↩ Jeg vilde tale, men den høje Herre, jeg fulgte, gav mig Tegn til at tie og morede sig ved min Forbavselse. Øjensynlig var det hans Hensigt at gøre mig maalløs ved at vise mig sin Rigdom. Hans Ædelstene vare talrige som de synlige Stjerner, hans Zechiner vare utallige som Støvgran i Luften, hans Perler rislede som Draaber i et Vandfald, hans Hestes Vrinsken, da de hilste ham, opfyldte Luften som Lyden af et brusende Vand, hans Kameler - over tusinde i Tallet - knælede ned ved Synet af ham, og med een Mund brølede de i deres Sprog: »Hil Dig, Du, de troendes Behersker!«