↩ Andreas var heller ikke glad ved den Maade, hvorpaa Herrerne omgikkes Fru Cramer. Ikke at de gjorde hende en paatrængende Kur eller at hun tillod dem nogensomhelst Friheder. Men de sad for nær til hende, for tæt op ad hende, og hun tog hver af dem alene for sig. Det saa' ud — Andreas kunde ikke nægte det — som om hver enkelt havde sin Hyrdetime, hvor han fik Lov at udøse sit Hjærtes Hemmeligheder for den Skønne, der lyttede — noget spodsk, men ogsaa lidt nyfigen — efter hvad denne Damon kunde finde paa. Og Damon var hed af Vinen, blid i Øjnene og fugtig om Læberne og blev i den tætte Passiar, hvor han indaandede Blomsterduften 108fra den fine og slanke Fyllis, kun afbrudt af Veninden, der hver halve Time maatte styrte hen til den tilbedte Genstand, røre ved hende og skrige med sin Skralde-Stemme: