↩ Uden Betænkning styrtede jeg mig ud i Morgenrøden og svævede ned paa samme Maade som et Flagreegern, og Synerne, som syntes skabte af et andet, lettere og flygtigt Stof, veg Pladsen for mit Legems Tyngde. Men jo dybere jeg sank, jo mere formede de sig i Figurer, Cirkler og Firkanter og Arabesker, og disse samlede sig til Omrids af noget, som jeg vel saa, men ikke skelnede som det, det var. Da samlede sig pludselig Figurernes Kaos til en ordnet Bygning. Jeg kendte nu i eet, hvad jeg forhen saa i en forvirret Blanding. Jeg svævede ned ad en uhyre Trappe med Marmorbalustrader, imellem hvilke vandt sig Arabesker, skaarne i Filsben og saa fint udførte som de italienske Kameer. Det tyktes mig, som om disse Arabesker voksede og slyngede sig som levende Planter, ja, som om jeg saa Marmor og Elfenben gro. - Dog tænkte jeg, det var maaske den samme Illusion, som naar den kørende ser et Rækværk danse.