Dalgas, Ernesto 4. Kompositionen

4. Kompositionen

Opbygningen af Dommedags Bog er dels noget uoverskuelig, dels ganske ejendommelig. Derfor kan det være på sin plads forholdsvis kortfattet at give en oversigt over linien i værkets komposition og samtidig en meget foreløbig orientering om rammerne for en fortolkning af især den konkrete følge af begivenheder. Den niere overordnede fortolkning og den filosofiske baggrund for den store myte om JA og NEJ, der knytter det hele sammen, gives s. 353ff. Nærværende afsnit kan opfattes som en kommentar til Dalgas' egen fyldige indholdsoversigt.

I værket møder man på samme tid en række skikkelser, der repræsenterer forskellige filosofiske og religiøse synspunkter, som stammer fra forskellige epoker. På en mærkelig måde taler disse mennesker ikke med hinanden, men står side om side i bogens 348 forskellige landskaber. Og dog indgår de efterhånden, som skildringen skrider frem, i en større sammenhæng. De knyttes dels til de højtliggende mytiske og fortællemæssige strukturer, dels i snævrere forstand til pilgrimmen Peregrinus' person, idet han snart som samtalepartner, snart som budbringer spiller en (ganske vist beskeden) rolle i bogens store handling.

Rent umiddelbart er fortællingen organiseret i 12 dagsrejser, der fører fra den direkte oplevelse af Ildsøen til det endelige, kosmiske opgør mellem de modstridende kræfter, søen og Lucifer/Buddha. Endelig er der en ramme af sygdom og hospital, der reducerer det store dramas skueplads til et enkelt individs bevidsthed.

Ser man på beretningen inden for rammen, de tolv dage, forløber den i tre store sammenhænge, svarende til bogens tre dele, der hver omfatter fire dagsrejser. Rækkefølgen af dele og af enkeltstationer på rejsen udtrykker en progression, der i det følgende skal antydes som kompositionens røde tråd.

Første del skildrer tilnærmelsen til Ildsøen og fortolkningen af den samt den direkte erfaring af opholdet i den. Pilgrimmen påkalder til at begynde med den religiøse lidenskab. Denne viser sig i skikkelse af Johannes de Silentio, den pseudonyme forfatter til Søren Kierkegaards værk om troens paradoks, Frygt og Bæven. Herefter går vejen gennem Sukkenes Brønd, der både opleves som et fald ned i det underste land og som en fødsel ind i troens verden. Her er den direkte erfaring af tilværelsens urgrund, i form af den levende ildsø, mulig.

I fire trin, ordnet som en slags historisk udvikling, stifter pilgrimmen dernæst bekendtskab med vor kulturs store fortolkninger af eksistensens grundlæggende kræfter.

Kirken, der her repræsenteres af de oldkirkelige og katolske hellige mænd og lærde teologer, fylder første dagsrejse. Hovedstykket er mødet med Doctor subtilis, Johannes Duns Scotus. Denne, den skarpsindige lærer, optræder som troens filosofiske forsvarer, men han kan ikke overbevise vor pilgrim om sin fortolknings sandhed. Metoden - kaldet skolastikken - går kort fortalt ud på at forene synspunkter hentet fra vi den (skab) med troens påstande. Det vil i praksis sige, at den søger at bygge bro mellem den græske filosofiske 349 tradition fra Aristoteles, der opfattedes som fornuftens vidnesbyrd, og Bibelens udsagn, troens hellige sandheder. Denne syntese mellem tro og viden er siden brudt. Idéhistorisk skete det i renæssancen, og som psykologisk tema har splittelsen været aktuel i hvert fald fra Shakespeare. Problemet blev dog oplevet som særlig aktuelt i vor litteratur fra tiden omkring og efter det såkaldt Moderne Gennembrud fra 1870'erne.

Ved sit tilnavn peripateticus, den omvandrende, udtrykker pilgrimmen sin tilknytning til dette store tema. Ordet betegner en student i Aristoteles' skole, der studerede, vandrende rundt i Lykeions gange. Som udtryk alene for »videnssiden« af harmoniseringen, som respektløs opdagelsesrejsende på jagt efter positiv viden, kan han ikke bindes af Scotus eller de øvrige fromme folk, han møder på den første dagsrejse. Det hænger sammen med, at den rastløse energi, der driver ham på hans rejse, stammer fra den eksistentielle uro, som opgivelsen af troens harmoni har vakt i ham. Han er en moderne fremmed, der forgæves søger »hjem« - og derfor trods al fremmedhed et barn af sin tid.

Fra den institutionaliserede kirke i første dagsrejse bevæger vi os i den anden nærmere det direkte møde med kræfterne. Efter forkyndelsen af dommedag og af det himmelske Jerusalem, som formidles af de kristne eneboere, når pilgrimmen frem til den tyske mystik. Den optræder her i to skikkelser: den katolske klostertradition ved Mester Eckhart, og den protestantiske teosofi ved lægmanden Jacob Bohme. Begge forener ydmyghed i holdning med styrke i synspunkter, og da det første varsel om mere omfattende sammenhænge, end de kan forklare, viser sig som de seks skikkelser på himlen, drager Peregrinus videre.

Erkendelsen af Ildsøens væsen som enheden af modsætningerne godt-ondt, Gud-djævel overlades logisk nok til filosoffen Baruch de Spinoza i tredje dagsrejse. Spinoza hævdede en streng monisme, som Dalgas selv fastholdt i de manuskripter til Kundskabens Bog, han skrev samtidig med og lidt senere end Dommedags Bog. Ud fra dette standpunkt forstås Ildsøen, og også pilgrimmens afsmag for den. Som et fraspaltet hoved er han stærkt draget og samtidig frastødt af den krop og lidenskab, han har fravalgt sammen med troen. 350 Det ejendommelige hof af romantiske digtere omkring Spinoza viser nogle af problemstillingens mere desperate - og bizarre - aspekter.

Efter tilbedelsen af Ildsøen i de to første dagsrejser og erkendelsen i den tredje føres vi i fjerde dagsrejse (og dermed i slutningen af første del) frem til den direkte oplevelse af at være i denne tvetydige salighed. Det leder frem til en rent klinisk biologisk beskrivelse af søens natur - og til en afvisning af dens væsen. Dette sidste forløber på en karakteristisk måde. Oldtidens legemsafvisende kynikere kobles sammen med Dalgas' samtids biologi, repræsenteret af den ekstreme darwinist Ernst Hackel. Det samlende synspunkt udtrykkes af den pessimistiske, romantiske filosof fra generationen før, Arthur Schopenhauer. Med et kraftuddrag af hovedværket Verden som vilje og forestilling giver han den sluttelige fortolkning og vurdering af Ildsøen, og han angiver splittelsens tema. Der er strid mellem hoved og krop, mellem forestilling og vilje, netop de forskellige størrelser, som kirken søgte at holde sammen i skolastikkens syntese. Schopenhauers løsning er frygtindgydende: ilden må dræbes.

Pilgrimmen drager videre på sin rejse. Han er i slutningen af første del ikke blot opfyldt af utilfredsstillet videnstrang, men også af synet af kvinden, der stiger op af Ildsøen. (Johs. V.Jensen gjorde det ikke mere overbevisende i Ave Stella i slutningen af Den lange Rejse.) Han rejser nu væk fra søen og muligheden for direkte oplevelse, og han forlader vor kulturs mest umiddelbart tilgængelige fortolkninger - til fordel for de fremmede kulturer og særlige oplevelsesmåder.

I begyndelsen af femte dagsrejse, på vej til Islams profet Muhamed, møder pilgrimmen en anden søgende fra sin kultur (og Dalgas' læsepensum): skotten Thomas Carlyle. Han introducerede det tema, der optog Dalgas' egen tid: forholdet mellem den store personlighed og de almindelige mennesker. Debattens mest kendte udtryk er diskussionen mellem Georg Brandes og filosoffen Harald Høffding (Dalgas' lærer) om den aristokratiske eller den demokratiske radikalisme. Carlyles aristokratisme fører her videre til kaliffens enevælde og til profetens absolutte autoritet. Vægten af trosvisheden i Islam vælter menigheden, og den tilfredsstiller pilgrimmens 351 ledsager, Johannes de Silentio. Søren Kierkegaards alter ego ender som muslim! Samtidig pointeres splittelsen mellem erkendelse og krop hos Peregrinus: gennem eventyret med den underdejlige pige Cressida inddrages han i den anden strid, den mellem mand og kvinde, og han kobles via forbandelsen over sin erotiske koldsindighed ind i den videre handling.

Rejsen fører i sjette dagsrejse videre fra Islams verden til den parsisme, der er blevet reformeret af Nietzsche. Denne dagsrejse indeholder videre alternative holdninger inden for Dalgas' egen horisont, især politiske eller i hvert fald ikke-kristne. Først møder han den gale Ahriman med overmenneskeforkyndelse og revolutionær tale om nødvendigheden af at omvurdere alle værdier. Dette er fra Nietzsche. På vejen ned ad bjerget træffer pilgrimmen det religiøse geni William Blake, der leder over til skildringen af vor kulturs sidste tider. Den træffer vi i de to dystopier (skildringer af skræmmende fremtid): Humanitas og Tolerance. I den moderne storby terroriserer de socialistiske nihilister indbyggerne. Denne verden kan måske frelses af Auguste Comte og hans humanitetsreligion, der prædikes af hans barmhjertige præsteskab, og som har leveret det ene af Dommeaags Bogs to mottoer. I staden Tolerance møder vi en satire over det liberale, frie (religions)marked. Dagsrejsen ender i en betænkelig idyl: Folk kan leve i fred i De grønne Dales Land, hvis de holder deres mund, som kirkestifteren Irving med vennen Carlyles kone.

Disse udblik til nutiden og dens muligheder er skræmmende, og de slynger den rejsende fra helvede videre på rejsen mod sandheden op til skærsilden ligesom i forbilledet, Dantes Guddommelige komedie.

Syvende dagsrejse rummer tydeligt spaltningen mellem de to verdener: viden og tro. Først påhører vi den videnskabelige diskussion om den sande kosmologi; her foldes i metodisk søgen en vidensdimension ud. Dernæst konfronteres vi med kirkens og troens magt; den skildres dels som intellektuel snildhed (jesuitten), dels som brutal magt (paven). Dette understøttes af, at opløsningen af den oprindelige harmoni også sætter sig igennem i det ydre, idet figurer andre steder fra begynder at vise sig. Den lærde overflade brister, og den kosmiske konfrontation mellem de store modsætninger 352 nærmer sig. Bogens karakter af filosofiction bliver nu mere tydelig.

Hvor Dante endte i himmerig, drager Dalgas' pilgrim videre. Som kulmination på syvende og ottende dagsrejse møder han jomfru Maria og Jesus. De virker begge noget matte, og i forhold til dem fremstår de store modstykker, Antikrist (med træk fra Goethes Mefisto), og elskovens gudinde, med større glød. De fremfører deres modmyte om verden og forløsningen. Striden er for dem det store terna, ikke forsoningen, som kirken lærte: striden med den levende ildsø, og striden mellem guder og mellem mennesker.

Anden del fører altså fra den strengeste hævdelse af troens religiøse og politiske principper i Muhameds verden til konfrontationen mellem de største skikkelser, og til læren om strid og oprør som de højeste værdier.

I tredje del belæres man. Denne noget svagere part fører gennem den klassiske verden (man synes, mest fordi den skal med, ligesom hos Dante). Derfra til Manis gnostiske verden og videre til den kinesiske kultur og frem til Indien. Interessen for disse eksotiske lærdomme var stor på Dalgas' tid. Dels var alternativer i sig selv på mode, dels knyttede man på mange måder forbindelser til alle klodens egne, og tanker om kulturel harmonisering og udveksling opstod hos tænkere, der stod Dalgas nær. Ikke blot hos Schopenhauer med hans buddhismeinteresse, men også hos Comte, der udviklede tanken om en fremtidig human enhedskultur. Den tænker, der i denne forbindelse sikkert betød mest for Dalgas, var Eduard v. Hartmann, der forestillede sig en universel overvindelse af det fælles ubevidste gennem bevidst og energisk kulturarbejde.

I den tiende dagsrejse fortælles i mytens form de sidste sandheder, og i den ellevte samler Lucifer, den store Antikrist og Lysbringer, sine tropper og besejrer i dommedagsslaget den ildsø, der har voldt så meget besvær. Pilgrimmen drager med på turen som en moderne krigskorrespondent (rejsende reporter har han kaldt sig før), men også som agent i striden mellem Lucifer og Eblis. Deres strid, kønnenes kamp, kommer også til en ende.

Buddha er den sande fader, og han er modpolen til troens liv og kropslighed, ren tanke, hvor Ildsøen var lidenskab og salighed. I 353 hans Nirvana bliver bogens konklusion draget, og hvad der er sandhedens pensum og læresætninger, bliver klart helt ud i paragrafformen.

Således bevæger handlingen i Dommedags Bog sig fra begyndelsens umiddelbare erfaring af livets kræfter gennem de forskellige personers og steders tydninger frem til den rene, positivistiske nirvana-indsigt, med udslukkelsen af livsviljen som det højeste standpunkt. Rejsen er slut, og lektien givet for.

For så at blive voldsomt forkortet i slutningens ramme, men det er en anden historie.