Dalgas, Ernesto

Efterskrift

l. Baggrunden

Ernesto Dalgas har erhvervet et vist ry for at være overset i dansk litteratur. Efterhånden uden grund. I 1993 udsendtes hans ene hovedværk, romanen Lidelsens Vej i serien Danske Klassikere, og i 1995 udkom hans sidste værk, den filosofiske essaysamling Kundskabens Bog i en udgave ved Leon Jaurnow på Hans Reitzels Forlag. Med den foreliggende udgave af Dommedags Bog, det andet hovedværk, er det væsentligste af forfatterskabet nu tilgængeligt for læseverdenen.

Ernesto Dalgas blev født 22. juli 1871 i Århus og døde 11. juli 1899 i København, idet han skød sig en kugle gennem hovedet tidligt om morgenen ude ved Damhussøen. De fa skildringer, der er givet af hans liv, hans vita, overskygges næsten af beskrivelser af hans død, hans mors. Dette kan være rimeligt nok i forbindelse med Dommedags Bog, for både i dens handling og i baggrunden for den indgår megen sygdom og død.

Den svagelige og nervøse Ernesto voksede op i et solidt og engageret højborgerligt hjem, præget af den udfarende og berømte far, hededyrkeren og officeren Enrico Dalgas. Ernesto kom sidst i en stor børneflok som et alderdomsbarn, og han og faderen kom ikke godt ud af det med hinanden. Ind i sønnens nødvendige generationsopgør kom hele modsætningen mellem gammelt og nyt, som. prægede tiden - hele røret omkring Det moderne Gennembrud, der havde en glødende tilhænger i den unge gymnasiast i kælderen i Villa Montana, der kæmpede den gode kamp med den gamle autoritet i herreværelset. Efter gymnasiet kom Dalgas til København for at studere - først medicin, men efter en studiekrise, der bragte ham til Jylland som huslærer, og et mislykket forsøg på at vinde Universitetets prisopgave i filosofi i sommeren 1893, læste han resten af sit liv officielt filosofi. Han gjorde det også reelt, herom vidner hans fyldige studieprotokoller og opgavebesvarelser, der 342 findes på Det kgl. Bibliotek. Hans lærere var professorerne Kristian Kromann og navnlig Harald Høffding, der repræsenterede den ny tid inden for filosofien, positivismen. Fagligt var Dalgas især optaget af erkendelsesteoretiske spørgsmål, hvor specielt problemerne med erkendelsens sikkerhed havde hans interesse. Opgøret med David Humes skepticisme og tankegangen i John Stuart Mills induktive logik spillede en rolle i hans planlagte magisterkonferens.

Men Ernesto Dalgas havde flere udtræk i sin sjæl, end positivisme og logik dækker. Han var også et menneske, der var fundamentalt utryg i tilværelsen, og derfor stillede han krav om eksistentiel sikkerhed i en egentlig livsanskuelse, der sikrede ham sandheds erkendelse i alle forhold. Da han samtidig var nervemæssigt skrøbelig, førte hans søgen efter et absolut ståsted ham ud i religiøse og sindssygelige erfaringer. To gange blev han indlagt på psykiatrisk hospital, i 1893 på Set. Hans og 1898 på Risskov ved Århus.

At overspændte mennesker søger eksistentiel tryghed og kommer ud i alvorlige kriser, er ikke i sig selv bemærkelsesværdigt. Når det er det her, skyldes det graden af konsekvens i Dalgas' søgen. Den er dokumenteret i hans mange bevarede manuskripter tilbage fra gymnasietiden og indtil dagen før hans død. Men den ses selvfølgelig først og fremmest i Domme dags Bog, hvor han på helt enestående måde har knyttet sin viden inden for filosofi og religionshistorie sammen med sine ekstatiske og sygelige oplevelser. Det er værkets kombination af kompleksitet og indre sammenhæng, der gør det til mere end en gal mands fantasterier.

I prisopgaven fra 1893, som Dalgas skrev i stor hast og i en tiltagende nervøs krise, kan man læse på manuskriptets side 122 (pagineringen begynder side 96): »Så begynder Digtet om de stærke Sjæle og dybe Drømme. Vi vil sejle med Tankens Skib over Land og Hav, og hvor vi kommer hen, vil vi sætte os ved Profetens Fødder, ikke med Noterbogen i Hånden for at interviewe og referere, ikke med usømmelig Nysgerrighed, men for at lære af dem, der er klogere end os. Alle vi er jo deres Børn« (NKS 3640,4°,!). Dette lyder ikke umiddelbart som sædvanlig akademisk stil. Men opgavens formulering, Autoritetsforholdets Væsen og etiske Betydning, har ramt lige ned i hans eget eksistentielle problem, og dette indtryk 343 forstærkes af det motto, hvorunder opgaven blev indgivet: Mester, hvad skal jeg gøre? Opgaven består af en række kapitler, hvor forskellige etiske positioner gennemgås i store træk - det stof og den struktur, der senere karakteriserer Dommedags Bog, ligger her i svøb.

Den søgende og lyttende holdning, der prægede prisopgavens »Vi«, genfindes på en måde i den forbindende person i Dommedags Bog, Peregrinus peripateticus. Han præsenterer sig sådan for dervishen i femte dagsrejse: »Jeg er en flyvende Korrespondent fra den gamle Klode. Jeg gaar fra Interview til Interview gennem Eders Verden, og jeg vil interviewe Mr. Allah selv, hvis jeg kan faa Audiens« (side 113). Projektet er det samme: at vinde orientering i de store livsspørgsmål, men tonen unægtelig en anden. Dette kan måske forklares derved, at Dalgas i den mellemliggende tid havde fundet et svar på de yderste spørgsmål, nemlig buddhismen, der ikke blot holder Dommedags Bog sammen på det mytiske plan, og som var oppe i tiden, men som også prægede hans egen holdning. I journalen over Dalgas' indlæggelse sommeren 1898 på Risskov er noteret, at han »stærkt optaget af philosofisk Spekulation fremhæver særlig Buddhismen som den eneste rigtige Religion ...« (afskrift i privateje). I efterskriften til Kundskabens Bog, som Dalgas skrev fa dage før sin død, læser man: »At behandle livsproblemerne på afsluttende måde har jeg betragtet som min opgave, fra jeg var 16 år. Dette mål har jeg i 12 år forfulgt, idet jeg har søgt at nå det ad de forskelligste veje, og heraf kommer den tilsyneladende diskontinuitet i min samlede produktion, som vil komme til syne, dersom mine værker en gang bliver udgivne« (side 70, udgavens ortografi).

Den lange søgen var slut. Med Dommedags Bog havde han fundet, hvad han selv i den nævnte efterskrift betegner som den »kunstneriske afslutning« på sit projekt; med Kundskabens Bog, skrevet i månederne efter, en afslutning af mere objektiv form. Dette ligner på sin vis et harmonisk resultat: den store, livslange og -afgørende opgave var løst tilfredsstillende.

Men går man til Dommedags Bog, vil man se, at det sagte blot gælder for det, der er skildret inden for de tolv dagsrejser, bogens egentlige handling. Denne er sat ind i en rammefortælling eller 344 -situation: et jeg ligger på et sygeleje og genkalder sig sine erfaringer, fra dengang han »gennemvandrede Drømmenes Land«. Hvad han har oplevet, erkender han nu som hallucinationer, og indholdet som »de Symboler, i hvilke jeg efter min Natur opfatter Tilværelsen« (336-337). At alting ender således, at de store kosmiske sandheder blot er digt og sygelige erfaringer i jeg'ets private liv, reducerer drastisk rækkevidden af det opnåede resultat, og stiller på en måde opgaven helt forfra. Han erkender her til slut, at han ikke har kunnet overskride sin egen bevidstheds grænser og nå til det faste, arkimediske punkt udenfor, hvorfra alting kan forstås, objektivt og absolut. Han må logisk set enten indrømme, at spørgsmålet var galt stillet og begynde forfra på sin stræben, eller han må bryde af.

Det sidste valgte Ernesto Dalgas den julimorgen ved Damhussøen, hvor han efter sin egen formulering gav »et udmattet og udpint legeme nådestødet« (Kundskabens Bog side 71). Som det sidste skrev han dagen inden selvmordet: »Hermed har jeg fundet min egen Begrænsning og kan ikke gaa Tilværelsens Gaade nærmere ind paa Livet.« (Dagbogen for 10. juli 1899, NKS 3640,4°,111).

2. Tilblivelsen

Dommedqgs Bog er skrevet i perioden efteråret 1898 til foråret 1899. I det tidligere nævnte dagbogsnotat, dateret 10. juli 1899, skriver Dalgas om sine oplevelser i sommeren 1898, at en række problemer af livsanskuelsesmæssig karakter gik ham på. Og han fortsætter: »Disse Forestillinger vaktes hos mig i en Tilstand af den ejendommeligste Natur, men som det siden viste sig en sygelig Tilstand, idet den gik over i Sindssyge ...« Herefter følger indlæggelsen på Risskov, og Dalgas skriver videre: »Mine Visioner under min Sygdom blev Grundlaget for Dommedags Bog ...«. Han blev udskrevet 1. september. Journalen fra hospitalet slutter: »Efter yderligere Afdæmpning og paa Moderens Forlangende men mod Lægernes Advarsel udskrives Bedret«

Ud på foråret 1899 må den foreløbige version af Dommedags Bog være blevet færdig og renskrevet, for den 1. maj skriver den senere 345 udgiver af værket, Dalgas' barndomsven og litterære executor Axel Mielche (1871-1949) i et brev: »Kære Dalgas. Jeg er nu færdig. Blot endnu 9 Spørgsmaal«. Så følger en opremsning af en række konkrete problemer i forbindelse med Dommedags Bogs tekst, og brevet sluttes med en kort hilsen, der udtrykker bekymring for Dalgas' helbred. Under problem 6 står der en lidt underlig bemærkning. Det drejer sig om navnet på Buddhas erkendelsestræ, og Mielche skriver: »Har ikke vor fælles Ven digtet med her? ...« (brevet findes NKS 4956,4°).

Problemerne løses tilsyneladende i Mielches forord til bogens første udgave i 1903. Her står, at Dalgas var syg under udarbejdelsen af Dommedags Bog. »Hans Øjne var da saa svage, at han maatte diktere den Ord for Ord og aldrig selv har set blot en Linie af den.« Det var Axel Mielche selv og en anden barndomsven, maleren Johannes Nørretranders (1871-1957), der modtog diktat. Men som Aage Henriksen nævner i sit Forord til 1965-udgaven, rejser disse udtalelser mindst lige så mange problemer, som de løser. Dalgas skrev bl.a. Kundskabens Bog i denne periode, og hans brug af tidligere manuskripter og studieprotokoller, som er en forudsætning for den form, Dommedags Bog har faet, dementerer væsendige elementer af Mielches forklaring. På den anden side viser den lange række ortografiske inkonsekvenser i teksten og perioder præget af mundtlighed, at flere hænder har været i gang, og at teksten i hvert fald stedvis er dikteret.

Hvorom alting er, er der blevet spundet et net af myter omkring forløbet den vinter, hvor Ernesto Dalgas og hjælpere i én lang inspireret proces af erindring, diktat og redigering fik skabt dette mærkelige værk.

Manuskriptet blev tilintetgjort efter bogens trykning, så det er ikke muligt at komme spørgsmålenes besvarelse nærmere ved analyser af originalmanuskriptet. Vi har blot den trykte version af værket at holde os til, og denne udgave søger så loyalt som muligt at genskabe Mielches tekst med alle dens inkonsekvenser, der jo bærer vidne om tilblivelsesprocessen.

346

3. Udgivelsen

Dalgas blev indlagt på Risskov den 6. maj 1898. I et brev til Axel Mielche to dage før meddeler han, at han har indsat ham som arving til sine efterladte papirer, ligesom han meddeler den rækkefølge, hvori han ønsker manuskripterne udgivet - »For øvrigt henstilles alt til din Takt og Smag«. Under samme dato sender han Mielche en fuldmagt til at fa udleveret papirerne, der beroede hos en cand.mag. Hougaard i København.

Det testamente, Dalgas hentyder til, kan ikke opspores, derimod en anden version, dateret 26. juni 1899. Denne beror ligesom det anførte brev i Det kongelige Biblioteks Dalgasarkiv under NKS 4956,4°. Heri bestemmes, at de efterladte papirer skal overlades til Mielche med ret til udgivelse. »Til Udgivelsen af mine efterladte Værker testamenterer jeg samme Assistent Mielche min Part i Skovbjerg ...« (familien Dalgas' plantageejendom i Jylland). Endelig indsættes Mielche som executor testamenti. Eventuelle midler, der måtte være til overs efter udgivelsen, og mulige honorarer skal tilfalde en frøken Elisabeth Spanget, og det øvrige bo familien.

Axel Mielches opgave i forhold til Dalgas' papirer var altså en dobbelt: at besørge teksterne udgivet og at ordne finansieringen. Værkerne kunne ikke antages til almindelig forlagsproduktion, men blev udgivet i kommission hos Lehmann og Stages Boghandel, det nuværende P. Haase og Søns forlag. Der kom i alt fire: ud over Dommedags Bog romanen Lidelsens Vej og digtcyklussen Sangbog, alle i 1903, og endelig i 1904 samlebindet Digt og Skuespil Så var pengene brugt, og resten af manuskripterne kom til Det kongelige Bibliotek.

Inden det kom dertil, måtte Mielche kæmpe en kamp med familien Dalgas, ikke mindst med de to store brødre, skovrideren og direktøren for Den kgl. Porcelænsfabrik, der nødig så slægtens hæderkronede navn knyttet til en gal mands skriblerier. Efter en række sammenstød og forsøg på mægling, hvorunder man søgte at inddrage såvel Harald Høffding som Ludvig Mylius-Erichsen som opmænd, og hvor det kom tæt på sagsanlæg, endte det med et forlig, der udmøntede sig i en erklæring underskrevet i juli 1900 af 347 Dalgas' familie med en garanti på indtil kr. 4000,- til udgivelse af en række værker, svarende til den ovenfor nævnte (NKS 4956,4°).

Axel Mielche, der har meddelt en række af ovenstående oplysninger til Aage Henriksen, gik nu i gang med at bearbejde manuskripterne til udgivelse. Han lamenterer lidt i det nævnte forord til Dommedags Bog over, »hvor vanskeligt det er for en fremmed Haand at gribe ind, beskære, tilpasse og rette i en Bog, hvis Forfatter ikke mere lever«. Som uddannet bankmand havde han ikke faglige forudsætninger for tekstudgivelse, og han har måske følt behov for at foregribe mulig kritik. Hertil tjener jo også den tidligere nævnte mytologisering af skabelsesprocessen.

Familien fik tilsyneladende det sidste ord, for da bøgerne var blevet udgivet, var der længe tavst om Ernesto Dalgas' navn i den bredere offentlighed. Værkerne blev knapt nok anmeldt (se dog s. 360f) og slet ikke solgt. Da Askov-forstanderen Ludvig Schrøder 1901 skrev en populær skildring af Enrico Dalgas med stamtavle, var Ernesto ikke omtalt. Men rundt omkring overvintrede interessen for forfatterskabet, og Ernesto Dalgas er i dag måske lige så kendt som sin far.

4. Kompositionen

Opbygningen af Dommedags Bog er dels noget uoverskuelig, dels ganske ejendommelig. Derfor kan det være på sin plads forholdsvis kortfattet at give en oversigt over linien i værkets komposition og samtidig en meget foreløbig orientering om rammerne for en fortolkning af især den konkrete følge af begivenheder. Den niere overordnede fortolkning og den filosofiske baggrund for den store myte om JA og NEJ, der knytter det hele sammen, gives s. 353ff. Nærværende afsnit kan opfattes som en kommentar til Dalgas' egen fyldige indholdsoversigt.

I værket møder man på samme tid en række skikkelser, der repræsenterer forskellige filosofiske og religiøse synspunkter, som stammer fra forskellige epoker. På en mærkelig måde taler disse mennesker ikke med hinanden, men står side om side i bogens 348 forskellige landskaber. Og dog indgår de efterhånden, som skildringen skrider frem, i en større sammenhæng. De knyttes dels til de højtliggende mytiske og fortællemæssige strukturer, dels i snævrere forstand til pilgrimmen Peregrinus' person, idet han snart som samtalepartner, snart som budbringer spiller en (ganske vist beskeden) rolle i bogens store handling.

Rent umiddelbart er fortællingen organiseret i 12 dagsrejser, der fører fra den direkte oplevelse af Ildsøen til det endelige, kosmiske opgør mellem de modstridende kræfter, søen og Lucifer/Buddha. Endelig er der en ramme af sygdom og hospital, der reducerer det store dramas skueplads til et enkelt individs bevidsthed.

Ser man på beretningen inden for rammen, de tolv dage, forløber den i tre store sammenhænge, svarende til bogens tre dele, der hver omfatter fire dagsrejser. Rækkefølgen af dele og af enkeltstationer på rejsen udtrykker en progression, der i det følgende skal antydes som kompositionens røde tråd.

Første del skildrer tilnærmelsen til Ildsøen og fortolkningen af den samt den direkte erfaring af opholdet i den. Pilgrimmen påkalder til at begynde med den religiøse lidenskab. Denne viser sig i skikkelse af Johannes de Silentio, den pseudonyme forfatter til Søren Kierkegaards værk om troens paradoks, Frygt og Bæven. Herefter går vejen gennem Sukkenes Brønd, der både opleves som et fald ned i det underste land og som en fødsel ind i troens verden. Her er den direkte erfaring af tilværelsens urgrund, i form af den levende ildsø, mulig.

I fire trin, ordnet som en slags historisk udvikling, stifter pilgrimmen dernæst bekendtskab med vor kulturs store fortolkninger af eksistensens grundlæggende kræfter.

Kirken, der her repræsenteres af de oldkirkelige og katolske hellige mænd og lærde teologer, fylder første dagsrejse. Hovedstykket er mødet med Doctor subtilis, Johannes Duns Scotus. Denne, den skarpsindige lærer, optræder som troens filosofiske forsvarer, men han kan ikke overbevise vor pilgrim om sin fortolknings sandhed. Metoden - kaldet skolastikken - går kort fortalt ud på at forene synspunkter hentet fra vi den (skab) med troens påstande. Det vil i praksis sige, at den søger at bygge bro mellem den græske filosofiske 349 tradition fra Aristoteles, der opfattedes som fornuftens vidnesbyrd, og Bibelens udsagn, troens hellige sandheder. Denne syntese mellem tro og viden er siden brudt. Idéhistorisk skete det i renæssancen, og som psykologisk tema har splittelsen været aktuel i hvert fald fra Shakespeare. Problemet blev dog oplevet som særlig aktuelt i vor litteratur fra tiden omkring og efter det såkaldt Moderne Gennembrud fra 1870'erne.

Ved sit tilnavn peripateticus, den omvandrende, udtrykker pilgrimmen sin tilknytning til dette store tema. Ordet betegner en student i Aristoteles' skole, der studerede, vandrende rundt i Lykeions gange. Som udtryk alene for »videnssiden« af harmoniseringen, som respektløs opdagelsesrejsende på jagt efter positiv viden, kan han ikke bindes af Scotus eller de øvrige fromme folk, han møder på den første dagsrejse. Det hænger sammen med, at den rastløse energi, der driver ham på hans rejse, stammer fra den eksistentielle uro, som opgivelsen af troens harmoni har vakt i ham. Han er en moderne fremmed, der forgæves søger »hjem« - og derfor trods al fremmedhed et barn af sin tid.

Fra den institutionaliserede kirke i første dagsrejse bevæger vi os i den anden nærmere det direkte møde med kræfterne. Efter forkyndelsen af dommedag og af det himmelske Jerusalem, som formidles af de kristne eneboere, når pilgrimmen frem til den tyske mystik. Den optræder her i to skikkelser: den katolske klostertradition ved Mester Eckhart, og den protestantiske teosofi ved lægmanden Jacob Bohme. Begge forener ydmyghed i holdning med styrke i synspunkter, og da det første varsel om mere omfattende sammenhænge, end de kan forklare, viser sig som de seks skikkelser på himlen, drager Peregrinus videre.

Erkendelsen af Ildsøens væsen som enheden af modsætningerne godt-ondt, Gud-djævel overlades logisk nok til filosoffen Baruch de Spinoza i tredje dagsrejse. Spinoza hævdede en streng monisme, som Dalgas selv fastholdt i de manuskripter til Kundskabens Bog, han skrev samtidig med og lidt senere end Dommedags Bog. Ud fra dette standpunkt forstås Ildsøen, og også pilgrimmens afsmag for den. Som et fraspaltet hoved er han stærkt draget og samtidig frastødt af den krop og lidenskab, han har fravalgt sammen med troen. 350 Det ejendommelige hof af romantiske digtere omkring Spinoza viser nogle af problemstillingens mere desperate - og bizarre - aspekter.

Efter tilbedelsen af Ildsøen i de to første dagsrejser og erkendelsen i den tredje føres vi i fjerde dagsrejse (og dermed i slutningen af første del) frem til den direkte oplevelse af at være i denne tvetydige salighed. Det leder frem til en rent klinisk biologisk beskrivelse af søens natur - og til en afvisning af dens væsen. Dette sidste forløber på en karakteristisk måde. Oldtidens legemsafvisende kynikere kobles sammen med Dalgas' samtids biologi, repræsenteret af den ekstreme darwinist Ernst Hackel. Det samlende synspunkt udtrykkes af den pessimistiske, romantiske filosof fra generationen før, Arthur Schopenhauer. Med et kraftuddrag af hovedværket Verden som vilje og forestilling giver han den sluttelige fortolkning og vurdering af Ildsøen, og han angiver splittelsens tema. Der er strid mellem hoved og krop, mellem forestilling og vilje, netop de forskellige størrelser, som kirken søgte at holde sammen i skolastikkens syntese. Schopenhauers løsning er frygtindgydende: ilden må dræbes.

Pilgrimmen drager videre på sin rejse. Han er i slutningen af første del ikke blot opfyldt af utilfredsstillet videnstrang, men også af synet af kvinden, der stiger op af Ildsøen. (Johs. V.Jensen gjorde det ikke mere overbevisende i Ave Stella i slutningen af Den lange Rejse.) Han rejser nu væk fra søen og muligheden for direkte oplevelse, og han forlader vor kulturs mest umiddelbart tilgængelige fortolkninger - til fordel for de fremmede kulturer og særlige oplevelsesmåder.

I begyndelsen af femte dagsrejse, på vej til Islams profet Muhamed, møder pilgrimmen en anden søgende fra sin kultur (og Dalgas' læsepensum): skotten Thomas Carlyle. Han introducerede det tema, der optog Dalgas' egen tid: forholdet mellem den store personlighed og de almindelige mennesker. Debattens mest kendte udtryk er diskussionen mellem Georg Brandes og filosoffen Harald Høffding (Dalgas' lærer) om den aristokratiske eller den demokratiske radikalisme. Carlyles aristokratisme fører her videre til kaliffens enevælde og til profetens absolutte autoritet. Vægten af trosvisheden i Islam vælter menigheden, og den tilfredsstiller pilgrimmens 351 ledsager, Johannes de Silentio. Søren Kierkegaards alter ego ender som muslim! Samtidig pointeres splittelsen mellem erkendelse og krop hos Peregrinus: gennem eventyret med den underdejlige pige Cressida inddrages han i den anden strid, den mellem mand og kvinde, og han kobles via forbandelsen over sin erotiske koldsindighed ind i den videre handling.

Rejsen fører i sjette dagsrejse videre fra Islams verden til den parsisme, der er blevet reformeret af Nietzsche. Denne dagsrejse indeholder videre alternative holdninger inden for Dalgas' egen horisont, især politiske eller i hvert fald ikke-kristne. Først møder han den gale Ahriman med overmenneskeforkyndelse og revolutionær tale om nødvendigheden af at omvurdere alle værdier. Dette er fra Nietzsche. På vejen ned ad bjerget træffer pilgrimmen det religiøse geni William Blake, der leder over til skildringen af vor kulturs sidste tider. Den træffer vi i de to dystopier (skildringer af skræmmende fremtid): Humanitas og Tolerance. I den moderne storby terroriserer de socialistiske nihilister indbyggerne. Denne verden kan måske frelses af Auguste Comte og hans humanitetsreligion, der prædikes af hans barmhjertige præsteskab, og som har leveret det ene af Dommeaags Bogs to mottoer. I staden Tolerance møder vi en satire over det liberale, frie (religions)marked. Dagsrejsen ender i en betænkelig idyl: Folk kan leve i fred i De grønne Dales Land, hvis de holder deres mund, som kirkestifteren Irving med vennen Carlyles kone.

Disse udblik til nutiden og dens muligheder er skræmmende, og de slynger den rejsende fra helvede videre på rejsen mod sandheden op til skærsilden ligesom i forbilledet, Dantes Guddommelige komedie.

Syvende dagsrejse rummer tydeligt spaltningen mellem de to verdener: viden og tro. Først påhører vi den videnskabelige diskussion om den sande kosmologi; her foldes i metodisk søgen en vidensdimension ud. Dernæst konfronteres vi med kirkens og troens magt; den skildres dels som intellektuel snildhed (jesuitten), dels som brutal magt (paven). Dette understøttes af, at opløsningen af den oprindelige harmoni også sætter sig igennem i det ydre, idet figurer andre steder fra begynder at vise sig. Den lærde overflade brister, og den kosmiske konfrontation mellem de store modsætninger 352 nærmer sig. Bogens karakter af filosofiction bliver nu mere tydelig.

Hvor Dante endte i himmerig, drager Dalgas' pilgrim videre. Som kulmination på syvende og ottende dagsrejse møder han jomfru Maria og Jesus. De virker begge noget matte, og i forhold til dem fremstår de store modstykker, Antikrist (med træk fra Goethes Mefisto), og elskovens gudinde, med større glød. De fremfører deres modmyte om verden og forløsningen. Striden er for dem det store terna, ikke forsoningen, som kirken lærte: striden med den levende ildsø, og striden mellem guder og mellem mennesker.

Anden del fører altså fra den strengeste hævdelse af troens religiøse og politiske principper i Muhameds verden til konfrontationen mellem de største skikkelser, og til læren om strid og oprør som de højeste værdier.

I tredje del belæres man. Denne noget svagere part fører gennem den klassiske verden (man synes, mest fordi den skal med, ligesom hos Dante). Derfra til Manis gnostiske verden og videre til den kinesiske kultur og frem til Indien. Interessen for disse eksotiske lærdomme var stor på Dalgas' tid. Dels var alternativer i sig selv på mode, dels knyttede man på mange måder forbindelser til alle klodens egne, og tanker om kulturel harmonisering og udveksling opstod hos tænkere, der stod Dalgas nær. Ikke blot hos Schopenhauer med hans buddhismeinteresse, men også hos Comte, der udviklede tanken om en fremtidig human enhedskultur. Den tænker, der i denne forbindelse sikkert betød mest for Dalgas, var Eduard v. Hartmann, der forestillede sig en universel overvindelse af det fælles ubevidste gennem bevidst og energisk kulturarbejde.

I den tiende dagsrejse fortælles i mytens form de sidste sandheder, og i den ellevte samler Lucifer, den store Antikrist og Lysbringer, sine tropper og besejrer i dommedagsslaget den ildsø, der har voldt så meget besvær. Pilgrimmen drager med på turen som en moderne krigskorrespondent (rejsende reporter har han kaldt sig før), men også som agent i striden mellem Lucifer og Eblis. Deres strid, kønnenes kamp, kommer også til en ende.

Buddha er den sande fader, og han er modpolen til troens liv og kropslighed, ren tanke, hvor Ildsøen var lidenskab og salighed. I 353 hans Nirvana bliver bogens konklusion draget, og hvad der er sandhedens pensum og læresætninger, bliver klart helt ud i paragrafformen.

Således bevæger handlingen i Dommedags Bog sig fra begyndelsens umiddelbare erfaring af livets kræfter gennem de forskellige personers og steders tydninger frem til den rene, positivistiske nirvana-indsigt, med udslukkelsen af livsviljen som det højeste standpunkt. Rejsen er slut, og lektien givet for.

For så at blive voldsomt forkortet i slutningens ramme, men det er en anden historie.

5. Fortolkning

I Dommedags Bog er der en hovedmodsætning: mellem den livsvilje, der er synliggjort i Ildsøen, og den bevidsthed, der inkarneres i Buddha, og hvis program gives i tolvte dagsrejse. Alle gode skikkelser i bogen sættes ind på at kæmpe mod søen og al dens væsen, men de følger tilsyneladende og et stykke af vejen forskellige strategier, kaldet det store JA og det store NEJ. Begge er dog led i den samme kamp og repræsenterer altså ikke Qtfor og et imod de kræfter, der sammenfattes i symbolet Ildsøen.

Den overordnede sammenhæng udtrykkes i bogens myte på den måde, at Buddha, der taler for den store udslukkelse, Nirvana, som stræbensmål, gøres til far til den store Eros eller Lucifer, der som hærfører samler sine mange vasaller fra de forskellige kulturer til direkte kamp nied Ildsøen. Faderen og hans NEJ, sønnen og hans JA, er altså forenede i det samme projekt. »To Veje er der til Frigørelse fra Hvirvlen. Den ene Vej er det store Ja, den anden Vej er det store Nej. Det ene er at tiltage sig Magt, det andet at frasige sig Magt. Den første Vej er min Vej, den anden min Fader Buddhas«, siger Lucifer til pilgrimmen Peregrinus peripateticus i elvte dagsrejse (side 303).

Denne store kamp foregår dels i det kosmiske rum, dels i det enkelte menneske. Den kan altså beskrives både på et filosofisk/religionshistorisk niveau og på et psykologisk. Anderledes sagt: de to historier, den store og den lille, spejler hinanden. I det følgende vil 354 det psykologiske niveau kort blive omtalt, og dernæst vil der i en længere fremstilling blive gjort rede for de filosofiske forudsætninger for den kosmiske skildring.

Efter besejringen af Ildsøen siger Lucifer til pilgrimmen: »Denne Strid skal være dem et Sindbillede paa den samme Strid, som de skulle føre i det indre og i det ydre. Af alle Hjerter skal Dragen uddrives (...). Dette skal være den evige Strid. Ved den skulle Menneskene opholde deres Selv« (side 312). Hvordan man bærer sig ad med at føre denne strid i sit eget liv og således opholde selvet, kommer Lucifer ind på lidt tidligere, hvor han siger: »Men for dern, som ikke ville leve efter Afholdenhedens og Forsagelsens Lov, for dem skal jeg anvise Vejen til Frigørelse gennem at sige Ja«.

Forsagelsens vej, NEJ'et, er den klassiske buddhistiske teknik, hvor man gennem erkendelse vinder styrke til at sige nej til livstørsten, et tema, der optog Dalgas' samtid gennem dens interesse for buddhismen. Den viste sig dels ved bogudgivelser om buddhistiske og indiske emner, dels ved tidens udbredte pessimistiske levelærer af europæisk herkomst. I Dommedags Bog er det Schopenhauer, der i fjerde dagsrejse første gang står som fortaler for denne vej. Dalgas søgte selv at virkeliggøre disse værdier gennem sin personlige livsførelse. Det kan udlæses direkte af et notat betitlet Mit Livs Eksperiment, dateret 9. maj 1899 (privat eje): »17 Aar gammel blev jeg med Bekendtskabet med Enten - Eller paavirket af Kierkegaards Tankegang, og fra da af har min Tankegang haft et asketisk Præg«. Temaet i Dalgas' liv og forfatterskab: seksualangst forbundet med erkendelsesveje, er behandlet i min Efterskrift til Lidelsens Vej (Danske Klassikere, 1993).

Ildsøen repræsenterer på det psykologiske plan altså kroppens salighedsmuligheder, de være seksuelle eller religiøse, alt det, der fører til hengivelse, til at give slip på bevidsthedens styring. At sige nej til det og holde hovedet koldt er vejen til individuel frelse, og altså Dalgas' personlige valg. Hvis man ikke magter i sit eget liv at sige NEJ på denne måde, har man en anden mulighed, nemlig Lucifers vej, at sige JA. Denne vej består i udfoldelse af alle sine muligheder i et liv, der griber ind i verden. Lidt uklart formulerer Lucifer denne mulighed: »I skulle ikke leve paa denne eller hin Maade, fordi man kalder det godt, heller ikke fordi I venter Eder Løn 355 og Straf efter Døden. Men I skulle finde Rettesnoren for Eders Handling i Eder selv« (side 303). Tanken må være, at den konsekvente, bevidste selvudfoldelse så at sige ikke efterlader instinktive eller ubevidste områder af personligheden, men medfører en disciplineret virken og hævdelse af selvet. Her løber, som det senere skal vises, tanker fra en række livsfilosoffer, især Schopenhauers elever Friedrich Nietzsche og Eduard von Hartmann, sammen med praktisk indisk inspireret etik. Det er denne vision af frelse gennem udfoldelse, der præger slutningen af Dalgas' allerede nævnte roman Lidelsens Vej, som blev helt færdigredigeret samtidig med udarbejdelsen af Dommedags Bog.

Dalgas var mest for NEJ-vejen, når det gjaldt ham personligt, men som kulturprogram mest for JA. I nogle sammenhænge (f.eks. i fortolkningen af den bibelske lignelse om vintræet med de mange grene i Efterskrift i Lidelsens Vej) så han NEJ som en mulighed inden for den store, kulturskabende JA-sammenhæng. Man kan sige, at frelsesbudskabet er kløvet i Dommedags Bog, og at den ender med, at alting er muligt, og at der derfor ikke gives en fælles, objektiv vej til frelse, men kun individuelle veje. Så overser man imidlertid, at det psykologiske tema, hævdelsen af selvet forstået som bevidsthedens kamp mod hengivelsen, består for Dalgas selv. Dette til trods for, at det, der i Dommedags Bog kaldes den lille strid, den mellem mand og kvinde, mellem Lucifer og Eblis, og som står om Lucifers hjerte og elskovsevne, tilsyneladende ender med forsoning.

Efter de tos endelige møde forkynder Lucifer en ny lære (side 3160) om kærligheden og om at vinde sin sjæl uskadt, men den er i sammenhængen utroværdig og mest udtryk for den konvention, at konflikter, der opstilles i en roman, skal løses til sidst. Herved understreges yderligere værkets karakter af både idehistorisk afhandling og fiktion, det jeg andetsteds har betegnet filosofiction.

I den foregående redegørelse for psykologiske temaer i Dommedags Bogs myte nævntes en række navne på filosoffer, der har inspireret Dalgas. I det følgende gives en lidt mere filosofihistorisk oversigt over de involverede tankebygninger.

En væsentlig del af europæisk livsfilosofi i midten og slutningen af forrige århundrede var præget af pessimisme. Livet som sådan 356 var ondt, og det var bedre, hvis tilværelsen slet ikke var til. Den tidligste og mest betydningsfulde af disse pessimistiske tænkere var Arthur Schopenhauer, hvis hovedværk fra 1818 Die Welt als Wille und Vorstellung (»Verden som vilje og forestilling«), knyttede den romantiske smerte ved livet sammen i et system, der var afgørende præget af buddhismen, som i disse år introduceredes i Europa. Interessen for indisk livsvurdering og etisk tænkning gav sig udslag i mange værker, ikke mindst af tyskeren Hermann Oldenberg (hans bog om Buddha (1881) var en eksempelløs publikumssucces) og englænderen Charles Johnstons (der bl.a. skrev en bog om vedantalæreren Shankara, som. var blevet introduceret i Tyskland allerede i begyndelsen af århundredet). Dalgas kendte disse bøger, og både Schopenhauer og Buddha optræder jo som sig selv i Dommedags Bog.

Hvor forbindelserne er klare, hvad angår sammenhængen bag det store NEJ, er det vanskeligere at sætte navne direkte på den idehistoriske sammenhæng bag den anden vej, det store JA. I hvert fald én europæisk tænker fastholdt Schopenhauers pessimisme, men drog i sit system ganske andre konsekvenser end mesterens anvisninger på stille afdøen. Det var Eduard von Hartmann, der ikke optræder ved navn i Dommedags Bog, men nok anes i en bemærkning på side 48, som »en af Jer Ateister«. Dalgas kendte Hartmanns filosofi særdeles godt. I flere omgange har han skrevet noter til hans Philosophie des Unbewussten (1868, »Filosofien om det ubevidste«), der både fungerede som medicinsk lærebog, i kraft af sine neurofysiologiske afsnit, og som alment filosofisk system og levelære. Det var en af de mest udbredte filosofiske bøger fra slutningen af 19. århundrede. Således er Hartmann inddraget i Dalgas' mere almindelige overvejelser mange steder, og han nævnes i den allerede omtalte prisopgave (side 121).

I sin dagbog (NKS 3640,4°,III) udviklede Dalgas i det sidste halve år op til sin indlæggelse på Risskov en religionsfilosofisk lære om skabelsen og forløsningen, der fører frem til den mytiske struktur i Dommedags Bog, især hvad angår forholdet mellem Ildsøen og Lucifer. Disse tanker er afgørende præget af Hartmann, hvad det følgende korte overblik over hans kosmologi og frelseslære vil vise.

357

Verdensforløbet anskues som en proces i det ubevidste, hvori der består et modsætningsforhold mellem de to størrelser vilje og forestilling. Hartmann stiller sig det spørgsmål, hvad målet for denne verdensproces er. Svaret er givet med modsætningen mellem de to nævnte størrelser: forestillingen er logisk og kan erindre den oprindelige tilstand, hvor verdensprocessen ikke var aktualiseret, men alt hvilede som blot mulighed. Den ønsker denne tilstand af hvile tilbage, men den har i sig selv ingen styrke, for al magt ligger i viljen, det ufornuftige element, der i sin udfoldelse blot søger vellyst. Derfor må bevidstheden for at nå sine mål med kunstgreb tilvende sig kraft fra viljen, som den kan vende mod denne.

I sin stræben efter lyksalighed skaber viljen verden, og samtidig med at mulighederne for raffineret nydelse stiger, bindes mere og mere af viljens kraft i lovmæssige sammenhænge. Forestillingens kunstgreb består i, at den tilvender sig kraften fra den mængde vilje, der forbliver utilfredsstillet, når f.eks. to enheder kolliderer på en sådan måde, at ingen af dem opnår fuld lyst. En sådan situation kan opstå i den menneskelige hjerne, der er den mest komplicerede struktur, hvori viljens atomer er bundet. Den manglende tilfredsstillelse ytrer sig som ulyst, og af denne ulyst danner forestillingen bevidstheden, det ubevidstes højeste udtryk. Gennem bevidstheden, som drager stadig mere vilje-kraft til sig, føres kampen mod den oprindelige vilje, sådan at bevidstheden til slut ganske frigør sig og forfølger sine egne mål. Den viljesmængde, der er vundet for bevidstheden, stræber stadig efter lyksalighed, men som retledt vilje lærer den at stræbe efter den virkelige glæde, nemlig viljens og verdensløbets ophævelse. Processen kulminerer i åben kamp mellem den oprindelige vilje og bevidsthedens seende vilje, og i den kamp skal bevidstheden sejre, verdensløbet blive til intet og det ubevidste igen indtræde i sin potens, i sin mulighedsfase, hvorfra et nyt forløb kan starte.

Fra denne stærkt teoretiske fremstilling går Hartmann over til at skildre bevidsthedens historie i verden. Denne er stort set lig med beretningen om den menneskelige kulturudvikling. Den består væsentligst i, at en stadig stigende mængde ulyst er blevet bevidstgjort, og at indsigten er blevet formuleret, dels i kulturens værker, dels i den enkeltes liv som viden om det illusoriske og 358 værdiløse i viljens udfoldelse. Denne indsigt beskrives i en række trin, der bliver lig med såvel kulturens perioder som den enkeltes livsfaser.

Der opstilles tre »Illusionens stadier«. Først ungdommen, der i kulturudviklingen svarer til de antikke perioder, manddommen, der med Jesus gennemskuer denne verden som en jammerdal og finder de sande værdier i livet uden for verden, og endelig alderdommen, hvor man vil indse, at grunden til, at det bevidste liv er præget af ulyst, ikke ligger uden for mennesket, men er selve det forhold, at vi er til. Dermed er man moden til at virke i forlængelse af den fulde, negative indsigt. Men i nutiden står man blot på tærskelen til den afgørende periode med praktisk liv, hvor man i vældig udfoldelse på alle livets områder skal virke for at binde så meget vilje i form af anti-vilje som muligt. Ikke ved individuel afdøen, men ved den store kulturudfoldelse tjener man det sande mål: verdens ophævelse. Verdens moderne kulturer tjener dette mål, den enkelte som disciplineret led af sammenhængen gør det samme. At sige JA til kultur og til udfoldelse bliver således i sidste ende det samme som at sige NEJ til den ufornuftige tilværelse.

Hartmanns bevidsthed svarer jo nøje til Dalgas' Lucifer, med de romanagtige ændringer, der er omtalt ovenfor. På et lavere trin kommer en anden tysk filosof ind i sammenhængen, Friedrich Nietzsche, der også oprindelig var præget af Schopenhauer, men siden vendte sig fra den direkte pessimisme. I skildringen af Ahriman i den sjette dagsrejse mærkes inspirationen fra værket Also sprach Zarathustra (1883, dansk 1910: Saaledes talte Zamthustra), ligesom Lucifers store tale i elvte dagsrejse er stærkt præget af Nietzsches forestillinger om den forestående omvurdering af alle værdier, om overmennesket og om en reformeret moral.

Som sagt svarer Dalgas' Lucifer til Hartmanns bevidsthed med Nietzsches meninger. Udtryk for den store plan til verdens undergang findes især i slutningen af Dommedags Bog, men det er jo helt naturligt, fordi vi som læsere følger pilgrimmen på vej mod sandhedens erkendelse. Men undervejs sker der ting, der antyder, at noget er i gære; der sker mere, end de, der er involveret på de enkelte steder, er klar over. Således ser pilgrimmen de seks skikkelser på himlen under mødet med Jacob Bohme (side 54), og hvad der 359 ikke forklares her, bliver tydeligt til slut. Ligeledes træffer han sendebudet med den gule hue hos paven side 200, og der lægges gåder ud, som først senere bliver besvaret, se f.eks. side 236 og 286. Denne kompositionsteknik fremkalder hos læseren følelsen af at føres frem mod stigende indsigt i sandheden om tilværelsen. Man ledes fra vor kulturs traditionelle og kendte livsfortolkninger frem gennem fjerne livsanskuelser mod det altforklarende synspunkt til slut, hvor al ting falder på plads, og det foreløbige i de tidligere nævnte opfattelser erstattes af den definitive indsigt. Denne bevægelse kan måske forpligte læseren på en sådan måde, at han engagerer sig anderledes i sin livsforståelse.

Dommedags Bog er en metafysisk roman, der formidler sit budskab som en rejse i et fantastisk hinsides. I dette har den forgængere og forbilleder. Mest påtrængende er j o Dantes Den guddommelige Komedie (1307-1320), hvor hovedpersonen, jeg'et, føres fra Inferno, helvede, over Purgatorio, skærsilden, til Paradiso, paradiset. Som Peregrinus ledsages af Johannes de Silentio et stykke af vejen, således har Dante sin fører, først i Vergil, siden Beatrice. Men også en dansk filosofisk rejseroman som Holbergs Niels Klims underjordiske Rejse (1741) trænger sig på. For visse afsnits vedkommende desuden Johan Ludvig Heibergs En Sjæl efter Døden (1841). Men jo først og sidst: religionernes tekster og digtning, ikke mindst Bibelens Johannes' åbenbaring.

Når forudsætningerne, de tankemæssige og de litterære, er remset op, bliver tilbage Dalgas' eget bidrag til harmoniseringen af det meget uensartede stof. Det lykkes jo ikke at skabe et sammenhængende billede af den hinsides verden, l. dels meget anskuelige verden omkring Ildsøen, som bærer præg af erfaring og originalitet, viger for mere løst forbundne lokaliteter, der skifter fra himlen til en jordisk storby lidt ude i fremtiden, idet hver af de skildrede sammenhænge efterhånden skaber sin egen synlige verden, så helhedspræget af universet går tabt. Hvad der står tilbage som det stærkeste indtryk, er skildringerne af autentisk panik, som i de indledende skildringer af søen, og af hvas satire i de to skildringer af Humanitas og Tolerance. Her føler man, at det brænder på, og her forbindes synspunkt og anskueliggørelse i gyldig kunst. Aage Henriksen vurderer i forordet til 1965-udgaven, at »mens værket efter 360 sit anlæg at dømme skulle være et langt tænkerlivs sene frugt, så er det blevet til på en vinter ved een eneste åndelig eruption - ligesom de slotte der i æventyrene bygges på en nat«. Men vi har ikke mange af den slags slotte i vor litteratur, og Dommedags Bog er nok en omvej værd, som det hedder om kroer, der serverer mere end daglig kost.

6. Modtagelsen

Som allerede sagt udsendte Axel Mielche tre bøger af Ernesto Dalgas i 1903, hvoraf Dommedags Bog var den første. Den blev rimeligt bredt anmeldt, men anmelderne blev så skræmt, at de næste bind ikke blev omtalt.

Den mest indforståede anmelder fandt bogen i Berlingske Tidendes GE (Georg Esrnann), der noterede: »Det er en Filosof, der har skrevet den, men det er lige saa meget en Digter og Fantast«. Talentet for den malende stil fremhæves som både en fare og et held. Trods noget kunstigt i skildringerne af især de lidt fjernere tankebygninger, indrømmer anmeldelsen, at Dalgas »med stor Kunst sammenstiller (...) hvad der i Buddhas Lære har Affinitet til den moderne Tanke«. Og anmeldelsen slutter: »Man læser ham med den største Interesse«.

Denne interesse kunne Titus (Edv. Brandes) i Politiken ikke mobilisere. Det hele er en vandring »lidt paa Niels Klims lidt paa Dantes Manér, og for Læseren bliver det vanskeligt at feste nogen Interesse ved saadanne Begreber som Ildsøen, Riget Humanitas eller Byen Tolerance«. Dalgas burde have afstået fra den digteriske iklædning og sagt sine i øvrigt meget sympatiske meninger om religion og autoriteter direkte.

Nationaltidende bragte en kort notits, hvori værket blev betegnet som en »uklar Blanding af Digt og Tænkning«. So dal-Demokratens anonyme anmelder noterede, at der er tale om »en usædvanlig Bog - selvom den koster nogen Besvær - fortjener (den) at læses for sin højtstræbende Tankeflugt og sine poetiske Billeders Skyld«. I øvrigt var anmeldelserne fa, korte og stort set negative. Således bemærker Dannebrogs recensent, at det åndelige standpunkt, bogen er 361 udtryk for, blot viser tidens fortvivlende mangel på tro. Jomfru Maria-afsnittet er det bedste og mest poetiske. Vort Land mener, at tanken er løbet løbsk.

Horsens Avis, som bringer en i øvrigt ret rosende anmeldelse, anfører, at læsningen kræver forudsætninger, som blot få kan indfri. Anmelderen ser en parallel til Dante. Han indrømmer stilen åndfuldhed samt sproget farverigdom, men ser i slutningen og i forbindelsen med forfatterens skæbne en understregning af, at der ikke er noget alternativ til den kristne tro.

I Kvindesamfundets Blad finder Helene Berg bogen både kaotisk og overfladisk, og af kvindepolitiske grunde må hun anholde skildringen af Spinoza som kønslig libertinist, samt af pigen Cressida.

7. Kritikken

Frem til 2. udgave af Domme dags Bog i 1965 er den blot sporadisk blevet gjort til genstand for litterær kritik. Axel Garde behandler i sine to kapitler om Dalgas i Dansk Aand (1908) især Lidelsens Vej, og han knytter Dalgas til tidens livsfilosofi ved at nævne ham i sammenhæng med Ludvig Feilberg. De to forbindes på den måde, at Garde ser Dalgas som den, der i sine analyser opløser de gamle religiøse anskuelsesformer, mens Feilberg skaber et moderne religiøst sprog, der bygger på videnskabelig naturiagttagelse.

Cai M. Woel skildrer i sit forfatterportræt af Dalgas i Troubadurer (1930) Dommedags Bog som et »religiøs-filosofisk Indlæg, men det mærkes, at det er skrevet af en Digter«. Hvor Dalgas i Lidelsens Vej syntes at have fundet hvile, et fast punkt i kaos, skrider alt om ham her. Det faste punkt viser sig at være illusorisk, og »Den naturlige Følge af dette Resultat udeblev heller ikke. Kort Tid efter døde Ernesto Dalgas for egen Haand«.

Dalgas placeres af Jørgen Bukdahl (Det moderne Danmark, 1931) i 1890'ernes livsanskuelsesdebat. I værket, som konsekvent kaldes Dommens Dag, stiller Dalgas sit »Enten - Eller«: Nietzsche eller Buddha. I et uoverskueligt spil mellem virkelighed og blændværk undergraves bogens projekt, og tUsidst også Dalgas' livsvilje.

K.F. Plesner giver en æstetisk kritik af Dommedags Bog i sit Dalgas-essay 362 i Kulturbærere (1938). Efter et referat af bogens handling finder han, at bogen er andet og mere end tør filosofi. Den er »et digterværk af en sælsom kalejdoskopisk skønhed og af sjælden visionær styrke«. Bogens billeder lammer næsten læseren, selv om det »Kunstnerisk mærkes (...) at Dalgas ikke fik lejlighed til kritisk at eftergå sit værk, skønt den sprængfulde kraft aldrig lader læseren kold. (...) Bogen er virkelig i det store format, verdenslitteratur (...)«.

Jacob Paludan mindes ud over Dante også Faust i sin behandling af bogen i Litterært Selskab (1956). Værket er »Et storslaaet Vue over hele Menneskehedens lidenskabelige Tænken sig ind paa Tilværelsens Gaade«. Paludan ser bogens egentlige resultat i slutningens irreligiøse påstand: »Hvad der engang var Religion, det vil i Fremtiden blive Poesi«. Hertil svarer Paludan: »Men Poesi er Ersatz-Religion. Det vældige Vues Lære er, at Menneskene ikke er indviet i Sandheden«. Læseverdenens svigt af Dalgas ses som en afværgereaktion mod tanker, der som blylodder trækkes ned mod ulykke og selvmord. Så hellere bilisme og krydsord ...

I 1965 udkom Dommedags Bog i en udgave ved Aage Henriksen og Henrik Schovsbo. Denne udgave affødte en række anmeldelser, især i dagblade. Det vil føre for vidt at fremdrage dem alle her, men jeg vil især fremhæve Torben Brostrøms anmeldelse i Information, genoptrykt i essaysamlingen Labyrint og arabesk (1967). Han finder her, at værket i sin konflikt mellem positivistisk erkendelse og trangen til sjælelig sku en er tidstypisk, men også aktuelt. I sammenhængen inddrages moderne værker af T. S. Eliot, Klaus Rifbjerg og Jørgen Gustava Brandt. Ud over de oplagte, tidlige forbilleder peger Brostrøm på de samtidige eksperimentatorer Lautréamont og Rimbaud og får således på en tankevækkende måde inddraget Dommedags Bog i den modernistiske kanon.

I nogle specialstudier er Dalgas' forhold til Nietzsche underkastet en nærmere analyse. Det gælder bl.a. Harald Beyers store værk Nietzsche og Norden og et utrykt projekt fra Roskilde Universitets Center (Hans Rodian Pedersen m.fl. Nietzsche i Danmark, 1992/93).

Dalgas omtales kort i den litteraturhistoriske håndbogslitteratur. Med størst forståelse af Ejnar Thomsen i Dansk Litteratur efter 1870 363 (1935), mens Dansk litteraturhistorie (bd. 7,1984) kort karakteriserer Dommedags Bog som en »traktat«. FJ. Billeskov Jansen finder i Politikens Dansk Litteraturhistorie (bd. 3, 1966), at bogen ikke er et vidunderværk. Men den er et åndshistorisk interessant vidnesbyrd om sin periode og dens interesse for buddhismen, og i denne sammenhæng inddrages Karl Gjellerup.

8. Tekstkritik

Grundlaget for teksten i denne udgave er 1. udgaven, der følges overalt undtagen i de nedenfor nævnte tilfælde. Dette til trods for, at teksten i kraft af sin særlige tilblivelseshistorie kunne indbyde til en normalisering i retning af den, der blev foretaget ved udgivelsen i 1965, hvor der foretoges ændringer, der i indledningen er beskrevet således: »trykfejlene er rettet, en konsekvent ortografi søgt gennemført og ordstillingen i en række tilfælde, der bærer præg af hastig diktat, normaliseret«.

Denne udgave rummer altså en lang række inkonsekvenser i stavning og interpunktion, da der ikke foreligger manuskript fra Dalgas' hånd til at instituere nogen konsekvens. Blot er oplagte fejl, som kan forstyrre læserens tilegnelse af teksten, rettet i denne udgave, der således også i sin ydre sproglige dragt bærer præg af værkets særegne tilblivelseshistorie.

Følgende steder er rettet:

    Indhold:

  • s. 7,26 (Side 101-122) fjernet
  • 8,30-31 de (...) Verdensherskere (lt) den (...) Verdenshersker
  • 17,9 Abhidharma (lt) Abbidharma
  • 24,19 det (lt) de
  • 32,20 deus (lt) dens
  • 34,6 Syllogismer (lt) Lyllogismer
  • 37,7 Katalepsis (lt) Patalepsis
  • 39,33 Fluorescens (lt) Fluoressens
  • 44,21 Tornene (lt) Tonerne
  • 45,9 Bohmes (lt) Bøhmes
  • 45,15 Vafthrudne (lt) Varthrudne
  • 48,19 onde. (lt) onde,
  • 50,11 Vildgaster (lt) Vildgasser
  • 52,25 trende (lt) tvende
  • 364
  • 53,4 Skumbobler (lt) Skumboble
  • 57,14 Trappistens (lt) Trapistens
  • 62,30 vover mig ind (lt) vover mig
  • 64,24-25 mit - (lt) mit,
  • 65,16 æterni (lt) æterna
  • 66,20 Bohme (lt) Bøhme
  • 70,11 Kempis' (lt) Kempis
  • 74,4 (Side 101-122) fjernet
  • 88,24 Böhme (lt) Bøhme
  • 95,20 Böhme (lt) Bøhme
  • 96,8 Da (lt) da
  • 100,32 Sæbeboble (lt) Sæbleboble
  • 101,19 Refleksionen (lt) Rejlektionen
  • 154,25 mundus! (lt) mundusl«
  • 166,26 »Evig (lt) Evig
  • 176,19 Intuitionen (lt) Intuisionen
  • 178,17 Intuition (lt) Intuision
  • 178,22 Plotinus (lt) Plutinus
  • 192,14 verso (lt) versa
  • 194,3 hans (lt) han
  • 211,2 Fjerne (lt) fjerne
  • 214,21 »Tiden... Oprør!« (lt) Tiden ... Oprør
  • 221,20 Af(lt)At
  • 221,26 Malstrøm (lt) Malmstrøm
  • 234,10 Kor; (lt) Kor
  • 235,35 Verdensbygmesteren? (lt) Verdensbygmesteren
  • 237,4-5 de (...) Verdensherskere (lt) den (...) Verdenshersker
  • 280,5 Ja« (lt) »Ja«
  • 282,14 dets (lt) dens -
  • 290,1 Tunge (lt) Tone
  • 294,13 Universet: »Hans (lt) Universet. Hans
  • 294.22 Sjæl« (lt) Sjæl
  • 294.23 hans Luesværd (lt) Luesværd
  • 313,14 Omnes (lt) Omnas
  • 320,33 Residentskabet (lt) Residensskabet
  • 332,18 Intuition (lt) Intuision
365

9. Litteratur

    Udgaver:

  • Ernesto Dalgas: Dommedags Bog, Lehmann og Stages Boghandel, 1903.
  • Ernesto Dalgas: Dommedags Bog, 2. gennemsete Udgave ved Aage Henriksen og Henrik Schovsbo, Hans Reitzels Forlag, 1965.
  • Ernesto Dalgas: Lidelsens Vej, ed. Henrik Schovsbo, Danske Klassikere, Borgens Forlag/DSL, 1993.
  • Ernesto Dalgas: Kundskabens Bog, ed. Leon Jaurnow, Hans Reitzels Forlag, 1995.

    Behandlinger:

  • Axel Garde: Dansk Aand, Gjellerups Forlag, 1908.
  • Cai M. Woel: Troubadum I, Woels Forlag, 1930.
  • Jørgen Bukdahl: Det moderne Danmark, Aschehoug, 1931.
  • K.F Plesner: Kulturbærere, Aschehoug, 1938.
  • Jacob Paludan: Litterært Selskab, Hasselbalch, 1956.
  • Harald Beyer: Nietzsche og Norden, bd. II, Bergen, 1959.
  • Torben Brostrøm: Labyrint og arabesk, Gyldendal, 1967.
  • Henrik Schovsbo: »Mulighedens discipel«, i Den blå Port nr. 17, Rhodos, 1991.
  • Hans Rodian Pedersen m.fl: Nietzsche i Danmark, RUC-projekt 1992/93.
  • Leon Jaurnow: »Bindekapsler med filosofisk indhold«, i Magasin fra Det kongelige Bibliotek, nr. 2, 1994.
  • Peter Juncker-Mikkelsen: »Genfærd er sindssyge ånder«, i Press, nr. 100, 1994
  • Henrik Schovsbo: »Ernesto Dalgas - en moderne digter fra 1890-erne«, i Bogens Verden nr. 2, 1996.

Derudover henvises generelt til litteraturhistoriske oversigtsværker og til Dansk biografisk Leksikon. Omtaler i dagspressen er ikke medtaget.

366

        

367

Noter

De efterfølgende noter prætenderer ikke udtømmende at stedfæste alle bogens allusioner til f.eks. bibelske og filosofiske tekster. Dette hænger sammen med flere forhold.

For det første er Dommedags Bog efter sit anlæg en roman, en filosofisk fiktion, om man vil en jilosofiction. Dens personer, der nok er dannet med rod i virkeligheden, indgår i en episk handling.

For det andet var Ernesto Dalgas filosofistuderende, på affattelsestidspunktet nær ved sin magisterkonferens. Han besad derfor en meget stor filosofisk og religionshistorisk fagviden, hentet ikke mindst i tidens - overvejende tyske - filosofihistoriske litteratur. Dalgas håndterede som regel denne viden meget selvstændigt. Den indgik ofte i og formedes efter hans øjeblikkelige projekter, så hvad der i Dommedags Bog kan se ud som et citat af en navngiven tænker, skal undertiden forstås som en mosaiksten i værket. Spinoza kan godt være »Spinoza«, en rolle, som tillægges synspunkter, der er tillempninger af Spinozas tanker, dvs. er egentlige rollereplikker, der ikke på sædvanlig måde lader sig verificere.

Ifølge udgiveren af Dommedags Bog, Axel Mielche, måtte Dalgas på grund af svage øjne diktere bogen. Han skal således - stadig ifølge forordet til førsteudgaven - ikke have gennernset det færdige manuskript. Efterskriften diskuterer disse forhold, for i ekscerptprotokollerne (kollegiehefterne med udskrifter og noter) ses flere steder den karakteristiske blå blyant, Dalgas benyttede ved redaktionen af sine sidste værker. Dog er det tydeligt, at mange angivelige citater i Dommedags Bog er anført efter gehør - formet efter kunstneriske behov snarere end efter filosofihistoriske hensyn.

Oversættelser af tider på udenlandske værker bringes i anførselstegn; titler på eksisterende oversættelser er kursiveret.

Til enkelte udenlandske hovedværker, fortrinsvis filosofiske, som nævnes i noterne, er der ikke indhentet bibliografiske oplysninger om eventuelle oversættelser til skandinavisk, da det må formodes, at de er læst af Dalgas på originalsproget.

3 Peregrinus peripateticus: lat. 4- gr. den fremmede vandringsmand. Peripatetikerne var betegnelsen på den gr. filosof Aristoteles' (384-322 f.Kr.) elever, der undervistes vandrende i søjlegangene på Lykeion i Athen.

368

6 Subjektiviteten er Sandheden: citat fra Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846) s. 146 af den da. filosof Søren Kierkegaard (18131855). - Surmontant (...) plus intimes: Den positive religion, der overvinder alle moderne fordomme, idet den opretter værdighedernes orden, sætter kunsten over videnskaben - Kunsten svarer bedre end videnskaben til hjertets behov. (Overs. af prof. dr.phil. Michel Olsen). Citat fra Systéme de politique positive (1851-1854, IV, s. 51), (»Den positive politiks system«) af den fir. filosof Auguste Comte (1798-1854), se n.t.s. 45, Positivist). 12 Glar: glas. - Sotteseng: sygeleje.

14 Johannes de Silentio: dannet af lat.: J. af stilheden. Den pseudonyme forfatter til Søren Kierkegaards værk Frygt og Bæven (1843, Danske Klassikere 1989), der behandler troens problem. - Bakkanal: drikkegilde, dannet af navnet på den gr.-rom. vingud Bacchus.

15 de hundredtusind Favne: allusion til Søren Kierkegaard, der f.eks. i »Skyldig - Ikke Skyldig« (i Stadier paa Livets Vej (1848)) skriver: »Den Troende ligger bestandig paa Dybet, har 70.000 Favne Vand under sig«.

19 Forestillingsforbindelsens Lov: if. den eng. filosof og psykolog David Hume (1711-1776) er associationerne det grundlæggende princip for bevidsthedslivet.

20 Pan: gr. altet. Navn på både en hyrdegud og en alt omfattende guddom. I manuskriptet til Mystikbogen har Dalgas 20/1 1897 indføjet: »Denne Bog ændres saaledes, at Skabelsen falder bort og denne Jord som andre Verdener ses at vokse op af Urgrunden, Pan«. - Vandur: timeglasformet tidsmåler, hvor en vandstråle måler tidens gang.

22 Basalt: navn på flere sorte, hårde stenarter.

23 to kan vorde eet: nemlig i kærligheden (ægteskabet): 1. Mos. 2,24.

24 Fallos (dyrkerne): det erigerede mandslem som symbol på frugtbarhed og magt.

25 Soldug(bladet): insektædende plante. - Anelse og Fjernsyn: intuitive anskuelsesformer af henholdsvis fremtiden og fortiden. - Frandski Broderskab: tiggermunkeorden grundet af italieneren Frans af Assisi (1186-1226). Normalt kaldt gråbrødre efter deres gråbrune kutte. Frans lagde afgørende vægt på Guds kærlighed til alt skabt, og selv er Frans kendt for at udbrede sin egen kærlighed til dyrene og de udstødte. Personen her er Doctor subtilis (den skarpsindige lærer), den skotske teolog og filosof Johannes Duns Scotus (1265-1308), en afgrundlæggerne af den klassiske katolske forening af teologi og filosofi, skolastikken.

26 Verdens Navle: i gr. mytologi udtryk for byen Delfi, hvor navlestenen, Omfalos, stod. Her: ildsøen som verdens centrum. - causa effi- 369 dens: lat. den virkende årsag. Den sidste c. e. er et filosofisk udtryk for Gud. - Scylla(s) og Charybdis('): hos Homer navnene på to søuhyrer, som Odysseus væbner sig imod (Odyss. XII, 201ff). Opfattes ofte som malstrønime.

27 Moloch: hebr. navn på kana'anæisk ildgud, der krævede menneskeofre. - den hellige Hostie: i den katolske kirke nadveren, sp. brødet. - causa prima: lat. den første grund, Gud. - første Figura i Logikken: grundlæggende regel i Aristoteles' logik, »reglen om alt og intet«. Omhandler udsagn af typen: Alle M er P/Alle S er M; heraf kan sluttes gyldigt: alle S er P. - Loyolas Tjenere: jesuitterne, katolsk munkeorden stiftet 1534 af spanieren Ignatius Loyola (1491-1556). Kendt som teologisk orden, der med klare Grunde søger at fremme kirkens sag. - Dominiki: dominikanerordenen, prædikebrødrene, stiftet 1216 af spanieren Domingo (Dominicus) (død 1221). Ordenen varetager inden for kirken inkvisitionen, de ofte blodige forholdsregler til bevarelse af lærens renhed og de vildfarendes frelse.- hellige Kirke (s): den katolske kirke, fra den apostolske trosbekendelses 3.led: »Vi tror på (...) en hellig, katolsk kirke«.

28 apostolisk(e): som går tilbage til apostlene. Den katolske kirkes betegnelse for sig selv. - Deinde necesse: lat. følgelig er det nødvendigt.

29 Inkvisition (s); lat. undersøgelse. Navnet på den domstol inden for den katolske kirke, der opsporede og straffede de frafaldne, kætterne, se n.t.s. 27, Dominiki.

30 Jærtegn: under, opfattet som bevis på en trospåstand. - Acddens (.,.) Substans: a. er den (tilfældige) ydre skikkelse for det, en ting væsentligt er, dens s.; feks. brødet som skikkelse for Jesu legeme. - supponere(r): forudsætte. - Grundens Prindp: reglerne for hvad der gør en antagelse logisk tvingende. - Modsigelsens Lov: ingen dom kan på én gang være både sand og falsk. - Conæssum: lat. indrømmet. - Skolastiker: katolsk middelalderteolog, der forener tro og viden i en stor logisk bygning, se n.t.s. 25, Frandski Broderskab. - Brøst: mangel, fejl. - Fripostig: næsvis.

31 Modsigelse in adjecto: den tilskrevne egenskab (adjektivet) modsiger grundegenskaber i hovedordet, f.eks. i udsagnet »et aflangt kvadrat«.

- rejicere(t): afvise ved eksamen, dumpe. - Baccalaureus: den laveste akademiske grad, ophævet i sin opr. form ved Københavns Universitet 1775, genoptaget i nutiden fra England/USA som »bachelor«.

- transcendental (...) immanent: begrebspar præget af skolastikken. Her betyder det bl.a. modsætningen mellem sandheder, der gælder den endelige verden (i.) og Gud som udenforværende (t.) skaber. Paternoster: lat. Fader Vor. - Sang foruden Ord: ordløs hymne.

32 Æterfluidum: hypotetisk stof, der gennemtrænger universet, bl.a. som betingelse for at lysets bølger kan udbrede sig. Begrebet stammer 370 fra den nederlandske fysiker Chr. Huygens (1629-1695), og var god fysik på Dalgas' tid. - deus ex machina: lat. som en gud fra kulissen. Overraskende løsning på et vanskeligt problem afstedkommet ved en guds indgriben.

33 Cæsar: familienavn for den rom. hersker Caius Julius C. (100-44 f.Kr.). Gennem hans grandnevø og adoptivsøn Augustus (27 f.Kr.14 e.Kr.) blev det titlen på den rom. fører, »kejseren«. - Nero (5468): rom. kejser, berygtet for sin grusomhed, bl.a. ved kristenforfølgelser. - det himmelske Bryllup: med udgangspunkt i kærlighedsskildringerne i Højsangen bruges bryUupsbilledet i kristen tradition som udtryk for mødet mellem den frommes sjæl og frelseren. - St. Elms Ild: elektrisk lysfænomen, der i form af en lysende sky eller glorie kan stå omkring personer eller ting. - Pleroma: i gnostisk tradition benævnelse på det lyshav, hvori Gud bor. - Ave: lat. vær hilset! Begyndelse af bønnen Ave Maria, den almindeligste katolske bøn. At ringe til ave: kalde til bøn. De faste ringninger i den katolske kirke er ved bønstidspunkterne: morgen, middag og aften.

34 Syllogisme(r): logisk slutning. - argumentum ad hominem: lat. argument, der går på personen i stedet for på sagen. Logisk ugyldigt. Teodicé: retfærdiggørelse af Gud. Løsning på det klassiske problem: hvis Gud er god og almægtig, hvorfor er der så ondskab i verden? (fld)tentakler: føletråde, antenner (hos insekter). - Argus(øjne): lat. for Argos, i gr. mytologi kæmpe med 1000 øjne, hvoraf nogle altid var årvågne.

35 Nordlysringen (...) Kronen: lysfænomen på polarhimlen. Undertiden optræder nordlysene i et bundt med et midtpunkt, kronen. - den gamle (...) Huler: Ahriman, den onde skikkelse i den opr. persiske religion. Se n.t.s. 138, Ahriman.- betænkte: overvejede.

36 Rokkesten: stenblok, der hviler således på underlaget, at den let kan bevæges.

37 Oddkraft: spiritistiske kræfter. - Æterlys(et): se n.t.s. 32. - Katalepsis: stivkrampe. - Ariadne(traad): prinsesse fra det kretiske Knossos, der hjalp den athenske helt Theseus frelst ud af labyrinten ved at give ham en uldtråd. - entian(blaa): blomsterplante, normalt ensian. Apokalyptikeren(s): forfatteren til Joh. Ab. Værket er efter traditionen skrevet på øen Patmos, og det beskriver verdens ende.

38 De syv Veer (...) Pine: Joh. Ab. 12f. - Mikael(s): Joh. Ab. 12,7ff. Jernhagel og Udregn: Joh. Ab. 8,7. - Sodoma: den syndige by, der sammen med Gomorra blev ødelagt af Gud ved regn af ild og svovl, 1. Mos. 19,23ff. - Malurt: plante med bitter smag. - sin egen Bog(s): Joh. Ab. - Abaddon(s): hebr. dødsriget, optræder som dæmon i Joh. Ab. 9,11.

39 Anakoret(ernes): kristen eneboer. - Sinai: det bjerg på S.halvøen, 371 hvor Moses modtog lovens tavler, 2. Mos. 19ff. - Fluorescens: den fysiske egenskab at tilbagekaste lys af en anden farve end den, der belyser objektet, idet lyset opløses i spektrets farver; f.eks. som benzin kan lyse på vand. - den store Nyplatoniker: Plotinos (200-270), gr.-rom. filosof. Videreførte og ændrede den gr. filosof Platons (427-347 f.Kr.) filosofi i religiøs og mystisk retning. Var kendt som magiker.

40 Philo (25 f.Kr.-40): jød.-gr. filosof Søgte at forene jødedommen med gr. filosofi. - Areopagiten: Dionysios Areopagita, athensk dommer, omtalt Ap. Gern. 17,34. Efter traditionen død som Athens første kristne biskop. I hans navn udgav den senere såkaldte Pseudo-D. ca. 500 en række nyplatonsk-kristne skrifter, der fik betydning for udviklingen af skolastikken. - Fader Hieronymos (340-420): kirkefaderen, den hellige H. Levede en tid som eneboer under voldsomme fristelser. Oversatte Bibelen til den lat. standardudgave, Vulgata. - Evropas Titaner: fællesbetegnelse for de eur. tænkere og videnskabsmænd, der har vendt sig mod kristendommen J f. titanerne i den gr. mytologi: de olympiske guders modstandere. - Mester Eckhart (1260-1327): ty. mystiker. Magister (mester) fra Paris, leder af de saksiske dominikanere i klostret i Erfurt. - Doktor Ekstaticus: den henrykkede lærer, titel brugt om den fr. skolastiske teolog og filosof Dionysios fra Chartreux (1401-1471). Søren Kierkegaard har i sine papirer (II, A, 576) betegnet sig som »SK, fhv. doctor extaticus«. Desuden er betegnelsen brugt polemisk af biskop P.C. Kierkegaard om broderen Søren i den såkaldte kirkekamp efter udgivelsen af Øieblikket (1855) (oplyst af prof. dr.theol. Leif Gråne). - Irenæer(e): gr. fredsstifter. - Seraf (en): himmelsk ildvæsen med 6 vinger, Es. 6,2f - Kerub: himmelsk væsen, vogter af Edens Have, 1. Mos. 3,24.

41 Menedermunken(s): reformatoren Morten Luther (1483-1546) var opr. augustinermunk. - Minde(tale): ty. Minne, (åndelig) kærlighed, j f. minnesangerne, middelalderlige kærlighedsdigtere. Som udsagnsord minde: udstrække kærlighed. - Doktor Scotus: se n.t.s. 25, Frandski Broderskab.

42 Perlen i Ageren: Matt. 13,44ff. - panteistisk(e): henvisende til den religionsfilosofiske anskuelse, at Gud er overalt og i alle ting.

43 Brødet (...) Legeme (...) Vinen (...) Blod: elementerne i den kristne nadver, Matt. 26,26ff. - Blod (...) Lansesaaret: Joh. 19,34. - Manna: den mad, israelitterne på underfuld vis blev bespist med i ørkenen, 2. Mos. 16,4ff. - runebandt: fæstnede i erindringen med særlige (magiske) midler.

44 Loven for Stemningsoverførelse: begreb formentlig dannet af Dalgas selv i lighed med f.eks. Forestillingsforbindelsens Lov, se n.t.s. 19. Donatist(ernes): tilhænger af den kætterske anskuelse, at sakramenternes 372 virkning afhænger af præstens værdighed. Heroverfor står den sejrende anskuelse, at nådemidlerne virker i kraft af sig selv, »objektivt«. Benævnt efter biskop Donatus, valgt 315 i Kartago. - Hulehelgen(er): kristen eneboer. - Proklos (410-485): gr. filosof. Udviklede nyplatonismen med inddragelse af orientalske forestillinger. - Hieronymus: se n.t.s. 40. - Aristomenes: Pausanias fortæller i sin Grækenlandsbeskrivelse (2. årh. e.Kr.) (IV,18,6) om helten A., der med hjælp fra en ræv flygtede fra en hule, hvori spartanerne havde kastet ham.

45 Peripatetiker: se n.t.s. 3. - Kopernikus, Nicolaus (1473-1543): polsk astronom. Grundlagde det solcentrerede verdensbillede, der erstattede det hidtidige jordcentrerede. -Jacob Bohme(s) (l575-1624): ty. teosof. Uden baggrund i formelle studier (B. var skomagermester), men ud fra stærke åndelige oplevelser skrev B. 1612 sit hovedværk Morgenrote im Aufgang (»Morgenrøde i opgang«) hvori han tolker tilværelsen som et hele i religiøs belysning. På Dalgas' tid var interessen for B. voksende, idet teologerne H. Scharling og H.L. Martensen hhv. 1879 og 1881 skrev om ham. D. har taget noter fra M.s bog. - Vafthrudne: i nord. mytologi en jætte, der kappedes med guden Odin om, hvem der vidste mest. Indsatsen var livet. - de fire Akademier (...) skeptiske: den gr. filosof Platon (428-348 f.Kr.) grundede en skole i haven Akademos i Athen, heraf navnet akademi om en lærd skole. Det oprindelige a. fornyedes flere gange, således 273 f.Kr. af den skeptiske filosof Arkasilaos (315-242 f.Kr.). Positivist: tilhænger af den fr. videnskabsfilosof Auguste Comte (1798-1857). C. skildrer som det højeste trin inden for videnskaberne det positive, der alene bygger på erfaring, og ikke på religiøse forestillinger eller metafysiske spekulationer, som karakteriserer videnskaberne på deres mindre udviklede trin. - Eklektiker(e): gr. en der udvælger. Filosof, der forbinder forskellige elementer i sin tænkning. - Germanien(s Lærer): Tyskland.

46 hilde(t): indvikle. - /Blomsten (...) Gud: allusion til den ty. romantiske naturfllosofiske forestilling (som f.eks. udtrykt af Fr. Schelling (1775-1854)) om åndens trinvise bevidstgørelse i naturen. - Eddadigtningen(s): den førkristne nord. digtning under ét. Snævrere om den Ældre Edda, oldisl. digte om guder og helte, samt Snorres Edda efter S. Sturlason (død 1241), der rummer nord. mytologi. - Philosophus Teutonicus: lat. den ty. filosof.

47 Morgenrøde: se n.t.s. 45, Bohme(s). - Æon: verdensalder. - Ludfer: lat. lysbringer. Gammelt navn på djævelen, optaget af sekteriske og teosofiske kredse som personifikation af den tanke, der er oprørsk mod Gud. Hovedperson i den store myte i Dommedags Bog - og det mærke, hvormed den da. kulturdebattør Georg Brandes (1842-1927) 373 underskrev en række af sine aktuelle indlæg, bl.a. i den såkaldte sædelighedsfejde i 1880'erne. Se også n.t.s. 118.

48 Pludderhoser: vide, folderige benklæder, adelsdragt fra 16. årh. Der tænkes på personen Mefistofeles i Goethes drama Faust (18081832), der er en inkarnation af djævelen/Lucifer. - billig(t): rimelig.

- Dyvelsdræk: ty. djævleskarn. I medicinen den ildelugtende indtørrede saft af en skærmplante, anvendt som beroligende, krampeløsnende middel.- denne Verdensbrands (...) Forestilling: allusion til Arthur Schopenhauers hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung (1818). Se n.t.s. 88, Mester Arthur. - en af Jer Ateister: der kunne tænkes på den ty. filosof KR. Eduard von Hartmann (1842-1906). Han hævder, at tilværelsen som sådan udvikler sig mod stadig højere former for sluttelig at slå om i opløsning og ikke-eksistens. Se Efterskrift s. 355,356fF. - Evolution (...) Dissolution:udvikling, opløsning.

- Æterlegeme (t): legeme af fin, åndelig substans. Alm. begreb i spiritismen og teosofien.

49 Fugl Føniks: mytologisk fugl, der hvert 500. år opbrænder sig selv og genopstår af asken. Klassisk symbol på udødelighed. - Kul, Salpeter, Svovl: opskriften på krudt. - Teodicé: se n.t.s. 34.

50 Vildgast(er): vild, ustyrlig person. - Lazarus fra den rige Mand: Luk. 16,20ff. - Anatema: religiøs forbandelse.

51 Vreden i Gud: Bohme forener en opfattelse af modsætning mellem ondt og godt, en dualisme, med en grundlæggende opfattelse af Guds enhed med altet. Den tilsyneladende strid mellem de onde og de gode kræfter er altså i sidste ende en proces i den ene (= eneste) Gud. - Kroat(er): folk fra Kroatien var tidligere frygtet for deres vildskab og grusomhed. Samme ord som krabat. - den Ateist (...) Naturens Kamp: den eng.biolog Charles Darwin (1809-1882), grundlægger af udviklingslæren, if. hvilken de forskellige biologiske former har udviklet sig i stadig strid. - Bede(r): kastreret vædder.

52 det sorte Bræt: egl. tegn til publikum om at Det kgl. Teater havde udsolgt, jf. den røde lygte. Her nærmere udtryk for at blive forkastet, komme på den sorte liste. - Det Øje (...) ser Dig: citat fra mester Eckhart (se n.t.s. 40), fra H. Martensen: Meister Eckhart (1840), s. 36.

53 og gemmer Salighedens Perle i sit Skød: ikke identificeret citat. - Nethindens Purpur: egl. nethinden selv, der kan opfattes som en væske, hvis den glider ud af øjet sammen med glaslegemet, idet n. indeholder et purpurfarvet epitellag. (Oplyst af øjenlæge Steen Hagen Petersen, Holbæk).

54 sætte (...) X for U: narre, dreje en knap. - Cirkelens Kvadratur: uløseligt matematisk problem: at konstruere et kvadrat med samme areal som en given cirkel.

374

56 Hinsides godt og ondt: titel på moralfilosofisk værk (Jenseits von Gut und Bose, 1886) af den ty. filosof Friedrich Nietzsche (1844-1900).

- (Marmor)balustrade(r): rækværk på trappe, støttet af små tykke søjler. - Arabesk(er): slynget ornament af planteformer. - Filsben: elfenben.- Kame(er): billede skåret i (ædel)sten. -polykrom(e): mangefarvet. - Ikaromenippos: person i den gr. digter Lukians (125-175) værk Menippos' rejse til himlen.

57 en Titan fra Romantikkens Gry: Jean Paul, pseud. for Johann Paul Friedrich Richter (1767-1825), ty. digter. Kendt blå. for sin romantiske roman Titan (1800-1803). En t. er i den gr. mytologi en gud, barn af de ældste guder, Uran os og Gaia: himlen og jorden. Se også n.t.s. 40. - Trappist(ens): medlem af katolsk munkeorden, grundlagt som en udløber af cistercienserordenen i klostret la Trappe i Normandiet 1660 af B. de Roncé. Kendt for sin ekstremt strenge askese, spec. løftet om tavshed. - den hvasse Spotter (...) Aarer: den ty. digter Heinrich Heine (1788-1824). Død som landflygtig i Paris. - hans store Læremester: den eng. digter George Gordon Byron (1788-1824). Død i Grækenland under den gr. frihedskrig. Havde klumpfod. - Stalbroder: ven, kammerat. - klædt som kong Oberon: den eng. digter Percy Bysshe Shelley (1792-1822). O. er alfekongen i Shakespeares A Midsummer Night's Dream (ca. 1594, da. En Skærsommernatsdrøm 1807-1816).

58 Novalis: pseud. for den ty. digter Georg Friedrich Philipp von Hardenberg (1772-1801). - Monstrans (en): skrin til opbevaring af det indviede alterbrød, hostien. - den ensomme Mand: Baruch de Spinoza (1632-1677), jød.-nederl. filosof. Levede som glassliber. Udstødt af det jød. samfund. Hans hovedværk, Ethica, geometrico demonstrata, afsluttet 1675, udg. posthumt (Etik fremstillet efter den geometriske metode, ikke i sin helhed på da.). Her fremstilles i fem dele verden: Gud, ånden, følelserne, den menneskelige trældom, og forstandens magt eller friheden. I et upersonligt formuleret logisk drama skildres, hvordan fornuften kan frigøre mennesket. Dalgas læste værket i ty. oversættelse. - Vand af Mose Bjærg: 2. Mos. 17. - Fakir(ernes): ind. hellig mand og gøgler. Den nævnte stilling kan være den såkaldte lotusstilling fra det ind. program for træning af såvel krop som sind, yoga. - Luxfiat: lat. lad der blive lys! 1. Mos. 1,3.

59 Edite (...) dono: lat. spis og drik.Jeg giver vin og brød. Ordene ligger nær op ad de kristne nadverord.-- Kanos Brudefærd:Joh.2,1-11.

- Kimære(r): gr. fabeldyr sammensat af løve, ged og drage. Bruges også om fantasifostre i alm.

60 de trende Sanskritord: OM, HIM og PHAT, der if. traditionel ind. vedanta-frlosofi er særlig kraftfyldte, nævnt bl.a. i Yogasutra (300-500), I, 23-29. - Medusahoved(et): gr. det skræmmende, afhuggede hoved 375 af kvinden M., hvis blik fik fjender til at blive til sten, og hvis hår var slanger. - dithyrambisk: af dithyrambe, en ekstatisk sang til den gr. vingud Dionysos' ære.

61 Aforismer: Novalis skrev som de øvrige tidligt afdøde romantikere meget fa afsluttede værker, mest fragmenter og strøtanker. Fra disse har Dalgas frit hentet stof, ligesom det anførte motto er frit formuleret.- argløs(e): positiv. - mimbile dictu: lat. forunderligt at sige, ejendommeligt. - Adept(en): religiøst indviet. - Vedanta: samlende betegnelse for ind. religiøs filosofi fra middelalderen til nu. - væle(r): vælde. - Etica: se n.t.s. 58, den ensomme Mand. - Pneuma: gr. ånd. slet: helt. - Ækvivalens: lige gyldighed, lige værdi.

62 Auguste Comte: se n.t.s. 45, Positivist. - Æter: se n.t.s. 32.

63 Dante Alighieri (1265-1321): ital digter. Hans hovedværk, Divina Commedia (ca. 1307-1320, da. Den guddommelige komedie, oversat flere gange) skildrer, på lignende måde som Dommedags Bog, en rejse i det hinsidige fra helvede over skærsilden til de himmelske regioner, se Efterskrift side 359. - den vise Brittesliber: Spinoza. - induktiv(e) (...) deduktiv(e): ved induktion slutter man fra erfaring til regel, ved deduktion fra regel til (den forventede) erfaring. - Loven om den konstante Energi: formuleret udtømmende første gang 1847 af den ty. fysiker Hermann L. F. von Helmholtz i Uber die Erhaltung der Kraft.

64 Isis(sløret): L var opr. en ægyptisk solgudinde. Da hendes kult i århundrederne op mod Kristi fødsel blandedes med gr. religion, blev hun, sammen med en række andre antikke kvindelige guddomme, opfattet som udtryk for den universelle gudinde, »den store moder«. I oldtiden dyrkedes L både hemmeligt (ved mysterier) og åbent. Hendes hemmeligheder omhandlede Hv og død. I den russ. teosof Mme. Helena Blavatskys The Isis Unveiled (1877, »Den afslørede Isis«) genoptoges beskæftigelsen med gudinden som del af den da moderne teosofi, en religiøs-filosofisk helhedsanskuelse. - den sorte Stær: blindhed. - Advaita: retning inden for vedanta, der hævdede verdens enhed. At vi tror at opleve individuelle ting og forskelle, beror på en illusion. Den ind. filosof Qamkara (se n.t.s. 276 Shankara) indtog denne position. - alt: allerede. - Pan kai Hen: gr. alt og ét. Princippet for den såkaldte panteisme, hvor guden er lig helheden, og hver del har del i guden.

65 foruden: uden.

66 de engelske Psykologer: se n.t.s. 19 Forestillingsforbindelsens Lov.

67 fort: videre. - Kaleidoskop: legetøj med farvede glasstumper, der ved hjælp af spejle indgår i stadig vekslende mønstre. - Brynde: lidenskab, liderlighed.

68 Hermafrodit: dobbeltkønnet væsen, sammensat af mandlige og kvindelige 376 elementer, Hermes ogAfrodite. - den store Skøge .'Joh. Ab. 17,1, hvor hun knyttes til Babylon; men som det store kvindelige modbillede til de positivt opfattede mandlige hellige personer kan figuren udlægges forskelligt, i den lutherske tradition f.eks. som romerkirken. - Moloch: se n.t.s. 27. - Danvin(s): se n.t.s. 51, Den Ateist. - Evangeliets egne Ord: Matt. 5,29. - Nero: se n.t.s. 33. N. skal selv have foranlediget, at Rom brændte år 64, hvad han skulle have nydt som et strålende skuespil. Branden gav efterfølgende anledning til omfattende kristenforfølgelser. - Elsker Gud ikke alle: Matt. 5,45.

69 Rørspir: (spinkel) herskerstav, scepter. - Dyrker: by deform flertal: I skal dyrke! - Pan, Cupidinem, Bacchum og Helium: navne på gr.-rom. guder, sprogligt i akkusativ. Pan er naturens gud, Cupido elskovens, Bacchus vinens, og Helios er solguden. - tilfals: til salg. - Absolvo (...) Libero: lat jeg tilgiver, fred være med Jer, jeg fritager, jeg giver fri. Allusion til katolsk kirkelatin.

70 Thomas å Kempis (1380-1471): nederl. teologisk forfatter. Har bl.a. skrevet den meget udbredte opbyggelses- og andagtsbog De imitatione Christi (ca. 1340, Kristi Efterfølgelse, da. flere gange fe 1871), som D. citerer hyppigt i sit andet hovedværk, Lidelsens Vej, færdigskrevet samtidig med Dommedags Bog. Bl.a. I, kap. 13 hos Thomas handler om fristelser. - Nazaræeren: Jesus, der var fra byen Nazareth.

71 Moses (...) røde Hav: 2.Mos. 14. - empirisk: gennem erfaring.

72 Scylla(s): se n.t.s. 26. - Indigokorn: plantefrø, hvoraf man udvinder blåt farvestof. - Erasmus: titelperson i Ludvig Holbergs komedie Erasmus Montanus (1722).

74 Abhidharma: fællesbetegnelse for de klassiske og normgivende buddhistiske skrifter, der giver den højere lære, dvs. teologisk-systematiske gennemgange. - Adam Homos Spørgsmaal: i Fr. PaludanMüllers (1809-1876) versroman Adam Homo (1842-1849) stiller titelpersonen som barn flg. spørgsmål: »O Moder! siig mig, hvad det er, at være« (2. sang). - Stanze(s): strofeform, som Paludan-Müllers ovennævnte værk er skrevet i, og som Dalgas benytter her. - Forjættelse: løfte.

75 Sympamnekromenoi: ord dannet af Søren Kierkegaard efter gr. Det betyder medafdøde og anvendes om det publikum, der indgår som en ramme i værket Stadier paa Livets Vei (1845).- Gehenna(s): gr. for Hinnoms dal ved Jerusalem; helvede. - Ormen (...) udslukkes:Mzrk. 9,47f - Septim: den syvende tone i en tonerække på syv.- Tangentplan: et plan, der berører (tangerer) en krum flade. Her nærmest om en balancetilstand mellem to lige stærke kræfter. - indetermineret: ikke styret af nogen (ydre) årsag. - Drabant(efo måne, ledsager.

76 Sphygmograph: pulsmåler. - Delirium: (sygelig) rus. - Haschisch(spise- 377 ren): hash. - Saturni: Saturns (om planeten). - Og atter skifted (...) Drøm: citat fra Byrons digt fra 1816, The Dream, str. 3. Om B. se n.t.s. 57. - Newtons Rum: if. den klassiske fysik, udtrykt af den eng. fysiker Isaac N. (1642-1727) i Philosophiæ Naturalis Prindpia Mathematica (1687, »Naturvidenskabens matematiske grundsætninger«) udgør verden et absolut system, hvor der gælder ensartede regler. Dvs. at alle fænomener kan beskrives i det samme koordinatsystem. Det er denne beskrivelse, der i beg. af 20. årh. blev udvidet med Einsteins relativitetsteorier, -fysikalsk(e): fysisk.

77 Eros og Neikos: gr. kærlighed og strid. Ordet N. ses ikke anvendt i den gr. mytologi som gudenavn, hvorimod E. hos Hesiod (7. årh. f.Kr.) er en af de første guder, der stiger op af Kaos, urtilstanden. - forborgne: skjulte. - Huldgudinde (r): gratie, smuk ung kvinde, her om de hyrdinder, der legede med guden Krishna. - Krishna: ind. gudeskikkelse, der optræder i mange forskellige sammenhænge. Kendtest er K.-fortæUingerne i heltedigtet Bhagavadgita (ca. 200 f.Kr., Den højes sang).- Civas Land: Indien; C. er en ind. hovedgud. - Moloch(s): se n.t.s. 27.

78 Talisman: tryllebillede, amulet, -foruden Skaar og Lyde: hel og fejlfri. - determineret: styret af (ydre) årsager. - Sorrig: sorg.

79 Ave Maria: lat. Hil dig, Maria. Begyndelsesordene og navnet på den alm. katolske Mariabøn.

80 Jupiter: rom. gud, svarer til gr. Zeus, himmelguden. -Jonas (...) Ma~ ve: Jonas, 2. - Spyttegøg: grønskolling. - Kallun (kræmmer): del af koens mave, simpel spise. - Kynikeren Krates (ca. 300 f.Kr.): gr. filosof. Som de øvrige kynikere, især Diogenes (ca. 400-325 f.Kr.), levede han efter den idé, at et almindeligt samfund er en illusion; blot et fællesskab af vismænd kan fungere. På den anden side mente han, at alle, der stræber, har mulighed for at opnå den fornødne visdom. Okeanos: gr. urhavet rundt om jordskiven.

81 tvende Titler: der tænkes formentlig på professor, dr.phil. - Badskærer(nes): middelalderlig kirurg, barbér. - Herkules: lat. for den gr. helt Herakles; her brugt i ed.

82 Lami(er): gr. gengangerånd, der røver srnå børn. - Vampyr(er): blodsugende spøgelse. - Erinnye(r): gr. hævngudinde. - Mænade(r): kvindelig deltager i den gr. vingud Dionysos' ekstatiske orgier. - Sfinks (er): gr. fabeldyr, vinget løve med kvindehoved. - Græer: gr. tre gamle, troldkyndige kællinger. - Syllogisme: se n.t.s. 34.

83 Ametyst(en): ædelsten. - Filosofopolis: nydannet ord, sammensat af gr. filosofos og polis (by): filosoffernes by - Hume, David (1711-1776): eng. filosof. I An Enquiry Concerning the Prindples of Morals (1752, »En undersøgelse af moralens principper«, ikke i sin helhed på da.) analyserer han med metodisk forbillede i samtidens nye naturvidenskab 378 menneskets moralske liv. - Montaigne, Michel E. de (15331592): fr. forfatter. I sine Essais (fra ca. 1570) skriver han ud fra bl.a. udogmatisk selviagttagelse om moralen som udfoldelse af den givne menneskelige natur. - Hackel, Ernst H. (1834-1919): ty. zoolog, professor i Jena. En konsekvent fortaler for Darwins teorier, som han udbredte på Kontinentet. Dalgas har taget noter fra værker af H.

84 Rishi: ind. hellig mand af høj rang; opdrager af kongesønner. Skulle være i stand til at skabe, f.eks. guder. - Jehovah (...) Dag: 1. Mos, l,9f. - Altæa: stokrose. - Albrecht Durer (1471-1528): ty. maler og grafiker. I det følgende beskrives hans berømte kobberstik »Hieronymus i sin Celle«, der viser et idealbillede af den lærde asket. Om H. se n.t.s. 40.

85 Pachyderma: tykhud. - Foliant(en): bog af stort format.

86 Fluidum vivens: lat. den levende væske, eller livsvæsken. - den vitale Kraft: i vitalismen (af vita, lat. liv) hævdes, at organisk liv har egenskaber, der ikke kan forklares ud fra uorganiske (fysisk-kemiske) forudsætninger (som hævdet af mekanicismen). Det særlige livsstof eller livskraft betegnes undertiden enteleki (gr. hvad der har målet i sig selv), her identificeret med stoffet fra havet. - Protoplasma: slimmassen i celler. - secernere(r): udskille. - rhizopode(agtig): lavtstående organisme, del af urdyrene, protozoerne. - Sekret: stof, der er afsondret (secerneret) af kirtel. - Mekanikken: den klassiske fysik, se n.t.s. 76, Newton.

87 Affinitet: stoffernes tilbøjelighed til at indgå i kemiske forbindelser med hinanden. - Absorption: at noget opsuges. - (Solens) Korona: lat. krone; det yderste lag i solens atmosfære; ses som en lysende krans ved total solformørkelse. - Leibnitz: Gottfried W. Leibniz (16461716), ty. universalgeni. I sin monadelære (La monadobgie, 1714) skildrer han tilværelsens substans som en række åndelige, individuelle enheder, monader, der eksisterer i forudbestemt harmoni, skabt af Gud. - Deus ubique praesens: lat. Gud, der er overalt.

88 Causae finales: hos de klassiske tænkere fandtes ud over begrebet den virkende årsag også tanken om målet som årsag, c.f. Dette årsagsbegreb findes ikke i moderne videnskab, men nok i f.eks. den åndshistoriske strømning eksistentialismen: mennesket handler for at opnå målet. - Mester Arthur: A. Schopenhauer (1788-1860), ty. pessimistisk filosof. I sit hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung (1818, »Verden som vilje og forestilling«) skildrer han verdens udvikling som en proces, hvorigennem verdensviljen, tilværelsens inderste princip, materialiserer sig og skaber den kendte verden. Viljen (lidenskaben) er altid ledsaget af forestillinger, idet den selv som bevidsthed skaber de tanker og forsæt, der (tilsyneladende) motiverer 379 den. Viljen er altså som udgangspunkt primær i forhold til forestillingen. Undertiden kan forestillingen (bevidstheden) frigøre sig fra viljens herredømme og vende sig mod sit ophav og undertvinge lidenskabeligheden i en proces af afdøen. Dette sker f.eks. i den æstetiske oplevelse (jf. Kants »uinteresserede behag«), og det er målet for etikken. Dalgas har i flere omgange læst S., og tankerne spiller en betydelig rolle i Lidelsens Vej. S. var økonomisk uafhængig og levede som Privatdocent, ikke-ansat universitetslærer. - Kant, Immanuel (1724-1804): ty. filosof. I sin erkendelseslære skelnede K. mellem vor bevidsthed om tingene (»Das Ding fur uns«) og tingene selv (»das Ding an sich«), som vi af principielle grunde ikke kan erkende. Dette skel var problematisk for en række af de senere, romantiske filosoffer, bl.a. Schopenhauer, der identificerede tingen-isig-selv med sit viljesbegreb. - Kaas: kurs, retning. - Gabriel: ærkeengel. Bebuder Luk. 1,19-26 fødslen af de to drengebørn Johannes og Jesus. Navnet betyder Guds mand.

89 Huri(ens): opvartende ungmø i det muslimske paradis. - Ananda: navnet på en af Buddhas disciple. Efter buddhistisk tradition er navnet på slangen, der bærer verden, Ahirbudhnya. - Bakkanal: orgie til ære for vinguden Dionysos, lat. Bacchus.

90 Integral (...) Differential: begreber fra den højere matematik, »funktionsregning«. - Slud: uklar betydning. 1965-udgaven foreslår som læsernulighed Gud. - Doktor Faust: se n.t.s. 48, Pludderhoser. I Faust forsøger titelpersonen en alternativ oversættelse af de bekendte bibelord »I begyndelsen var ordet« (Joh. 1,1). Han har flere forslag, bl.a. »Im Anfang war die Kraft« (I begyndelsen var kraften), Faust I, 1223fF. Hans endelige oversættelse blev »Im Anfang war der Tat« (... handlingen). - Nazaræeren (...) Fangebur: nemlig ved opstandelsen, f.eks. Matt. 28. - Venus: lat. for den gr. Afrodite, kærlighedsgudinden. Se n.t.s. 91, Afrodite.

91 Overgangen fra (...) Kaos til (...) Kosmos: if. gr. mytologi skete verdens skabelse ved, at guderne af det uformede Kaos dannede den ordnede verden, Kosmos. Denne verdensproces ser Schopenhauer gentaget i forholdet mellem viljen og forestillingen. - Kalpa(s): efter ind. opfattelse varer en k. 4320 mill. år - en dag og en nat for guden Brahma - hvorefter skabningen tilintetgøres. - Katastrofe: vendepunkt. - en af dine Landsmænd: Søren Kierkegaard. Han skriver i Frygt og Bæven (1843, Danske Klassikere 1989, s. 42, S.K.s note): »Bevægelse skeer ved Lidenskab, og ingen Reflexion kan tilveiebringe en Bevægelse. Dette er det idelige Spring i Tilværelsen, der forklarer Bevægelsen, medens Mediationen er en Chimaire«. - Afrodite Anadyomene: gr. den af havet opstigende Afr. A. blev dannet af skummet fra guden Uranos' kønslem, som hans søn Kronos skar 380 af og kastede i havet. Derfor kaldes A. også undertiden den skumfødte. - Morten Luther (1483-1546): ty. teolog og reformator. Se n.t.s. 41, Menedermunken. Visse traditioner har villet se L. som en livskraftig renæssanceskikkelse, og har opfattet hans ægteskab med den tidligere nonne Katharina af Bora i lyset af Paulus' råd i 1. Kor. 7,9: Det er bedre at gifte sig end at brænde af begær. - inflammeret: betændt.

92 (Fantasi)vertikal: lodret linje. - de trende Grundformer: de tre nævnte størrelser er fra Kant (se n.t.s. 88). I erkendelsesteorien omtales de som de tre anskuelsesformer, hvori al menneskelig erkendelse finder sted, og som man ikke kan gå bag om - eller tilskrive objektet, den uerkendelige ting-i-sig-selv. - tantalisk: evigt forgæves. Den gr. helt Tantalos straffedes for sine forsyndelser mod guderne med, at hans ønsker aldrig blev opfyldt: han stod i vand til halsen, men det veg, når han ville drikke; grene med frugt hang ham nær, men de bøjede sig væk, når den sultne ville plukke.

93 Wagners (...) Ledemotiver: den ty. komponist Richard W. (l8IS1883) skabte i sine operaer den musikalske teknik at knytte bestemte musikalske motiver til personer og ideer, hvorved en mere indtrængende karakteristik af personerne på scenen blev mulig. konjungere (s): bøje. - Platons Demiurg: i dialogen Timaios (41 A) Platon, Skrifter i Oversættelse. Udg. ved Carsten Høeg og Hans Ræder (1° 1932-1941) bd. 8, s. 38ff. skildres en d., en verdensbygmester, der vil, at verden skal være god, og som aldrig vil bryde de evige love. -Jehova paa den tredje Dag: 1. Mos. 9ff. - Guden over Titanerne: Zeus bekæmpede den tidligere gr. gudeslægt, t., som blev kastet i det yderste mørke, Tartaros. - Logos: gr. ord, tanke. Om Gud, Joh. 1,1. - Odin: hovedguden i nord. mytologi. Omtales ikke som skabergud.

94 Bramin(en): ind. præst. Tanken udtrykker den oplevelse af identitet mellem det enkelte menneskes selv og verdensselvet (»Atman er lig med Brahman«), der er frelsesformlen i megen ind. spekulation. - Nyplatonisme(n): se n.t.s. 39. - Induktion: fremkaldelse af elektrisk strøm ved hjælp af magneter eller andre strømme. - Feuerbach, Ludwig (1804-1872): ty. filosof. Berømt for i sit værk Das Wesen des Christentums (1841, »Kristendommens væsen«) at hævde, at gudsforestillingerne er idealbilleder af mennesket selv, projiceret op på himlen. - Lignelse: skikkelse. - Brochens Genfærd: skikkelse fra heksemessen på Brocken (da. Bloksbjerg), der if. sagnet afholdes Valborgnat (natten til 1. maj). Skildret i Goethes Faust I, i scenen »Walpurgisnacht«, vers 3835fF.

95 Ubiqvitet: allestedsnærværelse. - Hegel(s), Georg Wilhelm Friedrich (1770-1831): ty. filosof. Der hentydes til hans såkaldte dialektiske 381 logik, som ikke blot omfatter tankens former, men også dens indhold: verdensåndens udfoldelse. Logikken er l. del af hovedværket Phänomenologie des Geistes (1807, »Åndens fænomenologi«, ikke i sin helhed på da.). - Helmholz('): se n.t.s. 63, Loven om den konstante Energi. I forbindelse med sine studier over rumforestillingernes tilbliven fremstillede H. elementære geometriske forhold. - Thomas Aqvinas (1225-1274): ital. teolog og filosof. Opfattes som fuldenderen af den skolastiske filosofi, hvor den klassiske tænkning (især Aristoteles) forenes med den bibelske tradition, som viden og tro. Hovedværket Summa theologiae (1265-1272, »Teologisk håndbog«) anses stadig som gyldig katolsk teologi. T. er kirkens »lærefader«. Kosmogoni og Teogoni: læren om verdens hhv. gudernes skabelse. Atman: se n.t.s. 94, Bramin.

96 havde du al Lærdom: her og i det følgende alluderes der til den såkaldte Kærlighedens højsang, 1. Kor. 13. - Aarsagsloven: enhver hændelse har en årsag. Den eng. filosof David Hume (se n.t.s. 83) satte i sin skeptiske erkendelsesteori spørgsmålstegn ved årsagsloven (bedre: å.-sætningen), idet årsags-virknings-sammenhængen ikke direkte kan iagttages. Siden da stridspunkt inden for erkendelsesteorien, hvortil også Dalgas bidrog i Kundskabens Bog (1898, udgivet 1995). - ortodoks(e): rettroende. - Stuart Mill, John (1806-1873): eng. filosof. Som erkendelsesteoretiker hævdede M. en induktiv logik, hvor man slutter fra iagttagelser af enkelttilfælde til regler. M.s logiske hovedværk, A System of Logic (1843, »Systematisk logik«), har Dalgas flere gange taget noter fra med henblik på sin magisterkonferens i filosofi, hvis hovedvægt lå på erkendelsesteori.

97 empirisk(e): byggende på iagttagelser. - Monismen: den filosofiske opfattelse, at verden dybest set er en enhed. Hævdet af bl.a. Spinoza (se n.t.s. 58) over for den fr. filosof René Descartes (1596-1650), der var fortaler for den mere alm. dualisme: verden rummer to forskellige principper, f.eks. Gud over for Satan, sjælen over for legemet. - Materialisme: udtryk for den monistiske anskuelse, at alt, også bevidsthedsfænomener, er udtryk for fysiske forhold. - lovligt: lovmæssigt. - Palæontologi: læren om forhistoriske dyre- og plantearter.

98 rationalisere (r): give rationel form til noget i sig selv fornuftstridigt. Konge af Sverrig: allusion til ytring tillagt den fr. marskal Jean-Baptiste Bernadotte, den senere konge af Sverige (1818-1844), der til sin utålmodige hustru, Desirée, skal have udtalt, at kan du vente, kan du blive dronning af S. Ændringen til konge er vist foretaget af Grundtvig.

99 bornert(e): fordomsfuld. - times: ske. - okkult(e): skjult, hemmelig. I Dalgas' samtid - og hos ham selv - var interessen for okkultismen 382 stor, f.eks. i form af spiritisme eller teosofi, se n.t.s. 64, Isis. - lamme gaa (...) se: Matt. 11,5. - Fjernsyn og Fremsyn: se n.t.s. 25. -Jærtegn: se n.ts. 30.

100 Tertullian (ca. 160-ca. 220): kirkefader og forsvarer for troen. Den bekendte ytring »Jeg tror, fordi det er absurd« (»Credo quia absurdum«) er en fordrejning af en ytring om misforholdet mellem vor fornuft og troen på Jesu opstandelse.

101 neronisk(e): se n.t.s. 33, Nero. - Sirenesang: dårende toner hvormed sirenerne, fugle med kvindehoveder, søgte at lokke Odysseus og hans mænd, Odysseen XII, 166fF. - Kimære: se n.t.s. 59. - Stefanus: kirkens første martyr, Ap. Gern. 6,5. - Titanomachi: de olympiske guders kamp mod den foregående gudeslægt, titanerne.

102 Arierne(s) (...) Semitterne (s): i datiden populær folkepsykologisk modsætning mellem den indoeuropæiske »race« og den jød. Dyrket bl.a. af den ty. filosof Friedrich Nietzsche, der f.eks. i Gotzen~Dammerung (1899, Afgudernes Ragnarok, da. 1994) brugte modsætningen til at analysere religiøse og moralske standpunkter.

103 Nirvana: ind. det store intet. Den udslukkelse af livsviljen, der er målet for blå. buddhismen. - Nej (.. ,)Ja: se Efterskrift s. 353ff. - Arkimedespunkt(et): den gr. matematiker og filosof A. (287-212 f.Kr.) skal have udtalt, at blot han fik et fast punkt, kunne han bevæge hele verden. - mod i Hu: bedrøvet.

104 den store Spørger: den fr. filosof og forfatter Francois de Voltaire (1694-1778), der i oplysningens ånd satte spørgsmålstegn ved mange hævdvundne sandheder og udfoldede sin kritik i mange litterære genrer.

105 changere(nde): spille i flere farver. - Schelling, Friedrich WJ. (17751854): ty. romantisk filosof. - Titania: Oberons hustru, se n.t.s. 57.

106 Mantille: sjal. - Aldebaran: en lysstærk, rød fiksstjerne i stjernebilledet Tyren. - Sirius: Hundestjernen. Farven veksler mellem rød og hvid, og ikke som en smaragd, der er grønlig. - Kassiopeja: stjernebillede. - Chiton: antik, let dragt af vævet stof, holdt sammen af en nål over skulderen, en Agraf. - Arctus major: lat. Store Bjørn, stjernebillede bestående af syv stjerner.- Venus fra Milo: berømt skulptur fra 100-tallet f.Kr. af Venus (Afrodite) fundet 1820 på den gr. ø Melos (lat. Milo). Findes nu på Louvre i Paris. - Eva (...) Træ: 1. Mos. 3,6. - Ganges: Indiens hellige flod. - Danaé: gr. prinsesse, besvangret med helten Perseus af Zeus, der kom til hende i form af en gylden regn. Han var jo vejrgud! - Kvindens (...) Evighed: allusion til den kristne bøn Fader Vor, Matt. 6,9ff.

107 Anakoreternes Bjerg: se n.t.s. 39. - Afrem Syrer(s) (4. årh.): syrisk kirkefader og salmedigter. - tager Morgenrødens Vinger (...) det yderste Hav (...) Slangearm:jf.Salme 139,9f.

383

111 Pleroma: se n.t.s. 33. - Korporation: legemliggørelse. If. gnostiske spekulationer kan kosmiske kræfter personificerede som planetguddomme optræde fjendtligt og søge at hindre sjælens frelse. - Thebæ(s): det lat. navn for den oldægyptiske by Theben, kendt for sine templer og grave.

112 Dervish(en): muslimsk asket og munk.

113 Naturen sukker (...) ilde: allusion til Rom. 8,22. - britisk Ansigt: Thomas Carlyle (1795-1881), skotsk forfatter. Dalgas læste flere gange hans On Heroes, Hero-Worship, and the Heroic in History (1840, no. 1888: Om Herosdyrkehe, eller store Mænd, deres Væsen og Betydning). Her nævnes bl.a. Muhamed og Gabriel. - Voltaire(s): se n.t.s. 104, Den store Spørger. Hans kritik af autoriteter kan bygge på hans erfaringer med tidens store, bl.a. fra et flerårigt ophold ved den prøjsiske konge Frederik den Stores hof. - Skotlands Elias: Carlyle. Profeten Elias skal if. traditionen komme igen før dommedag og genoprette det brudte forhold til Gud (Malakias' bog 4,5f), se også Matt. 17,lff. Ud fra sin højstemte idealisme afviste C. ethvert fritænkeri og demokrati, der betød personlighedernes nivellering.

114 Karmel(s): bjerg ved Jerusalem. Her overvandt Elias i en prøve afguden Ba'al og hans præster, 1. Kong. 18,20ff. - Attak er een (...) Allak: første del af den islamiske trosbekendelse. Anden del lyder: Og Muhamed er hans profet.

115 Mufti(en): muslimsk teolog. Det er muezzinen, der kalder til bøn. - Kredsherre: fyrste. - Profeten: Muhamed (570-632), stifteren af islam. Opfattes som den sidste i en række af profeter (profeternes segl) fra Adam til Jesus, og dermed som den vigtigste, der bragte den rene lære. Han opfattes ikke som en guddommelig person, men som et menneskeligt sendebud.

116 Demosthenes (383-322 f.Kr.): athensk taler og politiker. Talte for krigen mod Makedonien, der førte til statens undergang. - vivisekere: udføre (operative) forsøg på levende væsener. - Muselmand: af arab. muslim, tilhænger af islam. - Fatum: lat. skæbnen, også personificeret.

117 Søger ikke (...) Sandhed: allusion til Matt. 6,33ff.- Teist: en, der tror på en gud, modsat Ateist. - Koh-i-Noor: ind. lysbjerget; navn på berømt diamant. - Eblis: kvindeskikkelse dannet af Dalgas. I navn og skikkelse indgår det arab. Iblis, Allahs modstander, djævelen, den faldne engel.

118 Serafim og Cherubim: hebr., forskellige englevæsener, serafer og keruber, også nævnt i GT. Eblis søges her identificeret med den jød.kristne Lucifer, den oprørske og faldne engel, der indgår i Satanskikkelsen, j f. n.t.s. 47. - Gabriel: se n.t.s. 88.

119 den viseste Konges Ord: Præd. 7,26. - de troendes Behersker: kaliffen. 384 Arab. for stedfortræder, nemlig for Muhamed som muslimernes religiøse og politiske leder. Specielt tænkes på den også fra 1001 nats eventyr kendte kalif i Baghdad, Haran al Rashid (786-809). - Zechinfer): æ. (venetiansk) guldmønt, tidl. anvendt i Orienten som betalingsmiddel. Møntenheden forekommer i 1001 nats eventyr.

120 Hadjis: troende muslimer, der har gennemført den påbudte pilgrimsrejse til Mekka.

121 Huri(ens): se n.t.s. 89. - Zenit (...) Nadir(s): himmelpunkter: der hvor solen står direkte over beskueren (Z.), og det modsatte punkt (N.).

122 Moslemin: arab. flertal af muslim, troende.

123 tautologisk: som indeholder en gentagelse. - Kadi(en): dommer inden for det traditionelle religiøse og verdslige islamiske retssystem, sharia.

124 Lombroso(s), Cesare (1836-1909): ital. psykiater. Grundlagde med L'uomo delinquente (...) (1875, »Det forbryderiske menneske«) sin kriminalantropologiske lære om forbrydertyperne. - Skrift (...) Retning: arabisk læses fra højre mod venstre. - Budene: påbud i Bibelen, bl.a. de ti bud, 2. Mos. 20. - Knæler: rovinsekt, hvis benstilling antyder en bedende holdning. - Favn(e): gi. længdemål = 3 alen, ca. 190 cm.- Peribanu: optræder i 1001 nats eventyr.

125 Krumsabler (...) lige Sværd: i korstogenes kampe mellem muslimer og kristne var de første traditionelt bevæbnede med k., de sidste med lige sværd. - Canossa: slot i Norditalien. Berømt for den ydmygelse, pave Gregor VII 1077 tilføjede den ty. kejser Henrik IV (1056-1106). Han matte for at blive løst af kirkens band vandre barfodet en vinterdag op til det højtbeliggende bjergslot. Herfra begrebet C.-gang: at ydmyge sig for dog at vinde fordel derved. Franker, Hohenstaufer, Hohenzollern: ty. konge- og kejserslægter. Henrik IV var franker, kong Henrik VII (1220-1235) hohenstaufer. Hohenzollern blev det seneste ty. kejserhus. - Giver Kejseren (...) Guds er: Mat. 22,21 f. - Cæsars Efterfølger: se n.t.s. 33. De senere ty. kejsere opfattede sig som efterfølgere af de rom. kejsere. Det ty. kejserrige, som i perioder omfattede væsendige dele af Italien, benævnte sig Det hellige romerske rige af tysk nation. - den sorte Sten: himmelfalden sten indmuret i islams største helligdom, Kabaen i Mekka. Skal opr. have været rød, men er sortnet pga. menneskenes synder. - Koranen: islams hellige bog, indeholder Allahs ord, som de er åbenbaret for Muhamed under hans henrykkelser.

126 Avicenna (980-1037): iransk filosof. Udarbejdede på grundlag af islam og gr. filosofi en afklaret monoteisme, der har haft betydning bl.a. for udviklingen af skolastikken, se n.t.s. 95, Thomas. Forkætret af både muslimer og kristne.

385

127 lá iláha (...) 'llahi: den islamiske trosbekendelse, der for at have gyldighed som her altid skal fremsiges på arab., se n.t.s. 114. - Okeanos: se n.t.s. 80.

128 Eders hellige Bog: Bibelen, her 1. Mos. 2 og 3. - Tebris: persisk by, grundl. af Harun al Rashids hustru. - Musselin: fint bomuldsstof. Frille(r): (holdt) elskerinde. - D/m; (ond) ånd, kendt i islam og arab. eventyr. - Margarit(er): slags krystal.

131 AU Baba: helt fra 1001 nats eventyr, ligesom de senere nævnte Abu Kasem og Sindbad. If. traditionen er eventyrene opr. fortalt af kvinden Sheherazad til den morderiske kong Shahriar, hvorved hun undgik henrettelse.

135 Drømmene (...) skabte en Messias: tanken om, at de guddommelige skikkelser er skabt af menneskenes drømme, er i nyere tid forfægtet af Feuerbach, se n.t.s. 94.

136 Rok: arab. stor eventyrfugl.

137 Normannernes gamle Ord: ytring tillagt vikingen Rollo ca. 910 som svar på den fr. konges spørgsmål, om hvem der var deres herre. - Thomas: den vantro apostel, Joh. 20,26f.

138 Lemæne: lemming, lille gnaver, talrig i bjergegne. - Ahriman: i den opr. persiske religion (parsismen), grundet af Zarathustra (ca. 1000 f.KJ:.), optræder de onde og de gode kræfter over for hinanden, inkarnerede som hhv. Ahriman og Ahura Mazda. I den ty. filosof Friedrich Nietzsches værk Aho sprach Zarathustra (1883-1892, Saaledes talte Zarathustra, da. 1911) er rammen, at profeten Z. vender tilbage til A. i bjergene og igen udsendes til menneskene med en ny lære om omvurdering af alle værdier og ideen, om et nyt menneskeideal: overmennesket. Den følgende skildring af Ahriman på bjerget rummer væsentlig inspiration fra N.s værk, ligeledes fra hans moralfilosofiske Jenseits von Gut und Bose (se n.t.s. 56), som Dalgas har taget noter fra.

140 Brad: steg.

141 Lysbringeren: ordet optræder snart som betegnelse, snart som navn. Allusion til det andetsteds brugte Lucifer, se n.t.s. 47.

142 Se, hvilket Menneske: Joh. 19,5. Også titel på Nietzsches sidste værk, det selvbiografiske Ecce homo (1908).

144 Køllert: kjortel af læder. - William Frels-mig-Herre: formentlig William Blake (1757-1827), eng. digter og billedkunstner. B. har blå. beskæftiget sig med temaer fra Joh. Ab., hvortil der i det følgende hentydes.- Robespierre, Maximilian M.L (1758-1794): fr. revolutionær skikkelse, identificeres ofte med rædselsregimentet, der endte med at henrette ham. - det store Dyr: Joh. Ab. 13 og flere steder. Billede på menneskesønnens, Kristi, modstander, der skal fældes på Dommedag. Omtalt i Dan. 7. Se også n.t.s. 68, Den store Skøge. - 386 Napoleon I (1796-1821): fr. kejser. Tog enevældig magt som afslutning på den fr. revolution. Var en stor krigsherre og lovgiver.

145 Sultan: arab. titel: magthaver. Især brugt om de tyrkiske konger. Oliver Cromwell (1599-1658): eng. politisk og religiøs leder. Med baggrund i puritanismen (streng, protestantisk kristendom) tog han magten i borgerkrigens England og organiserede staten efter religiøse normer. Havde titel af protektor, beskytter. - Lammets Blod: Jesu blod, Joh. Ab. 7,14. - Gideon: dommer i det gi. Israel, en vældig krigsherre for Jahves, Guds, sag, Dom. 6-8. - Krukkerne, Faklerne (...) Basunerne: tegn på verdens ende, hentet fra Joh. Ab. - kaste (...) i Ildovnen: Matt. 13,42. - Rør: strå eller siv.

146 Kar (...) Sønderbrydelse: Joh. Ab. 2,27. - Samuel (...) Fanger: l.Sam. 15,33. - Belial(s): hebr. navn for Satan. Udtrykket B.s Børn betyder forbrydere og ugudelige.

147 Danvins Lov: se n.t.s. 51, den Ateist. - Humanitas: lat. menneskelighed, i mods. til det religiøse. - Stokværk: etager. - Menneskehedens Kirke: Aug. Comte (se n.t.s. 45, Positivist) grundlagde i sine sidste år humanitetsreligionen, hvor man skulle dyrke selve menneskeheden religiøst. Skildret bl.a. i værket Systéme de politique positive (18511854, »Den positivistiske politiks system«), som Dalgas har læst og taget noter fra, og hvorfra det ene af mottoerne til Dommedags Bog stammer. I det følgende citeres fra dette værk, der også forelå på sv., udg. på Positivistiska Missionens Forlag, idet humanitetsreligionen opfattede sig som en missionerende kirke.

148 Anarki: gr. uden styre, lovløshed. Kan opfattes negativt som politisk kaos, men også som et politisk ideal, det direkte demokratiske styre i mods. til det repræsentative. - Kapitolium: magtens centrum i Rom: byhøjen med hovedtemplerne. Som begreb: magtens sæde.

149 Parier: ind. kasteløse, proletarer. Kaldes sædvanligvis pariaer. - Mandril (lens): bavian, abe med farveprægtig bag.

150 Lemur(er): spøgelse i rom. mytologi. I Goethes Faust II, 5. akt, vers 11512f bistår et hold lemurer JVleflsto som graverkarle ved heltens endeligt, se n.t.s. 48, Pludderhoser. - Tamerlan: tatarisk erobrer fra det 14. årh., egl. Timur Lenk. Som begreb: hærgende erobrer.

151 Ægyptens Konger (...) Lig: på rejsen mod de himmelske boliger måtte de ægyptiske faraoner udstå adskillige prøver og stedes for en dommer.- Vestalinde(n): kysk rom. præstinde, der vogtede byens ild. - Paulus: kristen apostel og teolog. En række af hans skrifter, Paulus' breve, findes i NT. - Arkimedes: se n.t.s. 103.

152 Supremati: overherredømme. - Fetisch: genstand for religiøs tilbedelse. - Medium: også: miljø, sted. - Jomfmmoderen: Jomfru Maria, Jesu jomfruelige mor, Luk. l,27.- Tvættelse: afvaskning, bad.

154 Samson mellem Filistrene: S. var en israelitisk dommer og kraftkarl, 387 der bekæmpede filistrene. Efter mange eventyr omkom han, da han med Guds hjælp fik filistrenes tempel til at styrte sammen, Dom. 16. - Fiat justitia, pereat mundus: lat. retfærdigheden skal ske fyldest, om så verden går under; den ty. kejser Ferdinand Fs (1558-1564) valgsprog. - Nihilister: af lat. nihil: intet. Russ. revolutionær bevægelse; fornægtede det politiske og religiøse grundlag for den bestående russ. stat, og udvikledes fra anarkisme (se n.t.s. 148) i socialistisk retning blandt russere i eksil, især af Michael Bakunin (18141876) under indtryk fra Pariserkommunen, 1870-1871. Nihilisterne virkede i det politiske liv bl.a. ved attentater på magthaverne, hvorfor ordet oftest fik tillagt betydningen politiske terrorister.

155 Nihilismens Messias: måske M. Bakunin, se dog side 156 og noten til Paulus.

156 Paulus: P. var apostel for en frelserskikkelse, Messias. - Positivisten: se n.t.s. 45. - Sodotna: syndig by odelagt af Gud ved ildregn fra himlen, 1. Mos. 19.

157 Pompeji: rom. by, dækket af aske ved Vesuvs udbrud 79, skildret af et øjenvidne, forfatteren Plinius den Yngre (62-113). - Lots Hustru: blev forvandlet til en saltstøtte, da hun trods Guds forbud vendte sig om og så på Sodomas undergang, 1. Mos. 19,26.

158 Slæbere: tøfler. - sorte Kjole (...) Portvinsncese: satirisk skildring af folkekirkepræst. - Bukkene og Faarene: Matt. 25,32f. - augsburgske Konfession: protestantisk, luthersk bekendelsesskrift, udfærdiget 1529 af 'Philip Melanchthon (1497-1560). En del af den da. folkekirkes læregrundlag. - Aristoteks(') (...) Euklid(s) (...)Arkimedes('): en række oldgræske (natur)videnskabsmænd, som her fores i marken som udtryk for viden over for religiøs tro. Hertil tjener også den følgende insisteren på logisk-matematiske grundsætninger.

159 Blasfemi: gudsbespottelse. - Lunjas: gavtyv, lurendrejer. AUuderer også til Lucifer, se n.t.s. 47. -farende Svend: rejsende håndværker. - (rejste) paa Religionen: jovialt: i religionsbranchen.

160 Die Substantialitåt (...) gemdss: parodi på (hegelsk) ty. filosofi, ender i en grammatisk remse (præpositioner, der styrer dativ). - Pare aux cerfs: fr. hjorteparken. Dyrehave ved slottet Versailles, hvor kongen dyrkede sine løsere elskovsforbindelser. - ekskonimunicere(r): udelukke (af kirken). - per fas ae nefas: lat. med rette eller urette. - Accidenser: her: løsere indtægter, i penge eller erotiske tjenesteydelser.

161 Mefistos Tegn: sjofel gebærde, j f. Goethes Faust I, vers 3291. - tage Troen fra hverandre: synge så højt og udholdende, at man far de øvrige til at forstumme, som Per Degn i Holbergs Emsmus Montanus (1722) 1,4. - babyloniske Forvirring: 1. Mos. ll,lff. -Jota: egl. gr. bogstav; betydningsløs bagatel Udtrykket går tilbage til den kirkelige strid om det indbyrdes forhold mellem treenighedens tre personer, 388 der tilspidsedes i spørgsmålet om et bestemt ord skulle læses med eller uden et enkelt bogstavjota.

162 Tænder(e): egl. eng.: tender, jernbanevogn, der følger lige efter (damp)lokomotivet og rummer kul og vand. - Bmnder(e): egl. skib fyldt med brændbare væsker sendt ind i fjendens flådeformationer. - Cyklon (s): tropisk (hvirvel)storm.

163 Valravn: et overnaturligt væsen i fugleskikkelse, omskabt menneske, f.eks. i folkeviserne.

164 Arkadien: bjergland på den gr. halvø Peloponnes, kendt som et landligt og idyllisk sted.

167 Irving, Edward (1797-1834): skotsk præst og dommedagsprædikant. Stiftede den irvingianske kirkeretning, der kaldte sig katolsk-apostolsk, og som sogte at indrette sig som i kirkens første tid. -Jane Welsh Carlyle (død 1866): forfatteren Thomas C.s hustru (se n.t.s. 113, Skotlands Elias). Efter hendes død udgav C. deres (kærligheds)brevveksling. - Catharina (...) Morten: se n.t.s. 91, Morten Luther. - det Sted: videre udvikling af Matt. 26,32: Jesus er efter opstandelsen gået forud til et aftalt sted.

168 Gotama (...) Buddha: i buddhismen den første »oplyste«. Hans navn var Siddharta Gotama (ca. 570-485 f.Kr.).

169 Euklids Geometri: logisk sammenhængende mat. teori udviklet ca. 300 f.Kr. E.s lærebog, Elementerne, har været i brug helt frem til nutiden. - Sokrates (...) Daimonion: den gr. filosof S. (469-399 f.Kr.) hævdede, bl.a. i sin Forsvarstale (Platon, Skrifter i Oversættelse, udg. ved Carsten Høeg og Hans Ræder (1° 1932-1941) I, 273), at han havde en særlig guddommelig (»daimonisk«) stemme i sit indre.

170 Abild: æble.

172 Assurbanipal(s) (668-629 f.Kr.): konge over Assyrien. Fra udgravninger kender man store statuer og billeder af fabelvæsener, bl.a. vingede tyre, der har vogtet paladsernes indgange. - Kaldæa(s): gr.~ rom. navn for landskab i det nuværende Irak, del af oldtidens assyriske rige. - Duen (...) Lam (...) Fisken: symbolske dyr fra den kristne tradition: duen som billede på helliganden (Matt. 3,16), offerlammet som billede på Kristus (f oh. l og Joh. Ab.) og endelig fisken, fordi det gr. ord for fisk dannes af forbogstaverne i ordene: Jesus Kristus Guds Søn Frelseren.

173 Frandskus (1182-1226): lat. den hellige Frans af Assisi, ital. stifter af franciskanerordenen. Levede i selvvalgt fattigdom og ydmyghed. Kendt er legenderne om hans prædikener for dyr. Forfatter til Solsangen, hvor han taler til naturens elementer. - Ravnene Elias Føde: 1. Kong. 17,6. - Bjørnene Eneboeren Brænde: den irske missionær Gallus, efter hvem byen St. Gallen i Schweiz er opkaldt, skilte sig fra sine fæller i ca. 610, da han blev syg ved Bodensøen, og trak sig 389 derefter ind i de vilde skove op mod Alpstem-bjergene. Ved bækken Steinach mødte han en bjørn, som hjalp ham med at bygge en hytte, hvor Gallus blev boende til sin død. Der findes flere tidlige billedlige fremstillinger af denne legende.

174 Chiton og Chlamys: beklædningsgenstande fra det klassiske Grækenland: hhv. underbeklædning, if. n.t.s. 106, og kappe. - Epicykler: skikkelsen er Ptolemaios (2. årh.) fra Alexandria, oldtidens kendteste astronom. If. ham bevægede himmellegemerne sig i cirkler omkring jorden. I de tilfælde, hvor dette ikke svarede til de observerede forhold, udbyggede han cirkelbevægelserne med mindre cirkler, således at en planet ud over at bevæge sig i en stor cirkel omkring jorden også bevægede sig i et mindre cirkelløb omkring sig selv, en Epicykel. - Kopernikus, Nicolaus (1473-1543): polsk astronom. Berømt for skabelsen af det solcentrerede verdensbillede, hvor planetbanerne går omkring solen i stedet for omkring jorden. Dette betød en væsentlig forenkling af de astronomiske modeller; således var der ikke længere brug for epicyklerne som forklaring. - Kepler(s), Johannes (1571-1630): ty. astronom. Forbedrede og videreudviklede den kopernikanske teori ved at beskrive himmellegemernes baner som ellipser, hvorved teori og iagttagelse kom bedre overens. - Raimundus Lullus (1235-1315): sp. teolog og alkymist. Kendt for sin metode til at overbevise enhver om sandheden i sine standpunkter, fremlagt i hovedværket Års tnqgna (»Den store kunst«).

175 Ingenu: på scenen: den uskyldige unge pige, normalt: ingenue. - Parallakse: når man ser en genstand i rummet fra flere forskellige vinkler, synes den at have ændret placering. Denne forskydning kaldes parallakse. - Aristoteles (384-322 f.Kr.): oldtidens betydeligste videnskabsmand, grundlægger af en mængde natur- og humanvidenskab elige discipliner, herunder Logik. Han anerkendtes som autoritet også af den middelalderlige kirke, idet hans synspunkter på linje med Bibelens lærdomme var indarbejdet i de skolastiske systemer (se n.t.s. 95, Thomas Aqvinas).

176 Materie: stof. - Empiri(en) eller Intuition (en): to forskellige erkendelsesprincipper: sanseerfaring over for spekulativ indsigt. - supralunar(e): hvad der ligger over månen. - Spektroskop (er): fysisk app. hvormed man undersøger stoffers spektrale, dvs. lysmæssige egenskaber.

177 siderisk(e): hvad der angår stjernerne.- Giordano Bruno (1548-1600): ital. filosof. Støttede Kopernikus i afvisningen af, at jorden er universets centrum. Hævdede endvidere, at rummet var endeløst og derfor uden centrum, og kunne således ikke gå ind for Keplers solcentrerede verdensbillede. Brændt som kætter. - Pytagoræer: tilhænger 390 af den gr. filosof og matematiker Pythagoras (6. årh. f.Kr.). Han hævdede, at tallet udtrykker tingenes inderste væsen, og han fik stor betydning for bl.a. Platon i dennes værdsættelse af matematikken. Lov: ros.

178 engelske Skeptikers): David Hume (1711-1776). Har bl.a. i An En~ quiry Concerning Human Understanding (1748, »En undersøgelse af den menneskelige erkendelse«) rejst fundamentale spørgsmål om sikkerheden af vor viden. - Plotinus: se n.t.s. 39, den store Nyplatoniker. - Uranos: planet mellem Saturn og Neptun, opdaget 1781.

179 hellenisk: græsk. - analytisk(e) Sætning: sætning, der ikke udsiger noget om virkeligheden, men blot tydeliggør, hvad der allerede ligger i de nævnte begreber, f.eks. sætningen: »Alle ungkarle er ugifte«. Sfære: verdenskuglen bestod af en række planer, sfærer, hvorpå himmellegemerne var anbragt, jf. udtrykket fiksstjerner: de fastgjorte stjerner. Efter visse antikke anskuelser (især pythagoræernes) frembragte sfærerne under deres rotation toner, der klang i den himmelske harmoni, sfærernes musik.

180 den gule Hue: bæres af tibetansk gejstlig, lama. I Domme dags Bogs handling budbringer for de højeste magter, jf. s. 292.

181 Mitra: hovedbeklædning for katolsk biskop. I hånden har bispen en Krumstav, egl. en hyrdestok. -Jætte(s): i nord. mytologi en af gudernes modstandere.- Belzebub: hebr. fluernes herre, navn på djævelen. - Buserunne: overtræksbluse, arbejdskittel. - Kun Troen (.,.) alene: Rom. 3,21 ff. Dette synspunkt blev som slagord hævdet af de lutheranske protestanter over det katolske - »værkhellige« - synspunkt, at man frelses (bl.a.) af gode gerninger.

182 Hosianna i Davids Stad: Matt. 21,9. - Brudene: Joh. Ab. 19 og ti steder. - de fem kloge Jomfruer: Matt. 25,lfF. - Marechal de Raiz: Gilles de Retz (1404-1440), fr. adelsmand og marskal. Henrettet for seksuelt misbrug af mere end 200 børn. Forbillede for sagnfiguren RolfBlåskæg.

183 Marekat (te): abe.

184 Skærsild(en): efter katolsk opfattelse en rensende ild, en mellemtilstand, hvori sjælene opholder sig og soner deres synder, inden de indtræder i saligheden. I Dantes Guddommelige Komedie (se n.t.s. 63) den verden, der skildres mellem inferno og paradis. -Jesuitternes): medlem af katolsk præsteorden, grundlagt 1534 af den sp. teolog Ignatius Loyola (1491-1556). J. satte ind mod de frafaldne, protestanterne, og de var berømte for deres strenge skoling og målrettethed, jf. udtrykket »jesuitisk moral«: målet helliger midlet.

185 Dødssynd(er): alvorlig synd, der ikke kan tilgives; blot den katolske kirkes sakramenter kan ophæve dens virkning. Opstillet ud fra 1. Joh. 5,16._ Hæresi: kætteri. - Flagellant(er): piskebroder, medlem af 391 en religiøs sekt i 13. og 14. årh., der drog omkring og gjorde bod, bl.a. for den sorte død, ved selvpiskninger ledsaget af lovsang. - Urbanitet: (bymæssig) dannelse. - Advocatus Diaboli: lat. djævelens advokat. Optræder bl.a. i den proces, der i den katolske kirke fører frem til helgenkåring. - Inkvisitionen: forfølgelsen af vranglære inden for den katolske kirke. I. varetages traditionelt af den dominikanske orden (se n.t.s. 27). - Parser(ne): tilhænger af den gi. persiske religion, se n.t.s. 138, Ahriman. I denne religion opfattes det godes inkarnation, Ahura Mazda, som lyset eller solen. - Hostie: nadveren, især brødet, som er det eneste element, der i den katolske kirke nydes aflægfolk.

186 Rosenkrans (ens): bedekrans med tilhørende bønner (Ave Maria og Fader Vor). - Klems: gejstligheden i modsætning til lægfolket. - æde og drikke sig selv til Doms: 1. Kor. 11,29. - den skammelige Forfører: der tænkes på Luther, se n.t.s. 91. - Cølibat(ets): ugift stand (af religiøse grunde). - tillader Kvinden at tale (...) Menigheden: 1. Kor. I4,34f. - perfas et nefas:se n.t.s. 160.- Oratorier: musikalske gudstjenester.

187 Seneca (4 f.Kr.-65): rom. forfatter og filosof af den stoiske skole. Udviklede bl. a. en lære om den suveræne fornuft og den moralske selvopdragelse. - den store Innocens: pave L den Tredje (1198-1216). Under ham nåede pavestolen sin største politiske magt, idet han bøjede Europas fyrster under sin indflydelse. - Gregorius, Leo, Urban: katolske pavenavne.- Extra ecdesiam (...) intrare: lat.uden for kirken gives der ingen frelse. Nød dem til at gå ind. Den 1. sætning udtrykker en alm. katolsk selvforståelse, udtrykt f.eks. af Augustin i De dvitate Dei (413-426 »Om Guds stat«). Han tilføjede den anden, sætning fra Luk. 14,23.

188 Haand paa Ploven: Luk. 9,62. - Bonze(r): buddhistisk præst.

189 Himmeldronningen (s): Jomfru Maria set i lyset af Joh. Ab. 12,lfF.

190 ex cathedra: lat. fra stolen, på embeds vegne. Dogmet om pavens ufejlbarlighed blev fastslået 1870.

191 din Ligemand: der tænkes sikkert på Søren Kierkegaard. - Absolvo: lat. j eg tilgiver.

192 pollice verso: lat. med drejet tommelfinger, nemlig væk fra de andre fingre. Tegn til gladiatoren om, at han kunne dræbe sin overvundne modstander.

194 Lysbringer: oversættelse af Lucifer, se n.t.s. 47. - Helena: hos Homer den skønneste kvinde, der blev givet til prins Paris - og dette udløste den trojanske krig. Optræder mange steder i Goethes Faust II som indbegreb af kvindelighed. - Simon Mager: Ap. Gern. 8,9ff Mager: troldmand. Efter traditionen rejste S. senere til Rom, hvor der opstod en rig sagnkreds omkring ham. - Hades: gr. dødsriget. - 392 bakkantisk: vild, afledt af Bacchus, det lat. navn for vinens og ekstasens gud. - Karm: vogn. - Mænader og Satyrer: gr. naturguder knyttet til bl. a. Dionysos (Bacchus) som deltagere i optog ledet af kvinder nied thyrsosstave, dvs. stave med pinjekogler og omvundet med vinløv.

195 Dispenso: lat. jeg giver fri. - den store Skøge: modsætning til himmeldronningen, Joh. Ab. 17.

196 Aflad: tilgivelse (som kunne købes af kirken). -Judas' Synd: at han forrådte Jesus, Matt. 26,47fT.- Gaa bort og synd: jf Joh. 8,11.

197 Autoritet (er): Dalgas indgav 1893 en opgave til besvarelse af universitetets prisspørgsmål, Autoritetsforholdets Væsen og etiske Betydning. Findes i ms. på Det kgl. Bibliotek (NkS 3639,4°). Han vandt ingen pris for opgaven, men læste fra dette tidspunkt officielt filosofi. Fredsfyrsten: pave Innocens III, se n.t.s. 187.- de fem dyre Vunder: Jesu fem sår fra korsfæstelsen. Særligt fromme kristne har kunnet opnå at udvikle disse tegn, stigmata, på deres egen krop.

198 Benediktus (480-543): lat. for Benedikt fra Nursia, stifteren af benediktinerordenen (529). Disse munke missionerede fra deres landlige klostre. - de tolv: Jesu apostle. Hertil hørte Paulus ikke, da han først blev kaldet efter Jesu død. - Augustinus (354-430): oldtidens betydeligste kristne teolog. På næsten alle afgørende læreområder har han været grundlæggende: læren om treenigheden, arvesynden, prædestinationen (forudbestemmelsen) og bibelfortolkning. Hans berømteste skrifter er hans åndelige selvbiografi, Confessiones (Bekendelser, no. 1881) og De civitate Dei (i 22 bøger, 413-426, Om Guds stat, da. 1884). - Apologet (erne): teolog, der har forsvaret troen. - Doktores og Magistri: i denne sammenhæng: lærere af forskellig rang. - Bonifadus (672-754): Tysklands apostel. - Ansgarius (801865): fr. benediktinermunk, Nordens apostel. - Frants Xavier (15061562): sp. jesuit, missionær i Østen.

199 Dignitar(er): embedsmænd af høj værdighed.- bekende Helligaandens Udgang: dogmatisk skillelinje i opfattelsen af forholdet mellem treenighedens tre personer; den gr. kirke har fra oldtiden protesteret mod den lat. (senere katolske) kirkes lære om, at helliganden udgår ikke blot fra faderen, men også fra sønnen. Spørgsmålet blev behandlet på kirkemødet i Konstantinopel 384. - apostolisk Succession: fra apostelen Peter har den ene biskop efter den anden i ubrudt række velsignet hinanden ved overdragelsen af embedet. Del af grundlaget for den katolske kirkes hævdelse af sin legitimitet. - doctissime: lat. du, den lærdeste.

201 høj Velsignede: måske fejl for højstvelsignede (lat. benedictissima, jf. n.t.s. 205). - Segment: udsnit, svarende til månens kvarter.

202 Maria fra Einsiedeln: berømt M.-billede i domkirken i den schweiziske 393 by E. - Maria fra Loretto: jomfru M.s hus fra Nazareth blev if. sagnet flyttet til den i tal. by L., hvor det er mål for pilgrimsrejser. Maria unissima: lat. den eneste ene M.

203 Lys (...) Dødsstund: if. overleveringen skal Goethe i sin dødsstund (1832) have udtalt »Mere lys«. Det Vers, han her mumler, er slutningen af hans Faust (se n.t.s. 48, Pludderhoser). - Kouan-Yin: i kin. buddhistisk tradition barmhjertighedens kvindelige skikkelse. - Kin-tong: ikke-identificeret kin. skikkelse.

204 Lazari: genitiv af Lazarus, den døde som Jesus opvækker, Joh. 11,33-44. - Farisæerne(s): tilhængere af lovkyndigt og fromt parti inden for jødedommen. Opfattede sig som folkets religiøse elite; i kristen tradition ofte opfattet som selvretfærdige og dømmesyge; Jesu modstandere.

205 Benedictissima: lat. den højstvelsignede blandt kvinder, titel for Maria. Dalgas skriver snart højtvelsignede, snart højstvelsignede.

206 Ottesang: den første af dagens andagter. - Sølverstob: (helligt) bæger af sølv (alterkalk). At drikke af kalken er et religiøst overgreb af særlig graverende karakter, da det i den katolske kirke blot er præsterne, der nyder nadverens vin.

209 den hellige Faders Ufejlbarlighed: dogme, officiel læresætning i den katolske kirke. Fastslået 1870, og sammen med det senere nævnte dogme om Jomfru Marias ubesmittede Undfangelse fra 1854 de to senest erklærede dogmer.

210 en af Kvinderne: Maria fra Bethania, Joh. 11. - Daimonion: af gr. daimon, guddommeligt væsen, indre (guddommelig) stemme, se n.t.s. 169.

211 Pleromafs): se n.t.s. 33. - Fjerne: hvad der ligger fjernt. - Thaumaturg: mirakelmager. - Korsets Alexander: som A. den Store (356-323 f.Kr.) var Jesus verdenshersker. - Mit er (...) Rige: allusion til Matt. 28,18.

212 Eders Hjerter (...) tror paa mig: Joh. 14,1. - Salige de (...) t ro: Joh. 20,29. - Bajadere(slør): ind. (tempel)danserinde.

214 Træd under Vaaben: gør dig rede til kamp! - snelfle): lille, kort. - brøstholden: dårligt behandlet.

215 Simon Mager: se n.t.s. 194. - Kapitolium: se n.t.s. 148.

216 Salige ere (...) Landet: Matt, 5,3fF.

217 Maria Bethania: Marthas og Lazarus' søster, Joh. 11. - Newtons Principia: se n.t.s.76. - Nazareth (...) Kapernaum: byer i Galilæa, knyttet til Jesu liv: barndomsbyen, og stedet hvor han først trådte frem. - Zions og Templets By: Jerusalem. - Hosianna (...) Palmegrene: ved indtoget i Jerusalem, Matt. 21,lfE - Genezareth Sø: i Galilæa. Til egnene omkring søen er en væsentlig del af Jesu liv før toget til Jerusalem knyttet.

394

218 Jane Welsh: se n.ts. 167. - Moses og Elias: Matt. 17,3f. Ved forklarelsen på bjerget mødte Jesus og tre af hans disciple lovgiveren Moses og profeten Elias fra GT.

221 Agraf(fen): nål til at holde klædningen sammen.

224 Fennoner(ne): indbyggere i Finland.

232 minde(de): kysse.

234 Cypria(s): kan både betyde øen Cypern og gudinden Afrodite, der efter sit fødested kan benævnes C. - de syv Saligheder: i den middelalderlige Mariadyrkelse opregnedes en række på syv af M.s største glæder, i modsætning til hendes syv smerter. Syv er et magisk tal, der findes f.eks. i de syv dødssynder, eventyrets syv brødre etc.

235 Verdensby'gmesteren: se n.t.s. 93,Platons Demiurg.-Hesiod (...) Platon: forfattere fra det antikke Grækenland, der beskrev verdens skabelse. H. i Theogonien (7. årh. f.Kr.), P. i dialogen Timaios se n.t.s. 93, Platons Demiurg.- Voltaire: se n.t.s. 104.- Stuart Mill: se n.t.s. 96.

236 Preta i Lokantarika: i buddhismen ånd af (syndig) afdød, der svæver i et særligt helvede. - Skyggeverdenen (...) Ideernes Verden: allusion til erkendelsesteoretisk modsætning hos Platon mellem de synlige, foranderlige ting eller fænomener, der blot er skygger eller afbilleder af de egl. eksisterende, evige ideer (ca. = begreberne). Den dunkle grotte, der nævnes lige inden, alluderer til Platons såkaldte hulelignelse fra Statens 7. bog, Platon. Skrifter i Oversættelse, udg. ved Carsten Høeg og Hans Ræder (1° 1932-1941), bd. 4-5.

239 Lemur(er): se n.t.s. 150. - Bhutaer: ind. uhyggelige ånder. - Et mørkt og sorgfuldt Rige (...): kan være inspireret af Dante (se n.t.s. 63): »Inferno« (Den guddommelige komedie I, 4. sang). - Toga: rom. mandsdragt.

240 Cicerone: vejviser. - Tunika(er): rom. kort underklædning, båret under togaen. - Centurion(en): rom. officer, »høvedsmand«. Egl. en, der befaler over 100 mand.

241 Hades (...) Titaner(nes) (...) Tartarus: det gr.-rom. dødsrige H. havde et yderste mørke, Tartaros, hvori de olympiske guder under Zeus nedstyrtede den ældre, overvundne gudeslægt, Titanerne. - Pluto: rom. navn for underverdenens gud, gr. Hades. - Brutus (d. 43 f.Kr.): rom. officer; deltog i sammensværgelsen mod Cæsar (se n.t.s. 33). - Kassius (d. 31 f.Kr.): hovedmanden i mordet på Cæsar. - Spartacus: thrakisk gladiator, ledede 73-71 f.Kr. en slaveopstand i romerriget. - Verdngetorix: gallisk høvding, der 52 f.Kr. ledede et oprør mod romerne. - Pønere, Iberer, Kelter: folkeslag overvundne af romerne: fønikerne, spanierne og franskmændene.

242 Bar-Kochba: anfører i den jød. opstand mod Rom 132-135. Opfattedes som en Messias, jf. 4. Mos. 24,17; hans navn betyder »Stjernesønnen«.- JehovasArk: det ydre tegn på den jød. gud. Normalt kaldet 395 »Pagtens Ark«, jf. f.eks. 4. Mos. 10,33fF. -Jupiters Ørn: Roms våbenmærke. J. var hovedguden, svarende til den gr. gud Zeus. - Cæsar Tiberius: rom. kejser 14-37, kendt som tyran. - Pontius Pilatus: rom. guvernør i Israel 26-36 under Tiberius; fældede dødsdommen over Jesus, Matt. 27,llff. - Hvad er Sandhed: replik tillagt Pilatus, Joh. 18,38.

243 Sej anus: en af de mægtigste mænd i Rom under Tiberius, hvis magt han efterstræbte. Henrettet 31.

244 Retor: (rets)taler. -Jupiter i Tyren: Jupiter optræder i tyreskikkelse ligesom den gr. gud Zeus, som han identificeredes med, og ved hovedofirene fejredes han med en hvid tyr.

245 Stylus: skriveredskab. - hans er Riget (...) Magten: jf. slutningen af bønnen Fader Vor, Matt. 6,13. - Elysium: i gr. og rom. mytologi de salige dødes opholdssted.

246 Votivtavle(r): tavle ophængt som gave til guderne, tit takkegaver for f.eks. helbredelse. - Ave Cæsar - Kaire Kæsar: Hil dig C., på lat. og gr., rigets to sideordnede sprog. - den Cæsar: Nero (54-68), berygtet for sin vanvittige grusomhed, især Roms brand og de deraf følgende kristenforfølgelser i 64. - herkulisk: som helten Herkules, i gr. mytologi den stærke mand; hans gr. navn er Herakles. - Dionys: vinguden. - Kaleb: 4. Mos. 13,23.

247 Lutetia: lat. for Paris. - Hierosolyma: lat. for Jerusalem. - Brød og Skuespil: if. den rom. digter Juvenal (60-140) det eneste, der optog det rom. folk på hans tid, se f.eks. Satirerne (10,81). - Apollo(s): lat. for den gr. gud Apollon, der også var digtningens gud. - Evoe: kultråb for guden Dionysos.

248 Hvilken Kunstner (...) Dig: allusion til den replik, hvormed Nero dør if. Suetons lat. kejserbiografier, De vitis Caesarum (120, Romerske kejsere, da. 1911-1916): »Hvilken kunstner går ikke tabt i mig«. - Faun: i rom. mytologi var fauner skovguder, identificeret med gr. satyrer, hvoraf navnlig Silen er kendt som ledsager for flere guder, især Dionysos. S. sættes ofte i forbindelse med digtning og musik.

249 Tyrsusstave: se n.t.s. 194, Mænader.

250 Nymfe(r): gr. kvindelig naturguddom. - Hetære(r): gr. prostitueret. Filemon og Baukis: gr. fattigt par, der gæstfrit modtog guderne Hermes og Zeus, hvorfor de blev fyrsteligt belønnet. Optræder også i Goethes Faust II, vers HOSlff (1832). - Hymen: gr. ægteskabets gudinde. - Imperator: lat. feltherre. - Faeton: i gr. mytologi søn af solen. For at bevise sin guddommelige herkomst fik han lov til at køre den vogn, der bringer solskiven over himmelbuen, men med tragisk resultat. Temaet alm. behandlet i den klassiske digtning og kunst, således af O vid. - Plutarch(s) (ca. 46-ca. 120): gr. historieskriver. Kendt for bl.a. levnedsbeskrivelser af betydelige mænd, skildret 396 parvis: en romer over for en græker. - Thales (ca. 585 f.Kr.): den første j oniske (græske) naturfilosof. Sønner af T.: filosoffer. - Ægide: herredømme. - Katilina (108-62 f.Kr.): berygtet rom. oprører. Kendt bl.a. gennem retstaleren Ciceros taler mod ham. - Konsul: ledende embedsmand i den rom. republik.

251 Sestertie(r): rom. sølvmønt. - Liber: lat. fri; rom. navn for gr. Dionysos. - Kejser og Filosof: Marcus Aurelius (121-180). Rom. kejser og filosof af den stoiske skole. Tilstræbte at betragte skæbnens slag som en uafvendelig del af naturen.

252 Diana (...) Minerva (...) Jupiter (...) Åres (...) Venus (...) Bakkus: rom. navne for en række af de fælles gr.-rom. guder forjagt (D. = Artemis), visdom (M. = Athene), himmel og retfærd (J. = Zeus), krig (A. = gr. navn for rom. Mars), kærlighed (V = Afrodite) og vin og ekstase (B. = Dionysos). - Epiktet (ca. 100): gr. moralfilosof af den stoiske skole. - Paulus: se n.t.s. 151. - Seneca(s) (ca. 4 f.Kr.-65): rom. forfatter og stoisk filosof. Lærer for den førnævnte Nero. - Petri: lat. genitiv af Peter, kristen apostel og forfatter af to breve i NT. - Virgilius (70-19 f.Kr.): rom. nationaldigter. I sit store epos Æneiden skildrede han herskerhusets historie fra den trojanske krig til ud i fremtiden. - kaldte Guderne mig for den viseste: se Forsvarstalen 20 C, Platon. Skrifter i Oversættelse, udg. ved Carsten Høeg og Hans Ræder (1° 1932-1941), bd. l, s. 273.

253 Erosforkynderen: Platon, bl.a. i Symposion, Platon, Skrifter ... bd. 3. - letargisk: dvaleagtig. - Symposion: gr. drikkegilde, titel på førnævnte værk af Platon. Her holder Sokrates en berømt tale om vejen til at skue det i sig selv skønne. - den ene Anskuelse: Symposion 211 C. - Pan(s): gr. hyrde- og skovgud; se n.t.s. 20.

254 Siljevaand: pilekvist. - Parabel: fortælling, der skal belyse noget, f.eks. Jesu lignelser. - Undine(n): gr. kildenymfe.

255 Ceres: romernes navn for kornets gudinde, svarende til grækernes Demeter. - den dristigste, tyske Hedning: Fr. Nietzsche (se n.t.s. 138, Ahriman). Stedet kan opfattes som en fri behandling af kap. »Nadveren« i værket Saaledes talte Zarathustra, 4. del. - Dafne(s): gr. nymfe; blev forvandlet til et laurbærtræ. - Tithon: i gr. mytologi navnet på morgenrødens elsker, hvoraf blot stemmen er tilbage.- Selene: i gr. mytologi månens gudinde. - Teatron: teater.

256 Pythagoras: se n.t.s. 177. - dithyrambisk: af dithyrambe, kultsang til Dionysos. - Kaos, Tartarus og Eros: urkræfter i verdens skabelsesproces som skildret af den gr. digter Hesiod i Theogonien (7. årh. f.Kr.) if. n.t.s.235.

258 Heliotrop: prydplante, der vender sig efter solen. - Vesuvs Kyklop: en af smedeguden Hefaistos' (lat. Vulcanus) hjælpere i værkstedet i vulkanen 397 Vesuv. De er tre enøjede kæmper, der betegnes torden, lynild og lys. - Zefyr: vestenvinden. - Helios: solguden.

259 hilde: indhylle. - Gæa: eller Gaia, i gr. mytologi jorden som gudinde.

261 Rast(er): hvilepause. Kunne også være et gi. udtryk for vejlængde.

262 (Univers)standart(en): rytterfane. Her snarere om den, der bærer s.

264 Gnosis: gr. erkendelse, viden. I snævrere betydning om (hemmelig) religiøs erkendelse i en tradition, der er ældre end kristendommen, men som hurtigt knyttedes til denne og blev bekæmpet som et farligt kætteri. G. bevægelser er dukket op med mellemrum i kirkens historie, således i middelalderens Frankrig som de såkaldte »rene«, katharerne, heraf ordet »kætter«. Blandt de bevægelser, der i nyere tid har ment at videreføre den gnostiske tradition, er teosofien og spiritismen (se n.t.s. 64, Isis). I Dalgas' prisopgave omtaler han sit eget standpunkt: Vi Gnostikere mener ... (senere rettet til Gnostikerne ...). Se n.t.s. 197, Autoritet. - Salomons Segl: okkult navn for Davidsstjernen, den sekskantede stjerne, der består af to trekanter. Tegnet gav kong Salomon magt over ånderne, og tegnet var sammen med marekorset, femstjernen, der optræder i Goethes Faust I, v. 1392f, magiske tegn, der kan fastholde de overnaturlige kræfter. - Æonerne(s Sang): i gnosticismen personificerede kræfter, der udgår fra guddommen og styrer verdensforløbet.

265 Isa: hebr. form for navnet Jesus. - Mani: persisk religionsstifter fra 3. årh. Overtager fra den ældre religion, parsismen, den strenge sondring mellem et godt og et ondt princip. Søgte at fuldende kristendommen, idet han opfattede sig selv som den lovede talsmand (Paraklet) fra det himmelske. I sin tid var manikæismen vidt udbredt, især kendt gennem kirkefaderen Augustin (se n.t.s. 198), der i sin ungdom var manikæer.

266 Tiamats: kaosslangen i det babyloniske religiøse epos Enuma Elish, hvor den fældes af helten Marduk. - Lysets Fader: som førnævnte T. er inkarnation af det ondes princip, er L. af det godes, jf. udtrykket Lysbringer mange steder i Dommedags Bog. - Nirvana: tilstand der indtræder, når genfødelserne hører op; det store intet. I bl.a. buddhismen målet for den religiøse stræben. - Loven om Karman: betegner (oftest i formen Karma, sanskrit: gerning) det princip, der gælder bl. a. i ind. religion og i adskillige esoteriske sammenhænge, og som lader den enkelte møde konsekvenserne af sine handlinger og tanker i den følgende inkarnation. - Sol (...) R.egn: allusion til Matt. 5,45. - Gautama, Buddha: se n.t.s. 168.

267 paa Bjærget: Matt. 5fF. - Hvo, som ikke tror (...) Brylluppet: friere kombination af skriftsteder fra Bibelen, f.eks. Joh. Ab. 20,10 og Matt. 22. - lovede (...) Talsmanden: Joh. 15,26.

398

268 Herkules' Støtter: bjergene Kalpe (Gibraltar) og Abylæ (Ceuta) ved indgangen til Middelhavet, grænsen for den i oldtiden kendte verden.

270 Forlængsel: længsel, jf. udtrykket »Skabningens f«, der er knyttet til Rom. 8,19.

271 Mandarin(er): af sanskrit: rådgiver. Europæisk betegnelse for (højere) kin. embedsmand.

272 Tao: i den kin. religiøse filosofi taoismen (grundlagt ca. 600 f.Kr. af Lao-tse) betegnelse for både den guddommelige livslov og den menneskelige stræben efter at leve efter loven, »vandre ad vejen«. Et vigtigt helligskrift er Tao-te-King, genudgivet og efter traditionen nyformuleret af Kung-Fu-Tse (f. 551 f.Kr.) som en verdslig levelære.

274 Rings: Tao-te-King.

275 Positivist: se n.t.s. 45. - Lotus: åkande, hellig blomst i Indien. - Siva(s): ind. hovedgud med mange forskellige egenskaber. Opfattes bl.a. som meditationens og den religiøse spekulations gud. - Krischna(s): se n.t.s. 77. - Bmhman(er): medlem af den ind. præstekaste. Brahma(s): den højeste gud, skaberguden, verdensselvet. - Æon: verdensalder.

276 Atman: se n.t.s. 94, Brahmin. - Shankam: ind. religionsfilosof, egl. Cankara (788-828). Den store lærer i vedanta-filosofi, den hinduistiske udvikling af de ældste religiøse traditioner. Forenede i sin tænkning flere retninger, bl.a. søgte han at forsone buddhismen med andre indiske traditioner. Talrige bøger om vedanta-filosofi og tekster med C.s kommentarer udkom på eng. og ty. i slutningen af 19. årh. - Pythagoras: se n.t.s. 177. - Mahabrahma: ind. den store Brahma.

278 Som Saltet (...) Smag: alm. billede i ind. religiøse tekster, f.eks. i Chandogyaupanisad, 11, om forholdet mellem det store og det lille selv, Brahman og Atman.

279 Jærtegn: se n.t.s. 30.

280 Sukhavati: lykkens land, yderst mod vest.

282 Kundskabens Frugt: 1. Mos. 3,3fF. - Passionsblomst(er): egl. lidelsesblomst, planten passiflora. - Livets Træ: 1. Mos. 2,9. - Maya: ind. illusion. Da flere ind. traditioner, bl.a. vedanta, anser verden for illusorisk, opretholdt og skabt som et blændværk, kan M. opfattes som en (kvindelig) skabergud. I legenden om Buddha (se n.t.s. 286) er navnet på Buddhas menneskelige moder dronning M. ~ Kybele, Magna Mater: K. kvindelig (natur)guddom fra Frygien i Lilleasien, der fik stor udbredelse i romerriget under navnet Magna Mater, lat. Den store Moder, se n.t.s. 64, Isis.

284 Sanchara: samme ord som Shankara (se n.t.s. 276). Omkring denne 399 skikkelse opstod en rig sagnkreds om ham som. inkarnation af flere guder og som troshelt. Betydningen i sammenhængen er usikker, bl.a. fordi Dalgas frit forbinder skikkelser og begreber fra flere forskellige ind. traditioner, og fordi skikkelsen også spiller en særegen rolle i Dommedags Bogs egen mytologi. Denne brug kan være påvirket af Fr. Paludan-Mlillers (1809-1876) drama Kaianus (1854), hvor den viise titelfigurs moder hedder Sankara. - Brøde(n): overtrædelse.

285 Prakriti: i vedanta udtryk for materien. - Samsara: tilværelsernes evige hjul, som megen ind. religiøs praksis søger bort fra, ind i Nirvana, udslukkelsen. - Gautama, Buddha: se n.t.s. 168.

286 en Kongesøn (...) Erkendelsen (...) Blændværk: Buddha; stedet er en genfortælling aftræk fra den såkaldte B.-legende, der findes i skriftet Jakata (nedskrevet ca. 1. årh. e.Kr.), som indgår i rækken af hellige buddhistiske tekster, Tripitaka (»De tre kurve«). - Kundskabens (...) Træ: se n.t.s. 290, Bodhitræet. - Den mægtigste adlyder (...) Gudsfornægteren: se s. 236.

288 Arhat: en oplyst, Buddha. - Pleroma: guddomslyset, se n.t.s. 33.

290 Bodhitræet (s): erkendelsens træ i den ind. by Uruvela. Siddende under dette fik Buddha sin endelige indsigt. Kaldes normalt Bo-træet. - Mara(s): fristeren, hersker i vellystens verden, indbegrebet af alt, der hindrer den søgende i at nå den sande erkendelse. Her sammenblandet med Maya som blændværk?

292 Blodsten(e): jernglans, sort mineral med rødt skær. - Dignitar(er): indehaver af religiøst embede af høj rang. - Lama(er): buddhistisk munk fra Tibet. - Lapis Lazuli: blå ædelsten, brugt som farvestof, ultramarin.

293 Johannes Apostelen: forfatteren til Joh. Ab. Efter gammel tradition er alle johannesskrifterne i NT (Joh. evangeliet, åbenbaringen og brevene) forfattet af Jesu discipel J., Zebedæus' søn. Jf. Joh. Ab. 4,2. Morgenstjerne (n): planeten Venus, der kan være både m. og aftenstjerne. Som m. også kaldet Lucifer.

294 Dalai-Lama: den religiøse og politiske leder af det buddhistiske Tibet.

295 Soter: gr. frelser.- Døberen spaaede (...) Ilden: Matt. 3,lIf.- Poruscha: ind. urmennesket. - Avaloki: buddhistisk frelserskikkelse. - Elohim: pluralis af hebr. Eloah, den stærke. Brugt i GT om Gud. - Zebaot: hebr. hærskarernes herre, betegnelse for Gud, f.eks. 1. Sam. 1,3. Ahura-mazda: se n.t.s. 138, Ahriman. - Fatum: lat. skæbne(gud).

296 Disse seks (...) i min Krone: første gang de seks ses samlet er i synet s. 54, de forbandede Troldmænd. I den mellemliggende skildring har pilgrimmen stiftet bekendtskab med dem alle.

298 trodse paa: fremture i kraft af.

301 Bønder (...) Taarne: brikker i skakspillet. - Krigens Imperator og Fre- 400 dens Augustus: de to sider af den rom. kejsermagt: krigsherre og fredsfyrste. - Guldalderen: i den gr. digter Hesiods værk Arbejder og Dage, vers 109-201 (7. årh. f.Kr.) betegnelse for den første, strålende verdensalder, efterfulgt af ringere aldre: sølv- og jernalder. Senere opstod i antikken og i nord. mytologi den tanke, at den første tid skal vende tilbage, som feks. en ny verden efter ragnarok, et 1000årsrige, eller gudsriget efter dommedag. Allerede i GT findes tanken, feks. Esaj as 11.

302 Kalpa(s): se n.t.s. 91.

303 Herre (...) gøre: allusion til Paulus' svar på sin kaldelse ved Damaskus, jf. Ap. Gern. 22,10. Da Dalgas indgav sin prisopgave (se n.t.s. 197, Autoritet] var det under mottoet »Mester, hvad skal jeg gøre?«. - Buddhasfem Bud: l. det er forbudt at tage liv, 2. at lyve, 3. at stjæle, 4. at bedrive hor, 5. at drikke alkohol. Disse bud gælder alle troende, for munke og nonner gælder endnu en række bud. - otteliniede Vej: vejen der fører den troende til lidelsens ophør, Nirvana, delt i en række punkter fra ret anskuelse til ret selvfordybelse. - de fire ærværdige Sandheder: konklusion på Buddhas såkaldte Benares-tale, holdt kort efter oplysningen. Sandhederne omhandler lidelsen, dens oprindelse, dens ophør og den sande livsvej. - Aarsagsleddene(s): den klassiske buddhistiske analyse af tilværelsens sammenhæng, som Buddha indså den i Uruvela: al lidelse stammer dybest set fra uvidenhed. - Himmel (...) forgaa: Matt. 24,35. - Frigørelse (.. .)Ja: se Efterskrift s. 356ff.

305 være som Gud (...) slet: slangens løfte til Eva ved syndefaldet, 1. Mos. 3,5. - Atlas: i gr. mytologi den titan, der bærer himlens hvælving. - Stalaktit: nedhængende drypsten.

306 Aut omnia, aut nihil: lat. alt eller intet. - Olympos (...) Ejendom: bevidst sammenblanding af gr. mytologi og den jød. guds udvælgelse affolket på Sinai, 2. Mos. 19,5. - Homeros (...) Plato (...) Aleksandros: tre fremstående skikkelser fra den gr. antik: digteren, tænkeren og verdensherskeren, -førte ham ud i Ørkenen: de følgende linjer henviser til Matt. 4, hvor Jesus fristes af djævelen.

307 en bortløben Munk: Luther, se n.t.s. 41. - Ignatius Loyola: se n.t.s. 184, Jesuit. - Naar alle (...) fuldført: feks. som udkastet af August Comte i hans humamtetsreKgion, se n.t.s. 147, Menneskehedens Kirke. - Pantheon: i gr. og rom. religion et tempel helliget alle guder. - Avalokitegvara: buddhistisk frelserskikkelse, »Herren som skuer fra himlen«.

308 Abhidharma: se n.t.s. 74. - Anakoreter: se n.t.s. 39. - Atman: se n.t.s. 94, Bramin. - Ananda: se n.t.s. 89.

309 Pusling (...) Augustus: på en statue af A., fundet 1863 i Italien og nu i Vatikanet, har kejseren en lille vinget skikkelse hængende i den nederste kant af sin klædning. - Dies iræ: lat. vredens dag, dommedag. 401 Beg. af sørgehymne, brugt blå. ved katolske begravelser. - lá iláha illa 'llahu: se n.t.s. 127.

310 Kaliffen (...) Ignatius (...) Glavind: de forenede muslimske og kristne styrker under deres respektive krigsherrer, se n.t.s. 119 og 125. - Centurion(er): se n.t.s. 240. - Hoplit(ter): svært bevæbnet soldat fra den antikke gr. hær. - Saratrust: se n.t.s. 138, Ahriman. - Antikrist (...) sorte Stav: se s. 192f. - Mani: se n.t.s.266. -Johannes de Silentio: se n.t.s. 14.

311 Samson: Dom. 14,5f. - Naraka(er): ånd i det ind. helvede, Naraka. - Cajus Julius: Cæsar, se n.t.s. 33. - baade: begge. - Poruscha eller Prakriti: i vedanta de to forskellige principper: den evige ånd og den materielle ursubstans.

312 Hydra(s): gr. fabelvæsen, søslange med ni hoveder. - Kalpa: se n.t.s. 91. - Ego sum (...) sustinentis: Dalgas' egen lat. tekst. Den lyder i oversættelse: »Jeg er. Jeg har altid været. Den eneste evige./Gud og gudinde, fader og moder, mand og kvinde, elskende mig selv./Jeg er helt vellyst og lever i uendelig lykke. Endog smerten forøger den evige glæde./Jeg har skabt verdenerne. Jeg har ødelagt verdenerne./Fra mig udgår alt liv, al kraft, al eksistens. Således bevarer jeg de skabte ved vellyst, idet jeg elsker mig selv og elsker alle./Jeg er grusom i kærlighed, mild i grusomhed, jeg leger med skabningerne. At give efter for magt er mig en lyst./Livet er en leg for mig, døden er en leg for mig. Det er en leg for mig at sejre, det er en leg for mig at besejres./Du har besejret mig. Dit rige, din magt, din ære. Dette vil være en leg for mig./I mig er alting, ja og nej. Jeg er paradoksal, hinsides det gode og det onde, hinsides noget og intet, eksisterende i den evige fortid./Kast al din skyld på Gud; thi al skyld er Guds, den evige synders, der opretholder livet ved skylden«. Oversættelsen er foretaget af Thorkild Breitenstein til 1965udgaven.

313 Det er fuldbragt: Jesu sidste ord på korset, Joh. 19,30.- Cyprias Lund: se n.t.s.234.

314 vandt den hele Verden: Matt. 16,26.

315 Sanchara(s): se n.t.s. 284.

320 Karman: se n.t.s. 266. - Mahatmer(ne): if. teosofisk tradition medlemmer af et tibetansk broderskab af mennesker, der har nået det højeste udviklingstrin, moralsk og intellektuelt. - Zelot(en): fanatisk trosivrigjøde påjesu tid, frihedskæmper mod den rom. besættelsesmagt. If. Luk. 6,15 havde Jesu discipel Simon tilnavnet Z. - Galilcei, Galileo (1564-1642): ital. fysiker, en af den mod. naturvidenskabs grundlæggere. - Darwin: se n.t.s. 51, DenAtheist.- Cartesius (15961650): lat. for den fr. filosof René Descartes, matematiker og grundlægger af den mod. subjektfilosofi. - Newton: se n.t.s. 76.

402

321 Tid og Rum og Aarsagssammenhæng: begreber fra Kants erkendelseslære: de former, hvori mennesket erkender verden, se n.t.s. 88, Kant.

323 Ekliptika(s): astronomisk udtryk for solbanen: den cirkel, solen (tilsyneladende) beskriver på himlen i løbet af et år gennem dyrekredsens stjernebilleder. - Ting i sig selv: se n.t.s. 88, Kant.

324 syntetisk(e): sammenbindende, modsat analytisk: opløsende.

325 fatalistisk: skæbnebestemt.

326 Evolution og Dissolution: udvikling og opløsning, se n.t.s. 48, en af Jer Ateister. - Menneskehedens (...) Forløsning: Rom. 8,19. - Dharma: ind. den buddhistiske lære. - de tolv Led: se n.t.s. 303, Aarsagsleddene.

327 Tetraeder: tresidet pyramide. - de fire ærværdige Sandheder: se n.t.s. 303. - ottedobbelte Vej: se n.t.s. 303. - Gautama, Siddharta og Buddha: tre navne for buddhismens stifter (d. 483 f.Kr.) i tre forskellige livsfaser: asketen, prinsen og den oplyste.

328 de seks Paramitaer: personificerede buddhistiske dyder. - Deva(er): ind. gud i modsætning til dæmon.

331 de fire Dhyanaer: de fire stadier for den åndelige udvikling inden for den ind. raja-yoga: koncentration, meditation, henrykkelse og frigørelse.

332 diskursiv Tænken: tænkning byggende på logik og argumenter, modsat intuitiv t., skuen.

333 Ejnherier: i nord. mytologi tapre (faldne) krigere i gudernes Valhal. - Valkyrier: kvindelige væsener fra den nord. mytologi, der udvalgte de kæmper, som skulle falde for at drage til Valhal. - Ego sum: lat. jeg er. Oversættelse af den j ød. gud Jah ves hemmelige navn: j eg er den, jeg er, j f. 2. Mos. 3,14.

334 de otte Paramitaer: se n.t.s. 328 - hvor der dog kun er tale om seks.