Brandes, Edvard Uddrag fra Gyngende Grund

AALØV.

Aa, jeg vil ikke fortabe mig i saadanne Fremtidssyner, som iøvrigt ikke skræmme mig saa særdeles. Jeg paastaar kun, at hvis Politik vil sige Alles Interesse, bør ogsaa Alle være interesserede derfor — altsaa ogsaa det 64 smukke Kjøn. Mig synes det desuden, at de, der tænke som Etatsraaden, berøve sig selv noget af det allerbedste i Livet. Jeg tror at forstaa, hvad et Hjem betyder, hvilken Lykke det er at rejse det Sten for Sten, paa fast Grund, bygge det op uvejrssikret og trygt. Et Ly skal det være, men jeg vil ikke ligge i Dvale derinde. Jeg vil tale og høre tale om det Samme derinde som udenfor, blot anderledes — forstaas ved en Antydning, spørges med et Smil, sammen med en anden fornøje mig over Menneskenes Latterligheder og harme mig over deres Lavheder. Kan jeg ikke faa et saadant Hjem, saa heller slet intet. Hjemmet er der, hvor man helt ud tør være sig selv ... ellers har man en Bolig, en Lejlighed, maaske en Salon, om det kommer højt ... (Pavse, hvorunder Kalk trommer paa Bordet. Smilende) Undskyld, jeg tror næsten, jeg leverer et Forsvar for Ninis politiske Interesser.