↩ I den kommende Uge mødtes Andreas og Magda endnu nogle Gange. Men Andreas søgte ikke ivrigt Lejlighed til at træffe hende. Han var bange. Saa godt de havde havt det før, saa pinligt begyndte Forholdet at blive ham nu. Han frygtede dog, at Magda skulde betragte sig som forlovet. Og i hvert Fald, hvis Forældrene erfarede, hvordan de nu mødtes, vilde han saa omtrent være fangen. Det Kameratskab, som kunde vises Alverden, var nu forvandlet til en Stævnemøde-Forbindelse, der skulde og maatte skjules. Og Andreas vred sig under denne nye Frygt for Opdagelse. Han vilde ikke skælve for Kammerraad Holsø — det var dog for elendigt.