↩ Ak, hvor ere alle vore Forsæt svage! Hvor er vor Mening om vor egen Modstandskraft selvgod og taabelig! Da flød min sidste Tanke, min sidste Selvbevidsthed ud i det Intet, der omgav mig. Som den Skøge, jeg nævnte før, naar hun er sikker paa sit Bytte, flænger det sorte Kjoleliv til Side og viser sin blussende, hede, svedige Barm - saaledes gled nu det sidste Slør til Side, og jeg erkendte i sanselig Skælven Urgrunden, som den er, det evige Intet, der vil være noget, den grundløse, lovløse, ulvehungrige Brynde, ud af hvis Hvirvel Eros og Neikos steg i Tidens Morgen.