↩ Da svarede den ophøjede: »Kun een Vej gives der her fra min Ø; det er den Vej, som Moses gik igennem det røde Hav,« og han pegede ud. Da blev jeg angest og sagde: »Igennem Vellystens Lue skal jeg da gaa?« Han svarede: »Frygt ej, min Søn. I Vellystens Ild gemmes der Glæde, Sundhed, Mod og Styrke. Ved Du da ej: Ved Vellyst fødes Livet. Jeg siger Dig: Og det genfødes ogsaa alene ved Vellyst. Den er den Ungdomskilde, der holder Sjæl og Legern evig friske. Den er det sande Igenfødelsens Bad, den hellige Ilddaab. Jeg siger Dig, ogsaa jeg, hvis Væsen er Beskuelse og Hvile, vandrer een Gang om Aaret ud i den Brand, hvor Mennesket glemmer sig selv. Spring derfor ud i Gud, vad gennem Guds Elskov, som Kristus gennem Helved, og frygt kun ej. Enten opnaar Du Salighedens Død, eller Du opstaar genfødt til nyt Liv paa en anden Strand.«