Dalgas, Ernesto Dommedags Bog

6. Modtagelsen

Som allerede sagt udsendte Axel Mielche tre bøger af Ernesto Dalgas i 1903, hvoraf Dommedags Bog var den første. Den blev rimeligt bredt anmeldt, men anmelderne blev så skræmt, at de næste bind ikke blev omtalt.

Den mest indforståede anmelder fandt bogen i Berlingske Tidendes GE (Georg Esrnann), der noterede: »Det er en Filosof, der har skrevet den, men det er lige saa meget en Digter og Fantast«. Talentet for den malende stil fremhæves som både en fare og et held. Trods noget kunstigt i skildringerne af især de lidt fjernere tankebygninger, indrømmer anmeldelsen, at Dalgas »med stor Kunst sammenstiller (...) hvad der i Buddhas Lære har Affinitet til den moderne Tanke«. Og anmeldelsen slutter: »Man læser ham med den største Interesse«.

Denne interesse kunne Titus (Edv. Brandes) i Politiken ikke mobilisere. Det hele er en vandring »lidt paa Niels Klims lidt paa Dantes Manér, og for Læseren bliver det vanskeligt at feste nogen Interesse ved saadanne Begreber som Ildsøen, Riget Humanitas eller Byen Tolerance«. Dalgas burde have afstået fra den digteriske iklædning og sagt sine i øvrigt meget sympatiske meninger om religion og autoriteter direkte.

Nationaltidende bragte en kort notits, hvori værket blev betegnet som en »uklar Blanding af Digt og Tænkning«. So dal-Demokratens anonyme anmelder noterede, at der er tale om »en usædvanlig Bog - selvom den koster nogen Besvær - fortjener (den) at læses for sin højtstræbende Tankeflugt og sine poetiske Billeders Skyld«. I øvrigt var anmeldelserne fa, korte og stort set negative. Således bemærker Dannebrogs recensent, at det åndelige standpunkt, bogen er 361 udtryk for, blot viser tidens fortvivlende mangel på tro. Jomfru Maria-afsnittet er det bedste og mest poetiske. Vort Land mener, at tanken er løbet løbsk.

Horsens Avis, som bringer en i øvrigt ret rosende anmeldelse, anfører, at læsningen kræver forudsætninger, som blot få kan indfri. Anmelderen ser en parallel til Dante. Han indrømmer stilen åndfuldhed samt sproget farverigdom, men ser i slutningen og i forbindelsen med forfatterens skæbne en understregning af, at der ikke er noget alternativ til den kristne tro.

I Kvindesamfundets Blad finder Helene Berg bogen både kaotisk og overfladisk, og af kvindepolitiske grunde må hun anholde skildringen af Spinoza som kønslig libertinist, samt af pigen Cressida.