↩
»Allah er een. Der gives ingen Allah uden Allah. Vi have ingen Dogmer. Vi lære kun, at Allah er. Vor Gud er een og ikke tre, der kaldes een. Vi æde og drikke ikke Gud. Rummet og Tiden ere Klædninger, han har vævet. Stjernerne ere Gnister af hans Øjne. Vi vide ikke, om han er legemlig. Vi vide intet. Vi vide kun, han er.
115
Imellem to af sine Aandedrag lader han en Klode forgaa. Han tæller Stjernerne, ingen formaar det uden han. Vi elske ikke Allah. Vi føle os ikke salige med Allah. Vi tilbede ikke i Henrykkelse. Vi lyde. Vi berøre Støvet med vore Pander, naar Muftien raaber: Allah er Allah! Dyb, dyb Ærbødighed, Rædsel, Lamslaaethed nære vi for ham. Vi lyde hans Bud. Vi adlyde vore hellige Forordninger. Vi mene ikke, at vi elske ham saa meget i vort Hjerte, at vi ikke behøve at lyde hans Bud. Vi mene ikke, at han elsker os saa meget, at vi ikke behøve at lyde hans Bud. Vi kalde ham Allah. Han er een. Vi ere Slaver for den, vi ære. Vi kalde os ikke Medarbejdere, vi ere underkuede. Ve Eder, som ikke have Religion! Ve Eder, som have Religion og ikke have det! Ve Eder, som ikke lyde, I, som bede om Tilgivelse i Stedet for at lyde, og regnejer det til Fortjeneste! Ve Eder, som have Forordninger og ikke følge dem, som have Ceremonier og ikke udføre dem, som have Helligdomme og ikke ære dem! Vi ere lydige. Vi tro, og derfor handle vi efter vor Tro. Ve dem, som have tabt Sansen for Ærbødighed og Tilbedelse! Han lever. Han regerer. Vi kende ham ikke, men der er een, som raader. Ingen er Gud uden een. Han er den øverste Kredsherre, han er Lensherren for Stjernernes Skare. Ve dem, som svigte deres Lenspligt! Han er indhyllet i Rædsel. Hans Øjenbryn ere stærkere end Lynstraaler. Jeg har ikke set ham - hans Aasyn vilde brænde mig til Støv. Kun Profeten har set ham; han taler med Allah og forkynder for Alverden, at Allah er. Han er Himmelbygrnesteren. Han har fæstnet Stjernerne ved sit Blik. Han har udspændt de tre Dimensioner som tre Vævetraade. Han har ladet Tiden udspringe. Sol og Maane vare vildfarende; Allah har anvist dem Baner, og taknemmelige forkynde de hans Pris i Universet. Verdensborgen er hans Værk. Hans Tjenere gaa igennem den fra Tid til anden, de sønderbryde de sprukne Lerkar og kaste dem ud i Intet; de kunne ikke faa Foretræde for Allah. Han elsker ikke alle - han foragter de usle - han lader dem dø. Han har ingen Medlidenhed med de elendige - han ser dem ikke - han kender dem ikke. Han sender sine Tjenere til Verden; dem skulle Menneskene høre; de skulle kysse deres Fødder. Han sender Præster, han sender Profeter, han sender Konger. Høre de ikke disse, saa sender han sine Slagtere. Hans Ord ere Sandhed. Hans Tanker ere levende Kendsgerninger. Allah gør ikke Mirakler - han sønderbryder ikke
116
sit eget Værk. Han gør ikke Mirakler uden eet: denne Verdens ene, levende Mirakel, dette det sande, evigt-bevægelige. Allah er een, og hans Værk er eet. Verden er een, ophængt som en Bold i Rummet, svævende som et Fnug i Evigheden. Allah har skrevet dens Love, i Lovene virker han. Der er en Lov, som hedder, at de usle, splidagtige, ulydige forgaa, og kun de højmodige og sanddru leve. Igennem Kendsgerninger taler han. Høre I ikke Kendsgerningerne tale, da skulle I høre Begivenhederne skrige. Naar Stæderne brænde, naar Kvinderne hyle, da høre I Allahs Ord, da er det ham, der siger: »Agt paa Virkeligheden. Erkend, i hvilken Verden I leve, i den Verden, som daglig gaar under ved mit Bud!« Han løfter de retfærdige op i Lysglans. Han bader sine Fødder i Uslingernes Blod. Han sender sine Ulve ud, naar Tiden er moden, og de skulle sønderrive de dovne og feje Hunde, der have forglemt, hvad det er at leve. Han er den ensomme - han er den, der spiller Skak med sig selv. Hans Sværd er i hans Haand«.