↩ Ja, Tanterne, de var der endnu! Men de nærmest pinte ham. De to gamle Kvinder var nu for ham som en Parodi paa de to unge, som han havde bortsendt. Naar han spiste til Middag med sin Moder og hendes Søstre, udregnede han, at han sad til Bords med henimod tohundrede Aar — og saa foretrak han Magdas nitten. Han begyndte at ærgre sig over de gamle Damer, skønt han før havde fundet dem baade elskværdige og fortjenende ethvert Hensyn; nu irriteredes han ved deres Smaasvagheder. Han undlod end ikke at spotte over dem i Samtale med sin Moder. Hun tog dette saa selvfølgeligt som alt andet, hvad han sagde og gjorde: det var jo rimeligt, at Andreas kedede sig med dem; nu rejste de da ogsaa snart. Fru Tersling spekulerede endda paa at faa dem lidt hurtigere afsted end Aftalen var, skønt hun iøvrigt var klar over, at ikke Tanternes Nærværelse var Ulykken, men derimod andres Fraværelse.