↩ Vil De nu betragte den samme Flaske, da vil De se, at Fluidum vivens har imidlertid udskillet faste Naale og Traade som et Skelet af rhizopodeagtig Karakter. Lade vi Vædsken krybe, draget af Tyngden, ned i en anden Flaske, se vi Skelettets Ramme staa tilbage. Altsaa, dette organiske Stof udskiller paa sin Vandring igennem Rummet uorganisk Stof, som efterlades, som Krabben efterlader sin gamle Skal. Her maa vi spørge: Skulde ikke denne Udskillelse være en skabende Frembringelse? Staa vi ej her over for Stoffernes Stof, Urmoderen, af hvilket de 70 saakaldte Grundstoffer alle ere dannede? Med andre Ord, hvis min Hypotese bekræftes: Det levende Stof er det første og det sidste. Det uorganiske er kun dets Sekret. Altsaa er ikke mer Mekanikken grundliggende Videnskab for Naturforstaaelsen; men Modervidenskaben er Biologien, ved hvis Lys alt forstaas. Men hvis saa er, da maa der kunne paavises Slægtskab 87 mellem de uorganiske Kræfter og de organiske. Jeg mener at finde et saadant baade i Vedhængningskraften i Fysikken og specielt i den kemiske Affinitet. Jeg henpeger særlig paa et saadant Eksempel som Kvælstoftveiltes Forhold ved den almindelige Svovlsyrefabrikation, hvor dette Stof indgaar og udgaar uskadt af Iltningsprocessen, som Protoplasmet i Legemets Processer. Kvælstoftveilte optager og udskiller Ilt, idet Svovlsyrling spiller Kulstoffets Rolle. Vi have her en uorganisk Vekslen af Absorption og Sekretion. Dog nok herom. Vi have betragtet Stoffet biologisk. Vi skride nu til en zoologisk Bestemmelse. Men hertil maa vi spørge: Er det et Individ, vi her have for os, eller er det ikkun en Del af et saadant? Hvis De nu vil se paa Flasken selv, vil De bemærke, at Glasset i Mellemtiden er blevet som gennemtrukket af fine, hvide Traade, der spinde et Net. Vi hælde Vædsken ud. Se, Træet gennemkrydses snart af fine Linier, der spinde sig tilsammen og minde slaaende om visse Fotografier af Solens Korona. Og De vil se, at Draaberne søge at opnaa Forbindelse med hverandre ved disse Linier. Hvad enten vi nu antage, at disse Nervetraade ere Stoflinier eller Kraftbølger, saa se vi, at de med magnetisk Kraft søge ad een Kant, nemlig mod Havet, hvorfra Vædsken stammer. Og undersøge vi Jorden og Sandet herudenfor, ville vi finde mer eller mindre tydeligt ganske tilsvarende Linier. Det ligger da nær at slutte: alt Fluidum vivens væves tilsammen af saadanne Traade, ligesom det er paavist, at Celleindholdene i Dadelkærnens Celler staa i Forbindelse med Protoplasmatraade. Vi slutte heraf, at Fluidum vivens igennem Hav, Jord, Luft og alle Stjerner udgør et eneste Kæmpeindivid, hvis Stof er spredt i Verdenstræets Celler, og hvis Kraft omslutter Verden som et Rhizopodenet. Vi staa her ved et Væsen, der i alt væsentligt opfylder de Fordringer, vi stille til en Gud; thi det er allestedsnærværende, Skaber af alt og Bærer af Liv og Sjæl. Og dette Væsen er, zoologisk set, Monadernes Monade, som ogsaa Leibnitz morsomt nok kalder Gud. Darwin, mine Herrer, indførte Mennesket i Zoologien og stillede ham imellem de østlige Aber. Jeg, mine Herrer, roser mig af at indrangere Guddommen i Systemet, som hørende til Rhizopodernes Orden i Protozoernes Rige og under det systematiske Navn af Deus ubique praesens.