↩ Men det sorte Stormhav, som brød sig ind mod dette hæslige 30 Punkt, saas herfra kun som en bred, dunkel og oprørt Strøm mellem Vande, der vare klædte i alle Vaarens og Høstens sammenblandede Farver. »Se!« sagde Munken, »hvor sødt livsaligt er ikke Synet af dette Hav af Rosenrødme og af Perleglans. Er dette ikke det synlige Jærtegn, der understøtter det Bevis, vi føre for Guds Kærlighed? Men dersom dette Kærlighedens Hav overtaler os med inderlig Ømhed til at tro derpaa, at Gud ej blot har Kærlighedens Accidens, men er i sin Substans Alkærlighed, maa vi da ikke mene, at dette Guds inderste Væsen ogsaa ytrer sig i alle Dybder, hvor Guds Kraft virker, og altsaa ogsaa i den vældige Tvang, som vi med Skælven kun kunne sanse som Vrede og som Ild. - Jeg har hørt sige, at fromme Malere ville paastaa, at uden den ravnesorte Strøm, der som et Hav af smeltet Bly gyder sig ud i Have af Mælk og Vin, vilde dette hellige Skuespils Skønhed ikke være fuldkommen. Men til denne Højde har jeg dog endnu ikke hævet mig«.