↩ Saaledes var det hans Hensigt med overlegen Lærdom og Talefærdighed og ved mange Beviser, der forekom saa uangribelige som de tvende Hjørnetænder, imellem hvilke jeg saa Guds Ofre knuses, at lede mig til den hellige Kirkes Tro. Men medens han gik til den synlige Demonstration, vendte min Tanke med en ung Mands Stridslyst tilbage til den logiske Analyse af Gud i sit Væsen og set i Forhold til sin Gerning. »Jeg benægter«, sagde jeg, »at denne Helvedes Malstrøm er Gud værdig, idet jeg supponerer, at Gud, som Kirken lærer det, er almægtig, og med disse Ord, at Guds almægtige Vilje hersker endog over Grundens Princip og Modsigelsens Lov. Thi kun da er intet - som Kirken det lærer - umuligt for Gud«. - »Concessum«, svared mig min Skolastiker langsomt, »dette er just det faste Troens Udgangspunkt, hvorfra min Tanke spinder sine Traade«. »Nu vel, fornylig vilde I bevise mig, at Gud umulig i sin Forsynsstyrelse kunde undvære den evige Pines Middel. Selv om nu dette Bevis er uden Brøst - og jeg indrømmer, til min egen Overraskelse fandt jeg ej Anker mod Eders skarpe Indlæg - saa maatte dog trods alle Eders Grunde Gud kunne undvære den evige Pines Straf; thi for Gud er efter den Forudsætning, vi have sat ind, end ikke det selvmodsigende umuligt«.