↩ Med alle mine Sanser sønderrevne af Stormens Pres krøb jeg helt hen til Randen og kastede Blikket ned, og saa lamslaaet blev jeg af, hvad jeg saa, at jeg rent forglemte min Plads i Rummet; men al min Sansning og Erindring optoges af det, der suged mit Blik i sig, og kun min Førers Røst besinded mig paa, at eet var jeg, et andet det Syn, jeg saa.