↩ Denne Stanzes Forjættelse opfyldtes nu. Thi medens mit Legem sank og sank i dette levende, varme og elastiske Hav og blev mæt og mat og svimmelt af dette løse Fald - til samme Tid optoges hele min Opmærksomhed af mine Forestillinger. Thi det var, som om den Grundlov for Bevidstheden her var brudt, hvorefter den ene Forestilling ved at trænge sig frem til Klarhed holder de andre nede; men løsslupne tumlede Erindringer, Fantasier og Beslutninger sig mellem hverandre uden at lystre Vanens og Viljens Bud, som Køerne, naar de slippes ud af den lumre Stald paa den første Vaardag. Og ligesaa brød mine Følelser igennem den Lov, der tvinger dem til daglig at flyde i jævne og langsomme Overgange fra Vrede til Mildhed, fra Ydmyghed til Hovmod. Men med guddommelig Vilkaarlighed sprang jeg fra Ild til Is, fra Helvedes Vaande 75 og til Beskuelsens stille Ro. Og som i Eventyrets gamle Dage saa havde i denne guddommelige, sataniske Herlighed Ordet og Navnet faaet sin hele Trolddomsmagt tilbage.