↩ Da hørte jeg Skrig. Did traadte mørke Mænd, og med Svøbeslag drev de lænkede Mennesker ud paa det tomme Bord. Da var det, som en sort Øjesten blinkede i Malstrømmens Dyb, og dens Vægge hæved sig op i en Vold, og Slaverne kasted sig hylende ned for de sortklædt e Mænd. Men disse tændte en Ild med Svovl og med Beg og varmede noget deri, og med glødende Tænger drev de de hylende Trælle mod Randen. Da tog de dødsdømte hverandre ved Haanden og dansede en vild og usømmelig Dans, saaledes som Fallosdyrkerne 25 gøre, indtil de snubled og faldt, og den ene trak den anden med sig i Faldet. Jeg hørte Ofrenes Skrig og Klippetændernes Knagen, mens Vandene malede Ben og Kød til Grød. Da bleve de et Øjeblik stille, og Hvirvelens yderste Væg blev ildende rød og lukked sig sammen over sine kogende Indvolde, som Soldugbladet lukker sig over sit Bytte, og i denne uventede Stilhed hørte jeg kun en Lyd, som forfærded mig mere end Stormens Brag: en rolig Mumlen og Gumlen.