↩ »Ak«, tænkte jeg, »alt dette er sandt for ham, og næsten sandt for mig, mens jeg er nær ham, men efter faa Timers Løb holder en anden Tænkemaade mig fangen. Da er dette Sandhed for ham, men ej længer Sandhed for mig«. Jeg sagde til ham, idet jeg afførte mig min Lærdoms Rustning og min Spidsfindigheds Vaaben, hvormed jeg væbnede mig imod Doktor Scotus, og talte til ham enfoldelig som en skriftende, der adspørger sin Sjælesørger: »I Gaar fornægtede og forbandede jeg det Hav, hvorfra din Mindes Aande kommer, men som forfulgte mig med Slangearm. Men i Morges, den Gang jeg vandrede i det mørke Bjærg, betænkte jeg, at der kan være Forskel paa Tingen, som den er, og som den synes. Jeg tør ikke nægte, at naar Gud synes vred og ond niod mig, kan Skylden ligge i mit eget formørkede Syn og ej hos Gud. Dog, jeg tror ej dette, saa lidt som det modsatte. Men spørgesyg betvivler jeg begge Dele«. - Han svarede mig med trøstefulde Toner - hvor elskede jeg dog denne 42 dybe Stemme: »Jeg er ej lærd. Om Dogmer tør jeg ikke disputere. Og det er mig forbudt. Men min Erfaring tør jeg sige. Og den er denne:Jo renere Du er i Dine Tanker -jo ædlere Du ønsker -jo mildere Du ser - des mere ren og mild og skøn og sagte og underfuld vemodig vorder den Sødme Dig, der som Guds Minde opstiger her fra Salighedens Hav og slaar ned som en Taaredug i dine Øjne og som et Lyssmil om din Mund. Men stirrer Du med daarlig Attraa mod Salighedens Dyb, da slaar din egen Synd tilbage mod Dig, og Du miskender Gud. Det Øje, hvormed Du ser paa Gud, det er det samme, hvormed Gud ser paa Dig«. Jeg svarede og voldte, tror jeg, ham Glæde ved mit Svar: »En ensom og ædel Mands Erfaring er en Skat som Perlen i Ageren. Alverdens Rigdom vejer den ikke op«. Men medens jeg erkendte Dybden og Inderligheden i religiøs Erfaring, der talte af hans Mund, opsteg en filosofisk Tvivl, som jeg fordulgte for ham, i mit Sind: Dersom Mester Eckhart har Ret, og dette allestedsnærværende og næsten almægtige Væsen altid svæver i uvilkaarlig Reaktion imod vor Viljes Stræben, saaledes at det sender Sjælens Tone forstærket ved Genlyd tilbage i sig selv, da er det vel Betingelsen for vor Væren, den Grænse for Tanken og den Modstand for Viljen, der stadig frister Sjælen til at hige og stræbe frem ud over sig selv; men Sjælen sejrer da ved egen Kraft i Kamp mod det evige Paradoks«. Saaledes knyttede jeg kætterske og panteistiske Tanker til Mester Eckharts enfoldige Betragtninger; men jeg var tavs og bød min Tankes Flugt, der søgte ud ad Talens frie Linie, forløbe som en Cirkel i sig selv.