l. Baggrunden
✂ Ernesto Dalgas har erhvervet et vist ry for at være overset i dansk litteratur. Efterhånden uden grund. I 1993 udsendtes hans ene hovedværk, romanen Lidelsens Vej i serien Danske Klassikere, og i 1995 udkom hans sidste værk, den filosofiske essaysamling Kundskabens Bog i en udgave ved Leon Jaurnow på Hans Reitzels Forlag. Med den foreliggende udgave af Dommedags Bog, det andet hovedværk, er det væsentligste af forfatterskabet nu tilgængeligt for læseverdenen.
✂ Ernesto Dalgas blev født 22. juli 1871 i Århus og døde 11. juli 1899 i København, idet han skød sig en kugle gennem hovedet tidligt om morgenen ude ved Damhussøen. De fa skildringer, der er givet af hans liv, hans vita, overskygges næsten af beskrivelser af hans død, hans mors. Dette kan være rimeligt nok i forbindelse med Dommedags Bog, for både i dens handling og i baggrunden for den indgår megen sygdom og død.
✂ Den svagelige og nervøse Ernesto voksede op i et solidt og engageret højborgerligt hjem, præget af den udfarende og berømte far, hededyrkeren og officeren Enrico Dalgas. Ernesto kom sidst i en stor børneflok som et alderdomsbarn, og han og faderen kom ikke godt ud af det med hinanden. Ind i sønnens nødvendige generationsopgør kom hele modsætningen mellem gammelt og nyt, som. prægede tiden - hele røret omkring Det moderne Gennembrud, der havde en glødende tilhænger i den unge gymnasiast i kælderen i Villa Montana, der kæmpede den gode kamp med den gamle autoritet i herreværelset. Efter gymnasiet kom Dalgas til København for at studere - først medicin, men efter en studiekrise, der bragte ham til Jylland som huslærer, og et mislykket forsøg på at vinde Universitetets prisopgave i filosofi i sommeren 1893, læste han resten af sit liv officielt filosofi. Han gjorde det også reelt, herom vidner hans fyldige studieprotokoller og opgavebesvarelser, der 342 findes på Det kgl. Bibliotek. Hans lærere var professorerne Kristian Kromann og navnlig Harald Høffding, der repræsenterede den ny tid inden for filosofien, positivismen. Fagligt var Dalgas især optaget af erkendelsesteoretiske spørgsmål, hvor specielt problemerne med erkendelsens sikkerhed havde hans interesse. Opgøret med David Humes skepticisme og tankegangen i John Stuart Mills induktive logik spillede en rolle i hans planlagte magisterkonferens.
✂ Men Ernesto Dalgas havde flere udtræk i sin sjæl, end positivisme og logik dækker. Han var også et menneske, der var fundamentalt utryg i tilværelsen, og derfor stillede han krav om eksistentiel sikkerhed i en egentlig livsanskuelse, der sikrede ham sandheds erkendelse i alle forhold. Da han samtidig var nervemæssigt skrøbelig, førte hans søgen efter et absolut ståsted ham ud i religiøse og sindssygelige erfaringer. To gange blev han indlagt på psykiatrisk hospital, i 1893 på Set. Hans og 1898 på Risskov ved Århus.
✂ At overspændte mennesker søger eksistentiel tryghed og kommer ud i alvorlige kriser, er ikke i sig selv bemærkelsesværdigt. Når det er det her, skyldes det graden af konsekvens i Dalgas' søgen. Den er dokumenteret i hans mange bevarede manuskripter tilbage fra gymnasietiden og indtil dagen før hans død. Men den ses selvfølgelig først og fremmest i Domme dags Bog, hvor han på helt enestående måde har knyttet sin viden inden for filosofi og religionshistorie sammen med sine ekstatiske og sygelige oplevelser. Det er værkets kombination af kompleksitet og indre sammenhæng, der gør det til mere end en gal mands fantasterier.
✂ I prisopgaven fra 1893, som Dalgas skrev i stor hast og i en tiltagende nervøs krise, kan man læse på manuskriptets side 122 (pagineringen begynder side 96): »Så begynder Digtet om de stærke Sjæle og dybe Drømme. Vi vil sejle med Tankens Skib over Land og Hav, og hvor vi kommer hen, vil vi sætte os ved Profetens Fødder, ikke med Noterbogen i Hånden for at interviewe og referere, ikke med usømmelig Nysgerrighed, men for at lære af dem, der er klogere end os. Alle vi er jo deres Børn« (NKS 3640,4°,!). Dette lyder ikke umiddelbart som sædvanlig akademisk stil. Men opgavens formulering, Autoritetsforholdets Væsen og etiske Betydning, har ramt lige ned i hans eget eksistentielle problem, og dette indtryk 343 forstærkes af det motto, hvorunder opgaven blev indgivet: Mester, hvad skal jeg gøre? Opgaven består af en række kapitler, hvor forskellige etiske positioner gennemgås i store træk - det stof og den struktur, der senere karakteriserer Dommedags Bog, ligger her i svøb.
✂ Den søgende og lyttende holdning, der prægede prisopgavens »Vi«, genfindes på en måde i den forbindende person i Dommedags Bog, Peregrinus peripateticus. Han præsenterer sig sådan for dervishen i femte dagsrejse: »Jeg er en flyvende Korrespondent fra den gamle Klode. Jeg gaar fra Interview til Interview gennem Eders Verden, og jeg vil interviewe Mr. Allah selv, hvis jeg kan faa Audiens« (side 113). Projektet er det samme: at vinde orientering i de store livsspørgsmål, men tonen unægtelig en anden. Dette kan måske forklares derved, at Dalgas i den mellemliggende tid havde fundet et svar på de yderste spørgsmål, nemlig buddhismen, der ikke blot holder Dommedags Bog sammen på det mytiske plan, og som var oppe i tiden, men som også prægede hans egen holdning. I journalen over Dalgas' indlæggelse sommeren 1898 på Risskov er noteret, at han »stærkt optaget af philosofisk Spekulation fremhæver særlig Buddhismen som den eneste rigtige Religion ...« (afskrift i privateje). I efterskriften til Kundskabens Bog, som Dalgas skrev fa dage før sin død, læser man: »At behandle livsproblemerne på afsluttende måde har jeg betragtet som min opgave, fra jeg var 16 år. Dette mål har jeg i 12 år forfulgt, idet jeg har søgt at nå det ad de forskelligste veje, og heraf kommer den tilsyneladende diskontinuitet i min samlede produktion, som vil komme til syne, dersom mine værker en gang bliver udgivne« (side 70, udgavens ortografi).
✂ Den lange søgen var slut. Med Dommedags Bog havde han fundet, hvad han selv i den nævnte efterskrift betegner som den »kunstneriske afslutning« på sit projekt; med Kundskabens Bog, skrevet i månederne efter, en afslutning af mere objektiv form. Dette ligner på sin vis et harmonisk resultat: den store, livslange og -afgørende opgave var løst tilfredsstillende.
✂ Men går man til Dommedags Bog, vil man se, at det sagte blot gælder for det, der er skildret inden for de tolv dagsrejser, bogens egentlige handling. Denne er sat ind i en rammefortælling eller 344 -situation: et jeg ligger på et sygeleje og genkalder sig sine erfaringer, fra dengang han »gennemvandrede Drømmenes Land«. Hvad han har oplevet, erkender han nu som hallucinationer, og indholdet som »de Symboler, i hvilke jeg efter min Natur opfatter Tilværelsen« (336-337). At alting ender således, at de store kosmiske sandheder blot er digt og sygelige erfaringer i jeg'ets private liv, reducerer drastisk rækkevidden af det opnåede resultat, og stiller på en måde opgaven helt forfra. Han erkender her til slut, at han ikke har kunnet overskride sin egen bevidstheds grænser og nå til det faste, arkimediske punkt udenfor, hvorfra alting kan forstås, objektivt og absolut. Han må logisk set enten indrømme, at spørgsmålet var galt stillet og begynde forfra på sin stræben, eller han må bryde af.
✂ Det sidste valgte Ernesto Dalgas den julimorgen ved Damhussøen, hvor han efter sin egen formulering gav »et udmattet og udpint legeme nådestødet« (Kundskabens Bog side 71). Som det sidste skrev han dagen inden selvmordet: »Hermed har jeg fundet min egen Begrænsning og kan ikke gaa Tilværelsens Gaade nærmere ind paa Livet.« (Dagbogen for 10. juli 1899, NKS 3640,4°,111).