Dalgas, Ernesto 3. Udgivelsen

3. Udgivelsen

Dalgas blev indlagt på Risskov den 6. maj 1898. I et brev til Axel Mielche to dage før meddeler han, at han har indsat ham som arving til sine efterladte papirer, ligesom han meddeler den rækkefølge, hvori han ønsker manuskripterne udgivet - »For øvrigt henstilles alt til din Takt og Smag«. Under samme dato sender han Mielche en fuldmagt til at fa udleveret papirerne, der beroede hos en cand.mag. Hougaard i København.

Det testamente, Dalgas hentyder til, kan ikke opspores, derimod en anden version, dateret 26. juni 1899. Denne beror ligesom det anførte brev i Det kongelige Biblioteks Dalgasarkiv under NKS 4956,4°. Heri bestemmes, at de efterladte papirer skal overlades til Mielche med ret til udgivelse. »Til Udgivelsen af mine efterladte Værker testamenterer jeg samme Assistent Mielche min Part i Skovbjerg ...« (familien Dalgas' plantageejendom i Jylland). Endelig indsættes Mielche som executor testamenti. Eventuelle midler, der måtte være til overs efter udgivelsen, og mulige honorarer skal tilfalde en frøken Elisabeth Spanget, og det øvrige bo familien.

Axel Mielches opgave i forhold til Dalgas' papirer var altså en dobbelt: at besørge teksterne udgivet og at ordne finansieringen. Værkerne kunne ikke antages til almindelig forlagsproduktion, men blev udgivet i kommission hos Lehmann og Stages Boghandel, det nuværende P. Haase og Søns forlag. Der kom i alt fire: ud over Dommedags Bog romanen Lidelsens Vej og digtcyklussen Sangbog, alle i 1903, og endelig i 1904 samlebindet Digt og Skuespil Så var pengene brugt, og resten af manuskripterne kom til Det kongelige Bibliotek.

Inden det kom dertil, måtte Mielche kæmpe en kamp med familien Dalgas, ikke mindst med de to store brødre, skovrideren og direktøren for Den kgl. Porcelænsfabrik, der nødig så slægtens hæderkronede navn knyttet til en gal mands skriblerier. Efter en række sammenstød og forsøg på mægling, hvorunder man søgte at inddrage såvel Harald Høffding som Ludvig Mylius-Erichsen som opmænd, og hvor det kom tæt på sagsanlæg, endte det med et forlig, der udmøntede sig i en erklæring underskrevet i juli 1900 af 347 Dalgas' familie med en garanti på indtil kr. 4000,- til udgivelse af en række værker, svarende til den ovenfor nævnte (NKS 4956,4°).

Axel Mielche, der har meddelt en række af ovenstående oplysninger til Aage Henriksen, gik nu i gang med at bearbejde manuskripterne til udgivelse. Han lamenterer lidt i det nævnte forord til Dommedags Bog over, »hvor vanskeligt det er for en fremmed Haand at gribe ind, beskære, tilpasse og rette i en Bog, hvis Forfatter ikke mere lever«. Som uddannet bankmand havde han ikke faglige forudsætninger for tekstudgivelse, og han har måske følt behov for at foregribe mulig kritik. Hertil tjener jo også den tidligere nævnte mytologisering af skabelsesprocessen.

Familien fik tilsyneladende det sidste ord, for da bøgerne var blevet udgivet, var der længe tavst om Ernesto Dalgas' navn i den bredere offentlighed. Værkerne blev knapt nok anmeldt (se dog s. 360f) og slet ikke solgt. Da Askov-forstanderen Ludvig Schrøder 1901 skrev en populær skildring af Enrico Dalgas med stamtavle, var Ernesto ikke omtalt. Men rundt omkring overvintrede interessen for forfatterskabet, og Ernesto Dalgas er i dag måske lige så kendt som sin far.