Dalgas, Ernesto Uddrag fra Dommedags Bog

Dengang jeg vaagned, laa jeg paa Bredden af en Lagune og stirrede op imod en vandklar Himmel, og jeg forfriskede mig i dette Øjenbad som Planter i en Støvregn. Om mig brød Bobler frem af Strandens varme Dynd og brast med en klingrende Lyd. Doven laa jeg. Og mine Næsebor fyldtes af en vammel og krydret Duft som Duften ved Høsttid i en Mose. Jeg rejste mig paa Albuen. Her var grimt, mudret og hæsligt med Flager af perlemorsglinsende Sumpgas paa sorte Pytter. Men her var Varme og Hvile i dette Dyndbad, som der er baade Væmmelse og Lede, men ogsaa Hvile og Varme i 80 den Mattelse, der følger efter en Skøges ustyrlige Favntag. Og atter sank jeg tilbage i Dyndet og blunded med Hovedet fuldt af Erindringer, som ej kunne skrives ned.