Dalgas, Ernesto Dommedags Bog

7. Kritikken

Frem til 2. udgave af Domme dags Bog i 1965 er den blot sporadisk blevet gjort til genstand for litterær kritik. Axel Garde behandler i sine to kapitler om Dalgas i Dansk Aand (1908) især Lidelsens Vej, og han knytter Dalgas til tidens livsfilosofi ved at nævne ham i sammenhæng med Ludvig Feilberg. De to forbindes på den måde, at Garde ser Dalgas som den, der i sine analyser opløser de gamle religiøse anskuelsesformer, mens Feilberg skaber et moderne religiøst sprog, der bygger på videnskabelig naturiagttagelse.

Cai M. Woel skildrer i sit forfatterportræt af Dalgas i Troubadurer (1930) Dommedags Bog som et »religiøs-filosofisk Indlæg, men det mærkes, at det er skrevet af en Digter«. Hvor Dalgas i Lidelsens Vej syntes at have fundet hvile, et fast punkt i kaos, skrider alt om ham her. Det faste punkt viser sig at være illusorisk, og »Den naturlige Følge af dette Resultat udeblev heller ikke. Kort Tid efter døde Ernesto Dalgas for egen Haand«.

Dalgas placeres af Jørgen Bukdahl (Det moderne Danmark, 1931) i 1890'ernes livsanskuelsesdebat. I værket, som konsekvent kaldes Dommens Dag, stiller Dalgas sit »Enten - Eller«: Nietzsche eller Buddha. I et uoverskueligt spil mellem virkelighed og blændværk undergraves bogens projekt, og tUsidst også Dalgas' livsvilje.

K.F. Plesner giver en æstetisk kritik af Dommedags Bog i sit Dalgas-essay 362 i Kulturbærere (1938). Efter et referat af bogens handling finder han, at bogen er andet og mere end tør filosofi. Den er »et digterværk af en sælsom kalejdoskopisk skønhed og af sjælden visionær styrke«. Bogens billeder lammer næsten læseren, selv om det »Kunstnerisk mærkes (...) at Dalgas ikke fik lejlighed til kritisk at eftergå sit værk, skønt den sprængfulde kraft aldrig lader læseren kold. (...) Bogen er virkelig i det store format, verdenslitteratur (...)«.

Jacob Paludan mindes ud over Dante også Faust i sin behandling af bogen i Litterært Selskab (1956). Værket er »Et storslaaet Vue over hele Menneskehedens lidenskabelige Tænken sig ind paa Tilværelsens Gaade«. Paludan ser bogens egentlige resultat i slutningens irreligiøse påstand: »Hvad der engang var Religion, det vil i Fremtiden blive Poesi«. Hertil svarer Paludan: »Men Poesi er Ersatz-Religion. Det vældige Vues Lære er, at Menneskene ikke er indviet i Sandheden«. Læseverdenens svigt af Dalgas ses som en afværgereaktion mod tanker, der som blylodder trækkes ned mod ulykke og selvmord. Så hellere bilisme og krydsord ...

I 1965 udkom Dommedags Bog i en udgave ved Aage Henriksen og Henrik Schovsbo. Denne udgave affødte en række anmeldelser, især i dagblade. Det vil føre for vidt at fremdrage dem alle her, men jeg vil især fremhæve Torben Brostrøms anmeldelse i Information, genoptrykt i essaysamlingen Labyrint og arabesk (1967). Han finder her, at værket i sin konflikt mellem positivistisk erkendelse og trangen til sjælelig sku en er tidstypisk, men også aktuelt. I sammenhængen inddrages moderne værker af T. S. Eliot, Klaus Rifbjerg og Jørgen Gustava Brandt. Ud over de oplagte, tidlige forbilleder peger Brostrøm på de samtidige eksperimentatorer Lautréamont og Rimbaud og får således på en tankevækkende måde inddraget Dommedags Bog i den modernistiske kanon.

I nogle specialstudier er Dalgas' forhold til Nietzsche underkastet en nærmere analyse. Det gælder bl.a. Harald Beyers store værk Nietzsche og Norden og et utrykt projekt fra Roskilde Universitets Center (Hans Rodian Pedersen m.fl. Nietzsche i Danmark, 1992/93).

Dalgas omtales kort i den litteraturhistoriske håndbogslitteratur. Med størst forståelse af Ejnar Thomsen i Dansk Litteratur efter 1870 363 (1935), mens Dansk litteraturhistorie (bd. 7,1984) kort karakteriserer Dommedags Bog som en »traktat«. FJ. Billeskov Jansen finder i Politikens Dansk Litteraturhistorie (bd. 3, 1966), at bogen ikke er et vidunderværk. Men den er et åndshistorisk interessant vidnesbyrd om sin periode og dens interesse for buddhismen, og i denne sammenhæng inddrages Karl Gjellerup.