↩ Men endog da forlod min spørgende Videlyst mig ikke, og mens mit Hjerte frydefuldt skælvede i den hellige Aande, der sugedes ind og ud af mit vantro Bryst, søgte min Hjerneskals Kræfter forgæves at gennemtænke det Underjeg svævede i, indtil jeg mindedes Fysikernes Lære om det Æterfluidum, der vægtløs og elastisk og uanseligt for jordiske Sanser gennembæver al sanselig Materie og fylder det tomme Rum, som Bærer for alle Afstandes Kræfter og for de synlige og usynlige Straalebølger, der uafladelig gennemfare Stoffet. Og jeg spurgte mig selv: »Er dette magnetiske Hav, der kan opløse sig selv og alt i lysende Musik, eet med den hypotetiske Substans, som Fysikeren i sine Beregninger paakalder som deus ex machina paa alle Steder, hvor der er Huller i hans kære Verdensformel?«