↩ Men går man til Dommedags Bog, vil man se, at det sagte blot gælder for det, der er skildret inden for de tolv dagsrejser, bogens egentlige handling. Denne er sat ind i en rammefortælling eller 344 -situation: et jeg ligger på et sygeleje og genkalder sig sine erfaringer, fra dengang han »gennemvandrede Drømmenes Land«. Hvad han har oplevet, erkender han nu som hallucinationer, og indholdet som »de Symboler, i hvilke jeg efter min Natur opfatter Tilværelsen« (336-337). At alting ender således, at de store kosmiske sandheder blot er digt og sygelige erfaringer i jeg'ets private liv, reducerer drastisk rækkevidden af det opnåede resultat, og stiller på en måde opgaven helt forfra. Han erkender her til slut, at han ikke har kunnet overskride sin egen bevidstheds grænser og nå til det faste, arkimediske punkt udenfor, hvorfra alting kan forstås, objektivt og absolut. Han må logisk set enten indrømme, at spørgsmålet var galt stillet og begynde forfra på sin stræben, eller han må bryde af.