↩ Andreas saa' paa den lille Mand, der sad der mellem disse Dynger af Papirer som en Stenslager mellem sine Skærvebunker. Han havde engang været en munter og rørig Mand, der tog for sig af Retterne — nu sled han som en Daglønner for at putte alt det Papir ind i 180sit gamle skaldede Hoved. Hvis han ikke havde pustet sig op som saadan en Vigtigblære, kunde man næsten følt Beundring overfor dette Forsøg paa Hjærnearbejde af et Væsen, der ikke var anlagt til anden Gerning end at grave Jord og vende Møg — og saa naturligvis til at spise Middag og spille L'hombre med andre Stor-Bønder under megen Snakken om Vejr og Veje og Heste og Svin.