen Verdenskugles Hvælv.«

Da blev jeg meget mod i Hu ved denne haarde Tale og sagde: »Ophøjede Lærer, I er endogsaa strengere end de ortodokse Lutheranere. Hvis det forholder sig, som I siger, maa jeg mistvivl e om at udfries fra Tilværelsens Forvirring. Tilgiv mig derfor, naar jeg siger, at jeg vil søge Hjælp et andet Sted. Sandheden fandt jeg maaske 104 hos Eder; men Eders Sandhed er mig alt for bitter. Jeg vil nu gaa til ham, som kaldte sig Alverdens Frelser, Jesus fra Nazareth, og hvis jeg finder ham i hans Stjerneborg, da vil jeg søge at erfare, om ikke der er mere Mening i hans Lære, end den faar, naar den udlægges af de lange Kjoler. Eder beder jeg om at yde mig Eders mægtige Bistand og vise mig Vej herfra, saa jeg kan træffe ham, og hvis jeg ikke finder den, jeg søger, i ham, da vil jeg søge mig en anden Gud.«

Han svarede: »Intet er mere mod Menneskets Natur end den nøgne Sandhed. Mod Sandhed hige I eller tro at hige. Men fange I den i Eders Hænder, da græde I som Børn og længes tilbage imod Illusionen. Dog, Dig ske, som Du vil. Min Magt skal lede Dig. Igennem de dødes Riger skal Du vandre, indtil Du træffer den, Du søger.«

Her standsede Eneboeren sin Tale; thi Natten kastede sine Skygger ind i Værelset, hvor vi sad. Han strakte sig paa sin Sovebænk til Hvile, og foran ham laa hans Slave paa en Maatte. Jeg lagde mig til Ro paa et levende Leje; thi Løvens Manke var min Hovedpude, og imod Hunden støttede jeg mine Fødder. Men skønt min levende Hovedpudes rolige, taktfaste Aandedrag stræbte at dysse min trætte Hjerne i Søvn, tumlede den endnu med de samme Problemer.

»Ak, jeg tvivler ikke,« - sagde jeg til mig selv - »paa, at den store Lærers Tale er Sandheden nærmest, just fordi den er mørk. Thi jo mere bitterlig vi se paa Livet, des mindre Fare løbe vi for at hildes i den gamle Illusion. Men medens min Tanke tilfredsstilles af hans Lære, hungrer min Fantasi endnu efter Føde. Hvad hjælper det ogsaa, at vi faa Alverdens Kundskab i Domme og Slutninger. Vor Fantasi er som et Barn; den søger Billeder, Farver og Personer. I disse fire Dage, der var mig som fire Hundrede Aar, har jeg vandret i stadig Kamp med dette Vidunderhav for at udforske dets Gaader. Han siger mig, han har løst dem, min Tanke svarer Ja - kan være, jeg ejer Sandheden i min Haand. Men som den store Spørger i sidste Aarhundred kedes jeg ved den tørre, nøgne Sandhed. Jeg længes mod Klædebon for den, imod Symboler, Guder og Gudinder, og utilfredsstillet siger jeg som før: »Hvad skjules der i dette Urviljens Hav?«

Da lænkedes mine Lemmer som i Søvn, medens min Hjerne 105 grublede. Men hvad der skete nu, kan jeg ej forklare, enten det var, at jeg drømte mig en Vandring, eller jeg vandred i Søvne ud af Hytten. Thi med eet vaagnede jeg - det syntes mig saa, men det kan være, det hele var en Drøm - og som en Søvngænger, uden Vilje, vidende, hvad jeg gjorde, men ej hvorfor, vandrede jeg ud af Hytten.

Natten drog mig med dybe Toner, der udgik fra dette underlige Hav, og mine Fødder løb, mine Øjne saa, mine Øren hørte, men kun min Vilje virkede ikke i mig, som var jeg betaget af en ukendt Magt.

Da standsedes mine Skridt jeg ved ej hvorfor, og da jeg mærkede, hvad der skete med mig, var det, at mine Knæ bøjede sig ned som til Tilbedelse, og mine Hænder strakte sig bønfaldende ud. Med sammenbidte Tænder knælte jeg der, som een, der under Hypnosens Magt maa gøre det, der er ham mest imod, og da saa jeg Havet og saa den Trolddom, som var skjult deri, forme sig i et Billede for mit Sind.

Som en Silkekaabe laa det udstrakt, changerende i kirsebær rødt og græsgrønt, og rørte sig i Bølgefolder ind mod Stranden, og for første Gang paa denne Vandring saa jeg en Himmel oven over mig - en Stjernehimmel som den blaanende Grotte, behængt med Isblink, i et Isfjælds Indre.

Da hørte jeg de Toner, der ligge bundne i Klippens Huler og i Havets Dybder. De klang ud, som Schelling siger, at de ville gøre den sidste Dag. Jeg hørte disse Harpetoner, som Søfolk høre under Skibets Køl i de varmeste Have, og som de kalde for Havmands Sang, men de lærde skylde paa Fiskenes Stemmer.

Da saa jeg to Arme, et Hovedhaar, et Aasyn og en Barm. Som baaret af Tonerne steg hun op af Havet, hun, Eva, Afrodite, Titania hvad man vil kalde hende - thi Kvinden er een, som Allah er een. Med smaa, hurtige Bevægelser glattede hun sit Hovedhaar med Skumflagerne, der hang deri, og med Haandfladerne gned hun de salte Draaber af sit Bryst. Da gød sig en Skælven over hendes Hud, som om hun havde anet, at to fremmede Øjne slugte hendes Skønhed, og med et lynsnart Kast knælte hun ned igen i Havet, hvorfra hun kom, og lod det lukke sig om hendes Skuldre. Men da hun atter steg op, var det som en Dronning, med Havet hængende om sine 106 Skuldre, og Forstrandens Bølger legede om hendes Fødder; og som rød og grøn Ild bølgede de i halvt gennemsigtige Strømme om hendes Hvidhed fra Hals og til Fod, og Slæbet fortabte sig i Morgenrøden.

Da stod hun lidt, vendte og drejede sig og ordnede sin Mantille; men ud af den strakte hun Armene op, gennembrød Himmelen og strakte sine Hænder ud over Universets Grænser. Men da hun atter drog dem tilbage, var det med en Høst af Himmelens Ædelstene mellem sine Fingre. Rubinen, Aldebaran, hængte hun i sit højre Øre, og Sirius, den tvefarvede Smaragd, satte hun i det andet. Stjernebilledet Kronen kastede hun om sit Haandled som et Armbaand, og med Kassiopeja festede hun sin Chiton paa højre Skulder som med en Agraf. Arctus major brød hun i Stykker, og af dens syv Diamanter sammensatte hun sig et Diadem. Da greb hun om Himmelpolen med den venstre Haand og holdt sig fast i dette faste Punkt, og bøjende sig ned ledte hun med sin højre i det Rum, som gemmes under Horisonten, og drog op derfra Maanens forgyldte Spejl.

Her stod hun nu i samme Stilling, som Venus fra Milo engang har haft, og henrykt smilte hun ved sin egen Skønhed. Men kun et Minut. En Skygge af Fortrædelighed for over hendes Aasyn, og det syntes, som om hendes Pragt ikke var stor nok for hendes Forfængelighed. Hun kastede ærgerhg Maanespejlet fra sig; det faldt mod Jorden og brast klingrende i tusinde Stumper og Stykker som en Isflage, og Maaneglansen spredte sig over Stranden som et gyldent Skin.

Da saa hun sig om, forsigtig, som Eva under Kundskabens Træ, og halv bange, halv dristig greb hun med baade Hænder efter Himmelens dyreste Klenodie. Den himmelske Ganges selv, Mælkevejen, rev hun fra dens gamle Leje og kastede den over sig og bagud som et knitrende Slør. En Stjeraeskudsstrøm rislede ned over hende. Hun stod som Danaé, men i en Sølvregn.

Nu smilte hun først. Med sin lille Fod trampede hun paa Stranden, og jeg forstod det Sprog, som Foden talte, nemlig: »Kvindens er Riget,Æren og Magten. Manden er hendes i Evighed!«

Da saa jeg ved en pludselig Bevægelse af hendes Hoved, at hendes Opmærksomhed var vendt mod en anden Kant. Fjernt borte 107 saa jeg min anden Dagsrejses Zone, Anakoreternes Bjærg, og derfra udgik Hymner, Salmer og Bønner i alle Sprog fra Afrem Syrers Dage og indtil vore og samlede sig i hendes Øre som i deres Brændpunkt. Da hørte jeg hende le, forfængeligt, grusomt og naadigt paa samme Tid, og hun vandrede bort med sit Brudeslør dansende over sin Silkekaabe, - og Taagen skjulte hende for mig.

Atter rejste jeg mig op, løsnet af den Tvang, hvori mine Lemmer havde været spændte. Ved min Side saa jeg min sorte Følgesvend staa. Han sagde: »Ja, Kvinden er de Kristnes Gud. Hun er, som han, almægtig, alviis, alkærlig og naadig, nemlig alt i sin egen Fantasi; og just i Fantasien søgte vi vor Gud. Ak, Eneboeren trækker sig ud af Verden, forarges ved Elskov og forsager Kvinden; men naar han efter mange Aars Kampe og Bod mener at have besejret de gamle Skrøbeligheder og vil hengive sig af sit hele Hjerte til kun at elske og dyrke Gud, da er det hans Ungdoms Elskov og Daarskab, der atter opstaar her i en anden Form, og det Drømmebillede, som viser sig for ham paa Himmelen, er atter Kvinden, kun uden hendes Navn og ydre Skikkelse. Saaledes spræller Manden altid i det samme Garn, ja, naar han tager Morgenrødens Vinger og flyr til det yderste Hav, forfølger ogsaa der hendes Blik ham, og hendes Slangearm holder ham fast.«

Atter rørtes mine Fødder. Som een af de døde, der skulle vende tilbage til deres Kiste forinden Hanegal, løb jeg, uden at vide ad hvilke Veje, imod det Sted, hvorfra jeg kom. Som en døddrukken, udmattet af Nattens Eventyr, kastede jeg mig ned paa min levende Seng og greb krampagtig med begge Hænder fast i Løvens Manke. Mine Tanker døde een efter een, mine Sanser lukkede sig, og Erindringen tav, og det, som hver Mand oplever hver Nat uden at vide, hvor underfuldt det er, faldt over mig, Søvnen, den korte Død, hvor Sjælen bliver til intet for atter igen, naar Omverdenen vil, at opstaa af intet som i sin første Fødsel.

Halvt vaktes jeg ved i Drømme at høre en Røst. Eneboeren talte til sin Løve og sagde: »Bær ham herfra, inden Morgenen gryr, at han ej erindrer den Vej, som fører til mig.« Jeg fornam, som om jeg båres af Sted over Høje og Dale, men i Søvne holdt jeg mig fast med begge Hænder, som Fuglen holder sig sovende paa sin Pind, og saadan for jeg bort fra denne Vismand.

108

        

109

ANDEN DEL Fra Muhamed til Jesus

Denne Bog handler om Pilgrimmens Vandring gennem de yngre Religioner tilbage til Hedenskabet. Han stifter først Bekendtskab med Muhamedanismen, derpaa med Humanitetsreligionen i dens forskellige Former. Han gæster Kætternes og den katolske Kirkes Rige. Endelig træffer han Profeten fra Nazareth, men forlader ham utilfredsstillet. Men af Elskovens Gudinde erfarer han atter den Sandhed, som indeholdes i Abhidharma, denne Gang i mytologisk Form.

110

        

111

Femte Dagsrejse: Islam

Pilgrimmens Møde med den britiske Profet. I Kaliffens Paradis. Muhameds Forkyndelse af Islam. Eventyret med Cressida

Dengang jeg vaagnede, var det ved en Tunge, der slikkede min Mund og aabnede paa samme Maade mine Øjne, og ved min Side saa jeg det kongelige Dyr, der havde baaret mig igennem Natten. Jeg laa paa en Skrænt og neden for et mægtigt Fjæld og saa ud over et Land, hvor Solen skinnede, og frydede mig atter ved at se dens Straaler og se en Himmel, en Jord og et Hav, der mindede mere om Virkelighedens Rige end om den Verden, som jeg nys forlod.

»Og nu vil jeg vandre gennem de dødes Land«, sagde jeg til min mørke Ven, der som sædvanlig stod nær, »og selv om Pleroma kommer i Korporation og vil forbyde mig denne Færd, vil jeg dog her udforske alt, spørge og fritte og hellere gøre mig til Nar end gaa uvidende bort. Saaledes vil jeg vandre, indtil jeg finder den sande Gud«.

Ja, der er Eneboere alle Vegne, i alle Riger, undtagen i de protestantiske Lande. Ved alle andre Religioner trækker den fromme sig tilbage fra Verden, lever et Liv fuldt af Beskuelse og Fred.

Vi gik ad en Vej, der løb som et fordybet Jernbanespor mellem tvende Klippekæder, og der i Sandstenen var der hugget Grotter til begge Sider som Thebæs Gravkamre, men ikke befolkede af døde, men af levende, endskønt de sad saa rolige som Mumier; og deres Turban viste mig, hvilken Religion de tilhørte.

Vi nærmede os en, som knælede ned, vendt imod Morgenens Glød. Da vi hørte ham bede sin Bøn, gik vi nysgerrige til for at høre hans Ord. Min Følgesvend stillede sig bag ham, og uvilkaarlig fremkaldte den bedendes Ord Gensvar fra ham. Saaledes vekslede de Strofe og Antistrofe, medens jeg lyttede til og optegnede i min Erfaring, hvad jeg hørte.

112

Dervishen sagde:

»Du uransagelige Lys, som flammer
Dybest i Verdenskampens Hjertekammer!«

Og min Følgesvend:

»O, Livets Angest! O, evige, bitre Jammer!«

Og Dervishen:

»Du Mesterhaand, hvis Bue klinger under
Al Livets Leg og alle Dødens Vunder!«

Men den anden:

»Jeg fløj igennem Stjernehimlens Hære, Fra Himlens Nordpol til dens Sydpol jog jeg. Jeg skreg min Tvivl imod den blege Sfære - Men alt var dødt. Den tomme Genlyd slog mig

Og Dervishen:

»Du føjed vor Bekymring og vor Glæde Ind i din underfulde Aarsagskæde«.

Som Ekko svarede den anden:

»Evige Mulm! Usynlige Sjæle græde«.

Dervishen:

»Du stemte i vort Bryst de rene Toner. Du hersker over Verdens Millioner«.

Men Tvivleren bag ham:

»De græde under Kors og Tornekroner«. 113 Dervishen:

»Det er min stille Trøst, at, hvor jeg vender Mig hen jeg er et Barn i dine Hænder«.

Ekkoet:

»Og evig hersker Stjernenattens Kummer, Og ingen ved, hvor meget ondt den rummer Af ængstelige Tvivl og utryg Slummer«.

Dervishen:

»Og al min Vilje og mine Drømme Er kun et Fnug i dine Viljers Strømme. Du er min Hjertefreds den dybe Kilde, Hvis Strømme risle stærke, rene, milde«.

Men min Følgesvend:

»Naturen sukker. - Skabningen lider ilde«.

Dervishen vendte sig og sagde: »Who are you?« Og med Forundring saa jeg - ikke et arabisk, men et britisk Ansigt.

Jeg svarede: »Jeg er en flyvende Korrespondent fra den gamle Klode. Jeg gaar fra Interview til Interview gennem Eders Verden, og jeg vil interviewe Mr. Allah selv, hvis jeg kan faa Audiens. Og denne er min mørke Rejsefælle«.

Han sagde med rynket Pande: »Jeg hører, Du er en af Voltaires Slægt, af denne Race, for hvilken intet er helligt, men som besmitter alt med Spottens Gift«.

»Ja, Spotter er jeg, som Rotten er Gnaver, og som Slangen er giftig; thi Spotten er mit Vaaben. Med den vil jeg tirre den Gud eller de Guder, som maatte være til i Løndom, til at vise sig for mig, som Jægeren med Haansord lokker Løven frem af sit Skjul«.

Men nu genkendte jeg ham som den Mand, der fra sin Skrivebordsstol udslyngede Banstraalen imod vor liberale og parlamentariske Tid, Skotlands Elias, han, som var Fornægter blandt de Kristne, men først og fremmest Fornægter af vore Dages banale Fritænkere. 114 Og jeg tilføjede hurtig i en anden Tone: »Jeg er Spotter. Men hvor jeg med Magt tvinges til Ærbødighed, der yder jeg min Hyldest som her til Dig«.

Han svarede formildet: »I Franskmænd«, - thi for en saadan tog han mig - »have kun tvende Sprog: enten Spot eller Smiger. Men hvis Du kommer hid fra Vesterled, da har Du vel Aarsag til at være Spotter; thi de Guddomme, som I dyrke der, ere kun Spot værd. De ere tomme Ord, bedrageriske Billeder og leflende Drømme«.

»Jeg kommer hid fra det Illusionernes Hav, som spænder sig ved Verdens Grænser, og som nogle kalde for den almægtige Gud. Jeg har udforsket det, og jeg beder Dig nu: vis mig den Illusion, I tro paa her, for at jeg ogsaa kan udforske den«.

Hans Ord vare: »Den Gang, da jeg forlod mit jordiske Legeme, søgte jeg imod de Mysterier, som jeg ej troede paa, men ærede. Jeg vandrede den samme Vej, som Du, og som Dig greb Lede mig ved dette skændige Bedrag, der har bedaaret saa mange fromme Mænd. Da søgte jeg hid, og her i den hellige Profets Domæne fandt jeg det faste Punkt for min Tanke og Tro«.

»Ak«, sagde jeg, »fordølg mig dog ikke din Lære og din Tro. Jeg sætter mig her ved din Side med Udsigt over Profetens hellige Stad, og mens jeg fryder mit Øje ved Synet af dens Pragt, hører jeg dine Ord som Tekst dertil; og de Ord, som, sagte af en anden, kun vilde røre mit Øre, de ville gaa til mit Hjerte, naar de komme fra din Mund«.

Hvad jeg vented mig var en sammenhængende Udvikling, en Præken, et Foredrag eller lignende. Men jeg skuffedes - og dog til min Berigelse.

Han sad hensunket i Selvfordybelse og stirrede for sig ud paa det samme Punkt, og i denne Stilling, som talte han ikke til mig, men til sig selv, udbrast hans Stemme i Sætninger og Ord, Brudstykker uden jævn Forbindelse, i Gentagelser og Udraab, saaledes som jeg tænker, Elias har siddet og muml et i Karmels Grotte:

»Allah er een. Der gives ingen Allah uden Allah. Vi have ingen Dogmer. Vi lære kun, at Allah er. Vor Gud er een og ikke tre, der kaldes een. Vi æde og drikke ikke Gud. Rummet og Tiden ere Klædninger, han har vævet. Stjernerne ere Gnister af hans Øjne. Vi vide ikke, om han er legemlig. Vi vide intet. Vi vide kun, han er. 115 Imellem to af sine Aandedrag lader han en Klode forgaa. Han tæller Stjernerne, ingen formaar det uden han. Vi elske ikke Allah. Vi føle os ikke salige med Allah. Vi tilbede ikke i Henrykkelse. Vi lyde. Vi berøre Støvet med vore Pander, naar Muftien raaber: Allah er Allah! Dyb, dyb Ærbødighed, Rædsel, Lamslaaethed nære vi for ham. Vi lyde hans Bud. Vi adlyde vore hellige Forordninger. Vi mene ikke, at vi elske ham saa meget i vort Hjerte, at vi ikke behøve at lyde hans Bud. Vi mene ikke, at han elsker os saa meget, at vi ikke behøve at lyde hans Bud. Vi kalde ham Allah. Han er een. Vi ere Slaver for den, vi ære. Vi kalde os ikke Medarbejdere, vi ere underkuede. Ve Eder, som ikke have Religion! Ve Eder, som have Religion og ikke have det! Ve Eder, som ikke lyde, I, som bede om Tilgivelse i Stedet for at lyde, og regnejer det til Fortjeneste! Ve Eder, som have Forordninger og ikke følge dem, som have Ceremonier og ikke udføre dem, som have Helligdomme og ikke ære dem! Vi ere lydige. Vi tro, og derfor handle vi efter vor Tro. Ve dem, som have tabt Sansen for Ærbødighed og Tilbedelse! Han lever. Han regerer. Vi kende ham ikke, men der er een, som raader. Ingen er Gud uden een. Han er den øverste Kredsherre, han er Lensherren for Stjernernes Skare. Ve dem, som svigte deres Lenspligt! Han er indhyllet i Rædsel. Hans Øjenbryn ere stærkere end Lynstraaler. Jeg har ikke set ham - hans Aasyn vilde brænde mig til Støv. Kun Profeten har set ham; han taler med Allah og forkynder for Alverden, at Allah er. Han er Himmelbygrnesteren. Han har fæstnet Stjernerne ved sit Blik. Han har udspændt de tre Dimensioner som tre Vævetraade. Han har ladet Tiden udspringe. Sol og Maane vare vildfarende; Allah har anvist dem Baner, og taknemmelige forkynde de hans Pris i Universet. Verdensborgen er hans Værk. Hans Tjenere gaa igennem den fra Tid til anden, de sønderbryde de sprukne Lerkar og kaste dem ud i Intet; de kunne ikke faa Foretræde for Allah. Han elsker ikke alle - han foragter de usle - han lader dem dø. Han har ingen Medlidenhed med de elendige - han ser dem ikke - han kender dem ikke. Han sender sine Tjenere til Verden; dem skulle Menneskene høre; de skulle kysse deres Fødder. Han sender Præster, han sender Profeter, han sender Konger. Høre de ikke disse, saa sender han sine Slagtere. Hans Ord ere Sandhed. Hans Tanker ere levende Kendsgerninger. Allah gør ikke Mirakler - han sønderbryder ikke

        

116 sit eget Værk. Han gør ikke Mirakler uden eet: denne Verdens ene, levende Mirakel, dette det sande, evigt-bevægelige. Allah er een, og hans Værk er eet. Verden er een, ophængt som en Bold i Rummet, svævende som et Fnug i Evigheden. Allah har skrevet dens Love, i Lovene virker han. Der er en Lov, som hedder, at de usle, splidagtige, ulydige forgaa, og kun de højmodige og sanddru leve. Igennem Kendsgerninger taler han. Høre I ikke Kendsgerningerne tale, da skulle I høre Begivenhederne skrige. Naar Stæderne brænde, naar Kvinderne hyle, da høre I Allahs Ord, da er det ham, der siger: »Agt paa Virkeligheden. Erkend, i hvilken Verden I leve, i den Verden, som daglig gaar under ved mit Bud!« Han løfter de retfærdige op i Lysglans. Han bader sine Fødder i Uslingernes Blod. Han sender sine Ulve ud, naar Tiden er moden, og de skulle sønderrive de dovne og feje Hunde, der have forglemt, hvad det er at leve. Han er den ensomme - han er den, der spiller Skak med sig selv. Hans Sværd er i hans Haand«.

Der er to Slags Veltalenhed, af hvilke Evropæerne kun kende den ene. Ved den første frelste Demosthenes ikke Athen, men ved den anden erobrede Muhamed Verden. Hvorfor gribes vi saa stærkt af de Udraab, der komme uventede som Lynnedslag? Fordi de raabes af hele Legemet og ikke blot af Tungen.

Saaledes greb denne usammenhængende Tale mig mere end den bedste Præken, og da jeg saa paa min mørke Sidemand, saa jeg, hvor hungrig og tørstig han lyttede efter de samme Ord. Men med Magt rev jeg mig ud af den Stemning, hvoraf jeg var grebet; thi min Forskerpligt drev mig til at spørge, selv om jeg derved maatte vivisekere denne troskyldige og geniale Sjæl.

Jeg sagde: »Hvis jeg ikke var en Tænker, da var jeg blevet en Muselmand ved din Tale. Men hvis der er Fatum til, som I jo lære, da er jeg determineret til at spørge og til at forarge alle ved min Spørgen. Svar mig da: hvorledes beviser Du, at Allah er?«

Han sagde: »Vi kende ikke Allah selv, og af vore Følelser og Indbildninger lære vi intet om ham. Vi kende Allah af hans Værk; han er den, der har formet Himmelen; han er den, der har bygget Jorden. Vi kende Allah af hans Værk i os; han er den, der har tændt os Fornuftens og Samvittighedens Lys. Hvorfra stammer ellers den Røst, som raaber i vor Sjæl: Handl ret!«?

117

Jeg sagde: »Jeg skulde næsten tro, Du havde Ret. Er det ikke, som om vi, der brændemærkes med Hædersnavnet »Fritænkere«, vi, der hade Løgnen og derfor kaldes Nedbrydere - er det ikke, som om vi stadig forfølges af den samme Røst, der siger: »Søger ikke først Guds Rige, søger ikke først Saligheden, søger ikke først Menneskenes gode Mening, men søger kun Retfærdighed og Sandhed«. Ofte spurgte jeg mig selv: Hvorfor forfølger denne Røst mig? Er den ikke som en Tvangstanke, og har jeg nogen fornuftig Grund til at adlyde den? Jeg opnaar jo kun Had derved. Men desuagtet klinger den idelig i mine Øren. Heraf maa man slutte, at enten er den en sindssyg Forestilling, der strider mod Sjælens almindelige Stræben efter Lyst, eller den skyldes en ukendt Magt. Men da jeg ikke kan bevise det sidste, maa jeg foreløbig som den simpleste Hypotese antage det første«.

Her burde jeg vel have sagt Farvel, men atter fik min Disputerlyst Overhaand over mig, og jeg frygter for, at jeg ved min Bortgang viste mig som ved min Ankomst at være en af Voltaires blasfemiske Slægt.

Jeg sagde: »Sig mig engang, dersom nu AJlah er til, hvad Religion skulle vi da tilhøre, enten den Religion, som ærer Allah, eller den Religion, som Allah ejer selv? Jeg mener det sidste; thi mod den højeste Erkendelse søger Manden. Men hvad er AUans egen Religion? Er han Teist? Umuligt, thi ellers var han ikke den allerhøjeste. Allah tilbeder ingen Gud, altsaa er Allah Ateist. Og vil Du derfor efterfølge Allah, saa maa Du vorde Ateist«.

Med disse drillesyge Ord forlod jeg ham, og da vi saa en Araber i Silkekaftan med Krumsabelen i sit Bælte og en Koh-i-Noor lynende i sin Turban, sagde jeg til ham: »Hil Dig, Herre! Hvis Du er mellem dem, der vise vel imod fremmede, da belær os om denne Stad og Eders Religion. Vi ere komne fra Morgenrødens Hav, og søgende Sandheden drog vi derfra«.

Han svarede: »Saa komme I fra det Hav, hvoraf Eblis opstiger«.

Da blev jeg saare nysgerrig og raabte: »Held mig, at jeg traf paa Dig. Fortæl mig om Eblis alt, hvad Du ved«.

Og mens vi vandrede ud i Moskeernes By, fortalte han mig følgende: »Eblis er Slangen med den søde Stemme. Eblis er Blomsten med den giftige Duft. Eblis var mellem de Engle, der vare til, før 118 Jord blev skilt fra Vand. Dengang, da Jordens Dyr ikke vare til, da Drager, vingede Tyre og Løvekvinder græssede paa Himmelens Enge, da var Eblis, og Eblis tilbad dengang Allah imellem Serafim og Cherubim. Men Allah byggede Verden. Da blev Eblis misundelig. I Afgrunden steg hun ned og grublede, thi hun vilde ogsaa være Skaber; men se, alt hvad hun udspandt - naar hun steg op til Lyset for at frembringe det, da saa hun, Allah havde alt frembragt det ved sin Magt. Da sad hun i Afgrunden i tusinde Aar i Hovmodspine og tænkte; men omsider skabte hun noget nyt: hun skabte Løgnen. Hun tænkte Ja og sagde Nej. Saaledes blev Løgnen skabt. Da steg hun triumferende frem og vilde hovmode sig over for Allah ved dette sit Værk; men Allah lod hende gribe og kastede hende i et Kobbertaarn, bundet for tusinde Aar. Da sad Eblis der og grundede i tusinde Aar, og derefter fandt hun paa noget nyt: hun opfandt Selvbedraget, og hun bedrog sig selv og troede, at hun angrede. Da sad Allan paa sin Perletrone imellem Serafim og Cherubim, og Englene dansede for hans Trone. Da sagde Gabriel, som hørte Eblis' Suk fra Kobbertaarnet: »Herre! Din er Himmelen og Jorden. Ak, ingen danser dog som Eblis«. Og Allah rørtes og lod Eblis bringe for sit Aasyn. Og Eblis græd og bad, og Eblis dansede og sang. Da sagde Allah: »For din Graad giver jeg Dig to Tusinde Aar fri, og for din Dans giver jeg Dig to andre Tusinde Aar«. Og Allah sagde til Gabriel: »Naar de fire Tusinde Aar ere gaaede, da hav atter Kobbertaarnet til Rede; thi Allah kender Eblis«. Men Eblis gav de helligste Løfter og troede, at hun angrede. Men da hun kom bort fra AUahs Aasyn, da øvede hun atter sin Kunst, Løgnen, og bedrog alle andre og sig selv, og hun gjorde sig større end Allah, og hun sagde: »Jeg er Gud«.

Hun er den, som de forblindede tilbede; hun kalder sig Kærlighed. Hun forførte Serafim og Cherubim; hun tager sig alle Navne, hun viser sig i Mandsskikkelse - derfor tro nogle, at hun er en Mand -; hendes ere de urene Engle, som stige op af Morgenrødens Hav og forføre de troende. Hun raser; thi hun ved, hun har kun en stakket Tid tilbage. Alt knirke Kobberdørene paa deres Hængsler, snart skal hun kastes derind, og da vil ingen Gabriel bede for hende«.

Jeg sagde: »Jeg tør ej sammenligne mig med Gabriel; men hvis ej 119 Gabriel vil bede for Eblis, vil jeg, om ikke hos Allah, saa dog hos Dig. Vær dog ej saa grusom, døm hende til simpelt Fængsel i Kobbertaarnet et andet Tusind Aar, hvis det skal være, men ej for Evigheden. Hun er dog saare skøn, som jeg har set, og har en dejlig Skabning. Efter hvad Du siger, maa hun være den største af alle Skuespillerinder, og dersom hun spiller sine Roller godt, tror Du ej da, at Allan vil glæde sig ved hendes Spil som før ved hendes Dans. Noget andet var det, ifald hun var en daarlig Kunstnerinde« - og saadan vilde jeg blive ved, men han afbrød: »Vogt Dig for Eblis! Alt ere dine Øjne forblændede af hendes Trolddom. Kender Du ikke den viseste Konges Ord: »Jeg fandt, hvad der var beskere end Døden: den Kvinde, hvis Hjerte var Snarer og Garn, og hvis Hænder vare Baand«.

Jeg svarede intet; thi med Salomon bør man ikke disputere. Men under denne Samtale vare vi gaaede igennem Byen forbi Muselmænd, der med korslagte Ben stirrede paa os i majestætisk Ro. Og uden at jeg havde lagt Mærke til, hvor vi gik, vare vi traadte ind i en mægtig Bygning, hvis Former og Farver jeg ikke kan erindre.

Da vendte sig min Opmærksomhed mod det ydre ved al den Pragt. Guld- og Sølvkar, Tæpper og Vaaben fyldte de Sale, hvorigennem vi gik. Stumme Slaver med korslagte Arme bøjede Hovedet for os, og bag ved Silketæpper hørte jeg listende Trin og sagte Hvisken af Kvindestemmer: »Saa Du de troendes Behersker? Han er kommet. Hvem er den fremmede, der følger med ham?«

Jeg vilde tale, men den høje Herre, jeg fulgte, gav mig Tegn til at tie og morede sig ved min Forbavselse. Øjensynlig var det hans Hensigt at gøre mig maalløs ved at vise mig sin Rigdom. Hans Ædelstene vare talrige som de synlige Stjerner, hans Zechiner vare utallige som Støvgran i Luften, hans Perler rislede som Draaber i et Vandfald, hans Hestes Vrinsken, da de hilste ham, opfyldte Luften som Lyden af et brusende Vand, hans Kameler - over tusinde i Tallet - knælede ned ved Synet af ham, og med een Mund brølede de i deres Sprog: »Hil Dig, Du, de troendes Behersker!«

Han førte mig ud i en yppig Have, igennem hvis Duft jeg næppe kunde trænge mig. Og da vi sad her mellem Mandel og Orange, gav han mig først Tegn til at tale, idet han udbrød i en hjertelig Latter og naadig modtog mine Undskyldninger for min Ligefremhed.

120

»Ja, jeg er, ved Profetens Gunst, Hersker i denne Stad. Vær glad, at Du kom her. I den Stad her næst hersker den Sultan, der bygger Pyramider af Menneskehoveder. Der var Du blevet til Slave saa vist, som jeg er Kalif i de dødes Bagdad«.

Jeg svarede, idet jeg forsøgte at tale det østerlandske Sprog: »Stormægtige Kalif. Har Du end ikke gjort mig til din Slave ved dine Lænker, saa har Du gjort det ved din Rigdom; thi mine Øjne ere saa blændede af din Glans, at jeg er saa svimmel, som en Jøde bliver det i Ædelstensdalen, og jeg kan ikke finde Vej herfra uden efter dit Bud«.

Tjenere bragte os kostelige Frugter, hvis Navn jeg ikke kender, og mens vi nød dem, sagde jeg:

»Jeg har før set en Himmel saa blaa som denne; men aldrig før følte jeg en saadan Fred ved Synet af den. Jeg har før set en saa kostelig Farve som den grønne Ir, der smykker Eders Tag, men aldrig følte jeg en saadan Glæde ved Synet af den. Jeg har før smagt kølige Frugter, men aldrig før følt en saadan Nydelse i Smagen. Hvoraf kommer dette? Hvorfor synes det mig saa?«

Han svarede: »Fordi Du er i Profetens Paradis, hvor alting aander Islam. Se, Alverden er omvendt af Profetens Ord og stræber i ydmyg Underkastelse at lyde Allahs Vilje, der bevæger den. Se, Himmelen bøjer sine Buer i Tavshed og Ærefrygt. Se, Solstraalerne udslynge som dirrende Strenge hans Lov. Se, Jorden bærer os paa sin Ryg og synger med sin Skælven: »Ogsaa jeg bekender mig til Islam«. Og naar der er en saadan Samstemning imellem Orangens Smag og den vilde Dues Kurren og Mandelblomsternes Leg for Vinden, er det, fordi alting toner til det samme Ord: »Der er ingen Allah uden AUah, og Muhamed er hans Profet«.

Jeg sagde med et Hjertesuk: »Jeg vilde ønske, Du kunde omvende mig til Islam«.

Han svarede: »Kan ikke dette Paradis omvende Dig, hvor kunne da mine Ord? Allah er en retfærdig Herre, han betaler alting tusindfold. De uretfærdige kaster han i den røde Afgrund, hvorfra Du kommer; men de retfærdige, som tro, at Gud er een, giver han Bohg her. Han giver dem Jord og Hus, Heste, Hustruer og Kameler, hver efter Fortjeneste. Han belønner Hadjis og dem, der falde i Kampen mod de vantro. Her giver hvert Korn hundrede Straa, 121 hvert Straa bærer hundrede Aks, og hvert Aks hundrede Korn; og Orangen bliver ikke træt af at blomstre, Strengelegen ikke af at klinge, og Kvinderne ikke af at danse. Kan ikke Allahs Rigdomme og Vælde omvende Dig, hvor kunne da mine Ord?«

Jeg sagde: »Ak, her er Rigdom nok, og, som det synes, evig Rigdom. Men eje I ogsaa den anden Betingelse for Saligheden, nemlig den evige Evne til at nyde? Bliver Eders Tunge ikke led af Frugternes Saft, og Eders Øje træt ved Huriens Dans? Jeg frygter for, det vilde gaa mig saa.«

Han svarede: »Det er, fordi Du fattes Visdom. Allah har viselig maget det saa, at kun den troende kan nyde Frugterne af hans Værk, som ere Rigdom og Kvinder, Musik og Vennetale. - Den vantro kan ikke nyde evigt; hans egen Taabelighed støder ham ud af Paradiset efter Allahs Vilje. - Og den, som lever sin Tid i Ærefrygt, Taknemmelighed og Tro og i fuldstændig lydig Underkastelse dette er Islam - han bliver altid Barn i Allahs Rige, han taber aldrig Smagen for Allahs Velgerninger«.

Og se, det var ved Middagstid, og Allahs Sol stod som en Zechin i Zenit. Og da jeg med min Vært hævede mine Øjne mod den gyldne Sol, fornam jeg, han havde Ret: at den er Allahs Profet i Universet, som Muhamed paa Jorden. Jeg fornam dette, ikke ved Ord, men ved den Stemning, der taler tydeligere end Ord, og en Døsighed greb mig. Jeg fik min Part i den Hvile, som griber al Naturen ved Middagstid.

Da havde jeg enten en Drøm, eller jeg oplevede virkelig det, som jeg vil skildre.

Det var, som mine Sanser forandrede sig og bleve langsomme, saa jeg saa Sol og Maane og Stjerners Gang over Himmelen som matte Skyers Flugt. Jeg saa Solen synke fra Zenit ned mod Horisonten, og medens den steg ned i Nadirs Brønd, saa jeg Halvmaanen vandre over Himmelen som Dronning mellem Stjernerne, og som en Dronning lidt niere langsom end sine Terner.

Saaledes drog tre Dage og Nætter hen over mit Hoved, imedens jeg saa urokkelig mod Zenit; men da jeg atter drejede Hovedet, stod Solen som før i Himmelkuppelens Toppunkt, og min Vært sad som før imellem Oranger og Mandler.

Jeg var blevet vakt ved en lille Fugls Stemme, og aldrig hørte jeg 122 saa sød en Sang som denne Paradisfugls, og aldrig indaandede jeg saa frisk en Duft som den, mit Mandeltræ udgød over mig. Som en, der er vaagnet af Evighedens Søvn, som en, der er genfødt ud af en Fortryllelse, stod jeg med alle Sanser aabne og rede til at beruses af al Verdens Dejlighed.

Jeg sagde: »Jeg har nu erkendt den Kraft, der gør, at Nydelsen altid er lige frisk, enfoldig og barnlig for Eder. Ja, den er Islam, hvad saa Islam ellers er, den store Hypnose, i hvilken alle Tanker svinde, den fuldstændige Hensynken, i hvilken Sjælen er helt behersket af en ukendt Vilje. I den genfødes Selvet, renere og bedre end ved Vellystens Bad«.

Men den rette Tyrketro havde jeg dog ikke, og det viste sig snart.

Paa det flade Tag lige over for os saa jeg en Slave bringes ud og faa Stokkeprygl paa bare Fødder, saa Blodet sprang ud af Neglene, imens han jamrede sig og raabte om Hjælp. Jeg kunde ikke skjule min Uvilje ved dette Syn, men Kaliffen sagde med et Skuldertræk, som ingen Europæer kan gøre ham efter: »Det er kun en Kristenhund. Denne Slyngel nægter at bekende, at Gud er een, uagtet han benægter, at han tror, at Gud er to eller tre eller mange. Hver Dag maa vi da paa denne Maade overbevise ham om, at Gud virkelig og i Sandhed kun er een, for at han kan deltage i Tilbedelsen ved Solnedgang med et omvendt Hjerte«.

Jeg mumlede her noget om Tolerance og om at fægte med aandelige Vaaben. Men Kaliffen svarede: »Ja, denne Slave fægter med aandelige Vaaben; han beder ved Dag og Nat og forbander os i sine Bønner. Men disse Stokkeslag afvende hans Trolddom. Hvis saadanne fik Lov at sige, hvad de vilde, vilde Paradiset snart ødelægges. Da vilde der udbrede sig Genstridighed, Misundelse og Ulydighed imod Profetens og Kaliffens Ord; thi disse Folk kunne raabe langt højere end Moslemin, som Æslet skryder højere end Hesten«.

Da sad vi tavse og hørte paa Slavens Hyl; men i min Hjerne vrimlede det med Spørgsmaal og Indvendinger, og disse trængte sig frem og fik min Tunge paa Gled næsten imod min Vilje:

»Store Kalif, Du, som er Solen i dine Undersaatters Rige! Dine Øjnes Glans oplyser Staden! Naar jeg taler med Dig, er det, som naar Maanen taler med Solen, idet min Kundskab kun er en Afglans 123 af din Visdom. Alt er fortræffeligt i dit Rige, dog er der nogle Smaating, som jeg vilde indføre, hvis jeg var i dit Sted«.

»Nu, hvad er det?« sagde han.

»Først en fri Forfatning. Dernæst Skoletvang for dine Muselmænd, Trykkefrihed, Forsamlingsfrihed og Tolerance for andre Religioner; Ophævelse af Slaveriet og Afskaffelse af det usædelige Flerkoneri og Indførelse af Monogamiet«.

Jeg undredes selv over min egen Frækhed og ventede straks at blive sendt til Galejerne. Men Kaliflen brød ud i en saa hjertelig Latter, at jeg til sidst selv mente jeg maatte have sagt noget meget dumt.

»I Europæere ere og blive Europæere. Narre ere I, derfor gaa I ogsaa i Narredragt. Tror Du, at AUah har et Parlament? Tror Du, at Allah tillader Cherubim at foreskrive Love for ham og sig? Skulle vi da efterfølge Allah, eller skulle vi gøre som Frøerne, der ikke have nogen Hersker?«

Jeg sagde tautologisk: »Men Frihed er dog Frihed«.

»To Ting ere nødvendige for Manden: Lydighed og Frihed; men begge Dele mangle I i Evropa. Ere I lydige, I, som ikke erkende Magtens Hellighed? Vi lyde gerne Magten; vi vide, alt Herredømme er fra Allah. Ere I fri, I, som alle ere bundne afskrevne Love; selv Kongen i eders Land er ikke fri. Kun hvor der er Despoti, der er der baade Lydighed og Frihed - Lydighed opad og Frihed nedad. Jeg er uindskrænket fri i mit Rige, min Statholder i sin Landsdel, Kadien i sin Stad; Købmanden har ubegrænset Herredømme over sine Slaver, og selv Bonden er en Konge i sit Hjem og hersker over sine Hustruer og sine Børn«.

»Slaverne ere dog ikke fri«, svarede jeg.

Da vrededes Kaliffen og sagde med Tordenrøst: »Du afsindige! Vil Du omstyrte den Grundvold, hvorpaa Profetens Bygning hviler? Vil Du ikke ogsaa afskaffe Husdyr, Klæder og Bygninger? Hvor der er ingen Slaver, ere heller ingen Herrer. Nej, Slaver ere nødvendige, dersom den stolte ej selv skal fornedre sig; men det, der tvistes om, er: hvo skulle være Slaver? Vi gøre her i Paradiset de vantro, de taabelige, de forstokkede og Tyve og Drukkenbolte til Slaver, og vi optugte dem til Lydighed; thi der er Mennesker til, der kun ved 124 stadig Revselse kunne lære at handle som Mennesker, men ellers blive til Dyr. Disse ere Slaver«.

Jeg forbavsedes ved at høre en Tale af denne Arabers Mund, der mindede mig om Lombrosos Teorier, og jeg tav. Men han smilede ved at se, hvad Indtryk hans Ord havde gjort, og vedblev:

»Fordi Du er født mellem Daarer, derfor skal Du ej tale og handle som en Daare, naar Du kommer imellem fornuftige Mænd. Nej, for Eders Oplysning, for Eders Pøbelregimente, for Eders Bøger, hvis Skrift gaar i den forkerte Retning - befri os Allah naadig! Hvorefter I regne, naar I rose Eder, det ved jeg ikke. Vi regne efter Frugterne. Sammenlign Muhameds Riger med Europa: Vi holde Budene, som I bekende. Vi have ikke andre Guder end een, vi gøre ikke Billeder, vi misbruge ikke Allahs Navn, vi helligholde i Sandhed Allahs Dag, vi ære de bedagede og ærværdige og tie, naar de gamle tale. Vi kives ikke og lamslaa ikke hverandre i Drukkenskab, og naar vi udgyde de vantros Blod, da er det efter Allahs Vilje. Vi begære ikke hverandres Kvinder, vi ære ikke dem, der driver Aager, vi vide, at hver har sit ved Forudbestemmelse. Derfor misunde vi ikke hverandre vore Goder, men der, hvor I Europæere komme hen, der følger med Eder Drukkenskab, Usømrnelighed, Oprørskhed og Foragt for Alderdommen.

Men se, alt rejser den grønne Knæler paa Bladet sine Arme til Bøn, alt iler Solen imod at knæle ned i Horisonten til Aftenandagt. Følg mig. To Ørkenheste vente, der træde hundrede Favne i tre Sekunder; vi ville tie til Profetens Sølvstad, hvor han hver Aften samles med sine Fyrster«.

Og som vi red af Sted, sagde jeg til min Vært: »Se hist det Punkt, der skinner i den nedgaaende Sol som en Stjerne. Er det Profetens Sølvstad?«

Han sagde: »Det er Glimmerstaden, hvor Feen Peribanu hersker over de Børn fra alle Lande, der dø og tro, at Gud er een«.

Og som vi red af Sted, sagde jeg til min Vært: »Se hist en Glans, der skinner som et Maaneny. Er det Profetens Stad?«

»Det er Staden af Muslingskal, hvor de Sømænd bo, der drukne, medens de raabe: Gud er een«.

Da saa jeg en Glans som Fuldmaanen foran os. Jeg sagde til mig 125 selv: »Det er Profetens Stad«. Og snart klang vore Gangeres Hove imod en Stenbro af det hvide Metal.

Da vi med blottede Fødder traadte ind i Sølvmoskeen, saa jeg en Skare Mænd til begge Sider, der stod som hvide Støtter i den dunkle Hal; men ikke alle bar Krumsabler. Jeg saa tre Mænd, der bar det lange, lige Sværd, og jeg tiltalte dem: »Hvo ere I, hvis I ville værdige mig et Svar; thi jeg er kun en lærd, men, som jeg ser paa eders Blik og Holdning, ere I Fyrster«.

Den ene svarede: »Vi ere Germaniens Sønner. Denne Herre vil ikke anden Gang gaa til Canossa, og vil jeg gaa til Korstog atter, skal det være med Sværdet vendt mod Vest og ej mod Øst; og hin med Kaarden er min Navne; skønt ikke Kejser, men Konge, er han min Lige, thi den største Hohenzollern er vel Ligemand for en Hohenstaufer. Vi ere trende: Franker, Hohenstaufer og Hohenzollern. Vi bekende os til Nazaræerens Ord: »Giver Kejseren, hvad Kejserens er, og Gud, hvad Guds er;« men vi finde intet skrevet der om Paven. Forkætrede af Munkene kom vi hid hos Profeten, der giver alle efter deres Stand og ikke lader Kejseren sidde til Bords med Daglejere. Vi vente, til vor Tid kommer. Vi tro til Trods for alle Parlamenter, at Germaniens Kejser er Cæsars Efterfølger, og vi vente til den Tid, da Germanien skal fuldføre sin Mission og føre Kampen med Præstevælden til Ende. Vi vente, til det skal blive 'udraabt fra de røde Byers Tage, at een er Gud, og Kejseren hans første Lensmand.«

Da blev der Stilhed, og alles Blikke rettede sig mod eet Punkt: mod den sorte Sten, der nu skinnede rød som den himmelfaldne Rubin, den var, førend den græmmede sig over Jordens Synd.

Der sad Profeten med bare Fødder, indhyllet i en simpel Kappe og i sit hvide Skæg.

Da greb min Fører, Kaliffen, mig ved Armen og sagde: »Guds Sendebud vil se Dig.« Og med Hjertebanken knælede jeg for ham, hvis Ord ere hellige i hele Asien.

Han sagde: »Tror Du, at der er ingen Allah uden Allah, og Muhamed er hans Forkynder?«

Jeg svarede: »Hellige Profet! Du, som opholder Moslemin ved dine Ord, som Allan efter Koranen opholder Verden! Jeg nægter ikke, 126 at Allah er Allah; thi dette følger af mine Tankers Love, ej heller, at Du er hans Profet. Men svar mig: Er Allah til? Og hvis Du siger Ja, da maa jeg tro Dig, da jeg er et Barn og tør ej strides med tre Verdensdeles Profet i denne din Hal.«

Da hørte jeg en Hvisken løbe ned gennem Hallen, som undredes man over min Dristighed, og fra den enes Mund til den andens Øre ilede mit Spørgsmaal: Er Allah til?

Da trængte en Dervish frem og sagde: »Herre, Du, de troendes Lys! Jeg er Kætteren Avicenna, jeg granskede Urter og Stene og Stjerner; jeg talte alt, hvad der er i Verden; jeg stirred igennem Himmelhvælvingens Krystal - men jeg fandt ikke Allah. Dræb mig, knus mig, kast mig i Pinekammeret til evig Tid; thi jeg fandt ikke Allah. Ak, Herre! Giv mig Døden eller giv mig Tro. Svar mig. Er Allah til?« - Og han knælede ned ved min Side.

Og atter løb det samme Ord ned gennem Hallen som en Slange: Er Allah til? og dryppede sin Gift i alles Øren.

Da gik en Kriger frem og knælede paa min anden Side og sagde: »Du, for hvem Gabriel knæler! Tag nu mit Liv, thi jeg betvivler Allah. Se, de vantro bygge deres Earker i vore Lande, deres Flaader opfylde Havene, deres Krigere ere flere end Spurvene. Har Allah glemt os, eller er han afmægtig? Svar mig: Er Allah til?«

Og han blottede sin Hals og strakte sit Hoved frem, og atter gik den samme Mumlen gennem Hallen, og med mørke Miner stirrede Krigerne imod den røde Sten.

Da drog Kaliffen sin Sabel og saa paa Profeten, som om han kun ventede et Blik for at afhugge vore tre Hoveder. Men Profeten gav intet Tegn, men sad tavs og stirrede paa mig, og jeg paa ham, og en ængstelig Uro opfyldte Salen.

Jeg tænkte ved mig selv: »Hvor vidunderlig er denne Mand, af hvis Ord saa mange Millioners Fred er afhængig. Ja, han er sanddru, en anden talte straks og overdøvede med høje Ord.«

Jeg saa, hvorledes Kaliffen ved min Side skælvede, som om det umulige var blevet muligt; Sveddraaber traadte frem af hans Pande, thi, som jeg, troede han, at Profeten tvivled, og alle stod i spændt Forventning. Som Mængden i den græske Kirke ved Paasketid venter, at den hellige Ild ved et Mirakel skal blusse op, sadedes ventede 127 her Fyrster og Helgener paa Allahs Aabenbaring i Profetens Mund.

Da rejste den høj ærværdige sig op og strakte sine Arme imod Himmelen, og en Skælven gik gennem hans Lemmer, som var han en Streng, der rørtes af en usynlig Mesters Bue, og denne Skælven blev til Lyd. Af hans Mund udgik de Ord, hvormed han først stod frem i Mekka: »lá iláha illa 'llahu va Múhammad rassulu 'llahi.« Og som i den græske Kirke den hellige Ild i et Nu gaar fra Haand til Haand og udbreder sig i Mængden, saaledes strømmede hans Ord igennem alles Øren, og som et tusindstemmet, tordenagtigt Ekko genlød der fra alles Mund det samme: »Der er ingen Allah uden Allah, og Muhamed er hans Forkynder,« idet de kastede sig næsegrus og slog deres Pander imod det sølverne Gulv.

Jeg gjorde ligesaa, jeg kunde ikke andet. Jeg var en troende i dette Øjeblik. Og fra Minareterne i Staden genlød det samme Raab og bredte sig fra Moske til Moske og tabte sig i Aftenrøden, og jeg tænkte ved mig selv, at dette Raab, som følger med Solen i dens Nedgang over den halve Jord, det er det hørlige Billede paa Islam. Som disse Ord først udgik af Profetens Mund i Mekka og nu klinge igennem Universet mere højlydt end noget andet af Historiens Ord, saaledes udsprang Troens Væld i denne ene vilde Ørkensjæl i Klippehulens Mørke og strømmer nu som Okeanos igennem trende Verdensdele og er for en Tredjedel af Verden den opholdende Kraft, hvorved de ere Mennesker og ikke Dyr.

Og medens jeg med Kaliffen red hjem igennem Aftenrøden, tænkte jeg: »Ja, det er Tro. De vide ikke, hvad Tro er, i mit Land; thi Tro er for Profeterne levende, sanselig, flammende Aabenbaring, og for deres Tilhængere er det slavisk og ubetinget Underkastelse under Profeten og hans Efterfølger og fanatisk Lidenskab for Traditionen. Men i mit Land haves der hverken en stadig, levende Aabenbaring, ej heller nogen fast Autoritet, hvorpaa der kan peges, ej heller nogen Tradition. De tro ej, men de tro kun, at de tro.«

Da vi vare komne hjem, sagde min Vært: »Følg mig, vi ville gaa efter Strengelegens Lyd. Jeg vil vise Dig mine kosteligste Skatte, mine talende Fugle.«

Men da jeg sad ved Siden af ham paa Divanen i en Sal, der var 128 som udhugget i et Marmorfjæld, saa jeg, at hans Fugle vare de, der pynte sig med frynsede Silkefjer, der hænge Perlebaand om deres Hals og bygge Rede mellem bløde Hynder.

Af al Persiens og Arabiens Hvidhed og Dejlighed og sorte Øjne blændedes jeg, og halvt af Misundelse, halvt af Moral sagde jeg halvhøjt: »Men er det dog ikke Synd at have flere Hustruer?«

Kaliffen svarede: »Er Allah en Mand eller en Kvinde? Og skulle Kvinderne tilhøre Manden eller omvendt? Ved Du ej af Eders hellige Bog, som vi ogsaa ære, at Kvinden blev skabt for at behage Manden og føde ham Børn? Er en skøn Kvinde ikke den kosteligste Ædelsten, enten en rødmende Rubin eller en mælkehvid Opal, og vil den fornuftige ikke hellere besidde flere Juveler fremfor kun een? Og hvorledes skulde jeg have fundet min Diamant, min Rose fra Tebris - kom, Fatime, hid! Du, hvis Øjne lyse for mig som Nattens Lamper - hvorledes skulde jeg have fundet Dig, uden ved at vælge imellem tusinde?«

Og Fatime knælede for ham og skjulte sit blegrøde Legeme, kun tilsløret med Musselin, under sin Herres røde Kappe og undgik herved mit paatrængende Blik. Og i Skjul af Kappen omfavnede hun sin Herre, som Vinranken omfavner Elmen, og lo, som Nattergalen ler.

Men Kaliffen vedblev: »Men I synde i Europa. Thi fordi det ej er tilladt Adelsmænd og Rigmænd at have flere Hustruer end een, derfor holde I Friller i Løndom og forføre hverandres Hustruer. Og er det ikke bedre for en Kvinde at være Medhustru end at være ugift? Véd Du ikke, at den Kvinde, der ej har en Mand til Herre, beherskes af en Djin? De halve af Eders Kvinder staa under Herredømme af Mørkets Aander, og de hensygne i ufrugtbar Længsel som en Slyngplante, der mangler sin Støttestav. Deres frugtesløse Bønner, deres Skælven, de Taarer, som de udgyde i Løndom, faa Jorden til at bæve under Eder og Englene til at græde. Ved disse henvisnende Liljers Lidelser nedkaldes Himmelens Dom over Eder, fordi I ikke føle Medlidenhed.«

Jeg sagde til Kaliffen: »Hvo ere de trende, der staa urørlige som tre Margariter, een hvid, een gulgrøn, een rød, og stirre paa mig med Øjne som Dugtaarer?«

»Disse ere Huris; de ere bestemte ved Profetens Visdom til at tjene 129 den fremmede; - iskænke ham hans Aftendrik og iføre ham hans Natdragt!«

Jeg sagde: »Er dette ikke Synd, hvad er da Synd?« »Synd er det at gribe efter en andens Juveler, Synd er det at røre med stjaalne Blikke ved en andens Hustru. Synd er det at eftertragte en Kvinde, som en anden har taget til Ejendom. Synd er det Blik, hvormed Du saa paa Fatime nys. Dog, hendes Skønhed maa undskylde Dig, og jeg saa, det skete mod din Vilje; men derfor har Profeten skænket Huris til Vederkvægelse for Valfartsmænd, at de ej skulle begære andres Ejendom. Se, de vente kun paa et Blik fra Dig for at danse og synge for Dig. Cressida!« - og han vinkede ad hende, der var klædt i samme Farve som et nyudsprunget Bøgetræ eller Efteraarselm.

Hun knælede for mig, og hendes Barm skælvede under mit Blik bag sit grønne Slør, som en Knop skælver om Morgenen bag sit Svøbblad under Solens Straaler. Hun dansede for mig i Kobberlampernes Skin; de to andre fulgte hende, som tre brogede Sommerfugle følges ad, og Cressida sang:

»Forsvunden, forsvunden,
Hengivelsens Stund.
Med Munden mod Munden
Et Øjebliks Blund.
Hvad Munden til Munden
Fortalte i Løn -
Forsvunden, forsvunden,
Vort Suk - vor Bøn.

Vi vildes og hildes -
De bad, og de svor.
Vor Ære forspildes
Af brændende Ord.
Vor Stolthed formildes,
Vor Barm bliver sød -
Vi hildes og vildes
I Aften rød.

130

De falme, de falme
I Morgenens Brand.
Hver Aftenrøds Valme
Fra Løndommens Land.
Ak, Drømmenes Palme
I Dagen forsvandt.
De falme, de falme,
Hver Blomst, vi vandt.

O, Taarer, der saarer!
O, Løfter, som brast!
Kom, Drømme, og daarer
Os atter i Hast.
I Bejlere, kaarer
En Sommernats Brud.
Bag Taarer, der saarer,
Kom, Smil, spring ud.

O, drag os, o, tag os
Fra Hals og til Fod,
Med Hænderne bag os
Og Brystet imod.
O, straf os, o, plag os,
Men stil kun vort Savn.
O, tag os og smag os -
Vort Kys, vor Favn.

Vi vinde til Minde
De halvglemte Ord.
Hvor Stjernerne skinne
I fugtige Spor.
Bag Busken vi finde
Sankt-Hans-Ormens Glød,
Og blinde forsvinde
I Nattens Skød.«

131

Nu brød Kaliffen op; men inden han gik, hviskede han i mit Øre: »Se, jeg betror Dig til Cressida. Vid, at Dagens Paradis er intet imod Nattens. Om Natten er Kvinden som det Orangetræ, hvorunder vi sad; hendes Hud er som duftende Blade; Du hviler i hendes Lokkers Skygge, og hendes Mund kysser Dig som en solbeskinnet Orange, hed i sin første Smag og sød og saftig i sin anden.«

Og jeg stod tilbage, forlegen, ene med min skønne, der betragtede mig med store, sorte Øjne.

»Herre!« sagde hun, »jeg har hørt, Du er en Franker, der rejser for at lære alt at kende. Følg mig, og jeg skal føre Dig til et Sted, hvor vi kunne tale uforstyrret sammen, og jeg skal fortælle Dig mange Ting.«

Hurtig betænkte jeg, at den, som vil rejse fra Verdens ene Ende til den anden, maa ikke frygte for at være ene med en Kvinde; og jeg tænkte ved mig selv: »Dersom Erkendelse er mit Maal, er det da ej min Pligt at forske ud den gamle Gaade: Kvinden?« -

Og da vi sad i Cressidas Kammer, sagde jeg til hende: »Sig mig, Cressida, hvorledes gaar det med Jer Kvinder efter Profetens Lære? Have I en Sjæl? Thi nogle sige, at dette benægtes af Muhamed.«

Hun sagde: »Ak, Herre, jeg tror, jeg har en Sjæl. Ved Du, hvorledes min Sjæl ser ud? Den er et Ferskentræ. Engang, naar jeg falmer - thi alle Huris ere som Blomster; de falme, naar deres Sommer er forbi - da vil jeg blive til et Ferskentræ. Og jeg vil staa ved Alfarvej og bede til AUah: »Vil ikke snart en Vandringsmand komme og sætte sig ved min Fod?« Og naar han kommer, skal min Aande give ham Køling, og jeg vil kaste røde Blomster ned til ham, og jeg vil række ham af mine Frugter de sødeste, j eg har.«

Her slog hendes lille Fod mod Gulvet og sagde tydelig for mig: »Jeg synes godt om ham,« og hendes smaa Fingre rørte sig uvilkaarlig og sagde: »Synes han om mig?«

Jeg blev forlegen, og for at trække Tiden ud rømmede jeg mig og sagde: »Cressida, fortæl mig et Eventyr.«

Saa sang hun op som Smaabørn, naar de læse højt, og med ustandselig Tungefærdighed foredrog hun nu Eventyret om Ali Baba, og da hun var færdig, tav hun med eet, som naar en Sluse gaar ned, og saa paa mig med et Blik, der fik mig til i Hast at sige: »Cressida, fortæl endnu et Eventyr.«

132

Derpaa fik vi Eventyret om Abu Kasem, og da jeg endnu var lige ubarmhjertig, fik vi ogsaa alle Sindbads Rejser. Men under hendes Tale vogtede jeg nøje hendes Bevægelser og Øjekast og søgte at udvide min Kundskab ved at vivisekere denne Kvindesjæl.

Da sagde hun: »Ak, Herre! Jeg har nu kun et ganske lille Eventyr tilbage. Der var en lille Pige, hun havde et hvidt Lam, og det Lam løb fra hende. Da sagde hun: »O, havde jeg Dig nu, min kære, hvide Ven. Da skulde jeg holde Dig fast i mine Arme og give Dig tusinde Kys. O, hvor jeg længes efter Dig, min hvide Ven, min hvide Ven, min Øjesten, min Hjertensfryd; thi naar Du flygter fra mig, da er jeg ganske alene og har slet ingen Ven og maa græde mange Taarer.«

Og Cressida græd.

»Herre, nu er mit Eventyr færdigt. Jeg ejer ikke flere, men jeg vil synge Dig en lille Sang:

»Ak, hvad er jeg? En Strengeleg,
Som spilles af en Mesters Haand,
Men gaar itu, naar Skruen sveg,
Og hænger brusten hen i Baand.
Gud Amors Melodier,
De klinge hen i Tonedans,
Men ende i en Dissonans,
Naar Strengelegen tier.

Ak, hvad er Livet uden Dug,
Som suges op af Solens Glød?
Hvad er min Skæbne? Kun et Fnug,
Som bæres bort i Aften rød,
I tusind søde Nætter.
O, nyd det Liv, som er saa kort.
Agt paa min skælvende Akkord,
Og hvad den Dig forjætter.«

Her stødte hendes Fod tilfældig imod Støtten, hvorpaa Kobberlampen stod, saa Lampen faldt, og Vægen druknede i Olien. Men Morgenrøden skinnede alt gennem Vindvet, og mine Studier vare tilendebragte.

133

Jeg sagde: »Hør mig nu, Cressida, min Ven. Dine Øjne ere mig alt for sorte, og jeg frygter for at indaande dit Legemes Duft. Du har Ret, jeg rejser til Verdens Ende for at udforske alt; men jeg behøver ikke at se Dig nærmere i de sorte Øjne, thi jeg kender alt dit Hjerte ved den okkulte Kunst, hvorover jeg raader. Og til Bevis - ræk mig din Strengeleg -jeg skal lære Dig at kende dit eget Væsen bedre, end Du kender det selv.«

Og til nogle Akkorder reciterede jeg følgende Digt:

»Huri er sammensat af Fugl og Slange.
Som Fuglen synger hun uskyldige Sange,
Men vil Du Fuglen i dine Hænder fange,
Da bliver den til Slange.

Og denne Mund, som sang saa sødt og lod
Saa barnlig og uvidende og god,
Den gyder i et hurtigt Kys en Flod
Af Gift gennem dit Blod.

Huri er grænseløs og evig Higen
I en Spiral af Falden og af Stigen,
Og i Hengivelsen er hun skrømtet Vigen
Og katteagtig Snigen.

Forfærdelig er Huri, naar hun græder
I Nattedragtens englehvide Klæder,
Mens Smilekrogen er en skjult Forræder,
Og Tungespidsen Munden væder.

Men frygteligst er Huri, naar hun sukker,
Og Øjelaaget over en Taare lukker.
Da ve den uforsigtige, som sig bukker
Og kyssende Taaren plukker!

Da ser hun paa ham gennem funklende Taarer;
Med Ord, som sødmer, og med Ord, som saarer,
134 Fortryller hun ham som alle skæggede Daarer,
Der tro, at Manden kaarer.

Og naar han drømmer, staar hun for hans Minde,
Og hvor han kysser, vil han den samme finde
Med Ormetungen og med Fuglerøsten - hende,
Eva, den gamle Kvinde -

Med Klogskabskulden og med Legemsvarmen
Og med Forstillelsens Latter under Harmen,
Med tvende Kundskabsfrugter over Barmen
I Leg med Slangearmen.

Og hermed Cressida, far vel!«

Men hun sprang op som en Vildkat og hvæsede mig nogle Ord i Ansigtet:

»Du tørre Træ! Du tomme Vindunk! O, Du uvidende Æsel! Du blinde og døve! Profeten skal straffe Dig for den Foragt, Du viser mig.«

»Ak, Cressida,« sagde jeg, »tro ikke, at jeg er blind for dine Yndigheder, ej heller, at jeg ikke røres af dem. Tværtimod, jeg røres kun alt for meget. Jeg kender mig selv nok til at vide, at hvis jeg brød Klædebonnets Skillevæg ned mellem Dig og mig, da blev jeg til evig Tid hos Dig her i Profetens Paradis. Men jeg har Vandringsstaven i min Haand, min Pligt byder mig at ile; jeg vil søge, om jeg kan finde i andre Egne den Allah, som I tro paa her. Derfor byder jeg Dig Farvel.«

Men hun stod stivnet i Vrede og sagde kun disse Ord: »Eblis skal hævne mig. Jeg vil bede til Allah og til Eblis skiftevis, indtil dit Blod er blevet sort, og Marven i dine Knogler er opædt af en langsom Gift.«

Og da jeg traadte ud i Haven i Morgenrøden, saa jeg der min mørke Følgesvend.

Jeg spurgte ham: »Hvor blev Du af? Hvor var Du saa længe?«

»Jeg har siddet ved Fødderne af den Dervish, med hvem vi talte, og jeg har lært af ham at tilbede Allah.«

Jeg svarede: »Og jeg har lært at tilbede Muhamed; thi denne 135 Mands Myndighed overvælder mig; men hvad Allah angaar, saa ærlig talt og sagt imellem os - Allah - hans Navn være helligt! - han keder mig lidt. Det er dog alt for ensformigt med dette evige: Allah er een! Jeg er bestandig misfornøjet, hvor jeg kommer hen; saa foretrækker jeg næsten den kristne Religion. Der er dog bestandig noget at spekulere over.«

Han svarede mig: »Nej, i Muhameds Lære er ingen Plads for Fantasi og Sværmeri. Den er kun Tro, den stærkeste Tro, den eneste Tro, der bærer med Rette Navnet Tro. Kun der, hvor een er Gud, der, hvor Menneskets Skæbne er forudbestemt af een despotisk Vilje, kun der kan Sjælen finde fuldstændig Hvile, fuldstændig Afmagt og Viljeløshed. Kun der kan Paradiset nydes uden Nag, og Døden ikke frygtes.«

Jeg sagde til ham: »Men tror Du da, at Allah er?«

»Jeg tror, at Muhameds Lære er Fremtidens Religion. Disse tretten Aarhundreders urokkelige Tro kan ikke løbe ud i Sandet. Om dette end kun er Drømme, saa ville dog disse Drømme skabe en Allah, ligesom Forjættelserne skabte en Messias. Engang vil iblandt Guder og Mænd den stærkeste, modigste og klogeste sætte sig paa den Tronstol, der staar rede, og sige: »Jeg er Allah!« og vil regere Verden med sin Jernhaand.«

Jeg sagde eftertænksom: »Det er ej helt umuligt. Dersom den Filosof, hos hvem vi vare for een Dags Rejse siden, har Ret, da stræber Ønsket og Viljen imod at frembringe sin Genstand. Var det da ej muligt, at den mest brændende Vilje, nemlig den arabiske Profets, skulde kunne frembringe en alt styrende Hersker?«

Han sagde: »Jeg forlader Dig nu. Jeg bliver her, Profeten vil give mig Bosted. Gør Du, som jeg. Bliv her!«

Da steg det Drømmebillede op for mig, som Kvinden sender ud for at bedaare Manden -jeg saa Cressida for min Sjæls Øje og hørte hende hviske: »Bliv her!« Men jeg sagde: »Nej jeg maa fare herfra. Der er andre Boliger i Verdens Hus, som jeg maa kende.«

Da traadte Kaliffen ud til os fra en Løvhytte, igennem hvis Løv jeg skimtede Fatimes Skikkelse som en Paradisblomst.

Han sagde til min Fælle: »Gaa ud af denne Dør; der vil Du finde en opsadlet Hest. Den vil føre Dig til et Hus, hvor Du vil finde Slaver, Hustruer og Skatte. Thi som dit Ansigt viser, er Du ædel. Men 136 Du,« vendte han sig til mig, »vil altsaa ikke blive her. Velan da, far herfra før Solens Opgang; thi hvo, der har været tvende Dage i dette Eden, han er fastgroet her. Se, Kæmpefuglen Rok, Profetens Sendebud, drager herfra til andre Riger, før Morgenrøden blegner. Med den skal Du fare. Jeg skilles fra Dig i Naade, din Tale har moret mig. Her giver jeg Dig denne Ring; dersom Du er i Fare paa din Vandring, da se paa den og bed til Allah. Han vil beskytte Dig. Kom, lad os gaa.«

Og med et langt Afskedsblik forlod jeg min Rejsefælle fra fem Dagsvandringer.

137

Sjette Dagsrejse: Humanitas

Rejse med Fuglen Rok til Ahrimans Fjæld. Riget Humanitas, Staden Tolerance og deres Undergang. De grønne Dales Land

Under Kæmpefuglens Vinge sidder jeg i Læderbaand,
Til dens Spores faste Klinge holder jeg mig ved min Haand.
Himlens Skyer sønderknuser den med sine Vingeslag,
Gennem Morgenrøden suser vi imod den gyldne Dag.
Grønne Floder, Marmorstæder ser jeg som blandt Cherubim,
Og i side, hvide Klæder gaa dernede Moslemin.
Imod Sølverstaden vender de sig hen med Bønnens Raab,
Hvide, brune, sorte Hænder løftes op i Tro og Haab.
Over Bjærgene vi stige, over Havene vi for,
Vældigt er Profetens Rige, prægtig er Profetens Jord.

Nu skjulte sneklædte Bjærgtinder Profetens Rige for os, og hermed forsvandt den Fortryllelse, i hvilken jeg havde svævet, saa længe jeg var under hans Magt. Og jeg sagde til mig selv: »Allah er vistnok en herlig Gud for Børn og Asiater, men ej for Europæere. For os gælder i Aandens Verden Normannernes gamle Ord: »Her er ingen Herrer, vi ere alle lige.«

Men saa snart jeg tænkte saadan, skreg Rok og baskede med Vingerne; en Orkan omhvirvlede mig, og med Nød og næppe holdt jeg mig fast, imens dens Sporer skar min Haand til Benet. Da saa jeg paa Ringen, min Velynders Gave, og skreg: »Hjælp, Allah!« og straks blev Fuglen rolig, og jeg svævede igen saa fredelig som en Luftskipper i sin Gondol.

Men atter fristedes jeg til Tvivl: Selv om dette var mer end et Tilfælde, da beviser det kun, at Rok er klog og læser mine Tanker, og at den store Rok er af den Tro, at Allah er. Men intet kan bevise mig, at Allah eksisterer, uden den samme Prøve, som Thomas gjorde ved Nazaræeren.

Men dette skulde jeg ikke have tænkt, thi Rok rystede sine 138 Fjedre, og med sin Vingespids løftede hun mig af Sadlen, saa jeg hang ved hendes Svingfjer, svimlende og pisket igennem af den Storm, som Rok opvakte om sig ved sin Flugt.

Da løsnedes til min Lykke den Fjer jeg hang ved, og jeg styrtede ned gennem Skyen, imedens Rok for bort som en Orkan. Men som en skibbruden holder fast paa en Planke, klamrede jeg mig til min Fjer, og saa stor var den, at den holdt mig oppe som en Faldskærm, og ved dens Hjælp dalede jeg langsomt ned og faldt fra Skyen som en Lemæne ned paa det sneklædte Fjæld.

Her stod jeg nu. Da hørte jeg Fugleskrig. Tre Ørne kom flyvende. De satte sig paa Klippestene nær ved mig, strakte Halsen frem og saa paa mig, som om de vilde vente her, til Kulden og Hungeren overmandede mig paa dette frygtelige Sted.

Da saa den ene til de andre og kvad:

»Snart duer den døde
Til Fugleføde.«

Den anden saa paa mig og sagde:

»Snart maa hans Marv
Tjene vort Tarv.«

Den tredje skreg:

»Hvad haaber han
Hos Ahriman?«

Da tænkte jeg: »Har Ahriman Hjemsted her, da vil jeg vende mig til ham.« Og højt udraabte jeg hans Navn. Men Ørnene saa paa hverandre og sagde:

»Den Karl er klog,
Forstaar vort Sprog.« -
»Han var vort Fund,
Mad for vor Mund.« -
139
»Alt ejes han
Af Ahriman.« -

Og idet de sagde dette, svang de sig op og fløj omkring mig i Kreds, saa jeg blev svimmel og halvt afsindig af deres Fjedres Brus og Vingers Slag. Med Roks Svingfjer søgte jeg at holde mig dem fra Livet.

Da kom der en Vandrer mig i Møde over Sneen. Han var nøgen, eller hans laadne Haar var hans Klædning; hans Ansigt var brunt, et Pilekogger bar han over Skulderen, og Buen holdt han i Haanden. Han fløjtede ad sine Fugle, og de forlod mig og fulgte ham, hoppende som tamme Spurve.

Han standsede for mig og sagde: »Hvo er Du?« Jeg svarede, idet jeg overvejede mine Ord: »Jeg er kommet i Sendefærd til Dig fra en fremmed Fyrste, der ønsker at træde i Forbund med Ørnenes Herre. Jeg er kommet paa Fuglen Rok, den ældste af alle Fugle, og til Bevis paa, at jeg taler sandt, tog jeg af dens Vinge denne Fjer, hvoraf Du kan lave mange skarpe Pile.«

Han svarede: »Jeg har ingen Hær og ønsker ingen Forbundsfæller. Men hvis Du ikke frygter Ahriman, saa følg mig til min Bolig.«

Han sprang foran fra Sten til Sten. Jeg fulgte ham. Da saa jeg, et rødt Skær faldt over Sneen fra det indre af Fjældet; i en Klippehule brændte en Ild. Men en Skælven lammede pludselig mine Fødder ved det Syn, jeg saa; thi Skæret lyste paa Knogler og Hovedskaller, der havde tilhørt Mennesker.

Da saa jeg paa Ahriman og saa, hans Blik var frygteligt, og tænkte: »Jeg er i hans Vold. Jeg maa gaa ind.« Og jeg gik ind og satte mig og stirrede paa ham, ude af Stand til at sige et Ord.

Men han talte: »Ve Dig, Du Menneske! Ve Dig, Du feje! Dine Hænder skælve, din Lød er graa som Aske, dine Øjne ere forvildede, dit Legem sammensunket. Rædselen, Angesten, har gjort Dig til en gammel Mand. Men vid - det er min Lov - hvo, som er fej, skal dø og gives Ørnene til Mad.«

Da greb jeg med min højre Haand under min venstre Arm og skar med mine Negle ind i Kødet, saa Blodet randt; og ved denne Lidelse vandt jeg Kraft til at sige: »Mægtige Ahriman! Det, som er fejt og bange, er mit Legem; det krymper sig som en Orm under 140 dit Blik. Men uforsagt er min Tanke, og uforsagt siger jeg Dig her, at jeg er kommet hid til Mørkets Fyrste for at frarøve ham den Visdom, som han ejer. Og da jeg ikke kan true Dig med at dræbe Dig af gode Grunde, saa truer jeg Dig saadan: enten maa Du dræbe mig eller ogsaa fortælle mig, hvad Du ved; thi uden at have høstet Kundskab, gaar jeg ej herfra.«

Han smilede ved mit Svar med et Ulvesmil og sagde: »Nu vel, hvis Du er modig, bevis det da ved en ringe Ting. Maaltidet er rede, spis med mig og ti og spørg mig ikke!«

Han tog den sydende Kedel af Ilden og satte den imellem os. Vi tog hver en Pil og brugte som Harpun; vi aad Kød og overgød det med Kedlens røde Sauce. Under vort Maaltid havde Ørnene travlt i Hulens mørke Baggrund; de skreg og sloges, indtil en af dem rullede med Fødder og Vinger en mørk, rund Genstand hen til Ahrimans Fod, og her i Sikkerhed nød den sit Bytte, seende omkring sig med mistroiske Blikke. Da kunde jeg ikke spise mere. Væmmelse greb mig - hvad var det, jeg saa under Ørnens Klo? Et halvt af~ pillet Barnehoved.

Jeg raabte til Ørnen: »Du skændige Fugl! Hug ikke disse stakkels Øjne ud! En Moder har haft dem kær. Dræb Harer, men ikke Børn.«

Ørnen kvad:

»Af Børns Blod
Faar Mand Mod.
Af Saarets Saft
Korn Ørnens Kraft.
God er min Mad,
Vi aad een Brad.«

Jeg mødte Ahrimans Ørneblik og Ulvesmil, men min Tunge stivnede i Tavshed; thi der var intet Ord til i Verden, der kunde sige, hvad jeg følte.

Da sagde Ahriman: »Du er nu en som jeg. Du har ædt min Mad, og Du har hugget med min Pil i mit Bytte. Vid, at denne Mad gør stærk og fri og grusom. Den giver Manden det samme Sind, som findes hos Ulven og Lossen og de andre Jægere, der ere som Jarler 141 og Konger over Verdens Dyr. Fra nu af er der Blodskyld mellem Dig og dem, og nu, da Du kan fatte Ulvenes Sprog, nu vil jeg, Ulveherren, fortælle Dig min Historie.

Jeg er Fjældets Søn. I Bjærgets Mørke oplod mit Øje sig, af Drypsten died jeg, og af Vinden, der suser gennem Klipperevnerne, lærte jeg at tale. Da jeg blev født af Bjærgets Mund, var jeg alt, som nu, laadden som et Dyr. Da saa jeg Verden ligge for mig, og hen imod mig skred over Himmelens Bro min evige Fjende, Lysets Behersker, han, som Zarathustra kaldte Ahura Mazda. Han drog hid med sine Engle. Jeg har ingen Tjenere uden Ørn og Ulv. Han drog hid imod mig. Jeg hader dem, disse Lysguder, som ere hvide og uden Haar, som have røde Kinder og bære farvede Klæder.

Han saa mig ikke. Jeg vilde lære ham at se. En Hjort kom springende; jeg greb den, jeg traadte Hjertet ud af Brystet paa den med min Fod; dens Laarben sønderbrød jeg og dannede Pile af dem; dens Tarme rev jeg ud af Livet paa den og spandt mig en Streng af dem; dens Takker rev jeg af Hovedet og dannede mig en Bue deraf. Ingen kan spænde den Bue uden jeg.

Han saa mig ikke. Jeg tvang ham til at se. Imod Lysbringeren skød jeg mine Pile. Vi kæmped mod hinanden i Tvekamp jeg med min Bue, han med sit røde Sværd, indtil Natten kom. Da sejrede jeg, han veg.

Og en anden Dag sad jeg paa Fjældet og aad en Due jeg havde skudt. Da saa jeg ned i Dalen. Der løb Børn, hvidhudede, rødkindede, skabte i Lysbringers Billede. Lervæsener ere de, Legetøj for Guderne. Mennesker kaldes de. Jeg saa dem, og jeg harrnedes. Hagl sendte jeg dem. Jeg stampede med min Fod, og et Sneskred fyldte Dalen.

Da gik Lysbringer til Vismanden Zarathustra og bad ham hjælpe disse Børn. Zarathustra steg ned i Dalen, han gav dem Love, han lærte dem at bygge Huse, der skærme dem for min Storm, han lærte dem at bygge Volde mod Sneen og Diger mod Oversvømmelsen, at plante, at vande, at høste og at hade mig. Og denne Slægt formeredes, den opfyldte Jorden, og Aartusinder gik.

Da gik jeg, Ahriman, til Vismanden Zarathustra og sagde: »Se ud, Zarathustra, se, den Slægt, Du har skabt, er en fej og ussel Slægt, sidder under Voldene og bygger paa Digerne. De tør ikke se mod Solen, 142 de tør ikke gaa barhovedede i Storm; men mine Dyr udrydde de, Ørnen og Lossen og Ulven.«

Og jeg førte Zarathustra til dette Sted, og jeg gav ham min Mad at æde, og jeg gjorde ham til min Broder.

Og atter steg Zarathustra ned i Dalen for at lære Menneskene. Men nu ikke for at lære dem Ahura Mazdas Lærdom, men for at lære dem min, Ahrimans, Lærdom. Han sagde ikke til dem: »Værer feje, beskærmer Eder mod Naturen, opholder Livet, frygter Døden!« Men han sagde: »Værer modige, elsker Strid, foragter Barmhjertighed og ler af Døden!«

Og Menneskene hørte ham. Men de turde ikke yppe Strid med ham, og de raadslog med hverandre om, hvad de skulde gøre, og de sagde til hverandre: »Det er længe siden, vi have korsfæstet en Herre. Vi maa atter korsfæste os en Herre.« De gik hen til ham og kyssede ham og sagde: »Mester, for din Sundheds Skyld!« De kastede ham i Fængsel, de tvang hans Legem til at spise, og de korsfæstede hans stolte Sjæl, og de viste ham frem for hvem, der kom: »Zarathustra, Vismanden« og sagde: »Se, hvilket Menneske!« De sagde imellem hverandre, at de havde handlet saare godt, og at det var til hans eget Bedste.

Og jeg sidder her, Ahriman, og hersker over Fjældet og hævner Zarathustra. Jeg sidder her og betragter min Kaningaard og ser med Glæde, at de formere sig og trives, og sender mine Ørne ud, og de bringe mig Bytte. Jeg deler med dem det, som de bringe mig. Saaledes hævner jeg Zarathustra.

Jeg lider bedre Ørnens Sprog end Menneskets; thi Ørnen lyver ikke. Jeg drikker af Isbækken.Jeg har givet den Bæk sit Navn: den hedder Foragt. Ved Vaartid, da lyster mig en Kvinde; jeg gaar ned i Dalen, jeg griber den skønneste, jeg kaster hende over Skulderen og bærer hende op i Fjældhulen og lader hende dele mit Leje. Men naar hun vorder frugtsommelig, da skikker jeg hende ned i Dalen igen. Mine Børn komme laadne og skrigende til Verden, de bide Brystvorten til Blods, og de skrige Dag og Nat efter at tjenes; thi de ere af Herrebyrd, og naar de vokse til, faa de Kniv i deres Haand. De ere de, som Menneskene kalde Mordere. De ere de, som jage paa Kaninmarken, de ere de, som fiske i Sildevrimmelen. Mine Sønner ere laadne; de skulle hævne min Forkynder, Zarathustra.

143

Jeg har nu talt. Jeg har givet Dig Husly, og jeg har givet Dig mere Visdom, end Du bad om. Du har spist af mit Fad, og jeg har ydet Dig Gæstevenskab, og jeg er ikke den, der myrder min Gæst. Gaa ned og forraad mig! Du er af Forrædernes Slægt. Ørn! Vis ham Vej.«

Og hermed vendte han sig bort. Men Ørnen hoppede hen foran mig. Med et kløgtigt Blik saa den op paa mig for at se, om jeg fulgte. Jeg ledtes af den ned over Fjældet, hvor der var ingen Sti, og da vi skiltes, sad den paa en Fjældkam og kvad:

»Vandrer Vej
Viser j eg.
Røb ej Ørn
For Byens Børn.
Stille med Sti.
Vær tro! Ti!«

Jeg stirrede ud. Under mig laa en vidtstrakt Slette med Byer og Marker, og jeg beredte mig til at stige derned. Da hørte jeg en kraftig Mandsrøst, der sang, og da Stemmen kom nærmere, skelnede jeg, at Ordene var en Salme:

»Hele Livet
Faar Du af din Frelser givet,
Hele Værket
Bliver af hans Aande mærket,
Og det fulde
Regnskab bliver, som det skulde.

Ingen Spørgen,
Ingen Tvivlen, ingen Sørgen.
Al din Tanke
Er kun Takkeord at sanke.
Hele Freden
Faar Du af Alkærligheden.

144

Al din Synden
Bliver lægt i sin Begynden,
Og hvert Skridt er
Nyfødt Styrke for, hvad dit er,
Og i Døden
Er Du frelst fra Arvebrøden.«

En Omdrejning af Fjældet viste ham for mig. Han var klædt i en brun Køllert og bar Daggert ved Siden. Jeg hilste paa ham og sagde: »Hvor herligt at træffe et civiliseret Menneske i denne Fjældegn. Ihvo Du er, saa sig mig Sandheden om denne Egn, hvor jeg befinder mig nu; thi jeg er kommet hid, vildfarende, igennem Mørke og Uvejr, der skjulte for mig, hvor jeg gik, som en Fugl, der bliver forslaaet af Vinden til et fremmed Land.«

Saaledes talte jeg og fandt det klogest at skjule mit Bekendtskab med Ahriman.

Han svarede: »Jeg hedder William Frels-mig-Herre. Jeg er en af de udvalgte, jeg hører med i det Tal, som blev afsluttet, førend Du blev født, de, der ere forudbestemte til Frelse. Sæt Dig ved min Side, og jeg vil nævne Dig de Riger, som Du ser.

Ser Du den røde Strøm, som flyder længst mod Øst. Det er en Strøm af Blod. Den kommer fra Blodlandet og Skrækkens Land, hvor Fornuften regerer. Der hersker han, der gjorde sig Frelseren lig, men som ej lod Korset oprejse til sig selv, men Faldøksen for andre, Robespierre kaldte de ham. Dog, jeg vil ikke nægte, at der er Orden, Sømmelighed og Retskaffenhed i hans Stat; thi hver, som forsynder sig mod noget af hans Bud, han dør. Og derfor rinder der stadig en Strøm af Blod ud fra hans Land og gøder de andre Landes Marker.

Men ser Du hist mod Nord det store Land med mægtige Stæder, men uden Kirker. Der raader han, det store Dyr, som kalder sig Verdenskejser. Tusinde Hustruer holder han. Han lader sig tilbede som en Gud. Han er den, der undertvang Europa for et Aarhundred siden. Nu tordne hans Kanoner her, og han vil opkaste sig til Enehersker her i de dødes Verden. Hører Du den Torden, som opstiger fra hans Stad? Det er Napoleon, der renser sine Gader. Naar Folket knurrer, slaar han det ned, som Bonden skyder Spurve. Og med sine 145 Lykkejægere fra alle Lande og med sin Hær, der tilbeder ham, hersker han som en Sultan over en underkuet Masse.

Dog, een er der, som modstaar ham, Jernmanden, vor Protektor, Oliver. Ser Du i Vest, der er de udvalgtes Rige. Jerntaarne forsvare det, og derfra udrykke Jernmændene og kæmpe mod Uhyrets Lejesvende. Vi ere lige, thi vi ere alle frelste ved Forudbestemmelse, og Oliver er kun den første mellem os. Daglig nedlægger han sit Hverv som Frelserens Statholder i vort Jerusalem, og daglig vælges han igen.«

Jeg sagde: »Hvis Du vil tage mig med Dig, saa før mig til Eders Stad. Jeg vil gerne lære hos Eder og hos den store Cromwell, den vældigste af alle Protestanter.«

Han svarede til min Sorg: »Derind kan Du ikke komme. Jerusalem er kun for de helliggjorte, hvis Klæder ere tvættede i Lammets Blod. Snart kommer den Tid, da skal det kronede Dyr lægge sig uden for Jerusalems Jernstad med sine Konger og Fyrster og Legioner. Da skulle Portene oplukkes, vi skulle fare ud som en Flod, naar Sluserne briste. Oliver, vor Gideon, skal sønderslaa Krukkerne, Faklerne skulle skinne i Natten, og Basunerne lyde. Da skal de niægtiges Blod gives til Hundene at labe, og Ravnene skulle hugge i deres Kød.

Men Tiden er nær, og hvad vil en Mand af Straa, som Du, imellem Jernmænd? Gaa lige ned for Dig; der ligger imellem Øst og Vest og Nord dit Land, Frihedens Land. Der hører Du hjemme.«

Og han lo, men hvoraf forstod jeg ikke.

Jeg spurgte ham: »Hvor søger Du selv hen? Hvor gaar din Vej?«

»Deroppe bor han, den Onde, som æder Menneskekød, Satan selv. Jeg er udvalgt til at møde ham, til at gribe ham og binde ham og slæbe ham efter mig til de udvalgtes Land. Der ville vi kaste ham i Ildovnen efter Herrens Ord. Ved Lodtrækning blev jeg valgt, Hans Kraft er med mig.«

Jeg sagde: »Vogt Dig for ham, Du kalder Satan. Din Arm er et Rør mod hans; blot hans Øje vil slaa Dig til Jorden.«

»Hvis Du kender ham, da vis mig Vejen.«

»Jeg siger Dig ikke Vejen, først for din egen Skyld, og dernæst, fordi jeg har lovet ej at gøre saa.«

Da raabte han: »Dit frække Blik har ikke skuffet mig, Du er et af 146 de Kar, der ere udvalgte til Sønderbrydelse. Godt, at jeg traf Dig. Som Samuel ofrede Sauls Fanger til Herren, vil jeg nu ofre Dig paa denne Sten; thi det er Lov hos os, der elske Oliver og elske Jesus, at B elials Børn skulle dø.«

Men jeg var ikke mindre klog end han, og i et Nu havde jeg svunget mig op paa en Klippeblok og spottede ham derfra, som Ræven Bjørnen:

»Selv om den mørke Mand er Satan selv, saa har han vist mig Gæstevenskab. Jeg har lovet ham i mit Sind ej at forraade ham, og jeg forraader ham ej, selv om min Sjæl skal blive pantet derfor. Trods det, jeg er en Lutheraner af Fødsel, bryder jeg dog ej mit Ord, end ikke for den kære Guds Skyld. Men spar Du heller din Kraft til Ahriman, thi der vil Du have den nødig. Han vil gøre Dig til Slave, og Hungeren vil drive Dig til at bides med Ørnene om Affaldet fra hans Gryde. Men hvis Du forfølger mig, da kan Du dræbe mig; thi jeg bærer intet Sværd. Men vid, at inden Du forlader mit Lig, skulle mine Tænder have sønderrevet din Arm. Dræber Du mig vaabenløs som et Dyr, da griber jeg til Dyrets Vaaben«.

Saaledes skreg jeg, halvt ude af mig selv. Og da han nærmed sig, fraadede min Mund, og et Skrig, der mest af alt lignede et Hyl, standsede ham, som om jeg i en Forudtilværelse havde levet som et af Skovens vilde Dyr og først erindrede det i dette Nu.

Han standsede; uvis saa han mod Himmelen og sagde efter et Øjeblik: »Herren spare Dig indtil Dommen!« - og gik. Og det sidstejeg hørte fra ham, var Lyden af hans Sang, som Fj ældet kastede ned i mine Øren:

»Taaren under Brynet,
Lysning dog i Synet.

Angest i Hjertegrunden,
Glædens Spil om Munden.

Slangens Bid i Hælen,
Fredens Kys i Sjælen.

147

Helveds dybe Vunder,
Salighedens Under«.

»Ak«, tænkte jeg og saa ned mod Robespierres, Napoleons og Cromwells Riger, »det lader til, at hvor jeg kommer i de dødes Verden, opholdes Staten ved Tyranni og Blodsudgydelse. Gælder da Darwins Lov, at den, som er stærk, træder den svage ned, først ret for Alvor i den anden Verden? Nej jeg har faaet nok af Tyranni, og jeg vil vandre ned i Frihedens forjættede Land, der ligger under mine Fødder.

Efter en Times Vandring stod jeg i Byen Humanitas, som jeg nu skal beskrive. Husene i denne By ere som Fjælde; mine Øjne vare ikke taalrnodige nok til at tælle Antallet af Stokværk. Som igennem Klipperevner suser Vinden, endog paa en stille Dag, igennem Gaderne med en sugende Kraft, og Menneskene føle sig som smaa Insekter i det indre af deres eget Værk. Spurvene, som løbe paa Gaden, have glemt at flyve og ere som fjedrede Rotter, der bygge Rede under Kælderristene.

I denne By stod jeg og saa en Vrimmel af Mennesker, klædte i den samme Dragt, der i den første Verden var Kulturens Triumf, og jeg spurgte mig selv, om ej jeg var kommet tilbage til den gamle Jord. Da gik en Mand over Gaden og hen imod mig og sagde: »Dit Ansigt røber, at Du er en fremmed, og fremmede ere ikke vel farne i denne By. Tag mig til Fører, og jeg skal fortælle Dig Ting, som Du næppe vil tro om denne By og disse Mennesker«.

Jeg saa paa ham. Hans Ansigt var ædelt. Jeg spurgte ham, hvem han var.

»Jeg er en Præst ved Menneskehedens Kirkejeg er en Discipel af det sidste Aarhundredes største Tænker og varmeste Hjerte, af Au~ guste Comte, han, ved hvis Tanker Europa vil forløses, uagtet det endnu næppe kender hans Navn«.

I dette Øjeblik hørte jeg en Bragen bag mig, min Ledsager rev mig til Sidejeg saa et Køretøj, mægtigt som et Panserskib og næsten udrustet som dette, fare igennem Gaden uden Forspand ved en skjult Motor. En Klynge Folk kom ikke hastig nok til Side - i næste Øjeblik sprøjtede deres Blod over os, og deres Lemmer 148 hvirvledes omkring; men inde fra Panserkolossen hørte jeg højrøstet Latter ved dette Skuespil.

Da var jeg nær ved at udgyde Taarer af Skræk og Spænding og spurgte min Ledsager: »Hvad er dette? Ere vi i Helvede her? Og er det Djævlene, der fare igennem Verden paa denne Maade?«

Han sagde: »Følg mig. Her i denne Krog kunne vi tale uforstyrret sammen, og jeg skal forklare Dig alt om dette Samfund! Her ere vi i Frihedens og Lighedens og Lovløshedens Land. Her er virkeliggjort det Ideal, mod hvilket Europa gaar frem. Her er Udviklingens Maal, Fremskridtets Fuldkommengørelse, og alt dette udtømmes i eet Ord, Ordet Anarki. Her handler Kræmmer og Køber med Fingeren paa Aftrækkeren, her nyder ingen Mad og Drikke uden hos dem, man regner for sine Venner. Vogt Dig for her at drikke Vin i Skøgens Hus; vid, at hver Mand, som søger hende, gør det med en Dolk i Ærmet. Lægerne ere Mordere. Videnskabsmændene Taskenspillere, og Præsterne Bedragere. Dagens Regering er en Røverbande, der regner Tolden for sin Ejendom og forskanser sig ved Lejetropper i Regeringens Borg. Oprør gennemryster Staten. For et halvt Aar siden bleve Folk enige om at vælge sig den dygtigste Regering. De gjorde de største Vekselerere til Statens Bestyrere. Da viste det sig, at Mønten blev forfalsket, Guldet var ikke Guld. De rigeste bleve styrtede i Armod, og Aagerkarle og Tyve, der havde kendt Hemmeligheden, fik al Rigdom i deres Hænder. Da rejste der sig et Brøl af Forbitrelse. Slagterlavet greb deres Økser og stormede frem mod vort Kapitolium. Tyvene maatte lade deres Liv, de bleve flaaede, opskaarne, og ved Kroge hang de uden for Slagterboderne, behandlede efter alle Kunstens Regler; heraf gjorde de røde Svende sig en Spøg. Efter Tyvenes Regering kom Mordernes. Hver, som bærer Slagterlavets Mærke, kan ustraffet begaa de værste Skændselsgerninger. Som afsindige rase de. Man siger, de spise Menneskekød og parre sig med Dyr. De vide, at deres Tid er snart omme; alt røre sig hemmelige Selskaber. Ser Du disse røde Tegn paa Muren? Ingen uindviet ved, hvad de betyde, men saadanne males alle Vegne. Det var disse Blodmennesker, der for igennem Staden med deres Menneskeplov, som de sige. Hvo ved, maaske er det Proletarerne, der nu ville gribe Magten. Ser Du disse Skikkelser, der snige sig om paa Gaderne som Hunde, og som faa Stokkeprygl 149 som Hunde af de velklædte? Disse ere Parier, som have intet Hjem og intet Navn. Deres Ansigter ere ikke bemalede, som Du tror; de væmmeligste Laster have givet dem Mandrillens Farver. De gaa som Gorillaer, sammenbøjede, idet deres Hænder af og til røre Jorden. De ere afsindige, de have mistet Sproget og æde deres eget Skarn. De forstaa kun det samme Sprog som Hunden. Med Brød og Rom lokker man dem til alt. En Læge har i sin saakaldte Videnskabs Interesse faaet nogle af dem til at æde en af deres Lige levende. Saaledes ere de. De vare engang Mennesker, i det Liv, som vi nu kalde for det første Liv. De troede, at Gud var god, og at, naar de havde gjort Verden den Tjeneste at leve, at æde og drikke i saa og saa mange Aar, fortjente de ogsaa at blive salige efter deres Død. Men da de samme kom hid til dette, det andet Liv, da saa de, at alt var her som der, kun i større, mægtigere og frygteligere Former. Og de sagde til sig selv: »Altsaa er her ingen Gud og ingen Straf og ingen Dom; og der er nok et andet Liv, men ogsaa her hersker Døden, og hvo beviser, at der er et tredje Liv!« Disse vare de, som levede efter Reglerne i det gamle Samfund, misundte hverandre, begærede hverandres Hustruer i det skjulte, løj lidt, bagtalte lidt og ikke overtraadte Lovene. De vare, som man siger, gode og brave Mennesker. Men her i det andet Liv er Mennesket ene; løsrevet fra sin Familie, sine Venner og sine kendte Forhold, kastes han ind her imellem andre, der ere lige saa vildfarende som han selv. »Ak, var der blot ikke noget andet Liv«, sukke de elendige, »her er enhver overladt til sig selv, og Tilværelseskampen er ti Gange vildere og forfærdeligere end i det første Liv, og her er ingen Barmhjertighed, og Tilintetgørelsen venter os«. - Da viser det sig, hvor løst deres gamle Livs Moral hang sammen med deres Karakter. De skændigste Ting begaa de, den mest nedværdigende Behandling taale de, blot for at opholde Livet; thi med en afsindig Rædsel skælve de for den tavse Død. Saaledes ere disse Væsener sunkne ned og ere blevne til Parier, og de, som have bevaret menneskelig Skikkelse og Tanke, de hæve sig kun ved at trampe disse ned, og naar Kræfterne svigte dem, da ere de som disse. Vi have ingen Lastdyr; thi ingen Arbejdskraft er billigere end Parier. De udføre alt. Med Hænder, Fødder og Mund drage de blodige og hylende i de Jerntove, der sætte vore Maskiner i Gang. Men se, hvorledes disse frygtelige Skabninger

        

150 skjule sig hist under Brohovedet og grine og hvæse og gøre Tegn til hverandre. Ingen ved, hvad disse Tegn betyde. Hvo ved, om ikke en af disse Aber, klogere end de andre, samler dem under sin Vilje og lader sine Love gaa imellem dem ved Fingrenes Tale! Hvo ved, om ikke en Dag disse Lemurer ville styrte frem og gøre dem, der have Menneskeskikkelse, til deres Trælle. Da vil en Hersker, værre end Tamerlan, sidde paa Tronen, og Menneskeheden vil have skabt sig selv en Djævel«.

»Men«, sagde jeg bedrøvet, »er der da ingen Frelse for denne ulykkelige Menneskehed?«

Han svarede: »Den gamle Religion er ganske afmægtig i dette Samfund. Videnskaben er utilstrækkelig; thi med kemiske Formler og geometriske Figurer afhjælpes ikke den aandelige Nød. Sygdommen maa læges der, hvor Roden til Ondet er. Og det, der har fordærvet Menneskeheden, er Frihed. Menneskene ere Børn, og Livet en Skole. Børn tør ikke være uden Tugt og maa ikke vælge deres Lærer selv. Ondet vil ikke afhjælpes, før denne taabelige Slægt opgiver sin Valgfrihed, Talefrihed og Samvittighedsfrihed og underkaster sig vise og rene Lærere, der kunne lede dem i alt.

Du spørger, hvor der er saadanne, til hvem Folket trygt kan overgive sig til Opdragelse. Jeg svarer: Her, det er os, Menneskehedens Apostle, Brødrene af Auguste Comtes Kirke. Vi vandre her som Præster, Vismænd og Læger, utrættelig gennem denne fordærvede By. Vi bringe legemlig Lindring og aandelig Trøst. Vi lære, at Mennesket skal slet ikke søge sit eget, men helt opofre sit Liv i Barmhjertighedens Tjeneste. Vi ere halvfjerds, der atter, ligesom de, der udgik fra Galilæa, bringe den trætte Verden et Evangelium, idet vi lære - ikke at søge det jordiske Vel, ej heller det himmelske, hverken Lykken eller Saligheden, men kun at søge eet: det at forglemme og udslette sit eget Selv og kun at leve for og ved og i det store Væsen, Menneskeheden, der omfatter alle, der rense sig for deres selviske Drifter.

Men med Mistro betragter Folket os, fordi vi kræve frivillig Underkastelse under vor Myndighed. Thi kun naar et saadant Præsteskab har den aandelige Magt, vil det bedragne og mishandlede Folk genfinde sin Lykke. Da ville alle Vildfarelser og falske Lærdomme tilintetgøres af vor Fordømmelse. Da ville Udbytterne og Morderne 151 rammes af vor Banlysning, og de, der ikke frygte andet, ville skælve for Dommen efter Døden, naar den udtales over dem af os, som Ægyptens Konger frygtede for Dommen over deres Lig.

Vi ville ved vor Myndighed opretholde det uopløselige Ægteskab. Vi ville ved de milde Gaver, der komme til vor Kirke, hjælpe de syge og de lidende. Vi viEe give de fattige i Aanden Næring for deres Tanker og deres Følelse og Fantasi. Vi mene som Præsterne i den katolske Kirke, at uden Dogmer, uden Sakramenter, Autoriteter, Ceremonier, uden Jomfrudyrkelse og Helgentilbedelser er Folket ikke lykkeligt. Vi skille os kun fra dem ved at indføre den sunde, positive, ateistiske Religion, der ikke hviler paa Aabenbaring, men paa en videnskabelig Betragtning af Verdensby gningen og Menneskehedens legemlige og aandelige Vilkaar.

Vore Hoveddogmer ere disse: at Verden bevæges efter faste og hellige Love, om hvis Gyldighed det er Synd at tvivle; at Mennesket kun finder sin Lykke ved at hengive sig helt til det store, hellige Væsen, Menneskeheden, til hvilket han hører; endelig, at Kvinden er Vestalinden for Hjertets hellige Ild, hvis Hverv det er at holde de ædle og kærlige Følelser levende hos Manden.

Vore Sakramenter ere de naturlige fra Barnets Optagelse i Samfundet og indtil Dommen over den døde, og vi udsmykke dem med skønne og opbyggelige Symboler.

Vore Helgener ere de store Mænd, hvis Arbejde har opbygget den menneskelige Kultur, til hvilken Religion de end sig bekende. Paulus og Arkimedes staa her Side om Side paa vore Altre og nyde vor Tilbedelse.

I denne anden Verden, hvor alt er vanskeligere, og hvor mere kræves, har vor Kirkes Fader forordnet, at enhver af os, der gaar som Missionær til de uvidende, skal have en Jomfru til sin aandelige Hustru, til hvis Ihukommelse han knæler hver Dag i Bøn og i Beskuelse, bedende om at blive delagtig i det Kærlighedens Væld, der strømmer i Kvindens Bryst, imedens hun til Gengæld udvider sin Erkendelse ved hans Belæring.

Vi oplære Lægmændene, idet vi nære deres Tanke ved at undervise dem i de evige Love, der gælde i Aandens og i Materiens Verden, og føre dem ad fuldstændig systematisk Vej igennem Tilværelsens Hovedlove, idet vi lede dem trinvis fra den nederste Videnskab 152 til den øverste, og give dem i Lovene om Menneskehedens Enhed og Følelsens Supremati over Forstanden paa eengang Afslutningen paa Tankebygningen og Grundlaget for det praktiske og det moralske Liv.

Vi forædle deres Følelser ved skønne og rørende Poesier, ved at indføre dem i Musikkens hellige Lund og ved at stille dem de ophøjede Forbilleder for Øje.

Og vi beskæftige deres Fantasi ved smukke Ideer og Symboler. Vi lære dem at ære Jorden som den hellige Fetisch, ved hvis vidunderlige Kræfter vi opholdes, og Rummet som det ubegribelige Medium, hvori vi leve. Nogle af os tilbede som hellige de fromme Dyr, Oksen og Hesten, der uegennyttig tjene Mennesket. Vi lære om et evigt Liv - ikke som de, der stadig lære en personlig Udødelighed, endskønt de se, at Døden hersker ogsaa her i det andet Liv; men vi lære, at Mennesket lever i de efterlevendes Erindring og Kærlighed; og idet han paatrykker de omlevende Præget af sin Karakter, lever hans Væsen efter ham i Slægten, og den Værdi, som han har skabt ved et smukt og helligt Levned, fortabes ej i intet, men bestaar i tusinde Led. I denne Mening forkynde vi Udødeligheden og tilbede de store døde, vore Helgener, som levende og virkende iblandt os.

Vi vise hen mod Jomfrumoderen som. det lysende Ideal, hvorimod Menneskeslægten stræber hen. Vi lære dem at tage alt til Opbyggelse, idet vi udlægge dem Tingenes symbolske Betydning. Saaledes tage vi i vor Kirke den daghge Tvættelse som et Symbol paa den daglige Renselse af Sindet, der er nødvendig for den, der stræber mod det rette. I Maaltidet finde vi Stof til Eftertanke ved at betænke, hvor afhængige vi ere af Naturens og Menneskehedens Gaver, og vi modtage derfor Brødet og Vinen med Taksigelse til den agerdyrkende Kultur. Og ved Indslumringen se vi et Billede paa den Tilintetgørelse, som vi med Tillid og Resignation berede os til, og hvori vi skulle hvile, medens andre vaage for os. Nogle af os indøve sig med digterisk Evne i at tage selv den mindste Begivenhed symbolsk og finde deri et Fingerpeg, der opfordrer dem til at vandre paa den rette Vej.

Saaledes uddrage vi Kærnen af den gamle Overtro, medens vi lade Avnerne tilbage; thi vi fastholde stadig den naturlige Orden. 153 Men vi erkende vor Mesters store Opdagelse, som Historien og Studiet af Menneskeheden beviser, at uden digteriske Omklædninger af den tørre og nøgne Virkelighed lever Mennesket ikke efter sin sande Natur.

Dog, saadanne Forestillinger ere kun Fantasier, der tjene til at udvide vor Horisont; om Du vil: selvvalgte Illusioner. Men ved at de blive fælles for alle og ved at benyttes til Opbyggelse, komme de til at spille den samme Rolle for Menneskeheden som den gamle Religions Mysterier.

Sadedes have vi i vor ateistiske Religion uddraget alt, hvad der har Værdi i de gamle Religioner«.

Jeg sagde: »Skønt meget af, hvad Du siger, falder mig underligt i Enkelthederne, tror jeg dog, I kunne have Ret i meget, og min Erfaring paa denne Rejse har bestyrket mig i den Mening, at uden Religion kunne Menneskene ej leve. Dersom da Ateismen vil være Sandhed, ej blot paa Papiret, men i Hjerterne, maa Ateismen vorde en Religion. Taaber ere de, som. spotte over din store Mesters Værk; thi denne Menneskehedens Religion med Dogmekultus og Præsteskab, som han har stiftet, er sikkert det mægtigste Forsøg paa at opbygge dette Aarhundredes Slægt. Men viser ikke Erfaringen, at den er mislykket? Tror Du, at Menneskene, uden at vente haandgribelig, sanselig Fordel, ville underkaste sig en Lære, der kun har Pligter og ingen Belønning? Ak, før mig til Eders Ypperstepræst, Auguste Comte, og lad mig erfare, om han endnu i dette Helved har den samme Klippetro paa Menneskenes moralske Fremgang som i sit jordiske Liv«.

Han svarede: »Vi tør ikke tvivle; thi dette strider imod vor Religion; vi forsage ikke, og det, som vilde nedbryde Haabet hos andre, styrker blot os; thi vi arbejde, selv om alting taarner sig op imod os. Vid da, at han, vor ophøjede Fader, kom hid for at bringe Visdom og Fred til det syndige Land; men Menneskene hørte ham ej. Da græmmed han sig. Han taler ikke med nogen, men sidder den hele Dag og stirrer ind i en Verden, vi ikke se, og mumler Ord i et Sprog, vi ikke forstaa. Ja, han, Forkynderen, er blevet sindssyg af Sorg over Menneskenes Synd. Dog, nogle sige, at hans Bevidsthed er i en Eksistens, hvortil vi ikke kende, og at dette er det tredje Liv. Dog virker hans Væsen, skønt ordløst, stærkere end vor Forkyndelse af hans 154 Lære, og mange have omvendt sig til Sandhedens og Kærlighedens Evangelium blot ved at se hans hellige Skikkelse og bade sig i det Lys, der udgaar fra ham«.

Vi skræmtes op ved et Skud, og mens vi trykkede os op mod Muren, saa vi, hvorledes en Mand som en vanvittig overøste Mængden med Kugler fra sin Magasinrevolver. Hans Ansigt var blegt som Is, hans Øjne flammede, og med en forunderlig Koldblodighed fejede han Gaden tom for Mennesker, som en, der morer sig med at skyde Rotter. Folk søgte Skjul; men han udpegede dem med sikkert Øje og med en øvet Haand, og hvor hans Blik kom først, kom hans Kugle efter. Og hvad der var frygteligst ved denne Episode var den Tavshed, med hvilken han arbejdede midt i de flygtendes Skrig og de saaredes Jammer.

Da kom det Tidspunkt, hvor hans Patroner slap op, og i næste Øjeblik styrtede Pøbelen sig over harn som hylende Hunde for at sønderrive ham. Men lynsnar tog han en lille Genstand ud af Barmen, slog den mod Jorden - og i næste Sekund faldt han, som Samson mellem Filistrene, under en Eksplosion, der sprængte det Gadehjørne i Luften, hvor han stod, og begravede ham og den hylende Skare under Murbrokker.

Hans sidste Bevægelse, før han udførte denne Rædselsgerning, havde været at kaste en Pakke Blade ud i Luften, og den Hvirvelvind, der opstod ved Sprængningen, bragte mig et sammenkrøllet Papir, hvis Indhold jeg læste:

»Fiatjustitia, pereat mundus!

Vi ere Nihilister.

Der er ingen Dommer over os. Vi ere de, der holde Dom over Verden. Vi have tabt Taalmodigheden. Vi have dømt Samfundet. Dommen er denne: Det var bedre, om dette Samfund ikke var til.

Vi ere Dommere, og vi ere de, der udføre Dommen. Vi ere Hævnere.

I dette Samfund kan ingen fribaaren leve. Dette Samfund fbrgifter den ædle Daad, den rene Tanke. Dette Samfund skal dø.

Vi ville tilintetgøre det, vi ville dræbe dets Borgere, Mand efter Mand. Vi ville sprænge dets Byer, Hus efter Hus.

Retten skal fyldestgøres, derfor skal Verden forgaa. Hil Eder, Brødre! Hil Eder, Nihilister!

155

Hil Eder Brødre, som jeg ikke kender af Navn! Vi kende kun hverandre paa det dristige Blik og den stolte Gang her i en Verden af Uslinger.

Eder kalder jeg Brødre, som ere de fribaarne, de hensynsløse, de, der fordre Ret.

Vi ville udslette Pøbelen, vi ville nedbryde Samfundet - dets Byer skulle brænde, dets Rigdomme ødelægges.

Vi ville bygge en ny Stad paa Ruinerne, de fries Stad, vor Stad.

Ikke Love skulle ordne den, ikke Tyranner skulle regere den. En Stat for ædle og frie Viljer skal det vorde. Uslingerne skulle dø.

Lovet være vort Evangelium, Nihilismens Evangelium!

Dets Apostle ere udgaaede, de have gennemvandret Jorden og præket Frihed. De have hungret i Fængslet, de ere blevne pinte af Tyrannerne, de have Hdt Døden i Galger og paa Blokken for Retfærdighedens Sag.

Deres Disciple gennemstrejfe nu Verden som jagede Ulve og forkynde deres Lære.

Det nye Rige vil vorde igennem Strømme af Blod. Hil Eder, Brødre! I skulle alle vorde Martyrer.

En ny Blodsæd er kastet i Verdens Ager. Høsten kommer snart.

Og han, for hvem vi lide, Nihilismens Messias, vil stifte det nye Rige, i hvilket Retfærdighed bor, og herske der som den første imellem Hge.

Nihilismen leve!«

Min nye Ven læste med mig over min Skulder og sagde: »Eet af tre vil ske. Enten vil dette Samfund, der er uden aandelig Myndighed, falde tilbage til middelalderlig Overtro og Blindhed og underkaste sig det katolske Præsteskab; eller de ville anerkende Menneskehedens rette Lærere, Comtes Disciple, som deres Ledere i alle Ting; men hvis ikke eet af disse tvende sker, er dette Samfund modent til Undergang og vil styrte sammen for disse fortvivlede Menneskers Attentat. Thi uden Autoriteter kan intet Samfund bestaa«.

Da lagde sig en Haand paa min Skulder, og en Røst i mit Øre sagde: »Have I hørt Varslet tordne og tage dog ikke efter det? Gaa ud af denne By, viet til Undergang, som den er, og tøver ikke. Jeg har Medlidenhed med Eder, og paa Eders Ansigt læste jeg en ædel 156 Skrift; og her i denne Stad, hvor alt forfalskes, er denne den eneste Skrift, som Bedragerne ej kunne eftergøre«.

Jeg sagde: »Hvo er Du?«

Han stirrede paa mig med sine kulsorte Øjne og sagde: »Jeg er den, hvis Motto er: Hvad Dolken ej formaar, vil Gift formaa! Hvad Gift ej kan, kan Ild!«

Jeg sagde: »Heltemodige Bakunin, Du, Nihilismens Paulus, der, som han, forfulgt og i Lænker har præket fra Øst til Vest! Med dine Gerninger sympatiserer jeg ej, men jeg ærer Dig selv. Sig mig - thi om saa denne Gades Kløft skal lukke sig over mig i næste Nu, maa jeg tilfredsstille min Nysgerrighed, førend vi skilles -: hvorledes kan Du opfordre til og selv begaa saadanne Rædsler, som den, vi nylig saa?«

Han svarede: »Min Ven, enhver har sin Samvittighed, og jeg har min. Ej for Alverdens Skatte vilde jeg besudle min Sjæl ved det, som denne Bys Beboere daglig begaa uden blot at tænke, det er Uret. Hvis Du vil vide min Moral, da er den denne: Lev som en Adelsmand. Begaa de store Forbrydelser, men ej de mange smaa Lumpenheder, der forgifte Sjælen. Du handler uværdig, om Du sælger Dig for Penge til de skændige Udbyttere, der suge Blod af deres undergivne. Lad dem ej gøre Dig til Slave, og gør ej Du andre til Slave. Lev som en fri Mand, det er det store Bud. Lev med Pistolen for Brystet, og dersom Du maa sælge din Frihed for at leve, da tryk af og dø med Ære som en Riddersmand«.

Med disse Ord forlod han mig, medens jeg tænkte over, hvor forskellig den Ting, som kaldes Samvittighed, dog er hos de forskellige.

»Jeg bliver her«, sagde min Ven, Positivisten. »Der, hvor de store Ulykker ere i Vente, maa vi som Menneskehedens Læger ikke flygte. Men Du, gaa bort fra dette Sodoma, inden Jordskælvet bryder løs, og Ildregnen begynder at falde«.

I Løb forlod jeg Byen og ilede over en Slette, henover hvilken jeg saa ildspyende Uhyrer fare paa Kryds og paa tværs. Men da de kom nærmere, saa jeg, at det var Lokomotiver, der for af Sted i frie Baner, idet de ved en gaadefuld, magnetisk Mekanisme selv kastede Sporet foran sig og atter optog det bagfra. Mægtige Vinger bar dem halvt oppe, saa de ej hvilte paa Jorden med deres hele Tyngde.

157

Sværtede Mænd styrede dem; men for mit Blik tog det sig ud, som om disse Maskiner for efter eget Tykke hid og did, og med Skræk saa jeg, at en af dem, der syntes uden Styrer, forfulgte mig. Alt følte jeg dens hede Aande bag mig, mærkede dens Øjne brænde mig i Nakken og hørte dens Hvæsen. Men kun ved et Spring til Siden undgik jeg Døden, og saaledes sprang jeg, forfulgt af denne Djævel, der jagede i Zigzag efter mig, igennem denne Maskinernes Legeplads, indtil et Dige standsede Forfølgelsen. Bag mig hørte jeg - thi Solen stod paa Middag - Maskinerne pibende hilse hverandre, og for mit Øre tog det sig ud, som om de raabte til hverandre i deres Sprog: »Staalet har sejret over Kødet. Jorden er vor. Menneskene ere vore Slaver«.

Men flere Farer ventede mig. Jeg løb hen over store Marker, hvor Parier som Heste gik for Ploven, imedens Slavefogeder drev dem frem ved Svøber. En af dem løsnede sit Forspand, og de seks Parier, hvoraf det bestod, styrtede som et Kobbel Hunde efter mig, imedens deres Herre ved muntre Tilraab fik dem til at springe.

Disse Bæster løbe som Bavianer paa alle fire, naar de ville komme hurtig frem. De afskar mig; - alt saa jeg deres Herre nærme sig, jeg saa hans røde Tyreansigt og hans løftede Svøbe, og med Skræk anede jeg hans Hensigt, at spænde mig for Ploven mellem disse menneskelige Køtere.

Da frelstes jeg af Bakunin og hans Nihilister. Et Tordenbrag rystede Luften, og Parierne faldt i deres Overtro paa Knæ for mig, som om de antog mig for Ophavsmanden. Den Vulkan jeg nys forlod, sprængte sin Skorpe. En Stenregn som den, der begravede Pompeji, formørkede Luften, og gennem den saa vi røde Luer som djævelske Dæmoner danse i Kreds. Hastig hævede sig mørke Skyer, og en Plaskregn faldt. Manden med Tyreansigtet stod endnu med Svøben løftet, men med Hovedet vendt mod Katastrofen, som om han var Lots Hustru, stirrende paa Sodoma. Men inden han blev levende igen, var jeg forsvundet.

Efter lang Vandring kom jeg til en Stad, over hvis Port der stod skrevet: Tolerance.

Mer end fem Hundrede Kirketaarne kappedes med hverandre som Træer i en Lund, og om hver af dem holdt en Flok Alliker til. Disse hellige Fugle syntes at danne hver sin Menighed, og da nu 158 Klokkerne begyndte at kime, søgte de forskellige Kor at overdøve hverandre med deres Trosbekendelser.

Jeg havde glædet mig over Stadens skønne Titel, men inden jeg var naaet frem til dens Torv, ønskede jeg mange Gange, at her gjaldt den samme Lov som i Profetens Rige, og at alle Religioner undtagen een, ligegyldig hvilken, vare forbudte under Dødsstraf. Thi der var et frygteligt Skænderi paa Gaden; det regnede med Bibelsteder, og de lærdeste og længste græske Ord fløj mig om Ørene. Fra hver en Dør kiggede Missionærer ud og opfordrede mig til at se indenfor med lignende Tilraab, som Skøgerne bruge i Smaagaderne: »Træd nærmere! Kom kun! Koster næsten intet!«

Jeg smuttede ind og ud og priste mig lykkelig, da jeg naaede Byens Torv, hvor der var mere Albueplads.

Men hvem mødte jeg her?

En ældre Herre med smaa Englevinger klistrede bag paa den sorte Kjole for at antyde hans Stilling i den anden Verden kom i fuld Fart galoperende paa sine Slæbere efter mig og raabte: »Halløj! Halløj! Hør, min kære Ven, hørjeg vil sige Dig noget!«

Jeg standsede. Han pustede, og da han havde faaet Vejret, lagde han Armen om min Skulder, trykkede mig til sin Barm, saa mig sødt ind i Øjnene og sagde: »Elsker Du Jesus?«

Nu saa jeg godt af hans sorte Kjole, hans hvide Krave, hans Flæskekinder og hans Portvinsnæse, til hvilken Hjord han hørte, og da jeg vidste, hvad der ventede mig, i Fald jeg gav ham Ordet, bestemte jeg mig til at gribe Offensiven og holdt følgende Tale til ham, idet jeg selv til en Begyndelse ej vidste, hvad jeg skulde sige, mens Meningen af Foredraget, som ved de fleste gejstlige Præstationer, først efterhaanden blev klar, ej blot for Tilhøreren, men og for Taleren:

»Min kære Broder! Godt, at jeg traf Dig. O, hør min Røst! O, forhærd Dig ikke! O, omvend Dig fra dine Synder! Elskede Broder! Sig mig, ad hvilken Vej Du tror, Du gaar. Naar der skal skilles mellem Bukkene og Faarene, da kommer Du mellem hine. Omvend Dig fra den augsburgske Konfession, eller Du vil gaa lige lukt i Helvede! Bekend Dig til Aristoteles' Logik, Euklids Geometri og Arkimedes' Fysik! Erkend, at to og een er tre, og at det selvmodsigende 159 er umuligt! Tror Du, at Gud vil have dem i sin Himmel, der begaa Blasfemi imod den hellige Fornuft, Menneskets bedste Eje? Min Ven, Du er en Buk, en gammel Buk, en af Satans egen Menighed! Omvend Dig og sørg for, at din Næse faar en anden Farve. Det er alt i den ellevte Time. Gaa nu hjem, kast Dig paa Knæ og tænk ret inderlig over, hvad jeg har sagt!«

Denne Tale understøttede jeg ved som en broderlig Paamindelse af og til at puffe ham i Mellemgulvet og tog derved Vejret fra ham, saa han stod værgeløs og harmglødende under min Ordstrøm. Jeg efterlod ham saadan, og efter et sidste tordnende: »Omvend Dig, for Satan!« smurte jeg Haser det bedste jeg havde lært.

Paa min Vej gennem Byen havde jeg set det ene Skilt efter det andet med Paaskrift: »Denne Vej til Profeten Lurifas«. Og nu hørte jeg en Trommeslager gaa igennem Staden, standse ved hvert Gadehjørne og udraabe efter en Hvirvel paa Kalveskindet: »I Aften velsigner Profeten Lurifas de smaa Børn. En Franc pr. Hoved. Forældre gratis Adgang«.

Jeg fulgte den Finger, der paa alle Skilte pegede imod hans Dør, og lod mig melde hos hans Tjener som en farende Svend, der rejste paa Religionen gennem Verden og udbad sig Tilladelse til et Interview.

I en sort Silkekappe modtog han mig, idet han paa en adspredt Maade legede med et Dødningehoved og gav mig at forstaa, at der var Aander i Stuen, hvormed han talte.

Jeg nød den Ære at spise Lunch sammen med den store Mand. Og da vi havde faaet den tredje Flaske Vin, sagde Profeten Lurifas:

»Kender De den desperate Lyst, man undertiden faar til at klæde sig nøgen af for alles Øjne? Jeg vil i Dag være desperat, da jeg hører, De kommer her paa Gennemrejse og snart vil være ude af Byen. Jeg vil vise mig for Dem, som jeg er.

De søger efter Sandheden, siger De, og mener at finde her i det kære Hinsides, hvad der er skjult for Blikket i det første Liv. Min kære Mand! Denne Verden er ganske som den forrige. Ingen ved noget rigtig. Det hele er een stor Komedie. Tilværelsen holder os for Nar. Og den, som er fornuftig, indser, at Livet kun er Forvirring, og søger at bringe det mest mulige ud af Forvirringen. Da jeg 160 kom hid, ledte jeg, som De, efter Sandheden; men snart indsaa jeg, at der er ingen Sandhed til, men alt er Blændværk. Nu vel, er der ingen Sandhed til, saa maa man lave en.

Forstaar De mig nu. Jeg slog mig paa Profeteringen. Man maa jo ogsaa leve.

Altsaa, jeg er Profet, Mirakelmager, Bugtaler, og hvad De vil. Talløse vildfarende Sjæle strømme til mig for at erfare de dybeste Sandheder - og jeg aabenbarer dem de dybeste Sandheder. Hver Midnat efter det tolvte Slag aabnes Fløjdørene for de tro endes knælende Skare, og iført en blændende Lysklædning træder jeg frem for mine egne Muhamedanere med mit Studereværelses Mørke i velar rangeret dæmonisk Uhygge til Baggrund. Straks raaber min brave Frants, der passer Forretningen, naar jeg er optaget af personlig Sjælesorg: »Profeten er stor!« og en Gysen gaar igennem Skaren. Dernæst taler Oraklet - Oraklet, forstaar De, er mig selv - et eller andet Galimathias, jo galere, des bedre, som f. Eks.: »Die Substantialität ist das permanente Entgegen-gegenüber-gemäss«. Oraklets Ord blive opskrevne, og mit Dervishpersonale tilbringer Natten under Bøn og Bodsøvelser med at fortolke dem, medens jeg selv kaster Nattens Kaabe over mig og iler til mit skjulte Pare aux cerfs. Næste Morgen overrækkes Fortolkningen mig, og jeg erfarer, at jeg virkelig har sagt noget meget dybsindigt. Hvis en Kætter skulde protestere mod Oraklet, siger jeg, at han mangler Trosevne, og ekskommunicerer ham højtidelig af Menigheden.

Saaledes gør jeg Menneskene uvurderlige Tjenester, og samtidig høster jeg selv per fas ae nefas mine Accidenser, saavel Kostbarheder fra Mineralriget som saadanne, der udbetales in natura.

Men De forstaar mig ikke, hvis De tror, jeg blot er en almindelig Bedrager, der holder Menigheden for Nar. Jeg driver Spasen videre. Jeg bedrager til sidst mig selv. Jeg beruser mig i den mystiske Uhygge, der altid omgiver min hellige Person. Jeg ophidses af mine Dervishers skingrende Skrig og af mine Turtelduers brændende Blikke. Jeg faar Delirium, jeg spaar, jeg forbander. I et saadant Øjeblik er jeg i Sandhed en Profet helt ovenud efter Oldtidens allerbedste Mønstre.

Dette sataniske Vanvid er den herligste Spas i hele Farcen. Det er 161 Ekstrakten af Blændværket. Hvo, som ikke har været Profet, ved ikke, hvad Livet er«.

Idet han sagde disse Ord, sprang Mester Lurifas op, lod sin sorte Kappe glide ned om sig og stod foran mig i en ildrød Silkeklædning med en gylden Dolk ved Siden. Senere betænkte jeg, at dette var en af Profetens Roller; men i Øjeblikket var det mig, som om jeg saa Mefisto selv.

Han gjorde med et Grin Mefistos Tegn og sagde: »De er en Daare, at De søger Sandheden. Sandhed er kun et Ord. Alt, hvad der giver sig ud for Sandhed, hvad enten det kalder sig Videnskab, Filosofi eller Religion, er kun Tdemaader, hvormed man imponerer den store Hob. Nej, søg ikke efter blege Drømmebilleder. Kryst Virkelighedens Kød og Blod. Hug i det med Dolken af Staal og Guld. Æd og drik. Men vil De have Sandhed, da skal jeg nævne Dem den eneste Sandhed, jeg kender. Det er Rosen i Livets Skød. Det er Nydelsen af Kvindelegemets Skønhed og Ynde i sin falde og hele Sødme. Vellyst er Sandhed. Vellyst er idel Sandhed. Og der er ingen Sandhed uden Vellyst. Far vel!«

Udenfor var en øredøvende Larm. Det viste sig, at her blev opført Aftenbøn. Klokkerne kimede, smaa Menigheder samlede sig om deres Hyrder og forsøgte at tage Troen fra hverandre, og ved denne babyloniske Forvirring faldt følgende Tanke mig ind: »Er det den kristne Kirke med sine fem Hundrede Taarne, den Babels Borg, hvorom der fortælles i den gamle Fabel: Menneskene slog sig sammen i Masse og forsøgte at storme Himmelen i sluttet Trop. Da forvirrede Guderne deres Tungemaal, og de forstod ikke længere hverandres Sprog, men stredes om et Jota mere eller mindre. De raabte i Munden paa hverandre, og det Skuespil, der var anlagt saa stort, endte som en Komedie.«

Og med tunge Tanker steg jeg op i et Taarn, hvorfra jeg havde Udsigt over Byen, og sagde, idet min Tanke vendte tilbage til de Kannibaler, jeg nylig var undsluppet: »Er da den europæiske Kultur kun en Bemaling, under hvilken Vildmanden skjules? Naar denne Race, der vandrer om i sorte Frakker og i lange Benklæder, kommer hid, hvor Menneskets sande Væsen viser sig, da viser Dyret Tænder og griner frem gennem den humane Maske.«

162

Og en usigelig Væmmelse greb mig. Jeg mindedes Bakunins Ord: »Søg Døden hellere end at føre Livet uden de Fordringer, Du stiller til det,« og sagde til mig selv: »Imellem Mennesker af denne Art kan jeg ej leve. Deres Aande er Smitte, deres Ord er Gift. Deres Nærværelse fordærver Luften, og denne Smitte trænger ad okkulte Veje ind til de lønligste Kroge af din Sjæl. Ingen Tanke kan tænkes ren og klar, ingen Følelse kan gennemleves dyb og ædel i en Verden, hvor saadanne Uslinger færdes paa lige Trin med de retfærdige. Hellere vil jeg dø end blive her!«

Jeg vilde styrte mig ned fra Taarnet for at knuses, da et Syn fangede mit Blik. Fjernt i Horisonten saa jeg Sodoma brænde, og som ved Vesuvs Udbrud steg en Pinie af Ild og Røg op imod Himmelen. Da saa jeg Piniens Krone bøje sig hen imod min Kant. Snart slog den hede Vind ind gennem Glughullet. Ildskyer saa jeg rives af Stormen løs fra Piniens Krone og svæve hen mod os, og Gnister viste sig alt i Luften.

Og da jeg kastede mit Blik ned paa Sletten, saa jeg Udpunkter, der nærmede sig til os og voksede til gloende Drager, der med djævelske Hyl ilede frem i Kapløb for at storme den By, hvor jeg var. Nu kendte jeg dem; det var de Dampvogne, hvoraf jeg var blevet forfulgt. Med Flammer slaaende højt op fra deres Tændere, som om Kullene vare blevne overhældte med Petroleum i Stedet for med Vand, for de frem, og jeg forstod, at det var Bakunins Folk, der havde udsendt disse rullende Brandere for at ødelægge dem selv og denne By.

Men endnu skændtes disse Folk paa Gaden og prækede og sang Salmer og bad Bønner, mens Undergangen var over deres Hoveder. Fuglene vare klogere. Allikerne samlede sig til en tung, sort Sky, der strøg bort. Men fra den anden Side kom den røde Sky, og i et Nu var Staden omspændt af Ild. Og den Storm, der følger med en mægtig Ildebrand, rystede det Taarn, hvori jeg sad som Vægter.

Da kunde jeg ikke udholde dette Skue længere, og jeg sprang ud for at søge Døden. Men Stormen fangede mig i sine Arme og bar mig bort. Svimmel og ør sugedes jeg op imellem Skyer som af en Skypumpe. Det brændende Sodoma og Gomorra forsvandt for mine Øjne. Stæder og Marker dansede hen under mig, og med en Cyklons Hastighed blev jeg bortført til andre og bedre Egne.

163

Pludselig hævede den Lufthvirvel, der bar mig, sig i Vejret og susede af Sted med mig med en Hastighed, der gjorde mig det lige umuligt at tænke og at sanse. Da den atter, efter jeg ved ikke hvor lang Tid, sagtnede sin Fart, saa jeg under mig Jord, Vand og Træer og spurgte mig selv, hvor jeg var. Et Øjeblik havde jeg tænkt, at Stormhvirvlens Aand førte mig til en anden Klode; men hvis den Jordjeg saa nu, var en anden Klode, lignede den i det mindste højlig den gamle og den Del af den, som jeg kender bedst.

Imellem grønne Enge løb blanke Aaer, og straatækte Huse med Smaahaver om sig laa hist og her. Himmelen var bemalet med de fine Farver, der gaa lige forud for Aftenrøde.

Blidelig blev jeg sat ned paa Jorden, og jeg saa Stormaanden hæve sig igen og som den sorte Valravn flyve hen mod de brogede Skyer og forsvinde.

Hvor var ej dette enfoldige Landskab kvægende for mine Blikke! Disse grønne og fugtige Enge førte et Sprog saa mildt som en Vuggevise. Og Skyerne, der sejlede for en stille Brise, gik som Toner, der vare oversatte i Farver, over Himmelen. Idet jeg aabnede min Sjæl for de Stemmer, der udgaa fra det, man kalder »den døde Natur,« fornam jeg, at hele Naturen i dette grønne Land, i denne blegrøde Kvæld, gik paa den samme, simple Melodi, som Mennesker ej forstaa, uden de blive som Børn.

Jeg saa mod Skyerne og tænkte: »Hvad siger deres Flugt?« Og det svarede:

»Safrangule, dunkelblaa,
Farvede som Høstens Blade
Skyerne for Vinden gaa
Over Himmelhavets Flade.«

Jeg saa Taagen stige op af Aaen, og jeg spurgte mig: »Hvad siger Taagen?« Det svarede:

»Taagen falder som et Slør,
Mæt af Dug og tungt af Hede.
Aftentræt og elskovsør
Leder Fuglen om sin Rede.«

164

Jeg hørte en gammel Bekendt synge nær ved mig fra sit Krat; men jeg behøvede ikke at spørge, hvad Nattergalen sang; thi jeg forstod straks dens Røst:

»Om den søde Sommerkvæld
Synge alle Nattergale
Under Aftenrødens Fjæld
I de dybe, grønne Dale.«

Jeg gik videre i dette Arkadien. Okser og Heste saa jeg gaa løse paa Marken. Smaabørn løb ud og kaldte dem hjem, og de fulgte de smaa saa lydige som Hunde. Fra en Græsgang længere borte korn en Skare Køer og Kalve uden Vogter, kun anførte af en mægtig Tyr, og under Brølen skiltes de fra hverandre, og hver Ko løb hjem til sin Gaard.

Jeg standsede uden for et Lysthus af Humleranker ved at høre en Mandsrøst læse noget op for en, hvis Raslen med Kjolen angav, at det var en Kvinde. Jeg hørte følgende Digt:

»Tag imod mig, som jeg er.
Jeg har bange
Tabt de mange
Kongelige Syner, der
Lod mig se mig blandt de første
Og de største.

Intet er Geniets Syn,
Vingebaarne,
Folkekaarne,
Døbt af HeUigaand og Lyn -
Intet, uden en, som dele
Kan det hele.

Kæreste, vi Børn, vi to
Er nu lige -
Lige rige;
Thi min stærke Præstetro
165 Har jeg dølget og begravet
Dybt i Havet.

Derfor - giv mig hid din Haand.
Kvinden, Manden
Skal hinanden
Lede til den sande Aand.
Selvets Tanke, Hovmods Stemme
Vil vi glemme.

Sandheds Aand skal lede os,
Styre Sangen
O ver Vangen,
Tæmme Trodsens vilde Fos,
Gøre Hjertet fuldt og kærligt,
Rent og herligt.

Du, min blide Hustru, maa
Give Freden,
Kærligheden.
Jeg skal kæmpe og forstaa.
Vi vil vore Hænder lægge
Sammen begge.«

»Kom, kære,« sagde han, »vi ville skrive et Søndagsdigt tilsammen. Jeg skal digte hvert andet Vers, og Du hvert andet, og vi ville svare hinanden som en Sangfugl og dens Mage.«

Og medens jeg hvilede mig paa Diget udenfor, blev følgende Digt til:

Han læste:

»Kæreste, som fra det fjerne
Kom til mig saa underfuld,
Du var mig min Morgenstjerne,
Nu er Du mig Dagens Guld.
Mine Arme skal Dig værne.«

166

Hun svarede:

»Du er den, hvis Øjne stirre
Som to strenge Sandhedskrav.
Hvor skal jeg gaa hen, o, Herre?
Ene vil jeg mig forvirre,
Aand og Ord din Røst mig gav.«

Han:

»Ja, din Kærlighed er ren
Som en Drik af Livets Kilde,
Ejer Bod for Hjertemen.
Hvor blev Præstens Gerning lille!
Du kan fuldtud frelse en.«

Hun:

»Led mig ind i Naadens Havn,
Styr min svage Tankes Veje.
Kæreste, tag mig i Favn
Som dit rette, vundne Eje.
Slut i din Bøn ind mit Navn.«

Han:

»Ja, jeg er forløst fra Brynde,
Dog er Elskov ikke død;
Ved din Arm tør jeg forkynde:
Kærlighed er rosenrød,
Kærlighed kan ikke synde.«

Hun:

»Evig skal vi sammen være,
Evig hører jeg din Røst.
Evig skal min Husbond nære
Mig med Sandhed og med Trøst.
Evig er vi Hjertenskære.«

167

Kort efter sad jeg bænket inde i Hytten og deltog i Aftensmaaltidet med Irving og Jane Welsh, idet jeg grundede over, hvorledes det, som Kirken havde adskilt, her var blevet sammenføj et.

»Har han ikke Ret,« tænkte jeg, »naar han ofrer sin Værdighed som Kirkestifter og Profet paa denne yndefulde Skabnings Alter? Er ikke inderst inde Kvinden Kristendommens Gud? Som Katolikkerne dyrke Jomfruen, saaledes er Protestanternes egentlige Religion Tilbedelsen af Hustruen. Det er Cølibatet og Cølibatet alene, der fremtvang Reformationen. Eros forstak sig bag de gamle Dogmer, og medens hele Verden - ikke mindst Reformatorerne selv - troede, at Striden gjaldt Troen, var den skjulte Sammenhæng den, at Catharina, ukendt og paa Afstand, ved usynlige Traade drog Morten ind mod Ægteskabets Havn.«

»Hør, kære Ægtepar,« sagde jeg, »I, som daglig med hinanden plukke Frugterne af Livets og Kærlighedens Træ og derved overvinde Døden - er dette Fredens Hjem med sine Paradisfarver og Alfestemmer ikke det Sted, somjesus af Nazareth gik at berede, da han gik forud for sine Lærlinge? Jeg ser jo den Opstandnes Billede hænge paa Væggen, og Bjærgprædikens Sprog staa skrevet over Døren?«

Han svarede og, som jeg syntes, med et Suk: »Nej, dette Rige er ikke Jesu Rige. Dette Land er kun et Hvilested for dem, der blive trætte undervejs af den lange Pilgrimsvandring imod Guds Trone. Her bo de fromme, de retsindige, de rene af Hjertet og de sanddru af alle Tungemaal og Religioner. For Fredens Skyld er her alle Forsøg paa at omvende andre forbudte, ja, Du maa ikke engang nævne din Tro for andre. Men lige saa udtrykkelig er det paabudt at have en Religion. Enhver, som lever her, skal tilbede en, der legemlig har vandret paa Jorden, og hvis Navn nævnes i Historien. Dette er Loven her. Men denne Lov viser ud over Stedet, hvor vi ere, imod en anden Tid og et andet Rige, hvor Sandheden skal skues som en Person.

Saaledes er Loven her i den ukendte Herres Land.«

»Hvem er det?« raabte jeg. »Fortæl mig ret om ham og om hans Land.«

»Min Viden er kun ringe. Jeg ved kun, at han har bygget dette Land og givet Love for det. Dog, her fortælles mange Fabler om 168 ham. Man siger, at han blev født i forrige Aarhundrede af en Jomfru. Han kom til Verden hvidhaaret og hvidskægget og kunde straks tale. Uden Undervisning blev han den viseste Mand; thi han udfandt selv, paa egen Haand, hvad Videnskabsmændene indtil ham havde tænkt, og gennemlevede i sine egne Drømmerier alle Religioner.

Meget talende var han, og ingen kunde overbevise ham. Men fra sit femtende Aar blev han tavs efter Synet af en fødende Kvindes Lidelser. Han gik bort fra Verden og søgte Ensomhed paa Fjældet. Hans Forældre opsøgte ham og bad ham vende tilbage; men han forblev tavs. Kongen lod ham kalde for sig og spurgte ham, hvorfor han flygtede fra Verden. Men han forblev tavs.

Men her i Ensomheden, fortælles det, udfandt han de skjulte Love, der raade for Tilstanden efter Døden og Menneskets Tilblivelse. Da beraadte han sig med sig selv, om han skulde meddele Menneskene sin Viden eller ej. Dog, han besluttede at tie; thi det Værk, han arbejdede paa, fordrede Tavshed. Og der fortælles, at en steg ned fra Himmelen, knælede tre Gange for ham og bønfaldt ham om at meddele Menneskene sin Visdom. Men han forblev tavs.«

- Her mindedes jeg i Tavshed, hvorledes efter Sagnene paa Ceylon den højeste Gud steg fra den højeste Himmel og bønfaldt Gotama, den største Buddha, om at forkynde sin Lære for Menneskeheden. Gotama lod sig bevæge. Men, som jeg hørte her, denne Herre ikke.

»Han levede og døde ukendt. Men som Skattegraveren finder sit Guld i Tavshed, fuldførte han sit Værk i Ensomhed, nemlig at bygge dette Land. Ved sin Tankes Kræfter dannede han en Verden, hvor Folk af alle Religioner kunne bo sammen uden Strid og uden at forarges paa hverandre.

Men hans Opfindelse er denne: ved uløselige Tankeforbindelser at knytte Lærdomme til Steder og til Ting, saaledes at Naturen selv forkynder os hans Lære. Idet han betragtede Himmelen, hvis Buer fra alle Sider stræbe med samme Krumning mod Zenit, fastholdt han paa samme Tid den Regel, altid at tænke med samme Sanddruhed, Nøjagtighed og Klarhed, hvormed en matematisk Ligning taler, og at lade al Tanke, Tale og Handling sammenkædes med samme 169 Konsekvens, hvormed Sætningerne i Euklids Geometri ere forbundne med hverandre.

Og denne Præken holder Himmelen for os den Dag i Dag.

Paa samme Maade lod han de grønne Urter indgyde Beskueren Afsky for at drikke, tygge eller ryge ophidsende Midler.

I Dyrenes Øjne indskrev han sit Forbud mod at udgyde noget Væsens Blod, og jeg kan ikke fæste mine Øjne paa min dyrebare Hustrus Ansigt uden at mindes hans Regel: Een Mand - een Kvinde. Een Kvinde - een Mand.

Paa samme Maade er det os forbudt at bruge Skrifttegn, at drive Handel og at have Tyende.

Her er, som Du har hørt, de moralske Love af samme uvilkaarlig tvingende Art som de øvrige Naturlove. Saa lidt som Stenen kan nægte at drages mod Jorden, saa lidt kunne vi handle mod hans Love. Thi her er Pligtens Bud og Hjertets Trang eet og det samme.

Saaledes leve vi som Hyrder og Hyrdinder i det lykkelige Arkadien. Med friske Sanser, der ej ere sløvede ved Overanstrengelse eller Udskejelse, leve vi som Børn i uskyldig Nydelse af Himmelens Skønhed, Blomsternes Duft og Frugternes Sødme.

Men som Vand tiltrækker Vand og skyr Olie, saaledes drager dette Land efter den af ham indsatte Orden kun dem herhid, som kunne leve som Børn, men støder dem, som søge mere sammensatte Nydelser, bort fra sine Grænser.

Vi leve som Børn i Edens Have. Her udgøre Dyr, Mennesker og Planter kun een Familie, og vi forstaa hverandres Sprog. Thi vi Mennesker tale ikke meget til daglig; men vi aabne vore Øren for de sagte Stemmer, der hviske til os fra alt, hvad der lever og rører sig. Til Røster lytte vi, som Sokrates til sit Daimonion, og vi vogte os vel for at synde mod de advarende Røster; thi vi vide, at hele Naturen sukker efter Forløsning og haaber til Mennesket som Frelser.

Og fordi vi elske Dyr og Planter og hele Naturen, derfor er dette Rige Fredens Rige, og der er Harmoni mellem den indre og ydre Verden. Over for hverandre følge vi Hjertets Tilskyndelser. Vi vælge vore Venner, ikke efter ydre Ting, men efter Sympatiens Drift. Ved Valgslægtskab finde vi os Brødre og Søstre.«

170

»Og ved den samme uvilkaarlige Drift søge Mand og Kvinde sammen,« sagde hans Hustru. »Jeg gik, jeg vidste ej hvorhen. Igennem Alverdens Riger for jeg uden at finde Hvile nogetsteds. Og stadig hørte jeg en Stemme, der gjorde mig angest: »Din Skæbne venter Dig i det grønne Hus.«

Da kom jeg hid paa blødende Fødder efter at have vandret over de frosne Glasbjærge, hvis Is er haard som Staal. Og jeg saa Huset med den grønne Vedbend under Lindetræet. Jeg blev angest, jeg vilde ikke gaa ind, men min Skæbne tvang mig til Tærskelen. Der sank jeg om. Og en kom ud, saa mig i Øjnene og bar mig ind i Huset. Og det var ham, min Ungdoms Elskede, min Frelser, min Husbond for Evigheden.«

»Ja, jeg kom hid, ført af en Magt, jeg ikke kendte, og boede her i Ensomhed. Og hver Dag knælede jeg ned i Tro og Haab og Bøn og længtes efter Salighedens Aabenbaring. Og se! Troen kan flytte Adskillelsens Bjærge. Du kom hid, og af dine Øjnes Kalder drak mine Øjne Livets Vand; af din Mund smagte jeg Livets Brød, og Du selv, saa rank og frisk Du er, Du blev mig Livets Træ, hvis Frugter jeg plukker i den Ensomhed, hvor to ere een.«

Han tav. En lille Pige kastede sig om Moderens Hals. En lille Dreng klatrede op paa Faderens Knæ. Disse to, der vare fødte i dette Drømmeland, vare saa fine, saa lyse og saa uskyldige som to Lysalfer, og dog saa skælmske som to af Jordens Smaabørn. Drengen hed Tjørn, og Pigen Abild. Og det kom mig for, som det var Urtegaardens bundne Aander, der havde faaet Liv og Legem ved disse to lykkeliges Favntag.

Jeg sagde: »Herskeren her er den viseste af alle Fyrster, og hans Rige det bedste af alle Riger. Før mig til ham i Morgen, naar Dagen gryr; thi jeg er bristefærdig af Længsel efter at lære Naturens skjulte Love af hans Mund.«

»Ingen her kender ham. Vi vide ej, hvorledes han ser ud, vi vide ej, hvor han er, om han er her skjult mellem os, eller om han færdes i et andet Rige. Derfor viser enhver af os enhver anden den største Ærbødighed; thi ingen ved, om ej han har den ukendte Hersker for sig. Jeg kan ikke vide, om han ej er Dig, om Du ej er ham, der udfritter mig for at prøve mig. Men hvo Du end er, er Du velkommen. 171 Nu gaar Solen ned, og jeg vil føre Dig til dit Soveleje. Men først beder jeg Dig høre paa vor Aftensang.«

Snart hørte jeg Kvindens, Mandens og Børnenes Røster smelte sammen:

»Her har vi vort Kirkehus.
Hvilket andet er som dette?
Vin og Vedbend Taget flette
Under Lindeløvets Sus.
Her er Æblemosten sød,
Her er Nadverbordet rede,
Her vil Moder Dugen brede,
Her vil Fader bryde Brød.

Viv er Degn, og Mand er Præst,
Børneskaren rundt om Bordet
Hopper vel til Alvorsordet,
Gemmer dog en lille Rest,
Hopper op paa Moders Skød,
Lægger Hovedet til Barmen,
Hænger Faderen paa Armen
I den røde Aftenglød.

I den røde Aftenglød
Synge mange Stemmer glade
Under Lindens mørke Blade
I den stille Dagens Død.
Mor er Degn, og Far er Præst,
Efter følger Menigheden.
Sangen er en Sang om Freden
Over Kvældens Farvefest.«

172

Syvende Dagsrejse: Skærsilden

Pilgrimmen hører Astronomernes Diskussion og erfarer den sande Kosmologi. Han kommer til Kætternes Klode og til den katolske Kirkes Rige. Ignatius Loyola og Antikrist. Helgenernes Bjærg. Fra Sollandet farer han til den hellige Jomfrus Snerige

Om Natten havde jeg en Drøm. Det forekom mig, at jeg vandrede ude paa den grønne Slette. Da saa jeg et Dyr, som et af dem, der holdt Vagt ved Porten til Assurbanipals Slot. Jeg saa en vinget Tyr, og den tiltalte mig med menneskelig Stemme og sagde:

»Sæt Dig paa min Ryg, og jeg skal bære Dig herfra til andre Verdener. Til Solen fører jeg Dig, hvor alle Helgener staa i hvide Klæder for Tronen.«

Jeg svarede: »Du opfylder min højeste Begæring. Hvormed skal jeg takke Dig?«

Dyret sagde: »Jeg er kun en Tjener for den, som sendte mig. Vid, at jeg er et af de fire Dyr, som staa for Tronen. Før Jorden blev til, græssede jeg paa Himmelens Enge og tjente Kaldæas Guder. Men dengang Korsets Ære kom til Verden, hørte jeg tale om en Forløsning og et evigt Liv for alle, og denne Tale brændte i min Sjæl; thi ogsaa vi, Urtidens Skabninger, trues af Undergang, endskønt vort Liv tæller Aartusinder, hvor Eders har Aartier.

Da kaldte jeg paa tre af de andre af Dyrenes Fædre. Vi vandrede ud fra det himmelske Kaldæa og opsøgte Korsets Forkyndere. Og jeg knælede for dem og sagde:

»Hvi lukke I os ude fra Guds Rige? Ere Dyr og Mennesker da ikke Brødre? Alle, som have rødt Blod og fem Sanser, ere af samme Slægt. Ogsaa vi længes efter Forløsning og det evige Liv.«

Da tog de imod os og førte os ind i Solens Rige, og der staa vi for Tronen, de fire mægtige Dyr. Men foruden de fire ere indladte Duen, der fløj ned ved Daaben, det slagtede Lam, der blev helliget ved at ædes ved Nadveren, og Fisken, der bærer Herrens Bogstaver i sit Navn.

173

Disse syv færdes blandt Helgenerne og knæle for dem. Men foruden os er der utallige Fugle, Fiske og firføddede Dyr, der længes efter at lades ind i Solens Land. Hvis Du vil takke mig, da tak mig ved at tale disses Sag, ih vor Du færdes. Ere vi ikke alle Brødre, og tjene Dyrene ej Menneskene vel?

I Menneskets første Morgen, da var han nøgen, svag og uforstandig. Da kom min Frænde, Pukkeloksen, til ham og ynkedes over hans Svaghed. Frivillig gav den ham sin Mælk og spændte sig for Træploven. Dengang var Oksen hellig, og Manden dræbte den ikke og spiste ikke dens Kød; men de vare som Brødre og forsvarede hinanden mod Tigeren.

Men siden fik Mennesket sig højere Maal og tragtede efter et evigt Liv. Da ringeagtede de Dyrene. De spiste deres trofaste Tjeneres Kød og klædte sig i deres Hud. Dog, disse have det med Taalmodighed. Men hvorfor ville I udelukke os fra den Forløsning, som I have vundet? Ej blot for Okserne taler jeg, min egen Slægt; men alle Dyrs Sag taler jeg, deres Sag, som har det røde Blod. Lod Ulven sig ikke omvende af den hellige Franciskus? Bragte ej Ravnene Elias Føde, og Bjørnene Eneboeren Brænde? Hvorfor da udelukke nogen?«

Jeg satte mig paa Dyrets brede Ryg. Og det udspredte sine Vinger som to gennemsigtige Sejl. Da gik Opvaagningens Gysen gennem mine Lemmer. Drømmebilledet forsvandt i Mørke.

Jeg tænkte: »Det var en Drøm,« og aabnede mine Øjne. Se, da var Drømmen blevet Virkelighed, ved hvilket Mirakel kan jeg ikke sige.

Jeg sad paa Dyrets Ryg mellem dets Vinger, der skælvede i Æteren med saa vidunderlig en Hastighed, at deres Billed helt forsvandt for mine Øjne. Det fløj ej som en Fugl, men som en af de Solfluer, der kunne staa stille i Luften, spillende med Vingerne, og i næste Nu fare bort saa hastig, at de forsvinde for Øjet, og saa hvile sig i en ny Solstraale. Saaledes for vi maaske Tusinder af Mile i eet Sekund, og mellem hver Flugt hvilede Dyret paa Vingerne et Øjeblik som for at vise mig, hvor jeg var.

Paa et af disse Holdesteder saa jeg foran mig en Klode, ikke større end en liden Ø. En Kreds af Mænd sad her, fordybede i alvorlig Samtale. Da kunde jeg ikke styre min Nysgerrighed. Jeg raabte til 174 min Ganger: Stands! Og vi landede paa denne Klippe midt i Æterens Hav.

To Mænd stod der og stredes med Ord og Tegn. Hver støttedes i Ryggen af sit Parti, som. opmuntrede sin Mand med Tilraab. Den ene af denne Tvekamps Stridsmænd var klædt i Chiton og Chlamys. Og idet han slog i Luften med et Cirkelmaal, raabte han:

»Jeg kan forklare alt saa godt, som Du, le kun ad mine Epicykler. Med dem kan jeg beregne alle Stjerners Gang. Hvis Du vil kappes med mig, skulle vi se, at jeg bestemmer deres Plads til et givet Tidspunkt fuldt saa nøjagtig, som Du.«

Den anden, som efter sin Dragt syntes mere at høre til min Tid, sagde sagtmodig: »Men hvor forfærdelig indviklede ere ikke dine Figurer? Hvor simpelt er ikke det Billede af Solsystemet, som svarer til min Teori? Indrøm mig dog, at naar vi følge den simpleste og klareste Hypotese, da tænke vi i Overensstemmelse med Naturens egne Vej e.«

Nu traadte en af Selskabet hen til mig og sagde: »Vær os velkommen og vær os Opmand i denne Strid. I mange Aarhundreder have vi kæmpet her, og saa stor er vor Iver, at vi ej nyde andet end Aandens Føde. Her udfægtes Kampen imellem Oldtidens Videnskab og den moderne Tids. Disse to ere Kopernikus og Ptolemaios, og skønt den sidstes Lære længst er død paa Jorden, fastholder han den her og vil ej lade sig gendrive for nogen Pris.«

Nu raabte Ptolemaios: »Kom hid, o, fremmede! Ved Zeus, hvis Du vil sætte Dig ind i mine Beregninger, skal jeg bevise Dig saa let som Fod i Hose, at alt kan gaa med Epicykler. Med den ene bøder man paa den anden, det gaar fortræffelig. Men kommer der først Brud paa disse nyopfundne Ellipser, gaar hele Keplers Maskineri i Stykker. Det eneste, der mangler mig, er Plads til mine Figurer. Først skrev jeg hele denne vandrende Klippeø fuld med Tal og Cirkler, som Du vil se for din Fod. Dernæst tatoverede jeg mit og mine Venners Legeme; men da var jeg haardt i Nød. De nye Astronomers Kritik forfulgte mig. Jeg manglede Plads til at gøre min Teori komplet og havde nær givet tabt. Da lærte mig Raimundus LuUus Hukommelseskunst. Ved Tankeskrift opnaaede jeg at tænke mine Figurer paa selve Himmelen mellem Stjernerne, og her er 175 Plads nok. Sent skal nu Kopernikus overvinde mig. Tag mig i Haanden, saa at jeg meddeler Dig mine Tanker, saa skal Du se. Det hele er uhyre let og simpelt, i Grunden meget simplere end min Fjendes, naar man forstaar det ret.«

Jeg tog den store Mester i Haanden, og med Forfærdelse saa jeg den halve Himmel oversaaet med Figurer og græske Bogstavtal. Og med en ærefrygtfuld Svimlen over for dette Pensum i Astronomi sagde jeg:

»Store Mester Ptolemaios. Jeg har ikke et Aarhundrede tilovers, og hvis jeg var Kopernikus, vilde jeg hellere indrømme Dig alt end kritisk gennempløje disse Tal, der formere sig paa Himmelen, som Silden i Havet.

Ikke heller kan jeg være enig med Kopernikus i, at Naturen nødvendigvis maa følge de simpleste Love. Tilværelsen er forbandet indviklet og bliver, efter min Mening, daglig værre. Dersom din Teori kunde forudsige alt med samme Nøjagtighed som den kopernikanske, ser jeg ej andet end, at de begge vare lige acceptable. Jeg anser det for en farlig Ting at lade sig bestikke af en Hypoteses Glathed og finder, at det er for haardt at fordømme alle andre Hypoteser til evig Undergang, bare fordi de ere lidt mere knudrede.

Men medens jeg er lidt skeptisk over for Princippet om Naturens store Simpelhed - jeg tror, at hun er en udspekuleret Dame, men intrigant nok til at spille simpel engang imellem, som Skøgen kan spille Ingenu - saa er jeg dog en troende Koper nikaner paa Grund af den uomstødelige Kendsgerning, som hedder Fiksstjernernes aarlige Parallakse.«

Her opløftede det sejrende Parti et vældigt Bifaldsraab, og Ptolemaios trak sig harmfuld tilbage. Men i hans Sted stod frem som Stridsmand for de Chlamysklædte en Mand, hvis Ansigt tydede paa Klogskab, og hvis Holdning paa Anseelse.

»Jeg, Aristoteles, erklærer, at selv om vi græske Mænd maa bøje os for den nye Lære om Jordens daglige og aarlige Bevægelse, saa er dog det Verdensbillede, som læres i min Filosofi., Sandheden nærmere end det, som læres af Kopernikanerne. Og jeg skal bevise dette, ifald I anerkende min Logik og den Erfaring, som Sjælene gøre efter deres Død.

176

To Hovedpunkter er der i min Lære, som ej skulle stødes om. Det ene er dette, at Jorden er Verdenskuglens Midtpunkt. Det andet dette, at Jordens og Himmelens Materie er ej af samme Art.

Lad mig da indrømme, at Jorden som bevægelig ej er det geometriske Centrum for Verden, at den efter de fysiske Beregninger kun er liden i Størrelse og Masse. Den er dog stadig den aandelige Midte i Universet, Menneskeslægtens Hjemsted. Fra den ere de Vandringer udgaaede, hvorved Menneskeheden har befolket alle Solsystemets Kloder. Mod den vende sig endnu i Frygt og Haab de Væseners Blikke, der have bosat sig paa Planeterne. Ere vi ikke alle, som leve over Maanens Sfære i Beskuelse af Jordlivet, endnu afhængige af dette? Glemmes vore Navne paa Jordens Kreds, da maa vi dø.

Dernede paa denne tunge og taagede, barske Jord udfægtes ikke blot Jordhistoriens, men Verdenshistoriens Kamp. Vi, som vaage over den, kunne kun gribe ind i Jordens Drømme og Tanker. Men af den Strid, som fægtes dernede med Sved, Blod og Graad, ere vi alle afhængige. Om Korsets eller Sværdets Tegn skal sejre, om Troen eller Erkendelsen er højest, om Empirien eller Intuitionen er sandest, afgøres paa den tunge, kolde og fugtige Jord og intet andet Steds i Universet.

Men at Stoffet i den supralunare Sfære er af en finere og lettere Art end Jordens, det viser sig for os paa denne Klode, og Solbeboere og de øvrige Planeters Beboere melde det samme. Jeg ved vel, hvad I sige, at Tyngdekraften er ens i Universet, og Stoffet derfor maa være ens. Ja, I sige, at de samme Stoffer findes i hele Verden indtil de yderste Stjerner.

Jeg benægter ikke dette. Men Spørgsmaalet er ikke: hvorledes tager Solens Stof sig ud i Eders Kikkerter og Spektroskoper? Men Spørgsmaalet er: hvorledes viser det sig for Solbeboerne? Og nu vide alle vi, som ere her, at over Maanen føres et andet Liv end under dens Straaler. Legemerne ere lettere, fuldkomnere og friere. Og de Sympatiens Love, hvorved den ene Vilje paavirker den anden, og som næppe ere erkendelige i Støvets Verden, fornemme vi her som den skjulte Lov, der forener alle Mennesker i Universet til een Menneskehed.

177

Imod den himmelske Eksistens, der er rigere paa Beskuelse og Fred og derfor bedre end den jordiske, hige alle Sjæle. Men kun de, der have Kraft til at hæve sig fra Støvets Verden og iklæde sig det sideriske Legeme, kunne stige op til disse Boliger. Og naar den Kraft, som opholder os her, udslukkes i os, da vaagner atter Begæret efter det lave og jordiske Liv. Da synke vi ned. Og idet Glemselen tilslører vor Selvbevidsthed, genfødes vi med Jordlivets tunge og begærlige Legeme.

I denne Vandring, der er saa regelmæssig som Vandets Kredsløb, viser sig Forskellen mellem Jordens og Himmelens Region. Men hermed er det væsentlige i mit Verdensbillede bevaret, og Katolikkerne, som lære min Filosofi, ere klogere end Protestanterne, der have deres egen.

Thi, som jeg har sagt: det kommer ej an paa, hvorledes Verden er i Matematikerens Beregninger. Men saaledes, som den synes for de Sjæle, der leve paa Stedet, saaledes er den.«

Her endte Aristoteles sin Tale. Men en Mand fra den anden Lejr optog den kastede Handske og raabte:

»Jeg, Giordano Bruno, hævder, at Verden er den samme alle Vegne, bestaar af samme Stof og styres ved samme Kræfter af de samme Love. Selv om Aanderne opfatte Livet paa andre Kloder end Jorden saaledes, som Aristoteles siger, beviser dog dette intet; thi var det Mennesker som de, der leve paa Jorden, der befolkede de andre Kloder, da vilde de gøre Erfaringer af samme Art som Jordens. Nej, Verden er een og overalt den samme. Fiksstjernerne ere Sole, og om dem vandre usynlige Planeter, af hvilke nogle sikkert ere Bærere for et Liv af lignende Art som Jordens. Verden er i alle sine Punkter af samme Natur. Det følger afsig selv.«

Men en, som jeg efter hans linnede Klæder antog for en Pytagoræer, - dog ved jeg det ej med Vished - sagde imod ham:

»Saaledes ere I, den nye Tids Tænkere. I Enkeltheder ere I saare forsigtige og undersøge alt med største Omhu, den Lov giver jeg Eder. Men til Gengæld gaa I uden videre og uden Spor af Diskussion ud fra den Forudsætning, at den hele Verden er ganske af samme Art som den ringe Part af Verden, I kunne undersøge. Denne uhyre dristige og overfladiske Slutning kalde I for empirisk Videnskab. 178 Med hvilken Ret kunne I Daarer tale med saadan Sikkerhed om de Stjerner, der vandre Millioner Billioner Mile borte, blot fordi I kende lidt til denne Jord og dette Univers?«

Jeg sagde, næsten med den store engelske Skeptikers Ord: »Jeg finder intet for mig, der modbeviser den Mulighed, at paa en Stjerne, som for Eksempel Sirius, herske ikke de samme Naturlove som paa vor egen Jord. Men,« føjede jeg til, »er jeg end lidt skeptisk over for det moderne Letsind, der tager hele Himmelen i een Mundfuld og siger: »alt er alle Vegne som i vor egen Andegaard«, saa mener jeg dog ogsaa, at den modsatte Mening, at Jord og Himmel ere af forskellig Natur, mangler sit Bevis. Derfor afgør jeg intet. Men før jeg selv har set med egne Øjne Forholdene i et andet Univers, før har jeg ingen Mening.«

Den linnedklædte svarede: »Herfra og til de faste Stjerners Rige kan ingen komme uden i Drømme; men deres Straaler berøre os med Sympati og føre et Sprog, som vi ved megen Tavshed og Selvfordybelse kunne lære at tyde. Ved Intuition opstaar da Sandheden for os, som Solen af Morgentaagen, og denne Maade at forske paa er den eneste sikre og sande. Thi vi lytte til, hvad Guderne og Verdenssjælene tale, og aabne vore Øren for de sagteste og svageste Stemmer fra de fjerneste Steder, idet vi gaa ud fra den skjulte Lov, som den store Plotinus opdagede, og som er, at alle Ting paavirke hverandre efter deres Væsen, og hele Verden afspejler sig ved Sympati i den modtagende Sjæl.«

»Forunderligt!« sagde jeg. »Den Vismand, af hvem jeg lærte mest paa denne Vandring, lærte om end i andre Ord den samme okkulte Lov, som Du forfægter. Jeg tør ej heller benægte den. Men lad mig høre, hvad ere da dine Resultater om Uranos?«

Han svarede: »Disse faste Stjerner ere kun Drømmekloder. Ikke een eneste af de synlige eller usynlige Kloder, som svæve uden for vort Univers, er beboet af levende Væsener. I Tanke- og Viljekraft opveje alle de blinkende Stjerner ikke den lille Klode, som bærer os. Uranos er kun en lysende Drøm, og mellem dens Gnister vandre Guder og Fabeldyr med æteriske Legemer, hvis Størrelse vi ej kunne forestille os.«

Aristoteles traadte atter frem og sagde: »Jeg er enig med denne. Men lad mig høre - sig mig, Du, som forfægter, at der gives beboede 179 Kloder uden for dette Univers: hvad er din Mening? Er Verden begrænset eller ubegrænset?«

Her svarede Bruno: »Verden er ubegrænset. I det uendelige strækker sig Stjernernes Skare til alle Sider. Derfor er ogsaa vor Klode ganske betydningsløs i Verden, og Menneskelivet er en Børneleg. Dette bevises af Astronomernes Opdagelser. Jo længere de kaste deres Blik ud i Uendeligheden ved Hjælp af kæmpemæssige Teleskoper, desto flere nye Stjerner se de tindre frem bag ved de gamle. Her viser det sig, at Verden har ingen Grænse.«

»Hvad maa jeg høre!« sagde Aristoteles. »I dette Vanvid ender altsaa al Eders Tænkning. Saa stort er Eders Hovmod, at I paa Grund af Eders Instrumenters Længde begaa en Fejl, som en hellenisk Skoledreng vilde rødme over, idet I nægte den analytiske Sætning, at det begrænsede maa være begrænset. Den Part af Tilværelsen, som har faste Former, som er maalelig, tællelig og sanselig, maa efter min Mening nødvendigvis være begrænset. Thi kun det begrænsede kan sanses, tælles og maales. Men uden Grænse er kun det forskelløse, usanselige og ubegribelige. Derved bevises, at den legemlige Verdenskugle har en Grænse og omsluttes af det ene evige og uendelige, som jeg har kaldt for Gud.

Men er dette rigtigt, maa vi antage en jævn Overgang fra den virkelige og tunge Jord indtil den Sfære, hvor al haandgribelig Virkelighed hører op. Da maa vi tænke os de faste Stjerners Verden som en stille Drømmeverden, og denne Planeternes Verden, hvori vi befinde os, er midt imellem Jord og Himmel og midt imellem Drøm og Virkelighed ligesom en Tænkers Fantasi.«

Men Bruno raabte: »Utænkeligt er dette. Jeg kan ikke lade mig sætte en Grænse for min Sansning, hvor det usanselige begynder. Alt, hvad jeg tænker, maa jeg opfatte i rumlig og legemlig Form. Og selv om alle Stjernerne ved Æterens Hav slukkedes i et Mørke, som intet Øje kunde gennemtrænge, saa maatte jeg dog ogsaa opfatte dette Mørke rumligt og legemligt.«

Da rejste sig en Mandjeg før ej havde bemærket. Han bar den gule Hue. Han traadte mellem de stridende Parter og sagde som den, der taler med Myndighed: »I have begge Ret og begge Uret; men jeg vil sige Eder Sandheden. Jeg siger Eder, at alle Stjernerne ere talte indtil de yderste Sole af den Herre, som ejer dem. Han 180 tæller dem, som Hyrden tæller sine Lam. Han mærker sig de nye Stjerners Fødsel og de gamles Død. Jeg siger Eder, at den synlige og sanselige Verden har en Grænse. Som en Kugle af Stjerner og Stjernetaager svæver den i det, som ingen Grænse har. Men dette grænsløse er ingen Gud, som Aristoteles og Katolikkerne lære. Eller, hvis I ville, da hold det uendelige for en Gud, men vid, at denne Gud er døv, maalløs og uvidende.

Men den, som taler i min Mund, han siger: »Hinsides de Stjerner, som jeg tæller som de yderste, er det uendelige; og dette er intet i sig selv; men ved at begrænse det uendelige, som er til, opfattes det selv som noget. Vi vide, dette er intet, men vi opfatte det som et uendeligt og delløst Atom, omsluttende den positive Verden.«

Saaledes siger han, som tæller Stjernerne og taler Sandhed. Imod sin Grænse kæmper Verdensbygningen. Dens yderste Dele søge snart ud over Grænsen, snart drage de sig tilbage fra den. Ved Selvopholdelse bestaar alting, som er; og Selvopholdelsen viser sig som Tiltrækning og Frastødning imellem den positive Materie indbyrdes og over for det negative Atom. Men som ved den elektriske Fordeling elektriske Kræfter skabes, hvor de før ikke vare, saaledes frembringer Materien ved sine Paavirkninger Fordeling i Atomets indre, hule Skal. Nyt Stof dannes saaledes ved den yderste Strand, ved Afspejling eller Fordobling af de bestaaende Verdener, og saaledes yngle Stjernerne.

Men naar man spørger, om de faste Stjerners Verden er en Drømmeverden eller en Virkelighed af samme Art som Jordens Univers, da vid, at dette Spørgsmaal er endnu ikke afgjort; men han, som vogter sine Stjerner, vil ordne dette, naar Tiden kommer. Min Herre har hørt Eders Tale gennem mine Øren og vil betænke begge Parters Ord. Han takker Eder for Eders Raad; men ham alene tilkommer det at ordne Verdensbygningen, som er hans Ejendom.«

Da løb jeg hen, drog Manden, som bar den gule Hue, til en Side og sagde, idet jeg bøjede mig for ham: »Sig mig dog, hvad er din Herre? og hvor?«

Han svarede, som om han kendte mig: »Min Herre er den, Du søger, og som Du vil finde; thi han er den, som baner Vejen for Dig. 181 Opsadl din Ganger, og jeg vil følge Dig; thi jeg har Ærinde paa samme Sted som Du.«

Vi for af Sted mod Solen, hvis'gule Skive stod skarprandet og uden Glorie paa den sorte Æterhimmel. Og saa hurtig for vi, at dens Skive syntes at vokse kendelig for mit Blik. Alt dækkede dens Omkreds Stjernebilledet Tyren for mit Blik. Da standsede min Ganger.

Neden under os saa vi den lille Klode, som kredser Solen nærmest. Da vi gennembrød de tunge og hede Skyer, der skjule denne Klodes Indre for Jordens Blik, saa jeg et sælsomt Syn.

Sorte og røde Træer skælvede i hvid Taageluft som Koraltræer i Oceanets Strømme. Smaa Væsener af menneskelig Skikkelse løb om imellem dem. Men uden for et Slot af Lavasten sad der en Skikkelse, saa stor og tyk som fire af de andre. Paa et Højsæde sad han. En Mitra bar han paa Hovedet og en Krumstav i Haanden. Denne Jættes Ansigt var mørkerødt. Hans Gab stod aabent, og store Hugtænder ragede ud deraf.

Om ham sad mer end fem Hundrede nøgne Kvinder, dog, som deres Frisure angav, af god Familie fra nyere Tid.

Da brølede Belzebub, og alle Kvinderne rørte paa sig, som naar Køerne vækkes af Tyrens Brøl. Fluks kom der Svende med Mad og Drikke. Kæmpen aad en Okse og hældte et Anker Vin i sin Vom.

Da fyldtes han af Lystenhed, og i hans vældige Arme vred sig snart den nærmeste af Kvinderne. Men da han havde mættet sig med Mad, Drik og Vellyst, brølede han igen: »Alting er mig tilladt!«

Da kom nogle Mandslinger i den sorte Buserunne slæbende med tre Kvinder og anklagede dem for Dyret paa Tronen: »Disse ville ikke hengive sig til de hellige. De nægte den indbyrdes Kærlighed.«

Da brølede Belzebub: »Kun Troen frelser, og Troen alene. Vi ville ikke vide af gode Gerninger og Selvretfærdighed her i Guds Rige. Nej, synder ret bravt og friskt af Hjertet; thi Gud er lige saa rask til at forlade, som I til at synde, naar bare I tro. Men I, Kvinder, som nægte Eders Brødre noget, I skulle styrtes i Afgrunden.«

Da bleve de tre Kvinder førte bort, imedens Damerne i Belzebubs Harern bad inderlig for deres Sjæle.

182

En sort, kogende Sø opsendte i Midten af Øen Dampe, der lugtede som Beg og Svovl. Der bleve de tre Kvinder nedstyrtede. Og Belzebub vogtede selv paa, at det blev gjort.

Da blev han dog ilde til Mode ved deres Bønner og Klager. Han kastede sig til Jorden og vred sin vældige Krop i Anger og Sønderknuselse og græd og raabte: »Ak Herre! Har Du ikke selv sagt, at hvo, som tror, skal blive salig? Jeg tror paa Forsoningen ved dit Blod.«

Og han rejste sig og knugede sine Hænder sammen i Bøn. Et Væld af Taarer styrtede ud af hans Øjne. Der var noget storladent ved at se dette Kødbjærgs Sønderknuselse.

Da stampede han i Jorden, saa Luften drønede, og raabte: »Ja, j eg er syndefri, jeg er hellig. Gud har forladt mig mine Synder. Hvo vover at dømme mig? Jeg har Skriften for mig.«

Han vendte tilbage til sit Højsæde, og med vældig Røst istemte han en Salme. Hans Præster faldt straks paa Knæ og vilde synge med, men deres Stemmer druknede i hans Basunrøst, og efter hvert Vers faldt de nøgne Damer ind: »Hosianna! Hosianna!« Mange af dem fik Krampe, græd fromme Taarer, dansede og sprang og skreg i vilden Sky: »Hosianna i Davids Stad! Vi ere Brudene. Vi ere de fem kloge Jomfruer.« Men de vare mer end fem Hundrede.

Men jeg steg af min Ganger. Jeg stod ved Begsøen og raabte paa Djævelens Navn; thi det lystede mig at tale med denne Herre.

Da steg han op, nøgen og i satyrisk Tilstand. Hans Ansigt var rødblaat, underløbet med Blod, hans Læber vare tykke som en Negers, og hans Øjne vare dødbrændte og glasagtige. Hvad han svarede til mine Spørgsmaal var, som følger:

»Da han, som raader her, kom hid, da savnede han et Helved og en Djævel; men efter Skriftens Ord forlangte han begge Dele. Da lod han danne denne Begsø, og i den kastede han mig og bød mig plage med Voldtægt og Pinsler alle, som kastedes ned til mig.

Ak, han er stærkere end jeg, og mod min Vilje lyder jeg hans Bud. Jeg er den største Synder, Børneskænderen Marechal de Raiz. Og mine Synder hjemsøges frygtelig paa mig. Jeg kan aldrig sove. Jeg kan aldrig hvile. Evindelig plages jeg af den vildeste Brynde og søger mig et menneskeligt Legem, over hvilket jeg kan kaste mig 183 som mit Bytte. Og næppe har jeg tilfredsstillet min Brynde, før den atter vaagner med dobbelt rasende Kraft.

Mine Ofre drager jeg ned med mig. Om de vare saa uskyldige som Engle, blive de her saa begærlige som Marekatte. Ved Synet af dem opfyldes jeg af en uslukkelig Anger og Selvbebrejdelse. Og dog kan jeg ikke lade være med atter og atter at hengive mig til mine Laster. Jeg føler Lede og Væmmelse ved mig selv, imedens jeg raser. I Nydelsen er der ingen Nydelse for mig mere; men jeg føler kun Tørst, Begær, Anger og Nag.

Sig mig, Du, som kaldte mig frem, er der nogen Frelse for mig? Thi jeg selv har ingen Kraft tilbage?«

Jeg svarte ham:

»Om der er Frelse for Dig, ved jeg ej.
Men hvad jeg ved, er, hvad der frelste mig
Af Vellystens Bad, hvor jeg var ved at dø.
Maaske det samrne Ord kan frelse Dig
Af Liderlighedens sorte Helvedsø:
Ave Maria!«

Da raabte han tænderskærende: »Ak, kunde jeg blot sige dette Ord. Men mine Misgerninger lukke Munden paa mig. Jeg kan ikke sige dette Navn.«

Da saa jeg de tre Jomfruer stige op af Dybet. Med skælvende Stemmer og mange Taarer raabte de paa Marias Navn.

Men næppe havde Djævelen set dem, før hans Ansigt forandredes. Et dyrisk Vanvid greb ham. Han greb dem alle tre i sine Arme og drog dem med sig ned i Dybet. Der hørte jeg Uhyrets Brøl og de tre Kvinders Skrig.

Men efter en kort Stund, saa jeg, brast Søens Overflade. Tre Duer hævede sig mod Himmelen. De vare hvide; dog bar hver af dem en sort Plet paa Brystet. De steg op og forsvandt; men fra Søens Bund lød der en uhyggelig, jamrende Tuden. Det var Uhyret, der græd.

Nu fløj min Ganger med mig og Manden med den gule Hue videre frem mod Solen. Alt saa vi de sorte Hvirvler paa dens Overflade, der suse rundt om den med større Kraft end Hvirvelstormene paa Jorden. Da talte det bevingede Dyr:

184

»Hvad Du ser her, er de Sjæle, der brænde i Skærsildens Luer. Ilden har adsplittet og sønderrevet deres Legeme, saa nogle af dem dække et større Rum, end den Klode, vi nylig forlod. Uafbrudt dreje de sig om sig selv og piskes af Ildsluernes Svøber, og deres Lidelser fremkalde Uvejr paa Jorden - indtil de ere lutrede fra deres Synder.«

Jeg saa de mørke Hvirvler, i hvilke jeg ikke kunde skelne menneskelig Skikkelse. Foroven kæmpede de med Guldflammer, der i Form af Pile eller Sværd søgte at gennembore deres Krop. Men deres Fødder vare badede i et rødt, glødende Blod. Intet Under, at de hvirvlede sig rundt som Toppe og for hen over Solskiven med en frygtelig Hastighed. En Brølen og Brusen udgik fra disse mørke og levende Svælg, der fortæredes i denne Ildovn.

Da lukkede jeg mine Øjne og ønskede, jeg var død, hellere end at skue disse Lidelser. I samme Nu lukkede min Gangers Vinger sig om mig og beskyttede mig mod Ilden, og med en svimlende Hastighed faldt vi tungt ned gennem Flammerne.

Da jeg atter aabnede Øjnene, vare vi paa en sort og fast Jord. Højt oven over os hvælvede sig Skærsilden som en blodrød Dag, der aldrig gik ned, og dens Flammers Bragen lød som en rolig og behagelig Susen i mine Øren. Jeg omgaves af Kirker, Smaabyer og Lunde. Alt var i sig selv som himmelske Genbilleder af Jordens Verden; men det nye var den forunderlige Glans, som den altid røde Himmel lagde over. En Rødme som paa den fineste Jomfrukind kastede den over Menneskenes Kinder, og i de vidunderligste Farver brød den sig igennem og kastedes tilbage fra Træernes Blade, Dugdraaberne og Sandskornene.

Min Ganger og min Ledsager vare forsvundne. Da stod en Mand, indhyllet i Jesuitternes sorte Kappe og bærende deres opkrampede Hat, ved min Side og sagde:

»Vær velkommen, Peregrinus peripateticus, som en af Kirkens Tjenere har døbt Dig. Velkommen hid til den hellige Kirkes Rige.«

Jeg svarede: »Skønt er her i Eders Rige; men jeg kan ikke nyde den skønne Glans og de fine Toner, der udgaa fra den røde Himmel, fordi jeg ej kan glemme, at det er de pinte Sjæle, hvis Lidelser fryde os.«

Han svarede: »Tværtimod. Just dette bør forhøje vor fromme 185 Glæde at vide, at de aabenbare Kættere og de, der have begaaet Dødssynder, nu pines svarlig i denne Lue. Dog er det ej forbudt at røres af Medlidenhed, dog mer med deres Synd end med deres Straf, og bede for deres Sjæle. Just af Medlidenhed kastede den hellige Faders Vilje dem i sydende Ild og Blod, at de skulle renses fra deres Hæresi og Synd.«

Jeg sagde: »Før jeg gaar videre, da sig mig, om det er tilladt her at spørge og svare igen; og at staa fast paa sin Mening. Thi din Betoning af Ordet Hæresi indjager mig Skræk, og jeg vil nødig dele Skæbne med Skærsildens ufrivillige Flagellanter.«

Han svarede: »Du kender kun lidt den romerske Kirkes Urbanitet. Om alt kan disputeres. Alle, endog de dristigste Paastande, tør forfægtes, og ingen prises mer imellem os end en ret snedig Advocatus Diaboli. Kun er Resultatet forudgivet, og alle Diskussioner ende overensstemmende med Kirkens Lære. Hvor Kirken udtaler sit: »dette Argument er tilstrækkeligt,« der hører al videre Indsigelse op.

Nej, vi ere langt mere liberale end Protestanterne og langt mere begærlige efter Indsigt, og hver har sine kætterske Yndlingsmeninger, som han forfægter helst i Disputatsen, endskønt han, hvad Troen angaar, holder sig strengt til Læren. Men noget helt andet end dette er Kætteri. Thi Kætteri er at præke en kættersk Lære som Sandhed for det menige Folk, og Kætterne overgives fluks til Inkvisitionen, der med Barmhjertighed underkaste dem de glødende, de vaade og de blodige Pinsler, paa det Vantroens Aand maa fare ud af dem; men hvis de ikke komme til bedre Erkendelse, styrtes de op i Skærsildens Lue. Og dog gives der fjernt imod Vest det yderste Dødssvælg, af hvilket ingen vender tilbage.«

Jeg svarede: »Jeg er saa lidet en Kætter, at jeg slet ikke er en Kristen. Men som en Mand, der ikke deler de gemene Fritænkeres Fordomme, ærer jeg Verdens store Religioner, ihvor jeg kommer hen. Hos Muhamed tilbeder jeg Allah, hos Parserne Solen og hos Jer den hellige Hostie; thi min Tanke er denne: Vis heller for megen Ærefrygt end for liden. Muligt det var dog, at eet Steds rummedes Sandheden; men sikkerlig kan den aldrig findes af den, der, som mine Kaldsfæller i mit Hjemland, uden egen Undersøgelse forkaster alt, som ikke anerkendes af Videnskabernes Selskab.«

186

»Det glæder mig at høre,« svarede Munken, »at Du est en forstandig Mand og mindst af alt en Kætter. For Folk som Dig have vi Haab og Langmodighed. Du er et vildfarende Faar;« -jeg bukkede - »men Kætterne ere galne og bidske Hunde. Ja, der er ingen Synd, som jo en Kætter ej begaar blot i det at være Kætter.

Han er en Tyv; thi han tilraner sig det af Kirkens Naademidler, som han har Lyst til, uden at give Betalingen derfor, nemlig Lydighed. Thi frelses vil han vel; men Bod og Skriftemaal vil han ej høre om, ej heller bøje Knæ, ej heller bede Rosenkransens Bønner.

Han er en Morder, ja, han er en Kristusmorder; thi ugentlig korsfæster han atter vor Frelser ved at udskænke hans hellige og kostbare Blod til alle de forvorpne, der med vanhellige Læber søge den Trøst, som kun er Klerus forbeholdt, paa det de læge og vankundige ikke skulle æde og drikke sig selv til Doms.

Han er en Horkarl, idet han benægter Ægteskabets Sakramente og tillader Skilsmisse tvært imod Ordets Lydende. Han er Meneder, idet han nyder Frugterne af det Edbrud, som den skammelige Forfører gjorde sig skyldig i og forlokkede en Medsøster til at deltage i. Han er ubarmhjertig, idet han benægter Skærsilden og Omvendelsen efter Døden. Han er usagtmodig, idet han ikke vil underkaste sig Kirkens Aag og tie og vente, indtil Troens Lys gaar op for ham. Han er uren af Hjertet, idet han nægter Cølibatets Renhed og Helgenernes Hellighed.

Og saaledes kunne vi bevise, at han overtræder, ikke blot alle de ti Bud, men hver eneste Forskrift i den hellige Skrift lige til den sidste Skændighed, at han tillader Kvinden at tale i Menigheden.«

Jeg svarede: »For de andre Synder vil jeg dog forsvare de søUe Protestanter; men een Ting indrømmer jeg dog, at de ere noget langfingrede. De erhverve sig Eders Kirkehistorie per fas et nefas, de hænge Eders Madonnabilleder paa Væggene og synge Eders Oratorier og bygge deres Kirker efter Eders Mønstre. Men de forholde sig til Kirken som en Forfører til sin Pige: Frugterne ville de nyde, men ikke indgaa i Ægteskabets Baand.

Men,« sagde jeg, »jeg vil nu til Gengæld bevise Dig, at Jesus af Nazareth er større, hvis han var Menneske, mens han levede, end hvis han var Gud. Hvad Kunst er der for en Gud, som ej kan synde, i at være syndefri? Hvad Anstrengelse er det for en almægtig Gud 187 at gøre nogle Mirakler, at opstaa fra de døde og fare til Himmels og deslige? Hvis han derimod kun var et Menneske, faar Sagen straks et andet Skær.

Men sig mig fremdeles. I lære, at der er Helgener til, der ikke blot have overvundet deres syndige Natur, men hvis Fortjeneste er større end deres Skyld. Men hvis det er sandt, ere da disse, der ved egen Kraft erhverve sig Hellighed, ikke mere værd end en Gud, der efter sin egen Definition er nødt til at være hellig? Kan en Gud, som ikke ejer Syndighed i sit Væsen, indlægge sig Fortjeneste ved ej at synde? Det synes mig ej. Alt i alt betragtet finder jeg derfor med gamle Seneca, at det vise og hellige Menneske er mere Ære værd end den vise og hellige Gud.«

Til min Forundring svarede Munken intet direkte paa min Blasfemi, men sagde kun: »At Du ærer Helgener er ingen Synd.«

Men her bleve mine Tanker dragne bort af Omgivelserne, og jeg sagde: »Fortæl mig, fromme Fader, om dette Land alt, hvad Du kan sige; thi jeg er færdig at briste af Nysgerrighed.«

Han svarede: »Her hersker den hellige Fader, den store Innocens. Han er den, som undertvang Konger og Kejsere under Kirkens Magt. Derfor er han den største af alle Paver og hersker her af egen Myndighed, men med alles Bifald. Raadgivende staa de store af Navnene Gregorius, Leo, Urban og andre, og Konger kappes om at bade hans Fødder.

Han er den, hvis Tro aldrig vakler, og hvis Vilje aldrig standser. Urokkelig sidder han paa sin guldstøbte Stol, højtknejsende bærer han den tredobbelte Krone, hvis Vægt ingen andre kunde bære. Og gennem Aarhundreder ere hans Ord kun disse: »Een er den saliggørende Kirke. Extra ecclesiam nulla salus. Coge intrare!«

Kun een er hans Fortrolige, hans trofaste Tjener og hans Skriftefader, Ignatius Loyola. Ingen anden laaner den helligste Fader Øre i nogen Sag end denne, og alle andre Munke og Præster henvende sig kun til den hellige Stol gennem os af Jesu Broderskab, der, fordi vi bære de sværeste Byrder, til Gengæld staa direkte under Helligheden. Thi vi ere Verdens Skriftefædre, og i vor Viden bære vi al Verdens Synd. Vi overlade Dominikanerne Helbredelsen af de genstridige ved Kirkens milde Midler. Vi overlade Franciskanerne Lærestolene. Vi overlade Munkene af alle Ordener de højeste kirkelige 188 Embeder. Kun eet forbeholde vi os. Som Løvinden forsvarer sine Unger, saaledes forbeholde vi os Skriftemaalet af de umyndige jeg mener Lægmand.

Ja, vi ere de sande Efterfølgere, der uden Hustru, uden Ejendom, uden Fædreland, uden Navn og uden Egenvilje gaa, hvorhen den overordnede byder os, uden at spørge og handle, i blind Lydighed indtil Død, Mord og Forræderi imod Broder og Fader, uden at se tilbage fra den Dag, vi have lagt Haand paa Ploven.

Vi ere Evangelister blandt Protestanterne og Mirakelmagere blandt de vilde Folk. Vi forklæde os som Bonzer hos Kineserne og indføre den hellige Jomfrudyrkelse i deres Gudehuse. Vi ere Verdensmænd mellem de riges vantro Ungdom, og som Asketer og Selvplagere leve vi blandt Østens Vismænd. Men under alle Forklædninger efterstræbe vi kun eet, at omvende alle til den saliggørende Tro og derved frelse Verden.«

Under denne Samtale vandrede vi gennem en Landsby. Glade Raab opfyldte Luften. Mellem Vinhaver gik vi. Unge Piger og Knøse dansede til Guitarens Spil. Og som Børnene skreg de og lo i uskyldig Glæde. Men naar vi gik forbi, standsede al Larm, og alle knælede ærbødigt ned og modtog Munkens Velsignelse.

»Ja, disse ere lykkelige,« sagde Munken. »Og hvorfor? Fordi de eje de to gode Gaver, Moralitet og Tro. Men hvo har givet dem dette? Vi have det, vi, de bagvadskede Jesuitter. Protestanter anklage os for Herskesyge, Bedrageri, for at ville Folkets Fordummelse og Forblindelse. Men I kende ikke den menneskelige Natur. Vi kende den. Vi vide, at naar det menige Folk gives aandelig Frihed og overlades til sig selv, da bliver det som uvorne Drenge, og alle Laster og Taabeligheder finde Indpas. Kun ved aandelig og legemlig Tvang, kun ved fuldstændig Underkuelse kan den store Masse holdes til Fromhed, Redelighed og Kyskhed. Disse ere uvidende, men derfor gode. Disse tro det, som de ej forstaa, ja, tro alt, hvad vi lære dem, selv om vi modsige os selv, og ere derfor fromme. Disse adlyde hver af vore Befalinger som en Aabenbaring, og ikke af egen Vilje, men ved vore Bud, overholde de Ægteskabets Renhed og Uopløselighed. Saaledes leve de som gode Børn i Paradisets Have og fryde sig, naar de skue Kætternes Straf i Skærsilden, og betænke, at kun den hellige Kirkes Naade frier dem selv derfor.

189

Og hvorved have vi frembragt dette Paradis? Ja, ved alle Midler have vi skabt Fred og Orden. Takket være Bedrageriet, hvorved vi skabe Mirakler for de fattige i Aanden; takket være Spioneriet og Forræderiet, hvorved alt oprørsk Sindelag aabenbares; takket være Inkvisitionen, der med barmhjertig Grusomhed kvæler alt Hovmod og Selvklogskab i Spiren og sender de genstridige tilbage til Landet, rensede, lydige og enfoldige; takket være disse vore Midler, siger jeg, skabes Folkenes sande Lykke. Og naar I bebrejde os disse Handlinger, da skulle I hellere beundre os; thi ligesom hver af Kætternes Dyder er udsprunget af Ulydighed, saaledes viser enhver af vore Fejl vor Fromhed.

Man siger om os, at vi ere hemmelige Tvivlere og lære, hvad vi selv ej tro; men til desto større Fortjeneste skal det regnes os, at vi skjule og underkue vor Tvivl i Lydighed mod den hellige Kirke. Man siger om os, at vi plages haardelig af Fristelser, ja, at mange af os ere skyldige i hemmelige Synder. Men selv om dette var sandt - Madonna beskærme os! - til des større Fortjeneste skal det da regnes os, at vi ej som han, Kødets Forkynder og Eders Forbillede, bryde den Kyskheds Ed, som vi have aflagt til den hellige Kirke.

I sige, at vi lære, at Hensigten helliger Midlet. Ja, i Sandhed, vi lære dette. Men vid, at Eders Hensigter hellige ikke Eders Midler. Men ikkun vor Hensigt er det, som helliger alle Midler, nemlig denne: Opholdelsen af denne sande, hellige Kirke og Lovprisningen af den højst velsignede Jomfru Maria. At tjene hende helliger alle Midler. Den Morder, som myrder til hendes Ære, er mindre syndefuld end hans Offer, som dør uden Skriftemaal og uden Tro paa den allersaligste Jomfru.

Saaledes ere vi Brødre af Jesu Orden, saaledes leve vi som de, der bære de haardeste Byrder og lide de sværeste Lidelser, alt til Himmeldronningens Pris, til Kirkens Opholdelse og til Folkenes Lykke. Fordøm os nu, ifald Du tør.«

Jeg svarede: »Jeg vil trods alle mine Landsmænd give Dig Ret i, at Lykke, Moral og Fromhed vinder det store Folk bedst under Eders Regimente. Men jeg er ikke ganske sikker paa, at dermed alt er afgjort. Er Lykke, Moral og Fromhed virkelig de højeste Goder? Er ikke Kundskab, Tankestyrke og Viljekraft lige saa høje eller højere 190 Goder, selv om de gøre Mennesket - hvad jeg ej nægter - ulykkeligt og fordærvet?«

Han svarede: »I Sandhed, for dem, der søge Kundskab, Tankestyrke og Viljekraft, for dem er der fuldt ud Rum i den eneste Kirke. Thi intet udvikler Tankens og Viljens Kraft mere end Ansvar, og hvilket Ansvar er større end det, som vi bære som Folkets Sjælesørgere?«

Da sagde jeg for at prøve ham - og nøje iagttog jeg Virkningen af mine Ord: »Stort er Eders Broderskab i godt og ondt. En vældig Kæmpe er Eders Fyrste, den hellige Ignatius. Den største Mand er han i disse sidste Aarhundreder, og sikkerlig har han udført det største Værk. Hvo har udført det største Kæmpeværk, Jesus Nazaræeren eller Ignatius Loyola? Den første efterlod sig ingen Kirke, og Roms største Mænd maatte ofre deres Liv i Aarhundreder for at gøre hans Lære anvendelig og frugtbringende for Menneskeheden. Den anden var den store Organisator, Kirkens Napoleon, Verdenserobreren og Verdensstyreren. Hans Disciple ere enige, ordnede og fanatisk lydige. De udbrede deres Herredømme med samme Kraft i den kultiverede og barbariske Verden, imedens de, som alene adlyde Jesus, ere splidagtige indbyrdes og kun søge efter bedste Evne at værge sig mod deres Fjender i deres egne Lande. Hvo er da størst af disse to?«

Han svarede, dog, som jeg syntes, med et behageligt Smil: »Denne Sammenligning tør ikke drages; thi Kirkens Lære forbyder dette, og Kirkens Lære er ufejlbar, saaledes som den udsiges af den allerhelligste, ufejlbare Fader, hvis Ord ere urokkelig Sandhed, naar han taler ex cathedra.«

Jeg saa ham fast i Øjet, og idet jeg anvendte min Evne til at læse skjulte Tanker og Ønsker, sagde jeg: »Hvis alle Dogmer afhænge af den hellige Faders Autoritet, hvad borger mig da mod, at een Gang den samme Vilje, der nu opholder Kristendommen, skal omstyrte den? Hvad borger mig mod, at det een Gang skal læres ex cathedra, at Jomfru Maria og Helgenerne ere Kirkens sande Guder, Ignatius den sande Lærer og den hellige Fader Himmelens og Jordens sande Hersker?«

Da skød min Ledsagers Øjne Lyn. Han voksede for mit Blik, og ved at strække sin Haand mod mig tvang han mig i Knæ. Der stod 191 han, stor og mørk og frygtelig. Han løste halvt sin Kappe. Under den stod han i en Ridderrustning af det sorte Staal, og om hans Skuldre flagrede Kappens Flige som to sorte Svanevinger. Ned til mig raabte han: »Elendige! Kender Du mig!«

Dog, jeg frygtede ikke, og naar jeg skælvede, var det ved hans Kraft og ikke ved min Skræk. Jeg sagde: »Jeg kender Dig, ja, store Ignatius, Du, hvis Discipel jeg helst af alles vilde være, hvis ikke jeg alt havde indsuget Aanden af din Ligemand i Viljens Styrke og Forstillelsens Kunst i det danske Land. Ja, jeg har udspejdet Dig med min skjulte Kunst. Tilgiv mig min Synd.«

Da smilte han og strakte Haanden ud; og ligesom hans Vrede tvang mig i Knæ, rejste hans Absolvo mig op. Og pludselig følte jeg mig lettet og frisk. Med Barnets glade Smil saa jeg omkring mig, og selv den røde Skærsild over mit Hoved af de fordømtes Klagetoner bekymrede mig ikke.

Jeg raabte: »Hvad er dette? Hvad sker der med mig?«

Han sagde: »Du har fornummet Kraften af vort Absolvo. Det er dette Ord, der, stærkere end den stærkeste Trylleformel, forløser Sjælen fra alt Nag, al Anger og al Kummer. Det er denne Velgerning, der opholder Freden og Glæden hos dem, der lyde os; og det er den, som Kætterne have berøvet de bedragne Folkeslag. Og hvad er størst, at gøre Mirakler eller at forlade Synder?«

I dette Øjeblik saa vi en Skare hvidklædte Mænd og Kvinder, der gik forbi. Og atter hørte jeg den samme Sang:

»Beredte, beredte,
Ja, til det himmelske Bryllup ere vi bedte« -

og saa den samme ekstatiske Ild i deres Øjne, den samme hektiske Rødme paa deres Kinder, som paa den hvide Skare, jeg paa min første Dagsrejse saa styrte sig i Aftenrødens Hav.

Men jeg, som kendte dette Hav til Bunds, saa nu ej mer med Ærefrygt, men med Rædsel og Medlidenhed paa disse afsindige, hvis Kærlighed til Gud fortærede dem som en heftig Sygdom.

Og jeg sagde til Ignatius: »Sig mig dog, hvorhen vandre disse? Har min Anelse Ret, og styre de mod Salighedens Hav? Er dette Hav da ogsaa her?«

192

Han svarede: »De Flammer, som Du taler om, og hvorimod disse søge, udbriste i alle Egne af Verden i disse Tider, som Jordklodens indre Ild bryder frem i alle Jordens Egne.«

Jeg raabte: »Stands dog disse forblindede! Af dyrekøbt Erfaring kender jeg dette Salighedens Hav og den Fortabelse, som skjules i det.«

Han svarede med hæs og langsom Røst: »Umuligt er det. Disse søge i Feber, i Henrykkelse og Sværmeri den Salighed, som ikkun vindes ved Renhed, Selvfornægtelse og Stilhed. Afholdt vi dem fra deres Ønskers Maal, da vilde de oprøre sig mod Kirken. Og det maa ikke ske. Vi have holdt dem tilbage med Formaninger og opfordret dem til dybere Selvprøvelse; men de ville ej høre. Nu vel, saa lad dem gaa til det, de kalde for det evige Liv.«

Og han pegede med pollice verso og tav. Jeg tav ogsaa, idet jeg tænkte: »Er denne Mand en Satan eller en Helgen eller begge Dele til hver sin Tid?«

Atter vandrede vi ved Siden af hinanden. Da standsede vi uden for en Have, bagved hvis Gærde vi hørte Stemmer tale; og efter jesuitisk Moral lyttede vi dertil.

Det lod til, at vi hørte et Skriftemaal. »Ak, fromme Fader!« sagde en Kvinderøst, »jeg plages svarlig af Feberdrømme om Natten, og Sløret, som jeg bærer, beskytter mig ej mod deres Erindringer om Dagen. Djævelen sender mig disse Drømme. Den samme Mand ser jeg for mig hver Midnatsstund. Han drypper vellystig Tale i mit Øre. Han nærmer sin Mund til min. Jeg indaander hans Aandedrag som en berusende Gift. Da daaner jeg i Angest og Skamfuldhed og ved ej, hvor jeg er. Fromme Fader, fri mig fra dette Kogleri og denne Djævel, som jeg hader.«

Skriftefaderen svarede: »Min Datter, ukristelig taler Du. Staar der ikke skrevet: Elsker Eders Fjender; beder for dem, som forfølge Eder! Vist er der et Steds i Helvede eller paa Jorden en ulykkelig, der fortæres af Kærlighed til Dig, og hvis Sjæl viser sig for Dig i Drømme. Søg at tilgive ham.«

Hun svarede: »Ak, fromme Faderjeg søgte Trøst hos Eder; men se, Forvildelsen griber mig trods Eders Nærhed. Det er mig, som om jeg hørte hans sleske Tale og saa hans brændende Øjne. O, frels 193 mig fra ham! Ak, Fader, Eders Tale beroliger mig ikke, tværtimod, det er, som var han mig nær. Jeg hører hans Stemme, jeg føler hans Aande, jeg ser hans BHk for mig.«

Da svarede Skriftefaderen, men med en anden Røst, en Røst, der skælvede af Lidenskab som en Violinstrengs Tone: »Og hvis han var Dig nær!«

Og derpaa hørte vi en heftig Graad og sagte Klap paa Kind og trøstende Hvisken. Og da hun standsede sin Graad, hørte vi atter denne Pokkers Skriftefader tale til sit stakkels Skriftebarn:

»Ja, jeg er ham, Du taler om. Kender Du mig ej igen i denne sorte Formumning? Hid er jeg kommet med Fare for mit Liv for ved Dagens Lys at skue Dig, som jeg i Natten har besejret ved min Trolddom. Kender Du mig ej? Se, jeg staar for Dig i Purpurkaaben med den gyldne Bræmme, etÆdelstensbaand har jeg om mit Haar; det hænger jeg om din Hals. Ja, gys kun for mig, vig kun tilbage for mig; thi i din Skælven røber sig mit Herredømme over Dig.

Ja, jeg er Mørkets Fyrste, kronet til Konge er jeg i Helvedes røde Rubinsal. Jeg holder Dig i min Arm; alt ejer jeg dit Legeme. Tvivl ikke derom, jeg skal ogsaa eje din Sjæl. Jeg er den store Troldmand, hvis Time snart kommer. Til Helvede nedsteg jeg. Djævelen betvang jeg ved min Kunst. I Hundreder af Aar øvede jeg min Trolddom. Selvplager var jeg. Min Mund holdt jeg fra Bægeret og mine Arme fra Kvinder, ej for Dyds Skyld, men for at tvinge Naturens skjulte Kræfter til at aabenbare mig deres Love.

Se, Verden ryster, Kronerne bæve, og Korset vakler. Den hvide Frelsers Herredømme er omme, og med Skræk og Haab vente alle den røde Frelser med Dolken i den ene Haand og Vinbægeret i den anden. Tiden er nær. Til Jorden vil jeg komme og gøre mine Mirakler. Snart er mit Arbejde fuldendt. Der er intet af det, han kunde, som jeg ej kan. Kun eet mangler jeg, en Kvinde, en Gudinde ved min Side, dumdristig, tøjlesløs, ryggesløs som jeg. Kast denne hæslige, sorte Dragt og følg mig. Jeg vil dele med Dig den Purpurkaabe, som jeg har vundet ved at hærde mig i alle Helvedes Lidelser, indtil Lidelse blev mig Nydelse. Jeg vil føre Dig til Helvedes røde Sal. Jeg vil undervise Dig i en Attraa, som er mægtigere end Havet, og en Vellyst, som er sødere end Saligheden. Skælv ikke! Jeg frygter intet. 194 Selv er jeg stærk, og dertil tjener jeg den mægtigste, tapreste og ædleste Herre, Verdenserobreren med det røde Sværd. Lysbringer er hans Navn.«

»Nej, nej!« skreg hun og hulkede. »Det ske mig ikke.«

Han lo, og hans Stemme blev dyb og søvndyssende, som den Mands, der fortryller en anden med sin Røst.

»I Helvede er Du alt; thi det er der, hvor de søde Flammer brænde, og Legemet rødmer og dufter i den evige Ild. Hvor du end er, hvor Du end flygter hen - fra mig flyr Du ikke. Naar Midnatstimen kommer, da træder jeg igennem lukte Døre med Blomst Undersød i Haanden. Da skal Du høre Blodet i dine Aarer synge, og mit Aandedrag skal forene sig med dit som to Udstrømme, og Grunden skal vige under Dig. Du skal synke i den røde Ild, hvor han, I kalde Frelser, kastede mig, og hvis Marter jeg har omtryllet til evig Nydelse. Du er min Helena.«

»Hvorfor dette Navn? Er det mit? Var det en Gang saa? Minder opstige for mig ved din Tale. Saa jeg Dig forhen? Talte vi en Gang før sammen som nu?«

»To Gange før hævede jeg Dig ved min Trolddom fra Skyggeverdenen i mine Arme; men atter sank Du tilbage. Dig har jeg ef tersporet og finder Dig her igen i Nonnedragt, uvidende om din Fortid og dit navn.

Ja, Du er Heltenes Attraa, Kampens Pris, den skønneste, som til hver Tid den stærkeste har ejet. Du er Helena. Kender Du mig nu? Som Simon Mager løste jeg Dig første Gang af Hades' Fængsel, da jeg vovede min første Kamp imod den falske Frelser. Som Doktor Faust gengav jeg Dig atter Kød og Blod. Og snart, naar Tiden kommer, og mit tredje Navn bliver det, som de Kristne skælve for, da skal Du atter staa ved min Side.

Guld kan jeg gøre. Vand kan jeg trylle til Vin. Kvinderne kan jeg gøre skønne. Mændene kan jeg give den dæmoniske Magt. Som en Gud og en Gudinde ville vi i Triumftog fare gennem Verden, rosenkronede. Til Roma ville vi gaa. Der skulle vi holde vort Indtog med bakkantisk Glæde. Tigere skulle springe for vor Karm. Vildmænd skulle følge os. Og hvor jeg peger, skulle Nonner og Munke omvende sig og blive Mænader og Satyrer. Paa Kapitoliums Tinde ville vi staa, nøgne og blussende. Korset ville vi sønderbryde, og 195 Tyrsusstaven skal rejses over Peterskirken. Og derfra vil jeg forkynde mit Evangelium.

Eet Ord vil jeg sige. Hvo tør sige det uden jeg? Dispenso vil jeg sige. Da skulle Maskerne falde, og Klædebonnene afkastes. Kødet skal sejre. De vilde og gyldne Tider skulle komme igen, og jeg vil gøre Menneskene til vilde, stærke og lykkelige Dyr. Og de skulle foragte det blege Himmerige og længes efter det røde Helvede, hvor jeg hersker. Did vil jeg føre dem og lære dem at nyde uden Grænse og uden Anger. Og Sjælene i Himmelen skulle sukke og tørste efter den evige Beruselse og Vellyst, og Jorden skal tilbede mig, den store Troldmand, og Dig, den store Skøge, som Verdens Frelser og Frelserinde. Menneskene skulle bringe os blodige Ofre af deres egen Slægt.«

Da græd Helena, saaledes som kun en Kvinde kan græde, med den Graad, hvis Aarsag hun ikke kender, og som kun kan stilles med Kys og Favntag - og sagde hulkende:

»Ak, er da al min Strid frugtesløs? Jeg har fastet, jeg har styrtet mig i iskoldt Vandjeg har hudflettet min Ryg for at kue mit Legeni. Er al Kyskhed da kun til for at overvindes? Forlad mig, o, forlad mig, at jeg kan gøre Bod og atter med Svøben betvinge min syndige Natur, som forhen, før din Skikkelse blev levende for mig i mine natlige Drømme.«

Men som Fuglens Stemme bliver til Sang ved Vaartid, saaledes bleve hans Ord til Vers ved at høre hendes Tale:

»Helena min, Helena min!
Du skal Dig dog forbarme
I Øjeblik og Evighed.
Helena, Du skal synke ned
I mine Favntags Varme
Og dele Helveds søde Vin
Med mig i mine Arme.«

Nu traadte Ignatius med mig i Følge ind i Haven. Da var Troldmanden som ved et Trylleslag forsvundet. Men for os knælede den stakkels Pige, opløst i Taarer og skjulende sit Ansigt for os.

»Fader,« hviskede hun, »hvis I har hørt alt, har I hørt min Skyld 196 og maa fordømme mig, at jeg lyttede til Fristerens Tale. Ak, sanseløs er jeg, og over min Vilje har jeg ingen Magt. Mine Øjerdaag brænde, og mine Øjne se røde Syner; jeg føler mig, som om jeg alt fra Fodsaalerne og til Midjen var i det Helvede, hvortil han drager mig. Frels mig, min Fader, hvis Du kan!«

Ignatius svarede: »Min Datter, alt er din Skæbne afgjort. Din svage Vilje kan ikke længere modstaa Fristerens Magt, fordi Du een Gang vendte dine Øren mod hans Tale og dine Øjne mod hans Blik. I den Stund raadte din egen Vilje over din Skæbne, nu ikke længere.«

Med en Rædsel, som ikke var forstilt, raabte hun: »Hjælp mig, Maria!«

»Ja,« sagde Ignatius, »glem ej denne Bøn. Vid, at, om end Du faldt i Helvedes dybeste Mørke, men ikke glemte dit Ave Maria, da var Du ej fortabt. Hvis din Skæbne er at synde, da synd; men glem blot ej den hellige Kirke og husk, at selv den sorteste Skyld kan udslettes ved Aflad og ved Bod. Værre end den største Synd mod Budene er det at tvivle paa Kirkens Magt og Naade. Der, hvor jeg siger mit Absolvo, der er Synden udslettet, selv om det var Judas' Synd.«

Vi forlod den stakkels Kvinde, medens min Ledsager sagde følgende til mig: »Saaledes skænke vi Trøst og Haab endog til dem, der synke i den dybeste Afgrund. Saaledes afholde vi Synderinden fra fuldstændig Fortvivlelse og forbedre hende langsomt ved at holde Omvendelsens Port aaben for hende. Saaledes ere vi i Sandhed langmodige og milde, de gode Gartnere, der behandle hvert Træ i Verdens Have efter sin Natur. Forstaar Du nu, hvorledes ved Klogskab, Strenghed og Kærlighed den sande Kirke er den rette verdensforløsende Magt, og hvorfor Vantro mod denne Kirke er den værste Synd, ja, den eneste absolut fordømmende Synd?«

Jeg svarede intet. Længst var min Spottelyst kuet af denne Mand, hvis Vilje hersker diktatorisk i den halve Kristenhed, af denne Asket, der - mildere end Jesus - siger til Synderinden: »Gaa bort og synd.«

Og jeg udbrød: »Du, som bærer det største Ansvar af alle Mænd i Verden, som jeg kender - hvor tryg og fri føler jeg mig ej ved din Side! Thi for din stærke Vilje føler jeg, at min Viljekraft forsvinder, og uden Ansvar vandrer jeg ved din Side som et lidet Barn.

197

Ja, i Sandhed, det, Verden trænger til, er Mænd som Dig. Ikke til Livsanskuelser trænger Verden, ikke til Videnskab, ikke til religiøse Drømme og moralske Prækener; men til Autoriteter, til Mænd med Myndighed, der fordømme og forlade Synder, og som ej gøre nogen Regnskab.«

Jeg saa et Bjærg for mig med Trin udhugne i dets hvide Marmor. Over det samlede Flammerne fra den røde Skærsildhimmel sig mod Himmelens Toppunkt, som Nordlysets Straaler samle sig i Kronen; og fra dette Punkt udgik en Straaleglans, der faldt over dem, der stod paa Bjærget.

Her sad øverst af alle, lige under Glorielyset, Fredsfyrsten, den hvide Kejser med den tredobbelte Krone. Den store Fredsfyrste udstrakte tavst sin Stav, og tavst hvilede hans Herskerblik paa alle; og tavs modtog han den Hyldest, der fra de fremstrakte Hænder og de tilbedende Blikke strømmede ham i Møde.

Og jeg tænkte ved mig selv: »Saaledes ere de højeste Herskere. De handle ikke, de lade andre handle for sig. De ere tavse og uvirksomme; og dog udfylde de den højeste Mission ved at lade sig tilbede og tjene. Og den tungeste Byrde hviler paa deres Skuldre, fordi de ingen have over sig. Med Himmelen stride de som Adas. Deres Gerning er det at holde sig ranke paa Tronen og ikke blive ydmyge og forsagte. Hvo kunde bære denne den tungeste Krone uden han, som sidder der som en Marmorstøtte!«

»Men hvo er denne brogede Skare,« sagde jeg højt til Ignatius, »som staar imellem Tronen og Bjærgets Fod? Som et Blomsterbed tager den sig ud i Afstand ved de forskelligfarvede Klædninger.«

Han svarede: »Det Folk, imellem hvilket Du og jeg nys vandrede, er dem, som ikke have renset sig fra Støvet. De leve ikkun her en stakket Tid og synke atter ned til Genfødelse paa Jorden. Denne Skare, som staar paa Bjærget i tavs Beskuelse og Tilbedelse, er dem, som have opnaaet det sande Liv igennem Selvfornægtelse og Tro.

Hver Farve betegner en Klasse iblandt de hellige. Denne graa og milde Strøm, der i Form af et Kors tegner sig gennem Skaren, er Disciplene af den hellige Franciskus. Se, han staar midt oppe paa Bjærget, smykket med de fem dyre Vunder og bærende i sit Hjerte Treenighedens Tegn. Fra ham udgaar Miraklets Kraft; og Fred, Sagtmodighed og Renhed udstrømmer fra hans aabne, blødende 198 Hjerte. Og hans Kraft, som gennemstrømmer alles Hjerter, lutrer dem med sin hellige Glød. Ja, dette gælder endog den helligste Fader selv. Og dog er det den hellige Franciskus, der ydmyg og lydig hilser Kirkens Styrer, givende derved et Eksempel til Efterfølgelse for dem, der ere mindre hellige end han.

Denne Skare i mørke Klæder og med strenge Miner samler sig om den høje Skikkelse med Sværdet i sin Haand, den hellige Dorninikus, Franciski Lige, hvis nogen var hans Lige. Her staar den hellige Benediktus mellem sine; og mange andre Ordensstiftere kunde jeg nævne, hvoraf hvert Navn er mere uforgængeligt end Himmelens Stjerner.

Men jeg vil nævne Dig nu den Strøm af Vidner for Kirkens Sandhed, der stiger op fra Bjærgets Fod til Tronens Grund. Her sidde de tolv paa tolv Højsæder, hvorfra de skulle dømme Israels tolv Stammer. Den hellige Paulus vil Du ej finde her. Han flakker om i Universet, udbredende sin Lære ved Æterhavets Strande med samme brændende Iver som een Gang ved Middelhavet.

Denne blodrøde Skare er Martyrerne, hundrede Tusind i Tallet, hvis Blod endnu vidner paa Jorden, medens deres Sjæle vidne i Himmelen. Den teglstensrøde Skare er Bekenderne, som følge disse. Her ser Du i rosenhvide Slør de Jomfruer, der i Renhed ofrede deres Ungdom for at opnaa den evige Salighed. Disse værdige Mænd, der følge efter Apostlene, ere Kirkefædre, imellem hvilke ingen overgaar den hellige Augustinus. Og næst dem ere de Mænd, som sidde med hverandre i tavs Samtale, Fortolkerne og Apologeterne, Kirkens Doktores og Magistri.

Der staar med Vandringsstav i Haand, med blodige Fødder og med magre Kinder vore Verdenserobrere, Missionærerne fra Bonifacius og Ansgarius til Frants Xavier. Ved disses Arbejde have vi vundet Folkeslagene. Vi oplyste dem, vi opdrog dem, vi lærte dem Kyskhed, Fromhed og milde Sæder. Os tilhøre de med Rette som Børnene Forældrene. Og naar Romakirkens Børn i Nord oprøre sig mod deres Moder, ville en Gang disse Mænd fremtræde som levende Beviser for Moderens Ret til at beherske sine Børn.

Disse gyldne Dragter ere de Kongers og Fyrsters, der vare Kirken tro. Men hine Rustninger bæres, som Skulderkorset viser, af Korsfarerne.

199

Men skulde jeg vise Dig alle Kirkens Dignitarer, alle dens tro Riddersmænd, alle dens fromme Tjenere, som findes her, da var mig ej een Dag, men hundrede Aar fornødne.

Dog vil jeg endnu vise Dig denne store Skare i Messesærke og i Munkedragter, som fylder Korsets venstre Firkant. Det er de hellige Mænd fra den græske Kirke, hvem det her er tilladt ved hans Helligheds Mildhed at undlade at bekende Helligaandens Udgang fra Sønnen, naar de blot ikke benægte denne. Men disse Mænd, der i Klæder af ubleget Uld med bøjede Hoveder begræde deres Synd, ere omvendte Kættere, der gennem Skærsildens Luer søgte hid og ved vore Brødres Forbøn opnaaede Optagelse i de heEiges Samfund efter med Taarer at have afsvoret alle begaaede og tænkelige Kætterier. Jeg siger Dig, at mellem disse er der Mænd, hvis Ord vore Avindsmænd endnu daglig anføre som Vaaben mod os.

Men saaledes, som Du ser dette hvide Bjærg, er det et stærkere Vidnesbyrd om Kirkens Sandhed end noget skrevet Ord. Det vidner om een Tro, een Daab, een Vandel, een apostolisk Succession fra Petri Dage og til vore.«

Jeg dulgte, hvor grebet jeg var ved dette Skue; min Kundskabstørst overvandt min Følelse af Ærefrygt, og jeg sagde: »Sig mig, doctissime, hvad bestille dog disse fromme Folk? Hvorledes kunne de holde ud Aarhundreder igennem at staa paa samme Plet foruden Mad og Drikke?«

Han svarede; »Bedøm dem ikke efter dit eget Legemes Krav. Vid, disse ere fuldstændig rensede for al jordisk Trang og for al selvisk Drift. Ja, de staa fastnaglede, som Søvngængeren kan staa, fordi de ganske have glemt sig selv; men deres Øjne skue, og deres Øren høre det, som Du ikke ser og ikke hører. De, som skue opad, de se den højtvelsignede blandt Kvinder, og hellig Ekstase opfylder dem ved Synet af hendes Aasyn, og hundrede Aar forsvinde for dem som kun een Nats Drøm, imedens de høre Englesang for Jomfruens Trone. De, som skue nedad, de fæste deres Blik paa Jordens Strid, og som Beskyttere vaage de Dag og Nat over dem, som paakalde Helgener, udfri fra Fristelser, trøste i Lidelser og Sygdom og drage i Døden deres Paakaldere hid. Saaledes opfyldes deres Sjæle kun af Kærlighed og Mildhed, og den evige Fred oplyser deres Aasyn.

Ak, kunde det blot forundes mig og mine at nedlægge vort byrdefulde 200 Hverv som Handlingens og Stridens Mænd og træde ind i Beskuelsens Fred. Men dette er os ej forundt; thi endnu er Kirken stridende og har vor Tjeneste fornøden.

Forstaar Du nu, at Opholdeisen af disses Fred mod Kætteriets skrækkelige Last tilsteder alle Midler, som den eneste fuldstændig gode Hensigt? Forstaar Du nu, at den, som tjener dette de helliges Samfund, udsletter derved alle sine Synder, selv om, ja, selv om han var Satan selv.«

Og med et Blik, der gennemborede mit, drejede han sig paa Hælen og gik med raske og lange Skridt op til den hellige Faders Trone.

Da stod en Mand ved min Side. Paa Silkeklædningen og den gule Hue genkendte jeg den Mand, der havde forkyndt sin ubekendte Herres Vilje imellem Astronomerne, og som var fulgt med mig herop.

Han sagde: »Vær Du Vidne til alt, hvad jeg siger, og til, hvad dette Riges Hersker svarer; thi hvert Ord, der falder her, er vigtigt.«

Og han steg op for Tronen, kastede sig tre Gange i Støvet for dens Fod og sagde:

»Han, som ejer Stjernerne, han, som styrer Sols og Maanes Gang og bestemmer Klodernes Alder, til den, som udstrækker Spiret over Helgenernes Skare: Jeg, som ejer Verdenskuglen, jeg, hvis Lensmænd dele Universet imellem sig som Verdens Herskere, jeg erkender Dig med Trefoldighedskronen som Verdens Hersker over dem, der tro paa den Korsfæstede. Dig tilkommer fuldstændig Lydighed, Underkastelse og Ærefrygt. Og hvo, som oprører sig mod Dig, ham vil jeg hade. Dette siger Verdensordneren, den ukendte, der raader ved Hjælp af tusinde kronede Lensmænd, til den, som bærer den tredobbelte Krone, Fredsfyrsten, den Ophøjede af Rom.«

Men Paven tav, indtil Ignatius bøjede sig frem og hviskede ham nogle Ord i Øret. Da sagde han med langsom og værdig Røst: »Vi modtage Eders Anerkendelse og takke Eders Herre, idet vi forvente, at ogsaa han engang og alle hans ville bøje sig for Korset. Siger Eders Herre: extra ecclesiam nulla salus.«

Da sagde Budbringeren: »Nu er Du Lysherskerens Lensmand!« Og i samme Nu var han forsvundet.

201

Men en Bæven gik igennem Skaren, og mange Øjne oplodes af de Drømme, hvori de havde blundet i Aarhundreder, og undrende fæstede de sig paa deres Kejser.

Da udstrakte den store Innocens sit Scepter, og i sit rolige Herskerblik optog han alle de spørgende Blikke, som rettede sig mod ham, som Havet optager alle Bække i sig; og som dets Salt salter alle de ferske Vande og beskytter dem mod Forraadnelse, saaledes gennemtrængte den hellige Faders ophøjede Ro alle de Sjæle, hvis Vilje adlød hans. Og atter sænkede sig over Bjærget den dybe Fred og Stilhed, hvori disse fromme Sjæle vaage som Skytsengle over Jordens Børn.

Saaledes skiltes jeg fra dem, idet en Straale, tror jeg, af Franciski Enfold og Renhed for et Øjeblik gennemborede mit syndefulde Hjerte.

Ignatius stod atter ved min Side. »Min Søn,« sagde han, »din Skæbne kalder Dig herfra. Her er ej dit Sted.«

Da faldt jeg ned, omfavnede hans Knæ og bad med Taarer: »O, send mig ej herfra, før jeg har skuet alle Sjæles Længsel, Maria, den højtvelsignede, den sande Rosenbrud, den allerkyskeste og allersaligste Jomfru. Thi disse Sjæles Fromhed har indgivet mig en brændende Tørst efter at skue det, som de skue, og at tilbede det, som de tilbede.«

Ignatius svarede: »Min Søn, stort er dit Forlangende. Ej heller er Himmeldronningen her; men paa den Klode, som kredser Jorden nærmest, vaager hun over alle sine Børn. Saaledes er vor Kirke i Sandhed den katolske Kirke; thi den har missioneret og gjort Erobringer ej blot paa Jorden, men paa alle de Kloder, som høre til vort Solsystem. Som Pilgrimme ville vi nu fare fra dette røde Land til hendes hvide Rige. Hold Dig beredt!«

Ignatius stampede i Jorden og sagde et Ord. Og i næste Nu sank Solens Klode bort under vore Fødder, og hurtigere end Lyset ilte vi igennem Æteren. Saa hurtig, som Bagtæppet skifter paa en Scene, saa hurtig ændredes alt, og vi stod nu paa en anden Grund.

Skinnende hvid, dækket af tindrende Is laa Maanens Flade for os. Over os saa vi svæve den gamle Jord; som en Kæmpernaane i første Segment aftegnede sig dens belyste Del paa Himmelen.

202

Nu vendte min Ledsager mit Blik mod Synskredsen med sin Finger; og hvad jeg havde antaget for Skyer, saa jeg nu var lysende Skikkelser, der nærmede sig.

Den stolte Ignatius stod i Ridderrustning. Afkastet var hans Munkekappe, og Solen skinnede paa hans sorte Staal. Og som han stod der, høj og mørk og stolt med Sværdet i sin Haand, lignede han mere en Fjende end en Tilbeder af den lysende Kreds, der svævede hen mod os. Men se, til Hyldest var kun Sværdet draget. En brændende Ild lyste i den stolte Spaniers Blik. Paa Knæ kastede han sig og raabte med skælvende Røst og med Taarer paa Kinden: »Hil Dig, Maria!«

Og da vi saa hende, Himmeldronningen, med Morgenrødens dybeste Blod paa sine Læber, med Aftenrødens fineste Roser paa sine Kinder, med et Haar af Solstraaler, en Kjole af Stjerneglans og en Glorie af Regnbuens Slør, da fremstammede han:

»Hil Dig, Maria! Du, hvis rene Blik
Er Munkens Lægedom og Læskedrik!
Hil Dig, Guds Mø! At synge til din Pris
Er skønnere end Adams Paradis.
Du, som opholdt din Søn med milde Ord
I Angest og Nød og Kval, hvorhen han for -
Hil Dig, Du helligste! som dræber Synden
Blot med dit rene Blik i dens Begynden!«

Jeg sagde til Ignatius: »Hvem ere disse Kvinder, der staa under Madonna som en Pyramide, hvis Toppunkt den ubesmittede Jomfru er?«

»Disse Kvinder ere den første Marias Tjenerinder, selv bærende det samme Navn, det skønneste af alle Jomfrunavne. De vaage over de Steder, hvor de fromme yde Guds Moder deres Hyldest. Dette er den undergørende Maria fra Einsiedeln og ved hendes Side den ikke mindre kraftige Maria fra Loretto. Dog, i alle disse virker Maria unissima ved sin Kraft. Helt er hun til Stede i deres Gerninger som Solen i sine Straaler, og hende tilkommer al Ære.«

Jeg sagde: »Hvo ere disse Mænd, der knælende og staaende i en Halvkreds hylde Maria og hendes Inkarnationer?«

203

Han svarede: »Disse ere Mariatilbedere, der ved sær Naade have erholdt den Gunst stadig at skue hendes Ansigt. Det er tilladt, at vi nærme os dem. Dog, de høre os ikke og se os ikke, thi Henrykkelsen har ganske grebet deres Sjæle.«

Da saa jeg en af Aandens største Mestre, der med hvide Haar og ridderlige Lader knælte for Verdens Dronning, som om han her havde fundet det Lys, som han søgte i sin Dødsstund; og jeg udbrød forundret: »Du her, gamle Hedning!«

Men han hørte mig ej. I Ekstase mumlede han sit eget Vers:

»Alt, hvad forgaar,
Er kun en Lignelse.
Det, som bestaar,
Blev vor Velsignelse.
Mod det usvindelige
Griber vor Haand,
Det evigkvindelige
Drager vor Aand.«

Ved hans Side saa jeg, hvad der ej forundrede mig mindre, en Mand, hvis Dragt og Træk viste, at han var fra Silkens og Teens Hjemland. Og jeg udbrød: »Hvad vil dog denne Østens Herre her?«

Men han sagde, dog ikke - tror jeg - fordi han hørte mit Spørgsmaal:

»I Østens Land lærte jeg af sortklædte Mænd, At jordfødt var Kouan-Yin, Barmhjertighedens Gudinde. Hid drog jeg da for at knæle ved hendes Fod. Kin-tong er jeg.«

Jeg hørte en Sang af klare, rene Stemmer, som udgik fra Marias Terners Rosenmunde, og knælende hørte jeg dens Ord:

»Tilgivelsen har altid Ret
At lindre de trætte, de syge og svage.
O, det er syndigt, o, det er slet
204 At holde den karrig og kold tilbage.
Elsk tilsammen sundt og sygt,
Elsk kun alt, skønt og stygt,
Elsk endog det onde.
Kærligheden, den adler alt,
Renser alt som Livets Salt,
Ingen Love for den der gjaldt,
Den giver slet ingen Grunde.

Tilgivelsen er Synderens Ret,
Og den er Moderens største Glæde.
Den præker ilde, den handler slet,
Som lader de fattige Sjæle græde.
Angeren er en Helligdom,
Den lokkes ej frem med Dunder og Dom,
Det volder kun dybere Smerte.
Tving ikke Synderen ned for din Fod,
Slaa ikke ned de vildfarnes Mod,
Strenge Dommer, gør selv først Bod
I dit vankundige Hjerte!

Tilgivelsen er saa blød og fin,
Den er saa nænsom en Sygepleje.
Den drypper Olie og skænker Vin
Og leder Tanken saa mildt paa Veje.
Hyggeligt faar han det snart og trygt,
Staklen; han glemmer sin onde Frygt,
Falder til Ro og drømmer.
Englen igennem Stuen gaar,
Solen vil frem og sin Vilje faar,
Straalekrone om Lazari Haar
I Sygeværelset strømmer.

»Tilgiv« er dit, den velsignedes, Ord,
Ved det opholder Du tusind Sjæle.
Du frelser Dem, der paa Afveje for
Og trampedes af Farisæernes Hæle.
205 Elskendes Synder tilgiver Du,
Elskovens Forsyn forbliver Du,
Forbilled for alle Kvinder,
Som frelser Møen fra Synd ved dit Navn,
Som leder den skibbrudne Mand i Havn,
Som tager Børnene op i din Favn,
Hvor Straaleglorien skinner.«

Og disse klare Røster svarede det Mandskor af Ynglinge, Mænd og Oldinge, der stod som Livvagt for den allersaligste Jomfru:

»Højlovet, Madonna, som beder for alle!
Tilgivelsens Lov er dit eneste Bud.
Du lider med alle, som synde og falde,
Fra Afgrunden Aanderne tør Dig paakalde.
Guds Moder er Du, Dig adlyder Gud.

Højlovet, Madonna, Englenes Frue,
Formynderske god for din eneste Søn!
Salige de, som dit Aasyn tør skue,
Opfyldte af Kærligheds reneste Lue.
Frelst er enhver, blot Du hører hans Bøn.

Du Rosernes Rose! Velsignet blandt Kvinder,
I Himmerig kronet som syndefri Mø!
Riddere er vi. Med blussende Kinder
Vi hylde Dig ene iblandt Herskerinder,
Jomfruens Riddere, rede at dø.«

Da lagde den stolte Ignatius Haanden paa min Skulder og sagde: »Rens dit Hjerte og nedslaa dine Øjne. Benedictissima vil tale med Dig.« Og forvirret sank jeg i Knæ og hørte den reneste Stemme sige disse Ord:

»Er Du fra Norden, Du Vandringsmand,
Og vender Du atter tilbage,
206 Du bringe mit kære, fortabte Land
Bud om min retfærdige Klage.

Ansgarius var sig min Tjener god
Og min Søns trofaste Forkynder;
Danerne knælte da ned for min Fod
Og omvendte sig fra deres Synder.

Da hørte jeg snart en liflig Klang
Af indviede Klokker i Lunde,
Mig priste Munkenes Ottesang
Ved de solbeskinnede Sunde.

Da kom en Dag en skraalende Hob
Og slog Kirkedøren i Sønder.
De drak af de viede Sølverstob
Og smudsede til mine Hynder.

Mine Billeder kasted de ned af Væg
Under liderlig Spot og Dansen.
Mine Munke drog de i deres Skæg
Og sønderrev Rosenkransen.

I Ransmænd toge mit Kirkegods,
Mig givet for frelste Sjæle;
I røved Guld og Sølv derhos -
Ved I ej, I ikke maa stjæle?

I stunge mine Øjne ud,
Kalked mit Ansigt over.
I banded mit Navn - tilgive Jer Gud,
Som j eg Jer Tilgivelse lover!

Jeg havde en Kaabe i Ringsted som ny
Den, saa jeg, bar Fogedens Frille.
Mit Perlemorsskrin i Roskilde By
Det savner jeg aarle og silde.

207

I Ribe jeg havde en yndig Krone
Med mange Slags Ædelstene,
I Karup jeg havde en udskaaret Trone -
Jeg nævner kun dette alene.

Mangen Ring, som var skønt forgyldt,
Den vilde I ikke mig lade.
Jeg ved ej, hvormed jeg har forskyldt
Den skændelig Spot og Skade.

Tror I da ikke, jeg har en Søn,
Som vil komme engang til Dommen.
Han lytter vel til den Kvindes Bøn,
Af hvis Liv han til Verden er kommen.

Dog skal jeg glemme mit Gods og min lgragt,
Jeg fordrer det ikke tilbage;
Men bitterlig krænker mig den Foragt,
Eders lgræster lader mig smage.

I glemme mig dog ikke helt i Nord!
Det volder mig daglig Smerte.
O, mindes kun med et lidet Ord
Eders Moders elskende Hjerte!

Naar Solen synker bag Sky til Blund,
Og Klokkerne ringe fra Volde,
Da tænker paa mig den liden Stund,
At jeg Haand over Eder maa holde.

Da kommer vist ogsaa den Tid engang,
At I frit tør bede: »Vor Frue«,
Uden Frygt, at de Mænd med den hovne Gang
Og den side Dragt skal Jer skue.

Og atter skal mine Klostre staa
Ved de blaanende Bælter og Sunde;
208 Med Rosenkrans skal Munkene gaa
I de dejlige, grønne Lunde.

Da vil en Slægt af fromme Møer
Og ædle og dannis Svende
Opvokse i Norden - men ikke, før
I Jer Synd mod Maria erkende.«

Den straalende Skare var forsvundet. Jeg stod ene med Ignatius i den hvide, skære, kolde Luft med Maanelandskabets fantastiske Former foran mig. Under det nærmeste Ringbjærg syntes jeg skimte smaa Hytter afis og blege Skikkelser som Drømmebilleder, der færdedes imellem dem.

»Her bo,« sagde han, »ved Madonnas Omsorg Sjælene af de kyske Jomfruer, der bleve skuflede i deres Kærlighed. Ved deres Drømme, ved deres stille Længsler, ved deres blege Haab droges de op til denne kølige og milde Verden. Og deres Længslers Kraft drog op til dem den Bejler, som de søgte. I Live vare de golde og unyttige Væsener, saa syntes det; men dog blev deres Stræben ikke uden Frugt. Efter Døden beredte de en vildfarende et Hjemsted. Her leve de et stille, køligt og lykkeligt Drømmeliv uden Tanker og uden Viljer, indtil dem beredes et andet Hjemsted.«

Jeg hørte ikke efter ham; thi opfyldt var min Hu af en heftig Begæring. Mod ham vendte jeg mig og sagde: »Tusindfold taknemmelig er jeg, fordi Du har ført mig hid. Og tusindfold beriget blev jeg ved at skue Himmelens Herskerinde. Men et højere, det højeste Ønske har jeg endnu tilbage, og det ser jeg: kun Du har Magt til at opfylde det. Før mig til ham, som kaldes Verdens Frelser, Jesus af Nazareth. Ham er det, som jeg for alle søger.«

Ignatius tav. Da stormede jeg ind paa ham med stærke Bønner, med Fordringer, j a, med Trusler. Og sluttelig raabte jeg: »Du tør det ej, eller Du kan det ej. Du er ej hans Tjener. Kun af Navn adlyder Du ham!«

Ignatius svarede: »Sandheden vil jeg sige Dig; den kan dog snart ej længer fordølges. Snart vil den katolske Kirke raabe sit: extra ecclesiam nulla salus, ej blot nedad, men ogsaa opad.Jo, i Sandhedjeg er Mariasønnens fuldtro Tjener; thi jeg er mere tro imod ham, end 209 han er imod sig selv. Jeg tjener den Frelser, som under sin Moder skyldig Ære og sine Tjenere deres ringere Hæder. Engang vil han erkende den hellige Faders Ufejlbarlighed og Jomfru Marias ubesmittede Undfangelse. Da skal han stige ned og herske over den Kirke, som jeg tro bevarer for ham. Men endnu vandrer han i sine Drømme i Stjernehimmelen. Did kan ingen naa, hverken med det jordiske Legem, Du lod tilbage, ej heller med det æteriske Legem, som Du bærer. Men kun i Drømme og som et Drømmebilled selv kan Du skue ham. Vil Du derfor did, da bered Dig til at forsvinde fra denne Verden, hvori vi tale sammen. Frygter Du ej dette, da skal din Vilje ske.«

Tavs - thi Spændingen kvalte min Røst - nikkede jeg bejaende. Da rørte den mørke Herre ved mit Hjerte med sit Sværd. Et Flammevæld slog ud fra Odden og fortærede mig i eet Øjebliks frygtelige Smerte.

210

Ottende Dagsrejse: Himmerige

Mødet med Jesus af Nazareth og Maria Bethania. Antikrist stiger op af Dybet med den store Skøge. Elskovens Gudinde viser sig for Pilgrimmen og underviser ham i mytologisk Form om Verdens Tilblivelse og Guders og Menneskers Strid

Hvad jeg derefter saa og hørte paa denne Dagsrejse, var som Drømme, der svævede mig forbi. Fornemmelsen af mit eget Legeme havde jeg næppe; men min Skikkelse var som den Skyggeskikkelse, man i Drømme tillægger sig selv, og som er i Stand til at føle de grove Sansefornemmelser.

Jeg saa i Drømme om mig et dybt, blaat Hav, i hvilket, paa hvilket og under hvilket jeg svævede, mere baaret oppe af mine Arme, der strakte sig mod oven, end hvilende paa mine Fødder. Naar jeg saa ned, var det, som om jeg kastede mit Blik ned paa Bunden af Universets Hav. Dernede saa jeg Sol og Maane glide, og Jordkloden skinnede for mig blodigrød. Stjerneblomster voksede om min Fod, og over mit Hoved hang hvide Sølvliljer paa fine Straaletraade. De tyktes mig ganske nær; men naar jeg vilde gribe efter dem, veg de bort og bleve til blege, fjerne Stjerner.

Saaledes stod jeg her med Undren i mine Barnedrømmes Himmel. Da saa jeg to Skikkelser for mig i min Drøm. Der sad han, den store Lærer, og stirrede frem for sig med Haanden under Kind; og en af Kvinderne sad ved hans Fødder og lyttede efter hans Aandedrag. Og i samme Nu blev der ganske stille om mig. De blaa Bølger ophørte at risle, og de hvide Liljer ophørte at tone. Men det var, som om Altet med tilbageholdt Aandedrag indsugede hvert Ord, der faldt af Mesterens Mund.

Kun eet Væsen rørte sig, og det var mig. Jeg vilde knæle for ham og hende; men mit Daimonion forbød mig det. Og jeg frembar min Hyldest i disse Ord:

211

»Hil Dig! o Gudesøn, Pieromas Stjerne,
Hvis Glans opfylder Vesterlandets Fjerne.
Du Thaumaturg, en Buddha lig i Under,
Men kendelig paa dine røde Vunder.
Du Korsets Alexander, hvis Udbreden
Af Troen standses kun af Østerleden.
Hil Dig, Korsfæstede! Hil Dig, Opstandne!
Højest velsignede og mest forbandne. -
O, sig mig, tør Du end med Sandhed sige:
»Mit er den hele Jords og Himmels Rige?«
Tror Du, mens Verden staar paa Afgrundsranden,
End trøstig paa Dig selv som Frelsermanden?
Tilgiv mig. Sandhed er det, som jeg siger,
Og er Du Sandhed, fordrer du ej Smiger:
Ak nej! Dit Budskab frelste ikke Verden,
Sænket i dobbelt Synd og Smerte er den.
Blev end din rene Pande tornekronet,
Derfor blev Lidelsen ej bortforsonet;
Og maatte end de fromme Hænder bløde,
Fri blev ej Slægten for sin Arvebrøde;
Ja, er Du end korsfæstet og opstanden,
Du selv blev frelst, men næppe nogen anden.
Nej, Verden er ej frelst. Den sukker efter
En Frelser med de sande Guddomskræfter.
Kom til den, men kom ej med Lyn og Torden,
Lad Dig genføde som et Barn paa Jorden;
Men vær ej den, der til en Krybbe viger,
Tag Herskerarven i Alverdens Riger.
Vi mangle ingen Kirkereformator,
Vi trænge til en Statsorganisator.
Du, som var mildest mod de arme Stakler,
Giv dem naturligt Brød - gør ej Mirakler.
Du, som var kærligst imod Synderinder,
Skaf Mand og Hjem til alle svage Kvinder.
Opklar Naturens Dyb. Stil Vismænds Trætte.
Bevis med Klarhed, hvad der er det rette.
Da blev vor Jord i Sandhed Fredens Rige,
212 Ej blot i Drøm, men i det virkelige.
Men nu, mens end det skabte lider ilde -
Hvor kan vi tro, Du evner, hvad Du vilde?
Mens Verdens Legem kæmper uden Hoved -
Hvor kan vi tro, Du holder, hvad Du loved?«

Jesus sagde: »Eders Hjerter forfærdes ikke. Tror paa Gud og tror paa mig«.

»Du vil det, som er over min Formaaen,
Du fordrer altsaa Tro og ej Forstaaen.
Jeg kan ej tro det, som er uforstaaeligt,
Saa lidt som gribe, hvad er uopnaaeligt.
At tro, hvad ej Forstaaelsen berører,
Er som at fatte, hvad man ikke hører.
Ak! Mellem os er nitten Seklers Skygger.
Hid til din Verden Bro jeg ikke bygger.
Tilbage gaar jeg til min Nutids Strømme.
Tilgiv, jeg vakte Dig af dine Drømme«.

Jesus sagde: »Salige de, som ikke se, men dog tro«.

Og da tav Skikkelsen og veg tilbage for mig i Dunkelheden. -

Et andet Drømmesyn saa jeg.

De blaa Vande rørtes. To Skikkelser opsteg fra Dybet. Baaret af Mørkets Aander hævede Antikrist sig i sin røde Kappe. I den højre Haand holdt han sin sorte Trolddomsstav, og i den venstre lænkede han sin Helena. Frigjort var hun fra den sorte Nonnedragt. Et Bajadereslør indhyllede hende. Ildliljer hang vindryppende i hendes Haar, og hendes Læber vare fastsluttede i et sødt og mættet Smil.

De sang sammen. Dog, det var deres Tale selv, der lød som Sang i disse Strofer:

Antikrist:
»Ej græder mer min golde Længsels Savn,
Der hugged i mit Hjerte som en Ravn.
Min Sjæl var som en Ørken i sin Tørke,
Dit Kys blev Dug og gengav mig min Styrke«.
213
Helena:
»Du nævnede min Elskov ved sit Navn
Og spredte Sollys i min Tankes Mørke;
Saa tog Du mig ind til Dig i din Favn,
Og det var som en Storm, der bar mig over
Et Ocean af Lykkens blanke Vover.
Din Stemme klang om mig -jeg hørte ikke,
Mit Øje veg for dine stærke Blikke.
Men nu - nu er det stille, ganske tyst.
Nu synger der en Genklang i mit Bryst,
Og Flammevældet før kan jeg nu drikke.
Der hviler som en Glorie om mit Minde,
Jeg vanker drømmende deri endnu«.
Antikrist:
»Se frem, se frem, min Dronning! Sødeste Du,
Hører Du synge for os Sejrens Toner?
Opad til Kamp mod Himlens Legioner!«
Helena:
»Jeg følger med din stolte Vej i Blinde.
Blot Du vil være Lyset i min Hu,
Er mig som Solskin Vinter mørkets Gru.
Ustandselig vil dine Kys mig rinde
Som stærke Floder gennem hvert et Minde.
I deres Strøm maa alle Tanker svinde«.
Antikrist:
»Jeg bær Dig opad i min venstre Arm,
Fordoblet knytter sig min højres Kræfter.
Min Hu er vinstærk nu og luevarm
Nu, da jeg ved, din Tanke følger efter
Hver dristig Vilje i min Barm«.
Helena:
»Hver Vilje i mig knytter sig til Dig;
Sammen skal vore Tanker nøgne bade
214 Og vokse sammen til eet i Favntag glade.
Det, som Du elsker, elsker ogsaa jeg,
Det, som Du hader, vil jeg ogsaa hade.«
Antikrist:
»Træd under Vaabenjesus! Nej og nej og nej,
Du kuer ej den Storm, der vælter sig
Mod Dig og mod din Himmels blege Stade«.
Helena:
»Vend imod mig dit Øje endnu engang.
Stille lytter jeg til din vilde Tale,
Der kommer til mig som en Elskovssang
Og avler Livet i min Tankes Dvale«.
Antikrist:
»Det snelle Øjebliks Tid - hvor er den lang,
Naar gennem den toner Hjertets blide Klang.
Et Kys, et Kys af dine Læber svale!«
Helena:
»Saadan mit Kys vil bede, dit befale
Igennem Livets Valfart uden Ophør«.
Antikrist:
»Tiden er nær. Oprør! Oprør! Oprør!«

I mit næste Syn saa jeg de tvende Modstandere mødes, den ene stolt, dæmonisk, frygtelig, den anden drømmende i hellige og højtidelige Drømme.

Men mest droges mit Blik frem og tilbage mellem de to Kvinder. Thi skøn var Helena, den skønneste, jordiske Kvindejeg har set. Og vel forstaar jeg, at en Mand kunde give sin Salighed for hende og ikke føle sig brøstholden ved Byttet. Men naar jeg saa den Kvinde, som sad ved Jesu Fødder, da maatte jeg prise hendes elskelige, uskyldige Ynde mer end al Helenas Skønhed. Dog, næppe droges mit Blik tilbage til denne, da var jeg atter helt bedaaret. Saaledes 215 svingede min Sjæl frem og tilbage imellem Beundring af den hedenske og den kristne Kvindes Skønhed, Hetæren og Jomfruen.

Da talte Antikrist:

»Se, her er jeg. Af Afgrunden er jeg opsteget. Mine Fødder ere indhyllede i dens Mulm. Mine Hænder skinne af dens Ild. Kender Du mig vel?«

Men der kom intet Svar.

»Antikrist er jeg. De undertryktes Hævner, de lidendes Forkæmper. Jeg er den, der kræver Dig til Regnskab. Jeg er den, der anklager Dig for Menneskehedens Domstol.

Simon Mager var mit Navn. I Helved styrtede Du mig. Men Helvedes Pine har jeg overvundet. Jeg er iklædt dens evige Ild. Som en Rustning følger den mig, hvor jeg gaar.

Ilden er vel evig; men evig er ikke den stoltes Taalmod. Pinen ændres ikke; men den stærke hæver sig over den og spotter den. Han ler i dens Bad. Han haaner Almagten. Han siger: »Hvor megen Lidelse kan Du tilføje mig? Fejhed og Frygt kan Du ej vække i mit Hjerte«. Han vænner sig til Pinen som til en fyrstelig Dragt. Han leger med den og glæder sig over sit Mod. Herre er han over den evige Ild.

Se, jeg er opfaret til Dig, baaret af Mørkets Aander, som jeg engang opsteg fra Kapitolium. Og denne Gang skal min Trolddom ikke svigte mig. For dit Aasyn staar jeg som din Anklager. Himlene kalder jeg til Vidne. I deres Dybder indskriver jeg mine Ord.

I Helved styrtede Du mig, fordi jeg var din Fjende. Vilde jeg have gjort dette ved Dig? I Helved styrtede Du os alle, som vare stolte, kække og kloge, Fyrster og Skjalde, Krigshelte og Tænkere, alle dem, som. ikke knælede for dit Navn. Og med os, Fyrsterne, en utallig Skare af vore Tjenere, de uvidende, de lidet tænkende og de uansvarlige. Burde Du ikke ynkes over dem? Vi Fyrster forlangte ikke Medynk.

Se ud over Verden. Hvad er det for en Verden, Du har skabt? Hvad er det for Dyder, Du har fremelsket? Hykleri, Lavhed og Fejhed, alle Trælledyder har Du fremkaldt. Elskoven, Modet og Skønheden har Du villet udstøde af Verden. Heltene og Gudinderne bleve forbandede og brændemærkede af dine Slaver. Og de misundelige og skadefro, Sladrerne og Farisæerne opfyldte Luften med 216 deres Snakken og Skraalen, saa ingen af de udødelige kunde drage Aande. Hvo har voldt dette? Var det ikke Dig?«

Men Jesus tav.

»Hører Du, at Verdens Ligmark skælver, og de døde opstaa af Gravene. Genfødte blive de gamle Guder, de, som ere sanddru, de, som hade, naar de hade, og elske, naar de elske, de, som forfølge deres Fjender og belønne deres Venner, og som vedkende sig, at de handle saa. Se, de mægtige og de ypperste rejse sig med dem. Halvguder ere de, Helte og Vismænd, de, som bleve Heroer ved deres egen Kraft. Se, Afrodites Tempel aabnes, og rosenkransede tilbede vi Skønhed, Kærlighed og Glæde i deres sande Billede, den elskende Kvinde. Og der vil flyde Blod og Vin, og der vil bryde Ild ud, og der skal saas Guld ud over Verden. Nøgent og ærligt skal Livet leves. De bundne Drifter skulle løses, og som et Ildhav skulle de hellige, glødende Lidenskaber frembruse. I dette Hav skulle Uslingerne forgaa, og kun de herlige og deres Tjenere bestaa«.

Men Jesus tav.

Med et Tigerblik brændte Antikristens Øje sig ind i hans som et luende Spørgsmaal.

Men Jesus tav.

Da forstod jeg, hvad hans Tavshed betød: at denne Tavshed var hans Magt. Thi jeg saa, at Antikristens hede Øje blinkede for dette ekstatiske og klare Blik. Og langsomt veg den sorte Magis Behersker for den hvide Trolddomsmagt.

Da sagde Jesus - og dyb og bævende var hans Stemme - disse Ord, som ingen tør forsynde sig imod, end ikke Helvedes værste Spotter; thi de ere hele Menneskehedens Helligdomme: »Salige ere de rene af Hjerte. Salige ere de barmhjertige. Salige ere de fredstiftende. Salige ere de blide, thi de skulle arve Landet«.

Vaklende stod jeg mellem disse tvende; thi endskøndt min Hjerne i mangt og meget gav Antikristen Ret, saa grebes dog mit Hjerte af inderlig Rørelse ved at høre disse Ord af Mesterens forunderlige Program paa Bjærget.

Men Antikristen slog ud med Haanden og lo. Og leende sank han ned i Dybet for at udføre sin Kæmpegerning og oprøre Vandene.

217

Da hørte jeg Maria Bethania sige til Frelseren med en Røst, hvis Klang beviste med større Sikkerhed end den, der indeholdes i Newtons Principia, at denne Sjæl var i Sandhed ren af Hjerte, i Sandhed blid, fredstiftende, barmhjertig:

»Min dyrebare Mester, min Broder og Herre god,
Du lade mig støtte din Skulder, Du lade mig lede din Fod.
Til Nazareth ville vi vandre og til Kapernaums Stad
At fryde vore Øjne ved Synet af Søens Bad.
Igennem Olielunde skulle vi drømmende gaa,
Til højre blomstre Violer, til venstre Narcisser staa.
Der skal jeg høre din Tale i den duftende Pinieskov,
Der skal Du for mig forkynde den evige Kærligheds Lov.
Og sammen skulle vi fare til Zions og Templets By,
Der skulle Børn og Kvinder synge Hosianna i Sky.
Da svinge vi Palmegrene, vi kaste os ned i Bøn,
Vi juble: her komme vi Kvinder med Guds enbaarne Søn!
Til Golgatha ville vi vandre med Taarer og sorgfuldt Mod,
Der ville vi kysse Sporet af dit hellige Legems Blod.
Men i Opstandelsens Morgen, da læges alle Saar,
Da ville vi glade møde vor Frelser i Urtegaard,
Da ville vi holde Nadver med himmelsk Vin og Brød
Og prise vor Forsoner, som har baaret vor Synd og Nød.
O, var jeg en af de Blomster, dine Fødder træde paa,
Saa gladelig til din Ære jeg vilde i Døden gaa.
O, var mit Blod i Kalken, som Du fører til din Mund,
Da vilde mit Hjerte briste af Fryd i den samme Stund.
Ak, Herre! Jeg vil det sige, jeg vandrer hver Aftenstund,
Naar Stjernerne skinne som Taarer paa Himmelens dybe Grund,
Da fyldes min Sjæl af Vemod, mit Hjerte bliver saa blidt,
Jeg kan det slet ikke glemme: for mig har Du Døden lidt.
Da jubler jeg gennem Taarer, jeg hvisker det henrykt ud:
Ja, Du er min himmelske Brudgom, og jeg din ydmyge Brud«.

Og hermed drog deres Billeder sig tilbage. I Baggrunden syntes jeg at skimte et Taagebillede af Genezareth Sø imellem blomstrende 218 Høje. Men alt stod i blege og svage Omrids. Og jeg syntes, jeg saa Kvinder og Børn med opløftede Hænder og hørte den svage Genklang af deres Hosianna.

Skuffet stod jeg tilbage. Al Visdoms Aabenbaring havde jeg ventet mig af dette Møde; men endnu mere uforstaaelig tyktes mig den Korsfæstedes Person. Og forgæves grublede jeg over den Løndom, der skjultes i hans tilhyllede Væsen. Men dybt rørte mig Mindet om Maria Bethanias Ord.

»Ja, for Kvinder«, tænkte jeg, »var dennes Evangelium; men blandt Mænd kun for kvindagtige. For Kvinden gælder Kærlighedens Lov. For hende er Uskyldigheden den højeste Skat. Og hun finder Fred ved enfoldig at tro det, som hun ej forstaar. Og hendes Hjertes inderste Trang er at finde sin Frelser, sin Forløser og Forsoner, som Maria Bethania har fundet sin, og som -jeg vover denne Sammenligning - Jane Welsh i de grønne Dales Land har fundet sin. Men Manden lever efter en anden Lov, som Høgen ej lever efter samme Lov som Nattergalen. Selvstændighed, Herredømme og Visdom søger han. Og for det ubegribelige kan han ej knæle uden at gøres til Træl. Som Kvinden taber sin Ynde ved at ville fbrstaa, taber Manden sin Værdighed ved at tro«.

Og atter ændrede sig min Drøm.

Jeg saa en Skare af Skikkelser i skinnende Klæder, der lyste mere end Moses og Elias paa Forklarelsens Bjærg. Hen imod mig dansede de, ikke som Mennesker danse; men deres Bevægelser føjede i Ynde og Frihed sig efter hverandre som Fuglenes Samtale. Og foran dem ilede en sagte og sød Musik.

En Skikkelse traadte foran de andre. Stjerneblomster fremspirede i dens Spor. Den aandede dybt. Og hør, en Fuglesang opfyldte Luften. Den rystede sine Lokker, og et Væld af Stjerner dryssede ud og flagrede om dens Tinding som perlemorglinsende Sommerfugle. Men bagved traadte Skaren en festlig Dans, og en Forsanger sang for til den hellige Lyre:

Kor:
»Dans i det evige Morgengry,
Hør dog, Lyren gav Klang paany,
Højt tonende lokke dens Strenge.
219 Dans, I Engle, i Himmelens By
Og hen over Stjernernes Enge«.
Solo:
»Sprudler, gnistrer, I Stjernebølger,
Vælder som Ild frem og tilbage,
Ordner Jer saa og tindrende følger
Med Lyrens Jubel og Klage«.
Kor:
»Hellig, hellig er Lyrens Lyd,
Hellig, hellig er Dansens Fryd
Til Toner, som kvidre og græde.
Trætte Vandrer, træd hid og nyd
Den himmelske Saligheds Glæde«.
Solo:
»Stille, Stjerne, som vildsomt gløder,
Standser og lytter, salige Aander.
Hører: i Tonernes Vellyst bløder
Et Hjerte, som henrykt sig vaander«.
Kor:
»Alle Engle, knæl ned, knæl ned!
Knæl med Taarer og suk og bed
Om Himmerigs hellige Glæde.
Pris den salige Kærlighed,
Hvori alle Smaastjernerne græde«.

Da smilede den straalende Skikkelse og sagde: »Hvo er jeg? Kender Du mig?«

Og jeg rystede paa Hovedet.

Men Skikkelsen sagde: »Jeg er Kærlighed. Jeg er den sande Kærlighed. Jeg er den evige Kærlighed«.

Ved dette Ord glødede Stjernerne som Blodsdraaber, og Himmelens Blaa fik en frygtelig, ubeskrivelig Styrke og Klarhed, som om Saligheden selv udtømte al sin Kraft i denne Farve. Da kendte 220 jeg paa den Duft, der udgik fra dens Legem, at Skikkelsen var en Kvinde. Og hun satte sig ved Siden af mig og legede med de blaa Bølger, hvori vi aandede, idet hun søgte at binde dem med sine Lokker.

Da blev jeg grebet af et helligt Vanvid, saaledes som endog den allerviseste kan henrives i Drømme. Jeg kastede mig ned, greb Sømmen af hendes Klædebon og trykkede saa mange Kys derpaa. Men jeg turde ikke løfte mine Øjne højere end til hendes Haand.

Da lo hun ret hjertelig ad mig og sagde: »Sid dog rolig«. Og da jeg saa op mod hende, som en saaret ser mod sin Morder, klappede hun mig leende paa Kinden, som om jeg var et Barn, og sagde med den Stemme, hvormed Moderen smilende beklager Barnet: »Lider Du?« Og til mit uhørlige Ja spurgte hun atter: »Ret meget?« Og atter sukkede jeg Ja.

Hun drejede Hovedet, for at jeg ikke skulde se hendes Munterhed ved denne Scene, der for mig var den alvorligste. Og med den største Strenghed, hun kunde opdrive i en Hast, sagde hun: »Husk nu paa Cressida!«

Jeg blev bestyrtet; thi Cressida var langt fra mine Tanker. Men atter sagde min Formanerske: »Ja, husk paa Cressida! Med Rette lider Du. O, hvor grusom, hvor egenkærlig var Du ej mod Cressida!«

Jeg vilde indvende; men hendes Stemme standsede mig: »Jeg ved det vel, Du tror, Du handlede ret og undgik Synd ved at behandle Cressida saa slet. Men vid, for min Domstol gælder en anden Lov. Jeg har kun eet Bud: Elsk! Og hvo, som ikke elsker, er en Synder. Hvis Du havde undveget Cressida, fordi hun ikke tækkedes Dig, eller fordi Du var en anden tro, da vilde jeg tilgive Dig. Men Du fandt Behag i hende og viste hende dog Foragt, fordi dit Hovmod, din Selvretfærdighed og din taabelige Fornuft ej vilde ydmyge sig for en Kvindes Skønhed. Men se, nu lider Du din Straf«.

Og atter klappede hun min Kind, og dette Kærtegn voldte mig større Smerte end et Piskeslag, fordi hun gjorde sig lystig over mig.

Da sprang jeg op, dybt krænket over denne uhørte Behandling, og skreg: »Ha, Du er Eblis! Du er den onde Aand i Lysets Klædebon!«

Men hun rejste sig som jeg; og med den højeste, reneste Værdighed, 221 dog altid med et Stænk af Latter i Stemmen, sagde hun: »Jeg er den højeste Guddom. Jeg er Kærlighed«.

Og umærkelig løste hun Agraffen paa sin højre Skulder. I al sin Skønhed stod hun for mig, kun indhyllet i et gennemsigtigt Slør. Et gyldent Lys flød ud af hendes Lokker og vældede ned over hendes Barm. Ilsomt faldt det ned over hendes Hofter, men indhyllede som et Solbad hendes Læg og Fod, og derfra skød det sig atter op som et Springvand. Og saaledes stod hun, badende sig i den reneste og skønneste Kærligheds Ild.

Da holdt jeg Hænderne for Øjnene og bad: »O, skjul Dig! Skjul Dig, at ikke jeg skal dø!« Men hun sagde med en dybttonende Røst, berust af Stolthed og af Glæde: »Ja, hvis Du kan nævne mit Navn og synge til min Pris«.

Ganske tilintetgjort af hendes forfærdelige Skønhed, med al min Oprørsvilje sønderknust, faldt jeg atter ned for hendes Fødder, og med Lyrens fjerne Lyd til Akkompagnement reciterede jeg disse Strofer, der vare svage Gengivelser i Ord af, hvad mine Sanser havde inddrukket af hendes Væsens Musik:

»Du er født under Søernes Elskovsleg
Af det boblende, falske Skum,
Mens Vandene faldt, og Vandene steg
Under Brændingens hule Brum.
De Bølger, der favned hinanden,
De løfted Dig ind over Stranden.

Af Fraaden lyste din vaade Barm,
Som en Malstrøm rulled dit Blod,
Og Bølgeslaget kyssed Dig varm,
Lagde Runding om Arm og Fod.
Din Gang blev som Vovernes Danse,
Naar de bær' deres Sølverkranse.

Som den røde Koral var Kandernes Glød,
Dit Haarbaand var grønne Siv.
Fra Søens dybe og dunkle Skød
222 Fik dit Øje sit sælsomme Liv.
Dine Taarer, som blænde mit Øje,
Ere Perler fra Søbundens Høje.

Din Tale er Vovernes rislende Sang,
Naar de rulle det funklende Rav,
Men skjuler i sig den dybe Trang
I det tordnende, sorte Hav.
Men din Graad er den tavse Smerte,
Der ruger i Havets Hjerte.

Ja, din Sjæl er et Blink fra det Sølverspejl,
Som skælver mod Jordens Kyst,
Naar Vinden forfølger de hvide Sejl,
Og Sol staar op under Øst,
Naar Bølge danser med Bølge,
Hvidklædte, i Brudefølge«.

Huldsalig og lidt skrømtet undselig lyttede hun til denne Smiger og sagde: »Ja, jeg er den, mine Fjender kalde for Eblis. Men jeg er Kærlighedens Gudinde og har saa mange Navne, som der er Sprog paa Jorden, og dyrkes ved alle Sunde«.

Og atter blaanede Himmelen, og Stjernerne blødte, og gennem Altet drog een eneste, skælvende Tone, den fineste og klareste, som er til.

Jeg sagde - thi min Kundskabstørst begyndte at vaagne -: »Er Du Afrodite, hvor er da Eros, din Søn?«

Hun kaldte. Og se, hen over Stjerneengen kom en lille Dreng tumlende. Han kastede sig til sin Moders Bryst, og i uskyldig, barnlig Sanselighed kyssede han stormende hendes Mund. Hun sagde og fæstede et dybt tilsløret Blik paa mig: »Denne lille Eros Cupido er min Søn! Han er en lille og næsvis og slikvoren Fyr. Han følger med sin Moder. Det skal nu engang være. Men han burde ikke løbe om paa egen Haand«. Og med skalkagtig Alvor tyssede hun paa den lille Skælm og vuggede ham i Søvn.

»Men hans Fader«, sagde hun, »er den store Eros, som jeg hader«.

Da blev jeg anspændt af Videlyst og sagde, idet jeg omhyggelig 223 undgik at vække den lille, hvis vellystige Smil indgød mig større Frygt end Moderens bedaarende Blik: »Und mig din Fortrolighed, høje Gudinde. Fortæl mig alting om den store Eros. En Anelse siger mig, at han er den, jeg bør søge«.

Hun gjorde sig atter lystig over mig, sigende: »Du er jo den Stenmand, som søger Kundskab og ikke søger Elskov. Og Du skal efter din egen Vilje høre Kundskab og ikke Elskov«.

Jeg sukkede og fandt mig i min Skæbne og skal nu gengive det vidunderlige Eventyr, som hun fortalte mig. Hvad jeg ej kan gengive, er hendes hundrede Afbrydelser, hendes skiftende Ansigtsminer og den fortabte, stirrende Grubien, hvormed hun søgte tilbage til sin egen Fortid.

»Med Rette søger Du til mig; thi ingen ved, hvorledes Verden er fremgaaet, uden Gudinderne. Eders Guder ere Børn mod os. Den ene er jo knap 2000 Aar, den anden ikke mere end 6000. Men for hundrede Tusinde Menneskealdre tilbage var j eg. Ældre end Sol og Maane, ældre end Tænkeren og Herskeren, end nogen af Guderne ere Gudinderne. Jeg skal nu fortælle Dig Historien om den Strid, der var i Verden, før Menneskene bleve til.

Se, som en Solplet paa Vand, der vider sig ud og drager sig sammen i et uophørligt Vekselspil, saaledes er Evigheden som en Lysplet, der suger sig selv sammen til intet, og er intet, og i næste Øjeblik genfødes af intet for igen at begynde den evige Dans. Saaledes er Tilværelsen. Hver Tilsyneladelse af det evige Skin er et Kredsløb som dette, hvori vi Guder og Menneskene leve. Nogle Kredsløb ere kortere, andre længere. Nogle vare ikke længere end et Lynglimt, andre en Menneskealder, andre længere, end den jordfødte kan tænke. Om dette Kredsløb sige de Kristne, at det snart skal forgaa i Verdensbranden. Men Hedningene mene, at det skal vare længere end noget andet.

Alt dette har den store Moder fortalt mig, den viseste af Kvinder; thi hun er den, som har Erindring om de forudgangne Kredsløb. Men hvad jeg selv erindrer, er dette Kredsløbs Historie fra Begyndelsen.

I Begyndelsen var Ildsøen, og i Begyndelsen traadte over Ildsøens Bølger Gudinderne deres Dans. Bajaderer kaldte vi os. Vi holdt hverandre i Hænderne og sang. Dansende kom vi til Verden. Da vi 224 erkendte os selv, fornam vi, at vi alt længe havde danset over Ildsøens Vande uden at sanse eller vide.

Om Ildsøens Hjerte dansede vi i Kreds og sang. Den store Moder, som har Erindring, sang for og lærte os Ord. Og jeg, som var den skønneste og kækkeste, dansede for. Da oprørtes Ildsøen. Vi hørte Dybet brøle under os, og vi skreg og fløj hen og skjulte vore Ansigter hos den store Moder.

Men hun sagde: »Det er Ildsøen, der oprøres. Det er vor Leg, der skal opsluges. Saaledes har det været utallige Gange før«.

Men jeg spurgte: »Hvo vil opsluge os?«

Hun svarede: »Intet!«

Og vi vidste ikke, hvad Intet var.

Da saa vi, mellem to af Ildsøens Flammer havde Tomheden Form, og denne Form antog Skikkelsen af en gammel, hæslig Kvinde. Og denne Kvinde var Intet. Men det var ingen Kvinde; det var kun et Mellemrum og en Tomhed.

Og jeg var den kækkeste. Jeg rakte min Haand ud til Intet. Og Intet traadte i Dans med os. Og vore Aasyn bleve blege, og vore Haar bleve hvide, og vore Knæ rystede. Og endog Ildsøen blegnede.

Men se, over Ildsøens Hjerte hævede der sig et glødende Bjærg. Da sagde den store Moder: »Nej, det er ikke Undergangen, det er Ildsøen, som er i Barnsnød«. Og se, ved hendes Ord forsvandt den gamle Kvinde.

Vi dansede om det glødende Bjærg og sang: »Et Barn skal fødes, en Helt og Hersker, viis og mægtig, rig og naadig. Jubler og synger, Ildsøens Døtre!«

Da hævede Bjærget sig paa klare Søjler af glødende Glas, og dets Indre straalede som det dybeste Blod. Og se, paa et Leje af grønne og blaa Ædelstene laa et lidet Barn med Guldkrone paa. Og det rejste sig og gik tre Skridt med udbredte Arme og raabte: »Jeg er Eros, den højeste Hersker! Der er ikke noget mere ophøjet Væsen end jeg i alle Evighedens Kredsløb!«

Og vi jublede som Fennonerne, naar Solen atter viser sig om Vaaren. Og vi tilbad Barnet og ofrede til det og kaldte det Konge og Gud. Den store Moder lagde ham til sine Bryster. Hun er den, der har flere end to Bryster. Og han diede af dem alle.

225

Alle Bajadererne vilde saa gerne kysse og kryste Ildsøens Søn, som Hyrdinder, der strides om en Hyrdedreng. Men han vilde ikke lade nogen kysse sig uden mig. Og han hvilte sig med Hovedet mellem mine Bryster, og mine Lokker flød over hans Ansigt. Som to unge Kid legede vi med hinanden.

Vældig var hans Magt. Og han kendte den ikke. Han var stærkere end nogen af Gudinderne, og dog var han kun et Barn. Han aabnede sine Øjne og stirrede forundret mod oven og spurgte: »Hvad er deroppe?« Og se, Himmelen blev til som Genskin af hans Øjne og Genlyd af hans Tale. Han øste Ilden op i sine Hænder og slyngede den op mod Himmelen. Og se, Gnisterne bleve hængende som Stjerner. Endnu ser Du den Flod af hvidglødende Ild, som han øste ud over Himmelen.

Jeg gik til den store Moder og sagde: »Hvilket Vidunder er her ikke sket!« Men hun sagde: »Alt dette er sket utallige Gange før og vil atter ske utallige Gange. Og der er intet nyt«.

Den viseste af Kvinder gik til Guden og sagde: »Søn, I have ingen Sol og ingen Maane«. Og da hun havde sagt dette, bad hun os alle forlade Ildsøen. Hun kastede sit brogede Slør ud, og det blev en Bro op til Himmelen. Saaledes blev Regnbuen til. Og vi steg op ad den søgrønne Bue, og mellem Stjernerne betragtede vi Eros.

Men han vadede gennem Ildsøen. Og han gennemæltede den som en Dej og dannede Kloder af dens Masse. Af det tunge og grove Stof dannede han Jorden, af det hede og stærke Solen og af det lette og lyse Stof Maanen og de andre vandrende Kloder. Og han styrede dem med sine Hænder imellem hverandre, paaskyndende nogle og holdt andre tilbage, indtil de havde fundet en Ligevægt imellem sig i deres Baner. Da steg han op i Stjernehimmelen for at glæde sig over sit Værk.

Vi hilste ham med Haandklap og Hyldingsraab. Og jeg sagde til den store Moder: »Dette er dog aldrig sket før«. Men hun svarede: »Det er sket utallige Gange og vil ske utallige Gange. Og der er intet nyt«.

Ved disse Ord tabte jeg al min Fryd ved Synet af Verdensby gningen. Og jeg sagde til den store Moder: »O, skaf os dog noget nyt, noget, som aldrig er sket før«. Hun svarede: »Min Datter, har Du Mod?« Da blev jeg meget nysgerrig.

226

Og hun sagde: »Kan Du faa Eros til at falde i Søvn med Hovedet mellem dine Bryster, da skal Du se noget nyt«.

Guden var træt af sit Værk. Han hvilte sit Hoved i min Barm, og mine Lokker flød over ham, og han lukkede sine Øjenlaage. Da blev det Nat. Men i Natten kom den store Moder og sang en Offersang, og med den lænkebandt hun mine Arme og Ben. Jeg vilde røre mig, men jeg kunde ikke. Jeg vilde skrige, men jeg kunde ikke aabne min Mund. Og med hvidglødende Nagler korsfæstede hun Eros mellem Stjernerne. Men han aandede endnu. Da tog hun en skarp Diamant, og med den udskar hun Hjertet af hans Bryst.

Og hun søgte et Sted i Universet, hvor hun kunde begrave det blødende Hjerte og skjule sin Misgerning. Men ingen af Kloderne vilde være delagtig i hendes Skyld. Da aabnede Jorden hungrig sin Mund og opslugte det.

Og hun løste mine Baand. Da omfavnede jeg Gudens Legeme. Men se, Urofret var fuldbyrdet. Livløs var han, og hans Blod flød ud over hele Himmelen. Saaledes blev Morgenrøden til. Og den store Moder, den viseste og grusomste af alle Kvinder, bandt sit Haar op og sagde: »Se, j eg har voldt noget nyt. Dette er aldrig i Evighed sket før«. Og hun forbød os at nævne Navnet Eros højt.

Endnu længe saa vi den korsfæstede Guds Legem hænge udspændt mellem Verdenshjørnerne. Der, hvor hans Hoved hvilte, blev Syd, hans Fødder pegede mod Nord, hans højre Haand kaldes Øst, og hans venstre Haand kaldes Vest. Men Solstraalerne for igennem hans Legem, og Æterbølgerne opløste det. Og for hver Dag blev det blegere, indtil det forsvandt for vore Øjne. Hans Væsen flød sammen med Universet, saaledes at hver Del af Verden fik sin Part af den lidende Gud. Men Jorden havde hans Hjerte.

Men fordi Jorden havde gjort sig delagtig i Ursynden, hvorved det nye blev til, derfor blev denne Klode den mørkeste og tungeste af alle. Og den blev Skuepladsen for Lidelse, Misgerning og Angest fremfor andre Kloder. Men fordi den ejede Gudens kostbareste Hjerteblod, derfor fremtraadte paa Jorden den dybeste Længsel, den stærkeste Kraft og det højeste Mod. Saaledes er det gaaet til, at Jordkredsen paa een Gang er det mest forbandede og det rigeste Land af alle Verdens Lande.

227

Af Eros' Hjerte fremskød en Plante, og denne Plante var Livets Træ. Og Livets Træ bredte sine Grene i Luft og i Hav, og med sine Rødder gennemvandrede det Jordens Indvolde. Hver Gren af det havde sin Vækst, og hvert Blad sin Form. Alle Jordens Planter ere Kviste og Knopper paa Livets Træ. Og Livets Træ bar røde og grønne og blaa Frugter i Luft, i Jord og i Hav. Disse Frugter bleve levende og rørte sig og nærede sig af deres Moder, Livets Træ. Deraf komme de Væsener, som krybe, som løbe, som svømme, og som flyve, i Muld, paa Jord, i Luft og i Hav.

Men omsider fremstod der Væsener, der havde den guddommelige Skikkelse. Thi mod dette Maal havde den fødende Kraft i Livstræet tragtet. Disse Væsener kaldtes Mennesker; men de vare os kun lige i Skikkelse og vare lave og usle, griske og feje i deres Tænkemaade, fordi deres Stof var Jordstoffet. Og da vi havde lært dem at kende, foragtede vi dem.

Men jeg vil nu fortælle Dig om den store Moder. Hun satte sig paa Højsædet i den øverste Himmel og tog den myrdedes Arv. Og ved sin Trolddomskunst manede hun Mænds Skygger op af de tidligere Tilværelser og gjorde dem til sine Tjenere. Og naar hun var blevet ked af at favne dem, korsfæstede hun dem; thi ved disse Ofringer vedligeholdt hun sin Skønhed. Og jeg ved mere om den store Moder, som kun jeg ved.

Ogsaa til os fremmanede hun Mænds Skygger, og i Stjernebjærgene berusede Bajadererne sig i Grusomhed og sød Lyst. Under os i de andre Himle boede Guder, der vare fødte af Solens og Maanens Elskov til hinanden. Og den store Moder forblændede Alverden med sin Trolddom, og Lysguderne troede, de vare de højeste, og kendte ikke vor Himmel. Og vi drog dem til os. De vidste ikke, hvor de vare, de kaldte os Fristerinder, og sig selv kaldte de Guder. De vidste ikke, at Bajadererne triumferede over Alverden. Vi tæmmede Dragestjernerne og for hujende paa dem gennem Rummet. Over alle Stjerner gik Bajaderernes Dans i Kaadhed og Vildskab. Og med Menneskenes Skæbner legede vi, som Børn lege med Fluer.

Men jeg blev tung om Hjertet uden at vide hvorfor. Og jeg nedsteg til den Klode, hvor Eros' Hjerte var begravet. Jeg satte mig 228 ved Vandfaldet under de mørke Træers Susen, og jeg lyttede efter Høststormens Klage. Da græd jeg bitterlig ved at mindes min tabte Ven og sagde grædende: »Han er død«.

Men en sagte Stemme svarede mig: »Den korsfæstede og lidende Gud er ikke gaaet til Grunde. Hans Hjerte sukker i Fuglenes, i Vindens og i Vandenes Tale. I Naturens Toner aander hans lidende Sjæl«.

I den Høstnat smagte jeg Sorgen, hvor sød og dyb den er, og fra nu af vandrede jeg mellem Klipperne og i Skovene og fulgte den Røst, som kaldte mig fra Lund til Lund. Men Røsten flygtede foran mig, og mine Kinder bleve blege, og mine Øjne taarefulde.

Da saa jeg, at det blev Vaar. Blomsterne blussede ved Aabredden, og i grønne Bølger gik Skovens Loft. Da satte jeg mig i Græsset og sang som en lille Fugl:

»Lille Aablomst, hvad saa Du under Vandet?
Saa Du hamjeg ikke tør nævne?
Lille Sommerfugl, hvorfra kommer Du?
Sig mig, har Du set ham?
Lille Svale, flyv saa højt Du kan
Og sig mig, om Du kan se ham jeg tænker paa«.

Saaledes blev Digtet til.

Og der var en Stemme, der hviskede: »Den korsfæstede og lidende Gud er ikke bundet for evig. Hver Vaartid vaagner han af sin Dvale og søger at bryde sine Lænker og uddrage sine Nagler. Og engang vil han opstaa«.

Da blev mit Hjerte fuldt af Fryd. Og jeg lærte Haabet at kende, hvor sødt og let det er. Jeg dansede over Anemonerne og søgte ham mellem de hvide Stammer. Og jeg mente at se hans Billede for mig.

Men da Aftenstunden kom, sad jeg under et blomstrende Skovæbletræ. Tro mig, da var mit Hjerte saa fuldt og tungt og saligt. Jeg kunde hverken røre Haand eller Fod. Jeg bøjede Hovedet og lukkede Øjnene og hviskede: »O, Eros!« Da fornam jeg hans Kys paa min Mund og hans Arm om mit Liv. Men da jeg saa op, var han 229 borte. Men saaledes, som jeg nu har fortalt Dig, saaledes blev Elskov til.

Og jeg havde en Tjenerinde, en lille Hyrdepige, som jeg kaldte Søster Enfoldig; thi hun var ganske uvidende. Hun havde listet sig bag ved mig og hørt min Hvisken. Og hun vendte sig mod Skoven og lukkede Øjnene. Hun strakte Armene frem og hviskede: »O, Eros!« Og en Vildmand kom springende ud fra Skoven og trykkede hende til sig. Hun daanede i hans Arme, og han fik Magt med hende og løb sin Vej.

Men Enfoldig var ganske forvirret den næste Dag. Hun saa en spraglet Orm, der faldt ned paa et Blad, og Bladet sejlede frem og tilbage i Vinden og blinkede i Solen. Da pegede Enfoldig og raabte: »O, det er vist Eros!« Og ved at dette Navn blev raabt, bøjede Træerne sig til Jorden, og Vandene oprørtes, og Jorden gnistrede.

Da stod den store Moder for mig, indhyllet i Regnbuens Slør, og hun sagde: »Forbød jeg Dig ikke at nævne Eros? Men der er en Skæbne over Guderne, som de ikke kunne afværge; thi dens Grund er deres egen Fortids Gerninger. Af denne Orm skal der komme en Sommerfugl, og den Sommerfugl skal blive en Svale, og Svalen en Falk. Men naar den har gennemvandret alle de skønne og stærke Dyr, som ere paa Jorden, da skal den fødes med Mands Skikkelse. Og som den Mand skal Eros opstaa. Naar det sker, da er mit Herredømme forbi. Dog, det skal være din Straf, at han ikke skal kende Dig.«

Og hun førte mig med sig op til de blaa Vande og til Ædelstensbjærgene og tvang mig til at deltage i Bajaderernes Dans.

Jeg fortalte mine Søstre, hvad jeg havde oplevet paa Jorden, og jeg lærte dem, hvad Elskov var. Vi steg ned til Lysguderne for at se, om Længselen, Vemodet og Haabet ikke fandtes i deres Himmel. Lysguderne forlod deres Hustruer for vor Skyld og knælede for os. De gav mig Smiger. De sagde, at min Skønhed var anderledes end de andres. Men jeg sad ensom og længselsfuld. Og stundom hændte det i den duftende, mørke Nat, at jeg hengav mig til en, naar han tryglede mig med skælvende Røst. Da lod jeg mig selv drømme, at han var Eros. Men naar Morgenstunden kom, saa jeg, han var ikke Eros, og vandrede ene.

230

Men da atter Aartusinder vare svundne, da saa vi en Mand stige ned fra Bjærget til Dalens Mennesker. Disse vare endnu næsten som ved deres Tilblivelse. De vare som Børn, uvidende og nøgne, og vidste ikke, hvad de gjorde.

Han sagde til dem: »I skulle være som Guder, og jeg vil lære Eder Forskel paa godt og ondt.« Han lærte dem at føre Krig, at holde Slaver og samle sig Rigdomme. Han stiftede et mægtigt Rige og kaldte sig Konge og klædte sig i Staal og Guld. Og han kaldte Mændene Herrer, og han tillod de mægtige at have flere Hustruer. Saaledes blev Staten og Adelen til.

Men da Kongens ældste Søn var femten Aar, efterlod Krigsherskeren Riget i hans Hænder. Og han vandrede op over Bjærget. Han traadte paa bare Fødder i den hvide Sne og støttede sig til sit Sværd. Og Solen skjulte sig bag Skyerne for hans Øjnes Stirren. Lysaanderne kom og tilbad ham. Han sagde nu til sig selv: »Jeg er ingen Konge, jeg er en Gud.«

Frem af Fjældet krøb Klippens mørke Søn, Ørnens og Ulvens Herre. Og de kæmpede med hinanden om Herredømmet over Jorden. Men da Solen sank, sejrede Lysherskeren. Paa Fjældkanten sad han, nøgen i Nattekulden, og trodsede Døden. Men Døden skjulte sig for ham.

Og da Morgenen kom, rejste han sig og strakte sit Sværd mod de fire Verdenshjørner og udraabte: »Mine ere Alverdens Riger og deres Herligheder.« Og han for over Bjærgene. Over Fjældkløfterne sprang han. Hans Fødder bar ham over Bjærgsøernes Vande. Og da Solen stod over hans Hoved, rettede han sine Øjne mod den, indtil den blev formørket, og sagde: »Jeg er ikke en Gud som andre. Jeg er den allerhøjeste Gud.«

Og han kom ved Kvæld til et flammende Bjærg. Da sagde han: »Jorden har jeg undertvunget mig. Jeg vil nu undertvinge mig det, der er under Jorden, og dernæst det, der er over og om Jorden.« Lysaandernes Fyrste besvor ham at skaane sig selv. Men han sprang ned i Ildsvælget. Og det lukkede sig over ham. Og han nedsteg til Ildhelvedet og sprængte dets Porte og undertvang Ildaanderne. Og da tre Dage vare rundne, opfor han atter derfra som Helvedes Hersker. Og hans Sværd var farvet rødt i dets Ild.

Med Lysaander og Ildaander opfor han til Himlene og gennembrød 231 deres syv Hvælvinger. Og han gennembrød den store Moders Blændværk og tog sin Plads i den øverste Himmel og satte sig paa sin Guldtrone. Men hun flyede til Morgenrødens, Regnbuens og Luftsynernes Rige. Og bag Luftrigets Blændværk skjulte hun sig for hans Blik.

Da skælvede vi, Ildsøens Døtre, for at han skulde genkende os. Men han kendte os ikke. Erindringen havde han mistet om sin Barndom og sit Navn. Det voldte den store Moders Forbandelse. Lysbringer kaldte han sig nu. Han genkendte os ikke. Men han foragtede os. Og vi skælvede for ham. Den Skyld, vi havde mod ham, formørkede hans Blik mod os, endskønt han ikke kendte den.

Som en Tyran sad han paa Guldtronen og satte Herskere under sig over Himlene,Jorden og Ildhelvedet. Rigdom gav han sine Tjenere, og Slaver og Kvinder; thi han foragtede Kvinder.

Og Bajadererne dansede for hans Aasyn og søgte at faa ham til at smile. Men jeg holdt mig tilbage. Da angav de mig for ham og sagde: »Hun er vor Fordanserinde.« Han kaldte mig for sig og bød mig danse for hans Aasyn. Og jeg vandt hans Yndest. Han lod det blive Nat, og jeg delte hans Leje.

Men ved Midnat vaagnede jeg og lagde Haanden paa hans Bryst. Da blev jeg grebet af Rædsel; thi der slog ikke længer noget Hjerte i hans Bryst. Dette havde den store Moders Misgerning voldt. Og ved Morgenstunden saa han paa mig med et koldt Blik og vilde jage mig fra sig som de andre Kvinder. Da sagde jeg: »Du skal ikke støde mig bort; thi min Ret er det at være ved din Side. Og jeg er ældre end Du.«

Da blev han heftig fortørnet og forviste mig fra sit Ansigt. Og jeg steg ned i Afgrunden.

I tusinde Aar sad jeg og græmmede mig over min Tort og grundede paa Hævn. Da steg jeg op af Afgrunden og gik for ham, hvor han sad paa Tronen mellem sine Engle. Og jeg afsvor min Trods, og han blev mig naadig. Da vi vare bl evne ene, kastede jeg Hovedet tilbage og sagde: »Du har intet at byde eller at befale over mig; thi jeg er ældre end Du.« Og han blev som rasende af Harme og lod mig kaste i Kobbertaarnet.

Men mit Suk og min Klage hørtes af Englene. De bad for mig. Og Herskeren lod mig føre for sig for at se, om jeg angrede. Da 232 tænkte jeg: »Jeg vil ydmyge mig for ham. Hvad er jeg imod ham. Uretten er dog min.« Og jeg dansede og sang for ham som hans Slavinde. Jeg dansede den Dans jeg havde traadt over Anemonerne i Vaarskoven, og jeg sang de Tonerjeg havde hørt i Vandfaldets Brusen og i de mørke Skoves Susen. Og han sagde: »For din Sang giver jeg Dig 2000 Aar, og for din Dans giver jeg Dig 2000 Aar, i hvilke Du har din Frihed.« Og han saa ikke mere til mig. Hans Ansigt var træt.

Men da jeg saa, han regnede mig for lige med sine Slavinder, vaktes atter Trodsen i mig. Jeg sagde til mig selv: »Han er ikke den Eros, der mindede min Mund under det blomstrende Æbletræ. Der er intet Hjerte i hans Bryst.« Og jeg gik bort og drog et stort Følge af Englene med mig; thi jeg tænkte: »Har han erobret Verden fra Jorden, kan jeg da ikke gøre det samme?«

Jeg slyngede et Rosenbaand om mit Haar, jeg klædte mig i det fineste og letteste Slør, og jeg svævede ned til Jordens blaa Hav. Havuhyrerne brølede ved Synet af mig. De slikkede mine Fødder, og jeg traadte paa deres Rygge. Mine Søstre dansede foran mig, og jeg sejlede til Kongens Stad.

Jeg lærte Menneskene mildere Sæder. Jeg lærte dem den Kunst at elske. Jeg lærte Ynglingene at knæle, at synge Sange for deres Eskede og at vinde hende med søde Ord og ej med raa Magt. Jeg lærte Jomfruerne at træde min Dans, og de dansede i Laurbærlunden og sang:

»Af Havet er Kærligheden født.
Dyb som Havet er Kærligheden.
I Kærlighedens Hav ville vi dø.«

I alle Lande bleve Templer byggede for mig, og paa alle Sprog nævnedes mit Navn. Jeg blev den, der vaagede over de hellige Løfter, og jeg blev den, til hvem Jomfruerne bad. Og ved Menneskenes Ofringer og Bønner voksede min Magt. Jeg holdt Hof mellem Stjerneblomsterne, og jeg drog mine Tilbedere til mig, de stærkeste og skønneste. Og alle Mænd, til hvem jeg havde smilet, svor mig Hyldest. Jeg er den, som hører Eneboernes Bønner, naar de sukke og 233 længes mod den guddommelige Kærlighed. De se ikke mit Billede, men de mærke min Nærværelse, og Salighedens taarefulde Fred opfylder deres Bryst.

Jeg er den, der lamslaar Mændene, naar jeg slaar mit Slør til Side, og for hvis Blik den dristigste skælver. Jeg staar bedre rustet i min nøgne Skønhed end Ridderen i sin Rustning. Mellem den store Eros og mig er det, Kampen føres om Herredømmet, mellem den kækkeste Mand og den dristigste Kvinde. Vor Strid er Historiens Kamp. Alle andre Høvdinger ere kun Dukker i vor Haand. Jeg vil gøre mig til den allerhøjeste og sætte mig paa hans Trone, og han skal føres i Lænker frem for mig.

Naar min Tid kommer, vil jeg gaa for hans Trone, og mine Tilbedere skulle gaa foran mig med deres Sværd. Da vil den, jeg hader, byde sine Tjenere at gribe mig. Men de ville se til hverandre, og ingen vil røre Haand eller Fod. Og han skal erkende, at jeg er ældre end han.

Endnu tilbedes jeg i alle Lande, og alle Folkeslag prise mig. Hvad bekymrer jeg mig om mine Marmortempler! Er ikke Løvsalen mit Tempel, og Grønsværet mit Alter? Præker ikke Droslen ved Dag og Nattergalen ved Nat, og nydes ikke mine Sakramenter i den grønne Lund, baade Dagens og Nattens? Ere ikke alle Sangere mine Profeter? Og forkynder ikke Blomstersproget for den, der kan tyde det, mit Evangelium?

Mit Evangelium og min Lov er saaledes: Hvo, som elsker, har Livet. Hvo, som ikke har Kærlighed, har Synd.

Jeg er Kærlighed. Jeg er den evige Kærlighed. Jeg er den eneste Kærlighed.

Tilstaa nu, at jeg er den højeste Gud.«

Jeg raabte: »Hvo vilde ikke tilstaa, som har set Dig, saaledes som jeg ser Dig i denne Stund, at Du er den højeste Gud! Ja, han selv, hvis han saa Dig saaledes, maatte tilstaa dette imod sin Vilje.«

Jeg tror ikke, hun mærkede Dobbelttydigheden i dette Svar. Hun smilede naadig til mig, og lunefuld som hun var, lige saa grusom i sin Naade som naadig i sin Grusomhed, rakte hun mig med halv bortvendt Ansigt og halv foragtende sin Rosenkind. Og for et Øjeblik tilbad mine Læber med frygtsom Berøring denne Helligdom.

234

Da vendte hun brat sit Hoved, og jeg blev var af hendes Øjne, der søgte noget fjernt, at hun ej tænkte paa mig, men kun paa sine Planer. Og hastig, næsten forlegen hviskede hun, som noget, hun selv ej vilde høre højt: »Hvis Du paa din Vandring træffer ham, da sig ham saadan: Din Skæbne venter Dig i Cyprias Lund. - Din Skæbne venter Dig i Cyprias Lund!«

Og bort for hun, brat som en Fugl, og efterlod mig grundende over denne Efterskrift, der aabenbart var vigtigere end den hele lange Tale. Men fjernt fra hørte jeg i fromme og smægtende Toner Englenes Kor:

»Alle Engle, knæl ned, knæl ned!
Knæl med Taarer og suk og bed
Om Himmerigs saligste Glæde.
Hil Dig, sødeste Kærlighed!
Til din Ære i Dansen vi træde.«

Og atter ændrede sig min Drøm.

Jeg sank ned fra den lyse Himmel og stod i det mørke, kolde Rum, igennem hvilket de vandrende Kloder gaa. De store Floder af sorte Meteorer, der strømme igennem dette Rum, viste sig for mit Blik. Men foruden disse mørke Strømme aabenbarede Rummet for mig intet Tegn paa Bevægelse eller Liv. Og en usigelig Følelse af trøstesløs Forladthed greb mig.

Da vendte mine Tanker tilbage til, hvad jeg havde oplevet paa denne Drømmerejse. »Ak!« tænkte jeg. »Sødt som de syv Saligheder var mit Kys paa Gudindens Kind. Men det efterlod sig kun Tørst og Tomhed. I hendes Himmel maa Tørsten stedse slukkes paany, og Brystets Tomhed atter fyldes med Sødme. Og uden denne Baggrund af Tørst og Tomhed var Salighedens Nydelse intet.«

Og idet jeg vaagnede til Erkendelse her i Rummets Ørken, som de elskende vaagne, naar de fra deres Paradis atter jages ud i Virkeligheden, sukkede jeg: »Gives der dog ikke en renere, dybere og mere varig Glæde end Elskovs Lyst?«

Og atter tænkte jeg: »Var den kristne Himmel bedre end den hedenske? Er Troen da saa forskellig fra Elskov? Er det ej her som hist de samme skønne Følelser, der fylde Hjertet: Vemod, Længsel, 235 Haab og Ydmyghed? Udrinder ikke baade den erotiske og den ekstatiske Sværmen af alle Følelsers Moder, Vellyst? Og var det højeste ej en dybere og klarere Fred, end disse to kan yde?«

Og atter tænkte jeg: »De Kristnes Frelser søgte jeg og traf ham. Men lige uforstaaelig blev han for mig. Og mine Spørgsmaal vilde han ej besvare. Saaledes blev da disse fire Dages Pilgrimsgang en frugtesløs Vandring, endskønt jeg naaede mit Maal. Hvorhen skal jeg nu vende mig for at opnaa den fuldstændige Erkendelse af Kræfter, Love og Formaal?«

Da randt mig Gudindens Fortælling i Hu som Svaret paa mit Spørgsmaal. Og jeg fortsatte min Tankegang saaledes: »Sikkerlig er hendes Fortælling Sandhed, i alt Fald for en Del. Ildsøen har jeg gennemvandret; jeg tvivler ej paa, den er det samme som Aftenrødens Hav. Ahriman har jeg mødt. Skulde da ej ogsaa hans Modstander, Verdensbygmesteren i Løndom, være til?«

Og jeg saa omkring mig og op og ned og iagttog det smalle Bælte, hvori Solen, Jorden og de fem synlige Planeter bevæge sig i runde Baner, og som adskiller Universets Kugle i to Halvsfærer, og sagde til mig selv:

»Er ikke Planetsystemets Regelrnæssighed og Orden det tilstrækkelige Bevis for Verdensbygmesterens Eksistens? Anerkende ikke alle de lærde Ateister, at Verden er ordnet, fornuftig og lovmæssig? Men hvor meningsløst er det at tænke sig en Orden opstaa tilfældig! Som en Tale forudsætter en talende, og en Flugt en Flyver, saaledes maa en Orden forudsætte en Ordner, en Fornuftighed et fornuftigt Væsen, og en Lovmæssighed en Lovgiver.

Her staar jeg i Universets Hus og betragter med eet Blik de vidunderlige, omhvirvlende Kloder, der svæve om deri, indrettede til Beboelse for Menneskeheden. Igennem Verdener har jeg vandret, og i dem alle fandt jeg Mennesker, stræbende, skønt ad forskellige Veje, mod det samme Maal: Forløsningen fra den første Tilværelses Smuds. Men skal den usleste Rishytte bevise mig, at den har haft en Bygmester, og skal Verdens vidunderlige Borg, der er formet efter de skønneste, geometriske Linier og paa en mærkelig Maade tjener sit Formaal, ikke bevise mig Tilværelsen af Verdensbygmesteren?

Ja, han er Hedningenes Gud, der havde Hesiod til Profet og Piato til Forkynder, og paa hvem Voltaire og Stuart MiU troede. Fra nu 236 af skal Maalet for min Vandring være at finde Demiurgen. Han skal oplyse mig om sin Styrelses Formaal og Midler.«

Og idet jeg saa paa Kaliffens Ring, sagde jeg: »Hjælp mig, Du skjulte Stjernernes Herre, at ikke jeg skal svæve evig her som en Preta i Lokantarika.«

Da var det, som om Skæl faldt fra mine Øjne. Og i det samme Rum, hvori jeg stod, saa jeg en anden Verden end de syv Kloders. Vidtstrakte Riger saa jeg og Beboere med straalende Klæder. Som et Lynglimt fremdukkede dette Syn af den mørke Nat, og som et Lynglimt forsvandt det atter, før jeg fik fæstnet det i min Erindring.

En Mand stod ved min Side. Jeg genkendte ham som Herren med den gule Hue, der havde fulgtes med mig til Pavekejserens Hof. Han sagde: »Frygt ikke! Din Skæbne er bestemt. Og han, som hersker over mig, han drager Dig, til Du har fundet ham. Og Du skal finde baade ham, som styrer alt, og den, som er visere end ham, der styrer alt.«

»Hvad?« udbrød jeg, »er da den mægtigste og viseste ej een? Hvor mange Gaader staar der tilbage for mig at undersøge?«

Han svarede: »Kan Du tyde denne Tale: Den mægtigste adlyder den, der er uden Magt; den helligste lader sig tjene af den mest tyranniske; den højeste Gud bøjer sig for Gudsfornægteren.«

Og da han saa, at jeg stod stirrende og ordløs over for denne Tale, der tyktes mig afsindig, sagde han: »Naar Du kan tyde denne Tale, da har Du naaet den højeste Erkendelse, som Himlene kunne rumme.

Se, der gaar Vejen,« sagde han og pegede med sin Stav. Og for mit Blik føjede Mørket sig sammen til en dunkel Grotte, i hvis Baggrund jeg saa Skygger svæve.

»Her gaar din Vej. Igennem Skyggeverdenen drager Du til Ideernes Verden, hvor Sandheden erkendes. Igennem det mørke og det blodige Rige, hvor Sjælene lære Lydighed, drager Du til Guden, hvis Navn er Lucifer. Og hvis Du tør hæve Dig til den højeste Erkendelse, skal Du høre den evige Lære af den, som er visere end baade Guder og Mænd, Buddha, den ophøjede.«

237

TREDJE DEL Lucifer og Buddha

Denne Bog handler om Pilgrimmens Erfaring om de højeste Sandheder, der ere til for Mennesket. Fra de romerske, græske, persiske og kinesiske Verdensherskere, der repræsentere Herredømme, Nydelse, Askese og Moral, vandrer han til Indien. Af Mahabrahma lærer han, hvorledes Tanken forholder sig til Virkeligheden. Af Naturens skjulte Gudinde indvies han i den store Strid og den lille Strid, der tilsammen udgøre Livets Indhold. I Lucifer, Demiurgen, træffer han Sindbilledet paa den stridende og lidende Menneskeaand og overværer hans Kamp med de kristne Fanatikere, med Urkraften og med Kvinden. Af Mahatmerne erfarer han den positive Videnskab, der svarer til Abhidharma. Medens han af Lucifers Mund hørte Læren om de Pligter, der gælde for dem, der ville leve og handle i Verden, hører han paa Buddhas Bjærg Læren om det Liv, der er det rette for dem, der søge Udslukning. Denne Lære er i Overensstemmelse med Abhidharma. Endelig hører han Urkraftens Røst varsle en Opstandelsens Tid for alle bundne, aandelige Kræfter. Men over Urhvirvlen skuer han de frigjorte Personligheders Pleroma og hører Stjernernes Sang.

238

        

239

Niende Dagsrejse: Ave Cæsar

Pilgrimmen nedstiger i Skyggeverdenen. Kejser Tiberius og Titanerne. Nero og Martyrerne. Pilgrimmen omvender sig til Hedenskabet. Opførelsen af Helios' og Gæas Bryllup

Ad en mørk og snæver Gang nedfor jeg til Skyggelandet. Rædsel og Mørke omgav mig paa denne Vej. Flagrende Skygger opfyldte som frygtsomme Flagermus Hvælvingen over mig. Og ved Sympati fornam jeg deres nagende Hunger og Tørst. Fra disse ulykkelige, dumme og blinde Lemurer, som Østen kalder Bhutaer, og som kun syntes at opholde sig her af Mangel paa et bedre Hjemsted, ilede jeg, og da jeg standsede min Vandring, fandt jeg mig i

Et mørkt og sorgfuldt Rige, i hvis tavse Skød
Kun milde Øjne lyse med afsindig Glød;
En dyb og angestfuld Stilhed som den tavse Død,
Igennem hvilken hule, kvalte Sukke lød.

Da saa jeg en mørk Skikkelse ved min Side. Klædt i Toga var han, og det korte Romersværd bar han ved Lænd.

Han sagde til mig paa det latinske Maal: »Quis es? Hvo er Du?«

Jeg svarede i det samme Maal: »En fremmed er jeg, som er vandret hid igennem Solens og Maanens Rige, søgende kun eet, den fuldstændige Erkendelse. For den er jeg villig at ofre alt, ikke blot Liv og Lykke, Anseelse og Salighed, men - om fornødent - Moralens Hensyn og Æresfølelsens Krav. Thi paa min Vandring har jeg lært den gyldne Sætning: »Den store Hensigt helliger alle Midler.«

Han svarede koldt: »Her vil gives Dig Lejlighed til at ofre alt dette, som Du ønsker det. Her er Pinestedet for dem, der fattes Lydighed.«

Jeg skælvede ved denne Bøddels jernhaarde Røst og sagde: »Jeg beder ej om Skaansel, men kun om Kundskab. Vis mig dette Rige.«

240

Han svarede: »Vel! I Kejserens Navn.«

Vi vandrede gennem Skummelhedens og Grusomhedens Rige. Jeg saa frygteligere Ting, end jeg kan beskrive. Men ved hver ny Pinsel standsede min Ledsager og gav i faa Ord Forklaring paa, hvad jeg saa, med samme Ro, hvormed en Cicerone viser Vej i et Musæum.

»Disse, som ere kneblede og ophængte i Lænker, ere Oprørerne, der rejste sig mod deres Herskere.« - »Disse, som ere bundne med Snore, der skære sig ind i Kødet, ere de genstridige, der af religiøse Grunde nægte Lydighed.« - »Her ser Du Bagvadskerne, lemlæstede under Klippestykker.« - »De, som hænge der, korsfæstede, ere de Forbrydere, der ere værre end Fadermordere. De ere Kongemordere.« - »De, der ligge radbrækkede over skarpe Sten, ere de, der vare vidende om Sammensværgelser og fortav dem.« - »De, der staa gysende i Strømme af iskoldt Vand, ere Menederne, der foretrak Livet for Æren.« - »De, som ligge med tilbundne Øjne, med Hænder og Fødder samrnenbundne ved een Knude, ere de feje, der flygtede i Kampen.« - »De, som Du ser med Overkroppen skælvende i Krampe og Underkroppen indefrosset i en Issø, ere de Munke, der brød den Ed, de havde svoret til deres Hersker.« - »Disse, som Du her ser lide de værste Straffe, ere Forræderne. Nogle ere kastede paa Spyd, andre ophængte i Kroge, nogle spiddede paa spidse Pæle, andre ere flaaede levende.«

Hver af disse korte Sætninger betegnede en Vandring gennem en Verden af Lidelse og Rædsel. Imellem Ofrene stod romerske Soldater med blodige Arme i korte Tunikaer og røgtede deres Hverv. Og med den samme Ro, hvormed den store Operatør gaar Stuegang, gik Centurionen - thi for en saadan tog jeg ham - sin Runde. Og idet han pegede ud over dette Helvede, sagde han: »Saaledes ske alle Oprørere, Menedere, Forrædere, alle, som forbryde sig mod deres Herskere!

Dog«, sagde han, »der gives et dybere Mulm.« Og han pegede ned i en Afgrund, hvor jeg utydelig saa mægtige Skikkelser hænge lænkede til blodige Klipper. Røster, dybt sukkende som Vinterstormen, trængte sig op til mit Øre:

241

»I Mørke, i Mørke
Urkæmperne bløde.
I Lænker, i Lænker
Folkeaanderne sukke
I Dybet, i Dybet.«

»Ak, hvo ere de, som klage her? Og hvad betyder hele denne Rædsel? Fortæl mig alt om Dig og om din Herre.« Saaledes talte jeg; men min Vejviser svarede:

»Hvis Du ej er helt uvidende, da kender Du de gamle Myter om Pinslerne i Hades og om Titanernes Straf i Tartarus. Vid da, at disse Myter vare Drømme, men ere bl evne Virkelighed ved min Kejsers Kraft. I Urtiden, før Menneskeheden blev til, da stredes Lysguderne med Mørkets og Afgrundens Kæmper. Og Erindringen om disse Kampe genfødtes i Folkenes Myter; men disse Myter vare kun Sandhed i Digternes og Drømmernes Hjerner. Da leved paa Jord den grusomste og hovmodigste Kejser, hvis Tjener jeg var. Og efter sin Død beredte han sig til at nedstige til Underverdenens Rige. Men se! Han fandt ej de dødes Aander samlede i en Stat, men kun vildfarende, frygtsomme Skygger, der skjulte sig i mørke Grotter for Menneskenes Blik. Da samlede Cæsar sine Tjenere om sig, og med dem nedsteg han i det dybeste Mørke, som Rummets Afgrund ejer. Sin Stat byggede han her, og Lovsproget skrev han for den: Cæsars Vilje er den eneste Lov. Og han bød os at gribe alle Oprørere, Forrædere og Menedere og underkaste dem Tortur, indtil de tilbad Cæsar som deres Gud.

Saaledes blev Pluto genfødt i min store Cæsar. Og i Tartarus lider nu efter hans Vilje de store Oprørere imod Rom og Cæsar Titanernes Straf.«

Og Høvedsmanden pegede ned mod Tartarus. »Her vaander Brutus sig, der Kassius. Hist krymper sig Spartacus og ved hans Side Vercingetorix. Bag dem skuer Du de vældige Folkeførere for Pønere, Iberer, Kelter og andre Folkeslag. Disse ere Titanerne. Bundne skulle de ligge, saa længe dette Univers bestaar; thi de ere blevne uforsonlige. De hade al Lov og Orden, al Stat og Herredømme. Løstes de, da vilde Verden atter styrte sammen i Kaos. Naar de brydes med deres Lænker og bøje Jernklipperne ved deres Skuldres 242 Kraft, da skælver Jorden, og Ildsluer bryde frem i Vest. En afsindig var den, som løste disse.«

»I Mørke, i Mørke
Titanerne bløde.
I Lænker, i Lænker
Folkeaanderne sukke
I Dybet, I Dybet.«

Da hørte jeg en Røst, der fra et Bryst, halvkvalt af Lænker, raabte kun disse tre Ord: »Jeg er Messias!« Og atter hørte jeg Titanernes Sang, der var ensformig som Havets Sang. Og atter raabte den enlige Løverøst: »Jeg er Messias! Jeg er Stjernen af Jakob!«

Jeg vendte mig spørgende mod Høvedsmanden. Han svarede: »Denne afsindige Oprører er Bar-Kochba, Stjernesønnen, der rejste sig mod Rom og kaldte sig Messias. Endnu raaber han paa dette Navn. Dog, hvad angaar det Rom, hvem der var Messias, han med Røverspiret eller han med Jernsværdet? Begge led de deres Straf. Hvad er Jehovas Ark mod Jupiters Ørn? Men jeg for min Part mener, at denne lænkebundne, som greb efter Jernspiret, var ej saa farlig en Oprører mod Kejseren som den Tornekronede.«

»Hvad er Du?« spurgte jeg nu, »og hvilken Cæsar er din Herre?«

»Cæsar Tiberius er min høje Herre, og jeg er Pontius Pilatus, den Korsfæstedes Dommer.«

Jeg kunde ikke fatte den Ro, hvormed den stolte Romer sagde disse Ord; thi intet Samvittighedsnag stod skrevet i hans strenge Ansigt. Og jeg udbrød: »Er Du den, der bærer Ansvaret for denne den største Forbrydelse i Historien, og taler saa rolig derom? Ved Du da ej, I have korsfæstet Sandheden? Vel ved jeg, og vide nu alle, som tænke, at denne ædle Sværmer var Barn af sin Tid og af sit . Land og delte Jødedommens Vildfarelser. Men Sandhed var han i sin rene Vilje, sit ædle Mod, sin barnlige Kærlighed til alle Mennesker.«

Mig svarede Pilatus med en haanlig Klang i Stemmen: »Hvad er Sandhed? Hvad hjælper mig Sandhed, naar mig fattes Kejserens Venskab?«